Almindelige mennesker: To sange [Common People + Ordinary People]

ALMINDELIGE MENNESKER

Pulp og The Kinks om klasseturisme

Af BO GREEN JENSEN

DET skal ikke kun handle om musealt stof. Når det så ofte bliver sange fra 1960erne og 70erne, man husker og hylder, er det jo ikke, fordi der ikke skabes stor musik og skrives gode sange nu. Blot bliver de nye ting ofte dette års versioner af noget, som har været der (her) før. Brødrene Gallagher spøgte kun halvt, da de i 2000 brugte Standing on the Shoulder of Giants som titel på det fjerde album med Oasis.

   En af 90ernes skarpeste popsange skrev Jarvis Cocker (f. 1963), frontfigur i Sheffield-bandet Pulp, der efter ti års tilløb fik en stor tid med tre gavmilde albums – His ’N’ Hers (1994), Different Class (1995) og This Is Hardcore (1998) – før bevægelsen tabte moment på We Love Life (2001). Cocker holdt en lang tænkepause og kom i 2006 tilbage med albummet Jarvis, som er glimrende uden at eje den samme sejrsstolte fandenivoldskhed.

   Det er siden blevet til Further Complications (2009) og Room 29 (2017). Sidstnævnte er et samarbejde med pianisten Chilly Gonzales, en sangcyklus som udspiller sig i værelse 29 på det legendariske Château Marmont hotel i Hollywood. Et nyt album, Beyond the Pale, er annonceret til udgivelse i maj 2020. Det bliver med Cocker som sanger i bandet Jarv Is, der straks har udsendt to singler: »Must I Evolve?« (2019) og »House Music All Night Long« (2020). I 2011 udkom Cockers sangtekster i bogform.*

»COMMON People« er fra Different Class. Som titlen antyder, tager Pulp på dette album livtag med en stor figur i den britiske psyke. Klasseskellet har været et tema (mindst) siden Dickens og blev især et tema i 1950erne, da en mere progressiv socialpolitik gav efterkrigstidens angry young men mulighed for at tage en højere uddannelse og bevæge sig mellem klasserne.

   Et andet demokratisk tiltag var de såkaldte art schools, en blanding af universitet og kreativ fagskole, hvor mange senere kunstnere fik smag for at blande tingene sammen og vælte muren mellem elitær og populær kultur. 1970ernes progressive rock, fra Pink Floyd, Yes og David Bowie til Genesis og Roxy Music, ville være utænkelig uden de britiske art schools.

DET var på sådan en, St Martin’s School of Art [nu Central Saint Martins] i London, at Jarvis Cocker var immatrikuleret, da han mødte en græsk pige med en hovedrig far. Veninden var træt af at leve beskyttet. Hun ville mærke verden sammen med én fra de laveste klasser, som sikkert havde det sjovere og levede mere autentisk:

She came from Greece, she had a thirst for knowledge.

She studied sculpture at St Martin’s College: that’s where I caught her eye.

She told me that her dad was loaded.

I said, 'In that case I’ll have a rum and Coca Cola.'

She said, 'Fine' - and then in thirty seconds' time she said:

'I want to live like common people,

I want to do whatever common people do,

I want to sleep with common people,

I want to sleep with common people like you.'

Det er fortælleren med på. Han tager pigen med i supermarkedet, hvor almindelige mennesker køber fedtholdig mad, som de ikke har råd til. Senere går de i byen og ser på almindelige mennesker, som blæser hjernen ud med sprit og coke, falder om med hinanden om halsen og besvimer et par timer, før de møder på arbejde eller hænger ud i et aktiveringstilbud.

   Fra tid til anden spørger han:

'Are you sure you want to live like common people?

You want to see whatever common people see?

You want to sleep with common people?

You want to sleep with common people like me?'

   
Hun forstår ham ikke, trykker hans hånd og synes, at alting er svært pittoresk. Hun vil gerne være en del af det hele. Fortælleren giver hende råd om, hvad hun kan gøre for at passe ind: 

Rent a flat above a shop.

Cut your hair and get a job.

Smoke some fags and play some pool.

Pretend you never went to school.

Veninden bliver ved med at smile, og fortælleren skruer bissen på: Hun kommer aldrig til at passe ind, for uanset hvor dybt hun falder, kan hun altid ringe til Farmand. Det vil altid være noget, som hun leger, og hun vil aldrig mærke, hvordan det er:

You’ll never live like common people,

You’ll never do what common people do,

You’ll never fail like common people,

You’ll never watch your life slide out of view

and then dance

and drink

and screw

because there’s nothing else to do...

*** 

SOM andre store navne i 90ernes britpop – Blur, Oasis, Suede osv.. – var Cocker og kompagni ikke bange for at vedgå gælden til 60ernes og 70ernes fortrop. Sangskriveren Raymond Douglas Davies (f. 1944) fra ærke-engelske The Kinks fik i den forbindelse endnu en velfortjent renæssance.
   Mens The Beatles, The Who og The Rolling Stones er blevet faste stationer på den kritiske radio, har der været en tendens til kun at huske The Kinks og Ray Davies for golden oldies som »You Really Got Me« (1964), »Sunny Afternoon« (1966), »Waterloo Sunset« (1967) og »Lola« (1970), mens bandets plader fra 70erne, 80erne og 90erne fik ry for at være excentriske og irrelevante »konceptalbums«. 90er-stjerner som Cocker og Damon Albarn fra Blur krediterede Davies for opdagelsen af det engelske, og især Davies’ første idéalbums, The Village Green Preservation Society (1968) – med »Days« og den pragtfulde titelsang – og Arthur (or the Decline and Fall of the British Empire) (1969) fik en rundtur mere i blenderen.

FAKTISK blev Davies – som for resten gik på Hornsey College of Art i Crouch End– først sig selv for alvor på hjemstavnsalbummet Muswell Hillbillies (1971) og dobbeltalbummet Everybody’s in Showbiz (1972). Herpå fulgte en sekvens af tematisk forbundne fortællinger, der sandt nok var mere som musicals og byggede på satiriske og politiske ideer, der gik mod tidens herskende smag. Preservation (1973), Preservation Act II (1974), Soap Opera (1975) og Schoolboys in Disgrace (1975) fik mange fans til at stå af, men rummer flere af Davies’ ypperste sange.

DEN gamle form var tilbage på de mere rockorienterede albums, Sleepwalker (1976) og Misfits (1977), før brødrene Ray og Dave Davies så godt som emigrerede til USA og fik en lang løbebane som stort stadionnavn med den energiske powerpop og revyrock fra Low Budget (1979), Give The People What They Want (1981) og State of Confusion (1983). Jeg så dem på New Haven Veterans Memorial Coliseum i Connecticut (21.01.1982.) Det var virkelig blevet heftigt, hårdt og energisk, som tidens smag for powerpop ville have.

   I sen-80erne fulgte en virkelig nedtur på Word of Mouth (1984), Think Visual (1986) og UK Jive (1989). Davies’ soloalbum Return to Waterloo (1985), et soundtrack til tv-filmen af samme navn, var dog på højde med Preservation. Da brødrene Davies – som har skændtes, siden de lærte at gå – endelig stod last og brast og leverede et tungt, solidt tidehvervssalbum, Phobia fra 1993, var publikum stort set forsvundet.

   Sange som »Scattered« og »The Informer« burde være klassiske Kinks-numre, men selv hardcorefans kender dem knap. Siden har brødrene plejet hver sin karriere, Dave (som fik en hjerneblødning i 2004) med en serie hårde guitarrockalbums, Ray (som samme år blev skudt ned på gaden i New Orleans) med tilbageskuende projekter som The Storyteller (1998).

I 2006 udkom Other People’s Lives med 12 nye tænksomme sange fra en mand, der netop var blevet 60 år. Working Man's Cafe (2007) var en gravsang over den britiske arbejderklasse og et for alvor fremragende album. Siden tog det Sir Raymond – som blev slået til ridder i 2017 og er Commander of the British Empire – ti år at færdiggøre det to-delte Kinks-i-USA-tiden projekt, som består af Americana (2017) og Our Country: Americana Act II (2018).

MELLEMTIDEN gik dog bl.a. med at arrangere og dirigere The Crouch End Festival Chorus på The Kinks Choral Collection (2009) og få kolleger og professionelle fans (som Bruce Springsteen, Metallica og Lucinda Williams) til at medvirke på duet-albummet See My Friends (2010).

   Her mangler desværre »Postcard From London«, julekortet fra London, der er med på koralbummet, nærmest som en eftertanke. Han fremfører den sammen med ekspartneren Chrissie Hynde. Det er en af Davies' fineste sange om London – og et bedre bud på et højtidshit end den anstrengende »Father Christmas« (1977), der var skræddersyet til lejligheden og sunget uden hjertevarme – en kvalitet, som Davies ellers næsten altid har med, selv i mørke sange om svære tider, som der også har været del af på vejen. Endvidere havde Davies selv hovedansvaret for West End-musicalen Sunny Afternoon (2015).** 

     

PULPS »Common People« nedstammer i lige linje fra Kinks’ »Ordinary People«, den anden skæring på Soap Opera fra 1975. Hos Davies er fiktionen, at »stjernemageren« som et led i sin research bytter liv med mappemennesket Norman. Denne bor i forstæderne, tager toget ind hver morgen (»Rush Hour Blues«) og længes og keder sig på kontoret (»Nine to Five«), før han efter arbejde (»When Work Is Over«) blæser hjernen ud med kollegerne (»Have Another Drink«), slingrer hjem (»Underneath the Neon Sign«), drømmer om ferie (»Holiday Romance«) og bliver nænsomt modtaget af hustruen (»You Make It All Worthwhile«):

It’s like another world, being here with you

It’s quite a trip for me – so this is reality.

I’m studying every movement, I’m trying to learn the part,

Now I want you to be natural, just relax and be as you are,

’Cos it’s all for art, I want to observe the ordinary people...

DET er mere cabaret og studenterrevy, end det er rockopera og stort musikteater. Sangene blev samtidig brugt i en tv-forestilling, Starmaker, som Davies opførte live i studiet for seerne på Granada TV. Det svarer meget til, hvad Kim Larsen lidt senere gjorde i DR med sangene fra 231045-0637, personnummer-albummet fra 1979. Der er grænser for, hvor perfekt, det vil være – men det vil gerne være, og Davies og Kinks rejste virkelig med de forestillinger. Preservation og Schoolboys var håndlavede udstyrsstykker, der ikke stod tilbage for, hvad David Bowie og Peter Gabriel (i papmache-tiden med Genesis) kunne drive det til.

   I 1976 var Kinks på scenen i Tivoli Koncertsal [29.03.76.] for at vise skoleuniformerne frem. Det var ærlig talt blevet en fjollet affære, men den vemodige skolehistorie, som virkelig er bittersød og handler om at lære for livet, gjorde alligevel indtryk (Schoolboys in Disgrace er som The Wall med smilerynker og selvironi). Det store danske Kinks-øjeblik forbliver dog bandets optræden på scenen i Roskilde i 1972 [30.05.72] . Det er så længe siden, at navnet endnu var Fantasy Festival. Men vi var der, og Davies sang »Celluloid Heroes« og »Demon Alcohol«, så F.P. Jac aldrig kom sig igen. [Læs, hvis du orker, min lille beretning om fænomenet – den står i romanen, som hedder I løbet af året.]

   Det er den turné, der er foreviget på koncertdelen af Everybody's in Showbiz. Studiepladen i dobbeltalbummet handler mest om ensformig motorvejsmad og om at se gamle film på hotellet om natten, før rumskibet letter igen næste dag. Samme år var Davies faktisk ved at flyve væk og sagde farvel til det hele fra scenen i London. Også dét har han gjort mange gange. Og næste år er han tilbage.

»ORDINARY People« får, som hele Soap Opera, en god del af sit indre liv fra Normans hustru – partiet fremføres af June Ritchie – der gør hvad hun kan for at behage den kræsne stjerne. Denne ofrer sig ædelt: 

I’m immortalising his life

And I’ll even sleep with his wife

For the sake of art, I’ll go to bed like the ordinary people.

Efter ugers research falder stjernen til rette, vænner sig til de rædsomme »Ducks on the Wall« og forelsker sig i Normans hustru. Da han vil hjem, er det ikke længere muligt. Masken sidder fast på hans ansigt, og Starmaker er blevet Norman (»A Face in the Crowd«). Tilbage er kun musikken (»You Can't Stop the Music«). Klasseturisten har fået løn som forskyldt. Det siger vel sig selv, at Soap Opera trods sin satire bakker op om hverdagens småborger.

***

DET samme gør »Common People« tyve år senere, skønt den færdes et socialt lag længere nede. Begge sange lever på et iørefaldende »syng med«-aspekt, som er lige dele music hall og karaoke. På deluxe-optrykket af Different Class fra 2006 høres en forrygende koncertudgave af sangen. I 1995 synger hele Glastonbury Festival med på »Common People«. 16 år senere er det blevet endnu mere vildt og velkendt på Reading Festival 2011.

   For endelig giver Cocker sin rige veninde besked. Satiren skifter farve og bliver snerrende sarkasme. Du kan godt male pletterne over, men du bliver aldrig en af os, og vi vil foragte dig for at forsøge. Alle hader en turist, især én der holder af fedtet og tror, at pletterne går af i vask. Du får ikke et ben til jorden, Snehvide. Folket vil nyde at æde dig råt:

Like a dog lying in the corner

they will bite you and never warn you: look out,

they’ll tear your insides out

’cos everybody hates a tourist.

Especially one who thinks it’s all such a laugh

and the chip stains and grease will come out in the bath.

DET er sådan det er, siger Cocker og Davies til alle klasseturister, uanset om de er rige børn, der vil sulte for sjov, eller journalister og kunstnere, der vil bruge det virkelige liv til research. Almindelige mennesker har ikke valgt deres vilkår. Det har du, og derfor vil du aldrig forstå, hvordan det føles at leve sit liv uden mening eller retning. Det forbavser dig, at de eksisterer og brænder så stærkt, mens du må stå udenfor og se på:

   

You will never understand how it feels to live your life

with no meaning or control

and with nowhere left to go.

You are amazed that they exist,

and they burn so bright whilst you can only wonder why...

Se også To liv, to sange [Time + A Life]; Back to the Garden: Woodstock 1969-2019; David Bowie: Blackstar ★ (2016); Livet er politisk: Sangskriveren Björn Afzelius 1947-1999; En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021); Radio Brooklyn: Lou Reed 1942-2013 [V.U. Legends]; Dekonstruktion og nye dæmoner: John Cale fra 1960 til 2020 [V.U. Legends]; Fjerne søster: Christa »Nico« Päffgen 1938-1988 [V.U. Legends]; Fra fremmed til fortrolig: Multikunstneren Laurie Anderson; Hundens hjerte: Et interview med Laurie Anderson [2016];  Mytologisk reportage: Digteren Jim Morrison 1943-1971; Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016); Når den rejsende vender sig om: Leonard Cohen 1943-2016;  Matt Johnson | Johanna St Michaels: The Inertia Variations (2017); Gurinder Chadha | Safraz Manzoor: Blinded by the Light (2019).

* Jarvis Cocker: Mother, Brother, Lover. Selected Lyrics. 170 s. London: Faber & Faber, 2011. 

**) Davies har endvidere skrevet tre bøger, som hver især har gode takter, men hver gang ødelægger det lidt for sig selv ved at være bundet op på aktuelle musikalske koncepter, som enten ikke blev realiseret eller virker forstyrrende i konteksten. På den måde ligner Davies sin afdøde ven og kollega David Bowie: Kun i sangene taler de fuldkommen rent. Der kommer på mærkelig vis tvivl og præstationsbevidshed i processen, når de vil skrive litterær prosa i en objektiv form. I øvrigt skrev Davies forord til bogen i Five Years (1969-1973), det første posthume bokssæt med Bowie fra 2015. De var også ret uforlignelige sammen i Julien Temples filmatisering af Colin McInnes-romanen Absolute Beginners (1959), som fik premiere i 1986 og primært bliver husket for Bowies smukke titelsang. Filmen var kostbar, blev et kommercielt flop og var et kritisk hadeobjekt, men den er bedre end sit blakkede ry. Se den endelig. Se også Temples fremragende, spillefilmslange portrætfilm Ray Davies – Imaginary Man (2010) og lad ikke ovenstående forbehold forhindre dig i selv at opsøge Ray Davies som forfatter i bøgerne X-Ray (1994), Waterloo Sunset (1997) og Americana (2013). Den første er en slags fremtidserindringer. Den anden er nærmest erindringsnoveller, som bindes op på klassiske sangtekster. Americana holder sig mere til sagen, men er meget anekdotisk i formen. Jeg tog i 1998 til Cambridge for at tale med Davies, før han skulle optræde med The Storyteller. Om det kan jeg skrive en anden god gang.

Soap Opera og Different Class streames på Spotify (også i Legacy-udgaver), Apple Music, TIDAL osv. Begge findes i SACD-format. De fleste klassiske Kinks-album er genoptrykt i alle formater og samlet i overdådige bokssæt. Det gælder bl.a. for The Village Green Preservation Society, Arthur or the Decline and Fall of the British Empire, Lola vs. Powerman and The Moneygoround og Muswell Hillbillies, der i 2022-bokssættet er kombineret med Everybody's in Showbiz, istandsat og presset igen på vinyl, CD og Blu-ray med alt, hvad man kan tænke sig af memorabilia og bonusmateriale. Sir Ray går stadig rundt oppe på Highgate og er en levende London-legende, som der bliver skrevet sange om at møde til hverdag. Davies fyldte 80 år i juni 2024. Han er fremdeles a National Treasure.

Fotos: Jeg har bestræbt mig på kun at bruge de officielle og (mere eller mindre) autoriserede fotos, pladecovers, clips og filmstumper, som kunstnerne og deres selskaber, forlag og distributører selv stiller til rådighed på websites og YouTube-kanaler. Jeg har også linket til noget af stoffet, som hengivne fans har lagt.op. Der er ikke tale om nogen form for kommerciel genanvendelse. Ikke i hele det kendte univers. Dybest set er artiklen et fanbrev. Det har ikke været min hensigt at krænke hverken ophavsret eller personlige følelser. 

Pulp songs and recordings written by Jarvis Cocker; covers, clips & artwork courtesy of Island Records (Universal Music Group)

All Kinks and Ray Davies songs and recordings written by Raymond Douglas Davies and owned by DAVRAY Music; sleeves and cover artwork by PYE Recordss (UK), Reprise (US) [Warner Music Group]; RCA Records [Sony Music Group]; Arista Records [Sony Music Group]; London Recordings (UK]; MCA (US); Columbia Records [Sony Music Group]; KONK records + KONK Studios - independent label + faciility owned and managed by Ray and Dave Davies and The Kinks; V2 [UMG]; Decca Records [UMG]; Universal (UMG); Legacy Recordings (Sony Music Group).

Pulp Channel on YouTube Music Premium

The Kinks Channel on YouTube Music Premium

Granada TV Broadcast of STARMAKER by Ray Davies / Late Night Drama, Granada Television 1974 [Recorded live 25.07.74, broadcast 04.09.74 on the ITV Network

Music Clip 'I KNOW WHERE RAY DAVIES LIVES' by MARK NEVIN  from the album STAND BESIDE ME IN THE SUN (2011) available on MUSIC GLUE website at mark nevin.com 

Ray Davies: X-Ray. The Unauthorized Autobiography. 420 s. Viking Penguin, 1994.

Ray Davies: Waterloo Sunset. Viking Penguin, 250 s.1997.

Ray Davies: Americana. The Kinks, The Road and The Perfect Riff. 312 S. Virgin Books, 2013.

En kort version af teksten stod i Weekendavisen Bøger 10.08.2007, men er her ajourført og revideret. René Gummer og jeg skiftedes til at skrive en sommerklumme om gode sangtekster, og jeg kom ind på at bruge 'To sange Et tema'-formatet. Roskilde-koncerten fra 1972 er med i romanen 'I løbet af året' - som udkom i 1983, men foregår netop i '72.