Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014)

NATURLIGE MANGLER

En tidehvervskrimi af Thomas Pynchon 

Af BO GREEN JENSEN

STRANDEN ved Los Angeles, 1970. Kærlighedssommeren '67 er en tåget erindring, og ånden fra '68 nåede aldrig for alvor til Gordita Beach, hvor hippiedetektiven Larry »Doc« Sportello (Joaquin Phoenix med jesussandaler og Neil Young-bakkenbarter) løser forefaldende opgaver, når ellers han er ved bevidsthed og kan gå nogenlunde lige.

   Doc har sit modstykke i kriminalkommissær Christian »Bigfoot« Bjornson fra LAPD. Bigfoot (Josh Brolin med militærklippet karsehår og knitrende blå polyesterhabit) er korrupt, patriotisk, neurotisk homofobisk og allergisk over for hippiekulturen. Det fremgår, at mændene kender hinanden fra skolen. Hvis Doc er en cirkel, må Bigfoot være en firkant. De er i hvert fald to alen af samme stykke, skønt ingen af dem vil være ved det.

   Generelt præger tømmermænd tiden. Præsident Nixon skruer op for krigsførelsen i Vietnam, og lokalsamfundet i Californien er grebet af kollektiv paranoia efter Charles Manson-kultens mord på skuespillerinden Sharon Tate og hendes venner. Inherent Vice er lavet fem år før Quentin Tarantinos Once Upon a Time ... in Hollywood (2019), men filmene ser det samme sted i den samme tidsramme fra let forskudte, skønt nært forbundne synsvinkler. Der er nervøsitet i stofmiljøet, og politiet tager Manson-sagen så alvorligt, at enhver forsamling på mere end tre personer bliver betragtet som en mulig kult.

DEN højgravide Sharon Tate, som var gift med filmskaberen Roman Polanski, blev myrdet den 9. august 1969. I virkeligheden findes der ingen Gordita Beach i South Bay-regionen. Der er derimod en Manhattan Beach, hvor forfatteren Thomas Pynchon i 1970 sad og skrev på romanen Gravity's Rainbow (1973), hans opfølger til den legendariske V. (1963), som var en bibel for alle i generationen.

   Den nu 87-årige Pynchon har altid været en flygtig legende. Der findes et foto fra hans skoledage og ét fra hans soldatertid. Ellers er han en af de usynlige forfattere i amerikansk litteratur. Han har aldrig lanceret og promoveret, kun sjældent givet interviews. Man ved, at han er kandidat i engelsk fra Cornell University, hvor han også begyndte at læse til civilingeniør. Så forsvandt han i forfatterskabet.

   Dette har åbnet sig betydeligt med tiden. I de første årtier var der så lange pauser, at forlaget fyldte stilheden med kuriosa som kortromanen The Crying of Lot 49 (1966, da. Katalognummer 49 udbydes) – som længe var alt, hvad der fandtes på dansk – og de opsamlede noveller i Slow Learner fra 1984.

   Gravity's Rainbow (da. Tyngdens regnbue) modtog en National Book Award, da den endelig udkom. Så gik der tyve år, før Vineland (da. Vinland) pludselig var en af årets bøger i 1993. Siden har Pynchon været flittig. Efter murstensromanerne Mason & Dixon (1997, da. 2002) og Against the Day (2006) er også formatet blevet mere håndterligt. Både Inherent Vice (2009) og 9/11-romanen Bleeding Edge (2014, da. Det dybe net) er rene pamfletter på knap 400 sider.

   Der er stadig et mylder af personer og et væld af henvisninger til både smal og bred kultur, men den postmoderne Dickens er blevet mere tilgængelig. I Inherent Vice skriver han cirka som Raymond Chandler eller Ross MacDonald på syre, og Doc Sportello har den samme laissez faire-tilgang til opklaringsarbejdet, som Philip Marlowe og Lew Archer praktiserede. Bogen er gnidret og satirisk på surrealistisk facon, men den er ikke svær at læse. Alligevel havde man aldrig troet, at en filmskaber ville binde an med en billedversion. 

PAUL Thomas Anderson fjerner forskellige træk, men holder sig tæt på skelettet. Doc Sportello, som deler venteværelse med en tandlæge, bliver kontaktet af sin gamle kæreste, Shasta Fay (Katherine Waterston), som fortæller en æggende røverhistorie, før hun forsvinder. Løst skitserede sidehistorier hænger som smog over hele landskabet, der er solsvedent og overbelyst. En hedonistisk milliardær vil forære sine penge væk, og hans kone og hendes elsker prøver måske at skaffe ham af vejen.

   En massageklinik, et kriminelt kartel ved navn The Golden Fang og et holistisk sanatorium, som måske bliver drevet af FBI, er tre af de mange omdrejningspunkter. Doc har en robust affære med Penny (Reese Witherspoon) fra den offentlige anklagers kontor. Det er en tid, hvor samfundsklasser og sociale lag vil prøve hinandens ting af og bytte kropsvæsker. Som sagt er Doc og Bigfoot en slags tematiske brødre.

FILMEN er tapetseret med musik fra tiden (Neil Young, Sam Cooke, The Association), mens Jonny Greenwood (fra Radiohead) atter har skrevet det bærende score. Myldrebilledet er befolket med forvredne og udknaldede typer, der bliver spillet af bl.a. Owen Wilson, Benicio Del Toro og Jena Malone. Efter sigende optræder Pynchon selv i en cameorolle.

   Det lyder sikkert som noget i stil med Coen-brødrenes The Big Lebowski, men Andersons film ligger tættere på Robert Altmans version af The Long Goodbye (1973), som opdaterede Chandlers roman og lod Elliott Gould spille en krøllet, men besnærende cool Philip Marlowe. Inherent Vice har den samme uoverskuelighed og det samme udvaskede lys. De to film deler tid og sted. Den ene er bare en rekonstruktion.

ET eksempel på uhåndgribeligheden er fatamorganaet The Golden Fang, som Doc bliver rådet til at holde sig fra. Den Gyldne Hugtand er enten et kinesisk narkokartel eller en sammenslutning af tandlæger, der er oprettet af skattehensyn.

   Alle tager stoffer og vil have lidt af solskinnet med, mens Pynchons paranoide maskine fabrikerer nye forgreninger. Det er et panoramisk syretrip og en øvelse i at fange tidsånden, der peger tilbage mod Andersons tidlige film, Hard Eight, Boogie Nights og Magnolia, som kom før Citizen Kane-øvelserne i There Will Be Blood og The Master.

   Inherent Vice er et forsikringsbegreb. Det henviser til varer, der ikke kan forsikres på grund af deres indbyggede fordærvelighed. Æg knuses, frugt rådner, glas går i stykker. Det smager lidt af arvesynd, i hvert fald som Pynchon anvender det.

OGSÅ dét er i noir-traditionen. James M. Cains Double Indemnity, som Billy Wilder filmatiserede i 1944, brugte begrebet »Dobbelt dækning« i samme ånd. Docs veninde Sortilège (Joanne Newson), der fungerer som fortæller i filmen, er spændt på at se, hvordan han vil tolke begrebet i forbindelse med et kærlighedsforhold. Oversætteren Claus Bech brugte udtrykket »Naturlige mangler«, da Inherent Vice udkom på dansk.

   Andersons husfotograf, Robert Elswit, har som altid indkapslet atmosfæren. Det er en krimi, hvor plottet er irrelevant, og en film, der vil skildre en tid og en tilstand. Stoner noir – altså mørk, dopet spænding – er et nykritisk kælenavn for den tone, man finder i Inherent Vice. »The World Began in Eden but It Ended in Los Angeles« hed en sang fra tiden af Phil Ochs. Den kunne Doc Sportello godt gå og nynne i Gordita Beach. Det er en udsøgt film for den rigtige tilskuer.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017); Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022] + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson (2012) [Moderne mestre].

Inherent Vice. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit.  148 min. USA 2014. Dansk premiere: 12.02.2015.

Thomas Pynchon: Inherent Vice. 370 s. The Penguin Press, 2009.

Thomas Pynchon: Naturlige mangler. Oversat af Claus Bech. 386 s. Forlaget Tiderne Skifter, 2010.

Foto: Ghoulardi Film Company/ Warner Bros./ IAC Films/ RatPac-Dune Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial [Poster Artwork: Dustin Chanton/ Steven Chorney], MovieStillsDB, YouTube [clip + original Warner Bros.Trailer]  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 29.06.2015

Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 13.02.2015