David O. Russell: Amsterdam (2022)

HIMLEN PÅ JORDEN

En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.

AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.

   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.

   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.

»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.

   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.

 

DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.

   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*

   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.

SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.

*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015).

Amsterdam. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Emmanuel Lubezki. 134 min. USA 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.

Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022

Christopher Nolan: Tenet (2020)

VI LEVER I EN TUSMØRKEVERDEN

Nutid og fremtid mødes på midten

Af BO GREEN JENSEN

TENET betyder princip, doktrin eller grundsætning. Ordet er et palindrom, som staves på samme måde, uanset om man læser forfra eller bagfra. Ydermere står det midt i den romerske »satorformel«, som består af ordene SATOR AREPO TENET OPERA ROTAS og har form som en firkant.

   Teksten læses ens i alle retninger. Altså et avanceret LEV VEL. Indskriften ses mange steder, bl.a. på en kalkstenskvader i Skjellerup Kirke ved Hobro (opført ca. 1200, oplyser Den Store Danske). En særlig berømt version blev fundet under udgravningen af Pompeji.

   Filmskaberen Christopher Nolan (f. 1970) elsker esoterisk videnskabelighed. Han har uden tvivl – og som noget af det første – navngivet thrilleren Tenet efter romernes evighedsterning. I hvert fald hedder heltens hovedmodstander – som er en superskurk i Blofeld/Goldfinger-traditionen – for god ordens skyld Andrei Sator. Også Pompeji er nævnt flere gange.

ORDET tenet er nøglen, som »Protagonisten« (John David Washington fra Spike Lees BlacKkKlansman) får med sig, da en særligt hemmelig del af efterretningstjenesten sender ham dybere ind i mysteriet. The Protagonist – han insisterer selv på at være hovedpersonen, hvis andre antyder, at han blot er en af flere spillere – har bevist sin loyalitet under tortur. Nu skal han redde den verden, vi kender.

   Der er også en gestus, som ligner et frimurerhåndtryk, og en vidtløftig talemåde, som de indviede kan kende hinanden på: »Vi lever i en tusmørkeverden – « Det skal siges sådan lidt henslængt. Leif Panduro kunne have skrevet den kode til en spionsketch i gammel tv-satire, hvor agenterne brugte hilsener som »Springer eg før ask, får Dora dask«.

   Det er lige ved at være skæg og blå briller. Nolan er en virtuos billedmager, men han kan være så dyb, at han bliver studentikos. Det har været hans svaghed (og kommercielle styrke) siden gennembrudsfilmen Memento (2000).

   Nolan taler lige godt med filosofiske fanboys og kritiske superæsteter. Selv 2. verdenskrig blev en kronologisk rebus i Dunkirk (2017). Fra The Prestige og The Dark Knight til Inception og Interstellar har han været den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Med Tenet må det briste eller bære.

  

NOLANS cerebrale thriller er filmen, der skal genåbne alverdens biografer. Art cinema har nydt godt af den stille tid efter COVID19-pandemien. De små film har fået plads til at ånde og lidt mere opmærksomhed fra mediernes side. Nu skal iMax-salene fyldes til forbuddets grænser. Tenet må ægge og mætte et bredt publikum, som hungrer efter at blive forført og forsvinde i store billeder.

   Jeg får ofte skyld for at røbe for meget, så jeg vil ikke gå ind i et tæt referat. Præmissen for Tenet var så fortrolig, at Robert Pattinson – som spiller Protagonistens ven og facilitator – fik lov at læse manuskriptet én gang, mens han sad i en bankboks. Michael Caine, som altid medvirker hos Nolan, fik end ikke manuskriptet at se.

   Caine lyser op i en scene, hvor han briefer Protagonisten og fortæller ham om Stalsk 12, en af Sovjetunionens hemmelige byer, hvor Andrei Sator gjorde sin lykke, fordi han ville røre ved plutonium med sine hænder. Sator bliver spillet af Kenneth Branagh. Han er den eneste karakter med en fortid. De øvrige skikkelser er rene konstruktioner, og i dét kan der være en vis poesi.

   Så uden at sige for meget: Tenet udspiller sig i en verden, hvor tiden kan gå begge veje. Der er ikke tale om magi, men om inversion. Et sted i fremtiden er det lykkedes nogen at vende entropien. Objekter og mennesker sendes tilbage. Når de bevæger sig, synes tiden at gå baglæns. Hvis kræfterne mødes på midten, udjævner de hinanden. Palindromet er således en implosion.

PÅ den måde har Den Kolde Krig fået en ny dimension. Man taler nu om »temporale knibtangsmanøvrer«. Det begynder med en terroraktion i operahuset i Kiev og slutter – for så vidt som noget slutter i palindromernes verden – på en lystyacht, der ligger for anker ved kysten ud for Amalfi. Her er scener fra Mumbai og Oslo, endda fra en dansk vindmøllepark. Hele tiden falder ting på plads, og nye paradokser bliver åbnet.

   Der er utrolige sekvenser, hvor tiden går forlæns og baglæns på én gang og i samme billede. Der er et altafgørende forhold mellem Protagonisten og Sators hustru, som bliver spillet af Elizabeth Debicki. På afstand ligner Tenet vel Inception ti år efter. Men der er en hel fysisk verden til forskel.

   Ideen om modsatrettede tider gør filmens virkelighed ustabil. Det aktuelle er altid et kompromis, og skønt filmen har et lineært plot, bliver tidens væsen det mest interessante. Skud reparerer skudhuller; slag kan være lægende; eksplosioner og kvæstelser annulleres. I anden akt forstår man for alvor den første. Dét er godt tænkt. Man vil gerne se Tenet igen med det samme.

KVALITETEN ligger i taktiliteten. Naturligvis er der brugt effekter, men ikke til at male baggrunde med. »The film was shot and edited on film,« står der i slutteksterne. I Inception blev universet bøjet og strakt digitalt. I Tenet er verden hård og konkret. Budgettet er brugt på de fysiske rammer.

   Der er egentlig ikke noget stort statement. Også dét er karakteristisk for Nolan. Han har nok i at skabe en virkelighed, som løber ved siden af virkeligheden. Vi lever jo i en tusmørkeverden. I begyndelsen er slutningen. Det er som at se en metafysisk James Bond-film. Hvis dén beskrivelse taler til hjertet, skal du drukne billedtørsten i Tenet.

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024]. 

Tenet. Instr. og manus: Christopher Nolan. Foto: Hoyte Van Hoytema. 150 min. UK-USA 2020. Dansk premiere: 26.08.2020.

Foto: Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 14.12.2020.

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.08.2020