De tyske terrorister | Andres Veiel: Hvis ikke os, hvem så? (2011)

FORANDRING I PRAKSIS
Gudrun Ensslin før forvandlingen

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN kaster lange skygger, og fortiden holder nutiden nede. Ingen kultur ved det bedre end den germanske, som i dén grad er hjemsøgt af indre dæmoner. Hvis nazitiden bliver stående som det store traume i tysk selvforståelse, er 1970ernes politiske storbyterrorisme det åbne sår, som ikke vil lade sig lukke. Borgerskabets egne børn greb til våben og angreb alt, hvad forældrene stod for.

   Tyske filmkunstnere arbejder stadig med begge perioder, men i regelen behandles de hver for sig, som om 1970erne ikke havde nogen erindring om 1940erne. At de to skyldkomplekser kædes sammen, er det for alvor usædvanlige og værdifulde i Wer wenn nicht wir (da. Hvis ikke os, hvem så?), Andres Veiels film om terroristen Gudrun Ensslin (1940-1977). Her bliver forbindelsen til et tema.

SAMMEN med Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Jan Carl Raspe og Irmgard Möller var Ensslin blandt grundlæggerne af Rote Armee Fraktion, som satte Tyskland på den anden ende med terroraktioner, der kulminerede i efteråret 1977. Ensslin var 37 år, da hun tog sit liv i Stammheim-fængslet den 18. oktober 1977. Hun ses af mange som chefideologen i RAF og er ofte skildret som en gold, fanatisk person i romantiske fremstillinger, der caster Baader og Meinhof som helte og martyrer.

   Veiel lader terroraktionerne finde sted i periferien. Filmen er i sit formsprog lige så åben og konventionel som Christopher Roths kulørte Baader (2002) og Uli Edels effektfulde storfilm Der Baader Meinhof Komplex (2008), som formåede at nuancere debatten, samtidig med at den solgte billetter. Veiel går dog i højere grad efter psykologien og den mentalitetshistoriske baggrund for sen-70ernes deutscher Herbst.

HVOR Baader Meinhof Komplekset valgte actionfilmen som genre, er Wer Wenn Nicht Wir struktureret som en ægteskabsskildring. Den deler sin opmærksomhed lige mellem Ensslin og hendes mand, forlæggeren og forfatteren Bernward Vesper (1938-1971). Parret spilles totalt troværdigt af Lena Lauzemis og August Diehl. Forlægget er Gerd Koenens gruppebillede i biografien Vesper, Ensslin, Baader – Urszenen des deutschen Terrorismus (2003).*

   Bernward var søn af »Blut und Boden«-forfatteren Will Vesper (1882-1962), som havde støttet Hitler betingelsesløst. Efter 1945 blev han skrevet ud af litteraturhistorien, men håbede til det sidste at vende tilbage, som en landflygtig konge fra sit eksil.

   Sønnen blev formet i faderens billede. Filmens første scener viser, hvordan Will Vesper afliver en kat, der har ædt fugleungerne i familiens have i Tübingen. Drengen er utrøstelig, men faderen læser et sentimentalt eventyr og forklarer tålmodigt sin søn, hvorfor katte ikke hører til hos menneskene. De ægyptiske tempeldyr er »i en vis forstand dyreverdenens jøder«.

   Som litteraturstuderende forsøger den unge Bernward Vesper at inddrage faderens værker. Det er for at rehabilitere Vesper senior, at han i 1962 etablerer forlaget Studio Neue Literatur. Dette driver han sammen med kæresten Gudrun, som i samme periode lægger afstand til sin fars værdier. Vesper og Ensslin begynder at udgive radikal amerikansk litteratur for at dække underskuddet på Will Vesper-projektet.

SYNSVINKLEN skifter fra Bernward til Gudrun, da parret i 1967 har fået sønnen Felix. Bernward har været den, der knyttede kontakterne i det radikale miljø. Men hvor han har nok i at tale teori og være en ny tids bløde mand i det nære, begynder hun at kræve forandring i praksis. Hun prøver sig selv af i mange sammenhænge, mens en indre ubalance tager til. Da hun møder Andreas Baader (Alexander Fehling) i februar 1968, forlader hun Bernward og Felix uden at se sig tilbage.**

   Filmens tredje akt fortæller den sædvanlige historie om det tyske efterår og den eskalerende ekstremisme, men fokus bliver på Bernward, da RAF-medlemmerne tages til fange. Han gik i stykker uden Ensslin, blev trængt ud af forlagsledelsen og begyndte at eksperimentere med den psykedeliske side af paradigmeskiftet i 1967-68. Han skrev romanen Die Reise om sin baggrund, men kunne ikke få den udgivet på Studio Neues Literatur.***

EFTER et sammenbrud i 1971 kom Vesper til hægterne på et statshospital. Han konstaterede, at han ikke kunne få tankerne til at hænge sammen, og tog sit liv. Da Die Reise udkom i 1977, samme år som Ensslin og de øvrige RAF-medlemmer begik selvmord i Stamheim-fængslet, blev bogen modtaget som et væsentligt værk, ikke mindst fordi den redegjorde for forholdet til forældregenerationen. Det er på samme måde, at Wer wenn nicht wir gør sit indtryk.

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000). 

*) Gerd Koenens bog er en af utallige fremstillinger, der undersøger Gudrun Ensslins rolle i RAF-kredsen og fortolker på hendes forvandling. For Koenen er mødet med Andreas Baader – og bruddet med Vesper og normaliteten – i højere grad en bestemmende faktor end den politiske baggrund og tænkning. Der er adskillige biografier om Ensslin, bl.a. Ingeborg Gleichaufs Poesie und Gewalt. Das Leben der Gudrun Ennslin (Klett-Cotta, 2017) og Alex Aβmanns Gudrun Ensslin – Die Geschicte einer Radikalisering (Brill | Schöningh, 2018), men Koenens bog var den første, der behandlede Bernward Vesper som mere end en biperson. Michael Kapellens Doppelt Leben. Bernward Vesper und Gudrun Ensslin. Die Tübinger Jahre fulgte i 2005. Vespers ven, Henner Voss, skrev i 2005 Vor der Reise. Erinnerungen an Bernward Vesper. Filmen Die bleierne Zeit (da. De tyske søstre), som Margarethe von Trotta skrev og instruerede i 1975, beskriver forholdet mellem søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. Christiane blev systemkritisk journalist, men brød aldrig loven og blev i systemet. I filmen er navnene ændret til Juliane og Marianne. Journalisten spilles af Jutta Lampe, terroristen af Barbara Sukowa.

**) Felix Ensslin (f. 1967) voksede op hos en plejefamilie i Wiesbaden og studerede filosofi og dramaturgi i New York. Han blev magister i filosofi i 1996 og var fra 2002 til 2006 ansat på Deutsches Nationaltheater i Weimar, hvor han debuterede som dramatiker med forestillingen Durch einen Spiegel ein Dunkles Bild (»Et billede gennem et mørkt spejl«). Han har skrevet en række faglige værker om bl.a. Luther, Heidegger, Schiller og Anna Oppermann. 

   Felix Ensslin har kommenteret forældrenes brevveksling (i en efterskrift til Notstandsgesetze von deiner Hand. Briefe 1968/1969 von Gudrun Ensslin und Bernward Vesper, Suhrkamp, 2009) ) og været co-kurator på udstillingerne Zur Vorstellung des Terrors: Die RAF-Austellung (2005) og Zwischen zwei Toden (2007). Han har aldrig forkastet forældrenes værdier på samme måde som Ulrike Meinhofs (ene) datter, Bettina Röhl. Et interview fra 2004 har rubrikken: »Ich bin der Bruder meiner Eltern« – »Jeg er mine forældres bror.« 

   Han har ingen personlig erindring om disse forældre. Til Heidi Dachs fra Kristeligt Dagblad sagde han i 2005: »Jeg har ingen privilegeret viden om RAF og har heller ikke forsøgt at få det. Mine erfaringer ligger snarere på linje med alle andre fra min generation, som har interesseret sig for RAF's historie.« 

   Siden 2009 har Ennslin fungeret som professor i æstetik og formidling ved Kunstakademiet i Stuttgart. Han er stadig yderst aktiv i teatersammenhæng, f.eks med en moderne fortolkning af George Orwells Animal Farm (1944, da. Kammerat Napoleon), som AGORA - Theater im Menschenpark opførte i 2017.

***) Den schweziske instruktør Markus Imhoof (f. 1941) filmatiserede Die Reise i 1986 (efter manus af Martin Weibel). Filmen var i konkurrence i Venedig og fik norsk premiere (som Veien hjem), men blev aldrig distribueret i Danmark. Imhoof forholder sig frit til forlægget og fokuserer på far/søn-motivet. I sommeren 1972 husker Bertram (Markus Boysen) sin opvækst i den autoritære husholdning hos Vater Voss (Will Quadflieg). Han gør sig fri ved politisk forvandling. Samtidig drages hans kæreste – Gudrun Ensslin-karakteren hedder Dagmar og spilles af Corinna Kirchhoff – ind i terrorisme og radikalisering. Bertram går med et stykke af vejen, men vælger endelig at flygte med parrets fem-årige søn og undsige både fortid og samtid. Die Reise streames på filmskaberens website – den er sober og seværdig, men ligner slet ikke sit ophav. Vespers »romanessay« er en vilter collage af fragmenter, som vil reproducere et syretrip på et døgn. Det sker i en bevidsthedsstrøm af eksploderet erindring, som tager alle tekstlige midler i brug. »Du kaster systemerne i luften, og de flyver væk, avner af ideologi. Og materien bevæger sig for evigt, ånder, lever, skifter, kollapser og kvæstes, flygter fra sig selv. Og vi er en del af det, nu hvor morgenen begynder, dagen, min dag!« März-redaktøren Jörg Schröder bearbejdede manuskriptet efter forfatterens død. Flere kunst- og teaterprojekter tager afsæt i den psykedeliske side af Vespers roman, som i stigende grad har kultstatus.

Wer wenn nicht wir (Hvis ikke os, hvem så). Instr. & manus: Andres Veiel. Foto: Judith Kaufmann. 124 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 22.09.2011.

Fotos: ARD Degeto Film/ BKM/ DFFF/ Deutschfilm/ Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ FFA/ Hessische Filmförderung/ MFG Filmförderung/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Senator Film Produktion/ SWR/ WDR/ Zero One Film/ CineMaterial/ Kino.de/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ März-Area Verlag/ Suhrkamp/ dpa/ Markus Imhoof.com

Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Prime | Freevee, Apple TV, Maxdome; i UK på Apple TV og Chili Play

2K Blu-ray fra Universum Film (Tyskland) 14.10.2011

2K Blu-ray fra Atlantic Film (DK) 08.02.2012

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.09.2011

Terrence Malick: A Hidden Life (2019) [Moderne mestre]

VEJEN TIL SANKT RADEGUND

Metafysikerens kritiske comeback

Af BO GREEN JENSEN

DET kan have sin pris at tale højt og blive produktiv. Terrence Malick (f. 1943) blev i 20 år betragtet som det sidste reklusive geni. Filmens svar på J.D. Salinger og Thomas Pynchon havde bevaret sin integritet ved at forholde sig tavs efter debutfilmen Badlands (1973) og hovedværket Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden), som stadig er en af de store oplevelser fra et i forvejen tætpakket årti.

   I 1998 vendte han tilbage med en monumental filmatisering af The Thin Red Line (da. Den tynde røde linje), den anden store krigsroman af James Jones, som skrev From Here to Eternity (da. Herfra til evigheden). Det holdt legenden lige til, for skønt filmen er fuld af dvælende scener, hvor soldater går omkring i regnskoven og fremsiger indre monologer om livet og døden, er der også en fysisk konkret første time og megen visuel energi.

DER var færre fans til The New World (2005, da. Den nye verden), som fulgte efter bare syv år. En fejlcastet Colin Farrell spillede kaptajn John Smith over for hawaianske Q’orianka Kilcher i rollen som den historiske Pocahontas. Filmen var for det første belastet af Disney-versionen. For det andet fik den premiere i en kopi, som var klippet ned fra tre til to spilletimer. Og udkom på blu-ray i et director’s cut på fire timer.

   Kulminationen på mellemfasen blev The Tree of Life (2011). Her er en enkelt families historie skrevet ind i den store fortælling om livet på Jorden. Filmen begynder med skabelsen og viser både dinosaurer og istid, før Brad Pitt, Jessica Chastain og deres børn dukker op. Det slutter med en hvidklædt Sean Penn, der har tårer i øjnene, mens han knæler på stranden i efterlivet, som alle gospelsange taler om.

FILMEN er fuld af fantastiske billeder. Få kan som Malick se på naturen. Den tangerer samtidig en kosmisk kitsch, som er problemet med sen Terrence Malick. The Tree of Life var stor i fem minutter og blev kaldt en født klassiker. Jeg tvivler på, at ret mange ser den igen.

   Nu var det så, at Fanden tog ved den kristne filmskaber. I hurtigt tempo fulgte To The Wonder (2012) og Knight of Cups (2015). Begge er skudt i en flydende, flimrende stil, med henholdsvis Ben Affleck og Christian Bale som de maskuline pilgrimme, der snubler gennem livet og taler inderligt henvendt på lydsporet. Begge film ligner fraklip fra The Tree of Life.

   Dokumentaren Voyage of Time: Life’s Journey (2016) var en prosaisk gentagelse af skabelsespoesien med Brad Pitt som fortæller og produceret i iMax-format. Mest livfuld af 10ernes film var i grunden den profane Song to Song (2017). Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara og Natalie Portman har affærer med hinanden i Austin, Texas, hvor instruktøren er bosat. Imens citeres 88 musikstykker, som spænder vidt genremæssigt, fra Mahler, Ravel og Arvo Pärt til Dylan, Patti Smith og Lykke Li. Her var der atter en form og et sigte, men flertallet havde mistet tålmodigheden med Malick. Filmen blev knap nok distribueret. I Danmark kom den ud i én kopi.

ALT dette førte til den skeptiske forventning, som A Hidden Life blev mødt med på Cannes Festivalen i 2019. Der var også apati og forundring. Det er en anden generation nu, og den sene, såkaldt »transcendentale« Malick har ikke automatisk heltestatus. Der var mere interesse omkring Parasite, ny Tarantino og Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer. Malick har været for løs lidt for længe. På den måde blev han en overkomplet.

   Men i sin nye film finder Malick tilbage. A Hidden Life fortæller den sandfærdige historie om østrigeren Franz Jägerstätter (1907-1943), som også i virkeligheden trodsede nazismen, nægtede at bære tysk uniform og gik i døden for sin overbevisning. Jägerstätter forklarede sig i en lang række breve til hustruen Fani og parrets børn. Hans samlede skrifter er udgivet. I 2007 blev han helgenkåret af pave Benedict XVI.

   Malicks sene, »høje« form kan ikke bare bruges. Den passer perfekt til en martyrfortælling. Malick bruger igen den svimlende, gispende stil, som har været hans signatur siden The Tree of Life. Men sagen er denne gang enkel og klar. Franz Jägerstätter (August Diehl) har en konkret grund til at se på naturen og undre sig over al den skønhed og ondskab, som findes i verden. Malick maner det frem i forvrængede scopebilleder.

FILMENS arbejdstitel var Radegund. Sankt Radegund er navnet på den østrigske bjergby, som ligger »over skyerne« og udgør hele verden for Franz, Fani (Valerie Pachner) og deres børn. Her består i lang tid et paradis, hvor gode mennesker lever i harmoni med naturen, afgrøderne og hinanden. Det er atter et Himlen på Jorden, som falder.

   Idyllen bliver knust, da Franz siger nej, først til Anschluss og brunskjorternes indsamling, så til at heile og sværge Føreren troskab. Snart bliver der spyttet på den pacifistiske familie.

   Fani bakker sin mand op, og det samme gør flere tvivlere i systemet, mest anfægtende den Pilatus-agtige oberst Lueben (Bruno Ganz i sin sidste filmrolle), som afsiger dødsdommen. Jägerstätter kan gå, hvis han giver sig. Han vakler aldrig i troen, og Malick markerer martyriet i sin klareste, mest forkyndende form.

DEN første time af filmen er smuk. Så skildrer Malick den moralske forandring – eller den iboende fascisme, som kommer frem – da tiderne skifter i Radegund. Det gør han i et andet sprog, men med samme virkning, som Michael Haneke nåede i Det hvide bånd (2009). For begge mænd at se, sidder råddenskaben der allerede. Men Malicks film er bedre til at skildre, hvad der går tabt.

   Da torturen og brutaliseringen begynder, bliver det en mere ordinær fremstilling. På forstemmende vis har man set den mange gange. Men Malick holder fokus hele vejen, og August Diehl – der så ofte har spillet en søn af nazister – er også i denne film ét med sin rolle. Franz Jägerstätter bliver henrettet i Brandenburg-Görden fængsel den 9. august 1943. Han er da en dissidenternes Kristus, og filmen kortlægger hans Smertens Vej.

DET er bedst i begyndelsen oppe på bjerget, hvor kameraet drejer så svimmelt, at man vil trykke sig helt ned til jorden. A Hidden Life er en krævende film, som aldrig slipper sit tag eller glemmer at forkynde. Men den er levende, rig og seværdig på en måde, som Malick ikke har været i lang tid. Her mødes kulden fra Kubrick og troen fra Tarkovskij.

   Malick er 78 år. Der må gerne være én stor film mere. Den, som han arbejder på lige nu, hedder The Last Planet. På rollelisten optræder både Kristus og Satan. Måske bliver det kronen på værket. Måske bliver det Knight of Cups om igen. I hvert fald skal projektet følges med spænding, for med denne film er Malick tilbage.

A Hidden Life. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Jörg Widmer. 174 min. Tyskland-USA 2019. Dansk premiere: 13.02.2020

Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ Movie StillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 17.03.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.02.2020

Karl Marx 1818-1883 og Friedrich Engels 1820-1895

STRANDEDE STATUER
Da Karl mødte Friedrich

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE koryfæer er i så høj grad forbundet med bestemte ideer, strømninger og perioder, at deres navne bliver næsten abstrakte begreber. De dominerer historien så stærkt, at eftertiden har svært ved at huske dem som individer. De er stivnet i statuers positioner.
   Det gælder konkret for Karl Marx (1818-83) og Friedrich Engels (1820-95), kommunismens tyske faderfigurer. I Berlin diskuterer man stadig, hvad der skal ske med monumentet på Marx-Engels Forum ved Alexanderplatz. De heroiske skikkelser flyttes omkring, mens området bliver istandsat og afstemt med erindringen om DDR.

LIGE nu rykker Marx ikke som tænker. Den anden store hegelianer, Søren Kierkegaard, får flere likes på Facebook og bliver set som en moderne mand. Karl er derimod støvet til, i det mindste i Vesten, hvor social ulighed (igen) bliver betragtet som en forudsætning for vækst, og de færreste anfægter konsumerismen.
   Flertallet forbinder Marx med det store sovjetrussiske eksperiment, som blev et diktatur under Lenin og Stalin. Ydermere er vi landet i en adspredt tid, der interesserer sig mere for antik sexchikane i filmindustrien end for 100-året for Oktoberrevolutionen. Selv IS kan ikke bruge Karl Marx.
   Raoul Peck vil rense tavlen med filmen om Den unge Karl Marx. Den minder i al stilfærdighed om, at patriarkerne engang var begejstrede, levende unge. Vi ser dem som regel på venerable fotos fra 1870erne, da Marx havde skrevet Das Kapital. Peck skraber skikkelsen fri, fjerner den viltre hårpragt og spoler tilbage til Köln i 1842.
   Den 24-årige Karl skriver for Rheinische Zeitung, som bliver lukket ned, da avisen kritiserer zardømmet i Rusland. Året efter bliver han gift med Jenny von Westphalen, datter af en prøjsisk friherre, og begynder at positionere sig i dissidenternes kreds.
   Marx møder Engels i 1844. Den yngre mand arbejder som bogholder på sin fars fabrik i Manchester, har øjnene med sig og er allerede forfatter til Die Lage der arbeitenden Klasse in England. Karl har sproget og ideerne. Friedrich har den sociale samvittighed og det strategiske overblik.
   De unge mænd spiller skak, drikker dus og taler igennem på Café de la Régance i Paris. De bliver venner for livet på fem minutter. De kan absolut ikke undvære hinanden. Sådan noget hører med på film, skønt det tog sin tid i virkeligheden.

RAOUL Peck er en stædig håndværker med snart mange skalpe i bæltet. Han er født på Haiti, opvokset i Congo og uddannet i Tyskland. Sometimes in April (2005) skildrede Rwanda ti år efter den etniske udrensning. Dokumentaren Fatal Assistance (2013), om Haiti efter jordskælvet i 2011, var især en konstatering af, hvor lidt der sker, når »Cirkus Clinton« kommer til byen og monopoliserer nødhjælpsarbejdet.

   Peck var Haitis kulturminister fra 1996-97. Siden 2010 har han fungeret som rektor på den franske filmskole La Fémis. Med I Am Not Your Negro (2016) – et dokumentarisk drømmeportræt af James Baldwin, som også fik dansk premiere – fandt han en ny og frapperende form. 
   Filmen om Marx er mere traditionel, for den vil gerne ses af så mange som muligt – og helst de yngste tilskuere. Peck glider af på teksternes indhold, fordi engagementet er selve budskabet: »Før de fyldte 30 år, var Marx og Engels ved at ændre verden – på godt og ondt. Her er alt, hvad min film forsøger at vise: ungdom og en revolution af ideer.«

DET er ikke en dyb eller indviklet film. De romantiske forhold passer sig selv, og grundkonflikten er elementær. I stedet bruger Peck friske farver til at skildre magtkampen blandt de første socialister
   August Diehl har den rette arrogance til rollen som Marx, og Stefan Konarske fylder rammen ud som Engels. Vicky Krieps spiller Jenny, og Hannah Steele er den irskfødte Mary Burns, som Friedrich forelsker sig i, da hun skaber problemer på fabrikken i Manchester.
   Der bliver talt tysk, fransk og engelsk efter behov. Der er fri leg og kollektiv stemning i pastorale mellemspil, hvor utopien lever i praksis. I periferien færdes signifikante figurer som anarkisten Proudhon (Olivier Gourmet) og den radikale Wilhelm Weitling (Alexander Scheer). De er forbundsfæller, som bliver konkurrenter.
   

DET er befriende at følges med de unge dissidenter, som ikke kunne vide, hvad fremtiden bragte. Klimaks er henlagt til London i 1847, da De retfærdiges Forbund skifter navn, og Karl og Friedrich kupper den første store partikongres. Det er Marx, som får ændret parolen om, at alle mennesker er brødre. For ejere og (dag)lejere kan ikke være venner.
   Man får en god, akut fornemmelse af, hvor opskræmt øvrigheden er. Endelig sætter de to unge mænd sig og skriver Manifest der kommunistichen Partei, som udkom den 21. februar 1848. Det er klassekampens genesis. Her begynder den lange spøgelsesdans.

Den unge Karl Marx (Der junge Karl Marx). Instr.: Raoul Peck. Manus: Raoul Peck, Pascal Bonitzer. Foto: Kolja Brandt. 118 min. Tyskland-Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 09.11.2017

Foto: Another World Entertainment/  BGJ/ Passion River Films (trailer)

Filmen streames på AppleTV, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra good!movies 20.10.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.11.2017