VEJEN TIL SANKT RADEGUND
Metafysikerens kritiske comeback
Af BO GREEN JENSEN
DET kan have sin pris at tale højt og blive produktiv. Terrence Malick (f. 1943) blev i 20 år betragtet som det sidste reklusive geni. Filmens svar på J.D. Salinger og Thomas Pynchon havde bevaret sin integritet ved at forholde sig tavs efter debutfilmen Badlands (1973) og hovedværket Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden), som stadig er en af de store oplevelser fra et i forvejen tætpakket årti.
I 1998 vendte han tilbage med en monumental filmatisering af The Thin Red Line (da. Den tynde røde linje), den anden store krigsroman af James Jones, som skrev From Here to Eternity (da. Herfra til evigheden). Det holdt legenden lige til, for skønt filmen er fuld af dvælende scener, hvor soldater går omkring i regnskoven og fremsiger indre monologer om livet og døden, er der også en fysisk konkret første time og megen visuel energi.
DER var færre fans til The New World (2005, da. Den nye verden), som fulgte efter bare syv år. En fejlcastet Colin Farrell spillede kaptajn John Smith over for hawaianske Q’orianka Kilcher i rollen som den historiske Pocahontas. Filmen var for det første belastet af Disney-versionen. For det andet fik den premiere i en kopi, som var klippet ned fra tre til to spilletimer. Og udkom på blu-ray i et director’s cut på fire timer.
Kulminationen på mellemfasen blev The Tree of Life (2011). Her er en enkelt families historie skrevet ind i den store fortælling om livet på Jorden. Filmen begynder med skabelsen og viser både dinosaurer og istid, før Brad Pitt, Jessica Chastain og deres børn dukker op. Det slutter med en hvidklædt Sean Penn, der har tårer i øjnene, mens han knæler på stranden i efterlivet, som alle gospelsange taler om.
FILMEN er fuld af fantastiske billeder. Få kan som Malick se på naturen. Den tangerer samtidig en kosmisk kitsch, som er problemet med sen Terrence Malick. The Tree of Life var stor i fem minutter og blev kaldt en født klassiker. Jeg tvivler på, at ret mange ser den igen.
Nu var det så, at Fanden tog ved den kristne filmskaber. I hurtigt tempo fulgte To The Wonder (2012) og Knight of Cups (2015). Begge er skudt i en flydende, flimrende stil, med henholdsvis Ben Affleck og Christian Bale som de maskuline pilgrimme, der snubler gennem livet og taler inderligt henvendt på lydsporet. Begge film ligner fraklip fra The Tree of Life.
Dokumentaren Voyage of Time: Life’s Journey (2016) var en prosaisk gentagelse af skabelsespoesien med Brad Pitt som fortæller og produceret i iMax-format. Mest livfuld af 10ernes film var i grunden den profane Song to Song (2017). Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara og Natalie Portman har affærer med hinanden i Austin, Texas, hvor instruktøren er bosat. Imens citeres 88 musikstykker, som spænder vidt genremæssigt, fra Mahler, Ravel og Arvo Pärt til Dylan, Patti Smith og Lykke Li. Her var der atter en form og et sigte, men flertallet havde mistet tålmodigheden med Malick. Filmen blev knap nok distribueret. I Danmark kom den ud i én kopi.
ALT dette førte til den skeptiske forventning, som A Hidden Life blev mødt med på Cannes Festivalen i 2019. Der var også apati og forundring. Det er en anden generation nu, og den sene, såkaldt »transcendentale« Malick har ikke automatisk heltestatus. Der var mere interesse omkring Parasite, ny Tarantino og Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer. Malick har været for løs lidt for længe. På den måde blev han en overkomplet.
Men i sin nye film finder Malick tilbage. A Hidden Life fortæller den sandfærdige historie om østrigeren Franz Jägerstätter (1907-43), som også i virkeligheden trodsede nazismen, nægtede at bære tysk uniform og gik i døden for sin overbevisning. Jägerstätter forklarede sig i en lang række breve til hustruen Fani og parrets børn. Hans samlede skrifter er udgivet. I 2007 blev han helgenkåret af pave Benedict XVI.
Malicks sene, »høje« form kan ikke bare bruges. Den passer perfekt til en martyrfortælling. Malick bruger igen den svimlende, gispende stil, som har været hans signatur siden The Tree of Life. Men sagen er denne gang enkel og klar. Franz Jägerstätter (August Diehl) har en konkret grund til at se på naturen og undre sig over al den skønhed og ondskab, som findes i verden. Malick maner det frem i forvrængede scopebilleder.
FILMENS arbejdstitel var Radegund. Sankt Radegund er navnet på den østrigske bjergby, som ligger »over skyerne« og udgør hele verden for Franz, Fani (Valerie Pachner) og deres børn. Her består i lang tid et paradis, hvor gode mennesker lever i harmoni med naturen, afgrøderne og hinanden. Det er atter et Himlen på Jorden, som falder.
Idyllen bliver knust, da Franz siger nej, først til Anschluss og brunskjorternes indsamling, så til at heile og sværge Føreren troskab. Snart bliver der spyttet på den pacifistiske familie.
Fani bakker sin mand op, og det samme gør flere tvivlere i systemet, mest anfægtende den Pilatus-agtige oberst Lueben (Bruno Ganz i sin sidste filmrolle), som afsiger dødsdommen. Jägerstätter kan gå, hvis han giver sig. Han vakler aldrig i troen, og Malick markerer martyriet i sin klareste, mest forkyndende form.
DEN første time af filmen er smuk. Så skildrer Malick den moralske forandring – eller den iboende fascisme, som kommer frem – da tiderne skifter i Radegund. Det gør han i et andet sprog, men med samme virkning, som Michael Haneke nåede i Det hvide bånd (2009). For begge mænd at se, sidder råddenskaben der allerede. Men Malicks film er bedre til at skildre, hvad der går tabt.
Da torturen og brutaliseringen begynder, bliver det en mere ordinær fremstilling. På forstemmende vis har man set den mange gange. Men Malick holder fokus hele vejen, og August Diehl – der så ofte har spillet en søn af nazister – er også i denne film ét med sin rolle. Franz Jägerstätter bliver henrettet i Brandenburg-Görden fængsel den 9. august 1943. Han er da en dissidenternes Kristus, og filmen kortlægger hans Smertens Vej.
DET er bedst i begyndelsen oppe på bjerget, hvor kameraet drejer så svimmelt, at man vil trykke sig helt ned til jorden. A Hidden Life er en krævende film, som aldrig slipper sit tag eller glemmer at forkynde. Men den er levende, rig og seværdig på en måde, som Malick ikke har været i lang tid. Her mødes kulden fra Kubrick og troen fra Tarkovskij.
Malick er 78 år. Der må gerne være én stor film mere. Den, som han arbejder på lige nu, hedder The Last Planet. På rollelisten optræder både Kristus og Satan. Måske bliver det kronen på værket. Måske bliver det Knight of Cups om igen. I hvert fald skal projektet følges med spænding, for med denne film er Malick tilbage.
A Hidden Life. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Jörg Widmer. 174 min. Tyskland-USA 2019. Dansk premiere: 13.02.2020
Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ Movie StillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.02.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar