Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals

JEG ER ET KAMERA

Den bedste moderne filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 1931. I Kit-Kat Klub går ceremonimesteren (Joel Grey) på scenen og beder publikum glemme kulden udenfor. Mens han præsenterer sine korpiger, klippes til Brian Roberts (Michael York), en ung britisk forfatter, som ankommer til byen. I Frøken Schneiders pensionat møder han den amerikanske sangerinde Sally Bowles (Liza Minnelli), der arbejder i Kit-Kat Klub. De forelsker sig, men hun vil også prøve lykken hos aristokraten Maximilian von Heune (Helmut Griem).

   Imens bliver nazisterne for hver dag en større magtfaktor, og i det mindste om ét kan de enes, Brian, Sally og Max: De hader Hitler og alt, hvad han står for. De elsker også hinanden alle tre. Sally bliver gravid og får foretaget en abort. Max bryder forbindelsen. Brian rejser. Nazisterne overtager Tyskland, men i klubben står ceremonimesteren stadig og byder gæsterne willkommen, mens ragnarok rykker nærmere. Af dette hårde stof skabte Bob Fosse i 1972 en af filmhistoriens sidste helt vellykkede musicals.

CABARET har et indviklet ophav. Englænderen Christopher Isherwood (1904-1986) boede i Berlin og så det sidste af Weimar Republikkens tid fra 1929-1932. Han skrev om sine indtryk i romanerne Mr. Norris Changes Trains (1935, da. Mr. Norris skifter tog) og Goodbye to Berlin (1939, da. Farvel til Berlin (1939), som efter krigen blev samlet i et bind med titlen The Berlin Stories (1945).*

    Goodbye to Berlin blev i første omgang til amerikaneren John Van Drutens skuespil I Am a Camera (1951), som fik premiere på Empire Theater i New York. Julie Harris havde rollen som Sally Bowles, og Christopher Isherwood blev spillet af William Prince. Der var endnu ingen Master of Ceremonies (»Emcee«), for man hørte kun om Kit Kat Klub som Sallys arbejdssted.

   Skuespillet bliver i Fraulein Schneiders pensionat, hvor karaktererne kommer og går. Det er i Van Drutens bearbejdelse, at kærligheden mellem Natalia Landauer og Fritz Wendel begynder at få særlig vægt. Aristokraten Maximillian er endnu en eksileret amerikansk rigmand ved navn Clive Mortimer. Der er i sagens natur ingen sange.

VAN Drutens skuespil kom i 1954 til Londons West End. Brødrene John og James Woolf – der havde hver sit produktionsselskab, Romulus Film og Remus Film, og samordnede aktiviteterne i det fællesejede Independent Film Distributors – købte rettighederne på vegne af Remus Film og begyndte at forproducere filmudgaven af I Am a Camera. John Collier skrev manuskriptet. Woolf-brødrene spurgte faktisk Christopher Isherwood, om han selv ville bearbejde romanen, men forfatteren var optaget af et andet projekt.

   I Am a Camera fik premiere i 1955. Henry Cornelius har instrueret, og Julie Harris gentager rollen som Sally Bowles. Laurence Harvey spiller rollen som »herr Issyvoo«, der endnu ikke er skildret som biseksuel. Den britiske filmatisering er på sin måde mere trofast over for ånden i Goodbye to Berlin. Blandt andet begynder den ligesom bogen med den berømte programerklæring: »I am a camera with its shutter open, quite passive, recording, not thinking.« [»Jeg er et kamera med lukkeren åbnet. Det er helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke.«]**

BOB Fosses film bruger flere elementer fra I Am a Camera, men tager udgangspunkt i teatermusicalen Cabaret, som åbnede på Broadhurst Theatre i New York i 1966. Forlægget var John Van Drutens skuespil, men i Joe Masteroffs manuskript til sceneudgaven bliver dørene til Kit Kat Klub slået op. Her er ceremonimesteren for første gang på scenen. 

   Joel Grey skabte sin signaturrolle i samråd med instruktøren Harold Prince (1928-2019). Julie Andrews sagde ja tak til rollen som Sally Bowles, men blev talt fra det af sin agent, som ville bevare stjernens familievenlige image fra Mary Poppins (1964) og The Sound of Music (1965). Jill Haworth (1945-2011) spillede Sally Bowles. Isherwood-karakteren blev i sceneversionen til en amerikansk forfatter ved navn Clifford Bradshaw.

   Som garant for autenticiteten medvirkede Lotte Lenya (1898-1981) i rollen som Fräulein Schneider. Kurt Weills enke havde selv stået på scenen i Weimar-tidens Berlin, bl.a. da Brecht og Weills Die Dreigroschenoper (da. Laser og pjalter) blev uropført i 1928. Her sang Lenya partiet som »Seeräuberjenny«, dvs. Sørøver-Jenny.

KOMPONISTEN John Kander (f. 1927) og tekstforfatteren Fred Ebb (1928-2004) skrev 20 sange til sceneversionen. Syv af dem indgår i filmen: »Willkommen«, »Two Ladies«, »Tomorrow Belongs to Me«, »Money«, »Married« , »If You Could See Her (The Gorilla Song)« og »Cabaret«. De skrev også flere nye numre, bl.a. »Mein Herr« og »Maybe This Time«, som bærer en pragtfuld montagesekvens. De nye filmsange blev senere passet ind i teaterversionen. Cabaret er på den måde et evigt work-in-progress.

   Bob Fosse, der om nogen kendte forskel på scene- og filmdans, skabte selv en formidabel ny koreografi. Han sørgede også for, at alle sange – med undtagelse af mobiliseringspastichen »Der morgige Tag ist mein/ Tomorrow Belongs To Me« og den lakpladeknitrende »Heirat« – blev fremført fra scenen i Kit-Kat Club. Musikken er gennemført diegetisk.

 

MODSAT de fleste filmmusicals foregår Cabaret ikke i en stiliseret virkelighed, hvor karaktererne fra tid til anden bryder ud i sorgløs sang og dans. Tværtimod tegnes Tyskland under nazisternes magtovertagelse uhyggeligt præcist. Man kan slet ikke undgå at lægge mærke til den generelle forarmelse i Berlin mellem krigene, for hvis klubben afspejler samfundets natside, rummer Fräulein Schneiders pensionat dets grimede dage i koncentrat. Værten, som i begyndelsen kan bede de nazistiske brunskjorter forlade sin klub, bliver straffet midtvejs i filmen. Da rummet for anden gang fryses i det blanke spejlloft over scenen, træder flere hagekorsarmbind frem af det grelle halvmørke.

GENNEM sidehistorien om kærligheden mellem rigmandsdatteren Natalia Landauer (Marisa Berenson) og gigoloen Fritz Wendel (Fritz Wepper) skildres jødeforfølgelsens ouverture meget effektivt, og inde i klubben sætter konferencieren samme tema under belysning, da han frier til en gorilla: »If you could see her through my eyes/ She wouldn’t look Jewish at all.«

   Det var beskrivelsen af antisemitisme og nazisme, som publikum i 1960erne og 70erne tog til sig. Lige så bemærkelsesværdig er skildringen af den trekantede kærlighed mellem Brian, Sally og Maximillian. Før Cabaret er nonbinære forhold og miljøer uvægerligt skildret med kitsch, camp og karikeret komik, hvis de belyses i mainstreamregi.    

   Den geniale figur, som rollelisten blot kalder »Emcee« eller »Master of Ceremonies«, var et element, som Fosse tog med sig fra sceneudgaven. Joel Grey modtog en Oscar for rollen og fik aldrig lov at glemme, hvilken mindeværdig indsats han ydede. Man må tro, at den alsidige skuespiller betragter Cabaret som en tvivlsom velsignelse. Frem til 1990 kunne man se ham i nye opførelser af Kander og Ebbs musical. Han har spillet rollen knap 3000 gange.

MENS Minnellis showstopper-sange vokser ud af Sallys forhold til Brian og Max, har Greys numre klar adresse til tiden: »Willkommen«, »Money«, »If You Could See Her« m.fl. er satiriske karateslag, som lægger sig i sporet efter Brecht og Weill. På scenen i Kit Kat Klub bliver ensemblet som koret i en græsk tragedie. Den kokette dekadence får hedonismen til at fremstå som et kærligt alternativ til nazisternes indskrænkede småborgerlighed. 

   Med sit kalkede ansigt smiler Grey til os. Han vrænger, blinker og grimasserer. Han véd, hvad vi begærer inderst inde. Og til slut lader Fosse ham knække sammen som en marionet, der har trådt sin dans og er færdig. Bag ham er bare mørket. Resten er tavshed, og på cafeerne vil stadig flere stemme i, når en lyshåret dreng trækker op i sine lederhosen og synger, at fremtiden tilhører ham.***

   Fosses film er et manende après nous, le déluge – Efter os kommer syndfloden. Den véd, at vi kender til gruen som fulgte. Isherwoods dagsbogsroman kunne i sagens natur ikke være så sikker, men ved afrejsen føler den skrivende, at »sporvognene, og folk på fortovet, og thevarmer-kuplen på Nollendorfplatz station har noget mærkelig fortroligt over sig, en slående lighed med noget man husker, noget som var godt og normalt engang i fortiden. De er som et vellignende fotografi.«

MINNELLI og York er begge så gode, at man længe forvekslede dem med store skuespillere. Hun synger bedre, end Sally gør i bogen, men er betagende sårbar som kvinden, der bliver fanget mellem klippen og et hårdt sted, da hun tror, at hun »kan styre« både Brian og Max. Der er en klassisk afskedsscene. Sally ser sig ikke tilbage, men vinker med en skødesløs håndbevægelse, da Brian står og ser hende gå. Alene for dén er man Minnelli evigt taknemlig.

   Scenografen Rolf Zehetbauer låner flittigt motiver hos systemkritiske kunstnere som Otto Dix og Georg Grosz, så det smager, lugter og føles som mellemkrigstidens Berlin. Det er fremfor alt i klipningen – Fosse var berygtet for sin maniske omhu – at filmens mange lag arrangeres, så ingen faktor føles tilfældig. Af samme grund kan man ikke kalde Cabaret en spontan film. Så Minnellis ofte overdrevne livfuldhed er for en gangs skyld velanbragt.

KATASTROFEMENNESKET Bob Fosse (1927-1987) var egentlig danser. Han debuterede som instruktør med Sweet Charity (1968), der bygger på Federico Fellinis La notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). Fosse drev sig selv til det yderste. På den baggrund skabte han sin tredje store filmmusical, All That Jazz (1979, da. Det er showtime!), hvor Jessica Lange spiller Dødens Engel, og Roy Scheider har sit livs rolle som instruktøren.

   Det dokumentariske præg i den sort-hvide Lenny (1974), med Dustin Hoffman som Lenny Bruce, foregriber Martin Scorseses Raging Bull, mens Star 80 (1983), om foldeudpigen Dorothy Strattens død, er en tarvelig film til en tarvelig tid og som sådan bestemt ikke uden evner. I miniserien Fosse/Vernon (2019) bliver Fosse spillet af Sam Rockwell og Gwen Vernon af Michelle Williams. De første tre (af otte) episoder skildrer arbejdet med Cabaret.   

   Cabaret blev restaureret til 25 års jubilæet i 1997 og har været gennem alle formater cirka hvert femte år siden da. Filmen udkom på bluray i 2002. I anledning af 50-året fik den repremiere i amerikanske og britiske biografer i 2022.

   De fleste af spillerne lever endnu. Minnelli (f. 1946) er 76, dvs. 30 år ældre end hendes mor, Judy Garland, blev. Hun havde højt profilerede roller i Stanley Donens svindlerkomedie Lucky Lady (1975), Martin Scorseses musical New York, New York (1977) og Dudley Moore-farcen Arthur (1980), men der kom aldrig siden karakterer, som kunne måle sig med Sally Bowles. Sangkarrieren blev større end filmen. I 1989 nåede hun et nyt publikum med albummet Results, som Neil Tennant og Chris Lowe – dvs. The Pet Shop Boys – formgav og producerede. Minnelli blev sidst set på scenen (i kørestol) ved Oscar-ceremonien i 2022, hvor hun sammen med Lady Gaga motiverede Best Picture-prisen til CODA.

MICHAEL York (f. 1942) er 80 år nu. Det er et mysterium, at han ikke fik en mere distinkt karriere. Der fulgte ti år med hovedroller i store produktioner som den musikalske genindspilning af Lost Horizon (1973, da. Tabte horisonter), som Burt Bacharach og Hal David skrev gode sange til; Graham Greene-filmatiseringen England Made Me (1973); Richard Lesters to-delte take på Alexandre Dumas i The Three Musketeers (1973) og The Four Musketeers: Millady's Revenge (1974); Sidney Lumets version af Agatha Christies Murder on the Orient Express (1974, da. Mordet i Orient-ekspressen). Michael Andersons alt for sjældent sete Conduct Unbecoming (1975, da. Regimentets ære) var en fremragende »MeToo-før-MeToo«-skildring af historisk kvindehad i militæret. 

   Samme Anderson instruerede York i scifi-nyklassikeren Logan's Run (1976, da. Flugten fra fremtiden). Don Taylors take på H.G. Wells' The Island of Dr. Moreau, med Burt Lancaster som Moreau, må ikke forveksles med John Frankenheimers spektakulære flop fra 1996, der havde Marlon Brando i rollen. York bistod Marty Feldman i The Last Remake of Beau Geste (1977, da. Hvem pukler kamelerne for?), et spoof på nostalgiske imperietidsfilm, som komikeren selv instruerede i ånden fra Mel Brooks og Gene Wilder. Endelig var The Riddle of the Sands (1979, da. Gådefuld sejlads) en stemningsfuld antieffektfilm efter Erskine Childers' spionfortælling om forspillet til Første Verdenskrig.

    Alle er husket, flere er kult, hvis man har den rigtige alder. Efter 1980 gik det støt ned ad bakke i tvivlsomme internationale koproduktioner. Der var ingen sen renæssance på teatret. På tv blev York en slags special effect i romantiske serier. Det er lige før, at rollen som Basil Exposition i Mike Myers' robuste agentparodier om Austin Powers er hans mest markante i nyere tid.

JOEL Grey (f. 1932), som i skrivende stund er 90 år, spillede sidste gang Emcee i en stor Cabaret-genopsætning i 1987. Han har haft mange andre roller på scenen, men få i film, som var mindeværdige. En undtagelse er Philip Haas' filmatisering af The Music of Chance (1993, da. Tilfældets musik). Grey er perfekt til rollen som Willy Stone, der danner par med Charles Durnings tunge Bill Flower i Paul Austers absurdistiske skæbnefortælling.

Se også Evergreen: A Star is Born 1937-2018; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006); The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009); Damien Chazelle: La La Land (2016); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019); Sparks | Leos Carax: Annette (2021); To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].  

*) For Isherwood, Stephen Spender, W.H. Auden og andre LGBTQ+-personer i 20ernes britiske queer-undergrund var hovedattraktionen ved Weimar Tyskland den frie kønsmoral og hedonistiske tidsånd. Om dét skrev han langt senere i selvbiografien Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds:1929-1939).

**) Christopher Isherwoods bog er citeret efter H.C. Branners 1939-oversættelse, som er brugt i alle danske udgaver frem til 2019. Da blev romanen nyoversat af Brian Dan Christensen og udgivet på Forlaget Turbine. 1955-filmen blev i alle territorier lanceret som en pikant komedie med dristigt frisprog. I Danmark distribuerede ASA »det straalende - og ikke helt artige lystspil« med titlen Jomfru i faareklæder. I Frankrig kunne publikum købe billetter til Une fille comme ça. Den politiske baggrund er knap nok antydet, salgsargumentet er Sally Bowles-karakterens frejdige promiskuøsitet. Det er en bemærkelsesværdig skæv lancering. 1950erne havde berøringsangst over for alt, som var relateret til Tyskland.

***) Jeg så Cabaret adskillige gange i 1972-73, da filmen var ny. Jeg var 16-17 år, og der var en håndfuld favoritter, mine venner og jeg så igen og igen. A Clockwork Orange, Slaughterhouse Five, Blazing Saddles og Don't Look Now var andre normative oplevelser, som måtte gentages jævnligt. Det kunne kun lade sig gøre i biografen, for end ikke video var udbredt endnu.

   I 1973 gik jeg i 2.g. på Christianhavns Gymnasium. Vi havde mediekundskab som pensum på forsøgsbasis og arbejdede blandt andet med at analysere nyhedsstrømmen på alle platforme over et døgn. Som noget nyt (og meget kostbart) kunne vi optage og afspille tv-nyheder. Det foregik på kraftige spolebånd, der var anbragt oven på hinanden i en tung, men dog transportabel maskine.

   Jeg blev samfundssproglig student i 1975. Da var krigen mellem de konkurrerende systemer, VHS og Betamax, så småt ved at tage fart. Som bekendt blev VHS-kassetter det dominerende format. Det var stadig dyre sager, men snart kunne det lade sig gøre at leje. Det gjorde man hos D.E.R. (Domestic Electric Rentals), som var en stor kæde i de næste ti år (og levede, tror jeg, frem til årtusindeskiftet). Min første hustru og jeg fik en videobåndoptager i 1976. Flere af båndene eksisterer og har ikke tabt kvalitet. Det grønlige skær var de født med.

   Digitale formater og streaming var årtier ude i fremtiden. Vi så Cabaret i biograferne Roxy og Rialto på Frederiksberg. Det var en rejse hver gang, for vi boede i Kastrup-Tårnby på Amager (og så naturligvis også filmen i Kastrup Bio). Hvad jeg vil frem til, er den særlige krølle på mobiIiseringssangen, som drengen fra Hitler Jugend synger i scenen, hvor Brian og Max sidder i traktørstedets biergarten efter deres udflugt. 

   I kopien, som blev vist i danske biografer, kunne man høre skuespilleren Oliver Colignon synge »Der morgige Tag ist mein« på tysk. Min ven Jesper og jeg (som ofte så filmen sammen) blev derfor skuffede, da vi splejsede til (og i en årrække skiftedes til at have råderet over) LP'en med filmens soundtrack. Her (og på senere OST-udgivelser) er det Mark Lamberts stemme, som synger »Tomorrow Belongs to Me« med engelsk tekst. Samme lydspor findes på samtlige dvd- og blurayudgivelser. Jeg tænker stadig på, om vi så en særlig europæisk kopi. I hvert fald gav sproget scenen ekstra prægnans, selv om lyden ikke passede til mundens bevægelser.

  

I Amazon Studios-serien The Man in the High Castle (2015-19), som bygger på Philip K. Dicks roman om en kontrafaktisk verden, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig, og USA er opdelt i en japansk og tysk zone med et terrain vague i midten, fungerer »Tomorrow Belongs to Me« som en blanding af temasang og nationalhymne. Det nye arrangement er udført af Dominic Lewis. Sangen har altid været det mest kontroversielle nummer i Cabaret. Flere kritikere fandt det fantastisk, at et jødisk sangskriverpar ville skabe så formfuldendt nazistisk propaganda. Reaktionen var en inspirationskilde for Mel Brooks, da han skrev »Springtime for Hitler«  til The Producers (da. Forår for Hitler) i 1967. 

   

Cabaret. Instr.: Bob Fosse. Manus: Jay Presson Allen. Foto: Geoffrey Unsworth. 124 min. USA 1972. Dansk premiere: 27.10.1972.

Fotos: ABC Pictures Corp. & Allied Artists Pictures Corporation/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Penguin Viking/ Sony Music/ Wikipedia

Filmen streames ikke p.t. -  er udsendt på Blu-ray i mange formater 

Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998) 

Christian Petzold: Undine (2020)

HAVFRUENS HÆVN

Mytisk fortid og kærlig tysk hverdag

Af BO GREEN JENSEN

CHRISTIAN Petzold (f. 1960) var fra begyndelsen en filmskaber, der brugte følelser sammen med skarp analyse. Han tog store emner op og fandt det nye Tysklands smertepunkter, mens han lod fortidens genfærd komme til orde. Man kunne mærke mange lag i hver scene.

   Petzold har altid sat kvindefiguren i fokus, ikke som et begæret eller betragtet objekt, men som en levende inkarnation af historien. Især fire af de syv film, som han lavede med Nina Hoss i hovedrollen (og Ronald Zehrfeld som manden i periferien et sted), er blandt de vigtigste i Europa efter 2000: Yella (2007), Jerichow (2008), Barbara (2012) og Phoenix (2014).

   Yella fulgte med en ung kvinde fra det gamle DDR til nye muligheder i det genforenede Tyskland. Hun trivedes i en finansintrige, der viste sig at være drømt: ved slutningen lå Yella under broen, hvor bilen først kørte galt. I Barbara kom en forvist DDR-læge til provinsen og planlagde sin flugt, mens hun blev overvåget. I Phoenix kom kvinden hjem fra krigens kz-lejr med et nyt ansigt og opsøgte (ægte)manden, der angav hende.

PHOENIX var den tungeste og skarpeste af filmene. Allerbedst var Barbara. Jerichow er lidt uden for nummer: Petzold henlagde James M. Cains Postbudet ringer altid to gange til en slidt provins i det østlige Tyskland. Luchino Visconti gjorde i sin tid det samme, da han brugte Cains bog i Ossessione (1943), hvor den fatale fortælling blev italiensk. Hverken Petzold eller Visconti krediterede Cain. Film noir er som folkeeventyr. Historierne hentes i fællesbasinet.

   Det var en praktisk træthed, der fik Petzold til at blande fortid og nutid i sin filmatisering af Anna Seghers’ immigrantroman Transit (1942). Han var træt af rekonstruere fortiden, og han siger, at periodefilm gør noget særligt ved skuespillerne: kostumerne får dem til at optræde, i stedet for bare at være.

   I Transit venter 1940ernes tyske flygtninge på at komme med skibet fra Marseille til Sydamerika. Samtidig jager fransk politi illegale migranter i gaderne i 2018. De to lag blandes på lykkelig vis. Det passer perfekt til spøgelsestiden.

PETZOLD har altid været en seriøs instruktør. Det er han stadig i Undine, men der er kommet en ny, let og legesyg tone i den moderne genfortælling af eventyret om vandnymfen, der må dræbe sin elskede, hvis hun bliver svigtet. Hun er dømt til at vende tilbage til vandet. Kun kærligheden kan give hende form. Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1973) var vred på både mænd og eventyret, da hun lod Undine rase ud i novellen »Undine geht« fra samlingen Das dreißigste Jahr (1961). Teksten blev også til teater, opera og et radiospil.

   Det er Bachmanns Undine, som Petzold blander med standardversionen af myten. Undine er alle vegne i den europæiske romantik: i opera, ballet og billedkunst. Hun kommer fra en fortælling af Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843), der lader vandnymfen gifte sig med en ridder, ikke for at få fødder og menneskeform, som i den mere udbredte havfruemyte, men for at få en sjæl. Fouqués Undine (1811) nedstammer fra de franske folkeeventyr om Mélusine. Hun optræder allerede hos Jean d’Arras, som skrev i 1390erne.

DEN moderne Undine Wibeau (Paula Beer) er først og fremmest en vild og vred kvinde, som ved, at hun må hævne sig, da hun bliver vraget af Johannes (Jacob Matschenz). Det har intet med forudbestemthed at gøre: Undine er simpelt hen pisset af, da han dumper hende over en kop kaffe. De sidder på restauranten ved Märkisches Museum, hvor hun arbejder som guide og holder det samme foredrag om Berlins historie og arkitektur flere gange om dagen.

   I restauranten står et kolossalt akvarium. Undine har bemærket en figur af en dykker på bunden. Hun ved, at det må være fantasien, som spiller hende et puds, men hun er sikker på, at hun hører en dyb stemme kalde fra vandet. I det samme træder dykkeren Christoph (Franz Rogowski) ind i hendes liv, som en ny ridder i eventyret. Figuren af dykkeren får betydning, især senere, da dens ene ben knækker af.

DET er klart, at kosmiske kræfter bliver løsnet, da de elskende møder hinanden. Vreden og forvirringen koger i Undine, som falder om. Akvariet syder og bobler og splintres – nej, detonerer – i filmens første og faktisk eneste spektakulære sætstykke. Jeg røber det uden at blinke, fordi filmens trailer viser akvariet igen og igen. Der er derfor ingen spoiler alert.

   Det er alle kendte mønstre, der bliver knust. Der er aldrig et 1:1-forhold mellem myte og virkelighed i Undine, men lidt vidtløfligt kan man sige, at membranen mellem magisk tid og hverdagstid går i stykker. Scenen er både romantisk og morsom, fordi ejeren af stedet også bliver vred. Han forbyder Undine at komme igen. Da hun senere bryder forbudet, er der sat nyt glas i akvariet. Spørgsmålet er, om det så kan holde.

FILMEN er en hyldest til byen og kærligheden. Petzold giver begge dele en meget specifik karakter. Undine taler til turisterne over skalamodellen af det moderne Berlin. Vi forstår, at de nye glashuse, der er rejst efter Murens fald og die Wende blot er det seneste, øverste lag. Undine arbejder som guide for at finansiere sine studier. Hun er historiker med speciale i byplanlægning.

   Det er uklart, om Undine selv ved, at hun er et eventyrvæsen. Sammen med den bjergtagne Christoph er hun en kvinde, der forelsker sig med alle fibre. De elsker i, hvad der virker som dage, og går omkring i instruktørens by. Filmen formidler historiske sammenhænge, når Christoph hjælper Undine med at forberede nye foredrag. Hun øver sig som til en filmrolle. Hvis Undine er en moderne havfrue, er Christoph indbegrebet af naturens muntre søn.

CHRISTOPH arbejder som industridykker. Han bærer dragt og hjelm og går på bunden af søen som en skikkelse fra Jules Verne. Der er magiske scener fra søen i Belgien, hvor Christophs liv er i fare, og Undine må træffe afgørende valg. Christoph og kollegerne drøfter, om der er hold i historien om »Store Günther«, en urfisk, der ligner et lille Loch Ness-uhyre.

   Paula Beer modtog sølvbjørnen for Bedste Kvindelige Rolle, da filmen blev vist på Berlinalen i 2020. Hun og Franz Rogowski har sammen en naturlig sødme – Petzold ville sige en koreografi – der kommer fuldt til sin ret på en måde, som ikke var mulig i Transit, hvor de første gang spillede sammen.

   

UNDINE markerer et gearskifte i Petzolds udsøgte produktion. Han siger, at der vil komme to film mere, som tager afsæt i europæiske myter. Filmen blander magi, poesi og især voksen hverdag på en meget besnærende måde.

   Alligevel er det ikke helt som at se historien vakt til live med fuld tyngde, som det skete i de store kvindebilleder fra sidste årti. Undine føles mest af alt som et langt frikvarter på en tæt skoledag. Man er klar til arbejde videre, da det igen ringer ind.

Se også Christian Petzold: Barbara (2012); Christian Petzold: Phoenix (2014); Christian Petzold: Transit (2018).

Undine. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 91 min. Tyskland-Frankrig 2020. Dansk premiere: 09.09.2021.

Fotos: Schramm Film/ Les Films du Losange/ ZDF/ ARTE/ BKM/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ DRW/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Berlinale Archiv, The Match Factory/ The Upcoming (YouTube Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra good!movies (region B) 19.11.2020

2K Blu-ray i bokssættet Christian Petzold Die Kollektion | 4 Movies 2012-2020 | fra Plain (region A) 30.05.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.