Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski]

TILFÆLDETS HØST

Første del af en efterladt trilogi

Af BO GREEN JENSEN

SKÆBNENS princip og tilfældets love var hjertesager for Krzysztof Kieslowski. Ved sin død i 1996 efterlod den polske filmskaber en bred og mangfoldig frise af værker, der som regel tager afsæt i ting, vi tror er givne – bibelske bud, steder og navne, frihedens farver – og beskriver ad hvilke ironiske veje, og ved hvilken forløsende kærligheds nåde, vi trods alt når vor bestemmelse, selv om vi prøver at undgå den.

   Kieslowskis sene sekvenser – tv-serien Dekalog (1988), Veronikas to liv (1991) og mesterværket Tre farver: Blå, Hvid, Rød (1993-94) – var alle skrevet i samarbejde med juristen og forfatteren Krzysztof Piesiewicz. Ved instruktørens død var parret netop begyndt på endnu en trilogi af beslægtede film. Efter undersøgelsen af værdierne frihed, lighed og broderskab i Tre farver skulle den moderne tilstands moralske kosmologi kortlægges i tre film med titlerne Himmel, Helvede og Skærsilden.

KUN manuskriptet til Heaven nåede at blive færdigt. Det har tyskeren Tom Tykwer realiseret, i forlæggets ånd, men bestemt ikke uden egne input og ideer. Tykwer er [var i 2002] kendt for Winterschläfer (1997) og Lola rennt (1999), to særdeles stilbevidste og indbyrdes meget forskellige film. Freden og fatalismen i Vintersoverne er lige så dvælende, som den visuelle scratch i Lola er frapperende og effektjagende. Herefter skabte Tykwer Der Krieger + die Kaiserin (2000), som prøver at føje strømmene sammen. Med denne film har Heaven meget til fælles.*

PRÆMISSEN for Heaven er rendyrket Piesewicz og Kieslowski, en kosmisk ironi som tangerer det fortænkte og teatralske. Filmens elskende, den britiske lærerinde Philippa (Cate Blanchett) og den italienske retsskriver Filippo (Giovanni Ribisi), mødes under ekstreme forhold i Torino. Hun har mistet sin mand, som var narkoman. I prologen anbringer hun en bombe i skraldespanden hos lægen, der bærer skylden for hans og flere af hendes elevers død. Imidlertid griber skæbnen ind i skikkelse af en rengøringskone. Philippa får fire tilfældige mord på samvittigheden, mens den store fisk på kontoret går fri.

   Hun er knust og kastes ud i en krise, da det går op for hende, at hun er blevet terrorist til ingen nytte. Under politiforhøret kræver hun at blive udspurgt på engelsk, og sådan kommer Filippo, en ung mand som ellers gør alting korrekt, ind i den moralske ligning. Han forelsker sig og hjælper den desperate kvinde til at flygte. Af pligt giver hun sig til at elske ham tilbage, men snart bliver følelsen varm og konkret. Begge erkender, at hun må og skal have sin straf, men foreløbig er de på flugt og i himlen.

SOM navnene lidet subtilt signalerer, er Philippa og Fillippo mere som søskende end elskende. De er to sider af samme menneskelige princip, og en af filmens smukkeste scener afvikles, da begge har ladet sig kronrage for ikke at blive genkendt. De er sat fri og ser pludselig yngre ud, klædt i identiske t-shirts og jeans. Selv Filippos politifar velsigner deres kærlighedsflugt. I øvrigt breder korruptionen sig langt op i etaten. Dette spor i handlingen føles stadig mere irrelevant, efterhånden som den moralske optik bliver klar.

I MANGE henseender kan Heaven minde om den stilistiske amagermad, som Steven Spielberg fik ud af færdiggøre Stanley Kubricks A.I.-projekt. Første akt af filmen tangerer en pastiche på Kieslowskis facon og metode, mens den lyriske slutdel er rendyrket Tykwer, komplet med dvælende drømmemusik af Arvo Pärt, som også løftede slutningen på Vintersoverne ud af tiden og ind i evigheden. Det samme sker her, da en helikopter stiger og stiger ret op i himlen. At en sådan bevægelse er umulig, ved vi fra prologens billeder af landskabet i en flysimulator. Ved kærlighedens nåde sker miraklet alligevel fyldest.

MERE problematisk er den uegale mellemdel, hvor flugten sættes i værk og en masse besværlige plotpunkter afvikles, mens Tykwer synes at være i tvivl om, hvilken stil han skal følge, sin egen eller Kieslowskis. Heldigvis beslutter han at skrive sit eget navn under filmen til slut, ganske som Spielberg gjorde til allersidst i A.I. Man skal derfor se denne film for ideen, for en veloplagt begyndelse og for en slutning rig på på ren poesi. Stoffet i midten er mindre spændende. Derfor føles Heaven spinkel som helhed.

   Især Cate Blanchetts hudløse furie brænder effektivt igennem. Som den pæne vinkelskriver er Ribisi længere om at vinde os for sig, men han vokser med opgaven og sin erfaring. Nu og da bryder hverdagen ind i skikkelse af robuste bipersoner. Det er befriende, og det samme gælder den italienske virkelighed, som fortællingen er forankret i. Hvad Heaven vil sige os, er svært at blive klog på, når Hell og Purgatory mangler. Muligvis bare noget så enkelt, som at kærligheden lutrer og passer på sine børn.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996.

*) Tom Tykwer tog videre med Perfume: The Story of a Murderer (2006), The International (2009), Cloud Atlas (2012) og A Hologram for the King (2016), mens han som medejer af produktionsselskabet X-Filme blev en drivkraft i den hjemlige filmindustri. 3 (2010) var en lille tysk produktion. I 2017 begyndte tv-eventyret med Babylon Berlin, men i 2002 var han bare en ung mand fra Wuppertal, der havde erobret verden sammen med Franka Potente. 

   Krzysztof Piesewicz skrev videre på trilogien, som faktisk blev færdiggjort. Bosnieren Danis Tonovic instruerede L'Enfer (2005, int. Hell) med Emmanuelle Béart, Karin Viard og Marie Gillain som tre traumatiserede søstre. Polakken Stalislaw Mucha instruerede Nadzieja (int. Hope) i 2007. De to sidste film nåede ikke til Danrmark.   

Heaven. Instr.: Tom Tykwer. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Frank Griebe. 97 min. Tyskland-UK-USA-Frankrig-Italien 2001. Dansk premiere: 04.10.2002

Fotos: Miramax/ X-Filme Creative Pool/ Mirage Enterprises/ Noé Productions/ Star Edizioni Cinematografiche/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames (maj 2025) på Amazon Store (Frankrig) , Apple TV, (Polen), YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Echo Bridge Entertainment 10.03.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2002

Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996

TILFÆLDETS MUSIK

Fem film af Krzysztof Kieslowski

Af BO GREEN JENSEN

DETTE fine og vigtige bokssæt udkommer på et kritisk tidspunkt.* Ved sin død var polske Krzysztof Kieslowski (1941-96) dagens mand i europæisk film. TV-serien Dekalog (1988) blev set over hele verden, og med La Double vie de Véronique (1991) skabte han en kunstfilm, som solgte billetter og lignede en besværgelse for forvandlingens Europa. Trilogien Tre Farver (1993-94) var en af årtiets store succeser.

   To-tre årtier senere er Kieslowski blevet kanoniseret pligtstof for den yngre generation, på samme måde som 1960ernes franske nybølgeinstruktører var i 1970erne, hvis man brændte for tysk saglighed eller New Hollywood. Og kender man kun til de sene produktioner, kan det være svært at se, hvad Kieslowski havde, ville og kunne.

SÆTTET samler fire polske produktioner og den første af de franske film. Mest interessant er måske Blind chance, instruktørens tredje spillefilm (efter Arret fra 1976 og Jeg – en filmamatør fra 1979), som han skabte efter 15 års arbejde med tv og dokumentarformen. Filmen fortæller tre mulige versioner af den samme livshistorie og giver dem hver sin distinkte slutning.**

   Den lægestuderende Witek (Boguslaw Linda) skal med toget fra Lodz til Warszawa. I den første udgave når han toget og bliver en systemtro kommunist. I den anden kommer han for sent og får en karriere som illegal i den katolsk forankrede undergrundsbevægelse. I den tredje bliver han hjemme, færdiggør sin uddannelse og stifter familie. Det er dén version, som ender allermest brat og vilkårligt. Hos Kieslowski er tilværelsen aldrig en win-win situation.

   Blind chance undersøger forholdet mellem tilfælde og skæbne. På en måde var det dén film, han lavede igen og igen. Kieslowski sagde selv: »Vi ved aldrig helt, hvor vores skæbne ligger. Vi ved ikke, hvad tilfældet vil byde os. Skæbne i betydningen et sted, en social gruppe, en professionel karriere eller det arbejde, vi udfører. I socialsfæren styres vi i høj grad af tilfældigheder; der er ting, vi er nødt til at gøre, eller vi er nødt til at være, som vi er. Det skyldes selvfølgelig vore gener.«***

BEZ konca – som på selve dvd’en kaldes Det nøgne ansigt og på coveret bærer sin engelske titel No End – hed Blind kærlighed ved sin danske premiere. Den polske titel betyder »Lykkelig afslutning«. Det skal ikke tages bogstaveligt. Filmen kommenterer de politiske tilstande i hjemlandet. I december 1981 havde general Wojciech Jaruzelskis regering indført militær undtagelsestilstand for at modarbejde fag- og folkebevægelsen Solidaritet.

   En død advokat (Jurek Radziwillowicz fra Andrzej Wajdas Marmormanden og Jernmanden), som er filmens fortæller, bliver hængende og følger sin hustrus forsøg på at komme videre. Hun indser først nu, hvor højt hun elskede ham. En ældre advokat overtager sagen, som gælder et sultestrejkende Solidaritet-medlem, der skal vælge mellem at trodse systemet eller give efter og få et liv med sin famlie.

   Filmens politiske og metafysiske lag er flettet sammen i en registerende form, som forløser motivet på smukkeste vis. Blind kærlighed var den første film, Kieslowski skrev sammen med sin faste medforfatter, juristen Krzysztof Piesiewicz, og den koncentrerer de strukturelle principper, som siden bliver hovedsagen. »Vælger man at leve, må man finde sig i en del,« siger den gamle advokat til den anklagede. Det er en fantastisk lakonisk og kuldslået film, der undsiger al idealisme.

EN lille film om kunsten at dræbe og En kort film om kærlighed er lange versioner af to episoder i Dekalog, de tematisk forbundne tv-film, hvori Kieslowski og Piesiewicz undersøger Bibelens ti bud. En lille film om kunsten at dræbe åbner, i giftigt lys og grimme farver, med billedet af en hængt kat og sætter lighedstegn mellem en mordet på en taxichauffør og systemets efterfølgende henrettelse af gerningsmanden.

   Dekalog V og VI er 30 minutter længere i spillefilmsudgaverne. Mens det udvander styrken i filmen om at dræbe, kommer kærlighedsfablen fuldt til sin ret i den lange version. Postarbejderen Tomek (Olaf Lubaszenko) belurer genboen Magda (Grazyna Szapolowska var Kieslowskis polske actrice fetîche) fra vinduet i det stedløse etagebyggeri, der indrammer alle historierne i Dekalog. Efter at have afvist ham, indleder hun et forhold til den standhaftige elsker.

VERONIKAS to liv var Kieslowskis første internationale produktion. En fransk Veronique og en polsk Weronika (begge spillet af Irène Jacob) vokser op på hver sin side af Jerntæppet og lever sideløbende liv, som kun forbindes i én enkelt scene. Filmen dyrker en udsøgt optik og bryder de polske films saglige tone. Det er dog atter temaet fra Blind chance, forholdet mellem skæbne og tilfælde, som undersøges.

   Efter Veronikas to liv fulgte Blå (1993), Hvid (1994) og Rød (1994). Tre farver er nok Kieslowskis mest fuldbårne værk - især Blå har ikke tabt intensitet – men man aner en begyndende træthed. Den sanseligt sørgende Juliette Binoche i Blå er en ny version af Grazyna Szapolowskas karakter i Blind kærlighed. De moralske pointer fra den film går igen i Rød, men står svagere i den sene, lækkert æstetiserende version.

KIESLOWSKI døde under arbejdet med endnu en konceptuelt baseret trilogi. Himmel, Helvede og Skærsild skulle samtidig udtrykke Tro, Håb og Kærlighed. Tyskeren Tom Tykwer færdiggjorde den engelsksprogede Heaven (2002). L’Enfer (2005), en fortælling om tre søstre, blev realiseret i Frankrig af bosnieren Danis Tanovic. Endelig instruerede polakken Stanislaw Mucha Nadzieja (2007).

   Ingen af de film blev noget særligt. Måske var følelsen ved at gå til i systemtænkning. En mere nærliggende forklaring er dog, at kun Kieslowski selv kunne forløse sine ideer. Som Dylan synger Dylan bedst. Den polske filmskaber er savnet. Kieslowski Collection viser, hvor han kom fra og hvor han var på vej hen, da han døde – før sin tid, som man siger - i en alder af 54.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

*) KRZYSZTOF KIESLOWSKI COLLECTION/ Blind chance/ Przypadek (1981/1987); Blind kærlighed/ No End/ Bez konca (1985); En lille film om kunsten at dræbe/ Krótki film o zabijaniu (1988); En kort film om kærlighed/ Krótki film o milósci (1988); Veronikas to liv/ La Double vie de Véronique (1991). 7 timer og 55 minutter. Intet ekstramateriale. Polen-Frankrig 1981-91. Atlantic Film, 2009 [Der er siden kommet flere tilsvarende blu-ray bokssæt, som regel dog uden de to film fra Dekalog, der er udsendt i separate udgaver og/eller sammen med resten af Dekalog].

**) Blind chance blev færdiggjort i 1981, men fik først premiere i 1987, da censurmyndigheden tillod en højere grad af politisk kritik. I sin egen tid kom filmen altså ud to år efter Bez konca/No End, som var den tredje af Kieslowskis fiktionsfilm, der fik premiere.

   Kieslowski var ikke den første, der lod parallelle plots udspille sig i alternative kausalitetskæder, men præmissen for Blind Chance – når protagonisten toget eller ikke, og hvad sker der – blev en direkte inspirationskilde for Jaco van Dormaels belgisk-franske Mr. Nobody (2009), Tom Tykwers tyske Lola rennt (1998) og (især) Peter Hewitts britiske Sliding Doors (1998), som endvidere bruger elementer fra Veronikas to liv i Gwyneth Paltrow-karakterens fysiske fremtoning(er).

   Alle Kieslowskis øvrige film har musik af Zbigniew Preisner (f. 1955), ofte indlejret i dennes metafiktive »Van Den Budenmayer«-alias. Men Blind Chance har score af »den anden« store polske filmkomponist, Wojciech Kilar (1932-2013), som skrev musikken til bl.a. Andrzej Wajdas Det forjættede land (1975), Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992), Jane Campions The Portrait of a Lady (1996), Roman Polanskis The Pianist (2002). 

**) Citeret efter Danusia Stok (red.): Kieslowski om Kieslowski. Oversat efter »Kieslowski on Kieslowski« (1994) af Peter Marslew. 286 s. Gyldendal, 1994.

Fotos: Catherine Chabrol (portræt)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Criterion Collection

Blind Chance streames ikke i DK

Blind kærlighed streames på MUBI

En lille film om kunsten at dræbe streames på MUBI

En lille film om kærlighed streames på MUBI

Veronikas to liv streames på Blockbuster, MUBI Rental og FILMSTRIBEN

Trykt som dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #49 maj-aug. 2010 - ajourført august 2021 

Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]

RIGTIGE MENNESKER

Et interview med Krzysztof Piesiewicz

Af BO GREEN JENSEN

I SIT forord til den engelske udgave af Dekalog-manuskripterne fortæller Krzysztof Kieslowski en instruktiv anekdote om sit første møde med medforfatteren Krzysztof Piesiewicz (f. 1945).

   Da der i 1981 blev erklæret militær undtagelsestilstand i Polen, ønskede Kieslowski for sin egen og historiens skyld at registrere de totalitære former, under hvilke udrensningen manifesterede sig: »Jeg elskede den dokumentariske form og troede på den som redskab til at beskrive verden med.«

   Som et led i denne proces ville han gerne filme retsopgøret. »Jeg håbede at kunne filme både anklagernes og de anklagedes ansigter.« Instruktøren fik omsider tilladelse til dette i august 1982. I begyndelsen betragtede alle parter Kieslowski med skepsis. Dette ændrede sig dog hurtigt.

   Det viste sig nemlig, at når kameraet kørte, blev der ikke afsagt hårde domme. Ingen blev sendt i fængsel. Enten blev de anklagede frikendt eller fik betingede domme. Ingen dommer ville for tid og evighed fastholdes i dét øjeblik, hvor han dømte et andet menneske hårdt.

   Nu tiggede forsvarsadvokaterne Kieslowski om at være til stede. Ofte stod kameraet og kørte uden film. Når blot det var der, blev dommene mildnet. Og den allermest mediebevidste af disse advokater var manden, der siden skulle blive Kieslowskis medforfatter: Krzysztof Piesiewicz.

PIESIEWICZ og Kieslowski havde meget tilfælles. De var jævnaldrende, var vokset op med den samme mistro til den katolske kirke – »den tredje store magtfaktor på Polens politiske scene« – og nærede samme foragt for statsapparatet. Endvidere brændte de begge for at finde en løsning på spørgsmålet om personlig moral.

   De skrev deres første film i 1984 og fik siden arbejdet sammen på 17 projekter, herunder hele Dekalog-serien, Veronikas to liv og Blå/Hvid/Rød-trilogien.

   – Det var dig, der foreslog Kieslowski at bygge en film på De ti Bud. Hvordan fik du selv ideen til Dekalog?

   »I et system som det polske opstår behovet for at stille moralske spørgsmål allerede i skolen, fordi man ikke kan stole på noget af det, man lærer. Man bliver meget forvirret, meget desillusioneret.

   I begyndelsen af 70erne læste jeg en bog, der hed Moralens normer. Forfatteren var selv agnostiker og beskrev sulten efter absolutte holdepunkter i en verden med flydende værdier. Hun etablerede nogle pejlemærker, efter hvilke man kunne navigere i det moralske tomrum.

   Den bog gjorde et stort indtryk på mig. Senere så jeg på nationalmuseet i Warszawa et billede fra 1500-tallet. Det plejede at hænge i en kirke i Gdansk. Det var delt i ti dele og hed Dekalog. Hele tilværelsen var på det billede. Jeg så, at man ved at skildre mennesker i deres hverdag kunne skabe en tilsvarende fremstilling af livet nu.«

– DU praktiserer stadig som advokat, men samarbejdet med Kieslowski har stået på siden I mødtes. Har du prøvet at arbejde sammen med andre instruktører?

   »Ja, men det har ikke været nogen tilfredsstillende oplevelse. Jeg skrev et manuskript til en amerikansk instruktør og fik ganske mange penge for det, men producenten insisterede på så mange forandringer, at jeg ikke kunne acceptere resultatet. Manuskriptet ligger derfor stadig i min skuffe.«

   – Kieslowski har bebudet, at han efter Tre farver-trilogien vil trække sig tilbage og dyrke sin have. Vil du så holde op med at skrive filmmanuskripter?

   »Nej, men i øvrigt har Krzysztof aldrig sagt, at han vil holde op med at lave film. Han har sagt, at han ikke vil instruere mere, fordi det kræver for meget. Faktisk er vi ved at skrive endnu en trilogi. Nej, jeg vil ikke sige, hvad temaet er, men projektet skal nok blive realiseret. Oprindelig havde Kieslowski ikke tænkt sig at instruere alle episoderne i Dekalog. Arbejdet skulle uddelegeres til yngre instruktører. Måske bliver det metoden fremover.«

   – Alle de manuskripter I har skrevet sammen kredser om moralske og erkendelsesmæssige problemstillinger. Skal kunsten altid have et moralsk perspektiv?

   »Det kan den næsten ikke undgå at få. Men det handler ikke om at opstille absolutte værdier og sandheder. Det handler om at skildre det konkrete liv nu og her. Om rigtige mennesker. Ikke abstrakte moralbegreber. Det var derfor, vi lod alle Dekalog-historierne udspille sig i et boligkompleks, der kunne ligge hvor som helst i verden. Og derfor flyder historierne i Blå/Hvid/Rød-trilogien sammen og har enkelte berøringspunkter. Det blev ikke gjort for kunstfærdighedens skyld, men for at understrege historiernes almene præg.«

DA Piesiewicz siger rigtige mennesker, niver han sig i armen for at understrege sine ord. Imens sidder Zbigniew Zamachowski, som spiller hovedrollen i Hvid, og bliver stadig mere fjern, fordi jeg ikke spørger ham om noget.

   Hele samtalen foregår via tolk, det er kommunikation med mange forhindringer, slet ikke som de enkle film Kieslowski og Piesiewicz sammen har skabt. For skams skyld spørger jeg skuespilleren, om dagens Polen ligner det anarkistiske cirkus i Hvid. Det mener han nok, at det gør.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Krzysztof Piesiewicz blev interviewet i Grand Teatret i København den 23. februar 1994

Fotos: MUBI/ Sokolowsko.org/ Akademia Polskiego Filmu/ Muzeum Kinematografii w Lozzi/ Image Entertainment

Dekalog streames p.t. ikke i DK (maj 2025)

2K Blu-ray fra Arrow Video (UK) 24.06.2019

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #837) 27.09.2016

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 11.03.1994 (som supplement til anmeldelsen af Tre Farver Hvid)

Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991)

FØLELSER OG INTET ANDET

Sagligheden og sanseligheden

Af BO GREEN JENSEN

VERONIKAS to liv var den første film, som Krzysztof Kieslowski (1941-1996) lavede uden for Polen. De franske scener er optaget i Paris, de polske i Krakow og Lodz. Der er franske, polske og norske penge i produktionen.

   Det i enhver forstand ambitiøse arbejde udgør således et hængsel mellem tv-serien Dekalog (1988) og trilogien Tre Farver (1993-94), der sammen med Blind chance (1981/87) og Blind kærlighed (1984) står tilbage som Kieslowskis fuldest realiserede projekter.

   Stærkt forenklet skildrer filmen, hvordan den samme menneskeskæbne ville forme sig under forskellige vilkår. Både den polske Weronika og den franske Véronique har svage hjerter og et talent for musik, som er større end dem selv. Weronika lever sin kunst ud og dør. Véronique har, skønt kvinderne ikke kender hinanden, lært af sin dobbeltgængers eksempel.

   

AT Veronikas to liv nogle steder fik skyld for at være sentimental, tog Kieslowski med ophøjet sindsro: »Det er en film om følelser og intet andet. Der er ingen handling. Laver jeg en film om følelser, vil jeg selvsagt spille på dem. Folk sagde også, at jeg spillede på følelserne i En lille film om kunsten at dræbe, fordi både mordet og hængningen er trukket så langt ud.

   Selvfølgelig spiller jeg på følelser. Hvad skulle jeg ellers spille på? Hvad er der andet end følelser? Hvad er vigtigt? Ikke andet. Jeg spiller på dem, så folk kan hade eller elske mine personer. Jeg spiller på dem, så folk kan sympatisere med dem. Jeg spiller på dem, så folk kan håbe, at mine personer vinder, hvis de spiller godt.«*

   Det gjorde han med eftertryk i sit klarest æstetiserende værk. Egentlig havde Kieslowski og hans medforfatter Krzysztof Piesiewicz skrevet filmens karakterer til amerikaneren Andie McDowell og italieneren Nanni Moretti. Imidlertid var filmens producer for længe om at formalisere de mundtlige aftaler. Nu er det svært at forestille sig andre end Irène Jacob i den dobbelte titelrolle, men Moretti kunne muligvis have løftet den klichébelagte rolle som dukkeføreren Alexandre Fabbri (Philippe Volter), der forløser den franske Veronika.

KIESLOWSKI fandt siden sin optimale producer i franskmanden Marin Karmitz. Dennes selskab, Mk2, har udsendt La double vie de Véronique i en restaureret HD-kopi med tre timers ekstramateriale.

   I et tv-portræt fra 1991, Kieslowski – Dialogue, følger Ruben Korenfeld instruktøren på settet. Et interview med Irène Jacob tilfredstiller en fundamental nysgerrighed om, hvordan det var at arbejde med mesteren. Den store gevinst er dog 1966-1988: Kieslowski, cinéaste polonaise, en dokumentar af Luc Lagnier, som gennemgår filmskaberens fundament og opridser den politiske baggrund.

   Dokumentaren antyder, hvorfor Kieslowski mod slutningen ikke kunne få koncepterne store og kosmiske nok. Han begyndte med en ambition om at skildre og måske endda præge virkeligheden. I Kieslowski om Kieslowski (1994) fortæller han til Danusia Stok: »Ikke alt kan beskrives. Det er dokumentarfilmens store problem. Den fanger sig selv, nærmest i sin egen fælde. Jo tættere den søger at komme på en person, jo mere lukker vedkommende af over for den.«

I FIKTIONENS form kunne filmskaberen endelig få både døden og kærligheden, som han ville. »Det er flere gange lykkedes mig at filme rigtige tårer (...) Men nu bruger jeg glycerin. Rigtige tårer skræmmer mig. Faktisk ved jeg ikke, om jeg overhovedet har ret til at filme dem. Ved den slags lejligheder føler jeg mig som én, der af vanvare er havnet i et område, hvor der er adgang forbudt. Det er hovedårsagen til, at jeg flygtede fra dokumentarfilm.«

   Veronikas to liv må være dokumentarfilmens komplette modsætning. For det første er den filtersat så gyldent, at skønheden til stadighed gør opmærksom på sig selv og derfor virker dobbelt preciøs og syntetisk. For det andet har Zbigniew Preisner fyldt Veronikas verden med en musik, der ikke kan blive storladen nok.

OGSÅ den tilstræbt diffuse præmis gør filmen til en oplevelse for de tålmodige. Der er dog magiske øjeblikke. I en enkelt scene optræder både Weronika og Véronique. Den franske Veronika tager et foto, som den polske Veronika optræder på. Slawomir Idziak lader kameraet hvirvle. Kieslowski og klipperen Jacques Witta har orkestreret kronologien sublimt.

   Bonusmaterialet omfatter tre af Kieslowskis polske dokumentarfilm: Fabrikken (1970), Hospitalet (1976) og Stationen (1980). Han nævnte selv Musikanter om søndagen (1958), et pionerarbejde af Kazimierz Karabasz, som en stadig inspirationskilde. Også dén er med i det fornemme boxsæt.

*) Citeret efter Danusia Stok (red.): Kieslowski om Kieslowski. Oversat efter »Kieslowski on Kieslowski« (1994) af Peter Marslew. 286 s. Gyldendal, 1994.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994) og Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Mk2-udgaven af La Double vie Véronique [4K Ultra HD + 2K Blu-Ray] udkommer 02.11.2021; 4K UHD + 2K Blu-ray fra CURZON (UK) 17.04.2023.

La double vie de Veronique (Veronikas to liv). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Kieslowski, Krzysztof Piesiewicz. Foto: Slawomir Idziak. 98 min. Frankrig-Polen-Norge 1991. Dansk premiere: 29.11.1991

Fotos: Sidéral Productions/ Mk2 Marin Karmitz/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Screenmusings/ Filmgrab
Filmen streames (maj 2025) på MUBI Rental og FILMSTRIBEN

4K UHD + 2K Blu-ray fra Curzon Film World (UK) 17.04.2023

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #359) 01.02.2011
Dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #34 sept.-okt. 2006