Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]

RIGTIGE MENNESKER

Et interview med Krzysztof Piesiewicz

Af BO GREEN JENSEN

I SIT forord til den engelske udgave af Dekalog-manuskripterne fortæller Krzysztof Kieslowski en instruktiv anekdote om sit første møde med medforfatteren Krzysztof Piesiewicz (f. 1945).

   Da der i 1981 blev erklæret militær undtagelsestilstand i Polen, ønskede Kieslowski for sin egen og historiens skyld at registrere de totalitære former, under hvilke udrensningen manifesterede sig: »Jeg elskede den dokumentariske form og troede på den som redskab til at beskrive verden med.«

   Som et led i denne proces ville han gerne filme retsopgøret. »Jeg håbede at kunne filme både anklagernes og de anklagedes ansigter.« Instruktøren fik omsider tilladelse til dette i august 1982. I begyndelsen betragtede alle parter Kieslowski med skepsis. Dette ændrede sig dog hurtigt.

   Det viste sig nemlig, at når kameraet kørte, blev der ikke afsagt hårde domme. Ingen blev sendt i fængsel. Enten blev de anklagede frikendt eller fik betingede domme. Ingen dommer ville for tid og evighed fastholdes i dét øjeblik, hvor han dømte et andet menneske hårdt.

   Nu tiggede forsvarsadvokaterne Kieslowski om at være til stede. Ofte stod kameraet og kørte uden film. Når blot det var der, blev dommene mildnet. Og den allermest mediebevidste af disse advokater var manden, der siden skulle blive Kieslowskis medforfatter: Krzysztof Piesiewicz.

PIESIEWICZ og Kieslowski havde meget tilfælles. De var jævnaldrende, var vokset op med den samme mistro til den katolske kirke – »den tredje store magtfaktor på Polens politiske scene« – og nærede samme foragt for statsapparatet. Endvidere brændte de begge for at finde en løsning på spørgsmålet om personlig moral.

   De skrev deres første film i 1984 og fik siden arbejdet sammen på 17 projekter, herunder hele Dekalog-serien, Veronikas to liv og Blå/Hvid/Rød-trilogien.

   – Det var dig, der foreslog Kieslowski at bygge en film på De ti Bud. Hvordan fik du selv ideen til Dekalog?

   »I et system som det polske opstår behovet for at stille moralske spørgsmål allerede i skolen, fordi man ikke kan stole på noget af det, man lærer. Man bliver meget forvirret, meget desillusioneret.

   I begyndelsen af 70erne læste jeg en bog, der hed Moralens normer. Forfatteren var selv agnostiker og beskrev sulten efter absolutte holdepunkter i en verden med flydende værdier. Hun etablerede nogle pejlemærker, efter hvilke man kunne navigere i det moralske tomrum.

   Den bog gjorde et stort indtryk på mig. Senere så jeg på nationalmuseet i Warszawa et billede fra 1500-tallet. Det plejede at hænge i en kirke i Gdansk. Det var delt i ti dele og hed Dekalog. Hele tilværelsen var på det billede. Jeg så, at man ved at skildre mennesker i deres hverdag kunne skabe en tilsvarende fremstilling af livet nu.«

– DU praktiserer stadig som advokat, men samarbejdet med Kieslowski har stået på siden I mødtes. Har du prøvet at arbejde sammen med andre instruktører?

   »Ja, men det har ikke været nogen tilfredsstillende oplevelse. Jeg skrev et manuskript til en amerikansk instruktør og fik ganske mange penge for det, men producenten insisterede på så mange forandringer, at jeg ikke kunne acceptere resultatet. Manuskriptet ligger derfor stadig i min skuffe.«

   – Kieslowski har bebudet, at han efter Tre farver-trilogien vil trække sig tilbage og dyrke sin have. Vil du så holde op med at skrive filmmanuskripter?

   »Nej, men i øvrigt har Krzysztof aldrig sagt, at han vil holde op med at lave film. Han har sagt, at han ikke vil instruere mere, fordi det kræver for meget. Faktisk er vi ved at skrive endnu en trilogi. Nej, jeg vil ikke sige, hvad temaet er, men projektet skal nok blive realiseret. Oprindelig havde Kieslowski ikke tænkt sig at instruere alle episoderne i Dekalog. Arbejdet skulle uddelegeres til yngre instruktører. Måske bliver det metoden fremover.«

   – Alle de manuskripter I har skrevet sammen kredser om moralske og erkendelsesmæssige problemstillinger. Skal kunsten altid have et moralsk perspektiv?

   »Det kan den næsten ikke undgå at få. Men det handler ikke om at opstille absolutte værdier og sandheder. Det handler om at skildre det konkrete liv nu og her. Om rigtige mennesker. Ikke abstrakte moralbegreber. Det var derfor, vi lod alle Dekalog-historierne udspille sig i et boligkompleks, der kunne ligge hvor som helst i verden. Og derfor flyder historierne i Blå/Hvid/Rød-trilogien sammen og har enkelte berøringspunkter. Det blev ikke gjort for kunstfærdighedens skyld, men for at understrege historiernes almene præg.«

DA Piesiewicz siger rigtige mennesker, niver han sig i armen for at understrege sine ord. Imens sidder Zbigniew Zamachowski, som spiller hovedrollen i Hvid, og bliver stadig mere fjern, fordi jeg ikke spørger ham om noget.

   Hele samtalen foregår via tolk, det er kommunikation med mange forhindringer, slet ikke som de enkle film Kieslowski og Piesiewicz sammen har skabt. For skams skyld spørger jeg skuespilleren, om dagens Polen ligner det anarkistiske cirkus i Hvid. Det mener han nok, at det gør.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Krzysztof Piesiewicz blev interviewet i Grand Teatret i København den 23. februar 1994

Fotos: MUBI/ Sokolowsko.org/ Akademia Polskiego Filmu/ Muzeum Kinematografii w Lozzi/ Image Entertainment

Dekalog streames p.t. ikke i DK (maj 2025)

2K Blu-ray fra Arrow Video (UK) 24.06.2019

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #837) 27.09.2016

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 11.03.1994 (som supplement til anmeldelsen af Tre Farver Hvid)

Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993)

FRIT FALD

Trikolorens første farve er blå

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1993: FRIHEDEN kan være nådesløs. Vi er vant til at tænke på den som noget ubetinget positivt, noget man kæmper og dør for, men frihed kan være en farlig tilstand, som kommer til én, når man allermindst venter eller ønsker det.

   Sådan sker det for kvinden Julie i den første af Krzysztof Kieslowskis tre tematisk sammenhængende »farvefilm« over temaet Frihed, Lighed, Broderskab. Det er farverne i den franske trikolore, som bærer den polskfødte filmskabers nye projekt – Hvid vil stå for lighed; Rød vil sige broderskab – og ligesom i Veronikas to liv fra 1991 er det i fransk regi, at instruktøren nu opererer.

   Temaet er tilsyneladende demonstrativt europæisk. I videre forstand er Blå dog en stedløs historie om muligheden i og omkostningerne ved den grusomme frihed, som fødes af berøvelse og atter trækker sig tilbage mod den ufrihed, som består i at knytte sig til andre mennesker, når vinden på de hjerteløse vidder bliver for hård. Friheden som kronisk vilkår er med andre ord umulig i Kieslowskis moralske univers. Spørgsmålet er, om tilstanden overhovedet har været værd at begære.

DEN 33-årige Julie Vignon er midt på sin bane, da skæbnen slår ned, så perverst og så tilfældigt som den slags ting nu sker. Hun mister sin mand og sin 5-årige datter i en ulykke, som med ét ødselt penselstrøg sletter hele det fundament, hendes tilværelse hidtil har baseret sig på. På hospitalet kommer hun langsomt og modstræbende ud af tågerne. Vi møder hende den nat hun erkender, at hun ikke er i stand til at tage sit eget liv.

   Julies mand var ikke hvem som helst. Hendes akutte savn gælder datteren, men smerten bliver ikke lettere af, at Patrice var en berømt komponist, som da han døde var i færd med at skrive en monumental Europakoncert, som skulle fremføres én gang og på én gang af symfoniorkestre i de 12 EU-hovedstæder. Stumper og variationer af denne fragmentariske komposition bliver brugt til at accentuere diverse skift og stød i Julies tilstand.

TEKSTEN til Europakoncerten er fra Paulus' første korinterbrev, skriftstedet om tro, håb og kærlighed, og trikoloren gennemlyses således en ekstra gang indefra. Musikken er skrevet af Zbigniew Preisner, der har fulgt Kieslowski siden Dekalog. Ligesom Slawomir Idziaks nænsomme, besværgende blå billeder gør den sit til, at filmens traumatiske tone alligevel føles ulidelig let.

   Det er fra først til sidst dog Juliette Binoche, der bærer Blå i rollen som Julie. Hun spiller endnu en gang et beskadiget menneske, som hun senest gjorde i Damage, men gør det her med en nøgenhed og et register, som de blanke facader i Louis Malles skæbnestykke ikke tilnærmelsesvis fik skudt sig ind på.

   Med den totale berøvelse befinder Julie sig med ét i frit fald. Hun lukker huset, hvor familien har boet, hun forsøger at destruere partituret til Europakoncerten, hun sælger sine ejendele og fornægter – efter en sidste både hensynsfuld og grusom gestus over for mandens assistent, komponisten Olivier, der har tilbedt hende på behørig afstand – alt ved det liv, som hun har haft. Hun køber en lejlighed i Paris og begraver sig dér i en frihed, som er svimmel og fuldkommen, for så vidt som den også er tom. Kun en blå uro af glas overlever fra hendes fortid. Af Julies to liv er det andet begyndt.

FRA sin forurettede følelsesløshed begynder Julie ganske langsomt at finde sig til rette i det andet liv, livet efter. Modstræbende knytter hun et halvt venskab med en prostitueret nabo, som de øvrige beboere forsøger at tvinge ud af ejendommen, hvilket Julie modsætter sig, da »det ikke har noget med mig at gøre«.

   På plejehjemmet forveksler hendes senile mor hende med en søster, men husker dog, at »Det var altid Julie, som var bange.« Moderen indskærper, at det er vigtigt at beholde noget, så man ikke er på helt bar bund. Det samme råd får Julie af en subsistensløs musikant, som spiller fløjte og sover på gaden ved hendes stamcafé. På uforklarlig vis spiller han hendes mands musik. Man skal aldrig lade dem få det hele, siger han. Man skal aldrig give afkald på alt.

OLIVIER begynder at presse på for at komme ind i hendes liv igen. Julie holder stadig tilværelsen på afstand, men hun indser, hvor sårbar hun er, da en drægtig mus får unger i hendes spisekammer. Hun kan ikke få sig selv til at udradere disse håbefulde skabninger. Hun er lige ved at flytte, men låner så naboens hankat i stedet. Trods alt kan illusionen om uafhængighed opretholdes, så længe man har bødler til det grove.

   En egentlig katalysator for hendes indre genfødsel bliver åbenbaringen om, at manden havde en elskerinde i alle de år. Julie var en af de få, som ikke vidste det. Ud fra en modstræbende omsorg for det barn, som den anden kvinde bærer, og også et malplaceret moderinstinkt over for mandens musik, som nu skal færdigskrives af Olivier, begynder Julie atter at engagere sig og føle et ansvar for sin rolle i verden.

   Den nat partituret er færdigt, er hun nået til at tage en beslutning. Og videre ind gennem frihedens blå uro vil hendes liv altså forme sig herefter.

FILMEN er lige så blå som sin titel. Kieslowski får det maksimale ud af Binoches forslåede skønhed, og der er næppe én ramme i filmen, som ikke er bygget op omkring hendes skikkelse. Når hun vil lukke omverdenens besværlige signaler ude, søger Julie tilflugt i svømmehallens blå mørke, holder vejret så længe hun kan og svømmer under vandet, nede i den nærende, lindrende stilhed.

   Eller Julie sidder på trappen, falder i blå tanker, og for hver gang hun lukker øjnene kommer fragmenter af Europakoncerten brusende i jag og stød, der ikke vil lade hende være og besidder deres egen uanfægtelige skønhed. Som nodetranskribenten siger, da hun indrømmer at have taget en kopi af det ødelagte partitur: »Det er sådan en smuk musik. Man ødelægger ikke den slags. Det har man ikke ret til.«

MOD denne accept og erkendelse går Julies vej tilbage fra skyggerne. Hun skal lære, at både sorgen og glemslen har deres tid, og vi skal gøre rejsen med gennem frihedens blå skakt. Der er ifølge Kieslowski en styrke at finde i det frie fald, men kun hvis det bliver bragt til ende, kun hvis man atter bliver hentet ind. Med denne klare diamant af en historie har Kieslowski skabt en af sine smukkeste og også mest gavmilde film.

   Hvis der i Dekalogens ti skæbnefortællinger var en lille snert af koncepttvang, folder denne første af trikolorens tre film sig ud med overskud, indlevelse og sublim billedsans. Kieslowski kan den kunst at skildre en kompleks moralsk tematik, uden at docere eller kede. I dette er han så udpræget en europæisk filmskaber, og det er et af 90er-filmens europæiske mesterværker, den stilfærdige polske mand her har skabt.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Tre farver: Blå (Trois couleurs: Bleu). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Kieslowski og Krzysztof Piesiewicz. Foto: Slawomir Idziak. 94 min. Frankrig-Polen-Schweiz 1993. Dansk premiere: 15.10.1993.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ The Criterion Collection/  YouTube

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [Three Colors 6-disc Boxset]  fra The Criterion Collection (Spine #587) 07.02.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.10.1993