Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996

TILFÆLDETS MUSIK

Fem film af Krzysztof Kieslowski

Af BO GREEN JENSEN

DETTE fine og vigtige bokssæt udkommer på et kritisk tidspunkt.* Ved sin død var polske Krzysztof Kieslowski (1941-96) dagens mand i europæisk film. TV-serien Dekalog (1988) blev set over hele verden, og med La Double vie de Véronique (1991) skabte han en kunstfilm, som solgte billetter og lignede en besværgelse for forvandlingens Europa. Trilogien Tre Farver (1993-94) var en af årtiets store succeser.

   To-tre årtier senere er Kieslowski blevet kanoniseret pligtstof for den yngre generation, på samme måde som 1960ernes franske nybølgeinstruktører var i 1970erne, hvis man brændte for tysk saglighed eller New Hollywood. Og kender man kun til de sene produktioner, kan det være svært at se, hvad Kieslowski havde, ville og kunne.

SÆTTET samler fire polske produktioner og den første af de franske film. Mest interessant er måske Blind chance, instruktørens tredje spillefilm (efter Arret fra 1976 og Jeg – en filmamatør fra 1979), som han skabte efter 15 års arbejde med tv og dokumentarformen. Filmen fortæller tre mulige versioner af den samme livshistorie og giver dem hver sin distinkte slutning.**

   Den lægestuderende Witek (Boguslaw Linda) skal med toget fra Lodz til Warszawa. I den første udgave når han toget og bliver en systemtro kommunist. I den anden kommer han for sent og får en karriere som illegal i den katolsk forankrede undergrundsbevægelse. I den tredje bliver han hjemme, færdiggør sin uddannelse og stifter familie. Det er dén version, som ender allermest brat og vilkårligt. Hos Kieslowski er tilværelsen aldrig en win-win situation.

   Blind chance undersøger forholdet mellem tilfælde og skæbne. På en måde var det dén film, han lavede igen og igen. Kieslowski sagde selv: »Vi ved aldrig helt, hvor vores skæbne ligger. Vi ved ikke, hvad tilfældet vil byde os. Skæbne i betydningen et sted, en social gruppe, en professionel karriere eller det arbejde, vi udfører. I socialsfæren styres vi i høj grad af tilfældigheder; der er ting, vi er nødt til at gøre, eller vi er nødt til at være, som vi er. Det skyldes selvfølgelig vore gener.«***

BEZ konca – som på selve dvd’en kaldes Det nøgne ansigt og på coveret bærer sin engelske titel No End – hed Blind kærlighed ved sin danske premiere. Den polske titel betyder »Lykkelig afslutning«. Det skal ikke tages bogstaveligt. Filmen kommenterer de politiske tilstande i hjemlandet. I december 1981 havde general Wojciech Jaruzelskis regering indført militær undtagelsestilstand for at modarbejde fag- og folkebevægelsen Solidaritet.

   En død advokat (Jurek Radziwillowicz fra Andrzej Wajdas Marmormanden og Jernmanden), som er filmens fortæller, bliver hængende og følger sin hustrus forsøg på at komme videre. Hun indser først nu, hvor højt hun elskede ham. En ældre advokat overtager sagen, som gælder et sultestrejkende Solidaritet-medlem, der skal vælge mellem at trodse systemet eller give efter og få et liv med sin famlie.

   Filmens politiske og metafysiske lag er flettet sammen i en registerende form, som forløser motivet på smukkeste vis. Blind kærlighed var den første film, Kieslowski skrev sammen med sin faste medforfatter, juristen Krzysztof Piesiewicz, og den koncentrerer de strukturelle principper, som siden bliver hovedsagen. »Vælger man at leve, må man finde sig i en del,« siger den gamle advokat til den anklagede. Det er en fantastisk lakonisk og kuldslået film, der undsiger al idealisme.

EN lille film om kunsten at dræbe og En kort film om kærlighed er lange versioner af to episoder i Dekalog, de tematisk forbundne tv-film, hvori Kieslowski og Piesiewicz undersøger Bibelens ti bud. En lille film om kunsten at dræbe åbner, i giftigt lys og grimme farver, med billedet af en hængt kat og sætter lighedstegn mellem en mordet på en taxichauffør og systemets efterfølgende henrettelse af gerningsmanden.

   Dekalog V og VI er 30 minutter længere i spillefilmsudgaverne. Mens det udvander styrken i filmen om at dræbe, kommer kærlighedsfablen fuldt til sin ret i den lange version. Postarbejderen Tomek (Olaf Lubaszenko) belurer genboen Magda (Grazyna Szapolowska var Kieslowskis polske actrice fetîche) fra vinduet i det stedløse etagebyggeri, der indrammer alle historierne i Dekalog. Efter at have afvist ham, indleder hun et forhold til den standhaftige elsker.

VERONIKAS to liv var Kieslowskis første internationale produktion. En fransk Veronique og en polsk Weronika (begge spillet af Irène Jacob) vokser op på hver sin side af Jerntæppet og lever sideløbende liv, som kun forbindes i én enkelt scene. Filmen dyrker en udsøgt optik og bryder de polske films saglige tone. Det er dog atter temaet fra Blind chance, forholdet mellem skæbne og tilfælde, som undersøges.

   Efter Veronikas to liv fulgte Blå (1993), Hvid (1994) og Rød (1994). Tre farver er nok Kieslowskis mest fuldbårne værk - især Blå har ikke tabt intensitet – men man aner en begyndende træthed. Den sanseligt sørgende Juliette Binoche i Blå er en ny version af Grazyna Szapolowskas karakter i Blind kærlighed. De moralske pointer fra den film går igen i Rød, men står svagere i den sene, lækkert æstetiserende version.

KIESLOWSKI døde under arbejdet med endnu en konceptuelt baseret trilogi. Himmel, Helvede og Skærsild skulle samtidig udtrykke Tro, Håb og Kærlighed. Tyskeren Tom Tykwer færdiggjorde den engelsksprogede Heaven (2002). L’Enfer (2005), en fortælling om tre søstre, blev realiseret i Frankrig af bosnieren Danis Tanovic. Endelig instruerede polakken Stanislaw Mucha Nadzieja (2007).

   Ingen af de film blev noget særligt. Måske var følelsen ved at gå til i systemtænkning. En mere nærliggende forklaring er dog, at kun Kieslowski selv kunne forløse sine ideer. Som Dylan synger Dylan bedst. Den polske filmskaber er savnet. Kieslowski Collection viser, hvor han kom fra og hvor han var på vej hen, da han døde – før sin tid, som man siger - i en alder af 54.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

*) KRZYSZTOF KIESLOWSKI COLLECTION/ Blind chance/ Przypadek (1981/1987); Blind kærlighed/ No End/ Bez konca (1985); En lille film om kunsten at dræbe/ Krótki film o zabijaniu (1988); En kort film om kærlighed/ Krótki film o milósci (1988); Veronikas to liv/ La Double vie de Véronique (1991). 7 timer og 55 minutter. Intet ekstramateriale. Polen-Frankrig 1981-91. Atlantic Film, 2009 [Der er siden kommet flere tilsvarende blu-ray bokssæt, som regel dog uden de to film fra Dekalog, der er udsendt i separate udgaver og/eller sammen med resten af Dekalog].

**) Blind chance blev færdiggjort i 1981, men fik først premiere i 1987, da censurmyndigheden tillod en højere grad af politisk kritik. I sin egen tid kom filmen altså ud to år efter Bez konca/No End, som var den tredje af Kieslowskis fiktionsfilm, der fik premiere.

   Kieslowski var ikke den første, der lod parallelle plots udspille sig i alternative kausalitetskæder, men præmissen for Blind Chance – når protagonisten toget eller ikke, og hvad sker der – blev en direkte inspirationskilde for Jaco van Dormaels belgisk-franske Mr. Nobody (2009), Tom Tykwers tyske Lola rennt (1998) og (især) Peter Hewitts britiske Sliding Doors (1998), som endvidere bruger elementer fra Veronikas to liv i Gwyneth Paltrow-karakterens fysiske fremtoning(er).

   Alle Kieslowskis øvrige film har musik af Zbigniew Preisner (f. 1955), ofte indlejret i dennes metafiktive »Van Den Budenmayer«-alias. Men Blind Chance har score af »den anden« store polske filmkomponist, Wojciech Kilar (1932-2013), som skrev musikken til bl.a. Andrzej Wajdas Det forjættede land (1975), Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992), Jane Campions The Portrait of a Lady (1996), Roman Polanskis The Pianist (2002). 

**) Citeret efter Danusia Stok (red.): Kieslowski om Kieslowski. Oversat efter »Kieslowski on Kieslowski« (1994) af Peter Marslew. 286 s. Gyldendal, 1994.

Fotos: Catherine Chabrol (portræt)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Criterion Collection

Blind Chance streames ikke i DK

Blind kærlighed streames på MUBI

En lille film om kunsten at dræbe streames på MUBI

En lille film om kærlighed streames på MUBI

Veronikas to liv streames på Blockbuster, MUBI Rental og FILMSTRIBEN

Trykt som dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #49 maj-aug. 2010 - ajourført august 2021 

Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991)

FØLELSER OG INTET ANDET

Sagligheden og sanseligheden

Af BO GREEN JENSEN

VERONIKAS to liv var den første film, som Krzysztof Kieslowski (1941-1996) lavede uden for Polen. De franske scener er optaget i Paris, de polske i Krakow og Lodz. Der er franske, polske og norske penge i produktionen.

   Det i enhver forstand ambitiøse arbejde udgør således et hængsel mellem tv-serien Dekalog (1988) og trilogien Tre Farver (1993-94), der sammen med Blind chance (1981/87) og Blind kærlighed (1984) står tilbage som Kieslowskis fuldest realiserede projekter.

   Stærkt forenklet skildrer filmen, hvordan den samme menneskeskæbne ville forme sig under forskellige vilkår. Både den polske Weronika og den franske Véronique har svage hjerter og et talent for musik, som er større end dem selv. Weronika lever sin kunst ud og dør. Véronique har, skønt kvinderne ikke kender hinanden, lært af sin dobbeltgængers eksempel.

   

AT Veronikas to liv nogle steder fik skyld for at være sentimental, tog Kieslowski med ophøjet sindsro: »Det er en film om følelser og intet andet. Der er ingen handling. Laver jeg en film om følelser, vil jeg selvsagt spille på dem. Folk sagde også, at jeg spillede på følelserne i En lille film om kunsten at dræbe, fordi både mordet og hængningen er trukket så langt ud.

   Selvfølgelig spiller jeg på følelser. Hvad skulle jeg ellers spille på? Hvad er der andet end følelser? Hvad er vigtigt? Ikke andet. Jeg spiller på dem, så folk kan hade eller elske mine personer. Jeg spiller på dem, så folk kan sympatisere med dem. Jeg spiller på dem, så folk kan håbe, at mine personer vinder, hvis de spiller godt.«*

   Det gjorde han med eftertryk i sit klarest æstetiserende værk. Egentlig havde Kieslowski og hans medforfatter Krzysztof Piesiewicz skrevet filmens karakterer til amerikaneren Andie McDowell og italieneren Nanni Moretti. Imidlertid var filmens producer for længe om at formalisere de mundtlige aftaler. Nu er det svært at forestille sig andre end Irène Jacob i den dobbelte titelrolle, men Moretti kunne muligvis have løftet den klichébelagte rolle som dukkeføreren Alexandre Fabbri (Philippe Volter), der forløser den franske Veronika.

KIESLOWSKI fandt siden sin optimale producer i franskmanden Marin Karmitz. Dennes selskab, Mk2, har udsendt La double vie de Véronique i en restaureret HD-kopi med tre timers ekstramateriale.

   I et tv-portræt fra 1991, Kieslowski – Dialogue, følger Ruben Korenfeld instruktøren på settet. Et interview med Irène Jacob tilfredstiller en fundamental nysgerrighed om, hvordan det var at arbejde med mesteren. Den store gevinst er dog 1966-1988: Kieslowski, cinéaste polonaise, en dokumentar af Luc Lagnier, som gennemgår filmskaberens fundament og opridser den politiske baggrund.

   Dokumentaren antyder, hvorfor Kieslowski mod slutningen ikke kunne få koncepterne store og kosmiske nok. Han begyndte med en ambition om at skildre og måske endda præge virkeligheden. I Kieslowski om Kieslowski (1994) fortæller han til Danusia Stok: »Ikke alt kan beskrives. Det er dokumentarfilmens store problem. Den fanger sig selv, nærmest i sin egen fælde. Jo tættere den søger at komme på en person, jo mere lukker vedkommende af over for den.«

I FIKTIONENS form kunne filmskaberen endelig få både døden og kærligheden, som han ville. »Det er flere gange lykkedes mig at filme rigtige tårer (...) Men nu bruger jeg glycerin. Rigtige tårer skræmmer mig. Faktisk ved jeg ikke, om jeg overhovedet har ret til at filme dem. Ved den slags lejligheder føler jeg mig som én, der af vanvare er havnet i et område, hvor der er adgang forbudt. Det er hovedårsagen til, at jeg flygtede fra dokumentarfilm.«

   Veronikas to liv må være dokumentarfilmens komplette modsætning. For det første er den filtersat så gyldent, at skønheden til stadighed gør opmærksom på sig selv og derfor virker dobbelt preciøs og syntetisk. For det andet har Zbigniew Preisner fyldt Veronikas verden med en musik, der ikke kan blive storladen nok.

OGSÅ den tilstræbt diffuse præmis gør filmen til en oplevelse for de tålmodige. Der er dog magiske øjeblikke. I en enkelt scene optræder både Weronika og Véronique. Den franske Veronika tager et foto, som den polske Veronika optræder på. Slawomir Idziak lader kameraet hvirvle. Kieslowski og klipperen Jacques Witta har orkestreret kronologien sublimt.

   Bonusmaterialet omfatter tre af Kieslowskis polske dokumentarfilm: Fabrikken (1970), Hospitalet (1976) og Stationen (1980). Han nævnte selv Musikanter om søndagen (1958), et pionerarbejde af Kazimierz Karabasz, som en stadig inspirationskilde. Også dén er med i det fornemme boxsæt.

*) Citeret efter Danusia Stok (red.): Kieslowski om Kieslowski. Oversat efter »Kieslowski on Kieslowski« (1994) af Peter Marslew. 286 s. Gyldendal, 1994.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994) og Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Mk2-udgaven af La Double vie Véronique [4K Ultra HD + 2K Blu-Ray] udkommer 02.11.2021; 4K UHD + 2K Blu-ray fra CURZON (UK) 17.04.2023.

La double vie de Veronique (Veronikas to liv). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Kieslowski, Krzysztof Piesiewicz. Foto: Slawomir Idziak. 98 min. Frankrig-Polen-Norge 1991. Dansk premiere: 29.11.1991

Fotos: Sidéral Productions/ Mk2 Marin Karmitz/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Screenmusings/ Filmgrab
Filmen streames (maj 2025) på MUBI Rental og FILMSTRIBEN

4K UHD + 2K Blu-ray fra Curzon Film World (UK) 17.04.2023

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #359) 01.02.2011
Dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #34 sept.-okt. 2006

Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993)

FRIT FALD

Trikolorens første farve er blå

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1993: FRIHEDEN kan være nådesløs. Vi er vant til at tænke på den som noget ubetinget positivt, noget man kæmper og dør for, men frihed kan være en farlig tilstand, som kommer til én, når man allermindst venter eller ønsker det.

   Sådan sker det for kvinden Julie i den første af Krzysztof Kieslowskis tre tematisk sammenhængende »farvefilm« over temaet Frihed, Lighed, Broderskab. Det er farverne i den franske trikolore, som bærer den polskfødte filmskabers nye projekt – Hvid vil stå for lighed; Rød vil sige broderskab – og ligesom i Veronikas to liv fra 1991 er det i fransk regi, at instruktøren nu opererer.

   Temaet er tilsyneladende demonstrativt europæisk. I videre forstand er Blå dog en stedløs historie om muligheden i og omkostningerne ved den grusomme frihed, som fødes af berøvelse og atter trækker sig tilbage mod den ufrihed, som består i at knytte sig til andre mennesker, når vinden på de hjerteløse vidder bliver for hård. Friheden som kronisk vilkår er med andre ord umulig i Kieslowskis moralske univers. Spørgsmålet er, om tilstanden overhovedet har været værd at begære.

DEN 33-årige Julie Vignon er midt på sin bane, da skæbnen slår ned, så perverst og så tilfældigt som den slags ting nu sker. Hun mister sin mand og sin 5-årige datter i en ulykke, som med ét ødselt penselstrøg sletter hele det fundament, hendes tilværelse hidtil har baseret sig på. På hospitalet kommer hun langsomt og modstræbende ud af tågerne. Vi møder hende den nat hun erkender, at hun ikke er i stand til at tage sit eget liv.

   Julies mand var ikke hvem som helst. Hendes akutte savn gælder datteren, men smerten bliver ikke lettere af, at Patrice var en berømt komponist, som da han døde var i færd med at skrive en monumental Europakoncert, som skulle fremføres én gang og på én gang af symfoniorkestre i de 12 EU-hovedstæder. Stumper og variationer af denne fragmentariske komposition bliver brugt til at accentuere diverse skift og stød i Julies tilstand.

TEKSTEN til Europakoncerten er fra Paulus' første korinterbrev, skriftstedet om tro, håb og kærlighed, og trikoloren gennemlyses således en ekstra gang indefra. Musikken er skrevet af Zbigniew Preisner, der har fulgt Kieslowski siden Dekalog. Ligesom Slawomir Idziaks nænsomme, besværgende blå billeder gør den sit til, at filmens traumatiske tone alligevel føles ulidelig let.

   Det er fra først til sidst dog Juliette Binoche, der bærer Blå i rollen som Julie. Hun spiller endnu en gang et beskadiget menneske, som hun senest gjorde i Damage, men gør det her med en nøgenhed og et register, som de blanke facader i Louis Malles skæbnestykke ikke tilnærmelsesvis fik skudt sig ind på.

   Med den totale berøvelse befinder Julie sig med ét i frit fald. Hun lukker huset, hvor familien har boet, hun forsøger at destruere partituret til Europakoncerten, hun sælger sine ejendele og fornægter – efter en sidste både hensynsfuld og grusom gestus over for mandens assistent, komponisten Olivier, der har tilbedt hende på behørig afstand – alt ved det liv, som hun har haft. Hun køber en lejlighed i Paris og begraver sig dér i en frihed, som er svimmel og fuldkommen, for så vidt som den også er tom. Kun en blå uro af glas overlever fra hendes fortid. Af Julies to liv er det andet begyndt.

FRA sin forurettede følelsesløshed begynder Julie ganske langsomt at finde sig til rette i det andet liv, livet efter. Modstræbende knytter hun et halvt venskab med en prostitueret nabo, som de øvrige beboere forsøger at tvinge ud af ejendommen, hvilket Julie modsætter sig, da »det ikke har noget med mig at gøre«.

   På plejehjemmet forveksler hendes senile mor hende med en søster, men husker dog, at »Det var altid Julie, som var bange.« Moderen indskærper, at det er vigtigt at beholde noget, så man ikke er på helt bar bund. Det samme råd får Julie af en subsistensløs musikant, som spiller fløjte og sover på gaden ved hendes stamcafé. På uforklarlig vis spiller han hendes mands musik. Man skal aldrig lade dem få det hele, siger han. Man skal aldrig give afkald på alt.

OLIVIER begynder at presse på for at komme ind i hendes liv igen. Julie holder stadig tilværelsen på afstand, men hun indser, hvor sårbar hun er, da en drægtig mus får unger i hendes spisekammer. Hun kan ikke få sig selv til at udradere disse håbefulde skabninger. Hun er lige ved at flytte, men låner så naboens hankat i stedet. Trods alt kan illusionen om uafhængighed opretholdes, så længe man har bødler til det grove.

   En egentlig katalysator for hendes indre genfødsel bliver åbenbaringen om, at manden havde en elskerinde i alle de år. Julie var en af de få, som ikke vidste det. Ud fra en modstræbende omsorg for det barn, som den anden kvinde bærer, og også et malplaceret moderinstinkt over for mandens musik, som nu skal færdigskrives af Olivier, begynder Julie atter at engagere sig og føle et ansvar for sin rolle i verden.

   Den nat partituret er færdigt, er hun nået til at tage en beslutning. Og videre ind gennem frihedens blå uro vil hendes liv altså forme sig herefter.

FILMEN er lige så blå som sin titel. Kieslowski får det maksimale ud af Binoches forslåede skønhed, og der er næppe én ramme i filmen, som ikke er bygget op omkring hendes skikkelse. Når hun vil lukke omverdenens besværlige signaler ude, søger Julie tilflugt i svømmehallens blå mørke, holder vejret så længe hun kan og svømmer under vandet, nede i den nærende, lindrende stilhed.

   Eller Julie sidder på trappen, falder i blå tanker, og for hver gang hun lukker øjnene kommer fragmenter af Europakoncerten brusende i jag og stød, der ikke vil lade hende være og besidder deres egen uanfægtelige skønhed. Som nodetranskribenten siger, da hun indrømmer at have taget en kopi af det ødelagte partitur: »Det er sådan en smuk musik. Man ødelægger ikke den slags. Det har man ikke ret til.«

MOD denne accept og erkendelse går Julies vej tilbage fra skyggerne. Hun skal lære, at både sorgen og glemslen har deres tid, og vi skal gøre rejsen med gennem frihedens blå skakt. Der er ifølge Kieslowski en styrke at finde i det frie fald, men kun hvis det bliver bragt til ende, kun hvis man atter bliver hentet ind. Med denne klare diamant af en historie har Kieslowski skabt en af sine smukkeste og også mest gavmilde film.

   Hvis der i Dekalogens ti skæbnefortællinger var en lille snert af koncepttvang, folder denne første af trikolorens tre film sig ud med overskud, indlevelse og sublim billedsans. Kieslowski kan den kunst at skildre en kompleks moralsk tematik, uden at docere eller kede. I dette er han så udpræget en europæisk filmskaber, og det er et af 90er-filmens europæiske mesterværker, den stilfærdige polske mand her har skabt.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996; Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski].

Tre farver: Blå (Trois couleurs: Bleu). Instr.: Krzysztof Kieslowski. Manus: Krzysztof Kieslowski og Krzysztof Piesiewicz. Foto: Slawomir Idziak. 94 min. Frankrig-Polen-Schweiz 1993. Dansk premiere: 15.10.1993.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ The Criterion Collection/  YouTube

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [Three Colors 6-disc Boxset]  fra The Criterion Collection (Spine #587) 07.02.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.10.1993