Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014)

DEN CIVILISEREDE MAND

Pinlig, morsom, ironisk og dyb

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ligner kernefamilien en karikatur af sin tids ideal. Tomas og Ebba (Johannes Kuhnke og Lisa Kongsli) er perfekte forældre til Vera og Harry (Clara og Vincent Wettergren). Forældrene nærmer sig 40, børnene er vel 10 og 12 år.

   Man kan se, at der ingenting mangler. Det er kun på skrømt, at børnene sukker, når Far og Mor insisterer på sne. Alle fire skal jo ud og gribe dagen på de fantastiske løjper ved smukke Les Arcs, hvor det svenske team holder fransk vinterferie.

   Først ligger de bare på sengen og sover i hver sin blå nissemundering. Der er fuldkommen ro og fred for signaler. Alle fire ansigter hviler, og man hører en fælles, tryg sovelyd. Det har været et travlt år, de fortjener det hér. Batterierne skal lades op. De vil alle fire slappe af og komme helt tæt på hinanden.

TÆTTERE på er idyllen lidt anstrengt. Tomas har svært ved at lade telefonen ligge, og Ebba synes, at det alligevel altid er hende, der står med lavpraktikken og hovedansvaret, fuldkommen ligesom hjemme. Børnene er irritable. Det hjælper ikke, at Tomas ryger i smug, når han har lovet hende at holde op.

   På rummet er der begyndende økuller, men ude i sneen poserer familien, og alting ser ud, som det skal. Stemningen skifter dog efter en frokost, hvor Tomas følger sit instinkt og viser, hvem han egentlig er. På Les Arcs justerer man snekvaliteten ved at udløse kontrollerede laviner. Gæsterne vænner sig til lyden af kanoner.

   Familien spiser på restaurantens terrasse, da et sneskred bliver større end ventet, og lavinen kommer tættere på. Panikken er total og akut. Tomas kender proceduren, tager fotos med telefonen og beroliger familien, men da sneen faktisk ser ud til at ramme, løber han væk fra bordet uden at se sig tilbage. Ebba bliver hos børnene.

FAREN er ovre på ingen tid. Tomas slår det hen, men episoden vil ikke forsvinde. For Ebba var der tale om et svigt af dimensioner. Hvor var hendes hulemand, da familien skulle forsvares? Også børnene så, hvad der skete. Deres far blev svag og faldt igennem, da det gjaldt. Betydningen af det skete vokser, og bebrejdelsen bliver skarpere. Tomas hader alt ved emnet. Det vil bare ikke gå væk.

   Atmosfæren nærmer sig skilsmissestemning, da vennen Mats (Kristofer Hivju) kommer på besøg med sit røde vikingeskæg og en 20 år yngre kæreste (Fanny Metelius). De bliver tvangsvidner ved en ægteskabelig høring, der ligner parmiddagen i Hvem er bange for Virginia Woolf? Der er kun et punkt på dagsordenen: Svigtede Tomas, eller svigtede han ikke?

   Manden er selv i vildrede. Fortrængning og benægtelse kæmper med en trang til at bekende sig. Hårdt presset – og konfronteret med en belastende optagelse fra telefonkameraet – indrømmer Tomas, at det ser ud, som om han flygter, hvis man står i den vinkel. Dybest set er svigtets væsen altså et spørgsmål om æstetisk beskæring. Selvbedraget knejser. Da er det, at Ebba næsten har nok.

SVENSKE Ruben Östlund (f. 1974) tager den skandinaviske mand under kærlig behandling i Force majeure. I Cannes blev filmen vist med titlen Turist og kåret som det bedste bidrag i Un Certain Regard-programmet. Den er eksemplarisk fotograferet af Fredrik Wenzel, som får det maksimale ud af Les Arcs. Det centrale forløb omkring sneskreddet er redigeret med en blanding af ironisk klarsyn og episk tumult. Der er megen mørk latter i sneen, skønt flere scener tangerer tragikken.

   Östlund har været en faktor i svensk og skandinavisk film siden 2004, da slutbilledet i Gitarrmongot viste et lykkeligt mongolbarn, som satte en ballon af sammensmeltede affaldssække op over den lille by ved vandet, hvor filmen i stafetform fulgte en kreds af udsatte skæbner og satte særligt fokus på drengen og hans far.

   Östlund brød for alvor igennem i Cannes i 2008, hvor De ufrivillige, et episodisk studie i gruppepres, satte et lærerværelse på den anden ende og lod en buschauffør tage passagerne som gidsler på de glatte vinterveje, fordi ingen ville tilstå et mikroskopisk hærværk på toilettet. Den utrygge humor lå midt mellem Bent Hamer, Roy Andersson og Lars von Triers Idioterne.

ÖSTLUNDS film holder altid distance til deres karakterer og udmærker sig ved skæve vinkler på nære indstillinger og særlige beskæringer på de lange. Kortfilmen Händelse vid bank (2010) følger to vidners divergerende opfattelser af et bankrøveri. Gennem hele filmen zoomes der ind på forskellige detaljer i den samme totalindstilling. Røveriet ses fra den modsattte side af gaden. Også her er effekten vagt humoristisk.

   Smilet er tørret helt af i Play (2011), hvor to 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. I Play blev formen slebet ned til noget ubønhørligt.

   I Force majeure er den lette alvor tilbage. Det samme er flere elementer fra de øvrige film: de divergerende forklaringer; den gale chauffør i en slingrende bus, der synes at køre os alle mod graven; en fælles norm som afholder den enkelte fra at sige fra. Play var mere effektiv, men der er virkelig noget på spil i Force majeure.

FOR Ruben Östlund er filmen »et eksistentielt drama«: »I Force majeure bliver ’Den Civiliserede Mand’ konfronteret med sin ’Natur’. Karaktererne oplever et drama og faderen, Tomas, må se i øjnene, at der er en uciviliseret side af ham, hvor instinkterne er afgørende.«

   Force majeure er i lang tid også en sædekomedie og en social satire, der lader benægteren være pinlig og fornuftstridigt afvisende, uden helt at hænge ham ud. Den bløde mand er hårdt spændt for. Det koster ham adskilligt at erkende sit svigt, tabe ansigt og tage nederlaget på sig.

   Da han gør det, sker det med lettelse, og efter ulvetimen, hvor Tomas erkender, at der er kommet en anden mand frem, som ingen af dem synes om, heller ikke ham selv, bliver filmen endelig næsten en myte, der krystalliserer samtidskulturen.

   For nu kommer landskabet den væltede konge til undsætning. Da familien og de øvrige gæster bliver hentet på hotellet, er buschaufføren en inkompetent amatør. Undervejs eskalerer panikken. Denne gang er det Ebba, som melder sig ud og står af.

ENDELIG kommer gæsterne gående på vejen som overlevende i en katastrofefilm. Beslutsomme blikke, skjorteærmer i frosten, åndeskyer på en baggrund af bjerge. De er begyndt at tale sammen. Tomas går i midten og forrest. Han tager en forbudt cigaret i skjortelommen og tænder den uden at spørge om lov. Da er den civiliserede mand omsider sat fri. Måske for at finde en ny illusion, men ikke for at leve som før.

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: The Square (2017); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

Force Majeure (Turist). Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 118 min. Sverige-Frankrig-Norge-Danmark-Italien 2014. Dansk premiere: 11.12.2014.

Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Rhône-Alpes Cinéma/ Coproduction Office/ Parisienne/ Motlys/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ CNC - Cinémas du Monde/ BLS Business/ ZDF/Arte/ SVT/ C More/ Damarks Radio/ YLE/ Beofilm/ CNC/ Institut Francais/ MEDIA Programme of the European Union/ Minor Ordningen/ Magnolia Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Cinématerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray fra CURZON Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2002-2022| 6 Movies] 07.08.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.12.2014

Hirokazu Kore-eda: The Third Murder/ Det tredje mord (2017)

DEN FLYGTIGE SANDHED

En tillukket film fra den gavmilde mester

Af BO GREEN JENSEN

HIROKAZU Kore-eda (f. 1962) er den moderne japanske familieskildrings mester. Han er den ypperste praktikant i en genre, der tæller aner og forbilleder som Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Derfor giver det genlyd, når han laver noget andet og prøver noget nyt. Det sker, i hvert fald delvist og tilsyneladende, i retssalsdramaet Det tredje mord fra 2017, som fik premiere på filmfestivalen i Venedig.

   De fleste af Kore-edas film har konkurreret på Cannes Festivalen. Han gjorde uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. I 2013 modtog Like Father, Like Son (da. Min søns familie) Juryens Pris, og i 2018 blev Shoplifters årets guldpalmevinder. La Vérité (2019, da. Sandheden) var et vellykket eksperiment med at arbejde i Frankrig. Siden har Kore-eda instrueret Broker (2022) i Sydkorea og forberedt miniserien The Mikanai: Cooking for the Maiko House, som Netflix begynder at streame i januar 2023.

   Kore-eda genskaber hverdagens rytme. Han har en forkærlighed for at skildre kompleksiteten i surrogatfamilier. Det er hovedsagen både i Shoplifters og Broker, mens Min søns familie undersøger (og underkender) værdien af begreber som social og biologisk arv. Pointen er som regel, at der ikke findes nogen korrekt struktur. Kore-edas film ser alle generationer. I værker som Still Walking (2008), I Wish (2011), Our Little Sister (2015, da. Søstre) og Efter stormen (2016) er han blot blevet mere nuanceret og sikker.

DER er også afvigelser fra formatet. After Life (1998, da. Mellem liv og død) var en metafysisk fabel, hvor de døde fik en uge til at vælge én erindring, de kunne tage med sig i efterlivet. Distance (2001) foregik efter en selvmordskults attentat og var inspireret af virkelighedens Aum Shinrikyo. Hana (2006) var en historisk fortælling, beretningen om en blid samurai. I Air Doll (2009) kom en sexdukke til live, blev forelsket – og var elsket.

   Det tredje mord hører til disse undtagelser. Som regel er Kore-eda magisk, når han lader små øjeblikke folde sig ud: måltider, årstider, fyrværkeri. Her går øvelsen tværtimod ud på beskæring. Det er Kore-edas første værk i brede billeder, men han bruger scopeformatet til at forstærke klaustrofobien i lukkede rum: en retssal, et forhørslokale, fængslets besøgsrum og andre hermetiske lokaliteter.

MISUMI (Kôji Yakusho) er anklaget for – og har tilstået – mordet på sin arbejdsgiver. Karrierejuristen Shigemori (Masaharu Fukuyama fra Min søns familie) begynder at grave i sagen og finder uoverensstemmelser. Misumi ændrer forklaring. Måske havde han et forhold til chefens hustru, måske betalte hun ham for at udføre mordet. Måske vil han beskytte den dødes mands teenagedatter.

   Modsat advokaten vil Kore-eda ikke til bunds i mysteriet. Snarere vil han udforske kompleksiteten og demonstrere, at sandheden er i stadig forvandling. Måske er der lag på lag af papir og slet ingenting i den inderste æske.

   Misumi er konsekvent undvigende. Retsproceduren – som Kore-eda har undersøgt grundigt – anerkender ikke tvivlen som begreb. Der er et stærkt element af teater i processen.

FOR publikum bliver holdepunktet nogle flashbacks, som falder tidligt i filmen og som man prøver at genkalde sig. Når filmen bevæger sig uden for retssystemet, kommer familieskildringen trods alt til sin ret. Den døde mand var en forfærdelig far. Shigemori er selv en fraværende far.

   Der er ingen forløsende scene, hvor alting med ét står skærende klart. Efterhånden bliver det en vane, at Misumi ændrer forklaring. Det er let at tabe tråden og miste interessen. Det tredje mord er således en krævende film. Ærindet er filosofisk, men helhedsvirkningen er klaustrofobisk.

Se også Hirokazu Kore-eda: La Vérité/ The Truth (2019); Den japanske familie: Shoplifters (2018); Hirokazu Kore-eda: Umimachi Diary/ Our Little Sister (2015); Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008); Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).

Det tredje mord (Sandome no Satsujin). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Mikiya Takimoto. 124 min. Japan 2017. Dansk premiere: 16.08.2018.

Fotos: Amuse/ Fuji IG Laboratory for Movies (FILM)/ Fuji Television Network/ Gaga/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Wikipedia | Kore-eda at Festival de Cannes (Photo Credit: Georges Biard).

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018.

Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5)

TREDIVE ÅR EFTER
En fortsættelse i forklædning

Af BO GREEN JENSEN

NORFOLK, Virginia, december 2003. Der er fake christmas trees i vinterlandskabet, da Larry »Doc« Sheperd (Steve Carell) træder ind i baren, hvor Sal Nealon (Bryan Cranston) beværter en enkelt stamkunde.

   Sal må være i tresserne nu. Han er begyndt at kunne mærke sin alder, men sover stadig med støvlerne på og sætter pris på at drikke igennem. Doc er en stille, lidt yngre mand, som har haft et meget dårligt år. Først døde hans hustru. Nu skal han begrave sin søn, der er faldet i Irak.

   Sal skal nødes, men så genkender han Doc. De var sammen i Vietnam 30 år før, og Doc gjorde dengang noget særligt for Sal og kammeraten Mueller. Nu har han brug for en gentjeneste. De kører sammen ud til kirken, hvor Mueller (Laurence Fishburne) er blevet en dydsiret pastor.

DOCS søn skal begraves på Arlington Cemetery. Militæret har iværksat den store ceremoni. Så hører Sal fra en ung sergent, hvor vilkårligt den faldne søn døde. Doc vil ikke have heltebegravelsen og insisterer på at rejse hjem til New Hampshire med kisten.

   En lang tur med svinkeærinder følger. Der er megen god snak og kølige sideblikke på landet, som stadig er på hælene to år efter 9/11. Da Sal og Mueller lejer en U-Haul, bliver de taget for terrorister. Mobiltelefoner er noget nyt. Det er meget et USA af sin tid.

FILMEN ligner en lidt rusten blanding af William Faulkners As I Lie Dying og Husbands ifølge John Cassavetes. Og har som elegisk afsked mange af de samme sobre kvaliteter som Francis Ford Coppolas oversete Gardens of Stone (1987, da. Bag krigen) og Spike Lees Da 5 Bloods (2020). Isoleret set er Last Flag Flying en tilbagelænet road movie om tre pensionister. Der er ikke den bedste balance mellem patos og situationskomedie.

   Det er svært at se et oplagt formål med vennernes genforening. Alt giver mere mening, hvis man ved, at der er tale om en toer. For Last Flag Flying er på sæt og vis en fortsættelse til The Last Detail, som Hal Ashby instruerede i 1973, da studiesystemet tog tælling, og New Hollywood var i zenit.

   Jack Nicholson havde en af sine signaturroller som »Bad-Ass« Buddusky, der sammen med »Mule« Mullhall fik til opgave at aflevere den 18-årige Larry Meadows ved Portsmouth Naval Prison. Matroserne havde ondt af drengen og besluttede at give ham en sidste tur på vulkaner.

DEN hårde straf, som Hal Ashbys nyklassiker hedder på dansk, var baseret på en roman af Darryl Ponicsan, som stadig er utilfreds, fordi Robert Towne fik al æren for manuskriptet. Buddusky, Mulhall og Meadows var hans kreationer.

   Ponicsan er imens blevet 84 år. I 2005 skrev han Last Flag Flying, som genforener trioen. I bogen har karaktererne deres »rigtige« navne. Det er Billy Bad-Ass, Mule Mulhall og Larry Meadows, som mødes igen efter tredive år for at begrave sidstnævntes søn.

   Det var oplagt at se på en filmatisering. Flere store studier håbede, at Jack Nicholson ville gentage sin rolle som Buddusky. Morgan Freeman var castet som Mule, og Randy Quaid var ivrig efter at spille Meadows.

   Alt så meget lovende ud. Så valgte Nicholson i stedet at lave The Bucket List (2007, da. Nu eller aldrig) sammen med Freeman. Kun Amazon Studios ville producere en sequel uden Nicholson. Ponicsan husker ikke, om det var ham selv eller instruktøren Richard Linklater, der fandt på at give de tre mænd andre navne og ændre nogle detaljer i baggrunden.

DET spiller heller ingen rolle. Jeg har stor sympati for projektet, som tydeligvis er et kærlighedsarbejde, men det kan ikke nægtes, at historien virker søgt og konstrueret. Skønt Cranston bander og brovter i Nicholsons stil, er der en gennemgribende pænhed. Der er intet af den autentiske profanitet fra Den hårde straf.

   Det betyder ikke, at der ikke er momenter. I de bedste scener finder Carell, Cranston og Fishburne et fælles fodslag, en ubesværet tone, som overbeviser om kammeratskab. Det sker typisk, når forklaringsarbejdet er sat på standby, og når den unge sergent Washington (J. Quentin Johnson) fungerer som veteranernes straight man.

LINKLATER kan noget særligt med tale og tiden. I Before-trilogien (1995-2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy er der gået ti år, hver gang parterne taler ud. Boyhood (2014) fulgte en barndom i virkelig tid. Det er altid i dialogen, at han sporer en forandring, som karaktererne næppe selv ser til hverdag.

   Det rokker bare ikke ved, at Last Flag Flying er svagere end The Last Detail. På en god dag kunne Jack Nicholson have gjort den afgørende forskel. Han valgte så i stedet at medvirke i den forglemmelige Nu eller aldrig. Bad-Ass Buddusky ville korse sig og spytte efter spejlet.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022). 

Last Flag Flying. Instr.: Richard Linklater. Manus: Richard Linklater, Darryl Ponicsan. Foto: Shane F. Kelly. 125 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.08.2018 (Cinemateket).

Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Cinetic Media/ Detour Filmproduction/ Lionsgate [Last Flag Flying]; Columbia Pictures [The Last Detail]/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com

Last Flag Flying streames ikke i DK - udgivet på Blu-ray + Digital HD 30.01.2018

The Last Detail streames på iTunes og udkommer på 4K Ultra HD Blu-ray 25.10.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018

Bennett Miller: Foxcatcher (2014)

DEN GALE MAND

En tragisk fortælling med farcemomenter

Af BO GREEN JENSEN

DER er grænser for, hvad man kan købe for penge. Bennett Miller (f. 1966) fortæller i Foxcatcher en instruktiv og desværre sandfærdig historie om mangemillionæren John E. du Pont (1938-2010), som i 1980erne gjorde fristilsbrydning til sin store passion og etablerede et træningscenter på familiens ejendom i Pennsylvania.*

   Miller har gjort amerikanske excentrikere til sit speciale. Dokumentaren The Cruise (1998) var et portræt af turguiden Tim Levitch, som taler turister på Manhattan begge ører af. Den suveræne Capote (2005) beskrev, hvordan forfatteren Truman Capote i 1966 nåede frem til at skrive In Cold Blood, som grundlagde den nyjournalistiske metode.

   Rollen som Capote blev et definitivt gennembrud for Philip Seymour Hoffman. I 2011 lykkedes det Bennett Miller at caste Brad Pitt som baseballtræneren Billy Beane, der vendte op og ned på sportens idealer ved at sætte Amerikas foretrukne tidsfordriv i system. The Cruise var varm og kærlig, Moneyball var kølig og dedikeret.

   Foxcatcher har mere til fælles med Capote. Forfatteren var på sin måde lige så forkrøblet som millionæren, der brændte efter at gøre en forskel. Men modsat du Pont kunne han føle og skabe og forholde sig til andre mennesker. Du Pont havde storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Han skabte ikke noget som helst.

DU Ponts mor avlede heste og betragtede brydning med afsky. Han havde hele livet søgt et felt, hvor han kunne få den respekt, som han følte han fortjente. Du Pont skrev ornitologiske værker, finansierede The Delaware Museum of Natural History, var en seriøs filatelist (som i 1980 betalte 935.000 dollar for et særlig sjældent frimærke) og sponsor i talrige sportssammenhænge.

   Han tilbød brødrene Mark og David Schultz, begge olympiske guldvindere i fristilsbrydning, at bo og træne på Foxcatcher Ranch. Mark sagde ja og blev millionærens maskot. Dave sagde nej, men flyttede senere ind med sin familie. Team Foxcatcher vandt VM i 1986, men fik ikke guld ved OL i Seoul to år senere.

I MILLERS film fortælles historien fra Marks synsvinkel. Også bryderen havde problemer med sit selvværd. Han følte, at han stod i broderens skygge. Da du Pont overtalte Dave til at flytte ind, rejste Mark fra Foxcatcher Ranch og blev fribryder. Du Pont vandt aldrig sin mors respekt. Da hun døde, slap han hestene fri, intensiverede Team Foxcatchers træning og blev stadig mere utilregnelig og paranoid.

   I 1996 kørte du Pont op til huset, hvor Dave boede med sin familie. Det var søndag, og det sneede. »Har du et problem med mig, Dave?« spurgte han og dræbte sin cheftræner med tre skud fra et automatisk våben.

MARK Schultz spilles af Channing Tatum, Dave Schultz af Mark Ruffalo. Det er dog Steve Carell, som primært er kendt for komiske roller, der stjæler billedet som den lavstammede arving med ørnenæse og dårlige tænder. Vanessa Redgrave er Johns misantropiske mor, som dybest set kun kan lide heste.

   Det virker nok som en gimmick at caste Carell, men Bennett Millers selektive og næsten antropologiske metode – der går ud på at vælge fra og lægge til i gennemresearchede miljøer – fungerer lige så godt som i Capote og Moneyball.

   John du Pont døde i fængslet i 2010. Han testamenterede 80% af sin formue til en bulgarsk fristilbryder, som havde vundet OL-guld. Du Pont-familien forsøgte at få testamentet annulleret ved tre retsinstanser. I 2012 blev dets gyldighed stadfæstet ved Delawares Superior Court. Nogen i Bulgarien må være glade for den gale mand.

DET er og bliver en fantastisk historie. Den er også dybt forstemmende. Ingen ville tro den, hvis der var tale om fiktion. Fotografen Greg Fraiser filmer alt i elegiske toner, skønt tragedien har mange farcemomenter.

   Man lærer, at kærlighed ikke kan købes, og at ingen bliver lykkelig af at være rig. Det kommer næppe bag på nogen, men Tatum, Ruffalo og Carell gør de evige sandheder meget konkrete. Man går hovedrystende ud og er glad for ikke at være født med en guldske i munden.

Se også Bennett Miller: Moneyball (2011) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

*) Der er forskel på fribrydning og fristilsbrydning. Fribrydning er den professionelle (især amerikanske) gladiatorsport, som blander turnering og teater, og hvor deltagerne ofte udvikler farverige persona i superheltegenren. Fristilsbrydning (som modsat romersk brydning tillader greb under hoften) er en af de to slags brydning, som der konkurreres ved OL. Det var fristilsbrydning, som i USA også kaldes collegiate eller scholastic wrestling , som indgik i den klassiske femkamp, pentalon, ved Antikkens olympiader. John E. du Ponts projekt vakte opsigt, både før og efter mordet på Dave Schultz. Tim Huddleston har skrevet Wrestling with Madness: John Eleuthère du Pont and the Foxcatcher Farm Murder (Absolute Crime Books, 2013). Sagen er efterfølgende skildret i Netflix-dokumentaren Team Foxcatcher (2016).

Foxcatcher. Instr.: Bennett Miller. Manus: E. Max Frye og Dan Futterman. Foto: Greg Fraiser. 134 min. USA 2014. Dansk premiere: 15.01.2015.

Fotos: Annapurna Pictures/ Full Nelson Entertainment/ Likely Story/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Andrea Mihalik (John du Pont Portrait)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 03.03.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.01.2015