Felix Van Groeningen & Charlotte Vandermeersch: De 8 bjerge (2022)

GLETSCHEREN BEVÆGER SIG

En hyldest til venskab og livskraft

Af BO GREEN JENSEN

HVEM lever stærkest og ser mest af livet? Den, som bliver på bjerget i midten, eller den, som rejser til verdens ende og slår sig ned ved det yderste sted? De 8 bjerge er fortællingen om to mænd, der mødes som drenge og bliver venner for livet, indtil der ikke er mere tid. Den handler om et særligt hus; om fædre og sønner; om drømme, der lykkes og kommer til kort.

   Pietro og Bruno er 12 år, da de mødes i 1984. Pietro kommer til Grana ved Brusson i de italienske alper sammen med sine forældre. Til hverdag bor familien i Torino, hvor Pietros far, Giovanni (Filippo Timi), er ingeniør. Han bruger sit liv på at længes. I Grana vil han altid op til den skiftende gletscher. Fra toppen af Monte Rosa er der udsyn over de andre bjerge. »Der er de,« siger han til sønnen, som gisper og sakker bagud. »Cervino, Grand Tournalin, Breithorn. Og det dér er Lyskamm.«

BRUNO er født på en gård i Aostadalen, som han aldrig forlader. Han passer dyrene og hjælper sin far. Fordi drengene er enebørn, bliver de venner. Pietros forældre vil betale for Brunos skolegang. Så tager Brunos far simpelt hen drengen med sig for sommeren. Brunos mor siger undskyld. Det var ikke hendes valg.

   I Torino er Pietro sikker på ét: Han vil ikke leve som sin far. De skændes om alt. Den unge mand rejser, og vennerne ses ikke i 15 år. Bruno bliver bygningsarbejder, men han drømmer om at gøre, hvad slægtens mænd altid gjorde, før hans fordrukne far brød traditionen. Han vil leve i bjergene som montanero og passe på dyrene oppe ved himlen.

   »Min far døde, da han var 62, og jeg var 31, den alder han havde, da jeg blev født,« siger Pietro, som reflekterer i voice over. Han kommer tilbage til bjerget, fordi hans far har efterladt en grund med en ruin på. Huset hedder Barma Drola, det er en fantastisk sekvens. Fotografen Ruben Impens skaber billeder, der formidler umådeligheden. 

   Pietro søger stadig efter mening og retning. Han indser, at Bruno blev en søn for Giovanni, mens han selv havde travlt med at lede. Han finder kortet over bjergene, hvor Giovanni har tegnet ruterne ind og givet hver af dem sin farve. Brunos tråd fylder mere end Pietros. Ved hver post i bjergene finder han notesbøger, hvor Giovanni har gjort status. Han forstår sin far bedre, han mærker bogstaveligt tiden. Så han bliver og tager imod arven.

   Vennerne finder hinanden igen. De er begge mænd med stort skæg nu. De river de gamle mure ned og begynder at bygge huset i bjergene. Egentlig er det først hér, godt og vel fem kvarter inde i filmen, at De 8 bjerge begynder for alvor: »Det hér er vores sommerhus, hvor vi vil se hinanden igen hvert år.«

FELIX VAN GROENINGEN (f. 1977) og Charlotte Vandermeersch (f. 1974) har skrevet en tæt håndfuld kantede film, der bryder de fleste formater. Vildest er nok Belgica (2016). Stærkest er The Broken Circle Breakdown (2012), en forbløffende film om kærlighed og stor sorg. Parret elsker countrymusik. De brugte Townes van Zandt-sangen »If I Needed You« på uforglemmelig vis. Det var det modsatte af en elegant film, men den ramte tilskueren rent i hjertekulen.

   The Broken Circle Breakdown var Oscar-nomineret. Van Groeningen fik fristende tilbud og sagde ja til at instruere Steve Carell og Timothée Chalamet som far og søn i misbrugsdramaet Beautiful Boy (2018). Formen var mere friseret, men alle motiver stod skærende klart.

   Hidtil har han instrueret alene, denne gang deler de arbejdet. Målet var at skabe »et episk drama, fortalt med små gestus«. Forlægget er en roman af Paolo Cognetti, der skriver, så alt virker selvoplevet. Det ligner, men er ikke exofiktion. Pietros vej snor sig naturligt. Det kunne ikke være på nogen anden måde.

PIETRO REJSER UD, når han ikke er på bjerget. Han når helt til Koto i Nepal, hvor han hører om kosmologien med otte have, otte bjerge og stedet i midten. Han tegner diagrammet for Bruno, som virkelig bliver montanero med tiden. Men først er der Lara (Elisabetta Mazzulo), som kommer med Pietro og bliver hos Bruno. De får en datter sammen og har succes med at fremstille ost.

   Krisen bider, og vinteren kommer. Det er, som Giovanni sagde: Gletscheren bevæger sig altid. Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvad der sker, og hvor det ender. Fimen lever af sin store ro og dybe glæde ved erfaringsstoffet, som synes dyrekøbt. Luca Marinelli fra Martin Eden spiller Pietro med færre manerer end sædvanligt. Alessandro Borghi er den vejrbidte Bruno.

   

DET er en film, som man lever sig ind i og er taknemmelig for. Det lykkes virkelig at sige noget stort med små gestus. Der er også denne gang countrysange, som kommenterer: »Everything you know/ Melts away like snow.« Sangene knaser som lakplader. Faktisk er de nye og stammer fra albummet Alabursy (2015) med svenskeren Daniel Norgren.

   Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2022, den første efter COVID-pandemien. Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch siger selv, at arbejdet med manuskriptet hjalp dem gennem en parforholdskrise. Og at nedlukningen passede godt til projektet. Le otto montagne modtog Juryens Pris. Forlaget People's Press udgav De otte bjerge i 2019. Oversætteren er Lorens Juul Madsen.

Se også Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012) og Felix van Groeningen: Beautiful Boy (2018).

De 8 bjerge (Le otto montagne). Instr. og manus: Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch. Foto: Ruben Impens. 147 min. Italien-Belgien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 09.02.2023.

Fotos: Wildside/ Menuetto Film/ Rufus/ Pyramide Productions/ Camera Film/ People's Press (omslagsgrafik: Rasmus Funder)

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 09.02.2023

Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014)

DEN CIVILISEREDE MAND

Pinlig, morsom, ironisk og dyb

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ligner kernefamilien en karikatur af sin tids ideal. Tomas og Ebba (Johannes Kuhnke og Lisa Kongsli) er perfekte forældre til Vera og Harry (Clara og Vincent Wettergren). Forældrene nærmer sig 40, børnene er vel 10 og 12 år.

   Man kan se, at der ingenting mangler. Det er kun på skrømt, at børnene sukker, når Far og Mor insisterer på sne. Alle fire skal jo ud og gribe dagen på de fantastiske løjper ved smukke Les Arcs, hvor det svenske team holder fransk vinterferie.

   Først ligger de bare på sengen og sover i hver sin blå nissemundering. Der er fuldkommen ro og fred for signaler. Alle fire ansigter hviler, og man hører en fælles, tryg sovelyd. Det har været et travlt år, de fortjener det hér. Batterierne skal lades op. De vil alle fire slappe af og komme helt tæt på hinanden.

TÆTTERE på er idyllen lidt anstrengt. Tomas har svært ved at lade telefonen ligge, og Ebba synes, at det alligevel altid er hende, der står med lavpraktikken og hovedansvaret, fuldkommen ligesom hjemme. Børnene er irritable. Det hjælper ikke, at Tomas ryger i smug, når han har lovet hende at holde op.

   På rummet er der begyndende økuller, men ude i sneen poserer familien, og alting ser ud, som det skal. Stemningen skifter dog efter en frokost, hvor Tomas følger sit instinkt og viser, hvem han egentlig er. På Les Arcs justerer man snekvaliteten ved at udløse kontrollerede laviner. Gæsterne vænner sig til lyden af kanoner.

   Familien spiser på restaurantens terrasse, da et sneskred bliver større end ventet, og lavinen kommer tættere på. Panikken er total og akut. Tomas kender proceduren, tager fotos med telefonen og beroliger familien, men da sneen faktisk ser ud til at ramme, løber han væk fra bordet uden at se sig tilbage. Ebba bliver hos børnene.

FAREN er ovre på ingen tid. Tomas slår det hen, men episoden vil ikke forsvinde. For Ebba var der tale om et svigt af dimensioner. Hvor var hendes hulemand, da familien skulle forsvares? Også børnene så, hvad der skete. Deres far blev svag og faldt igennem, da det gjaldt. Betydningen af det skete vokser, og bebrejdelsen bliver skarpere. Tomas hader alt ved emnet. Det vil bare ikke gå væk.

   Atmosfæren nærmer sig skilsmissestemning, da vennen Mats (Kristofer Hivju) kommer på besøg med sit røde vikingeskæg og en 20 år yngre kæreste (Fanny Metelius). De bliver tvangsvidner ved en ægteskabelig høring, der ligner parmiddagen i Hvem er bange for Virginia Woolf? Der er kun et punkt på dagsordenen: Svigtede Tomas, eller svigtede han ikke?

   Manden er selv i vildrede. Fortrængning og benægtelse kæmper med en trang til at bekende sig. Hårdt presset – og konfronteret med en belastende optagelse fra telefonkameraet – indrømmer Tomas, at det ser ud, som om han flygter, hvis man står i den vinkel. Dybest set er svigtets væsen altså et spørgsmål om æstetisk beskæring. Selvbedraget knejser. Da er det, at Ebba næsten har nok.

SVENSKE Ruben Östlund (f. 1974) tager den skandinaviske mand under kærlig behandling i Force majeure. I Cannes blev filmen vist med titlen Turist og kåret som det bedste bidrag i Un Certain Regard-programmet. Den er eksemplarisk fotograferet af Fredrik Wenzel, som får det maksimale ud af Les Arcs. Det centrale forløb omkring sneskreddet er redigeret med en blanding af ironisk klarsyn og episk tumult. Der er megen mørk latter i sneen, skønt flere scener tangerer tragikken.

   Östlund har været en faktor i svensk og skandinavisk film siden 2004, da slutbilledet i Gitarrmongot viste et lykkeligt mongolbarn, som satte en ballon af sammensmeltede affaldssække op over den lille by ved vandet, hvor filmen i stafetform fulgte en kreds af udsatte skæbner og satte særligt fokus på drengen og hans far.

   Östlund brød for alvor igennem i Cannes i 2008, hvor De ufrivillige, et episodisk studie i gruppepres, satte et lærerværelse på den anden ende og lod en buschauffør tage passagerne som gidsler på de glatte vinterveje, fordi ingen ville tilstå et mikroskopisk hærværk på toilettet. Den utrygge humor lå midt mellem Bent Hamer, Roy Andersson og Lars von Triers Idioterne.

ÖSTLUNDS film holder altid distance til deres karakterer og udmærker sig ved skæve vinkler på nære indstillinger og særlige beskæringer på de lange. Kortfilmen Händelse vid bank (2010) følger to vidners divergerende opfattelser af et bankrøveri. Gennem hele filmen zoomes der ind på forskellige detaljer i den samme totalindstilling. Røveriet ses fra den modsattte side af gaden. Også her er effekten vagt humoristisk.

   Smilet er tørret helt af i Play (2011), hvor to 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. I Play blev formen slebet ned til noget ubønhørligt.

   I Force majeure er den lette alvor tilbage. Det samme er flere elementer fra de øvrige film: de divergerende forklaringer; den gale chauffør i en slingrende bus, der synes at køre os alle mod graven; en fælles norm som afholder den enkelte fra at sige fra. Play var mere effektiv, men der er virkelig noget på spil i Force majeure.

FOR Ruben Östlund er filmen »et eksistentielt drama«: »I Force majeure bliver ’Den Civiliserede Mand’ konfronteret med sin ’Natur’. Karaktererne oplever et drama og faderen, Tomas, må se i øjnene, at der er en uciviliseret side af ham, hvor instinkterne er afgørende.«

   Force majeure er i lang tid også en sædekomedie og en social satire, der lader benægteren være pinlig og fornuftstridigt afvisende, uden helt at hænge ham ud. Den bløde mand er hårdt spændt for. Det koster ham adskilligt at erkende sit svigt, tabe ansigt og tage nederlaget på sig.

   Da han gør det, sker det med lettelse, og efter ulvetimen, hvor Tomas erkender, at der er kommet en anden mand frem, som ingen af dem synes om, heller ikke ham selv, bliver filmen endelig næsten en myte, der krystalliserer samtidskulturen.

   For nu kommer landskabet den væltede konge til undsætning. Da familien og de øvrige gæster bliver hentet på hotellet, er buschaufføren en inkompetent amatør. Undervejs eskalerer panikken. Denne gang er det Ebba, som melder sig ud og står af.

ENDELIG kommer gæsterne gående på vejen som overlevende i en katastrofefilm. Beslutsomme blikke, skjorteærmer i frosten, åndeskyer på en baggrund af bjerge. De er begyndt at tale sammen. Tomas går i midten og forrest. Han tager en forbudt cigaret i skjortelommen og tænder den uden at spørge om lov. Da er den civiliserede mand omsider sat fri. Måske for at finde en ny illusion, men ikke for at leve som før.

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: The Square (2017); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

Force Majeure (Turist). Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 118 min. Sverige-Frankrig-Norge-Danmark-Italien 2014. Dansk premiere: 11.12.2014.

Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Rhône-Alpes Cinéma/ Coproduction Office/ Parisienne/ Motlys/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ CNC - Cinémas du Monde/ BLS Business/ ZDF/Arte/ SVT/ C More/ Damarks Radio/ YLE/ Beofilm/ CNC/ Institut Francais/ MEDIA Programme of the European Union/ Minor Ordningen/ Magnolia Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Cinématerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray fra CURZON Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2002-2022| 6 Movies] 07.08.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.12.2014