Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski]

TILFÆLDETS HØST

Første del af en efterladt trilogi

Af BO GREEN JENSEN

SKÆBNENS princip og tilfældets love var hjertesager for Krzysztof Kieslowski. Ved sin død i 1996 efterlod den polske filmskaber en bred og mangfoldig frise af værker, der som regel tager afsæt i ting, vi tror er givne – bibelske bud, steder og navne, frihedens farver – og beskriver ad hvilke ironiske veje, og ved hvilken forløsende kærligheds nåde, vi trods alt når vor bestemmelse, selv om vi prøver at undgå den.

   Kieslowskis sene sekvenser – tv-serien Dekalog (1988), Veronikas to liv (1991) og mesterværket Tre farver: Blå, Hvid, Rød (1993-94) – var alle skrevet i samarbejde med juristen og forfatteren Krzysztof Piesiewicz. Ved instruktørens død var parret netop begyndt på endnu en trilogi af beslægtede film. Efter undersøgelsen af værdierne frihed, lighed og broderskab i Tre farver skulle den moderne tilstands moralske kosmologi kortlægges i tre film med titlerne Himmel, Helvede og Skærsilden.

KUN manuskriptet til Heaven nåede at blive færdigt. Det har tyskeren Tom Tykwer realiseret, i forlæggets ånd, men bestemt ikke uden egne input og ideer. Tykwer er [var i 2002] kendt for Winterschläfer (1997) og Lola rennt (1999), to særdeles stilbevidste og indbyrdes meget forskellige film. Freden og fatalismen i Vintersoverne er lige så dvælende, som den visuelle scratch i Lola er frapperende og effektjagende. Herefter skabte Tykwer Der Krieger + die Kaiserin (2000), som prøver at føje strømmene sammen. Med denne film har Heaven meget til fælles.*

PRÆMISSEN for Heaven er rendyrket Piesewicz og Kieslowski, en kosmisk ironi som tangerer det fortænkte og teatralske. Filmens elskende, den britiske lærerinde Philippa (Cate Blanchett) og den italienske retsskriver Filippo (Giovanni Ribisi), mødes under ekstreme forhold i Torino. Hun har mistet sin mand, som var narkoman. I prologen anbringer hun en bombe i skraldespanden hos lægen, der bærer skylden for hans og flere af hendes elevers død. Imidlertid griber skæbnen ind i skikkelse af en rengøringskone. Philippa får fire tilfældige mord på samvittigheden, mens den store fisk på kontoret går fri.

   Hun er knust og kastes ud i en krise, da det går op for hende, at hun er blevet terrorist til ingen nytte. Under politiforhøret kræver hun at blive udspurgt på engelsk, og sådan kommer Filippo, en ung mand som ellers gør alting korrekt, ind i den moralske ligning. Han forelsker sig og hjælper den desperate kvinde til at flygte. Af pligt giver hun sig til at elske ham tilbage, men snart bliver følelsen varm og konkret. Begge erkender, at hun må og skal have sin straf, men foreløbig er de på flugt og i himlen.

SOM navnene lidet subtilt signalerer, er Philippa og Fillippo mere som søskende end elskende. De er to sider af samme menneskelige princip, og en af filmens smukkeste scener afvikles, da begge har ladet sig kronrage for ikke at blive genkendt. De er sat fri og ser pludselig yngre ud, klædt i identiske t-shirts og jeans. Selv Filippos politifar velsigner deres kærlighedsflugt. I øvrigt breder korruptionen sig langt op i etaten. Dette spor i handlingen føles stadig mere irrelevant, efterhånden som den moralske optik bliver klar.

I MANGE henseender kan Heaven minde om den stilistiske amagermad, som Steven Spielberg fik ud af færdiggøre Stanley Kubricks A.I.-projekt. Første akt af filmen tangerer en pastiche på Kieslowskis facon og metode, mens den lyriske slutdel er rendyrket Tykwer, komplet med dvælende drømmemusik af Arvo Pärt, som også løftede slutningen på Vintersoverne ud af tiden og ind i evigheden. Det samme sker her, da en helikopter stiger og stiger ret op i himlen. At en sådan bevægelse er umulig, ved vi fra prologens billeder af landskabet i en flysimulator. Ved kærlighedens nåde sker miraklet alligevel fyldest.

MERE problematisk er den uegale mellemdel, hvor flugten sættes i værk og en masse besværlige plotpunkter afvikles, mens Tykwer synes at være i tvivl om, hvilken stil han skal følge, sin egen eller Kieslowskis. Heldigvis beslutter han at skrive sit eget navn under filmen til slut, ganske som Spielberg gjorde til allersidst i A.I. Man skal derfor se denne film for ideen, for en veloplagt begyndelse og for en slutning rig på på ren poesi. Stoffet i midten er mindre spændende. Derfor føles Heaven spinkel som helhed.

   Især Cate Blanchetts hudløse furie brænder effektivt igennem. Som den pæne vinkelskriver er Ribisi længere om at vinde os for sig, men han vokser med opgaven og sin erfaring. Nu og da bryder hverdagen ind i skikkelse af robuste bipersoner. Det er befriende, og det samme gælder den italienske virkelighed, som fortællingen er forankret i. Hvad Heaven vil sige os, er svært at blive klog på, når Hell og Purgatory mangler. Muligvis bare noget så enkelt, som at kærligheden lutrer og passer på sine børn.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996.

*) Tom Tykwer tog videre med Perfume: The Story of a Murderer (2006), The International (2009), Cloud Atlas (2012) og A Hologram for the King (2016), mens han som medejer af produktionsselskabet X-Filme blev en drivkraft i den hjemlige filmindustri. 3 (2010) var en lille tysk produktion. I 2017 begyndte tv-eventyret med Babylon Berlin, men i 2002 var han bare en ung mand fra Wuppertal, der havde erobret verden sammen med Franka Potente. 

   Krzysztof Piesewicz skrev videre på trilogien, som faktisk blev færdiggjort. Bosnieren Danis Tonovic instruerede L'Enfer (2005, int. Hell) med Emmanuelle Béart, Karin Viard og Marie Gillain som tre traumatiserede søstre. Polakken Stalislaw Mucha instruerede Nadzieja (int. Hope) i 2007. De to sidste film nåede ikke til Danrmark.   

Heaven. Instr.: Tom Tykwer. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Frank Griebe. 97 min. Tyskland-UK-USA-Frankrig-Italien 2001. Dansk premiere: 04.10.2002

Fotos: Miramax/ X-Filme Creative Pool/ Mirage Enterprises/ Noé Productions/ Star Edizioni Cinematografiche/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames (maj 2025) på Amazon Store (Frankrig) , Apple TV, (Polen), YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Echo Bridge Entertainment 10.03.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2002

Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]

SKYERNE OG SKÆBNEN

Karma og nyklassisk postmodernisme 

Af BO GREEN JENSEN

EN tatovering og et musikværk knytter skyer og mennesker sammen, hen over handlinger, ned gennem tiden, i den kostbare og kolossalt ambitiøse filmatisering af David Mitchells Cloud Atlas, som Tom Tykwer har skrevet og instrueret i samarbejde med søskendeparret Lana og Lillly Wachowski, der skabte The Matrix-tetralogien (1999-2021).*

    Mitchells bog forbinder seks historier fra en periode på ca. 500 år. Hvert afsnit zoomer ind på individer, der gør oprør mod undertrykkelsen i et fastlagt system. De er mønsterbrydere i en evighed, hvor skyerne simrer som molekyler. Det siges, at Lana Wachowski var ivrigst efter at realisere det monstrøse projekt.

   Romanen var Booker Prize-nomineret i 2004. Den giver hver periode en kronologisk dialekt og kombinerer litterære genrer – dagbog, breve, forhørsprotokol – der falder naturligt for tiden. Den er noget nær akrobatisk velskreven og må nærmest betegnes som science fiction. Danskere har altid haft det svært med denne genre, og Cloud Atlas blev først oversat (af Svend Ranild) i 2012. Men bogen findes og hedder Skyatlas.**

 

SJÆLDENT har en stor historie i så høj grad bundet sig op på struktur. Mitchells roman begynder på Chatham Island i Stillehavet i 1849. Den arbejder sig i stafetform fra »The Pacific Journal of Richard Ewing«, hvor en slaverimodstander træder i karakter, via »Letters from Zedelghem« (1931), hvor to komponister kannibaliserer hinanden, til San Francisco i 1973, hvor et politisk komplot bliver afsløret i »Half Lives – The First Luisa Rey Mystery«.

   En forgældet forlægger flygter fra asken til ilden i »The Ordeal of Thomas Cavendish« (2012), en film-i-filmen, som senere kører på billedvæggen i New Seoul i 2144, hvor en syntetisk glædespige trodser formgiverne i »An Orison of Sonmi-451«. Yderpunktet er Big Island, hvor hun dyrkes som en gudinde »106 vintre efter Faldet«. Året må være 2321, da »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After« fortælles på futuristisk patois.

 

I MITCHELLS roman bliver fem af historierne delt i to. Man læser hen over midten, og stoffet bliver oplyst af bevægelsen i de øvrige fortællinger, før plottet gøres færdigt sidst i bogen. Kun den fjerneste episode, »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After«, står alene i centrum og læses fra ende til anden. 

   Filmen skaber sammenhæng ved at bruge de samme skuespillere i alle perioder. Strukturen er behændigt brudt om, så historien begynder i midten – ved slutningen på tiden – hvor Tom Hanks i maori-forklædning fortæller »the true true« til efterkommerne. Hanks figurerer i samtlige tider. Det samme gør Halle Berry, Jim Broadbent, Ben Whishaw og Hugo Weaving, der som altid hos Wachowskis har skurkerollen. Her er han alt fra CIA-agent til voodoo-djævelen Ol’ Georgie.

 

DER er meget i filmen, som ikke fungerer. Det gælder først og fremmest den klare, men banalt illustrerende billedside. De victorianske afsnit er overgjorte, mens New Seoul ligner byen fra The Matrix, og fremtidens vandbårne stammesamfund ligner outtakes fra Kevin Reynolds' Waterworld (1995).

   Der er stort hår og hippiemusik alle vegne i San Francisco, hvor Halle Berry finder en sjælden indspilning af »Cloud Atlas Sextet«. Hjertehistorien om komponisterne har et ekko af Ken Russells klassiske tv-film Song of Summer (om Frederick Delius og Eric Fenby), som oprindelig må have tændt David Mitchell. 

   Hvor bogen fortælles skive for skive, er strukturen i filmen bredt ud til en vifte, så det bliver muligt at klippe i tiden. Tematisk giver det fuldkommen mening. Flugten fra plejehjemmet i »The Ordeal of Timothy Cavendish« ligner en Hammer/Ealing Studios-farce af typen, som inspirerede Jonathan Coes satiriske samtidsroman What a Carve-Up! (1994, da. Godt skåret). Segmentet er et sjældent udtryk for den visuelle opfindsomhed, som kunne have båret det samlede atlas.

 

HVAD der lykkes, er fornemmelsen af altidighed. De seks fortællinger sættes i gang som snurretoppe og står længe hver for sig og og kører, så man fornemmer et større urværk. Musikken er et stærkt bindemiddel. Under læsningen bliver man nysgerrig efter at høre »Cloud Atlas Sextet« og de øvrige kompositioner, som tilskrives Richard Frobisher og Vyvyan Ayrs. Man digter dem selv i sit hoved.

   Til filmen har Tom Tykwer, Johnny Klimek og Reinhold Heil – der tilsammen kalder sig Pale 3 – skrevet og arrangeret et score på to timer, der bærer billederne netop sådan. Det sker med lodder og trisser, og bevægelsen er langt fra elegant, men på sin egen skumplende måde kommer Cloud Atlas faktisk i mål.

BÅDE i bogen og filmen er der et øjeblik, hvor den overordnede plan træder frem. Man hører alle stemmerne på én gang og forstår, at frihedsfablerne er forbundne. I min barndom havde vi billige spil, hvor kugler skulle lægge sig i små huller, der var trykt på en rund billedplade. Det var svært at ryste kuglerne rigtigt, men når det lykkedes, føltes det saligt. Det er denne effekt, som filmen tilstræber. Intet ved Cloud Atlas er ubesværet, men bestræbelsen i sig selv er heroisk.

   Cloud Atlas ligner en Hollywoodfilm, men er skabt for tyske penge. Desværre har strukturen fyldt så meget, at man glemte indlevelsen under det hele. Mitchells bog lider af samme problem. Det filosofiske vingefang imponerer, men de sproglige tricks bliver ren tryllekunst. Tykwer og Wachowskis har ikke instrueret sammen, men fordelt de enkelte afsnit. Jeg tror nok, at Tykwer spilder sin tid. Man vil hellere se ham skabe en Winterschläfer, Lola rennt eller Krigeren og kejserinden igen.***

*) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødrene Larry og Andy Wachowski, da Matrix-trilogien blev produceret. Lawrence skiftede køn i 2008, Andrew i 2016. De arbejdede videre sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas, Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections  (2021) alene. Den fjerde film var i forproduktion, da COVID-19-pandemien satte oplevelsesindustrien på pause. Resurrections udkom på streaming i december 2021 (i Danmark juleaftensdag] og nåede de forsigtigt genåbnede biografer i januar 2022. David Mitchell er krediteret som medforfatter på manuskriptet, som også Aleksandar Hemon har bidraget til.

**) David Mitchell: Skyatlas. Oversat efter »Cloud Atlas« (2004) af Svend Ranild. 538 s. København: People's Press, 2012. People's Press har også udgivet Mitchells Knogleurene (The Bone Clocks) og Jacob de Zoets tusind efterår (The Thousand Autumns of Jacob de Zoet). 

***) Efter sine stilskabende tyske 90er-film brugte Tom Tykwer ti år på at realisere store koproduktioner som Perfume: The Story of a Murderer (2006), thrilleren The International (2009), som faktisk har stil og er meget seværdig, det lille tyske trekantsdrama 3 (2010) og A Hologram for the King (2016). Bedst som man troede, at tiden havde taget ham, fik første sæson af tv-serien Babylon Berlin premiere i 2017.  

Cloud Atlas. Instr. og manus: Tom Tykwer, Andy & Lana Wachowski. Foto: Frank Griebe, John Toll. 171 min. Tyskland-Kina-USA 2012. Dansk premiere: 14.03.2013

Fotos: Cloud Atlas Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 07.12.2020

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2013

Landet bag Muren: Good Bye, Lenin! (2003)

LANDET BAG MUREN

Vemodig gravskrift over en annulleret livsform 

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang et mægtigt land, hvor alle i princippet var lige. Da det kom til stykket, var nogle naturligvis mere lige end andre, men ikke desto mindre var der tale om et dristigt og unikt eksperiment. 

   Hverken før eller siden har en forfatning i så høj grad sat den laveste fællesnævner som norm. Ikke blot var småborgerligheden sat i system. Den var ophøjet til ideal, og enhver som afveg blev fjernet. Alle havde arbejde, alle havde tag over hovedet. Man gik ens klædt, spiste det samme og lod systemet tænke de store tanker.

   Og nej, det er ikke det nyliberalistiske Danmark under Anders Fogh, men det socialistiske Østtyskland under Erich Honecker, som denne floromvundne fortale vil mane frem. Landet lå bag Muren, som skilte Øst og Vest i en generation.

   Engang er ikke engang længe siden. Konstruktionen af »Die Mauer«, som i Øst var en »Antifaschistischer Schutzwall«, blev påbegyndt natten til den 13. august 1961. Muren stod i 28 år. Næsten henkastet blev den så åbnet den 9. november 1989. Østtyskland havde netop fejret 40-årsdagen for sin grundlæggelse. DDR afgik ved døden den 3. oktober 1990, da det delte Tyskland blev genforenet.

SNART væltede resten af det sovjetrussiske imperium med tilhørende satellitstater. Efter fire årtier med Jerntæppet, talte man henført om en Fløjlsrevolution, og en kort euforisk tid kendte jubelen ingen grænser. Så genopstod de uhyrer, der havde ligget i dvale bag Muren. Der var krigene på Balkan, og i det nye Tyskland kunne ingen være i tvivl om, hvem der var andenrangsmennesker, uanset hvor højt man byggede skyskraberne på Potsdamer Platz.

   Ingen savnede Stasi, det forhadte hemmelige politi som i en mindre menneskealder havde kontrolleret befolkningens adfærd. Til gengæld fik man hurtigt et realistisk forhold til konsumerismens velsignelser. Man begyndte at savne stemninger, genstande og øjeblikke fra tiden med Muren. Evigt ejes kun det tabte. På papiret fik man frihed, men den var intet værd i praksis, og hvad med de kulturelle værdier, som døde da arbejderstaten blev opsagt?

WOLFGANG Beckers svært lune, underfundigt alvorlige og paradoksalt bevægende komedie Good Bye, Lenin! tager udgangspunkt i den nære fortid, som allerede synes fjern. Filmen udspiller sig i tiden mellem Murens fald og den endelige genforening af de tyske stater otte måneder senere. Vor helt er en ung mand på 20 år, Alex (Daniel Brühl), som stadig bor sammen med sin mor (Katrin Sass) og lillesøsteren Ariane (Maria Simon) i den lejlighed, hvor familien gik i stykker. Det skete, da Alex’ far – en læge som nægtede at melde sig ind i Partiet – fik nok af at vente på bedre tider og derfor hoppede af.

I FILMENS første flashback sidder Alex og Ariane på gulvet foran fjernsynet, mens to mænd fra Stasi udfritter moderen om forældrenes ægteskab. Mens Alex’ mor beder mændene tie stille og lade hende være i fred, følger børnene med i transmissionen fra den første rumflyvning, der havde en østtysk kosmonaut ombord.

   Denne store søn af arbejderstaten hedder Sigmund Jähn. Han får siden en hovedrolle i den udførlige fantasi, som Alex konstruerer for moderens skyld. De flimrende tv-billeder fra det russiske Sojus-fartøj har samme nostalgiske virkning som de billeder vi plejer at se fra Apollo 11’s månelanding. Der var ingen grænser for de forvandlinger og mirakler, som fremtiden ville bringe.

EFTER faderens forsvinden fik moderen en svær depression, talte ikke til sine børn og syntes fuldkommen forstenet. Så kom hun hjem, sendte faderens tøj til det nødlidende Afrika og engagerede sig med krop og sjæl i ungdomsarbejde og partirelateret virksomhed. På karakteristisk østtysk vis blev hendes iver en hæmsko. Systemet nærede mistro til det ufejlbarlige. Moderen blev fjernet fra skolen, hvor hun underviste. Så dirigerede hun pionerkoret og blev en klageinstans i nærsamfundet. I de sarkastiske breve til tøjfabrikanter og lokalmyndigheder, som hun skriver på naboers vegne, træder moderen i karakter som en forstandig humoristisk kvinde med betydelig sans for den spidse formulering.

I 1989 går i hun i koma, da hun genkender Alex i en demonstration, som finder sted ved den smuldrende Mur. Otte måneder senere vågner hun med et hjerte, der ikke kan tåle den mindste belastning. Hun ved intet om nationens afvikling. Alex må derfor indrette hendes værelse som en socialistisk mindestue, vise bånd med gamle tv-nyheder og støvsuge Berlin for de statsprodukter, der ikke føres i det nye slaraffenland. Moderen længes intenst efter Spreewälder Gewürzgurken, syltede agurker. Når Alex siden står i en krise, kan han når som helst glemme alle problemer, hvis hans blik zoomer ind på en autentisk sæbeæske eller en falmet pakke med gryn.

SNART bliver det nødvendigt at filme nye indslag og fabrikere kreative fortolkninger af de ubegribelige billeder, som trods alt trænger ind til moderen. På skærmen ser man skarer af mennesker kravle over Muren, uden at vagterne griber ind. Det bliver i Alex’ udlægning til, at indbyggerne i Vest-Berlin flygter ind i Øst og får politisk asyl. Et Coca-Cola banner rulles ned over gavlen på huset overfor. Alex og kammeraten Dennis (Florian Lukas), som hjælper vor helt med at pynte på sandheden, får dog drejet historien til alles fordel. Faktisk synes Alex bedre og bedre om det DDR, der genopstår i hans personlige udlægning. Det er mindre, som det faktisk var, og mere som han altid har ment, at det skulle være.

SLØRET rives næsten fra moderens øjne i en storslået og bevægende scene, hvor hun snubler alene ud i det nye Berlin. En helikopter glider over himlen med en kæmpemæssig statue af Lenin. Filmen tager sin titel fra dette sært vemodige billede, som ville have været endnu mere mindeværdigt, hvis ikke grækeren Theo Angelopoulos havde vist passagen med Lenins stenhoved, der hejses op på en pram og fragtes ned ad Donau i Balkan-elegien Odysseus’ blik (1995).

DET er således en film med flere dagsordener. Becker har tidligere hudflettet den nye velfærdsstat i Das Leben ist ein Baustelle (1997, da. Livet er en byggeplads), som han skrev i samarbejde med Tom Tykwer (Vintersoverne, Lola, Babylon Berlin). Da jeg talte med Tykwer i 2003, sagde han følgende om Good Bye, Lenin!, som han var med til at producere:

   »Det er ikke nogen særlig politisk film i måden, som den er lavet på, men det er en meget politisk film i måden, som den bliver opfattet på. Det er meget interessant. Den er fantastisk populær i Tyskland, noget i stil med Jurassic Park. Man tror det måske ikke, når man ser den, men filmen repræsenterer jo både Østens og Vestens perspektiv. Det har altid været enten det ene eller det andet, og det er en meget kompleks problemstilling.

   Vi er alle sammen enige om, at det var godt at Muren faldt. Men måden, som den faldt på, kunne have været bedre. Noget gik tabt, da DDR forsvandt. Det kan man godt være bekendt at beklage. Det må vi indrømme nu, samtidig med at vi anerkender den gevinst, som Murens fald førte med sig. Good Bye, Lenin! er den første film, som inddrager alle disse rodede holdninger, følelser og synsvinkler.«*

   

DET er også den første film, som giver efter for nostalgien og lader savnet af fortiden blive konkret. Med fetichistisk nænsomhed fremdrages genstande fra hverdagen i DDR, og Martin Kukulas kamera elsker dem alle, uanset om det gælder officiel politisk kitsch, militære regalier eller antikveret emballage. 1980erne i Østtyskland lignede 1950erne herhjemme. Det er tiden og tingene selv, som er stjerner i Beckers vemodige gravskrift over en annulleret livsform.

   Her er samtidig plads til Alex’ forelskelse i en russisk udvekslingsstudent, hans afmålte gensyn med faderen, et satirisk men forsonligt blik på søsterens kæreste og en sidste revision af hængeregnskaber fra Murens tid.

   Bagefter har man en håndgribelig fornemmelse af, hvordan der var i det delte Tyskland. Jeg kan ikke mindes nogen anden film, som skildrer livsfarven i DDR så fint, nuanceret og frejdigt. Man har lyst til at se den igen, og når man gør det, træder nye detaljer frem af mangfoldigheden. Der har ikke i umindelige tider været en tysk film, som så mange kan have både gavn og stor fornøjelse af.

FEBRUAR 2020: Jeg så Good Bye, Lenin! første gang på Berlinalen i 2003. Det år havde mange film omvæltningerne i Europa og forvandlingen af Berlin som et tema. I dag kan man næppe forestille sig euforien og optimismen. Kritikken af måden, som DDR blev afviklet på, var der også allerede, men den blev fejet væk i generel begejstring. Det var forunderligt at træde direkte fra biografsalen ud i den store location. Og nyttigt at checke detaljerne live.
   Good Bye, Lenin! modtog Der Blaue Engel-prisen (for bedste europæiske festivalbidrag), som ikke længere uddeles. Ved European Film Awards var den nomineret i ni kategorier og vandt seks priser, bl.a. for bedste film, instruktion, manus og mandlige skuespiller. Danske Filmkritikere gav den en Bodil som årets udenlandske, ikke-amerikanske film. Beckers kritik var profetisk. I 30-året for die Wende er Tyskland præget af social og politisk polarisering, etnisk motiveret vold og ny ekstremisme, der har sine rødder i de østlige forbundsstater. 

Om DDR-tiden og ny tysk historie: Flugten fra Østtyskland (Ballon); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Edgar Reitz: Die andere Heimat (2014); Christian Petzold: Barbara (2012); Værk uden skaber (Werk ohne Autor) 2019; Erindringens politik: DDR 30 år efter; Den unge Karl Marx (2017).

*) Samtalen handlede om Tykwers egen Der Krieger + die Kaiserin (2000, da. Krigeren og kejserinden), som var hans første film efter det internationale gennembrud med Lola rennt (1998, da. Lola). Den stod i Weekendavisen den 11.04.2003. 

Good Bye, Lenin! Instr.: Wolfgang Becker. Manus: Bernd Lichtenberg og Wolfgang Becker. Foto: Martin Kukula. 118 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 29.08.2003.

Fotos: X-Filme Creative Pool/ WDR/ ARTE/ Warner Home Video/ Angel Films

Filmen streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Filmjuwelen 20.10.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.08.2003