Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]

GYS I GARTNERIET
En fabel om lykke og biologi

Af BO GREEN JENSEN

LILLE Joe er navnet på den genetisk manipulerede blomst, som forskeren Alice (Emily Beecham) har fremelsket sammen med kollegaen Chris (Ben Whishaw). De arbejder for firmaet Planthouse, som i filmen – der er østrigske Jessica Hausners første engelsksprogede produktion – er henlagt til Liverpool. I virkeligheden ligger drivhuskomplekset i Holland, hvor gigantiske gartnerier som Royal Flora arbejder med at forfine eksisterende arter og udvikle nye.

   Blomsten er opkaldt efter Alices teenagesøn. Han sidder i første scene og er lidt til overs på laboratoriet. Særligt for den nye art er, at den udskiller et feromon, som stimulerer omsorgscentret i hjernen. Planten skal plejes med omhu. Til gengæld skaber duften en følelse af mæt lykke. Travle nutidsfolk har brug for at gøre sig umage. Lille Joe er psykofarmaka i bonsaiudgave.

POTTEPLANTEN ligner en krydsning af venusfælde og legetøjsblomst. Den er rød og meget kødfuld. Ved næste bord har chefgartneren igen ikke held med de blå tulipaner. Man arbejder op til en stor handelsmesse. Kun Alice og Chris ved, at der er brugt metoder, som ikke er godkendt. På dét punkt kunne filmen ikke være mere aktuel: Lille Joe er podet med et virus. Der er dog ingen mørke motiver. Kommercielt gartneri er »a happiness business«.

   Alice er venligt skilt fra Joes far. Hos terapeuten taler hun med selvindsigt om sin arbejdsnarkomani. Hun elsker at være alene med Joe, når han ikke forstyrrer. Alice gør endnu en ting, som er ureglementeret. Hun tager et eksemplar af blomsten med hjem til den kliniske hygge i rækkehuset.

DER er faresignaler fra begyndelsen. Lille Joe er udviklet som en steril art. Planten kan ikke formere sig og udgør et lusus naturae. Den robuste blomst kompenserer ved at præge sine omgivelser og fortrænge andre arter. Inden længe begynder alle, der har indåndet pollen, at ændre personlighed.

   Forandringen sker på snigende vis, kun de nærmeste kan mærke forskel. Først vil Alice ikke se de røde advarselsflag. Så er hun den eneste, der vil se dem. Skeptikerne falder fra, når de har duftet. Vil blomst eller menneske vinde? Er det hele måske en vrangforestilling, som Chris hele tiden har sagt?

JESSICA Hausner havde Michael Haneke som lærer på Filmakademiet i Wien. Det mærkes på kombinationen af kulde og indsigt i Lovely Rita (2001), eventyret Hotel (2004), mirakelskildringen i Lourdes (2009) og det karikerede Heinrich von Kleist-portræt i Amour fou (2014).

   Little Joe kunne være en manende fabel fra serier som The Twilight Zone og Black Mirror. Horrorgenren har en lang tradition for at lade planter få vilje og vise tænder. Og løbsk videnskab har leveret etisk konfliktstof siden Paracelsus, Faust og Frankenstein.

   Hausner peger selv på forbindelsen mellem gartneri og alkymi. Filmen husker tulipanfeberen, som greb Europa i Oplysningstiden. Psykologien er derimod meget moderne. Som terapeuten er inde på, kan det være, at Alice ubevidst søger et påskud for at kappe forbindelsen til sin søn.

SOM regel vil genren skrue op for angst og hysteri. Hausner lader skuespillerne tale med komisk, klippet diktion og dyrker en flad, steril atmosfære. Brugen af farver er spektakulær. Hver scene accentueres af Teiji Itos rituelle musik, som Hausner har fundet hos Maya Deren.

   Så det er ikke en gyser for folk, der vil skrige. Little Joe er en intellektuel konstruktion. Ideen er, at alle holder følelserne inde. Og at følelser kun er kemi, når det kommer til stykket. Da genomet bliver sekventeret, er der ingen uregelmæssigheder. Måske er vi lykkeligst ved at give slip.

NOGET i tonen er (og skal være) skævt fra begyndelsen. På den måde ligner Hausners engelsksprogede debut de film, som grækeren Yorgos Lanthimos har lavet i England efter den surrealistiske Dogtooth (2009): The Lobster (2015), The Killing of a Sacred Deer (2017) osv. Først i The Favourite (2018) fandt formen helt hjem.

   Måske er Hausner på vej samme sted hen. Little Joe er dog ingen forbedring i forhold til Lourdes og Amour fou. De film var unikke og helt uden genre. Little Joe er mere som en stor katalog af fremmedgjorthed og krasse effekter.

Little Joe. Instr.: Jessica Hausner. Manus: Géraldine Bajard & Jessica Hausner. Foto: Martin Geschlact. 105 min. Østrig-UK-Tyskland 2019. Dansk premiere: 09.07.2020.

Fotos: Coop99 Filmproduktion/ The Bureau/ Essential Filmproduktion/ Arte Deutschland/ Bayerischer Rundfunk/ BBC/ BFI/ Coproduction Office/ Eurimages/ AT/ FISA/ Little Joe Productions/ ORF/ Österreichisches Filminstitut/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.07.2020. 

Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]

ALIAS DYLAN
Forvandlingsfiguren er 80 år i dag

Af BO GREEN JENSEN

ALIAS hedder den skikkelse, som Bob Dylan (f. 24.05.1941) fremstiller i periferien af Sam Peckinpahs apokalyptiske western, Pat Garrett and Billy the Kid (1973). Til den film skrev han sit eneste regulære score og også et par sange, bl.a. balladen »Knocking On Heaven’s Door«, der har fået evergreen-status, skønt den lyder som noget, der er skrevet meget hurtigt. Det er den sikkert også. De fleste af Dylans to tusinde sange er skrevet på enkelte timer og dage, hvor andre sangskrivere bruger hele måneder og halve år. For Dylan synes der aldrig at være et valg. »The only thing I knew how to do, was to keep on keeping on, like a bird that flew/ Tangled up in blue,« lyder en af hans bedste og enkleste linier.

   I Peckinpahs film er Alias en iagttager, svær at blive klog på og svær at få øjenkontakt med, som slår følge med Kris Kristoffersons Billy the Kid, mens James Coburn som den reformerede Pat Garrett forbereder sig på at gøre det nødvendige og likvidere sin gode ven fra gamle dage. Alias vælger endelig side, da han kaster en kniv i halsen på en af Billys modstandere. Det sker i en mesterlig scene, hvor alle står stille i solen og ser hinanden i øjnene som rigtige mænd.

Dylan, der elsker westernmytologien, fik meget ud af at medvirke i Pat Garrett and Billy the Kid. Flere albums fra perioden, bl.a. hovedværket Blood on the Tracks (1975), Desire (1976) og hele Rolling Thunder Revue-turneen, tog afsæt i tusmørkeudgaven af det velkendte legendariske landskab. Alias-figuren blev føjet til for at skabe en niche til Dylan, men den sagde noget væsentligt om sangskriveren, netop ved ikke at ville eller være nogen eller noget bestemt. Blot en sum af rygter, en serie af drømme, et foreløbigt mønster.

   I samme ånd har amerikaneren Todd Haynes (f. 1961 og altså ikke et historisk vidne) skabt en mærkelig film, der dekonstruerer Dylans myte ved at følge den ad forskellige spor og vælge en ny maske for hver historie. I’m Not There, i hvilken bl.a. Heath Ledger (!), Richard Gere (!!) og Cate Blanchett (!!!) har lejlighed til at spille Dylan, er faktisk tæt på at være lige så skæv, sær, løs og forvokset som Dylans egne filmprojekter, Renaldo & Clara (1978) og Masked and Anonymous (2003). Den er muligvis mere sjælden end køn, men den er altid værd at se på og aldrig fuldkommen uinteressant.

MAN frustreres, hvis man forsøger at finde bogstavelig mening i I’m Not There. Filmen er præcis lige så svær at få hold på som sprogmaskinen, der arbejder i »Visions of Johanna«, »Shelter From The Storm«, »A Simple Twist of Fate« eller »Highlands«. Billeder avler billeder, fragmenter af handling antyder en historie. I drift giver de mening, men vil man fastholde dem, bliver de til røg. Identitet er en relativ størrelse, tiden flyder i mange retninger. Gevinsten ved denne forvandlingskugleæstetik er selvsagt ikke ét, men mange lag betydning. Alt er nyttige fiktioner, der er filtret ind i blåt og besidder meningsfuld uudgrundelighed.

FILMEN sammenfletter seks af de inkarnationer, som Dylan gennemlevede i 60erne og 70erne, før han i 80erne og 90erne fik lov at træde ned fra profetens podium og blive den mere jordnære, støt arbejdende sangskriver og rugbrødsmusiker, som 80 år nede ad vejen stadig er ude på The Never Ending Tour. Hver maske følger et fiktivt spor, som bygger på faktuelle detaljer i Dylans historie. Der er aldrig tale om en egentlig biografisk fremstilling. I’m Not There er, som det hedder, »inspired by the songs and many lives of Bob Dylan«.

   Det er i lige så høj grad de distinkte mytologier, som løber på langs og på tværs af Dylans sangværk, uden nogen sinde at blive mejslet i sten eller bøjet i neon, der giver filmen dens fylde. Det er altid én af Dylans mulige historier, vi ser, aldrig selve historien eller personen. Til gengæld skabes en række narrative mønstre på baggrund af bestemte spor i sangene, og disse mytologiske fakta følger Todd Haynes med ufravigelig loyalitet.

DE tidligste inkarnationer tager afsæt i Dylans egne helte fra begyndelsen. I 1959 hopper en dreng på et godstog og imponerer de aldrende homeless brothers med sin flair for at fortælle tall tales og spille autentisk blues på guitaren, som ligger i en kasse med påskriften: This Machine Kills Fascists. Hittebarnet kalder sig Woody Guthrie og er en karismatisk sort dreng på 11 år. Han er også en omvandrende anakronisme. Woody (Marcus Carl Franklin) synger »Tombstone Blues« på verandaen sammen med Richie Havens, indtil en sort sydstatsmama råder ham til at finde sin egen tid at synge om. Han drukner næsten i floden, men bliver slugt af en hval og reddet af gudfrygtige borgere, for hvem han synger »When the Ship Comes In«. Så løber han væk og besøger den rigtige Woody Guthrie, som ligger for døden.

DYLAN er også Arthur Rimbaud (Ben Whishaw), der piller ved cigaretpakken og forklarer sig kryptisk for en fordømmende HUAC-komite, der stiller spørgsmål om, hvor han var, før han vendte tilbage til landet. Og i de spæde 60eres inderlige folk revival er han protestsangeren Jack (Christian Bale), der vækker tiden med indædte »finger-pointing songs« på to album, der deler coveræstetik med The Freewheelin’ Bob Dylan (1963) og The Times They Are a-Changin’ (1964). Jack forsvinder sporløst, men dukker op ved årtusindeskiftet i et tv-portræt af den genfødte kristne Pastor John fra Pinsemenigheden.

DA Dylan holdt op med at skrive protestsange og skandaliserede folkscenen ved at sætte strøm til musikken, diskuterede man ivrigt, om oraklet havde »solgt ud«. Her bliver han i én version af historien Jude Quinn (Cate Blanchett), dvs. Dylan i Blonde On Blonde-perioden, sangeren der tager til England og møder både The Beatles og Allen Ginsberg i en gennemført pastiche på D.A. Pennebakers dokumentarfilm Don’t Look Back (1967). Til koncerterne råber man Judas, og Jude Quinn ryger 80 cigaretter om dagen, mens en faretruende tv-kommentator (Bruce Greenwood) er opsat på at »afsløre« idolet.

DEN tilbagelænede Dylan, som undgik profetrollen ved at drive ind i countryblues på John Wesley Harding (1967) Nashville Skyline (1969) og New Morning (1970), er repræsenteret ved skuespilleren Robbie (Heath Ledger), der bliver stjerne ved at spille den forsvundne Jack i et Hollywooddrama fra fra 1965. Robbie gifter sig og får to piger med den franske billedkunstner Claire (Charlotte Gainsbourg), der er filmens version af Sara Lowndes Dylan.

DEN sidste version af Dylan er Billy the Kid (Richard Gere), men ikke den fredløse William Bonney, som døde for Pat Garretts hånd. Her er han den aldrende outlaw, som undslap legenden ved at dukke sig for en kugle og forsvinde. Siden har han levet i en hytte og tager kun ind til guldgraverbyen Riddle, når han skal købe forsyninger. Riddle er som 1880ernes Deadwood eller Tombstone. Woody fra den første historie nævner faktisk Riddle. Billy tager til byen, fordi hans hund stikker af. En veritabel epidemi af selvmord og tvangsauktioner bryder ud, da myndighederne gør alvor af en gammel plan om at føre en motorvej gennem dalen.

RIDDLE-afsnittet er fyldt med bizarre karnevalsfigurer og synes at tage en tværsum af alle de hjemmeavlede apokalypser, som Dylan og The Band dyrkede sammen på The Basement Tapes (1975). Da et The Band-agtigt band (Jim James og Calexico) spiller »Going to Acapulco« ved begravelsen af en jomfruselvmorder, kommer en giraf til syne bag en barak. Pat Garrett er gammel, men genkender Billy. Han spilles af den samme Bruce Greenwood, der som »Mr. Jones« gjorde alt for at miskreditere sangeren i afsnittet om Jude Quinn.

   Filmen rummer meget af denne slags inter-inter-tekstualitet, som man elsker eller hader. Riddle-afsnittet vinder meget ved at være skudt på rigtig film i stolt technicolor, så man synes, man ser på en klassisk western. Det er filmen smukkeste afsnit. Det er også dét, der ligner Dylans egen æstetik allermest.

DET kan en passant bemærkes, at Dylan har velsignet projektet, skønt han og Haynes aldrig har mødt hinanden. Kontakten blev formidlet af Dylans ældste søn, som er filminstruktør. Jesse Dylan rådede Haynes til at skrive sin idé ned på ét ark papir, så enkelt som muligt. Haynes formulerede et papir med overskriften: »I’m Not There: Suppositions on a Film Concerning Dylan.«. Præmissen var denne:

   »Hvis der fandtes en film, som formidlede oplevelsen af et kreativt liv i hele dets bredde og al dets flygtighed, en film der åbnede emnet, i stedet for lukke det til ved at gentage alt, hvad vi tror, at vi véd, når vi kommer ind, så kunne denne film aldrig holdes inden for rammerne af en fastlagt fortællings regelrette kurve.«

HAYNES er en ækvilibristisk filmskaber, hvis styrke og svaghed har været hans forkærlighed for pastiche. Da Julianne Moore blev tryghedsnarkoman og hysterisk helsefanatiker i Safe (1995), lignede filmen lind 70er-paranoia à la salig Ira Levin. I Velvet Goldmine (1998) brugte Haynes David Bowie og Iggy Pop på samme måde, som Dylan granskes i I’m Not There. Far From Heaven (2002) var derimod en til sidste detalje fuldendt pastiche på et melodrama i Douglas Sirks ånd. Atter trak Julianne Moore det tunge læs. I I’m Not There har hun rollen som Joan Baez-skikkelsen Alice Fabian.

I I’m Not There holdes hver historie i en distinkt fortællestil. Mange helte hyldes, for Haynes dyrker filmcitatet lige ivrigt som franskmanden Francois Ozon (8 kvinder) og australieren Baz Luhrmann (Moulin Rouge!). Alle scener udgør et ekko af biografiske anekdoter: Pete Seeger vil kappe elkablet ved Newport Folk Festival; Dylan skriver romanen Tarantula på amfetamin. Her dør Dylan faktisk i en motorcykelulykke. I en drøm er han tøjret til et klokketårn, meget som de vægtløse ugandere i Thomas Vinterbergs It’s All About Love. Da Quinn sætter strøm til »Maggies’ Farm«, er han og bandet i et Godard-agtigt indklip forsynet med maskinpistoler, der rettes mod folkscenens publikum.

NOGLE kritikere, især dem med selvfølelse, kan slet ikke have den slags pjank. Puritanske dylanologer vil utvivlsomt irriteres over de friheder, som Haynes tager sig med musikken. For denne anmelder, som især holder af Dylans 70er-arbejder og har fulgt ham gennem fem årtier, er filmen netop seværdig i kraft af det ekstravagante præg.

   Nogle manierismer irriterer, men Haynes har virkelig fat i det flygtige væsen, som udgør én side af Dylans geni. Han siger »I’m not there« på samme måde, som Rimbaud siger »Je est un autre«. Dylan er en skikkelse formet af hvepse. Som manden på gaden i Terry Gilliams Brazil: vinden dækker ham med blade og aviser. Da man piller dem af efter stormen, er der ingen form under konturen.

   I’m Not There er mærkelig, syret og selvfed. Den er også både smuk og banal, satirisk og politisk, hård og patetisk. Fremfor er den inspireret og besidder ægte risikovilje. Til syvende og sidst lander projektet, fordi det er en film i Dylans ånd, som realiserer præmissen i Haynes’ synopsis: at åbne emnet og brede det ud, snarere end lukke det til med forklaring.

Se også Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Todd Haynes: Far from Heaven (2002); Todd Haynes | Patricia Highsmith: Carol (2016) [Bogen og filmen]; Todd Haynes | Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen] + Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et Interview [2015].

Se også Bob Dylan: Murder Most Foul; Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012. 

I’m Not There. Instr.: Todd Haynes. Manus: Oren Moverman, Todd Haynes. Foto: Edward Lachman. 135 min. UK-Frankrig-Tyskland-Canada-USA 2007. Dansk premiere: 23.11.2007.

Fotos: Killer Films/ John Wells Productions/ John Goldwyn Productions/ Endgame Entertainment/ The Weinstein Company/ Celluloid Dreams/ Dreamachinr/ Film & Entertainment VIP Medienfonds 4 GmbH & Co. KG/ Grey Water Park Productions/ Rising Star/ Wells Productions/  Celluloid Dreams/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 26.10.2009

Teksten sætter af i en anmeldelse fra Weekendavisen Kultur 23.11.2007 - siden brugt og bearbejdet i en zillion foredrag og biografintroduktioner

To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]

FARVEL TIL I GÅR
Evelyn Waughs nostalgiske arie

Af BO GREEN JENSEN

DET virker umiddelbart ikke vildt nødvendigt at filmatisere Gensyn med Brideshead igen. Vist kom der aldrig en biograffilm ud af Evelyn Waughs tilbageskuende hovedværk fra 1945, men de fleste husker stadig den store tv-føljeton fra 1981 som noget enestående.

   Jeremy Irons blev Jeremy Irons i kraft af sin rolle som fortælleren Charles Ryder, og for en tid var Anthony Andrews’ fortabte Sebastian Flyte et veritabelt stilikon. I små roller så man kapaciter som Laurence Olivier, John Gielgud, Claire Bloom og Stephane Audran, og alle elskede de hæmningsløst æstetiserende billeder af Castle Howard, Oxford, Venedig og Marokko.

   Romanen, som indeholder »Kaptajn Ryders åndelige og verdslige erindringer«, er en bog på 280 sider med mange lyriske digressioner. I ITVs store dramatisering, som havde manuskript af John Mortimer, var der 11 episoder à 60 minutter til at omplante og rekonstruere romanen. Hvordan kan man gøre sig håb at dække så meget stof i en film på to timer?

FAKTISK er der kommet en forbavsende god film ud af initiativet. Ikke alene bevæger alting sig langsomt i den gamle version, der oversætter bogen i et 1:1-forhold og inddrager alle detaljer. Der er i 1981-udgaven en tendens til sentimentalisere umådeholdent, og skønt katolicisme og homoseksualitet er bærende temaer, har serien ofte svært ved at sige tingene direkte.

   Den nye film lægger tingene frem, fastholder det teologiske motiv og trækker Sebastians seksualitet helt op i begyndelsen. Til gengæld glider han ud af historien, da Charles overfører sin kærlighed – som for ham er lig med længslen efter at tilhøre kredsen og have hjemme på Brideshead – til søsteren Julia. Andrew Davies, der har dramatiseret et to- eller trecifret antal klassikere for BBC, skaber rum og tid ved at udelade en mængde mindre handlingsspor.

   Figurer som Cordelia, den yngste Flyte-søster, Rex Mottram, Julias nyrige amerikanske bestormer, og Charles Ryders kolde hustru er beskåret til forsvindingspunktet. Jarrolds film investerer hovedparten af sin opmærksomhed i intime scener mellem Charles, Sebastian og Julia. Slaget mellem tro og verdslighed står stadig i dialogerne mellem Charles og Lady Marchmain, som i 1981 blev iskoldt spillet af Claire Bloom. Emma Thompson fylder rollen her, og hun har nogle af filmens bedste replikker.

EN betydelig fejl ved tv-udgaven var, at Charles Ryder kom til at fremstå som et nobelt fornuftsmenneske. Det er han ikke fra Waughs hånd, skønt han deler forfatterens sociale ambitioner og nostalgi efter verden før krigen. Julia har ret, når hun konstaterer, at Charles køber hende af Rex for to prætentiøse junglemalerier, i forfængelig forventning om, at huset følger med. Matthew Goode er en mindre sympatisk og derfor mere dækkende Charles.

   Sebastian er i Ben Whishaws skikkelse et mere udsat og hjertegribende menneske. Julia (Hayley Atwell) har fået mere sanselig vægt end i bogen, og filmen fabrikerer en scene, hvor hun og Charles kysser hinanden i Venedig. Generelt giver Davies’ stramninger mening. Man kan ikke mindst se forskel på fortiden ifølge 1981 og 2008, fordi Castle Howard atter fungerer som Brideshead. Filmholdet ledte efter alternative locations, men der var ikke andre steder, som så ud til at have huset en højkatolsk britisk adelsfamilie.

FÅR man lyst til at genlæse bogen, er det vigtigt at vælge den reviderede udgave fra 1960, hvor Waugh forklarer sig i et forord og nedtoner nogle af de mest blomstrende steder. »Jeg er ikke jeg: du er ikke ham eller hende: de er ikke dem,« skriver han i epigrafen, som mangler i den danske udgave.

   Waugh erkender, at han skrev på et tidspunkt, under en orlov i midten af krigen, da han var syg af længsel efter den luksus, som Brideshead besad før syndefaldet. Endvidere forventede han, at socialismen ville sejre efter krigen. Ved en genlæsning har han det derfor, som om han taler over en tom, åben grav.

   Brideshead Revisited er højdepunktet i et forfatterskab, der ellers udmærker sig ved social satire, misantropisk sarkasme og mange effektive eksempler på sort komedie og farce. Bogen er atypisk helstøbt, åbenlyst romantisk og delt mellem nostalgi og realisme, fordi Waugh selv var lige så splittet. Det er det eneste sted i forfatterskabet, hvor han skriver uden ironi.

   Waugh fandt snart hjem til sarkasmen, men Brideshead forbliver det tætteste, man i Storbritannien kommer romaner som F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby og Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Med den nye version har romanen fået en præcis og frem for alt tidssvarende filmudgave. Derfor kan man stadig gense den gamle tv-føljeton med glæde.

Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Intr.: Julian Jarrold. Manus: Andrew Davies og Jeremy Brock. Foto: Jess Hall. 133 min. UK-Italien-Marokko-USA 2008. Dansk premiere: 26.09.2008.

Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Instr.: Charles Sturridge, Michael Lindsay-Hogg. Manus: John Mortimer. Foto: Ray Goode. 659 min. (11 episoder). UK 1981. Dansk premiere: 21.03.1982. 

Fotos: Ecosse Films/ ITV/ SF Studios/ NPG/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra SF Studios 19.09.2009

Miniserien streames på BRITBOX  og DRTV

2K Blu-ray fra Acorn Media [30th Anniversary Edition] 01.11.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)

ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er et af de berømte skriftsteder: »Om jeg selv bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise.« Forfatteren David Copperfield ser tilbage på sit liv og undrer sig over skæbnens tilskikkelser, mens han side for side bliver mere bevidst om, hvordan fantasi og erindring arbejder sammen.

   Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).

   Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.

I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.

   Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.

   Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.

FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.

   Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.

   Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.

DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.

   Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.

   Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.

SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.

   Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.

   En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.

DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.

   David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.

   The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.

HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.

   Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.

Se også Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914; Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009).

The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020

Fotos: Film 4/ Scanbox Entertainments/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hejmmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.06.2020

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 11.09.2020