Neil Armfield | Luke Davies: Candy (2006)

SAMMEN TIL DEN BITRE ENDE
Fryd, fornedrelse, følelsesløshed

Af BO GREEN JENSEN

I EN bestemmende fase af ungdommen, mens kroppen er stærk og sindet vidtåbent, får misbruget et romantisk skær. De fleste kommer over det. Andre bliver narkomaner og alkoholikere uden at føle et højere formål, men visse kreative kunstnerspirer hænger uhjælpeligt fast i det store selvbedrag.

   For dem synes rusen at rumme en indsigt, som konventionerne arbejder på at fortrænge, og afhængigheden bliver i sig selv et adelsmærke, der forbinder misbrugeren med en stolt tradition for unge døde og fordømte digtere fra Coleridge, Baudelaire og Rimbaud til rockkulturens seje koryfæer.

   Teatermennesket Neil Armfield (f. 1955), Australiens svar på Peter Langdal, har skabt en oprigtigt bevægende kærlighedshistorie, som folder to narkomaners forhold ud over en årrække. Filmen lægger lige megen vægt på at skildre »Himmel«, »Jord« og »Helvede«. Det begynder med fryd, fortsætter i fornedrelse og slutter hinsides følelsesløshed. Dog er det aldrig så klart eller enkelt, for Candy skildrer også nuancerne og glemmer ikke på noget tidspunkt, at de druknende mennesker elsker hinanden.

DIGTEREN Daniel (Heath Ledger) og kunstneren Candice (Abbie Cornish) ved nøjagtig, hvad de går ind til, da rejsen til nattens ende begynder. Det er ham, der viser vejen, men det er hende, der insisterer og tager ved lære frygtindgydende hurtigt. Dan fokuserer på udvalgte flashbacks og vender hele tiden tilbage til en erindring om den gode dag, hvor alt var i balance. De stod i Tivoli, på bunden af en drejende forlystelse, og var svimle af stoffernes lykke og glæden ved hinanden.

   Et år eller to holder følelsen ved. Siden følger en lang nedgangstid. Candys forældre har penge og tilgiver aldrig Dan for at trække deres prinsesse ned i sølet. Hans beretning ligner en selvransagende overvejelse, for i princippet giver han dem ret. For publikum er det dog tydeligt, at Candy har hærværket i sig fra begyndelsen. Forlægget er en bog af Luke Davies, Candy: A Novel of Love and Addiction (1997). Det er i en nøddeskal, hvad filmen beskriver, kærlighed og afhængighed som uadskillelige størrelser.*

LÆNGE er det hende, som forsørger den vordende verdensforfatter og finansierer parrets heroinmisbrug. Det sker primært gennem prostitution, og når det virkelig brænder på, opsøger parret kemiprofessoren Casper, som var Candys lærer på universitetet. Casper inkarnerer ånden fra 1968 og savner 70ernes livsfølelse. For ham er narkomanien et sentimentalt og nostalgisk projekt. Han bruger selv giften, han skaffer og sælger.

   Da glansen går af rutinen, begynder Candy at bebrejde Dan, at han aldrig risikerer noget for kærligheden. Han skal derfor debutere som trækkerdreng ved toilettet i parken, men det hårde liv ligger ikke til drengen, der dybest set ikke vil være voksen. En række alternativer forsøges. Mest konsekvent er forsøget på at flytte væk og stifte familie på landet.

   Her bliver Candy psykotisk og maler selv skriften på væggen. Et katastrofalt besøg fra svigerfamilien fører til et definitivt brud. Armfield er dygtig til at skildre hengivenhed og bitterhed i én og samme bevægelse. Da parret savner lys i stuen, vil Dan etablere et skylight. Han banker simpelt hen hul i taget, og længere kommer projektet aldrig, for alt bliver gjort i en tåge af tiltagende sneblindhed. For det første er det forstemmende morsomt. For det andet er det sådan, man lever med giften til hverdag.

BEGYNDELSEN beskrives, så man forstår en smule af den følelse, som lokker Candice og Daniel i fordærv. Geoffrey Rush har en sekundær rolle som den kreative kemiprofessor, der både er en faderfigur og de elskendes ven. Det er ham, der formulerer fortabelsens paradoks: Så længe man kan, vil man ikke stoppe. Og når man vil, kan man ikke længere stoppe.

   Candy kombinerer konturerne af en generationsskildring med karakterstærkt kærlighedsdrama og en beskrivelse af misbrugets topografi, hvor fornedrelsen er nabo til sublime stunder af lykke. I nærbillede ser vi et par gå til grunde. Det er filmens store kvalitet, at lys og mørke får lige megen vægt.

DEN amerikanske grinebider Blake Edwards, manden bag bl.a. The Pink Panther-serien, instruerede i sin ambitiøse ungdom misbrugsmelodramaet Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage), hvor Lee Remick og Jack Lemmon er lænket til hinanden i en tilsvarende kærlighedspagt. Også her er det ham, der begynder, og hende, som ikke kan holde op.

   For Edwards gjaldt det alkoholisme, men den følelsesmæssige ligning og vejen ned og ud var den samme. Trods højt spil og hysteriske tiltag var Days of Wine and Roses en fremragende film. Det er derfor en absolut anbefaling at kalde Candy for Hektiske dage med stoffer.

   Kilden er i begge tilfælde dekadenten Ernest Dowson (1867-1900), som vidste hvad han talte om og skrev digtet »Vitae Summa Brevis« i 1896:

They are not long, the weeping and the laughter,

Love and desire and hate;

I think they have no portion in us

After we close the gate.

They are not long, the days of wine and roses:

Out of a misty dream

Our path emerges for a while, then closes

Within a dream.

NEIL Armfields film har skønhedsfejl, bl.a. en reklameagtig klipning og en tendens til at skøjte for hurtigt hen over de stille og svære afsnit på vejen. Sådan er der dog i Dans version af historien, og det lykkes Candy at fastholde kærlighedens efterbillede sammen med den tiltagende følelsesløshed, som Dowson beskriver. Man ser faktisk Dan og Candy på stien, der træder frem et øjeblik og synes indlysende klar, før den lukker sig inde i drømmen.

   Armfield bruger krasse virkemidler, herunder højpoetisk voice over, lyrisk slowmotion, et dødfødt foster og Tim Buckleys gamle »Song To The Siren« for at nå sine følelsesmæssige mål. Men han når dem så stærkt, at kun kynikere og purister kan forblive upåvirkede. Historien er fortalt mange gange, og det er ingen blevet klogere af. Også dét ved filmen, men den har mod til at gennemføre en slutning, som hverken er falsk eller tragisk og smuk.

*) Luke Davies (f. 1962) debuterede med samlingen Four Plots for Magnets (1982) og levede i 1980erne med det misbrug, som er skildret i Candy. Fra 1984 til 1990 var han gift med billedkunstneren Megan Bannister, som er modellen for Candy i bogen. Begge har fortalt om tiden i interviews. »Living it was 50,000 times worse,« sagde Bannister til Sydney Morning Herald, da Neil Armfields film fik premiere. Luke Davies har efterfølgende opbygget et alsidigt forfatterfatterskab og etableret sig som manuskriptforfatter. Blandt filmene er Anton Corbijns Life (2015), den Oscar-nominerede Lion (2016), Felix van Groeningens misbrugsdrama Beautiful Boy (2018) og Paul Greengrass' News of the World (2020). Í 2019 skrev og udviklede han miniserien Catch-22 sammen med David Michôd. Serien er det første forsøg på at dramatisere Joseph Hellers antikrigsklassiker, siden Mike Nichols filmatiserede den i 1970. Resultatet kan for tiden ses på DR.dk

Candy. Instr. : Neil Armfield. Manus: Luke Davies, Neil Armfield. Foto: Garry Phillips. 108 min. Australien 2006. Dansk premiere: 08.06.2007.

.

Fotos: Film Finance/ Paradigm Hyde Films/ Renaissance Films/ The New South Wales Film and Television Office/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Paramount/ Warner Bros./ Sydney Morning Herald | David Verrall (Luke Davies and Megan Bannister 1986 portrait)

Filmen streames Blockbuster, FILMSTRIBEN og Rakuten TV

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

Terry Gilliam: The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009)

GAMLE GØGLERE

Når det evige cirkus kommer til byen

Af BO GREEN JENSEN

DER har aldrig hersket tvivl om, at Terry Gilliam (f. 1940) er en vital og barok billedskaber. Han begyndte som det amerikanske reservemedlem af Monty Python's Flying Circus og var ophavsmand til kultseriens animationsafsnit, herunder den ikoniske titelsekvens, hvor en stor fod kommer ned fra himlen og standser musikken virkelig brat.

   Gilliam debuterede som instruktør med Monty Python and the Holy Grail (1975, da. Monty Python og de skøre riddere) og brugte siden ti år på at skabe fem Python-relaterede film. Endelig trådte han i karakter med den dystopiske fremtidsfabel Brazil (1985), en moderne scifiklassiker, der bedst kan beskrives som en ajourført version af 1984.

GILLIAM gik langt over stregen i The Adventures of Baron Munchhausen (1988), som var et kaos af store ideer, der ikke hang rigtigt godt sammen. Dernæst tog han til Hollywood og skabte den sobre The Fisher King (1991) og den eminente 12 Monkeys (1995), en variation over temaet fra Chris Markers La Jéete (1962), som sammen med Brazil må være den billedtænkende mands hovedværk.

   Siden er der altid gået noget galt for Gilliam. Det begyndte i 2000, da The Man Who Killed Don Quixote, en filmatisering efter Cervantes med Jean Rochefort og Johnny Depp, blev standset under optagelserne. Forløbet er skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002). Da det i 2018 lykkedes at realisere projektet, nu med Jonathan Pryce og Adam Driver i de bærende roller, var der ligesom gået for længe.

   Ellers har Hunter S. Thompson-filmen Fear and Loathing in Las Vegas (1998) og eventyrfantasien The Brothers Grimm (2005) haft som fællestræk, at de lovede meget og endte med at skuffe. Tideland (2007) var dog et mareridt med sin egen bizarre stringens. Måske voterer juryen stadig om The Zero Theorem (2013). Filmen ligner dog mest et sympatisk forsøg på at lave Brazil og 12 Monkeys igen.

I DETTE lys står cirkusfilmen fra 2009 som et comeback. Her er ambitionerne tilbage. I The Imaginarium of Doctor Parnassus er Christopher Plummer castet som Gud, nærmere bestemt en udødelig gøgler og frafalden munk, der kører fra by til by, sætter forestillinger op fra sin ladvogn og holder fortællingen om godt og ondt i live, mens han våger over datteren Valentina (Lily Cole) og får hjælp af væbnerne Anton (Andrew Garfield) og Percy (Verne Troyer).

   På tværs af tiderne kæmper han med Mr. Nick (Tom Waits), en karikeret blanding af Mefistofeles og Mackie Messer, der lever for sit væddemål med Parnussus. Det overordnede mål er at videreføre konflikten, så illusionen om verden ikke falder sammen.

   Som sækulariseringen griber om sig, får de evige skikkelser det sværere. Tingene spidser endelig til, da Valentina og Percy redder lykkeridderen Tony (Heath Ledger i sin sidste filmrolle). Han moderniserer gøglerrutinen, der ikke har ændret sig i århundreder. Valentina taber sit hjerte, og Parnussus fæster sin lid til den charmerende sjuft, som fingerer et hukommelsestab, da han gemmer sig for politiet.

DET er den ret gode rammehistorie, som får liv i kraft af stærkt spil fra Plummer, en ulastelig Waits og en charmerende Ledger. Imidlertid bruges hovedparten af scenerne til at skildre, hvad hver ny tilskuer ser i gøglervognens indre, når han eller hun træder gennem spejlet og ind i sin drøm. Her er Gilliams billedmaskine atter i drift, somme tider præcis og kontrolleret, men ofte blot løbsk og selvoverbydende. Eksempelvis indgår et musicalnummer med syngende britisk politi. Det ligger så tæt på Python-stjernestunden »The Lumberjack Song«, at det burde være skåret. Det har ingen funktion overhovedet i krigen mellem godt og ondt.

DENNE kamp er dog spændende til det sidste, og der er aldrig tvivl om, at de sølle halvguder er skikkelser med en fortid og et følelsesliv. Fordi Heath Ledger døde, mens filmen var i produktion, spilles hans karakter mod slutningen på skift af Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell, ligesom et trickster-motiv er skrevet ind i historien. Det er ikke så spektakulært, som det lyder, men for første gang siden 12 Monkeys lykkes det Gilliam at spille bolden i mål.

THE Imaginarium of Doctor Parnussus er overdådig på en overfladisk måde, men den har faktisk stof til at blive den kultfilm, som Gilliams fans har ventet på i ti år. I hvert fald er den interessant og værd at se flere gange. Efter to gennemsyn har jeg stadig svært ved at fastholde billederne af, hvad der sker bag spejlet, inde i vognen. Det skyldes nok, at filmens hjerte ligger et andet sted, nemlig nede i selve historien om en grundlæggende dualisme. Det plejer at være sådan hos Gilliam, at billederne støjer smukt, mens baggrunden savner substans. Her er det endelig omvendt.

FILMEN føjer sig til en fantastisk undergenre, som undersøger, hvad der sker, når cirkus kommer til byen. Allermest minder The Imaginarium of Doctor Parnassus om The Circus of Dr. Lao (1935) af Charles G. Finney. Her ser hver indbygger i byen forskellige ting, da Laos magiske væsener marcherer ind. Romanen blev i 1964 filmatiseret af Charles Beaumont, lidt for tidligt og lidt for fjollet, som 7 Faces of Dr Lao med Tony Randall i samtlige roller. Dén film måtte Gilliam godt genindspille.

Se også Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2002); Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005).

The Imaginarium of Dr. Parnassus. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Charles McKeown, Terry Gilliam. Foto: William Vince. 122 min. Dansk premiere: 25.12.2009.

Fotos: Infinity Features Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ 

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2009 

Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005)

INDE I EVENTYRSKOVEN
En overgjort hyldest til brødrene Grimm

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Tyskland to brødre, som tænkte store tanker om folkeånd og romantiske urmyter, mens de relativt tørt og metodisk skrev eventyr ned i en bog, der blev større og større. Jacob (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859) udgav første gang Kinder- und Hausmärchen i 1812. Samlingen rummede da 86 eventyr og historier, som brødrene havde fået genfortalt. I den 7. udgave fra 1857 var tallet oppe på 210 folkeeventyr.

   Jacob og Wilhelm var under uddannelse som jurister, da samlerinstinktet forlokkede dem. De flyttede fra Marburg til Kassel og blev i første omgang bibliotekarer, mens de grundlagde folkemindevidenskaben som selvstændig akademisk disciplin. Siden kom de til Göttingen, hvor Jacob blev professor i tysk sprog og litteratur. Fra 1837 havde de base i Berlin, hvor begge praktiserede som filologer.

   På vej til eventyrene havde også rim og remser deres opmærksomhed. Især Jacob interesserede sig for forbindelsen mellem mytologi og eventyr. Fra 1835-54 arbejdede han på en germansk mytologi, mens begge brødre 1816-18 stod bag en samling tyske folkesagn. Det må i forbifarten bemærkes, at brødrene også var digtere. Det var i deres detaljemættede versioner, at de fælles historier fik farve og duft, så man siden har læst dem sammen med kunsteventyr af Charles Perrault og H.C. Andersen.

NOK er historien er henlagt til Tyskland i Napoleonstiden, og vist hedder heltene Jacob og Will, men det er ikke virkelighedens brødrene Grimm, som Terry Gilliam (f. 1940) fortæller om i sin længe ventede storfilm. The Brothers Grimm er tværtimod en farvestrålende skrøne om to professionelle dragefældere, heksejægere og dæmonuddrivere, der lever af at rejse fra by til by og hjælpe de enkelte lokalsamfund af med overtroens drabelige uhyrer.

   De tager sig godt betalt for ulejligheden og skriver altid kontrakt med byens borgmester, før eksorcismen begynder. Brødrenes motto er: »Ingen forbandelse vi ikke kan ophæve. Ingen fortryllelse vi ikke kan bryde. Ingen dæmon som vi ikke kan uddrive.«

   Er virkeligheden ikke spektakulær nok, konstruerer brødrene selv deres monstre. Will (Matt Damon) er en gæv kavalertype, der smiler og vinder kunderne for sig, mens Jacob (Heath Ledger) er den indadvendte melankoliker, som ruger over skæbnen og bærer på en fortabt kærlighed. Flere myndigheder vil brødrene til livs, hvilket de i og for sig sagtens kan bære, men i byen Marburg sker noget særligt. Her møder brødrene Grimm deres skæbne, da eventyrskoven bliver virkelig.

DESVÆRRE lyder projektet af mere – meget mere – end det er. Terry Gilliam, Monty Python-holdets femte Beatle og gennem årtier en af tidens mest originale billedskabere, har selv kaldt filmen »en eskapade«. Og fordi Gilliams mest excentriske ideer ofte er de mest bæredygtige, har man set frem til hans Brødrene Grimm. Det var hér, at ideerne fra den aldrig afsluttede The Man Who Killed Don Quixote skulle finde et hjem.*

   Gilliam kan noget særligt med kombinationen af humor og mørke. På årets Cannes Festival var der standing room only, da han sammen med Monica Bellucci og produceren Harvey Weinstein præsenterede et sammenklip på tyve minutter af filmen. Til gengæld var skuffelsen til at få øje på, da værket endelig blev afsløret på Mostraen i Venedig.**

PRÆMISSEN kommer kun til sin ret i Eventyrskoven. Her er Hans og Grete fortabte, skændede børn. Her flygter en rødklædt pige fra mareridtsulven og er virkelig skræmt fra vid og sans; der er ingen fejlanbragt sødladenhed. Her ånder Jægeren tungt, før han dræber for sin dronning, og Rapunzels tårn knejser i skoven som en fallisk struktur af levende sten, der vokser op, hvis man skærer den ned. Spejldronningen lever 500 år, men er stadig ung som Monica Bellucci, fordi hun suger liv ud af sine beundrere.

   I disse afsnit fornemmer man glimtvis ideen, som The Brothers Grimm må være begyndt med. En levende urskov af myter og drømme, der er lige så vild, rå, mørk og farlig som baggrunden for Brødrenes Grimms eventyr. Imidlertid stoler Gilliam ikke på styrken i denne vision. Så arketyperne fortrænges af en dumsmart bondefangerhistorie med masser af misforstået situationskomik. Landsbyscenerne minder foruroligende om tilsvarende afsnit i Stephen Sommers’ skrækkelige Van Helsing (2004).

   Resultatet er en overspændt actionkomedie, der vil køre i højeste gear fra begyndelsen. Det støjer svært og bevæger sig broget, men hjertestederne dør uden undtagelse. Så hjælper det egentlig ikke, at menneskene mellem effekterne spilles af brave kapaciteter som Peter Stormare og Jonathan Pryce. Det føjer nærmest bare spot til skade.

TERRY Gilliam er en notorisk ujævn filmskaber. Efter årene i Monty Python har han skabt tre unikke film, Brazil (1985), The Fisher King (1991) og Twelve Monkeys (1995), der gør at man hver gang venter sig himlen. Lige så ofte har han dog skuffet med barokke billeddannelser som The Adventures of Baron Münchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998), som man må være en mor for at elske. Desværre ligger The Brothers Grimm tættere på de sidste end på de første.

   Ireren Neil Jordan filmatiserede i 1984 en Rødhætte-fantasi af Angela Carter, The Company of Wolves. Her blev eventyret foldet helt ud for voksne, med glubsk seksuelle varulve og en udsat lille »Rosellen« på flugt gennem fortrængningernes skov i det kollektivt ubevidste. Den slags film kunne The Brothers Grimm have været, hvis ikke præstationsangst og behagesyge havde fået Gilliam til at klippe værket i stykker.

   Også de kælent dobbeltbundede sange i Stephen Sondheims musical Into the Woods (1986) kom tættere på sjælen i brødrene Grimms eventyr, der er blevet så centrale i kulturen, fordi de formulerer noget vigtigt om menneskers drømme og følelsesliv.***

   Det gør The Brothers Grimm ikke. I enkeltstående øjeblikke har den held til at simulere drømt angst, men for det meste klinger den hult og fortænkt. Til beroligelse skal siges, at Gilliam var stærkere tilbage i Tideland, en psykedelisk Alice bag Spejlet-historie, som samme år fik premiere på filmfestivalen i Toronto.

Se også Matteo Garrone: Tale of Tales (2015); Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021 og Pablo Berger: Blancanieves (2012).

*) I 2018 lykkedes det endelig Terry Gilliam at filme The Man Who Killed Don Quixote, som blev præsenteret i Cannes. Adam Driver og Jonathan Pryce har overtaget de roller, som blev spillet af Johnny Depp og Jean Rochefort, da den første produktion måtte opgives. Forløbet blev skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002), som er mere interessant end den færdige film. Gilliam begyndte på Quixote tilbage i 1989, havde finansiering på plads i 1998 og måtte opgive projektet i 2002. Orson Welles gik på samme måde i gang med at filme Don Quixote i 1955 og var stadig ikke færdig ved sin død i 1985. Gilliam kunne prale med at tilhøre en tradition for miskendt og forbandet geni. Det gjorde han med et stort glimt i øjet. Der knyttede sig kolossale forventninger til The Man Who Killed Don Quixote. Filmen kunne ikke undgå at skuffe.

**) Ja, det var den samme Harvey Weinstein, som i 2017 blev sigtet for voldtægt og serielle seksuelle overgreb, der gik tilbage til 1980erne. Weinstein blev dømt i 2020 og afsoner p.t. en fængselsdom på 23 år. Men i 90erne og 00erne var han konge af Cannes og kunne gøre stort set, hvad han ville. Visningen var et stort tilløbsstykke. Christian Monggaard og jeg stod faktisk og talte med Gilliam og Monica Bellucci bagefter. Jeg husker ikke, om Harvey var med.

***) 

SANS FOR DISSONANS

Mens det europæiske musikteater holder af svulmende romantik, er den amerikanske musical mere abstrakt. Stephen Sondheims Into the Woods (1986) dekonstruerer en række af brødrenes Grimms eventyr og blander dem i en ny fortælling, som i første akt får en (nærmest) lykkelig slutning. Men netop som Askepot bliver gift, netop som Heksen har fået sin skønhed tilbage, bliver riget i anden akt ødelagt.

   Askepot indser, at slottet var smukkere på afstand; bagerens hustru svigter sin mand. Alle blev de forvandlet i skoven, hvor drifterne råder. Der er dog tale om et nyttigt syndefald. Nu kan fædrene tage ansvar. Barnet begynder at blive voksent.

   Den selvbevidste tekst er baseret på Bruno Bettelheims læsning af Eventyrets fortryllelse (1975). Sondheims sans for dissonans har næppe stået stærkere. Filmudgaven befolkes af stjerner som Meryl Streep (Heksen), Johnny Depp (Ulven), Anna Kendrick (en skinger Askepot) og Lilla Crawford (en firskåren Rødhætte).

   Det er smukt og gennemført realiseret – den [i 2015] 85-årige Sondheim har fungeret som musikalsk konsulent – men ville nok være blevet en friskere film tilbage i 1980ernes slutning, da postmodernisme og dekonstruktion var nyheder. Især savner man Bernadette Peters, som gjorde Heksen til sin signatur. Det er dog stadig en stor og vital forestilling, som modbeviser fordommen om, at alle musicals er banale.

Into the Woods. Instr.: Rob Marshall. Manus: James Lapine. Foto: Dion Beebe. 126 min. USA 2014. Dansk premiere: 26.03.2015.

The Brothers Grimm. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Ehren Kruger. Foto: Newton Thomas Siegel. 118 min. Tjekkiet-USA 2005. Dansk premiere: 30.09.2005.

Fotos: Dimension Films/ MGM/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Disney+

The Brothers Grimm streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2020

Into the Woods streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime

2K Blu-ray fra Disney/ Buena Vista 14.05.2018

Weekendavisen Kultur 30.09.2005 + 27.03.2015

Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]

ALIAS DYLAN
Forvandlingsfiguren er 80 år i dag

Af BO GREEN JENSEN

ALIAS hedder den skikkelse, som Bob Dylan (f. 24.05.1941) fremstiller i periferien af Sam Peckinpahs apokalyptiske western, Pat Garrett and Billy the Kid (1973). Til den film skrev han sit eneste regulære score og også et par sange, bl.a. balladen »Knocking On Heaven’s Door«, der har fået evergreen-status, skønt den lyder som noget, der er skrevet meget hurtigt. Det er den sikkert også. De fleste af Dylans to tusinde sange er skrevet på enkelte timer og dage, hvor andre sangskrivere bruger hele måneder og halve år. For Dylan synes der aldrig at være et valg. »The only thing I knew how to do, was to keep on keeping on, like a bird that flew/ Tangled up in blue,« lyder en af hans bedste og enkleste linier.

   I Peckinpahs film er Alias en iagttager, svær at blive klog på og svær at få øjenkontakt med, som slår følge med Kris Kristoffersons Billy the Kid, mens James Coburn som den reformerede Pat Garrett forbereder sig på at gøre det nødvendige og likvidere sin gode ven fra gamle dage. Alias vælger endelig side, da han kaster en kniv i halsen på en af Billys modstandere. Det sker i en mesterlig scene, hvor alle står stille i solen og ser hinanden i øjnene som rigtige mænd.

Dylan, der elsker westernmytologien, fik meget ud af at medvirke i Pat Garrett and Billy the Kid. Flere albums fra perioden, bl.a. hovedværket Blood on the Tracks (1975), Desire (1976) og hele Rolling Thunder Revue-turneen, tog afsæt i tusmørkeudgaven af det velkendte legendariske landskab. Alias-figuren blev føjet til for at skabe en niche til Dylan, men den sagde noget væsentligt om sangskriveren, netop ved ikke at ville eller være nogen eller noget bestemt. Blot en sum af rygter, en serie af drømme, et foreløbigt mønster.

   I samme ånd har amerikaneren Todd Haynes (f. 1961 og altså ikke et historisk vidne) skabt en mærkelig film, der dekonstruerer Dylans myte ved at følge den ad forskellige spor og vælge en ny maske for hver historie. I’m Not There, i hvilken bl.a. Heath Ledger (!), Richard Gere (!!) og Cate Blanchett (!!!) har lejlighed til at spille Dylan, er faktisk tæt på at være lige så skæv, sær, løs og forvokset som Dylans egne filmprojekter, Renaldo & Clara (1978) og Masked and Anonymous (2003). Den er muligvis mere sjælden end køn, men den er altid værd at se på og aldrig fuldkommen uinteressant.

MAN frustreres, hvis man forsøger at finde bogstavelig mening i I’m Not There. Filmen er præcis lige så svær at få hold på som sprogmaskinen, der arbejder i »Visions of Johanna«, »Shelter From The Storm«, »A Simple Twist of Fate« eller »Highlands«. Billeder avler billeder, fragmenter af handling antyder en historie. I drift giver de mening, men vil man fastholde dem, bliver de til røg. Identitet er en relativ størrelse, tiden flyder i mange retninger. Gevinsten ved denne forvandlingskugleæstetik er selvsagt ikke ét, men mange lag betydning. Alt er nyttige fiktioner, der er filtret ind i blåt og besidder meningsfuld uudgrundelighed.

FILMEN sammenfletter seks af de inkarnationer, som Dylan gennemlevede i 60erne og 70erne, før han i 80erne og 90erne fik lov at træde ned fra profetens podium og blive den mere jordnære, støt arbejdende sangskriver og rugbrødsmusiker, som 80 år nede ad vejen stadig er ude på The Never Ending Tour. Hver maske følger et fiktivt spor, som bygger på faktuelle detaljer i Dylans historie. Der er aldrig tale om en egentlig biografisk fremstilling. I’m Not There er, som det hedder, »inspired by the songs and many lives of Bob Dylan«.

   Det er i lige så høj grad de distinkte mytologier, som løber på langs og på tværs af Dylans sangværk, uden nogen sinde at blive mejslet i sten eller bøjet i neon, der giver filmen dens fylde. Det er altid én af Dylans mulige historier, vi ser, aldrig selve historien eller personen. Til gengæld skabes en række narrative mønstre på baggrund af bestemte spor i sangene, og disse mytologiske fakta følger Todd Haynes med ufravigelig loyalitet.

DE tidligste inkarnationer tager afsæt i Dylans egne helte fra begyndelsen. I 1959 hopper en dreng på et godstog og imponerer de aldrende homeless brothers med sin flair for at fortælle tall tales og spille autentisk blues på guitaren, som ligger i en kasse med påskriften: This Machine Kills Fascists. Hittebarnet kalder sig Woody Guthrie og er en karismatisk sort dreng på 11 år. Han er også en omvandrende anakronisme. Woody (Marcus Carl Franklin) synger »Tombstone Blues« på verandaen sammen med Richie Havens, indtil en sort sydstatsmama råder ham til at finde sin egen tid at synge om. Han drukner næsten i floden, men bliver slugt af en hval og reddet af gudfrygtige borgere, for hvem han synger »When the Ship Comes In«. Så løber han væk og besøger den rigtige Woody Guthrie, som ligger for døden.

DYLAN er også Arthur Rimbaud (Ben Whishaw), der piller ved cigaretpakken og forklarer sig kryptisk for en fordømmende HUAC-komite, der stiller spørgsmål om, hvor han var, før han vendte tilbage til landet. Og i de spæde 60eres inderlige folk revival er han protestsangeren Jack (Christian Bale), der vækker tiden med indædte »finger-pointing songs« på to album, der deler coveræstetik med The Freewheelin’ Bob Dylan (1963) og The Times They Are a-Changin’ (1964). Jack forsvinder sporløst, men dukker op ved årtusindeskiftet i et tv-portræt af den genfødte kristne Pastor John fra Pinsemenigheden.

DA Dylan holdt op med at skrive protestsange og skandaliserede folkscenen ved at sætte strøm til musikken, diskuterede man ivrigt, om oraklet havde »solgt ud«. Her bliver han i én version af historien Jude Quinn (Cate Blanchett), dvs. Dylan i Blonde On Blonde-perioden, sangeren der tager til England og møder både The Beatles og Allen Ginsberg i en gennemført pastiche på D.A. Pennebakers dokumentarfilm Don’t Look Back (1967). Til koncerterne råber man Judas, og Jude Quinn ryger 80 cigaretter om dagen, mens en faretruende tv-kommentator (Bruce Greenwood) er opsat på at »afsløre« idolet.

DEN tilbagelænede Dylan, som undgik profetrollen ved at drive ind i countryblues på John Wesley Harding (1967) Nashville Skyline (1969) og New Morning (1970), er repræsenteret ved skuespilleren Robbie (Heath Ledger), der bliver stjerne ved at spille den forsvundne Jack i et Hollywooddrama fra fra 1965. Robbie gifter sig og får to piger med den franske billedkunstner Claire (Charlotte Gainsbourg), der er filmens version af Sara Lowndes Dylan.

DEN sidste version af Dylan er Billy the Kid (Richard Gere), men ikke den fredløse William Bonney, som døde for Pat Garretts hånd. Her er han den aldrende outlaw, som undslap legenden ved at dukke sig for en kugle og forsvinde. Siden har han levet i en hytte og tager kun ind til guldgraverbyen Riddle, når han skal købe forsyninger. Riddle er som 1880ernes Deadwood eller Tombstone. Woody fra den første historie nævner faktisk Riddle. Billy tager til byen, fordi hans hund stikker af. En veritabel epidemi af selvmord og tvangsauktioner bryder ud, da myndighederne gør alvor af en gammel plan om at føre en motorvej gennem dalen.

RIDDLE-afsnittet er fyldt med bizarre karnevalsfigurer og synes at tage en tværsum af alle de hjemmeavlede apokalypser, som Dylan og The Band dyrkede sammen på The Basement Tapes (1975). Da et The Band-agtigt band (Jim James og Calexico) spiller »Going to Acapulco« ved begravelsen af en jomfruselvmorder, kommer en giraf til syne bag en barak. Pat Garrett er gammel, men genkender Billy. Han spilles af den samme Bruce Greenwood, der som »Mr. Jones« gjorde alt for at miskreditere sangeren i afsnittet om Jude Quinn.

   Filmen rummer meget af denne slags inter-inter-tekstualitet, som man elsker eller hader. Riddle-afsnittet vinder meget ved at være skudt på rigtig film i stolt technicolor, så man synes, man ser på en klassisk western. Det er filmen smukkeste afsnit. Det er også dét, der ligner Dylans egen æstetik allermest.

DET kan en passant bemærkes, at Dylan har velsignet projektet, skønt han og Haynes aldrig har mødt hinanden. Kontakten blev formidlet af Dylans ældste søn, som er filminstruktør. Jesse Dylan rådede Haynes til at skrive sin idé ned på ét ark papir, så enkelt som muligt. Haynes formulerede et papir med overskriften: »I’m Not There: Suppositions on a Film Concerning Dylan.«. Præmissen var denne:

   »Hvis der fandtes en film, som formidlede oplevelsen af et kreativt liv i hele dets bredde og al dets flygtighed, en film der åbnede emnet, i stedet for lukke det til ved at gentage alt, hvad vi tror, at vi véd, når vi kommer ind, så kunne denne film aldrig holdes inden for rammerne af en fastlagt fortællings regelrette kurve.«

HAYNES er en ækvilibristisk filmskaber, hvis styrke og svaghed har været hans forkærlighed for pastiche. Da Julianne Moore blev tryghedsnarkoman og hysterisk helsefanatiker i Safe (1995), lignede filmen lind 70er-paranoia à la salig Ira Levin. I Velvet Goldmine (1998) brugte Haynes David Bowie og Iggy Pop på samme måde, som Dylan granskes i I’m Not There. Far From Heaven (2002) var derimod en til sidste detalje fuldendt pastiche på et melodrama i Douglas Sirks ånd. Atter trak Julianne Moore det tunge læs. I I’m Not There har hun rollen som Joan Baez-skikkelsen Alice Fabian.

I I’m Not There holdes hver historie i en distinkt fortællestil. Mange helte hyldes, for Haynes dyrker filmcitatet lige ivrigt som franskmanden Francois Ozon (8 kvinder) og australieren Baz Luhrmann (Moulin Rouge!). Alle scener udgør et ekko af biografiske anekdoter: Pete Seeger vil kappe elkablet ved Newport Folk Festival; Dylan skriver romanen Tarantula på amfetamin. Her dør Dylan faktisk i en motorcykelulykke. I en drøm er han tøjret til et klokketårn, meget som de vægtløse ugandere i Thomas Vinterbergs It’s All About Love. Da Quinn sætter strøm til »Maggies’ Farm«, er han og bandet i et Godard-agtigt indklip forsynet med maskinpistoler, der rettes mod folkscenens publikum.

NOGLE kritikere, især dem med selvfølelse, kan slet ikke have den slags pjank. Puritanske dylanologer vil utvivlsomt irriteres over de friheder, som Haynes tager sig med musikken. For denne anmelder, som især holder af Dylans 70er-arbejder og har fulgt ham gennem fem årtier, er filmen netop seværdig i kraft af det ekstravagante præg.

   Nogle manierismer irriterer, men Haynes har virkelig fat i det flygtige væsen, som udgør én side af Dylans geni. Han siger »I’m not there« på samme måde, som Rimbaud siger »Je est un autre«. Dylan er en skikkelse formet af hvepse. Som manden på gaden i Terry Gilliams Brazil: vinden dækker ham med blade og aviser. Da man piller dem af efter stormen, er der ingen form under konturen.

   I’m Not There er mærkelig, syret og selvfed. Den er også både smuk og banal, satirisk og politisk, hård og patetisk. Fremfor er den inspireret og besidder ægte risikovilje. Til syvende og sidst lander projektet, fordi det er en film i Dylans ånd, som realiserer præmissen i Haynes’ synopsis: at åbne emnet og brede det ud, snarere end lukke det til med forklaring.

Se også Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Todd Haynes: Far from Heaven (2002); Todd Haynes | Patricia Highsmith: Carol (2016) [Bogen og filmen]; Todd Haynes | Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen] + Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et Interview [2015].

Se også Bob Dylan: Murder Most Foul; Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012. 

I’m Not There. Instr.: Todd Haynes. Manus: Oren Moverman, Todd Haynes. Foto: Edward Lachman. 135 min. UK-Frankrig-Tyskland-Canada-USA 2007. Dansk premiere: 23.11.2007.

Fotos: Killer Films/ John Wells Productions/ John Goldwyn Productions/ Endgame Entertainment/ The Weinstein Company/ Celluloid Dreams/ Dreamachinr/ Film & Entertainment VIP Medienfonds 4 GmbH & Co. KG/ Grey Water Park Productions/ Rising Star/ Wells Productions/  Celluloid Dreams/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 26.10.2009

Teksten sætter af i en anmeldelse fra Weekendavisen Kultur 23.11.2007 - siden brugt og bearbejdet i en zillion foredrag og biografintroduktioner