Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]

EN BITTER LILLE IRONI

Robert Altmans næstbedste multiplotfilm

Af BO GREEN JENSEN

KNAP 20 år og 30 film efter Nashville (1975) vender Robert Altman i Short Cuts tilbage til den panoramiske kollektivskildring, som han første gang dyrkede dér. I en lignende episodisk struktur – og med det samme sædeskildrende anslag, som ligner objektiv impressionisme – tager Altman 10 tekster af Raymond Carver, føjer sporene sammen og fylder en dampende, støjende gryde af liv.*

   Det er ikke sædvanlige Hollywoodliv, vel at mærke, med action-orienteret drive og regelret mangel på gråzonetvivl. Der er 22 karakterer i det brede myldrebillede. Alle søger en forfatter og finder ham også i Altmans mix. Det er blevet en californisk livsfrise. Short Cuts – det betyder både »tynde skiver«, »genveje« og »korte klip« – er ingen filmatisering i traditionel forstand. Snarere tager den tværsummen af Carver.

   Resultatet er en bevægende film, som man nødigt giver netop dét klistermærke. Hverken Carver eller Altman vil manipulere. De vil registrere, og de vil beskrive. Når først vi har set, kan vi muligvis nå til at reagere, men vi får ikke følelsen serveret eller dikteret. Det er en strategi, som til tider giver bagslag, fordi den står så stærkt på sin distance, men ofte er det en effektiv stikvej.

   Især er formatet imponerende, såvel i overført som konkret forstand. Hver for sig er historierne og deres billeder små og rodede at se på. Sammen udgør de en kollektivskildring, der er filmet i sjælens cinemascope. Carver ligger godt for Altman. Det er en bedre film end den smarte The Player (1992), den opportunistiske Prêt-à-Porter (1994) og den nostalgiske Kansas City (1996). Man føler sig genkendt og ikke talt ned til. Man føler sig anbragt i midten.

RAYMOND Carver (1938-1988) blev kaldt »Amerikas Tjekhov«, fordi hans noveller besidder en lignende kosmisk stilfærdighed. Han arbejdede hårdt for at opnå det præg af ukunstlet hverdag og menneskelig indsigt, der banker som et roligt hjerte under de bedste af hans historier. Carvers skikkelser er ofte »tabere«, der gør hvad de kan for at rejse sig eller bare holde en skrøbelig balance, som andre mennesker tager for givet.

   Carver kunne til sin død huske dagen, som blev vendepunktet i hans liv, den dag han holdt op med at drikke. Det var den 2. juni 1977. Han kendte kædereaktionen af sejre, kriser, nederlag og genfødsler, der bærer de udsatte skikkelser frem. Ved aldrig at falde for fristelsen til at bruge højt sprog, giver han dem fuld troværdighed. Han blev set som minimalismens digter, men ordet er både goldt og for småt. Snarere var han sin stil.

   Carver blev gift og skilt som ganske ung, havde en række tilfældige småjobs og store problemer med diverse stimulanser, indtil han i sit andet ægteskab, med digteren Tess Gallagher, fandt den fornødne fred til at skrive. Samtidig begyndte hans noveller at få mesterstatus. De fleste står i tre samlinger: Will You Please Be Quiet, Please? (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Cathedral (1983). Før sin død samlede Carver de bedste noveller i de bedste versioner. Where I'm Calling From: New And Selected Stories (1988) rummer 7 nye tekster plus 30 fra de første bøger. 

   Carver skrev også digtsamlingerne Where Water Comes Together With Other Water (1985) og Ultramarine (1987). Efter hans død udkom A New Path To The Waterfall, hvis titel meget godt giver den forklarelse, som fandt og fyldte ham til slut, men kernen i Carvers historier ligger tilbage i hans kritiske tid. Lyrikken er samlet i All of Us: The Complete Poems (1996). Carver vedkendte sig gerne inspirationen fra Tjekhov og sagde tre år før sin død til en interviewer:

Jeg elsker Tjekhov. Men jeg vil samtidig sige, at jeg ikke kender nogen forfatter som ikke gør dét. Jeg elsker også Tolstoj. Han er klar, præcis og samtidig umådeligt vidtrækkende. Han rammer alle de rigtige toner, ligesom Bach. Tjekhov arbejder i en meget mindre målestok. Jeg kan lide måden, han fortæller om almindelige mennesker på. Med et betragtende blik som ikke automatisk udelukker sympati. Og så holder jeg naturligvis meget af Hemingway. Hemingways tidlige noveller har været en kæmpemæssig påvirkning. Deres rytme, deres særlige kadence. Jeg genlæser dem hvert andet eller tredje år, og de kan stadig gøre mig henrykt. Til en vis grad er vi alle Hemingways børn.**

EN sværm af helikoptere hænger i truende formation over Los Angeles, mens titelsekvensens neonbogstaver krediterer de mange celebre medvirkende. På afstand ligner det indflyvningen til en scifi-fortælling, måske Blade Runner 2 eller Escape from L.A., men det apokalyptiske optrin viser sig hurtigt at være prosaisk og samtidigt. Helikopterne sprøjter insektgift ned i et forsøg på at komme de frygtede medflies til livs.

   Den kemiske regn er det første, som forbinder tableauets simrende skæbner. Det andet er det mellemsvære jordskælv, som til slut retfærdiggør filmens mest markante ændring af det litterære forlæg. Carvers noveller udspiller sig ved byerne på den nordlige vestkyst, et mere køligt og mindre støjende hjørne af den amerikanske virkelighed. Det er Altman og medforfatteren Frank Barhydt, der transplanterer dem til Californien. I sit forord til tie-in udgaven af Short Cuts forklarer filmskaberen:

One of the reasons we transposed the settings from the Pacific Northwest to Southern California was that we wanted to place the action in a vast suburban setting so that it would be fortuitous for the characters to meet. There were logistical considerations as well, but we wanted the linkages to be accidental. The setting is untapped Los Angeles, which is also Carver Country, not Hollywood or Beverly Hills - but Downey, Watts, Compton, Pomona, Glendale - American suburbia, the names you hear about on freeway reports. [»Collaborating with Carver«, Short Cuts s. 9] 

STRUKTUREN i Short Cuts er horisontal. De små historier er ikke isolerede episoder, som knyttes sammen af en central begivenhed, en handlingsbærende faktor, et fælles rum eller lignende. Der er tale om mere end forbundne noveller. Altman og Barhydt har en vision. Alt foregår med en samtidighed, der løfter blikket til kosmisk niveau.

   Historierne ånder i hinanden. De enkelte liv griber ind i hinanden som ved en narrativ osmose. I farten bliver de også bestemmende for hinanden, men sjældent så det giver anden mening end symmetrien i den udeltagende skæbne. Det er lidt som at sidde i cockpittet på den forreste Medfly-helikopter. Eller betragte filmen i Guds klippebord.

   Atmosfæren af universel fatalisme er sat på spidsen i den mest bevægende af handlingsklyngerne, baseret på novellen »A Small, Good Thing« (»Lidt Godt«) fra Cathedral. Den demonstrerer samtidig Altmans organiske teknik som fortæller. Han arbejder altid i flere af billedets felter. Det er som at se en skulptur, der tager form. 

   Vi har vænnet os til at følges med Earl og Doreen Piggot (Tom Waits og Lily Tomlin). Han er en alkoholiseret limousinechauffør, som nok er frustreret over aldrig at være nået længere end til at bo i en meget stationær trailer sammen med sin kone, men som især bliver bitter på skæbnen, når han kigger indenfor i cafeteriaet, hvor hun serverer kaffe og burgers, og ser, hvordan andre mænd overbeglor hendes krop. 

   Vist er det noget, han bilder sig ind, men jalousien er stærk og konkret. Det ender altid med, at han bliver olm og begynder at drikke for alvor. Hun kommer hjem, de skændes, han går og smækker hårdt med døren, for så at vende ydmyg tilbage, når det er blevet dag igen. Sådan er det bare med de to. Vi følger dem gennem en af de mest opløftende episoder frem til forsoningen, hvor de drikker sig småfulde sammen og forvandler traileren til det Hawaii, som de aldrig får besøgt. Men i ét nu rører de tre andre liv.

ANN og Howard Finnigan (Andie MacDowell og Bruce Davison) har hjemme på solsiden i Los Angeles. Han er tv-kommentator, hun får hverdagen til at fungere. Sammen har de sønnen Scott, som fylder 8 år næste dag. Derfor bestiller Ann en kage hos konditoren Andy Bitkower (Lyle Lovett), da hun har sendt Scott i skole. Samtidig er Doreen Piggot på vej hjem fra arbejde. Scott løber efter skolebussen, og Doreen kommer til at påkøre ham. 

   Hun er chokeret, springer ud af bilen og vil følge ham hjem til forældrene, men drengen har fået at vide, at han ikke må tale med fremmede. Desuden ser han ud til at være sluppet med forskrækkelsen. Doreen ser drengen humpe af sted og tager hjem og fortæller Earl om, hvor heldigt det var, at han ikke tog skade. Hun bliver aldrig klogere.

   Desværre véd publikum bedre. Scott falder i en komatøs søvn. Ann får kørt ham på hospitalet og hidkalder Howard fra tv-studiet. Deres læge bliver samme Ralph Wyman (Matthew Modine), som i en anden historie er bitter på sin hustru, billedkunstneren Marian (Julianne Moore), fordi hun tre år før havde en affære, hun aldrig har villet fortælle ham om.

   I begyndelsen er prognosen god, og vi følger udviklingen fortrøstningsfuldt, mens ulykken sætter sig små, bitre spor. Den rasende konditor forstår ikke, hvorfor Scotts kage ikke blev hentet. Efter at være blevet affærdiget af Howard, iværksætter han en udførlig telefonterror over for Ann.

SAMTIDIG dukker Howards far (Jack Lemmon), som ingen har hørt fra i 30 år, op på hospitalet. Paul Finnigan venter både forsoning og bifald for sine trætte selskabstricks. Lemmons monolog – som er et riff på digtet »Lemonade« – varer 7 minutter og står som en arie i filmen, der ellers er bygget af recitativer. Det bliver ved og ved, og drengen får det aldrig bedre. Han åbner øjnene, og vore hjerter letter med forældrenes. Så dør han, og vi deler deres afmagt. Sammen konfronterer de den bitre konditor. Et andet sted i byen tror Doreen Piggot stadig, at de slap med skrækken, og alting er godt.

   For Ann og Howards nabo, den depressive cellist Zoe Trainer (Lori Singer) virker drengens død så meningsløs, at hun omsider gør alvor af mange års trusler og tager sit liv i garagen. Filmens kor og bærende muse, jazzsangerinden Tess Trainer (Annie Ross) kommer hjem til sin tilværelses sammenbrud. Hun kunne dog bare have hørt efter, for Zoe forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Tess havde ikke tid at lytte, fordi hun havde travlt med sine prøver. 

   Det er Carvers og Altmans gennemgående strategi. Hvis ikke, hvis bare, sæt nu og mon ikke. Der er aldrig nogen stor morale. Men altid en bitter lille ironi, som intetsteds forløses bedre end i skildringen af den elskede drengs vilkårlige død.

DER er mange flere skæbner i Short Cuts. I regelen løber to-tre historier sammen i én. Det er menneskene, vi følger. Hvad der sker dem, er mindre vigtigt, end hvem de egentlig er. Man får sine favoritter på vejen, og skønt ingen er helt ond ret længe ad gangen, er et sympatisk træk ved filmen, at den ikke under ét skildrer menneskeheden som en stakkels slægt af martrede engle, der alle rummer noget godt på bunden. 

   I stedet giver Altman sig lov til at skildre overfladiske og irriterende personer. Robert Downey Jr. er fortrinlig som den mest øretæveindbydende af disse, flaben Bill Bush (fra novellen »Tell the Women We're Going«), der trækker sin godmodige ven, poolmanden Jerry Kaiser (Chris Penn), med så langt, at ansvarsløsheden får dødeligt udfald.

   Jennifer Jason Leigh er mut og stærk som Lois Kaiser, poolmandens kone, der passer sit telefonsexarbejde, mens hun skifter bleer og giver børnene mad. Anne Archer er åben og varm som Claire Kane, der optræder som professionel klovn ved børnefødselsdage. Hun er storkunde hos Lyle Lovetts konditor og egentlig udmærket gift med Stuart (Fred Ward), som på en fisketur med to kammerater (Buck Henry og Huey Lewis) finder en myrdet kvinde i floden. Mændene ved ikke, hvad de skal stille op, lader liget ligge i tre dage og rapporterer først fundet, da de tager hjem. 

   Stuart fortæller Claire om det, da de har elsket, og hun mister alt, hvad hun havde for ham. De tager dog sammen til middag hos parret, som de traf ved koncerten forrest i filmen (hvor The Trout Quintet optrådte med Lori Singer som solocellist). Det er lægen og kunstneren, Matthew Modine og Julianne Moore, der tvangsindlægger dem til en lang nat med smådruk og ægteskabelig infight. 

   Claire giver dem alle klovnemakeup på, og for billedet af de sminkede ansigter i morgenlyset tilgiver man Altman den mest trivielle historie. Det er næsten som at se en scene fra en af de demonstrativt kunstneriske 70'er-film, Images (1972) eller Three Women (1977) for eksempel. Forbløffende billeder, diffuse historier.

ENDELIG skal fremhæves Tim Robbins som den paranoide, ondskabsfulde og faktisk komisk tykpandede motorcykelbetjent, Gene Shepard, der holder hustruen Sherri (Madeleine Stowe) hen med utrolige historier om narkomissioner og velgørenhedsarbejde, mens han dyrker sit sidespring med Betty Weathers (Frances MacDormand) et andet sted i byen.

   Stowes karakter er søster til Julianne Moores billedkunstner, og MacDormand er skilt fra helikopterpiloten Stormy Weathers (Peter Gallagher). Mens hun er væk for en weekend, tager han motorsaven i egen hånd og foretager uigenkaldelig bodeling. En støvsugersælger afbryder ham, og der venter den strejfende kvinde et svært aflæseligt hjemkosttableau. 

   Vi forlader myldrebilledets historier i et sammensurium af tilstande. Nogle forløses, andre formørkes. Nogle er bitre, andre nyforelskede, gået fra forstanden eller ramt af dyb sorg. Solen i Los Angeles er lige så ligeglad som jordskælvet og den kemiske regn. Og det er sikkert som amen i kirken, at Lois Kaiser genoptager sin telefonlir næste dag, mens Doreen Piggot går på arbejde og begynder at skændes med Earl igen. 

   Sympatien bliver hos ofrene og de efterlevende. Hos den døde dreng og forældrene. Hos poolmanden som det slår klik for. Hos jazzsangerinden der sørger over den datter, hun aldrig lærte at forstå. De andre liv kværner videre. Så planløst og prosaisk som vore egne og med samme mangel på klar dramatik:

Raymond Carver's view of the world, and probably my own, may be termed dark by some. We're connected by similar attitudes about the arbitrary nature of luck in the scheme of things – the Finnegans' child being hit by a car in »A Small, Good Thing«; the Kanes' marriage upheaval resulting from a body being discovered during a fishing trip in »So Much Water So Close to Home.«

   Somebody wins the lottery. The same day, that person's sister gets killed by a brick falling off a building in Seattle. Those are both the same thing. The lottery was won both ways. The odds of either happening are very much against you and yet they both happened. One got killed and the other got rich: it's the same action.[»Collaborating with Carver«, Short Cuts, s. 8-9]

DE tre tætte timer i Altmans filmatisering af den menneskelige komedie føles præcis lige så lange. Men formen kan bære, og alt balancerer. Der klippes og splejses optimalt – Geraldine Peroni og Suzy Elmiger har redigeret. Mark Ishams score bruger natklubbens jazz og byens diegetiske lyde til at skabe en konkret musik. Hal Willner har valgt et blåt sæt sange som lægger en melankolsk puls under de bankende liv.***

    Hvad man savner ved gensynet 30 år efter, er måske den politiske skarphed fra Nashville. Og lidt flere flossede kanter i den narrative sammenføjning. Der er mange løse ender, som slæber og skurrer i Nashville. Det gør de på konstruktiv vis. I Short Cuts bliver puslespillet lagt færdigt. Det hårde lys i Nashville var iskoldt fastholdt af fotografen Paul Lohmann. Walt Lloyds billedside i Short Cuts har en mere møbleret, tilrettelagt kvalitet. 

   Filmen var en stor succes. Altman præsenterede værket på Mostraen i Venedig, hvor Short Cuts delte Guldløven med Krzysztof Kieslowski for Tre farver Blå. Det samlede cast fik en særpris ved årets Golden Globe Awards. Manuskriptet var Oscar-nomineret og blev kun forbigået, fordi Steven Spielbergs Schindler's List tog alle priser. I Danmark fik Short Cuts en Bodil som årets bedste amerikanske film.

    Altman blev forsigtigt kritiseret for sit overforbrug af store navne i små roller, men hvis vi ikke kendte stjernerne, ville vi ikke i længden kunne fokusere på deres skæbner og holde handlingens tråde ude fra hinanden. Dét kunne til gengæld være en markant pointe og meget i mesteren Carvers ånd. 

Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

*) Der er 9 noveller og et langt, fortællende digt. Teksterne er: »Neighbors«, »They're Not Your Husband«, »Collectors«, »Jerry and Molly and Sam« og »Will You Please Be Quiet, Please?« fra Will You Please Be Quiet, Please?;  »Tell the Women We're Going« og »So Much Water So Close to Home« fra What We Talk About When We Talk About Love; »A Small, Good Thing« og »Vitamins« fra Cathedral. »Neighbors«, »Collectors«, »A Small, Good Thing«, »So Much Water So Close to Home«, »They're Not Your Husband« og »Vitamins« er optrykt efter Carvers eget udvalg, Where I'm Calling From: New and Selected Stories (1988). Digtet »Lemonade« blev skrevet i 1988 (til The Atlantic Monthly) og er optrykt i samlingen A New Path to the Waterfall. Vintage Books udgav et særtryk af Short Cuts-materialet i 1993, som Robert Altman skrev forordet til. Bogen indgår som ekstramateriale i den første dvd-udgave fra The Criterion Collection – ikke i blu-ray-udgivelsen. Altman og Barhydt har tilføjet flere historier, for egen regning, men i Carvers ånd. Det gælder f.eks. mor/datter-historien om Tess (Annie Ross) og Zoe Trainer (Lori Singer), sangerinden og cellisten. I andre tekster har Altman og Barhydt tilføjet særlige træk. Det var Tim Robbins, som spiller færdselsbetjenten Gene Shepard, der foreslog at lade Claire Kane, Anne Archers karakter, arbejde som professionel klovn. Hun kunne på den måde færdes naturligt i mange miljøer og have flere personlige sider. Ydermere giver klovnefiguren et betydeligt visuelt boost. I dokumentaren Luck, Trust & Ketchup fortæller Altman og Barhydt om deres arbejde med manuskriptet. Tess Gallagher redegør for sin døde ægtefælles forhold til sine tekster og uddyber, hvordan formålet med filmen netop ikke var at lave en respektfuld 1:1-filmatisering. Altman selv kaldte filmen en jazz-rapsodi, der tog afsæt i Carvers motiver og improviserede ud fra hans temaer. I løbet af de 30 år, som er gået, er dét blevet standardbeskrivelsen.

**) Carver er beundret for sin nedbarberede, hyperrealistiske stil, der får forbilledet Ernest Hemingway til at fremstå som et sludrechatol. De minimalistiske noveller blev ikke skrevet ord for ord sådan. De begyndte som gavmilde tekster med flere detaljer og mere håndgribelig baggrund. Efter Carvers død er der i stigende sat fokus på den afgørende rolle, som Gordon Lish (f. 1934), der redigerede Carver på magasinet Esquire og siden på forlaget Knopf, havde i udviklingen af hans signaturstil. Lish redigerede ved at beskære. Endvidere ændrede han Carvers egne novelletitler. Især teksterne i What We Talk About When We Talk About Love er behandlet med hård og næsten forvanskende (eller medskabende) hånd. I flere tekster er mere end halvdelen af Carvers oprindelige tekst udeladt. Carver havde tillid til Lish – »If I have any standing in the world, I owe it to you« – men han var ikke altid lykkelig for den færdige tekst. I 2009 udkom Beginners (da. Begyndere) med teksten fra det oprindelige manuskript til What We Talk About When We Talk About Love, som Carver afleverede til Gordon Lish. I Library of America-bindet med Carvers Collected Stories, som William L. Stull og Maureen P. Carroll redigerede i 2010, indgår Beginners på lige fod med de kanoniserede samlinger. På dansk er de første udvalg afløst af Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal, 2010), som samler de 34 noveller, Johannes Riis fik oversat og har forord af Klaus Rifbjerg. I 2012 udkom 50 digte, som Johannes Riis har oversat og udvalgt i samråd med Kim Skotte. Gordon Lish redigerede flere forfattere efter beskæringsmetoden. Paul Bowles sagde fra, og Don DeLillo trak en tekst tilbage fra Esquire, fordi han ikke ville se den trykt med Lishs beskæringer. Til gengæld er romanen Mao II tilegnet Lish. Lish, som stadig lever, var en sjældent kontroversiel skrivelærer, der næppe havde fået lov at undervise i 2020'ernes cancel culture. Se bl.a. Carla Blumenkranz' portræt »Seduce the Whole World: Gordon Lish’s Workshop«, skrevet til antologien MFA vs. NYC: The Two Cultures of American Fiction (2014) og trykt samme år i The New Yorker.

***) Musikken i Short Cuts er forankret i fortællingen om jazzsangerinden Tess (Annie Ross og hendes datter, cellisten Zoe Trainer (Lori Singer), som Altman og Frank Barhydt skabte i ånden fra Carver. Tanken var, at scenerne fra natklubben kunne fungere som musikalske hængsler. Altman bad Hal Willner (1956-2020) være kurator på soundtracket, og Willner betragtede opgaven som et koncept på linje med de albums, han i samme periode producerede som enkeltstående, originale projekter (Amarcord Nino Rota, Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill etc). Willner bad moderne musikere skrive nye sange, der lød som jazz standards. I den færdige film er det især de bidrag, som Doc Pomus og Dr. John leverede sammen, der skiller sig ud, men også Bono og The Edge fra U2 (»Conversation on a Barstool«), Elvis Costello og Cait O'Riordan (»Punishing Kiss«), Gavin Friday og Maurice Seezer (»A Thousand Years«), Roy Nathanson, Marc Ribot og David Cale (»Imitation of a Kiss«) har bidraget. Albummet Music from and Inspired by the Film Short Cuts (Imago, 1993) er næsten et værk i sin egen ret. Indrammet af lydeffekter (»Open On Helicopters« og »Earthquake«) foretager 15 skæringer en rejse gennem filmen, før Doc Pomus og Dr. John (»Prisoner of Life«) møder Peggy Lee og Duke Ellington (»I'm Gonna Go Fishin'«) i »Ending Credit Music Medley«. Filmens cellostykker af Anton Dvorák (Cellokoncert i b-moll, opus 104), Igor Stravinskij (»Berceuse« fra Ildfuglen) og Victor Herbert (Cellokoncert nr. 2, opus 30) er indsat i mosaikken. Den 7. skæring, »Evil California (These Blues)«, som ikke indgår i filmen, tyder på, at konceptet har været mere ekspansivt tænkt på et tidspunkt. Iggy Pop fremfører teksten til kompositionen af Terry Adams med samme lounge singer-flair, som han i samme periode sang duet (»Well, Did You Evah!«) med Debbie Harry på Red, Hot + Blue (1990), et hyldestalbum med moderne Cole Porter-fortolkninger, som er en veritabel guldgrube. Hal Willner døde under COVID-19-pandemien [se i øvrigt den nederste note i artiklen Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021].

Short Cuts. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman, Frank Barhydt. Foto: Walt Lloyd. 188 min. USA 1993. Dansk premiere: 27.05.1994.

Fotos: Short Cuts Productions, Inc./ Fine Line Features/ Spelling Films International/ Avenue Pictures/ CineMaterial (Poster Art: Guy Peellaert), MovieStillsDB/ Filmgrab.com/ Artificial Eye/ The Criterion Collection/ Vintage Books/ Library of America/ Imago Music/ IMDB | Columbia Tristar (25 Year Mashup trailer)/ www.artofthetitle.com (Opening Credits)

Filmen streames ikke p.t.– The Criterion Collection har udgivet Short Cuts på dvd (2004) og 2K Blu-ray (2016) [Spine #265]

Teksten trykt i Øjeblikket – tidsskrift for kunst og visuelle kulturer #20 (1994). En kortere version står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1998). Der er revideret og efterjusteret i november 2023.

Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]

TIDEN OG STEDET
En mageløs hjemstavnsskildring

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Paul Thomas Anderson voksede op i San Fernando Valley. Det er den del af Los Angeles, hvor de gamle Hollywood-studier har deres bagland. Det er et uhyre prosaisk sted, hvis man kommer der i virkeligheden. Lagerbygninger, p-pladser, villakvarterer. Der er absolut ingen benovet glamour. Alle arbejder i filmindustrien, og enkelte er stjerner. Langt de fleste passer blot en funktion.

   Anderson bruger hjemstavnen, når han ikke laver periodefilm med store ideer: There Will Be Blood (2007), The Master (2012), Phantom Thread (2017). Debuten Hard Eight (1996) var Las Vegas-baseret, og Inherent Vice (2014) var henlagt til Venice Beach, men det er San Fernando Valley, som foldes ud i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).

LICORICE Pizza foregår i 1973. Anderson er født i 1970, så han bruger sine forældres historier. Det sker i en sublim skildring af New Hollywood-tiden. Hvor Boogie Nights og Magnolia havde dommedagsklokker i bunden, er Licorice Pizza en hyldest. Det er instruktørens lyseste værk.

   Gary Valentine er en fremmelig entreprenørtype på 15 år. Han begynder at kurtisere den ikke så selvsikre Alana Kane på 25. Hun arbejder for skolefotofirmaet Tiny Toes, der tager billeder til årbogen på Garys gymnasium. Han begynder straks at tale og holder egentlig aldrig op, før hun to timer senere siger, hvad han vil høre.

   I Garys verden kan alt lade sig gøre. Det er ikke en film om alder, køn og krænkelser. De ting er slet ikke på Andersons radar. Det er derimod tidsånden dengang og nu.

GARY arbejder ivrigt på en karriere. Han går til auditions og medvirker i Under One Roof (baseret på Lucille Ball-filmen Yours, Mine and Ours). Da vandsenge netop dét år bliver moderne, er Gary straks i gang med eget firma. Karakteren er inspireret af produceren Gary Goetzman, som åbenbart virkelig var sådan.

   Der er tre løst skitserede akter. Gary gør kur til Alana, som begynder at arbejde for ham. Forretningen støder på grund i oktober, da OPEC blokerer for oliesalget. I DK fik vi rationering i form af de bilfrie søndage, som siden omgærdes af megen nostalgi; i Californien var der bare hamstring, kaos og generel (blasert) panik.

   Imens prøver Richard Nixon at tale sig ud af Watergate-skandalen, og Gary studerer annoncen for Deep Throat, mens han og Alana drikker kaffe og drøfter dagsplanen. 1970erne var ikke gyldne og problemfri. Men de havde noget, vi ikke har mere.

ANDERSON skaber et panoramisk myldrebillede. Fiktive og faktiske karakterer er blandet. Bradley Cooper spiller fantasten Jon Peters, som var gift med Barbra Streisand i fem minutter. En distingveret Sean Penn er stjernen Jack Holden, baseret på William Holden, der meddeler sig i filmreplikker. Tom Waits gestalter piratinstruktøren, der har træk fra John Huston og Sam Peckinpah.

   Der kan når som helst være slagskygger. Pludselig bliver Gary brutalt arresteret og næsten sigtet i en mordsag. Vidnet ser på ham og siger, at det slet ikke er gerningsmanden. Så sidder Gary bare dér på bænken. Ingen forklarer eller siger undskyld. Under fernissen er det et junglesamfund.

   Alana bliver irriteret på Garys iværksætteretos. Hun vil gøre en forskel og arbejder for en homoseksuel byrådsmand. Scenerne fra kampagnekontoret kunne være en pastiche på Taxi Driver. Det er i sagens natur ikke dén film – som er fra 1976 – der spiller i biografen. Det er Live and Let Die med Roger Moore som agent 007 og titelsang af Paul McCartney.

   »Licorice Pizza« var slang for vinylplader og navnet på en kæde af musikbutikker – som Fona, Guf eller TP i Danmark. Jeg håber, at nogen laver en film om den gode tid hos TP en dag. Lydsporet er asfalteret med sange fra 1973 og ny orkestermusik af Jonny Greenwood.

DA den dødsmærkede Robert Altman skulle instruere sin sidste film, A Prairie Home Companion (2006), kunne produktionen kun blive forsikret, hvis en anden instruktør stod klar. Det blev Anderson, som så en mentor i Altman.

   Licorice Pizza er Oscar-nomineret, og Anderson er indstillet for instruktion og bedste manus. Han er unik i dagens filmmiljø og har sjældent været bedre. Det er den bedste Hollywood-skildring efter 2000.

   Gary spilles med umådelig karisma af Cooper Hoffman, som er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman. Alana Kane bliver spillet af Alana Haim, som uden for filmen er en af de jødiske søstre i indiebandet Haim. Hendes familie bliver spillet af hendes familie. Det hele er skåret så tæt på livet.

   Som modeller er nævnt George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken) og Amy Heckerlings Fast Times at Altamont High (1982, da. Øl, fis og rockmusik). Andersons film er dog mindre nostalgisk. Har man nogen sinde holdt af New Hollywood og 70erne, skal man se denne prægtige hjemstavnsskildring.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Licorice Pizza. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Michael Bauman, Paul Thomas Anderson. 133 min. USA 2021. Dansk premiere: 17.03.2022.

Fotos: Metro-Goldwyn-Mayer/ BRON Studios/ Focus Features/ Ghoulardi Film Company/ United Artists Releasing/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Pictures 06.06.2022

Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 18.03.2022

David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018)

EN GAMMEL MAND MED KLARE ØJNE
Robert Redford tager afsked med tiden og kunsten

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Robert Redford (f. 1936) siger officielt farvel med den sandfærdige skrøne om bankrøveren Forrest Tucker. Det er sådan noget, gamle stjerner gør, og hvis svanesangen passer til stemmen, der synger, kan det være bevægende på en meningsfuld måde. En sjælden gang kan det være regulært episk. John Gielgud (1904-2000) var 86 år, da han gav sit yderste i Prospero's Books (1991), Peter Greenaways dekonstruktion af The Tempest. Harry Dean Stanton var 90, da han spillede titelrollen i Lucky (2017).

   Den sidste gentleman ligner The Mule (2018) og Cry Macho (2021), Clint Eastwoods seneste alderdomsværker. Disse film er små, elegiske spændingshistorier, hvor en sej gammel mand vinder sidste etape, ikke på trods, men i kraft af sin alder.

MODSAT den lidt ældre Eastwood, har Redford ikke selv iscenesat. David Lowery (A Ghost Story, The Green Knight) har både skrevet og instrueret. Den gamle mand måtte gerne have gjort det. Redfords arbejde som instruktør – på ni spillefilm fra Ordinary People (1980) til The Company You Keep (2012), hvor han selv spillede rollen som forhenværende Weatherman Underground-terrorist – har været underlig upåagtet i Danmark.

   Redford er den demokratiske stemme, som kunne have drevet det vidt, hvis han var gået ind i realpolitik. I en parallel virkelighed var det ham, ikke Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger, som gjorde karriere. Men Redford foretrak filmen, som for øvrigt også reddede den reaktionære Eastwood, der aldrig blev mere end sin hjembys borgmester.

REDFORD blev rig og berømt i 70erne, men han investerede ikke i luksus. I stedet etablerede han produktionsselskabet Wildwood, grundlagde Sundance Institute og gjorde Sundance Film Festival til det vigtigste forum for alternative amerikanske film, der var produceret uden for Hollywood. Han blev independent-filmens gudfar, så at sige, og en foregangsmand inden for økologi.

   Redford var aldrig bare en Glitterik Smørhår. Det er dog hverken manden fra Sundance eller skuespilleren, som med mellemrum er vendt tilbage i nøje udvalgte roller, der bliver husket og hyldet i David Lowerys helteportræt. Det er den amerikanske prins fra de ti store år mellem Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) og The Electric Horseman (1979, da. Den lysende rytter).

FILMEN om Den sidste gentleman bygger på en historie, som David Grann fra The New Yorker sikkert pyntede på i 2003, da han skrev en artikel om den virkelige Forrest Tucker. Grann har flair for kuriosa. Han skrev bogen om The Lost City of Z (da. Jagten på den forsvundne by), som James Gray filmatiserede stort og mindeværdigt i 2016. Granns artikel om Forrest Tucker er genoptrykt i samlingen The Devil and Sherlock Holmes (2011).

   Forrest Tucker var den definitive recidivist. Han begik sit første røveri som 15-årig og holdt aldrig op med at praktisere. Han flygtede fra 18 institutioner, inklusive San Quentin State Prison. Filmen beskriver, hvordan og hvorfor han endelig valgte at blive i celle nummer 19.

   Det særlige ved Tucker var hans belevenhed og charme. De berøvede bankfolk talte altid om en høflig og faktisk behagelig tyv. Enken Jewell (spillet af 69-årige Sissy Spacek) møder en venlig ældre mand med høreapparat og en besnærende distræt facon. Han hjælper hende, da hendes bil er brudt sammen. De drikker kaffe, og han røber, hvad han arbejder med. Hun tror ikke på ham i første omgang.

DA Forrest hjælper Jewel, er det for at forlade en biljagt. Manden med høreapparatet er en af de faste forklædninger, han benytter. Tucker, som på denne tid er cirka 70, har slået pjalterne sammen med Teddy (Danny Glover) og Walter (Tom Waits). Pressen kalder dem The Over-the-Hill Gang, fordi de er seniorer. Man smiler lidt af banden, som alene i 1980 begik 60 væbnede røverier.

   Den eneste, som ikke smiler, er kriminalbetjenten John Hunt (Casey Affleck). Han kortlægger Tuckers aktiviteter og får de sædvanlige problemer med at have sin sag i fred for FBI. Han når at nære en dyb respekt for den uforbederlige bankrøver, som aldrig har løsnet et skud. Hunt forbliver dog en nemesis. De to mænd bliver næsten som Valjean og Javert i Les Misérables (eller Macaulay og Hanna i Michael Manns Heat).

   Det er ikke en indviklet film. Historien er et dramatisk skelet, som understøtter Redfords soli og muliggør den modne romantik mellem Forrest og Jewel. Men alle tager sagen alvorligt. Man forstår, hvorfor Forrest bliver i det 19. fængsel og giver sit sidste ægteskab en chance, før han alligevel ringer til Hunt og går ind for at sætte spillet i gang.

FILMEN er fortalt med virkemidler, der henviser til 70ernes husstil. Her er split screen, jump cuts og flere montager, som næsten bliver små film i filmen. Det bliver i perioder næsten en ren pastiche. Forrest kører over en mark med en lang stribe politibiler bag sig. Bagagerummet flyver op, og sedlerne svirrer i vinden. Forrest smiler. Der er aldrig antydning af sved på hans pande. Kun en glæde ved gerningen, som han har valgt.

   På vejen får Lowery skabt situtioner, der husker alle den unge Redfords figurer. Man kunne lave en alenlang liste. Da Forrest fortæller Jewel om de 18 fængsler, han er flygtet fra, sker det i en montage, som citerer Arthur Penns The Chase (1966, da. Den djævelske jagt), hvor Redford spillede sammen med Marlon Brando.

   Tom Waits fortæller en julehistorie, som får én til at savne hans gamle sangintroduktioner. Mest helstøbt er den modne kærlighedsfortælling. Lowery sender Redford og Spacek i biografen. De sidder sammen og ser Monte Hellmanns Two-Lane Blacktop (1971, da. Motorvej U.S.A.), som er tæt på at være anakronistisk i filmens egen tidsramme.

   Der er ofte god grund til at smile. Redford demonstrerer sine tricks. Casey Affleck bruger en gestus fra The Sting (1973, da. Sidste stik). Den sidste gentleman er gennembagt af nostalgi og har konstant flere metalag aktikveret. Det lykkes alligevel filmen at holde igen, at gøre tonen let og allerhøjest bittersød, fordi Forrest Tucker aldrig fortryder.

REDFORDS afskedsrolle bliver dog aldrig mere end summen af de gamle figurer. Så var der mere at hente i Our Souls at Night, Ritesh Batras Netflix-film fra 2017, hvor han for fjerde gang dannede par med Jane Fonda. Redfords sidste store bedrift var som manden på skibet i stormen i J.C. Chandors All is Lost (2013). Han er alene på lærredet i hele filmen, som ikke fik dansk premiere.*

   The Old Man and the Gun er snarere som en Redford-antologi, en katalog af karakteristiske udtryk. Og i de bedste scener er han der stadig, en gammel mand med klare øjne, men samtidig solskinsknægten fra Butch Cassidy and the Sundance Kid, svindleren fra The Sting, forfatteren fra The Way We Were (1973, da. Vores bedste år), det springende mål fra Three Days of the Condor (1973, da. Tre døgn for Condor). Manden, som spillede Jay Gatsby, Bob Woodward og Denys Finch-Hatton uden at snuble – og uden at ændre frisure.

   Publikum købte altid billetter. En tid lang kunne Redford spille, hvad det skulle være. Det kan han for så vidt endnu.

Se også David Lowery: A Ghost Story (2017); David Lowery: The Green Knight (2021).

*) Redford og Jane Fonda (f. 1937) spillede første gang sammen i Barefoot in the Park (1967, da. På bare tæer i parken). Gene Saks instruerede filmudgaven af Neil Simons skuespil om parret, der kommer fra hver sin ende af det politiske spektrum og har væsensforskellige temperamenter. De synes samtidig at være skabt for hinanden og prøver at skabe en hverdag, mens New York fryser til udenfor. Redford havde også spillet rollen på scenen. Skuespillerne samarbejdede siden i The Chase, The Electric Horseman og Our Souls at Night. Der er præcis 50 år mellem de to legenders første og sidste opgave sammen. 

The Old Man and the Gun (Den sidste gentleman). Instr. & manus: David Lowery. Foto: Joe Anderson. 93 min. USA 2018. Dansk premiere: 04.04.2019.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2019