Found Footage | The Blair Witch Project (1999) [Horror 100]

IND I SKOVEN
Fra æstetisk outlier til ny hjørnesten

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 1999: DEN kommercielle baggrund for Blair Witch-legenden er så usædvanlig, at den ikke helt kan udelades fra en kritisk vurdering af filmen, der i mange henseender deler teknisk præmis og æstetisk metode med de danske Dogme 95-film.

   I 1990 mødte Daniel Myrick (f. 1963) og Eduardo Sánchez (f. 1968) hinanden på University of Central Florida, hvor begge studerede film. De fandt sammen i en lidenskab for det bizarre, for udførlige konspirationsteorier og okkulte gys af typen, der virkelig bliver under huden. I fællesskab realiserede de afgangsfilmen Fortune, og da de sammen med Gregg Hale (f. 1966), en forhenværende kommandosoldat, etablerede produktionsselskabet Haxan i Orlando, var et af pionerprojekterne kortfilmstrilogien Black Chapters, der udspringer af samme psykologi som Chris Carters kultserier The X-Files (1993-2018) og Millennium (1996-1999). Haxan producerede i øvrigt reklamefilm og instruktionsvideoer af forskellig art.*

POINTEN er, at Myrick og Sánchez ikke havde kontakt med den etablerede filmindustri. The Blair Witch Project, parrets debut i spillefilmslængde, blev produceret for 60.000 dollars. På en gængs produktion kan man ikke engang lave fortekster for beløbet. Derfor er filmens succes i sig selv et eventyr, der betager den amerikanske underholdningsindustri. 

   The Blair Witch Project blev en af sommerens mest sete film i USA og fik alene dér solgt billetter for 140 mio. dollars. Filmen har spillet sig hjem 1.000 gange, hvilket er den suverænt bedste forretning, nogen i amerikansk film har gjort meget længe, også når man tager højde for robuste investeringer som James Camerons Titanic (1997) og George Lucas' Star Wars Episode 1: The Phantom Menace (1999). Endvidere lykkedes det Myrick og Sánchez at skabe et fænomen, der havde tag i internetgenerationen, endnu før filmen fik premiere. I det etablerede Hollywood vil man dræbe for den slags succes.

   Den håndholdte gyser blev vist på Sundance Festivalen i januar 1999 og begejstrede sit publikum, men fra branchens side blev den betragtet med skepsis. Derfor kunne det lille distributionsselskab Artisan sikre sig filmen for et beskedent beløb. På årets Cannes Festival – hvor den blev vist i Quinzainen, der løber parallelt med, men uafhængigt af hovedkonkurrencen – var Blair Witch Project filmen, som alle lige måtte nå.

   For hver dag kom der flere gæster på det gennemarbejdede website, som i sig selv var en nyskabelse. 20 millioner klik blev det til. Da snart sagt alle vestlige nyhedsmedier havde bragt en benovet feature om fænomenet, fik filmen endelig premiere. Få film er markedsført mere kreativt.

HVAD har man så at forholde sig til, når den massive hype endelig udmønter sig i en almindelig dansk biografpremiere? Man har en markant og i æstetisk henseende meget original lille film, som umuligt kan leve op til sin foromtale.

   Præmissen er som følger, i al sin gribende enkelhed: I oktober 1994 camperer tre filmstuderende i skovene omkring Burkittsville i delstaten Maryland, hvor man siden 1785 – da den lille by endnu bar navnet Blair – har fortalt makabre historier om heksen, der tager børn og voksne jægere til sig for at gøre unævnelige ting med deres sjæle og kroppe.

   Det er Heather Donahue, der vil aflevere en film om legenden som sin ambitiøse hovedopgave. Med sig har hun Joshua Leonard, der skal føre det lånte 16 mm-kamera, og den joviale lydmand Michael Williams. Alle tre er ordinære, for ikke at sige banale typer. De »spilles« selvsagt af Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael Williams.

   

CITATIONSTEGNENE er centrale. The Blair Witch Project gør sit betydelige indtryk ved at sætte virkeligheden i anførselstegn og bearbejde horrorgenrens arketyper i en frapperende cinema verité-æstetik, man sædvanligvis forbinder med dokumentariske produktioner. Før filmen forkynder en skærmtekst, at de alle tre forsvandt uden spor. Hvad vi ser, er angiveligt en redigeret version af nogle bånd, som blev fundet i skoven et år efter holdets forsvinden. Ingen ved, hvad der virkelig skete, og det er op til hver enkelt tilskuer at gøre filmen færdig i sit hoved. Som sagen står, kan man næppe betvivle Blair-heksens eksistens. I hvert fald endte turen grimt. Det ser vi jo selv på de rystende slutbilleder, som filmen viser lige før mørket.

PRÆMISSEN er ikke mindst genial, fordi den får os til at acceptere en hob af urimeligheder og en primitiv rammefortælling. På dokumentarfacon følger vi ekspeditionens forberedelser. Heather pakker rygsæk, Michael og Joshua køber ind. Man tager hjemmefra med maven fuld af forventninger, og i Burkittsville lader en række karikerede lokale typer sig beredvilligt udspørge om hekselegendens udspring og praktiske konsekvenser for livet i den lille by.

   Tonen er stiv og kartontyk. Længe ligner det tv-satire, og man har svært ved at forveksle båndene med filmet virkelighed. Stilen rendyrkes i den veloplagte »mockumentary«, The Curse of the Blair Witch, der fungerer som filmens »Bag kameraet«-feature og kan ses på den amerikanske dvd-udgivelse. Her udtaler holdets familie, venner og lærere sig om, hvordan Heather, Josh og Michael var.

   Det studentikose præg fortoner sig, da holdet når ind i den mørke skov. For det første har både vi og spillerne, der kun fik kursoriske dag-for-dag instrukser under optagelserne, en reel forventning om, at noget voldsomt vil ske. For det andet gennemspiller de tre pionerer med stadig stivere smil hele registret af stress-reaktioner. Et vendepunkt nås, da kortet forsvinder, og ekspeditionen må indse, at den er faret vild.

   Her krakelerer også Heathers selvsikre fernis, mens Michael til gengæld begynder at forstå, hvorfor hun har klamret sig til det kamera, som de andre finder irriterende. For set gennem linsen er verden en anden. Objektivet udgør et filter, og man kan bevare illusionen om kontrol. Filmmediet skaber med andre ord sin egen virkelighed, og det er vel pointen i The Blair Witch Project. I hvert fald lyder dialogen i disse scener som replikker, der er skrevet ned. Ellers arbejder spillerne ud fra et oplæg og reagerer, som de selv ville reagere.

SÅ spændende metaformen nu er, kan det ikke undgås, at forspillet slæber. Der fokuseres evindeligt på kviste, sko og klippeformationer, mens man bliver fortrolig med karaktererne og affinder sig med den svimle kameraføring. Hverken vi eller de har endnu set skyggen af nogen okkult gestaltning, da filmen efter tre kvarter bekender kulør og hiver skuffen med autentisk horror ud af det generiske arkivskab.

   I skoven ankommer vi til en lysning, hvor kviste og grene er anbragt i rituelle formationer. Den primitive menneskefigur, en forvokset tændstikmand, der også fungerer som filmens logo, er tilforladelig nok i sig selv. Men nogen eller noget har konstrueret og anbragt den inde i skoven. Her synker vi spyttet sammen med den udsatte trio. Fra da af er angsten taktil og begrundet.

DET er i skoven som et mytisk ursted, at Myrick og Sanchez henter den inderste styrke i filmen. Om dagen er skoven et venligt og duftende sted, hvor man kan orientere sig. Det er om natten, i det uigennemtrængelige mørke, at gruen bliver håndgribelig. Fra Nathaniel Hawthorne til Stephen King har amerikanske forfattere sendt repræsentative mennesker ind i skoven for at lære nye ting om sig selv. Skoven udgør et første vildnis, hvor naturen endnu ikke er trængt tilbage af social facade og civiliserede skikke.

   Også i europæiske eventyr er symbolværdien af skoven betydelig, men i de amerikanske naturområder, hvor det store mørke stadig findes, bliver det muligt at skildre fortabelsen og udsatheden som noget konkret. Hvilket ikke mindst filmen har gjort, fra Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (1937, da. Snehvide og de syv dværge) til John Boormans sublime Deliverance (1972, da. Udflugt med døden), som personerne i The Blair Witch Project selv henviser til.

   I skoven lever kaos endnu. Det andet, alt dét som ikke er mennesket, har endnu tag i jorden og kender ikke til akademisk skelnen mellem fantasi og virkelighed. Også hvis Myrick og Sanchez havde besluttet at dementere myten om heksen, ville filmen have været en seværdig variation over det hævdvundne tema.

NU rykker mørket dog hurtigt mod facit. De tre personligheder smuldrer time for time, mens alle forsøg på at finde vej ud af skoven viser sig futile. Man går i ring, udmattelsen sætter ind, og Michael og Heather kan kun mobilisere en flegmatisk foruroligelse, da Josh bliver væk fra de andre. Ved teltflappen finder de næste morgen en fetich af kviste med en lille blodig pose i. Vi ser den ikke tydeligt nok til at kunne bestemme det nærmere indhold, og detaljen er derfor så meget mere skræmmende. De snubler videre, vi snubler videre. Endelig ankommer vi sammen til en bygning, et forfaldent og tilsyneladende ubeboet skovløberhus, hvor filmen når et gådefuldt klimaks, før den bryder endeligt af.

SLUTNINGEN er frysende åben, og det er noget af det bedste ved filmen. I de sidste minutter er angsten total. Stemmer kalder forgæves i mørket. Vi har kun en flaksende lygte at se ved i huset. Alt er gjort med minimale virkemidler, ved at orkestrere atmosfæren. The Blair Witch Project har ikke budget til effekter.

   De sidste stærke scener udgør en sejr for instruktørernes idé om en ekstrem realisme, der føles som virkelighed i anden potens. Det er dog ikke nok til at sikre filmen en øjeblikkelig placering blandt de store okkulte gysere. Indtil videre er The Blair Witch Project primært interessant som eksperiment og fænomen. Tiden vil vise, om filmen er slidstærk nok til at sætte sig varige spor. For det kommer næppe bag på nogen, at legenden lever videre.

JANUAR 2024: Efter 25 år voterer juryen stadig. The Blair Witch Project blev fundamentet for en ny undergenre af found footage-produktioner og franchises som Paranormal Activity. Der kom to fortsættelser og en tv-version. Lanceringen er lærebogsstof, og der er skrevet mere om dén end om filmen. Der er bred enighed om, at slutningen holder. Omvendt er der ikke mange, som genser Blair Witch alene for glæden. 

Se også Arthur Miller: The Crucible/ Heksejagt (1953/1996);  Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; Slipstream | Johannes Nyholm: Koko-di Koko-da (2019); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Satans kvinder: Akelarre/ Coven (2020). 

*) Haxan har sit firmanavn fra danskeren Benjamin Christensens svensk producerede Häxan -  Ett kulturhistoriskt föredrag i levande bilder (1922, da. Heksen), som med titlen Häxen - Witchcraft Through the Ages var en international succes. Med sin blanding af æstetisk rekonstruktion og fingeret dokumentarisme er Häxan et tidligt eksempel på kritisk metafiktion. Essayfilmen fik psykedelisk kultstatus i 1968, da et amerikansk remix brugte William S. Burroughs som fortæller. 

The X-Files lukkede ned i 2002 efter ni sæsoner, men i 2016 vendte David Duchovny og Gillian Anderson tilbage til rollerne som Mulder og Scully i 16 nye episoder. Biograffilmen The X-Files (1998) udgør et hængsel mellem femte og sjette sæson. I 2008 instruerede Chris Carter selv The X-Files: I Want to Believe.

The Blair Witch Project. Instr. og manus: Daniel Myrick og Eduardo Sanchez. Foto: Neal Fredericks. 82 min. USA 1999. Dansk premiere: 02.12.1999.

Fotos: Haxan Films/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ StudioCanal/ Egmont Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.12.1999

David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018)

EN GAMMEL MAND MED KLARE ØJNE
Robert Redford tager afsked med tiden og kunsten

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Robert Redford (f. 1936) siger officielt farvel med den sandfærdige skrøne om bankrøveren Forrest Tucker. Det er sådan noget, gamle stjerner gør, og hvis svanesangen passer til stemmen, der synger, kan det være bevægende på en meningsfuld måde. En sjælden gang kan det være regulært episk. John Gielgud (1904-2000) var 86 år, da han gav sit yderste i Prospero's Books (1991), Peter Greenaways dekonstruktion af The Tempest. Harry Dean Stanton var 90, da han spillede titelrollen i Lucky (2017).

   Den sidste gentleman ligner The Mule (2018) og Cry Macho (2021), Clint Eastwoods seneste alderdomsværker. Disse film er små, elegiske spændingshistorier, hvor en sej gammel mand vinder sidste etape, ikke på trods, men i kraft af sin alder.

MODSAT den lidt ældre Eastwood, har Redford ikke selv iscenesat. David Lowery (A Ghost Story, The Green Knight) har både skrevet og instrueret. Den gamle mand måtte gerne have gjort det. Redfords arbejde som instruktør – på ni spillefilm fra Ordinary People (1980) til The Company You Keep (2012), hvor han selv spillede rollen som forhenværende Weatherman Underground-terrorist – har været underlig upåagtet i Danmark.

   Redford er den demokratiske stemme, som kunne have drevet det vidt, hvis han var gået ind i realpolitik. I en parallel virkelighed var det ham, ikke Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger, som gjorde karriere. Men Redford foretrak filmen, som for øvrigt også reddede den reaktionære Eastwood, der aldrig blev mere end sin hjembys borgmester.

REDFORD blev rig og berømt i 70erne, men han investerede ikke i luksus. I stedet etablerede han produktionsselskabet Wildwood, grundlagde Sundance Institute og gjorde Sundance Film Festival til det vigtigste forum for alternative amerikanske film, der var produceret uden for Hollywood. Han blev independent-filmens gudfar, så at sige, og en foregangsmand inden for økologi.

   Redford var aldrig bare en Glitterik Smørhår. Det er dog hverken manden fra Sundance eller skuespilleren, som med mellemrum er vendt tilbage i nøje udvalgte roller, der bliver husket og hyldet i David Lowerys helteportræt. Det er den amerikanske prins fra de ti store år mellem Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) og The Electric Horseman (1979, da. Den lysende rytter).

FILMEN om Den sidste gentleman bygger på en historie, som David Grann fra The New Yorker sikkert pyntede på i 2003, da han skrev en artikel om den virkelige Forrest Tucker. Grann har flair for kuriosa. Han skrev bogen om The Lost City of Z (da. Jagten på den forsvundne by), som James Gray filmatiserede stort og mindeværdigt i 2016. Granns artikel om Forrest Tucker er genoptrykt i samlingen The Devil and Sherlock Holmes (2011).

   Forrest Tucker var den definitive recidivist. Han begik sit første røveri som 15-årig og holdt aldrig op med at praktisere. Han flygtede fra 18 institutioner, inklusive San Quentin State Prison. Filmen beskriver, hvordan og hvorfor han endelig valgte at blive i celle nummer 19.

   Det særlige ved Tucker var hans belevenhed og charme. De berøvede bankfolk talte altid om en høflig og faktisk behagelig tyv. Enken Jewell (spillet af 69-årige Sissy Spacek) møder en venlig ældre mand med høreapparat og en besnærende distræt facon. Han hjælper hende, da hendes bil er brudt sammen. De drikker kaffe, og han røber, hvad han arbejder med. Hun tror ikke på ham i første omgang.

DA Forrest hjælper Jewel, er det for at forlade en biljagt. Manden med høreapparatet er en af de faste forklædninger, han benytter. Tucker, som på denne tid er cirka 70, har slået pjalterne sammen med Teddy (Danny Glover) og Walter (Tom Waits). Pressen kalder dem The Over-the-Hill Gang, fordi de er seniorer. Man smiler lidt af banden, som alene i 1980 begik 60 væbnede røverier.

   Den eneste, som ikke smiler, er kriminalbetjenten John Hunt (Casey Affleck). Han kortlægger Tuckers aktiviteter og får de sædvanlige problemer med at have sin sag i fred for FBI. Han når at nære en dyb respekt for den uforbederlige bankrøver, som aldrig har løsnet et skud. Hunt forbliver dog en nemesis. De to mænd bliver næsten som Valjean og Javert i Les Misérables (eller Macaulay og Hanna i Michael Manns Heat).

   Det er ikke en indviklet film. Historien er et dramatisk skelet, som understøtter Redfords soli og muliggør den modne romantik mellem Forrest og Jewel. Men alle tager sagen alvorligt. Man forstår, hvorfor Forrest bliver i det 19. fængsel og giver sit sidste ægteskab en chance, før han alligevel ringer til Hunt og går ind for at sætte spillet i gang.

FILMEN er fortalt med virkemidler, der henviser til 70ernes husstil. Her er split screen, jump cuts og flere montager, som næsten bliver små film i filmen. Det bliver i perioder næsten en ren pastiche. Forrest kører over en mark med en lang stribe politibiler bag sig. Bagagerummet flyver op, og sedlerne svirrer i vinden. Forrest smiler. Der er aldrig antydning af sved på hans pande. Kun en glæde ved gerningen, som han har valgt.

   På vejen får Lowery skabt situtioner, der husker alle den unge Redfords figurer. Man kunne lave en alenlang liste. Da Forrest fortæller Jewel om de 18 fængsler, han er flygtet fra, sker det i en montage, som citerer Arthur Penns The Chase (1966, da. Den djævelske jagt), hvor Redford spillede sammen med Marlon Brando.

   Tom Waits fortæller en julehistorie, som får én til at savne hans gamle sangintroduktioner. Mest helstøbt er den modne kærlighedsfortælling. Lowery sender Redford og Spacek i biografen. De sidder sammen og ser Monte Hellmanns Two-Lane Blacktop (1971, da. Motorvej U.S.A.), som er tæt på at være anakronistisk i filmens egen tidsramme.

   Der er ofte god grund til at smile. Redford demonstrerer sine tricks. Casey Affleck bruger en gestus fra The Sting (1973, da. Sidste stik). Den sidste gentleman er gennembagt af nostalgi og har konstant flere metalag aktikveret. Det lykkes alligevel filmen at holde igen, at gøre tonen let og allerhøjest bittersød, fordi Forrest Tucker aldrig fortryder.

REDFORDS afskedsrolle bliver dog aldrig mere end summen af de gamle figurer. Så var der mere at hente i Our Souls at Night, Ritesh Batras Netflix-film fra 2017, hvor han for fjerde gang dannede par med Jane Fonda. Redfords sidste store bedrift var som manden på skibet i stormen i J.C. Chandors All is Lost (2013). Han er alene på lærredet i hele filmen, som ikke fik dansk premiere.*

   The Old Man and the Gun er snarere som en Redford-antologi, en katalog af karakteristiske udtryk. Og i de bedste scener er han der stadig, en gammel mand med klare øjne, men samtidig solskinsknægten fra Butch Cassidy and the Sundance Kid, svindleren fra The Sting, forfatteren fra The Way We Were (1973, da. Vores bedste år), det springende mål fra Three Days of the Condor (1973, da. Tre døgn for Condor). Manden, som spillede Jay Gatsby, Bob Woodward og Denys Finch-Hatton uden at snuble – og uden at ændre frisure.

   Publikum købte altid billetter. En tid lang kunne Redford spille, hvad det skulle være. Det kan han for så vidt endnu.

Se også David Lowery: A Ghost Story (2017); David Lowery: The Green Knight (2021).

*) Redford og Jane Fonda (f. 1937) spillede første gang sammen i Barefoot in the Park (1967, da. På bare tæer i parken). Gene Saks instruerede filmudgaven af Neil Simons skuespil om parret, der kommer fra hver sin ende af det politiske spektrum og har væsensforskellige temperamenter. De synes samtidig at være skabt for hinanden og prøver at skabe en hverdag, mens New York fryser til udenfor. Redford havde også spillet rollen på scenen. Skuespillerne samarbejdede siden i The Chase, The Electric Horseman og Our Souls at Night. Der er præcis 50 år mellem de to legenders første og sidste opgave sammen. 

The Old Man and the Gun (Den sidste gentleman). Instr. & manus: David Lowery. Foto: Joe Anderson. 93 min. USA 2018. Dansk premiere: 04.04.2019.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2019

Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]

ET LIV I VOR TID

Verdenshistorie og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

EN bemærkelsesværdig dannelsesskildring fortalt i et usædvanligt format. Skønt genren vinder indpas, er det stadig nødvendigt at forklare, når animationsfilm er henvendt til voksne. Det gælder i dén grad for Jonas Poher Rasmussens Flugt. Filmen skildrer en virkelighed, som burde være forbudt for børn. Faktisk skal man være fyldt 15 år for at se den.

   Det er den voksne, nu 36-årige Amin Barawis fortælling om, hvordan han som dreng måtte flygte fra mujahedinernes Afghanistan; hvordan familien fra Kabul blev spredt for alle vinde; hvordan han tilfældigt endte i Danmark. Da havde menneskesmuglere og immigrationsmyndigheder sendt ham frem og tilbage mellem Rusland, Ukraine og Estland i en årrække. Flugt er også historien om en homoseksuel mand, der bliver bevidst om sin identitet.

   Amin fortæller historien i dag i New York. Somme tider ligger han på briksen, somme tider sidder han op og taler til intervieweren, som kunne være Jonas Poher Rasmussen. Anledningen og relationen er aldrig uddybet. Kun i kraft af pressematerialets »instruktørintention« ved vi, at Jonas fortæller om sin barndomsven fra »den lille vestsjællandske by«, hvor de begge er vokset op.

DER går et års tid, mens Amin fortæller. Ved begyndelsen er han i Danmark og kan ikke blive klog på, om han skal forpligte sig på forholdet til Kasper, den solide danske kæreste, som gerne vil giftes og bo i hus med havudsigt, katte og vildt hindbærkrat. Amin betror os, at han har fået et tilbud om at gøre postdoktorale studier i USA.

   I midt-80ernes Kabul er Amin en glad og tryg dreng. Han danser ud på gaden i sin søsters kjole og hører »Take On Me« med norske a-ha på sin walkman. Det er godt sted at åbne historien. Sangen sætter stemningen bedre end geopolitiske udredninger. Det samme gælder tv-klip med actionstjernen Jean Claude Van Damme, der giver Amin seksuelle længsler.

VI er i Reagan/Rambo-æraen, hvor USA sendte våben og penge til Taleban, som var de eneste, der ville kæmpe mod de sovjetrussiske besættelsesstyrker, der rykkede ind efter monarkiets afvikling. Fundamentalisterne var frihedskæmpere i vestlig optik. Meget har ændret sig i det ideologiske landskab. Den kolde krigs verden var mere nervøs, men mindre porøs. Flygtningetilstandens vilkår er evigt.

   Amins far forsvinder som andre dissidenter. Da Afghanistan bliver umuligt at leve i, rejser familien til Moskva, fordi Rusland er det eneste land, der vil give dem visa. Det er umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning. Rusland i 1991 er »et mærkeligt land«, hvor berusede mænd raver rundt mellem nedslidte husmødre, der står i kø ved de lænsede supermarkeder.

   Flugt er ikke en ode til globalisering. Ej heller et forsvar for nogen ideologi eller tro. De eneste, som altid forstår at læse virkeligheden, er menneskesmuglerne og de korrupte politifolk, som stjæler, voldtager og mishandler alle, der ikke slår fra sig.

DER er for det første en kunstnerisk gevinst ved at fortælle historien i animationsform. For det andet en række praktiske hensyn: som realfilm ville Flugt – der i udlandet hedder Flee – være en kostbar produktion.

   Den ville kræve store ressourcer og hære af medvirkende. Der findes faktisk en håndfuld af de film: Michael Winterbottoms In This World (2002), som rekonstruerer en flugtvej; Hans Petter Molands uretfærdigt oversete The Beautiful Country (2004); Marc Fosters solide filmatisering af The Kite Runner (2007, da. Drageløberen), som mainstreamer hele oplevelsen.

   Flugt kan bevæge sig frit i tre æstetiske lag. De fortællende afsnit er animeret i husstilen fra en grafisk roman. Drømme- og erindringssekvenser benytter en mere abstrakt, ekspressionistisk tegnestil, der forstærker mareridtsatmosfæren. Hårde nyheder får ekstra vægt ved at citere autentiske tv-aviser. Her er der brugt live action, f.eks. ved færgen Estonias forlis.

RASMUSSEN har lyttet til sin afghanske barndomsvens flimrende upræcise baggrundshistorie. Det er egentlig fortællingen om, hvorfor det var umuligt for Amin – der selvsagt er et pseudonym – at fortælle hele sandheden før nu, hvor han må forholde sig til sit inderste væsen og lægge sig fast på en identitet.

   Formen er forfriskende, og Amin reagerer ikke altid korrekt. I et af mange flugtforsøg når båden fra Estland ind i norsk farvand. Flygtningene bliver nidstirret af passagerne på færgen. Men de jubler og håber at blive samlet op.

   Amin deler ikke glæden. Drengen skammer sig over at være reduceret til ydmygende tiggeri. Fra båden bliver det meddelt, at de estiske myndigheder er kontaktet og vil sejle renegaterne tilbage. På den måde ender familien i Ukraine, hvor den er levende begravet i et år.

   Da Amin får adgang til Vesten, er det som skjult passager i en lastbil, hvor han deler mørket med en anden ung mand. I det hele taget er filmens LGBTQ-spor en solskinshistorie i mareridtslandskabet. Da Amin erklærer sig for sin familie, reagerer den med kærlighed og accept. I denne film er Paradis faktisk en mørk bøssebar i et vinterligt Sverige.

FLUGT er en vigtig film og en æstetisk bedrift, der forhåbentlig får det store publikum, som den fortjener. Israeleren Ari Folman er den nærmeste kunstneriske slægtning. Folman skildrede Seksdageskrigen i animationsform i Waltz with Bashir (2008) og er på årets Cannes-festival i konkurrence med Where is Anne Frank? Andre fæller og sidestykker er Marjane Satrabis Persepolis (2007) og Zabou Breitmans Svalerne i Kabul (2019).

   Amin er et liv i vor tid, en uledsaget flygtningedreng, der må lyve om sin situation for at blive værdigt behandlet. De danske myndigheder er ikke de værste, men den afghanske dreng får en iransk tolk, fordi man går ud fra, at sprogene ligner. Herfra er eksistensen et babylonisk kaudervælsk. Glæd dig til at se en film, hvor verdenshistorie og kønspolitik blander blod.

Jonas Poher Rasmussens film var udtaget til Cannes Festivalen, som ikke blev afholdt i 2020. I 2021 fik Flugt premiere på Sundance Film Festival, hvor den modtog Juryens Grand Prix. I Göteborg blev den kåret som årets bedste nordiske dokumentar. Flee er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2021 og er netop i dag indstillet som Danmarks Oscar-kandidat i Best International Feature-kategorien. De 94. Academy Awards bliver uddelt den 27. marts 2022.

Flugt (Flee). Instr. og manus: Jonas Poher Rasmussen. 83 min. DK-Frankrig-Sverige-Norge 2021. Dansk premiere: 17.06.2021.

Fotos: REEL Pictures/ Neon/ Sun Creature Studio/ Final Cut for Real 

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) 11.04.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.06.2021

Benh Zeitlin: Beasts of the Southern Wild (2012)

MIRAKLERNES TID

En udsat og grænseløs barndom

Af BO GREEN JENSEN

BØRN ser på verden med vidtåbne øjne. Blikket, som de kaster, kan forvandle og fortrylle. Somme tider ser de tingene klarere end den voksne, der er bundet af vaner og dyrekøbt erfaring. Andre gange gør de myretuer til bjerge ved at bekymre sig om ting, de ikke får forklaret. Fordi enhver har været barn, kan noget i os altid huske. Man føler sig genkendt, når tilstanden skildres sandfærdigt.

   To af de bedste film fra 2012 brugte barnets synsvinkel til at fortælle. På den måde fik de sagt noget nyt om emner, man troede var trætte og tømte. Australske Cate Shortland fulgte teenagepigen Hannelore på en rejse gennem Tyskland efter sammenbruddet i 1945. Amerikaneren Benh Zeitlin fik barndommen til at slå gnister i Beasts of the Southern Wild, hvor en lille pige oplever en syndflod i stil med orkanen Katrina. Både Lore og Zeitlins film, som i Danmark fik titlen Hushpuppy, er blevet små klassikere.

FOR Hushpuppy (Quvenzhané Wallis) er der ikke noget hårdt, usædvanligt eller fantastisk ved den udsatte barndom, hun får. Pigen er 6 år og bor med sin far, den skrantende Wink (Dwight Henry), i en tingfinderfæstning ved kanten af verden. Hun drømmer om sin mor og fantaserer om forhistoriske dyr, der vågner i isen oppe ved Arktis. Hendes dage er lange og lyse. Om nætterne sætter hun ild til det hele og danser mellem gnisterne sammen med de øvrige indbyggere i The Bathtub.

   »Badekarret« ligger på vadehavsøen Isle de Charles Doucet i Terrebonne-regionen ved New Orleans. Stedet er fiktivt, men ligner virkelighedens Isle de Jean Charles. Her lever man af fisk og sol i en fristad, der ikke vil inddrages i konformiteten. Myndighederne vil evakuere The Bathtub og de øvrige minisamfund i Mississippi-deltaet, men beboerne holder stand. Hvad de så ellers vil, vil de ikke ind bag dæmningen, som beskytter den lavtliggende millionby.

WINK fanger fisk og tilbringer sine dage i baren. Hushpuppy går i skole hos Miss Batsheba, som fortæller om istidens fauna. Man vil kæmpe med næb og kløer for The Bathtub, men naturen er ikke på menneskets side. Saltvandet dræber de frodige vækster. Øen er ved at dø og forsvinde. Som pigens far og livet, de har. Der har været en storm. Hvis der kommer én mere, vil verden gå under.

   Benh Zeitlins film solidariserer sig fuldkommen med Hushpuppy. Alt er set med hendes øjne og filtreret gennem blikket, hun kaster. Hun er en vildere, sort Pippi Langstrømpe, der overvejer sin situation. Tre tankesæt optager Hushpuppy. De kredser om hendes mor, om aurokkerne i polarisen og om syndfloden, der er på vej. Utvivlsomt er de tre verdener forbundne, men det kan pigen på seks ikke vide.

SELV efter fristadens standard lever Wink og Hushpuppy marginalt. Deres skurkompleks står i en lysning. Der går dage, hvor Wink ikke taler til nogen. Han er en kærlig, men også formørket mand, der opdrager datteren excentrisk og sporadisk. I perioder er han omsorgsfuld, skyder mod himlen for at sende stormen væk og lærer Hushpuppy at fiske. Andre dage er han bare væk. Det er ikke en far, som man føler sig tryg hos.

   Wink har nok kræft og mentale problemer. Han drikker mere alkohol, end han burde. Den forsvundne mor er sikkert narkoman og prostitueret. Hver af de voksne har sin historie, og det er muligt at konstruere en mere prosaisk version, men i Hushpuppys hoved bliver alting blandet, og hun og publikum oplever tingene sammen. 

   Vi lever da i miraklernes tid. For eksempel er de kolossale aurokker konkrete og virkelige nok. Det er et vildt og betagende syn, da de kommer.

PIGEN fortæller selv på filmens lydside. For Hushpuppy er der ikke noget sært ved hendes fars plan om at stikke dynamit i gabet på en alligator, der kan vædre diget ved byen. Det er også okay at have sin egen Villa Villakulla i traileren bag skuret, hvor Wink holder hus med sine dæmoner. Det er ikke okay, at der går ild i den, hvis man glemmer en gryde, men kunne hun ellers finde sin mor, ville Hushpuppys verden være fuldkommen. Hun har ingen reel forestilling om nogen anden slags liv.

   På forvirrende vis bygger filmen ikke på den (ny)klassiske novelle af Doris Betts i samlingen Beasts of the Southern Wild and Other Stories (1973). Forlægget er et teaterstykke, Juicy and Delicious, som Lucy Alibar skrev i 2010, fem år efter Hurricane Katrina. I sceneversionen gjaldt det en dreng, der var ved at miste sin far. Alibar har selv bearbejdet skuespillet sammen med Zeitlin. Allerbedst er nok, at teksten er skrevet helt uden moralske parametre. Der er ikke noget op og ned, ikke noget rigtigt og forkert.

FILMEN fik premiere på Sundance Festivalen i januar 2012 og var samme år en af de store titler i Cannes, hvor den modtog Camera d’Or-prisen for bedste debut. Den er sjældent blevet overset. Danske Filmkritikere gav den sin Bodil for Bedste Amerikanske Film i 2013. Beasts of the Southern Wild er en billedfest og en af de mest originale barndomsskildringer, der er set i hele filmhistorien.

Se også Benh Zeitlin: Wendy (2020); Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005); Joe Kelly | Anders Walter: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Léa Mysius: Ava (2017); Carla Simon: Sommeren 1993 | Estiu 1993 (2017); Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/ Resin (2019) [Bogen og filmen]; Céline Sciamma: Petite maman (2021).

Beasts of the Southern Wild (Hushpuppy). Instr.: Benh Zeitlin. Manus: Lucy Alibar og Benh Zeitlin. Foto: Ben Richardson. 93 min. USA 2012. Dansk premiere: 03.01.2013

Fotos: Cinereach/ CineMaterial/ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (maj 2025) på Blockbuster, MUBI, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 19.11.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.01.2013