Benh Zeitlin: Beasts of the Southern Wild (2012)

MIRAKLERNES TID

En udsat og grænseløs barndom

Af BO GREEN JENSEN

BØRN ser på verden med vidtåbne øjne. Blikket, som de kaster, kan forvandle og fortrylle. Somme tider ser de tingene klarere end den voksne, der er bundet af vaner og dyrekøbt erfaring. Andre gange gør de myretuer til bjerge ved at bekymre sig om ting, de ikke får forklaret. Fordi enhver har været barn, kan noget i os altid huske. Man føler sig genkendt, når tilstanden skildres sandfærdigt.

   To af de bedste film fra 2012 brugte barnets synsvinkel til at fortælle. På den måde fik de sagt noget nyt om emner, man troede var trætte og tømte. Australske Cate Shortland fulgte teenagepigen Hannelore på en rejse gennem Tyskland efter sammenbruddet i 1945. Amerikaneren Benh Zeitlin fik barndommen til at slå gnister i Beasts of the Southern Wild, hvor en lille pige oplever en syndflod i stil med orkanen Katrina. Både Lore og Zeitlins film, som i Danmark fik titlen Hushpuppy, er blevet små klassikere.

FOR Hushpuppy (Quvenzhané Wallis) er der ikke noget hårdt, usædvanligt eller fantastisk ved den udsatte barndom, hun får. Pigen er 6 år og bor med sin far, den skrantende Wink (Dwight Henry), i en tingfinderfæstning ved kanten af verden. Hun drømmer om sin mor og fantaserer om forhistoriske dyr, der vågner i isen oppe ved Arktis. Hendes dage er lange og lyse. Om nætterne sætter hun ild til det hele og danser mellem gnisterne sammen med de øvrige indbyggere i The Bathtub.

   »Badekarret« ligger på vadehavsøen Isle de Charles Doucet i Terrebonne-regionen ved New Orleans. Stedet er fiktivt, men ligner virkelighedens Isle de Jean Charles. Her lever man af fisk og sol i en fristad, der ikke vil inddrages i konformiteten. Myndighederne vil evakuere The Bathtub og de øvrige minisamfund i Mississippi-deltaet, men beboerne holder stand. Hvad de så ellers vil, vil de ikke ind bag dæmningen, som beskytter den lavtliggende millionby.

WINK fanger fisk og tilbringer sine dage i baren. Hushpuppy går i skole hos Miss Batsheba, som fortæller om istidens fauna. Man vil kæmpe med næb og kløer for The Bathtub, men naturen er ikke på menneskets side. Saltvandet dræber de frodige vækster. Øen er ved at dø og forsvinde. Som pigens far og livet, de har. Der har været en storm. Hvis der kommer én mere, vil verden gå under.

   Benh Zeitlins film solidariserer sig fuldkommen med Hushpuppy. Alt er set med hendes øjne og filtreret gennem blikket, hun kaster. Hun er en vildere, sort Pippi Langstrømpe, der overvejer sin situation. Tre tankesæt optager Hushpuppy. De kredser om hendes mor, om aurokkerne i polarisen og om syndfloden, der er på vej. Utvivlsomt er de tre verdener forbundne, men det kan pigen på seks ikke vide.

SELV efter fristadens standard lever Wink og Hushpuppy marginalt. Deres skurkompleks står i en lysning. Der går dage, hvor Wink ikke taler til nogen. Han er en kærlig, men også formørket mand, der opdrager datteren excentrisk og sporadisk. I perioder er han omsorgsfuld, skyder mod himlen for at sende stormen væk og lærer Hushpuppy at fiske. Andre dage er han bare væk. Det er ikke en far, som man føler sig tryg hos.

   Wink har nok kræft og mentale problemer. Han drikker mere alkohol, end han burde. Den forsvundne mor er sikkert narkoman og prostitueret. Hver af de voksne har sin historie, og det er muligt at konstruere en mere prosaisk version, men i Hushpuppys hoved bliver alting blandet, og hun og publikum oplever tingene sammen. 

   Vi lever da i miraklernes tid. For eksempel er de kolossale aurokker konkrete og virkelige nok. Det er et vildt og betagende syn, da de kommer.

PIGEN fortæller selv på filmens lydside. For Hushpuppy er der ikke noget sært ved hendes fars plan om at stikke dynamit i gabet på en alligator, der kan vædre diget ved byen. Det er også okay at have sin egen Villa Villakulla i traileren bag skuret, hvor Wink holder hus med sine dæmoner. Det er ikke okay, at der går ild i den, hvis man glemmer en gryde, men kunne hun ellers finde sin mor, ville Hushpuppys verden være fuldkommen. Hun har ingen reel forestilling om nogen anden slags liv.

   På forvirrende vis bygger filmen ikke på den (ny)klassiske novelle af Doris Betts i samlingen Beasts of the Southern Wild and Other Stories (1973). Forlægget er et teaterstykke, Juicy and Delicious, som Lucy Alibar skrev i 2010, fem år efter Hurricane Katrina. I sceneversionen gjaldt det en dreng, der var ved at miste sin far. Alibar har selv bearbejdet skuespillet sammen med Zeitlin. Allerbedst er nok, at teksten er skrevet helt uden moralske parametre. Der er ikke noget op og ned, ikke noget rigtigt og forkert.

FILMEN fik premiere på Sundance Festivalen i januar 2012 og var samme år en af de store titler i Cannes, hvor den modtog Camera d’Or-prisen for bedste debut. Den er sjældent blevet overset. Danske Filmkritikere gav den sin Bodil for Bedste Amerikanske Film i 2013. Beasts of the Southern Wild er en billedfest og en af de mest originale barndomsskildringer, der er set i hele filmhistorien.

Se også Benh Zeitlin: Wendy (2020); Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005); Joe Kelly | Anders Walter: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Léa Mysius: Ava (2017); Carla Simon: Sommeren 1993 | Estiu 1993 (2017); Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/ Resin (2019) [Bogen og filmen]; Céline Sciamma: Petite maman (2021).

Beasts of the Southern Wild (Hushpuppy). Instr.: Benh Zeitlin. Manus: Lucy Alibar og Benh Zeitlin. Foto: Ben Richardson. 93 min. USA 2012. Dansk premiere: 03.01.2013

Fotos: Cinereach/ CineMaterial/ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (maj 2025) på Blockbuster, MUBI, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 19.11.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.01.2013 

Spike Lee: BlacKkKlansman (2018) [Black Lives Matter 10]

DET STORE BEDRAG

A Spike Lee Joint med vid og bid

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN for BlacKkKlansman er grotesk og utroværdig. En sort mand bliver medlem af Ku Klux Klan og kommer højt på strå i organisationen, der har gjort mere for racehad end de fleste. Man ville afvise filmen som studentikos satire, hvis ikke historien også var sand.

   I 1973 blev Ron Stallworth den første afro-amerikanske polibetjent i Colorado Springs. Hans hudfarve var et aktiv, når politiet skulle orientere sig i det radikale miljø. Da Kwame Ture – bedre kendt som Stokely Carmichael – fra De Sorte Pantere kom til byen for at tale, blev Stallworth sendt ind med en skjult mikrofon. Ved samme lejlighed mødte han kæresten Patrice, som arrangerede Tures besøg.

   At infiltrere Black Panther Party var en bunden opgave. Det var derimod på eget initiativ, at Stallworth tog kontakt til Ku Klux Klan, som søgte nye medlemmer. Han ringede simpelt hen til nummeret, som var oplyst i annoncen. Da det blev tid til at møde de lokale ekstremister, måtte en kollega med hvid hud træde ind. Det blev kriminalbetjenten Flip Zimmerman, som var vant til at arbejde dybt undercover.

ZIMMERMAN havde aldrig tænkt over, at han var jødisk. Stallworth begyndte at spørge sig selv, om han arbejdede for fjenden. Sammen steg de i graderne og var med til yde politibeskyttelse, da klanlederen David Duke besøgte sine tropper i Colorado. Hele det vilde forløb er beskrevet i bogen Black Klansman: Race, Hate, and the Undercover Investigation of a Lifetime, som Ron Stallworth fik udgivet i 2014.

   For filmskaberen Spike Lee bliver Stallworths beretning en anledning til at mobilisere alle de sædvanlige temaer og motiver. Her er omsider en sag, der kan holde og bære det hele.

   Saglig kulturanalyse og radikal systemkritik går hånd i hånd med humor, spænding, romantik og filmkunstens øvrige billige tricks. Resultatet er Lees mest effektive – skønt ikke nødvendigvis »bedste« – film siden Summer of Sam (1999), der brugte en seriemordersag fra 70ernes New York med samme politiserende flair.

SPIKE Lee havde tidligt i karrieren et populært øjeblik, hvor han og kulturen ville det samme. Film som She’s Gotta Have It (1986), Do the Right Thing (1989) og Jungle Fever (1991) blev globale og spontane hits i en tid, som ikke var mindre racistisk, men dyrkede hiphop og rap.

   Storfilmen om Malcolm X (1992) blev Lees sidste mainstreamsucces. Han gentog sig selv i svagere genrefilm som Crooklyn (1994), Clockers (1995) og Girl 6 (1996), men blev upåagtet mere politisk i dramaer som Get on the Bus (1996), der bare ikke nåede et stort publikum.

   Lee er sjældent en subtil instruktør – og han bliver ofte misforstået, når han prøver at tale stilfærdigt. The 25th Hour (2002) var en af de mest eftertænksomme film om 9/11, men den blev knap nok registreret, måske fordi Lee brugte hvide protagonister.

   Der har været kompetent melodrama som Miracle at St. Anna (2008) og neutrale spændingsstykker som Inside Man (2006) og Oldboy (2013), en genindspilning af Park Chan-wooks koreanske hyper-noir, men Lees hovedspor har i årtier været balstyrig satire, der skød langt over målet.

   Det begynder i 2000 med Bamboozled og fortsætter stadig mere outreret i Red Hook Summer (2012), Da Sweet Blood of Jesus (2014) og musicalen Chi-Raq (2015), hvor sort og hvid synger katolsk gospel sammen. John Cusack er den syngende præst i Chicago.*

   I samme periode er Lee en stadig skarpere dokumentarist. When the Levees Broke (2006) er den definitive skildring af Hurricane Katrina. Four Acres and a Mule, Lees eget produktionsselskab, har lanceret en strøm af tv-projekter, der går imod den hvide hovedstrøm.

DET er, som det hedder, en anden historie. Jeg nævner disse ting af flere grunde. For det første for at pege på en usædvanlig comebackfilm. For det andet for ikke at røbe for meget af handlingen i BlacKkKlansman. Den begynder i bredt komisk leje, men bliver siden både spændende og intens.

   John David Washington – som er søn af Denzel Washington – spiller Stallworth med åben, imødekommende mine. Adam Driver er meget velanbragt som hans jødiske partner. Laura Harrier drejer, sikkert med vilje, portrættet af Patrice Dumas i retning ad Angela Davis.

   For Lee benytter lejligheden til atter at udstille det store bedrag, som han (ikke uden rette) mener, at Hollywoods take på historien har været. 1973 er året, hvor blaxploitation var i zenit. Filmen har sin kringlede titel i ånden fra Sweet Sweetback’s Baadasssss Song (1971). Ron og Patrice klæder sig som karakterer fra Shaft (1971) og Cleopatra Jones (1973).

TOPHER Grace leverer en glat David Duke, der er ond og banal i Hannah Arendt’sk forstand. Koryfæerne Alec Baldwin og Harry Belafonte udlægger filmhistorien fra diametrale positioner. Baldwin er racisten, som maner til mobilisering, mens En nations fødsel (1915) kører i baggrunden. Ku Klux Klan blev gjort til helte i D.W. Griffiths nationalepos. Det samme skete i Borte med blæsten (1939). Belafonte spiller en filmprofessor, der taler om racismen i det definitive borgerkrigsmelodrama.

BlacKkKlansman modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen i 2018. Til gallapremieren kom Spike Lee med de knojern, som Radio Raheem bruger i Do the Right Thing. På det ene står der LOVE, på det andet står der HATE.

   Lee har symbolikken fra Charles Laughtons The Night of The Hunter (1955, da. Kludedukken), men han siger, at alle hans film har handlet om dét. Ikke om klasse og etniske rødder. Bare om denne grundlæggende kamp.

   Til slut viser Lee friske billeder fra 2017-optøjerne i Charlottesville, Virginia. Det er selvsagt med flossede ender, at disse umage størrelser samles i filmen. Men BlacKkKlansman svæver og flyver reelt. Alle Spike Lees kvaliteter får stemme. Det er effektiv propaganda. Og virkelig en film, som kulturen fortjener.

*) Berlinale 2016: »Dag 5. Spike Lee er i Berlin med Chi-Raq. Det er afro-amerikanernes navn for South Side Chicago, som har national rekord i bandekrig og skuddrab. Fra 2001 til 2015 døde 8000 amerikanere i Chicago. Det er flere end i krigene i Irak og Afghanistan. Nogle ofre var små skolebørn.

   Lees eget våben er grovkornet humor. Han tager en oldgræsk komedie – Aristofanes' Lysistrate, som har stået model til mange moderniseringer – og smelter den om i en blanding af eventyr, farce og musical. Alle kneb gælder. Filmen er en øvelse i praktisk og besværgende magi. 

   Præmissen i Lysistrate er, at Spartas kvinder nægter mændene sex, hvis ikke de afblæser krigen mod Troja. Det virkede i Hellas. Det virker naturligvis også (på film) i Chicago. Chi-Raq er for resten finansieret af Amazon Studios.

   Dialogen bliver fremsagt i rimede linjer, der rappes i ånden fra lydsporets sange. Samuel L. Jackson er Dolmedes, den lapsede fortæller. Teyonah Parris og Nick Cannon er parret i midten af sexkrigen, der breder sig til hele verden i fingerede nyhedsklip. Også københavnske kvinder er på gaden for at råbe: Ingen Fred, Ingen Fisse!! Det er Angela Bassett, der giver Lysistrate ideen.

   Som kvarterets radikale præst holder John Cusack en prædiken, der kommer direkte fra instruktøren. Det er som at høre Malcolm X, Martin Luther King, James Baldwin og Michael Moore på én gang. Der er skarp analyse og ren populisme, men især suveræn retorik. Cusack er fænomenal, når han får den rigtige rolle. Se bare hans Brian Wilson i Love & Mercy.

   Filmen er skiftevis frusterende løs og klart inspireret. Jeg tænkte flere gange på Girl 6 fra 1996, hvor det regnede med telefoner til slut, og den samme slags eventyr var i spil. Lee kan en masse filmting, men har svært ved at holde sig til sagen. Her sender han en pinlig hilsen til Dr. Strangelove og lader Jackson runde af med en tale, der kopierer den store slutning i Patton.«

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

BlacKkKlansman. Instr.: Spike Lee. Manus: Charlie Watchel & David Rabinowitz; Kevin Wilmott & Spike Lee. Foto: Chayse Irvin. 135 min. USA 2018. Dansk premiere: 20.09.2018

Fotos: Four Acres and a Mule/ David Lee/ Focus Features/ UIP/ FilmAffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 24.12.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.09.2018 [Noten om Chi-Raq er en opdatering til Mikrozinets Facebook-side 16.02.2016]