Forstadsbilleder | George Clooney: Suburbicon (2017)

   

PLANLAGTE BYER

De friserede forstæders mørke historie

Af BO GREEN JENSEN

I 2017 er det 70 år siden, at de amerikanske forstæder blev født. Her tænker jeg ikke på yderzoner, der bliver inddraget i en voksende storby. Jeg tænker på de konstruerede samfund, parcelhusområder med x antal ens typehuse, som i 1950erne blev den foretrukne boligform for hvide amerikanske familier, der søgte ud af de slidte og trængte bymidter.

   Banebryderen hed William J. Levitt (1907-1994). I 1947 købte han 400 hektar henliggende landbrugsjord på Long Island og opførte 6.000 små typehuse. Først skulle de lejes, men snart kunne de købes. Den nye by fik navnet Levittown. Da den stod færdig i 1951, var der 17.447 huse, alle med hvidt plankeværk, grønne forhaver, moderne køkken og tv.

   De fleste udflyttere var hjemsendte soldater, der skulle begynde forfra med deres familier. Øvelsen var finansieret af tilskud og statsgarantier. Det blev på den måde muligt at købe et hus til 8000 dollar med en udbetaling på 400 dollar. Veteraner betalte slet ingenting.

   

FORSTÆDERNE – under ét kaldet Suburbia eller the suburbs – var en succeshistorie, der gjorde Levitt til en af de rigeste mænd i sin tid. Han kom på forsiden af Time Magazine og var Årets Mand flere gange. Mindre opreklameret var raceadskillelsespolitikken. Husene i Levittown var forbeholdt »den kaukasiske race«.

   Bestemmelsen var kontroversiel. Højesteret fastslog, at racekriteriet var »unenforceable by law«, men myndighederne lod det passere. Levitt byggede seks Levittowns. Der var naturligvis konkurrenter. Ved 50ernes slutning boede 30 mio. amerikanere i planlagte satellitbyer. De tømte storbyer var overladt til forretning, bohemer og minoriteter.

   Der er i anledning af jubilæet kommet flere udmærkede bøger om arkitekturen, demografien og sociologien. Lad mig anbefale to: Houses for a New World: Builders and Buyers in the American Suburbs 1945-1965 (Princeton University Press, 2015) af Barbara Miller Lane og Detached America: Building Houses in Postwar Suburbia (University of Virginia Press, 2015) af James A. Jacobs.

PÅ film er George Clooneys Suburbicon den centrale markering. Det er ikke en vellykket film, men ideen har nok været god på papiret. Clooney og hans faste sparringspartner, Grant Heslov, havde selv et manuskript, der tog afsæt i en faktisk episode: I 1957 brød helvede løs, og der opstod uroligheder, da en afrikansk-amerikansk familie købte hus i Levittown.

   Samtidig huskede Clooney et manuskript af Joel og Ethan Coen, som han købte og næsten fik produceret – med sig selv i skurkerollen – i 2005. Det var en sort, sarkastisk komedie, som brødrene skrev og skrinlagde i 1986, da de fornyede den hårdkogte genre med skæve spændingsstykker som Blood Simple og Raising Arizona. De havde ikke helt signaturen endnu. Brødrenes vinkel på film noir blev siden til liflige film som Miller's Crossing, Fargo og The Man Who Wasn't There. Deres syn på forstadsmentalitten er knæsat i den sære og ret svære A Simple Man (2009).

   Det er de to ideer, den gamle Coen-historie og den nye Black Lives Matter-kommentar, der på støjende vis bliver kombineret i Suburbicon. Altså en underlig fisk af en film, og resultatet må siges at være derefter.

DET begynder i hjertet af normaliteten, hvor forstadsfascisterne protesterer, fordi den nye familie i byen er sort. Men Far (Leith M. Burke), Mor (Karimah Westbrook) og Andy Mayers kender rutinen. De flytter ind og begynder at bygge en hverdag.

   Imens, i nabohuset hos familien Lodge, forstår 12-årige Nicky ikke, hvad der foregår. Midt om natten bliver han vækket og ser sin far, sin mor og sin moster krybe for to grove mænd.

   Der er en effektiv utryghed i de første scener. Man forventer halvt et okkult ritual. I stedet – og det er en god Coen’sk pointe – bliver mystikken til en banal historie om voksne menneskers tarvelighed.

FOR dusinmennesket Gardner (Matt Damon) står i gæld. Sammen med sin svigerinde, Margaret, har han prøvet at tage livet af hustruen Rose (begge spillet af Julianne Moore), Nickys mor, som sidder i kørestol. Da drabet mislykkes i første forsøg, tager parret skarpere midler i brug.

   Nickys onkel er mistænksom. En grådig detektiv (Oscar Isaac) ringer på og siger, at sagen ikke blot dufter af svindel: den stinker og råber til himlen. Så stadig flere brikker må fjernes. Efterhånden er misantropien så tæt, at det knap nok undrer Nicky, da Rose kommer gift i hans sandwich.

   Mens Lodge-familien forsvinder i groteske intriger, bliver skafottet rejst udenfor. Der synges og hujes ved huset, hvor den sorte familie passer sit liv. Det er forbundne og dog separate historier, som måske kunne forstærke hinanden. Her ender de med at tage lys fra hinanden.

   Det eneste positive er hængslet: drengene Nicky og Andy bliver venner i ånden fra nostalgiske forstadsfabler som E.T. og Super 8.

DET er kun den brutale noir i historien, som Clooney har arvet fra brødrene Coen. Det racistiske spor er autentisk. William og Daisy Myers blev udsat for samme ekstreme chikane, da de flyttede ind i et af de 17.000 typehuse i Levittown, Pennsylvania, i sommeren 1957. De købte huset af en jødisk familie, som flyttede fra mønstersamfundet. Og familien blev boende sammen med datteren Lynda, da urolighederne gik i sig selv. De flyttede efter fire år, da William Myers fik arbejde i Harrisburg . 

   Clooney fandt historien i David Kushners bog, Levittown: Two Families, One Tycoon, and the Fight for Civil Rights in America’s Legendary Suburb (Walker Books, 2009). Her fremgår, at ejerskab afløste lejemodellen, fordi Højesteret underkendte firmaets ret til at fravælge etniske grupper. »I bund og grund var William Levitt en hykler. Og William Levitt ville ikke lade sorte flytte ind i sine huse, og da sagen kom for retten, fik han besked på at integrere. Og han ville hellere sælge sin ejendom end integrere.«

   Clooney ser episoden som et korrektiv til selvtilfredsheden, der hersker i nordstaterne. »Folk oppe nordpå elsker at tro, at de ikke havde noget at gøre med racismen,« sagde han ved filmens premiere i Venedig. »De elsker at vaske deres hænder og sige: 'Faktisk var vi progressive liberalister. Vi var imod slaveriet og for borgerrettigheder.' Men sandheden er mere kompliceret. Der var mange problemer, især i byer som Levittown.«

   Han ser en aktuel parallel til optøjerne i Charlottesville i Virginia. Og forretningsmanden Levitt som et forvarsel om Donald Trump.*

FORTÆLLINGEN skuffer, men formen er flot. Alene titelsekvensen – en lækker pastiche på tv-reklamer for livskvaliten i planlagte byer – er næsten billetprisen værd.

   Suburbicon kalder sig Eden, så naturligvis er der en slange i græsset. Men i Blue Velvet lå der et afrevent øre. Forstæderne har givet os så mange mørke historier i et frodigt register af rig paranoia, fra The Stepford Wives til Pleasantville og The Truman Show.

   Der er store realistiske film som The Ice Storm, American Beauty og Revolutionary Road. Eventyr som Edward Scissorhands og Donnie Darko. Thrillers som Disturbia, moraliteter som The Virgin Suicides. Horror fra Poltergeist til Get Out, Us og It Follows.

   Alle de fine sange forpligter. Suburbicon ligger langt nede på listen.

*) Suburbicon havde premiere på Mostraen i Venedig den 2. september 2017, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. Allerede seks dage senere fulgte den nordamerikanske lancering på TIFF i Toronto, som ikke har nogen officiel konkurrence, men er større og mindst lige så vigtig. Jeg kom til Venedig i perioden 2003-2019. Det gav altid denne sære rytme, at de to festivaler overlapper hinanden. Fra 2012 og tre år frem kunne Venedig hver gang vise årets Oscarvinder som sin åbningsfilm. Så det blev ekstra attraktivt at åbne dér. Lido var fuld af amerikanske titler og filmfolk de første syv dage. Alt var hektisk og overfyldt ligesom i Cannes. I uge to begyndte Toronto, og med ét var der ledige pladser på stranden + luft til at gå på opdagelse og se nye film fra resten af verden. Jeg talte med George Clooney en enkelt gang i Venedig, men det var i 2005, da han kom med Goodnight, and Good Luck og var relativt ny som instruktør. Her er han citeret fra pressemødet efter den første visning og fra det interview, som han (og Julianne Moore og Lynda Myers) gav til Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter den 1. september, 2017. 

Suburbicon. Instr.: George Clooney. Manus: Joel & Ethan Coen; George Clooney & Grant Heslov. Foto: Robert Elswit. 105 min. USA-Kina-UK 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

Fotos:Suburbicon Black LLC/ Black Bear/ Bona Film Group/ Dark Castle Entertainment/ Huahua Media/ Silver Pictures/ Smokehouse Pictures/ Paramount Pictures Home Entertainment/ UIP/ Mis. Label/ CineMaterial/ MovierStillsDB/ Encyclopedia Britannica/ Time Warner/ YouTube 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (region A) 06.02.2018

2K Blu-ray fra Mis.Label/ Noble Entertainment (region B) 12.04.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form og med rubrikken 'Hvidt plankeværk') i Weekendavisen Kultur 08.12.2017

Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]

EN BITTER LILLE IRONI

Robert Altmans næstbedste multiplotfilm

Af BO GREEN JENSEN

KNAP 20 år og 30 film efter Nashville (1975) vender Robert Altman i Short Cuts tilbage til den panoramiske kollektivskildring, som han første gang dyrkede dér. I en lignende episodisk struktur – og med det samme sædeskildrende anslag, som ligner objektiv impressionisme – tager Altman 10 tekster af Raymond Carver, føjer sporene sammen og fylder en dampende, støjende gryde af liv.*

   Det er ikke sædvanlige Hollywoodliv, vel at mærke, med action-orienteret drive og regelret mangel på gråzonetvivl. Der er 22 karakterer i det brede myldrebillede. Alle søger en forfatter og finder ham også i Altmans mix. Det er blevet en californisk livsfrise. Short Cuts – det betyder både »tynde skiver«, »genveje« og »korte klip« – er ingen filmatisering i traditionel forstand. Snarere tager den tværsummen af Carver.

   Resultatet er en bevægende film, som man nødigt giver netop dét klistermærke. Hverken Carver eller Altman vil manipulere. De vil registrere, og de vil beskrive. Når først vi har set, kan vi muligvis nå til at reagere, men vi får ikke følelsen serveret eller dikteret. Det er en strategi, som til tider giver bagslag, fordi den står så stærkt på sin distance, men ofte er det en effektiv stikvej.

   Især er formatet imponerende, såvel i overført som konkret forstand. Hver for sig er historierne og deres billeder små og rodede at se på. Sammen udgør de en kollektivskildring, der er filmet i sjælens cinemascope. Carver ligger godt for Altman. Det er en bedre film end den smarte The Player (1992), den opportunistiske Prêt-à-Porter (1994) og den nostalgiske Kansas City (1996). Man føler sig genkendt og ikke talt ned til. Man føler sig anbragt i midten.

RAYMOND Carver (1938-1988) blev kaldt »Amerikas Tjekhov«, fordi hans noveller besidder en lignende kosmisk stilfærdighed. Han arbejdede hårdt for at opnå det præg af ukunstlet hverdag og menneskelig indsigt, der banker som et roligt hjerte under de bedste af hans historier. Carvers skikkelser er ofte »tabere«, der gør hvad de kan for at rejse sig eller bare holde en skrøbelig balance, som andre mennesker tager for givet.

   Carver kunne til sin død huske dagen, som blev vendepunktet i hans liv, den dag han holdt op med at drikke. Det var den 2. juni 1977. Han kendte kædereaktionen af sejre, kriser, nederlag og genfødsler, der bærer de udsatte skikkelser frem. Ved aldrig at falde for fristelsen til at bruge højt sprog, giver han dem fuld troværdighed. Han blev set som minimalismens digter, men ordet er både goldt og for småt. Snarere var han sin stil.

   Carver blev gift og skilt som ganske ung, havde en række tilfældige småjobs og store problemer med diverse stimulanser, indtil han i sit andet ægteskab, med digteren Tess Gallagher, fandt den fornødne fred til at skrive. Samtidig begyndte hans noveller at få mesterstatus. De fleste står i tre samlinger: Will You Please Be Quiet, Please? (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Cathedral (1983). Før sin død samlede Carver de bedste noveller i de bedste versioner. Where I'm Calling From: New And Selected Stories (1988) rummer 7 nye tekster plus 30 fra de første bøger. 

   Carver skrev også digtsamlingerne Where Water Comes Together With Other Water (1985) og Ultramarine (1987). Efter hans død udkom A New Path To The Waterfall, hvis titel meget godt giver den forklarelse, som fandt og fyldte ham til slut, men kernen i Carvers historier ligger tilbage i hans kritiske tid. Lyrikken er samlet i All of Us: The Complete Poems (1996). Carver vedkendte sig gerne inspirationen fra Tjekhov og sagde tre år før sin død til en interviewer:

Jeg elsker Tjekhov. Men jeg vil samtidig sige, at jeg ikke kender nogen forfatter som ikke gør dét. Jeg elsker også Tolstoj. Han er klar, præcis og samtidig umådeligt vidtrækkende. Han rammer alle de rigtige toner, ligesom Bach. Tjekhov arbejder i en meget mindre målestok. Jeg kan lide måden, han fortæller om almindelige mennesker på. Med et betragtende blik som ikke automatisk udelukker sympati. Og så holder jeg naturligvis meget af Hemingway. Hemingways tidlige noveller har været en kæmpemæssig påvirkning. Deres rytme, deres særlige kadence. Jeg genlæser dem hvert andet eller tredje år, og de kan stadig gøre mig henrykt. Til en vis grad er vi alle Hemingways børn.**

EN sværm af helikoptere hænger i truende formation over Los Angeles, mens titelsekvensens neonbogstaver krediterer de mange celebre medvirkende. På afstand ligner det indflyvningen til en scifi-fortælling, måske Blade Runner 2 eller Escape from L.A., men det apokalyptiske optrin viser sig hurtigt at være prosaisk og samtidigt. Helikopterne sprøjter insektgift ned i et forsøg på at komme de frygtede medflies til livs.

   Den kemiske regn er det første, som forbinder tableauets simrende skæbner. Det andet er det mellemsvære jordskælv, som til slut retfærdiggør filmens mest markante ændring af det litterære forlæg. Carvers noveller udspiller sig ved byerne på den nordlige vestkyst, et mere køligt og mindre støjende hjørne af den amerikanske virkelighed. Det er Altman og medforfatteren Frank Barhydt, der transplanterer dem til Californien. I sit forord til tie-in udgaven af Short Cuts forklarer filmskaberen:

One of the reasons we transposed the settings from the Pacific Northwest to Southern California was that we wanted to place the action in a vast suburban setting so that it would be fortuitous for the characters to meet. There were logistical considerations as well, but we wanted the linkages to be accidental. The setting is untapped Los Angeles, which is also Carver Country, not Hollywood or Beverly Hills - but Downey, Watts, Compton, Pomona, Glendale - American suburbia, the names you hear about on freeway reports. [»Collaborating with Carver«, Short Cuts s. 9] 

STRUKTUREN i Short Cuts er horisontal. De små historier er ikke isolerede episoder, som knyttes sammen af en central begivenhed, en handlingsbærende faktor, et fælles rum eller lignende. Der er tale om mere end forbundne noveller. Altman og Barhydt har en vision. Alt foregår med en samtidighed, der løfter blikket til kosmisk niveau.

   Historierne ånder i hinanden. De enkelte liv griber ind i hinanden som ved en narrativ osmose. I farten bliver de også bestemmende for hinanden, men sjældent så det giver anden mening end symmetrien i den udeltagende skæbne. Det er lidt som at sidde i cockpittet på den forreste Medfly-helikopter. Eller betragte filmen i Guds klippebord.

   Atmosfæren af universel fatalisme er sat på spidsen i den mest bevægende af handlingsklyngerne, baseret på novellen »A Small, Good Thing« (»Lidt Godt«) fra Cathedral. Den demonstrerer samtidig Altmans organiske teknik som fortæller. Han arbejder altid i flere af billedets felter. Det er som at se en skulptur, der tager form. 

   Vi har vænnet os til at følges med Earl og Doreen Piggot (Tom Waits og Lily Tomlin). Han er en alkoholiseret limousinechauffør, som nok er frustreret over aldrig at være nået længere end til at bo i en meget stationær trailer sammen med sin kone, men som især bliver bitter på skæbnen, når han kigger indenfor i cafeteriaet, hvor hun serverer kaffe og burgers, og ser, hvordan andre mænd overbeglor hendes krop. 

   Vist er det noget, han bilder sig ind, men jalousien er stærk og konkret. Det ender altid med, at han bliver olm og begynder at drikke for alvor. Hun kommer hjem, de skændes, han går og smækker hårdt med døren, for så at vende ydmyg tilbage, når det er blevet dag igen. Sådan er det bare med de to. Vi følger dem gennem en af de mest opløftende episoder frem til forsoningen, hvor de drikker sig småfulde sammen og forvandler traileren til det Hawaii, som de aldrig får besøgt. Men i ét nu rører de tre andre liv.

ANN og Howard Finnigan (Andie MacDowell og Bruce Davison) har hjemme på solsiden i Los Angeles. Han er tv-kommentator, hun får hverdagen til at fungere. Sammen har de sønnen Scott, som fylder 8 år næste dag. Derfor bestiller Ann en kage hos konditoren Andy Bitkower (Lyle Lovett), da hun har sendt Scott i skole. Samtidig er Doreen Piggot på vej hjem fra arbejde. Scott løber efter skolebussen, og Doreen kommer til at påkøre ham. 

   Hun er chokeret, springer ud af bilen og vil følge ham hjem til forældrene, men drengen har fået at vide, at han ikke må tale med fremmede. Desuden ser han ud til at være sluppet med forskrækkelsen. Doreen ser drengen humpe af sted og tager hjem og fortæller Earl om, hvor heldigt det var, at han ikke tog skade. Hun bliver aldrig klogere.

   Desværre véd publikum bedre. Scott falder i en komatøs søvn. Ann får kørt ham på hospitalet og hidkalder Howard fra tv-studiet. Deres læge bliver samme Ralph Wyman (Matthew Modine), som i en anden historie er bitter på sin hustru, billedkunstneren Marian (Julianne Moore), fordi hun tre år før havde en affære, hun aldrig har villet fortælle ham om.

   I begyndelsen er prognosen god, og vi følger udviklingen fortrøstningsfuldt, mens ulykken sætter sig små, bitre spor. Den rasende konditor forstår ikke, hvorfor Scotts kage ikke blev hentet. Efter at være blevet affærdiget af Howard, iværksætter han en udførlig telefonterror over for Ann.

SAMTIDIG dukker Howards far (Jack Lemmon), som ingen har hørt fra i 30 år, op på hospitalet. Paul Finnigan venter både forsoning og bifald for sine trætte selskabstricks. Lemmons monolog – som er et riff på digtet »Lemonade« – varer 7 minutter og står som en arie i filmen, der ellers er bygget af recitativer. Det bliver ved og ved, og drengen får det aldrig bedre. Han åbner øjnene, og vore hjerter letter med forældrenes. Så dør han, og vi deler deres afmagt. Sammen konfronterer de den bitre konditor. Et andet sted i byen tror Doreen Piggot stadig, at de slap med skrækken, og alting er godt.

   For Ann og Howards nabo, den depressive cellist Zoe Trainer (Lori Singer) virker drengens død så meningsløs, at hun omsider gør alvor af mange års trusler og tager sit liv i garagen. Filmens kor og bærende muse, jazzsangerinden Tess Trainer (Annie Ross) kommer hjem til sin tilværelses sammenbrud. Hun kunne dog bare have hørt efter, for Zoe forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Tess havde ikke tid at lytte, fordi hun havde travlt med sine prøver. 

   Det er Carvers og Altmans gennemgående strategi. Hvis ikke, hvis bare, sæt nu og mon ikke. Der er aldrig nogen stor morale. Men altid en bitter lille ironi, som intetsteds forløses bedre end i skildringen af den elskede drengs vilkårlige død.

DER er mange flere skæbner i Short Cuts. I regelen løber to-tre historier sammen i én. Det er menneskene, vi følger. Hvad der sker dem, er mindre vigtigt, end hvem de egentlig er. Man får sine favoritter på vejen, og skønt ingen er helt ond ret længe ad gangen, er et sympatisk træk ved filmen, at den ikke under ét skildrer menneskeheden som en stakkels slægt af martrede engle, der alle rummer noget godt på bunden. 

   I stedet giver Altman sig lov til at skildre overfladiske og irriterende personer. Robert Downey Jr. er fortrinlig som den mest øretæveindbydende af disse, flaben Bill Bush (fra novellen »Tell the Women We're Going«), der trækker sin godmodige ven, poolmanden Jerry Kaiser (Chris Penn), med så langt, at ansvarsløsheden får dødeligt udfald.

   Jennifer Jason Leigh er mut og stærk som Lois Kaiser, poolmandens kone, der passer sit telefonsexarbejde, mens hun skifter bleer og giver børnene mad. Anne Archer er åben og varm som Claire Kane, der optræder som professionel klovn ved børnefødselsdage. Hun er storkunde hos Lyle Lovetts konditor og egentlig udmærket gift med Stuart (Fred Ward), som på en fisketur med to kammerater (Buck Henry og Huey Lewis) finder en myrdet kvinde i floden. Mændene ved ikke, hvad de skal stille op, lader liget ligge i tre dage og rapporterer først fundet, da de tager hjem. 

   Stuart fortæller Claire om det, da de har elsket, og hun mister alt, hvad hun havde for ham. De tager dog sammen til middag hos parret, som de traf ved koncerten forrest i filmen (hvor The Trout Quintet optrådte med Lori Singer som solocellist). Det er lægen og kunstneren, Matthew Modine og Julianne Moore, der tvangsindlægger dem til en lang nat med smådruk og ægteskabelig infight. 

   Claire giver dem alle klovnemakeup på, og for billedet af de sminkede ansigter i morgenlyset tilgiver man Altman den mest trivielle historie. Det er næsten som at se en scene fra en af de demonstrativt kunstneriske 70'er-film, Images (1972) eller Three Women (1977) for eksempel. Forbløffende billeder, diffuse historier.

ENDELIG skal fremhæves Tim Robbins som den paranoide, ondskabsfulde og faktisk komisk tykpandede motorcykelbetjent, Gene Shepard, der holder hustruen Sherri (Madeleine Stowe) hen med utrolige historier om narkomissioner og velgørenhedsarbejde, mens han dyrker sit sidespring med Betty Weathers (Frances MacDormand) et andet sted i byen.

   Stowes karakter er søster til Julianne Moores billedkunstner, og MacDormand er skilt fra helikopterpiloten Stormy Weathers (Peter Gallagher). Mens hun er væk for en weekend, tager han motorsaven i egen hånd og foretager uigenkaldelig bodeling. En støvsugersælger afbryder ham, og der venter den strejfende kvinde et svært aflæseligt hjemkosttableau. 

   Vi forlader myldrebilledets historier i et sammensurium af tilstande. Nogle forløses, andre formørkes. Nogle er bitre, andre nyforelskede, gået fra forstanden eller ramt af dyb sorg. Solen i Los Angeles er lige så ligeglad som jordskælvet og den kemiske regn. Og det er sikkert som amen i kirken, at Lois Kaiser genoptager sin telefonlir næste dag, mens Doreen Piggot går på arbejde og begynder at skændes med Earl igen. 

   Sympatien bliver hos ofrene og de efterlevende. Hos den døde dreng og forældrene. Hos poolmanden som det slår klik for. Hos jazzsangerinden der sørger over den datter, hun aldrig lærte at forstå. De andre liv kværner videre. Så planløst og prosaisk som vore egne og med samme mangel på klar dramatik:

Raymond Carver's view of the world, and probably my own, may be termed dark by some. We're connected by similar attitudes about the arbitrary nature of luck in the scheme of things – the Finnegans' child being hit by a car in »A Small, Good Thing«; the Kanes' marriage upheaval resulting from a body being discovered during a fishing trip in »So Much Water So Close to Home.«

   Somebody wins the lottery. The same day, that person's sister gets killed by a brick falling off a building in Seattle. Those are both the same thing. The lottery was won both ways. The odds of either happening are very much against you and yet they both happened. One got killed and the other got rich: it's the same action.[»Collaborating with Carver«, Short Cuts, s. 8-9]

DE tre tætte timer i Altmans filmatisering af den menneskelige komedie føles præcis lige så lange. Men formen kan bære, og alt balancerer. Der klippes og splejses optimalt – Geraldine Peroni og Suzy Elmiger har redigeret. Mark Ishams score bruger natklubbens jazz og byens diegetiske lyde til at skabe en konkret musik. Hal Willner har valgt et blåt sæt sange som lægger en melankolsk puls under de bankende liv.***

    Hvad man savner ved gensynet 30 år efter, er måske den politiske skarphed fra Nashville. Og lidt flere flossede kanter i den narrative sammenføjning. Der er mange løse ender, som slæber og skurrer i Nashville. Det gør de på konstruktiv vis. I Short Cuts bliver puslespillet lagt færdigt. Det hårde lys i Nashville var iskoldt fastholdt af fotografen Paul Lohmann. Walt Lloyds billedside i Short Cuts har en mere møbleret, tilrettelagt kvalitet. 

   Filmen var en stor succes. Altman præsenterede værket på Mostraen i Venedig, hvor Short Cuts delte Guldløven med Krzysztof Kieslowski for Tre farver Blå. Det samlede cast fik en særpris ved årets Golden Globe Awards. Manuskriptet var Oscar-nomineret og blev kun forbigået, fordi Steven Spielbergs Schindler's List tog alle priser. I Danmark fik Short Cuts en Bodil som årets bedste amerikanske film.

    Altman blev forsigtigt kritiseret for sit overforbrug af store navne i små roller, men hvis vi ikke kendte stjernerne, ville vi ikke i længden kunne fokusere på deres skæbner og holde handlingens tråde ude fra hinanden. Dét kunne til gengæld være en markant pointe og meget i mesteren Carvers ånd. 

Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

*) Der er 9 noveller og et langt, fortællende digt. Teksterne er: »Neighbors«, »They're Not Your Husband«, »Collectors«, »Jerry and Molly and Sam« og »Will You Please Be Quiet, Please?« fra Will You Please Be Quiet, Please?;  »Tell the Women We're Going« og »So Much Water So Close to Home« fra What We Talk About When We Talk About Love; »A Small, Good Thing« og »Vitamins« fra Cathedral. »Neighbors«, »Collectors«, »A Small, Good Thing«, »So Much Water So Close to Home«, »They're Not Your Husband« og »Vitamins« er optrykt efter Carvers eget udvalg, Where I'm Calling From: New and Selected Stories (1988). Digtet »Lemonade« blev skrevet i 1988 (til The Atlantic Monthly) og er optrykt i samlingen A New Path to the Waterfall. Vintage Books udgav et særtryk af Short Cuts-materialet i 1993, som Robert Altman skrev forordet til. Bogen indgår som ekstramateriale i den første dvd-udgave fra The Criterion Collection – ikke i blu-ray-udgivelsen. Altman og Barhydt har tilføjet flere historier, for egen regning, men i Carvers ånd. Det gælder f.eks. mor/datter-historien om Tess (Annie Ross) og Zoe Trainer (Lori Singer), sangerinden og cellisten. I andre tekster har Altman og Barhydt tilføjet særlige træk. Det var Tim Robbins, som spiller færdselsbetjenten Gene Shepard, der foreslog at lade Claire Kane, Anne Archers karakter, arbejde som professionel klovn. Hun kunne på den måde færdes naturligt i mange miljøer og have flere personlige sider. Ydermere giver klovnefiguren et betydeligt visuelt boost. I dokumentaren Luck, Trust & Ketchup fortæller Altman og Barhydt om deres arbejde med manuskriptet. Tess Gallagher redegør for sin døde ægtefælles forhold til sine tekster og uddyber, hvordan formålet med filmen netop ikke var at lave en respektfuld 1:1-filmatisering. Altman selv kaldte filmen en jazz-rapsodi, der tog afsæt i Carvers motiver og improviserede ud fra hans temaer. I løbet af de 30 år, som er gået, er dét blevet standardbeskrivelsen.

**) Carver er beundret for sin nedbarberede, hyperrealistiske stil, der får forbilledet Ernest Hemingway til at fremstå som et sludrechatol. De minimalistiske noveller blev ikke skrevet ord for ord sådan. De begyndte som gavmilde tekster med flere detaljer og mere håndgribelig baggrund. Efter Carvers død er der i stigende sat fokus på den afgørende rolle, som Gordon Lish (f. 1934), der redigerede Carver på magasinet Esquire og siden på forlaget Knopf, havde i udviklingen af hans signaturstil. Lish redigerede ved at beskære. Endvidere ændrede han Carvers egne novelletitler. Især teksterne i What We Talk About When We Talk About Love er behandlet med hård og næsten forvanskende (eller medskabende) hånd. I flere tekster er mere end halvdelen af Carvers oprindelige tekst udeladt. Carver havde tillid til Lish – »If I have any standing in the world, I owe it to you« – men han var ikke altid lykkelig for den færdige tekst. I 2009 udkom Beginners (da. Begyndere) med teksten fra det oprindelige manuskript til What We Talk About When We Talk About Love, som Carver afleverede til Gordon Lish. I Library of America-bindet med Carvers Collected Stories, som William L. Stull og Maureen P. Carroll redigerede i 2010, indgår Beginners på lige fod med de kanoniserede samlinger. På dansk er de første udvalg afløst af Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal, 2010), som samler de 34 noveller, Johannes Riis fik oversat og har forord af Klaus Rifbjerg. I 2012 udkom 50 digte, som Johannes Riis har oversat og udvalgt i samråd med Kim Skotte. Gordon Lish redigerede flere forfattere efter beskæringsmetoden. Paul Bowles sagde fra, og Don DeLillo trak en tekst tilbage fra Esquire, fordi han ikke ville se den trykt med Lishs beskæringer. Til gengæld er romanen Mao II tilegnet Lish. Lish, som stadig lever, var en sjældent kontroversiel skrivelærer, der næppe havde fået lov at undervise i 2020'ernes cancel culture. Se bl.a. Carla Blumenkranz' portræt »Seduce the Whole World: Gordon Lish’s Workshop«, skrevet til antologien MFA vs. NYC: The Two Cultures of American Fiction (2014) og trykt samme år i The New Yorker.

***) Musikken i Short Cuts er forankret i fortællingen om jazzsangerinden Tess (Annie Ross og hendes datter, cellisten Zoe Trainer (Lori Singer), som Altman og Frank Barhydt skabte i ånden fra Carver. Tanken var, at scenerne fra natklubben kunne fungere som musikalske hængsler. Altman bad Hal Willner (1956-2020) være kurator på soundtracket, og Willner betragtede opgaven som et koncept på linje med de albums, han i samme periode producerede som enkeltstående, originale projekter (Amarcord Nino Rota, Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill etc). Willner bad moderne musikere skrive nye sange, der lød som jazz standards. I den færdige film er det især de bidrag, som Doc Pomus og Dr. John leverede sammen, der skiller sig ud, men også Bono og The Edge fra U2 (»Conversation on a Barstool«), Elvis Costello og Cait O'Riordan (»Punishing Kiss«), Gavin Friday og Maurice Seezer (»A Thousand Years«), Roy Nathanson, Marc Ribot og David Cale (»Imitation of a Kiss«) har bidraget. Albummet Music from and Inspired by the Film Short Cuts (Imago, 1993) er næsten et værk i sin egen ret. Indrammet af lydeffekter (»Open On Helicopters« og »Earthquake«) foretager 15 skæringer en rejse gennem filmen, før Doc Pomus og Dr. John (»Prisoner of Life«) møder Peggy Lee og Duke Ellington (»I'm Gonna Go Fishin'«) i »Ending Credit Music Medley«. Filmens cellostykker af Anton Dvorák (Cellokoncert i b-moll, opus 104), Igor Stravinskij (»Berceuse« fra Ildfuglen) og Victor Herbert (Cellokoncert nr. 2, opus 30) er indsat i mosaikken. Den 7. skæring, »Evil California (These Blues)«, som ikke indgår i filmen, tyder på, at konceptet har været mere ekspansivt tænkt på et tidspunkt. Iggy Pop fremfører teksten til kompositionen af Terry Adams med samme lounge singer-flair, som han i samme periode sang duet (»Well, Did You Evah!«) med Debbie Harry på Red, Hot + Blue (1990), et hyldestalbum med moderne Cole Porter-fortolkninger, som er en veritabel guldgrube. Hal Willner døde under COVID-19-pandemien [se i øvrigt den nederste note i artiklen Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021].

Short Cuts. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman, Frank Barhydt. Foto: Walt Lloyd. 188 min. USA 1993. Dansk premiere: 27.05.1994.

Fotos: Short Cuts Productions, Inc./ Fine Line Features/ Spelling Films International/ Avenue Pictures/ CineMaterial (Poster Art: Guy Peellaert), MovieStillsDB/ Filmgrab.com/ Artificial Eye/ The Criterion Collection/ Vintage Books/ Library of America/ Imago Music/ IMDB | Columbia Tristar (25 Year Mashup trailer)/ www.artofthetitle.com (Opening Credits)

Filmen streames ikke p.t.– The Criterion Collection har udgivet Short Cuts på dvd (2004) og 2K Blu-ray (2016) [Spine #265]

Teksten trykt i Øjeblikket – tidsskrift for kunst og visuelle kulturer #20 (1994). En kortere version står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1998). Der er revideret og efterjusteret i november 2023.

Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010)

DEN OVERFLØDIGE MAND

En veloplagt afsked med fædrenes tid

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ankommer lige til tiden, skønt de kunne være fortalt når som helst. Det gælder i høj grad for Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, som hverken er stor eller udspekuleret, men alligevel rører ved så mange emner, at den næsten kunne være bestilt til skolebrug.

   Seksuel identitet, nonbinær ligestilling, forholdet mellem børn og forældre, behovet for at kende sin baggrund. Alle disse ting bliver taget op i hånden og vendt i lyset som hjerteformede brosten. Tonen er skiftevis let og vemodig. Stjernerne er store. Filmen har sjæl til at fylde en lastbil.

   Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) har dannet par i en årrække. De har to børn sammen, Joni (Mia Wasikowska) på 18 og Laser (Josh Hutcherson) på 15, som den samme sæddonor er far til. Joni er Nics datter, Laser er Jules’ søn. Hjemmet præges i øvrigt af god californisk sen-hippie zen og holisme. Man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort.

HELT så enkelt er det ikke, skønt varmen og kærligheden er ægte. Egentlig er den rastløse Jules vist nok lige så meget til mænd. Hun har heller aldrig haft held med nogle af de påbegyndte uddannelser og professionelle tiltag, som Nic tålmodigt har finansieret med sin lægepraksis. Til gengæld er Jules hjemmets livsstykke. Nic er den ansvarlige, som altid må kontrollere. Moore og Bening rammer deres typer perfekt.

   Børnene deler træk med deres forældre. Drengen er rastløs og mener allerede, at der må være noget mere, hvis livet skal give mening. Det er Laser, som ønsker at kende sin far, og han plager Joni om at tage kontakt til klinikken, hvilket er muligt, da hun bliver myndig. Mødrene fornemmer, at noget er i gære, men lader børnene være og plejer deres eget forhold, som er truet af hverdagens slidmærker.

IND på scenen træder da Paul (Mark Ruffalo), en charmerende livskunster med tilbagelænede vaner og masser af tid til at hænge ud, eftersom hans to mad-og-vin-steder passer sig selv. Paul er ca. 40 år, kører motorcykel og skifter sine unge kærester ud, når de keder ham. Han har aldrig taget ansvar for noget som helst, men børnenes interesse gør ham sentimental og eftertænksom. Samtidig ser han sit snit til at score Jules, da hun begynder at dyrke hans afsvedne have.

   Jules’ seneste ambition er at blive Californiens svar på Signe Wenneberg. Nic tror ikke på det. Jules forstår med ét, hvad det var ved mænd, som tiltalte hende. Børnene er vilde med Paul, som kommer til middag. Nic bliver mere vissen og bitter time for hver time. Hun hader alt ved Paul, hans flair for at elske, hans store talent at indynde sigl. Og hun frygter, at Jules vil forsvinde. Omvendt har Nic skabt familien og holdt den sammen. Den fortabte far har dybest set ikke gjort noget som helst.

DE komplekse relationer er skildret med indlevelse og akkuratesse. Næsten hver scene blander den underliggende alvor med perlende situationskomik, og alle fem karakterer får lov at folde sig ud. Man ser ikke slutningen komme på afstand. Som i virkeligheden er der ingen nem løsning eller noget klart svar. Det bliver klart for børnene, at deres mødre er begge forældre i familien. Hvis det er sådan, hvad skal man da med ligningens ubekendte faktor, den redundante, kronisk umodne mand?

BLOGOSFÆREN er for tiden fuld af livsstilsanalyser, som drager netop dén konklusion: at ilden i mændenes sol bliver svag, mens månens kraft er i tiltagende.

   Enlige kvinder fravælger manden. Forældre af samme køn kan få børn, når de adopterer eller bliver insemineret. Da vakler patriarkatet for alvor. Det er kvinderne, som danner netværker, tager uddannelser, dyrker det spirituelle, drejer verden i positiv retning, i hvert fald hvis de kan undgå at blive til jakkesæt uden køn.

   Eller hvad? En dag bliver sønnerne voksne, og måske kunne hele familien tage ved lære, uanset køn og seksualitet. Filmen har de ting med i sin slutning, hvor faderskikkelsen står og vil ind. Realismen i Blumberg og Cholodenkos manuskript er cementeret med symboler. Filmen føles dog florlet og frisk, så man ikke har set magen på den amerikanske mainstreamscene i et årti.

LISA Cholodenko (f. 1964) har gjort indtryk med High Art (1998), sædeskildringen Laurel Canyon (2002), som fik en chance i Danmark, og den rugende Cavedweller (2004) med Kyra Sedgwick som en musiker, der genstarter sit liv fra bunden.

   I 2014 skabte hun (efter et stærkt manuskript af Jane Anderson) en af bedste litterære miniserier, da hun instruerede Frances McDormand i Olive Kitteridge efter Elizabeth Strouts roman (som er fortalt i 13 forbundne noveller). Siden har Cholodenko arbejdet på flere serier. Et remake af Maren Ades Toni Erdmann (2016) har snart været meget længe på vej.

   The Kids Are All Right tager udgangspunkt i filmskaberens egen identitet og erfaring. Her bliver hun endelig salgbar og bred, men uden at svigte de mindre films integritet. Fremfor alt er hun ikke neurotisk som sine mandlige fætre. The Kids Are All Right er en virkelig vinder.

The Kids Are All Right. Instr.: Lisa Cholodenko. Manus. Stuart Blumberg og Lisa Cholodenko. Foto: Igor Jadue-Lillo. 106 min. USA 2010. Dansk premiere: 16.09.2010.

Fotos: Focus Features/ Gilbert Films/Antidote Films/ Mandalay Visions/ UCG/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2010 

Gloria Steinem | Julie Taymor: The Glorias (2020)

FIRE GANGE GLORIA
Heltindeportræt som psykedelisk kubisme

Af BO GREEN JENSEN

GLORIA Steinem (f. 1934) er en af de sidste aktive hovedpersoner fra 1960rnes og 70rnes radikale modkultur. I 1971 grundlagde hun magasinet Ms. sammen med syv andre kvinder. Hun har i 60 år talt om køn, etnicitet, ligestilling og retten til abort. Steinem har skrevet adskillige bøger. På dansk foreligger kun Marilyn (1987) og Selvværd – den indre revolution (1992).

   I 2015 udkom My Life on the Road, som samler op på livsrejsen. Filmskaberen Julie Taymor (f. 1952) har brugt den som afsæt for The Glorias. Det er ikke den sædvanlige dramadokumentar. Måske forventer man noget i retning af Mimi Leders høflige On the Basis of Sex (2019), en respektfuld og konventionel biopic, der skildrede Ruth Bader Ginsburgs liv. The Glorias er den diametrale modsætning.

FILMEN følger med Steinem gennem fire livsaldre, som den blander og bruger non-lineært. Gloria spilles som pige af Ryan Kiera Armstrong; som teenager af Lulu Wilson; som ung voksen af Alicia Vikander og som ældre af Julianne Moore. I de sidste scener fra 2017, er det endelig Steinem selv, som står på podiet og taler om betydningen af Hilary Clintons valgnederlag.

   Der er en kronologisk bevægelse i materialet. Steinem vender ofte tilbage til dannelsesåret i Indien, hvor hun rejste på tredje klasse og talte med kvinder i toget. Filmen lader de fire versioner af Gloria sidde sammen i en bus, der kører fra by til by på foredragsturen. Steinem har været en utrættelig campaigner. The Glorias er hendes logbog.

VI ser Gloria som pigen, der danser på sin fars fødder i Louisiana. Han (Timothy Hutton) er lykkejæger om en hals. Familien falder fra hinanden på vejen, og Gloria fører både virkelige og drømte samtaler med sin mor (Enid Graham), der valgte at få børn i stedet for at følge sin plan om at skrive.

   I årene som talskvinde bliver Steinem altid spurgt, om hun er gift; om hun fortryder, at hun ikke fik børn. Hun gifter sig faktisk som 66-årig. Brylluppet finder sted hos Cherokee-folket, hvor livsvennen Wilma Mankiller (Kimberly Guerrero) er den første kvindelige høvding. Ceremonien er ikke skildret. Det er Wilmas død derimod.

TAYMOR bruger sin psykedeliske signaturstil fra Shakespeare-filmen Titus (1999), Frida Kahlo-filmen (2002) med Salma Hayek, Beatles-musicalen Across the Universe (2007) og eksperimentet The Tempest (2010), hvor Prospero hedder Prospera og spilles af Helen Mirren. Taymor deler vandene. Jeg elsker Frida og Across the Universe. Titus og Stormen tangerer tortur.

   Her fungerer den høje stil, når Steinem tuner ud og fantaserer under talkshows med sexistiske studieværter, eller når den blå hinduguddom på forsiden af Ms. bliver levende og danser i røgen. Ms. begyndte som indstik i New York Magazine. Da bladet gik solo, satte Steinem superhelten Wonder Woman på forsiden af nr. 1. Hun skrev om figuren som rollemodel. Der var artikler om Simone de Beauvoir og kropsbehåring. Der var i #MeToo-ånd en erklæring fra kendte kvinder, som havde fået foretaget en abort.

ALICIA Vikander er knivskarp som den unge journalist, der siger fra i pressemiljøet på 60ernes Manhattan. Julianne Moore er behørigt aristokratisk som den sortklædte celebritet med røgfarvede briller. Bette Midler medvirker som Bella Abzug. Det er nu mere et fastelavnsnummer.

   Som tilskuer falder man til i bussen og tænker – med Ken Kesey og The Grateful Dead – at det har været »a long, strange trip«. De fire Gloriaer er enige om, at tingene ikke har ændret sig meget. Men de deler glæden ved at være på vej. The Glorias er en bevidsthedsudvidende film, som ikke mindst nyfeminister må se. Historien begyndte ikke i går.

The Glorias. Instr.: Julie Taymor. Manus: Sarah Ruhl og Julie Taymor. Foto: Rodrigo Prieto. 139 min. USA 2020. Dansk premiere: 30.10.2020 (streaming).

Fotos: Artemis Rising Foundation/ Page Fifty-Four Pictures/ The Glorias/ Amazon Prime Video/ Roadside Attractions - cast + Steinem & Taymor by Greyhound bus by Dan McFadden)/ Smithsonian Institution/ Ms. Magazine/ Random House

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.02.2021.