ET FULDENDT KIRSEBÆR Rosamund Pike inkarnerer tidsånden
Af BO GREEN JENSEN
TIDSÅNDEN aflæses bedst i de typer, vi dyrker for deres stil i fiktionen. For 80 år siden, da noir blev en selvbevidst krimi(sub)genre, så vi op til begærlige kvinder som Barbara Stanwyck i Double Indemnity (1944. da. Kvinden uden samvittighed). I 1992 var det Sharon Stone, der brugte sin seksualitet i Basic Instinct. Skamløsheden gjorde udslaget: selve den frejdige amoral.
Marla Grayson er professionel værge. Hvis myndighederne skønner, at en ældre person ikke kan tage vare på sig selv – og hvis ingen i den nærmeste familie står til rådighed – bliver en autoriseret omsorgsgiver beskikket. Med ansvaret følger fuld rådighed over ejendom, økonomi og velfærd. Systemet findes i USA. Går man grådigt til værks, er det en guldgrube.
MARLA er en benhård kvinde i 40 års-alderen. Rosamund Pike eksponerer figuren med den samme dydsirede hæmningsløshed, som hun brugte i Gone Girl (2014, da. Kvinden der forsvandt), David Finchers film efter romanen af Gillian Flynn. Amy Dunne kunne på samme måde indgyde tillid, få autoriteterne på sin side og lade modparten virke hård og ufølsom.
I første scene af I Care A Lot bliver Marla antastet af sønnen til en umyndiggjort kvinde. Manden raser, truer og fremstår forstyrret. Dommer Lomax er på fornavn med Marla. Han lytter til hendes fornuftige, ganske let forurettede tale og giver hende endnu mere carte blanche.
Så i begyndelsen er der slet ingen skyer. Marla og kæresten Fran (Eiza González) har væggen fuld af værgemålsportrætter. En læge (Alicia Witt) giver kvinderne staldtips. Det gælder om at finde »et kirsebær« – en rig pensionist uden aktiv familie – og få dommeren med på ideen. Som det første sætter de huset til salg. Marla har gjort op med sig selv, at hun ikke er et lam, men en løvinde.
TONEN i J Blakesons moderne moralspil er kælen, raffineret og klar. Der er ingen forsøg på at forklare Marla som karakter. Vi skal holde med hende – det er svært – og vi skal studere fænomenet med fascineret interesse, hvilket er let. Marla nærer ingen illusioner. Det skulle da være om sin dømmekraft.
For en skønne dag er der komplikationer. Jennifer Peterson (Dianne Wiest) ligner et perfekt kirsebær. Hun har orden i økonomien. Der ligger til og med diamanter i hendes bankboks, som Marla tømmer, mens hun vaper og studerer lysets genskin i sine pumps. Den grånende kvinde bliver anbragt, men hendes kriminelle søn er skuffet, da Mor ikke kommer til mødet. Han har som altid købt makroner og eclair.
Den vækstudfordrede gangster bliver spillet med stor autoritet af Peter Dinklage (Tyrion Lannister fra Game of Thrones). Han og Marla forstår hinanden. Han har en hær til sin rådighed. Han eksisterer bare ikke officielt.
EN krig på – især – attitude begynder. Filmen er et misantropisk jonglørnummer, der på én gang skal holde tre bolde i luften: galgenhumor, sanselig spænding med jævnlige tvist og en grundfarve af moderne noir.
I Care A Lot er skåret skarpt. Der scores billige #MeToo-point, og filmen dækker sig ind med en krølle af hybris. Men ellers passer pengene: I Care A Lot er et frisk kirsebær, der viser, at genren altid kan bruges.
DREYFUS-affæren rystede 1890ernes Frankrig og blev først lagt væk i 1906, da hovedpersonen var rehabiliteret. Vendepunktet kom i 1898, da Émile Zola skrev en banebrydende artikel med rubrikken »J’accuse…!« – »Jeg anklager!«.
Reportagen stod på forsiden af L’Aurore og var stilet som et åbent brev til præsident Felix Fauré. Zola satte navn på de ansvarlige personer og udstillede den systemiske antisemitisme. Det var klassisk graverjournalistik.
AlfredDreyfus (1859-1935) blev stemplet som spion og dømt for landsforræderi. Han var jødisk, havde formue og var en perfekt syndebuk, som offentligheden nød at udskamme. Officeren blev degraderet ved en stor ceremoni. Systemet sendte ham til Djævleøen og lukkede sagen.
SKANDALEN var et politisk Watergate for sin tid. Militærets efterretningstjeneste kunne pr. definition ikke tage fejl. Man ville hellere fabrikere beviser end indrømme sine fejltagelser. Sandheden var ilde hørt til det sidste. Også Zola blev trukket i retten. Avisen med den belastende reportage blev brændt på gaderne i Paris.
Disse ting er lærebogsstof. Mindre kendt er historien om kilden, som satte Zola i stand til at skrive. Georges Picquart (1854-1914) var den nyudnævnte efterretningschef, som blev rystet over arbejdsgangen og nægtede at tie. Picquart fandt den rigtige læk i systemet, som modarbejdede ham til det sidste. Hvis historien har en helt, er det ham.
Englænderen Robert Harris skrev om Picquart i romanen An Officer and a Spy (2013). Bogen er forlægget for Roman Polanskis film nr. 40, der former sig som en blanding af systemkritik og historisk krimi. Harris fornyede den kontrafaktiske genre med thrilleren Fatherland (1992, da. Fædrelandet), som foregår i et Tyskland, der har vundet 2. verdenskrig. Polanski har tidligere filmatiseret Harris' The Ghost (2007) med titlen The Ghost Writer. Der var dansk premiere på Skyggen i marts 2010.
SAGENS hovedperson, Alfred Dreyfus (Louis Garrel), optræder kun i få scener. Han har en studs og reserveret facon, som ikke giver ham venner i etaten. Picquart har undervist Dreyfus på officerskolen. Han har selv erkendte fordomme, men prioriterer pligt og sandhed som en selvfølge. Picquart bliver whistleblower i moderne forstand, da han går til pressen med sin historie. Han bliver også et talerør for instruktøren.
J’Accuse er en knastør og pletfri fremstilling. Filmens styrke er dens faktuelle metode. Polanski skildrer en mørnende verden, hvor spionage var noget med ringbind, rygter og tæt mandsopdækning. Motiverne var dog de samme som nu.
DER er kun én kvinderolle af betydning. Picquarts elskerinde, Pauline Monnier, bliver spillet af Emmanuelle Seigner, som i virkeligheden bag kameraet er gift med Roman Polanski. Den [i 2020] 87-årige filmskaber siger i pressematerialet, at han naturligvis ser lighedspunkter mellem Dreyfus-affæren og sin egen historie.
Som bekendt er Polanski det ene af #MeToo-bevægelsens to store dyr. Han har sin egen sag og belastede fortid, som ikke vil dø eller bare gå væk. Officer og spion fik Juryens Grand Prix i Venedig. Der var kontrovers og debat hele vejen. Adèle Haenel udvandrede fra César-ceremonien, da man ikke ville ekskludere instruktøren, men tværtimod belønnede ham. Polanskis modstandere hverken kan eller vil se hans film. J’accuse har ingen amerikansk distributør. Og får det næppe heller.
Det er dog for let at betragte J’accuse som en apologi for Polanski personligt. Og det er trist for alle parter, at den polskfødte overlever er endt som en mand, de fleste håber vil dø eller tie. For så går hans sag vel i glemmebogen. Som Dreyfus-skandalen gjorde i sin tid. Det er dén mekanisme, som filmen ikke vil lade ligge.
RENEST og skarpest står scenen, hvor Picquart besøger den døende Sandherr (Éric Ruf), hvis skrantende tjeneste han har overtaget. Han får overdraget de hemmelige reserver, som generalen har liggende i klædeskabet. Den skælvende gamle mand raser mod jøder og anarkister. Han ser ikke selv paradokset i at tale om dyd fra en syfilisbefængt ægteseng.
Over for dét ironiske optrin står scenen, hvor Dreyfus og Picquart taler sammen til slut. Ad omveje får officeren sagt tak, og Picquart, som nu er minister i Georges Clemenceaus radikale og mindre korrupte regering, siger undskyld og tilkendegiver sin respekt. De er mænd af pligt og ære. Det er en studie i forløsende understament.
JEAN Dujardin spiller Picqart med stil og elegance. Det er endelig en dramatisk rolle til karakterskuespilleren fra The Artist(2011) og La French (2014), som ofte bliver gemt væk i farcer og folkekomedier. Stemningen sættes med regnlys og kulde. Skal et helt regiment overvære Dreyfus’ degradering, er et helt regiment udkommanderet. Malerier af Manet og Renoir bliver iscenesat for sporten. Filmen lever især af sit mise-en-scène.
Jeg vil fortsat se Kniven i vandet, Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown, Tess og Pianisten. Og jeg vil anbefale J’accuse meget varmt. Det er ikke et spørgsmål om at tage Polanski »til nåde«. Det må stadig være muligt at skelne mellem mennesket og kunsten. At se værket for, hvad det er i sin tid, og for hvad det siger om tiden. Hvis ikke er vi for alvor i færd med at miste historien.
J'accuse (Officer og spion). Instr.: Roman Polanski. Manus: Robert Harris, Roman Polanski. Foto: Pawel Edelman. 132 min. Frankrig-Italien 2019. Dansk premiere: 17.09.2020.
Fotos:Légende Films/ R.P. Productions/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Eliseo Entertainment/ Rai Cinema/ France Télévisions/ Orange Cinéma Séries/ Canal+/ La Région Île-de-France/ CNC/ Entourage Pictures/ Palatine Etoile 16/ Optimum Développement/ L'Arbre Holding/ Horus Movies/ Kenosis Productions/ Kinoprime/ RatPac Entertainment/ Gaumont Distribution/ YouTube (Unifrance trailer)/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Poster Art: Guy Ferrandis | Le Cercle Noir
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Studio S (regionsfri) 19.08.2020
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.09.2020.
ILDEN kom fra flere sider, da seriekrænkeren Harvey Weinstein blev fældet i 2017. Det var to journalister fra The New York Times, Jodi Kantor og Megan Twohey, som først formulerede anklageskriftet. Det skete i to artikler, som havde været år undervejs. Den første blev trykt den 5. oktober. Samtidig brugte Ronan Farrow et bredere lærred til sin store afsløring i The New Yorker. Første del var på gaden den 10. oktober.
Der var andre forsøg, men det var de to eksponeringer, som Trolden ikke kunne true ihjel eller betale sig fra. Begge arbejdede for #MeToo-bevægelsen, som for alvor fik moment det efterår. Farrow skrev siden Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators, mens Kantor og Twohey samlede sagens akter i She Said: Breaking the Sexual Harassment Story That Helped Ignite a Movement. Begge bøger udkom i efteråret 2019.
DET er væsensforskellige skrifter. Farrow gør en dyd af at gå efter manden og udfordre myten om objektiv journalistik. Kantor og Twohey bruger Weinstein som case story i en større udredning af systemisk chikane og misogyni. Kulturkritikeren Susan Faludi så i She Said et feministisk sidestykke til All the President’s Men (1974), Bob Woodward og Carl Epsteins ikoniske bog om Watergate-sagen. Det har uden tvivl glædet de skrivende kvinder. Det er undersøgende journalistik, når denne er klarest og bedst.
FILMEN efter bogen er lige så præcis i sin praksis. Tyske Maria Schrader iscenesætter forløbet med solidarisk distance, og Zoe Kazan og Carey Mulligan spiller Kantor og Twohey med samme diskrete star quality, som Robert Redford og Dustin Hoffman gav Woodward og Bernstein i Alan J. Pakulas nyklassiske filmudgave af Alle præsidentens mænd (1976).
Der er ingen slibrige rekonstruktioner. Enkelte episoder er antydet: vandet løber i et tomt badeværelse; et bånd med Weinstein og hans offer bliver afspillet, mens kameraet kører gennem affolkede hotelgange. Der er heller ingen grådkvalte vidneudsagn. Schraders film undgår på den måde at blive krænkelsesporno. Det er formen, der truer i tv-dokumentarer om Simon Spies eller Hugh Hefner, hvor det ikke kan blive udpenslet nok.
FILMEN har en god prolog. I 2016 bliver Twohey overfuset af en frådende Donald Trump. Herefter går hun på barselsorlov og vender først tilbage, da Kantor er langt med sin Weinstein-research. Så Twohey er skeptisk, for Trump blev jo valgt. Problemet er altid at få udtalelser til citat. Ingen vil stå frem. Endelig forpligter Ashley Judd sig på sagen.
Ashley Judd spiller selv Ashley Judd. Et andet vigtigt vidne, Laura Madden, som vægrer sig ved at stå frem, bliver spillet af Jennifer Ehle. Gwyneth Paltrow, hvis vidnesbyrd er stærkt eftertragtet, er aldrig i billedet, men hun donerer sin stemme. Donald Trump er derimod speaket af James Austin Johnston. Patricia Clarkson er redaktionschef Rebecca Corbett, Andre Braugher spiller den ansvarshavende chefredaktør, Dean Baquet.
Det slørede forhold mellem fiktion og rekonstruktion er ikke nødvendigvis et aktiv for filmen, som i øvrigt blev optaget i udtoningen af COVID-19-pandemien, hvor regler om forsamlingsantal og fysisk afstand stadig prægede den sociale adfærd. Der er en underlig affolkethed i miljøet, som stikker mere i øjnene nu. Æstetisk er filmen bestemt på det jævne.
Weinsteins advokat og revisor fungerer som Deep Throat-kilder. Omsider møder Weinstein selv op på redaktionen. Hans stand-in er filmet fra siden og ryggen, midt i en kortege af rygklappere og facilitatorer. Den kompakte fremtoning er ramt på et hår. Twohey tager samtalen med den råbende flok. Kameraet bliver på Carey Mulligans ansigt. Hun lader sig ikke rokke. Det gør ingen på avisen i forløbet.
SCHRADER satser på dokumentation og metode. Det samme gjorde Twohey og Kantor i deres dybe research. Med She Said har #MeToo-bevægelsen fået sin hidtil mest sobre og sikre fremstilling. Der gik endelig hul på betændelsens kerne, da alfahannerne faldt.
På filmfestivaler var Weinstein en konge: magtfuld, arrogant og brutal. I Cannes kunne han gøre stort set, hvad han ville, da Miramax var i sit zenit. For så vidt var vi alle facilitatorer. Nu er priserne annulleret, privilegierne rullet tilbage, medaljerne flået af. Det sker med en vis panikslagen skadefryd. Det er, som om man kan reparere systemet ved at straffe Weinstein på alle mænds vegne. En skærmtekst oplyser, at Trolden afsoner en fængselsdom på 23 år. Der er siden lagt flere livstider til. Nøglen til buret er kastet langt væk.
She Said. Instr.: Maria Schrader. Manus: Rebecca Lenkiewicz. Foto: Natasha Braier. 128 min. USA 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.
Ronan Farrow: Catch and Kill - Sex, løgne og mediernes beskyttelse af Harvey Weinstein og andre seksualforbrydere. Oversat af Ninna Brenøe. 454 s. Forlaget Klim, 2020.
Ronan Farrow: Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators. 448 s. Little, Brown and Company, 2019.
Jodi Kantor & Megan Twohey: She Said - Breaking the Sexual Harassment Story that Helped Ignite a Movement. 320 s. Penguin Press, 2019.
Fotos: Depositphotos standardlicens [Jody Kantor & Megan Twohey at AFI special screening 2022 by Jean Nelson | imagepressagency] [Harvey Weinstein at Cannes Film Festival screening 2015 by Denis Makarento]// Universal Pictures/ Annapurna Pictures/ Dentsu/ Plan B Entertainment/ UIP.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ The New York Times/ Little, Brown & Co./ Penguin Press/ YouTube Movies (trailer)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime/ TV2PLAY | SkyShowtime, YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 17.11.2022 [ikke bragt i den trykte udgave]
ALLE VERDENS KLAMME MÆND Kønspolitik i folk horror-forklædning
Af BO GREEN JENSEN
DET begynder med, at Harpers mand virkelig gennemfører sin trussel. Deres blikke mødes i nanosekundet, da han styrter ned. Den første scene i Men bliver gentaget mange gange, for Harper (Jessie Buckley) er slet ikke færdig med at bearbejde det traumatiserende chok. Hvad var det egentlig, hun så?
Det er i hvert fald en smuk selvmordsscene, der bevæger sig i samme mikroskopiske tempo som åbningssekvensen i Lars von Triers Antichrist (2009). Noget tragisk er realiseret betagende smukt. Der er intet at udsætte på æstetikken i Alex Garlands forbløffende folk horror-fabel. Fotografen Rob Hardy hører til de bedste og sikreste i dagens britiske film.
James (Paapa Essiedu) falder fra taget på en ejendom, som ligger ved Themsen i London. Som filmet i den gyldne regn, er byen et futuristisk drømmesyn. Det fremgår, at parret skændtes, og han slog hende – hårdt og med knyttet hånd – før han sprang. Hun sagde, at de skulle skilles, og hun holdt fast trods hans klynkende trusler.
Så stærkt letter drømmeskibet i Men. For desværre at lande et helt andet sted.
GULDØJEBLIKKET er fortid, da titelsekvensen er afviklet. Nu ankommer Harper til et historisk hus, som ligger langt ude på landet. Hun har lejet det for at komme til hægterne. Hun tager for god ordens skyld en bid af det æble, hun plukker fra træet i forhaven. Det er et »Drik Mig«-øjeblik i stilen fra Alice i Eventyrland. Valget mellem rød og blå virkelighed i The Matrix. Den forbudte frugt er naturligvis også bibelsk.
Husets ejer, Geoffrey, er en rødmosset, fattigfin aristokrat. Man kender typen fra 23 sæsoner af Midsomer Murders, tv-serien om Detective Chief Inspector Barnaby. Vi er nu i Cotswolds-regionen – det tidløse netværk af idylliske landsbyer, som er scenen for så mange anakronistiske puslespilskrimier og nostalgiske britiske gys.
Geoffrey spilles af Rory Kinnear, som forstår at tegne sin karakter. Han er lunefuld, excentrisk og faretruende jovial. Harper indretter sig, facetimer med en veninde i London og går dragende ture i skoven. Her er regnlyset dunkelt, og verden er fugtig. Hver farveplet lyser op.
VI får en tæt, taktil fornemmelse af, hvor skrøbelig Harpers sindstilstand er. Og hvor stærkt hun længes efter at være videre og have det godt. Musikken er skiftevis atmosfærisk – som skrevet af Geoff Barrow og Ben Salisbury fra Portishead – og specifik i sin brug af Lesley Duncans »Love Song« fra 1970.
Skoven gennemskæres af viadukter fra en nedlagt jernbanelinie. Harper står længe ved tragten og ser ind i mørket. Kameraet har kikkertsyn. Da hun kalder ind i tunnelen, sender ekkoet triller tilbage. Hun begynder at synge sammen med ekkoet. Der er også en legesyg vilje på spil.
DA folklorefiguren Den Grønne Mand med ét står nøgen på marken, forstår man, at noget er rivende galt. Det er ikke kun anelser i Harpers hoved. Han kommer med på hendes foto og følger efter, da hun går hjem. Politiet er hurtigt på stedet, og en kvindelig betjent er empatisk, da hun noterer Harpers forklaring.*
Imens står en mandlig betjent og ser til. Han har samme ansigtstræk som Geoffrey. Det gælder senere også for præsten, der lader hånden kærtegne stedet på bænken, hvor Harpers køn netop har været. Det gælder for kostskoledrengen med slips, korte bukser og Marilyn Monroe-maske. For værten i pubben og hver enkel gæst. Alle de klamme mænd i landsbyen.
ALEX Garland (f. 1970) er en selvlært, atypisk og interessant filmskaber. Som ung forfatter fik han international succes med romanen The Beach (1996, da. Stranden), en psykedelisk rejsefortælling fra Thailand, der blev en kultbog for backpackergenerationen.
Garland fortsatte forfatterskabet i The Tesseract (1998, da. Tesseract) og The Coma (2005, da. Koma), som begge er bygget af cerebralt horrorstof. Det var højt profilerede udgivelser, men de bøger slog slet ikke an. Det gik gradvis op for forlæggerne, at Stranden havde været en undtagelse.
Nu fik Garland skyld for at være en one trick pony og for at sejle under falsk flag. Imens fortsatte han samarbejdet med Danny Boyle og bekendte kulør som en genreforfatter med særlig indsigt i sci-fi og horror. Garland skrev manuskriptet til zombie/epidemi-filmen 28 Days Later (2005) og rumrejsefilmen Sunshine (2007), der har Kubrick-kvaliteter.
Begge titler har deres fejl. Men Mark Romaneks filmatisering af Kazuo IshigurosNever Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig), som Garland adapterede i 2010, er blandt de bedste britiske dystopier. Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield spiller klonerne, der bliver dyrket for deres organer. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men streames på flere platforme nu.
GARLAND er som andre britiske drenge vokset op med tegneseriemagasinet 2000 A.D., hvor Alan Moore, Brian Bolland, Alan Grant og flere andre af kunstartens stjerner begyndte. En af de ikoniske karakterer fra universet er Judge Dredd. Garland skrev manuskriptet til Dredd (2012). Det var ikke bare hård science fiction. Denne dystopi var brutal.
Den lille film gjorde betydeligt indtryk, og Garland kunne på større budget filmatisere Annihilation (2018), den første af romanerne i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi (2014), som på dansk hedder Udslettelse, Autoritet og Accept. Natalie Portman og tre andre kvinder udforsker det muterede landskab. Her var kønsbevidsthed og økologi. Filmen er et febersyn. Men den fik »kun« premiere på Netflix.
Mellem Annihilation og Men debuterede Garland i tv-regi som forfatter, konceptuerende instruktør og showrunner på miniserien Devs (2020), der videreudvikler motiver fra Ex Machina. Garland skrev og instruerede selv alle otte episoder. Serien blev produceret for Hulu og streames i Danmark på Disney+.
JEG nævner alt dette for at beskrive de store forventninger, man kommer med til Garlands Men. De bliver imidlertid ikke indfriet.
Roman Polanski er næsten unævnelig nu, men Garlands film ligner i lang tid en agorafobisk variation over den seksuelle klaustrofobi, som Polanski udforskede i Repulsion (1965, da. Chok) med Catherine Deneuve og Rosemary’s Baby (1968) med Mia Farrow. Man tror, man skal se en fabel om kønnet med stærke #MeToo-motiver. En film, der giver kvinderne ret.
Garland gør noget andet. I stedet for at gå med tvivl og anelser, bliver han bogstavelig og forklarer sin fabel med en serie groteske fødsler og genfødsler. Så standser han atter ved #MeToo-motivet, men den overnaturlige faktor har undermineret en gensidig tillid. Vi kan næsten ikke tage facit alvorligt.
[Det kan være min begrænsning – måske fungerer filmen fungerer for andre. Når en kritiker skriver »vi« på den måde, skal det naturligvis læses som »jeg«. Flertalsformen bruges for at give den subjektive reaktion et skær af objektiv uigendrivelighed. »Man« kan vende argumentet og se kønspolitikken som camouflage. Måske er gruen vigtigst for Garland, mens #YesAllMen-faktoren er opportunistisk forsiring.
Begge dele – og blandingen – er interessante, så længe balancen er usikker. Men de groteske graviditeter og den allegorisk udpenslede manbirth til slut skal åbenbart læses bogstaveligt. Der er et tipping point mellem virkeligheder, som ligger forkert, synes jeg. Og den »øverste« forklaring føles mest af alt som en skrivebordsløsning.]
MAN skal se det for at tro det. Her er grafisk body horror, som kan måle sig med Julia Ducournau og David Cronenberg. Her er psykisk kaos i samme hysteriske skala som hos Darren Aronofsky i mother! (2017), der delte og forvirrede auteurens fans på samme måde.
Men er på linie med den selvbevidste horror hos filmskabere som Ari Aster (Hereditary, Midsommar), Ben Wheatley (Kill List, Sightseers, A Field in England) og Jordan Peele (Get Out, Us, Nope). Garland følger sit særlige syn på det makabre og fantastiske. Men Men er kun liflig og stærk i en time. Så bliver den til noget andet.
Det er for Jessie Buckleys indsats i rollen som Harper, at man følger med hele vejen. Det gør selvfølgelig også sin virkning at se Kinnear spille ti forskellige karakterer (uanset om de viser sig at være én). Isoleret set er ideerne gode, men helheden er et misfoster. Gå selv ind og se efter. Der er i hvert fald organisk gru for alle pengene.
*) Den Grønne Mand er fra førkristen tid forbundet med fertilitet og cyklisk genkomst. Han er den kropsliggjorte frugtbarhed, i familie med Dionysos og Bacchus. Som kirkeligt ornament bliver »bladansigtet« (»foliate head«) først i nyere tid forbundet med figuren fra den dybe tradition. Det giver ikonoklastisk stemte skribenter anledning til (fejlagtigt) at affærdige mytekomplekset som en moderne konstruktion. Folkloristen Lady Raglan, som skrev artiklen »The 'Green Man' in Church Architecture« i 1939, var mere opsat på at navngive den arkitektoniske detalje og forbinde bladansigtet med sin lokale kirke i Wales. Den Grønne Mand er særligt aktiv i ny folk horror, men har mørk og ustyrlig kraft allerede i middelalderdigtet om Sir Gawain and the Green Knight. Man kan hugge ham ned og skære ham over, men kroppen vokser altid ud igen. Han er majstangen, vi danser om; John Barleycorn, der dør hvert år, når kornet høstes. Han er skovguden (Peter) Pan og folkehelten Robin Hood. Talrige engelske pubber bærer navnet The Green Man. Han optræder i moderne litteratur fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969) til Lindsay Clarkes The Chymical Wedding (1989) og Roy Harpers sangcyklus The Green Man (2000). Figuren er altid maskulin. I Garlands film suppleres motivet med det tilsvarende feminine Sheela-na-gig.
I juli 2023 bekræfter Garland og Danny Boyle, at de er langt med forarbejdet til en tredje film i zombieserien, der begyndte med 28 Days Later. Titlen er 28 Months Later. Det kan være, at Garland selv instruerer.
Men. Instr. & manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 100 min. UK 2022. Dansk premiere: 02.06.2022.
Fotos: DNA Films/ A24/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of Congress [Foliate Head/ Green Man-photo]/ Science Friction [Roy Harper The Green Man 'Cover design by Harry Pearce at Lippa Pearce Design with special thanks to Gareth Bulton for his assistance'].
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 22.08.2022.
Anmeldelsen stod [uden selvkritisk indskud] i Weekendavisen Kultur 03.06.2022.
BERLIN 2006: UMIDDELBART ligner svanesangen måske et
stykke stjernebestrøet ensembleteater, der spinder en ende over Garrison
Keillors radioshow »A Prairie Home Companion«. Men under al charmen, de stilrene sange og den nostalgisk livsalige humor er der adskillige skarpe kommentarer til aktuelle
amerikanske tendenser.
De
fleste falder i et medley af overdådigt gnistrende »Bad Jokes«, som fremføres
af Woody Harrelson og John C. Reilly i rollen som syngende cowboys. De skiftes
til at standse fællessangen og fortælle en vittighed, der enten er profan,
latrinær eller sexistisk. Den bedste af de dårlige vittigheder, som faktisk er
ret gode alle sammen, koncentrerer Keillors og Altmans syn på de genfødte
kristnes amerikanske fundamentalisme, der er ved at forvandle USA til et land, hvor
ingen i dag ville drømme om at producere film som M*A*S*H (1970) eller sætte penge i
et radioprogram som »A Prairie Home Companion«.
»Har du én mere, Dusty?« siger
Reilly til Harrelson. »Det har jeg da, Lefty,« dræver Harrelson, som i denne
film rammer sin type på kornet. »Så lad mig høre den, Dusty.« »Okay, Lefty,
hvad får man, hvis man blander vievand med afføringsmiddel?« »Det ved jeg ikke,
Dusty. Hvad får man?« »En religiøs bevægelse.«
Vittigheden er bedre på engelsk, hvor man blander »holy water« med
»castor oil« og får »a religious movement«, men humoren lader sig oversætte.
Det samme gælder langt den overvejende del af pointerne i Altmans virtuost
balancerede film. Det kan egentlig undre, for »A Prairie Home Companion« er et
ærkeamerikansk fænomen, som dyrker og parodierer en anakronistisk
radiokultur, der ikke længere findes uden for Garrison Keillors univers.
I FILMEN er fiktionen, at programmet må lukke, fordi en investeringsfond har opkøbt
alle aktierne i hovedsponsorens selskab. I virkeligheden lever »A Prairie
Home Companion« i bedste velgående, sendes på 30. år hver uge fra St. Paul i
Minnesota og bliver p.t. transmitteret til 558 lokale radiostationer, der
abonnerer på Keillors særegne mix af nostalgi, excentrisk humor, gammeldags
fortælleglæde og dybfølt hjemstavnskærlighed.*
Altmans film bibeholder alle
disse kvaliteter og slipper godt fra at sætte ansigter på nogle radiofigurer,
som ellers kun lever i lytterens fantasi. Der er naturligvis sat ekstra tid af til en særudgave af Keillors »News from Lake Wobegon«.**
Så
husdetektiven Guy Noir (Kevin Kline) er en flygtning fra en Raymond
Chandler-roman, der tager os ved vingebenet og guider os rundt i det dødsdømte
teater, The Fitzgerald, der er opkaldt efter F. Scott Fitzgerald, som var dreng
på Summit Avenue i St. Paul. Han våger over det meste af filmen i skikkelse af en
buste, som er anbragt bag glasset i V.I.P.-logen, hvorfra konglomeratets onde
øksemand (Tommy Lee Jones) følger de sidste krampetrækninger på scenen. Dødens
engel, Asphodel, er i Virginia Madsens trenchcoatklædte skikkelse kommet for at
hente en eller anden, men får i forbifarten gjort teatrets folk en tjeneste.
Meryl Streep og Lily Tomlin er countrysanglærkerne The Johnson Girls, som har fulgtes
med forestillingen fra begyndelsen. Sangene får de med nød og næppe presset
ind, når de ikke fortæller anekdoter om gamle dage til Streeps teenagedatter, Lola (Lindsay Lohan), der har hørt alle historierne og helst vil have fred til at skrive dystre
eksistentielle digte om selvmord. Alligevel er hun dog også lidt stolt af sin mor og sin tante.
SANGENE er sentimentale ballader, evergreens og schlagere fra den gyldne
ende af en sangskat, som udgør det amerikanske svar på Dansktoppen. Imidlertid fremfører
Streep (som faktisk kan synge
country), Tomlin og Keillor (som også har en habil baryton) disse sange med så
fordringsløs hjertevarme, at kernen af sandhed i countrymytologiens klicheer
finder hjem og bliver den livsvisdom, som vi har at gøre godt med, når det nu
ikke kan være anderledes.
En gammel cowboysanger (Rim Russell) synger med
knækkende stemme det sidste kvad om venskab. »Hvis der findes sådan en ting som
en rigtig ven, så var du den ven for mig«. Så går han ned, klæder om og gør klar
til en hyrdetime med kostumedamen. Og kommer aldrig op at stå igen.
FILMEN registrerer den i bund og grund fiktive afskedsforestilling, før,
under og efter, i to akter, med mange kig ind bag scenen og enkelte glimt af et
medlevende publikum. Altman er med rette berømt for sin evne til at orkestrere kaos
og skabe frodigt eskalerende anarki i gruppescener med op til 20 talende
karakterer. Han gør det typisk i prologen til sine film. Denne gang fylder fællesscenen
faktisk hele filmen. Resultatet er en mageløs, hjertevarm gestus, som gik rent
ind hos alle over 30 i Berlin.
For har
filmen noget imod sig, kunne det være et vist præg af seniorreservat. Det er uden
tvivl derfor, at teenidolet Lindsay Lohan er indforskrevet i rollebesætningen. Altman bruger dog også Lohan til at formulere et kategorisk
mistillidsvotum til Amerikas nye voksne. Denne gang kommer fordærvelsen ikke
fra narko, våben og hiphop. Den kommer fra de genfødte kristnes saliggjorte rækker,
der i Altmans øjne er mindst lige så intolerante som andre fundamentalister.
I SCENERNE fra teatret er Lohan stadig en levende pige, man har lov at nære
forhåbninger til. I epilogen er teatret jævnet med jorden, og der er gået nogle
måneder, da Johnson-pigerne, Dusty, Lefty, Guy Noir og de øvrige usual suspects samles på den Edward
Hopper’ske diner over for teatret. Da
bruser Lohan ind, nu som forkromet businesstype. »Hvad er det nu, hun laver?«
spørger en af de andre, da Lohan er fræset videre. »Jeg kan næsten ikke huske
det,« siger Streep. »Hun er ansat i et firma, der sælger religiøse
computerprogrammer.«
ROBERT Altman døde den 20. november 2006. Han – og alle andre, som så A Prairie Home Companion på Berlinalen – vidste, at filmen ville blive hans sidste. Der herskede derfor en sær stemning ved pressemødet. Journalisterne var stadig i grinehumør efter visningen. De prøvede at finde alvoren frem og måske også lidt af hengivenheden.
Altman var 80 år, mager af sygdom og meget markeret. Der var ingen hengivenhed fra hans side. Altman smilede sjældent ved pressemøder, hvor det ellers er praksis, at man står sammen og siger pæne ting. Altman fortalte som regel om de problemer, han havde haft med sin producer og/eller distributør. Der var en slags pertentlig sadisme i den grundige gennemgang af fortrædeligheder. For imens sad den omtalte et andet sted i panelet og så ned i bordet.
I Berlin var svarene præget af klarsyn. Altman var selv producer på filmen, men ville hverken tale den op eller ned. Han fortalte om vanskelighederne ved at gennemføre en stor produktion med en syg instruktør. Forsikringsselskabet krævede, at en yngre kollega stod klar til at overtage arbejdet. Altmans stand-in var Paul Thomas Anderson. Han sad ved mesterens side og gav sit besyv. Anderson talte om Altmans betydning for metoden i Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999). Han sagde mindst lige så meget om filmen som Altman. Den gamle mand var træt og bitter. Man kunne se, at han gerne snart ville hjem.
*) I 2006 var »A Prairie Home Companion« og Garrison Keillors bulletiner fra lillebyen Lake Wobegon virkelig blevet det fænomen og den institution, jeg beskriver. Minnosota Public Radio sendte programmet hver uge fra 1974 til 2016. Der var en pause i perioden 1987-93, hvor Keillor flyttede formatet til New York, bearbejdede den nostalgiske faktor og kaldte programmet »The American Radio Company of the Air«. Ellers ingen afbrydelser i tæt på 40 år.
Minnesota Public Radio opsagde samarbejdet med Keillor i 2016, da den første bølge af #MeToo-bevægelsen for alvor tog fart. En tidligere medarbejder fortalte, at hun følte sig krænket, da radioværten lagde en lidt for levende hånd på hendes nøgne ryg. Keillor siger, at han blot ville trøste empatisk, da medarbejderen græd. Ifølge MPR var der en række andre sager. Afskedigelsen vakte stort postyr og førte også til et brud med The Washington Post, der havde bragt en ugentlig klumme af Keillor.
I de magre år før streaming og podcast holdt Keillors program liv i radiomediet og blev sendt på 690 lokale radiostationer med mere end 4 mio. lyttere pr. show. I 2006 var det utænkeligt, at slutningen ville komme så brat. Efter Keillors fratræden levede PHC videre under navnet »Live from Here« og med Chris Tile som vært, men produktionen er ikke genoptaget efter COVID-19-nedlukningen i 2020.
Til gengæld er »A Prairie Home Companion begyndt at turnere igen. Der bliver for tiden solgt billetter til rejsekoncerten »A Prairie Home Companion American Revival«. Radioshowet blev ofte sendt fra teatre og koncertsale ude i landet, fra The Hollywood Bowl til Ryman Auditorium i Nashville. Keillor fik oprindelig sin idé til PHC, da han skrev en artikel om Grand Ole Opry til The New Yorker. Keillor har kaldt sin fyring for »injustice on behalf a good cause«. De gamle programmer er online igen i arkivet hos Minnesota Public Radio.
**) Keillors bøger om Lake Wobegon – en fiktiv version af forfatterens hjemstavn i Anoka, Minneota – var umådeligt populære i hele den anglofone kultursfære i 1980erne og 90erne. Lake Wobegon Days (1985) er den første og bedste, men lillebyuniverset (som fik kritikere til at sammenligne ham med Mark Twain og James Thurber) bliver stadig mere detaljeret udbygget i Leaving Home: A Collection of Lake Wobegon Stories (1987) og We Are Still Married (1989).
Efter New York-mellemspillet følger Wobegon Boy (1997) og Lake Wobegon Summer 1956 (2001),som har selvbiografiske kvaliteter. In Search of Lake Wobegon (2001) er et gennemillustreret album med fotos af Richard Olsenius. Pontoon: A Novel of Lake Wobegon (2007), Liberty: A Novel of Lake Wobegon (2008); Life Among the Lutherans (2009) og Pilgrims: A Wobegon Romance (2009) bruger byen til at beskrive tidsånden i det republikanske USA efter 9/11. Her er demokraten Keillor på linie med Michael Moore, der bruger sit Michigan ligesådan. Det er også fra Lake Wobegon, at Keillor betragter COVID-19-pandemien i The Lake Wobegon Virus (2020) og tiden efter Trump i Boom Town: A Lake Wobegon Novel (2022).
Forfatterskabet er større endnu og omfatter Happy to Be Here (1981), en selvbiografisk roman, og WLT: A Radio Romance (1991), der er Keillors sidestykke til Radio Days. I sit manuskript til Altmans film har Keillor inddraget The Sandy Bottom Orchestra (1996), som han skrev sammen med sin (tredje) hustru Jenny Lind Nilsson. Privatdetektiven Guy Noir lever videre i pasticheromanen Guy Noir and the Straight Skinny (2012). Erfaringerne fra det svære årti er bearbejdet i That Time of Year: A Minnesota Life (2020).
Keillor arbejder ufortrødent videre fra sit website og publicerer dagligt en »A Writer’s Almanac«-podcast. I skrivende stund er han netop fyldt 80. Jeg mødte ham på Askov Højskole i juli 1990, da han kom til en digtoplæsning sammen med sin daværende hustru, Ulla Skaerved, som var dansk. Det var et sympatisk og behageligt møde. Jeg er derfor mest tilbøjelig til at tro på hans version af #MeToo-forløbet.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
