Roman Polanski: J'accuse | Officer og spion (2019)

MÆND AF PLIGT OG ÆRE
Polanskis prunkløse apologi

Af BO GREEN JENSEN

DREYFUS-affæren rystede 1890ernes Frankrig og blev først lagt væk i 1906, da hovedpersonen var rehabiliteret. Vendepunktet kom i 1898, da Émile Zola skrev en banebrydende artikel med rubrikken »J’accuse…!« – »Jeg anklager!«.

   Reportagen stod på forsiden af L’Aurore og var stilet som et åbent brev til præsident Felix Fauré. Zola satte navn på de ansvarlige personer og udstillede den systemiske antisemitisme. Det var klassisk graverjournalistik.

   Alfred Dreyfus (1859-1935) blev stemplet som spion og dømt for landsforræderi. Han var jødisk, havde formue og var en perfekt syndebuk, som offentligheden nød at udskamme. Officeren blev degraderet ved en stor ceremoni. Systemet sendte ham til Djævleøen og lukkede sagen.

SKANDALEN var et politisk Watergate for sin tid. Militærets efterretningstjeneste kunne pr. definition ikke tage fejl. Man ville hellere fabrikere beviser end indrømme sine fejltagelser. Sandheden var ilde hørt til det sidste. Også Zola blev trukket i retten. Avisen med den belastende reportage blev brændt på gaderne i Paris.

   Disse ting er lærebogsstof. Mindre kendt er historien om kilden, som satte Zola i stand til at skrive. Georges Picquart (1854-1914) var den nyudnævnte efterretningschef, som blev rystet over arbejdsgangen og nægtede at tie. Picquart fandt den rigtige læk i systemet, som modarbejdede ham til det sidste. Hvis historien har en helt, er det ham.

   Englænderen Robert Harris skrev om Picquart i romanen An Officer and a Spy (2013). Bogen er forlægget for Roman Polanskis film nr. 40, der former sig som en blanding af systemkritik og historisk krimi. Harris fornyede den kontrafaktiske genre med thrilleren Fatherland (1992, da. Fædrelandet), som foregår i et Tyskland, der har vundet 2. verdenskrig. Polanski har tidligere filmatiseret Harris' The Ghost (2007) med titlen The Ghost Writer. Der var dansk premiere på Skyggen i marts 2010.

SAGENS hovedperson, Alfred Dreyfus (Louis Garrel), optræder kun i få scener. Han har en studs og reserveret facon, som ikke giver ham venner i etaten. Picquart har undervist Dreyfus på officerskolen. Han har selv erkendte fordomme, men prioriterer pligt og sandhed som en selvfølge. Picquart bliver whistleblower i moderne forstand, da han går til pressen med sin historie. Han bliver også et talerør for instruktøren.

   J’Accuse er en knastør og pletfri fremstilling. Filmens styrke er dens faktuelle metode. Polanski skildrer en mørnende verden, hvor spionage var noget med ringbind, rygter og tæt mandsopdækning. Motiverne var dog de samme som nu.

DER er kun én kvinderolle af betydning. Picquarts elskerinde, Pauline Monnier, bliver spillet af Emmanuelle Seigner, som i virkeligheden bag kameraet er gift med Roman Polanski. Den [i 2020] 87-årige filmskaber siger i pressematerialet, at han naturligvis ser lighedspunkter mellem Dreyfus-affæren og sin egen historie.

   Som bekendt er Polanski det ene af #MeToo-bevægelsens to store dyr. Han har sin egen sag og belastede fortid, som ikke vil dø eller bare gå væk. Officer og spion fik Juryens Grand Prix i Venedig. Der var kontrovers og debat hele vejen. Adèle Haenel udvandrede fra César-ceremonien, da man ikke ville ekskludere instruktøren, men tværtimod belønnede ham. Polanskis modstandere hverken kan eller vil se hans film. J’accuse har ingen amerikansk distributør. Og får det næppe heller.

   Det er dog for let at betragte J’accuse som en apologi for Polanski personligt. Og det er trist for alle parter, at den polskfødte overlever er endt som en mand, de fleste håber vil dø eller tie. For så går hans sag vel i glemmebogen. Som Dreyfus-skandalen gjorde i sin tid. Det er dén mekanisme, som filmen ikke vil lade ligge.

RENEST og skarpest står scenen, hvor Picquart besøger den døende Sandherr (Éric Ruf), hvis skrantende tjeneste han har overtaget. Han får overdraget de hemmelige reserver, som generalen har liggende i klædeskabet. Den skælvende gamle mand raser mod jøder og anarkister. Han ser ikke selv paradokset i at tale om dyd fra en syfilisbefængt ægteseng.

   Over for dét ironiske optrin står scenen, hvor Dreyfus og Picquart taler sammen til slut. Ad omveje får officeren sagt tak, og Picquart, som nu er minister i Georges Clemenceaus radikale og mindre korrupte regering, siger undskyld og tilkendegiver sin respekt. De er mænd af pligt og ære. Det er en studie i forløsende understament.

JEAN Dujardin spiller Picqart med stil og elegance. Det er endelig en dramatisk rolle til karakterskuespilleren fra The Artist (2011) og La French (2014), som ofte bliver gemt væk i farcer og folkekomedier. Stemningen sættes med regnlys og kulde. Skal et helt regiment overvære Dreyfus’ degradering, er et helt regiment udkommanderet. Malerier af Manet og Renoir bliver iscenesat for sporten. Filmen lever især af sit mise-en-scène.

   Jeg vil fortsat se Kniven i vandet, Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown, Tess og Pianisten. Og jeg vil anbefale J’accuse meget varmt. Det er ikke et spørgsmål om at tage Polanski »til nåde«. Det må stadig være muligt at skelne mellem mennesket og kunsten. At se værket for, hvad det er i sin tid, og for hvad det siger om tiden. Hvis ikke er vi for alvor i færd med at miste historien.

J'accuse (Officer og spion). Instr.: Roman Polanski. Manus: Robert Harris, Roman Polanski. Foto: Pawel Edelman. 132 min. Frankrig-Italien 2019. Dansk premiere: 17.09.2020.

Fotos:Légende Films/ R.P. Productions/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Eliseo Entertainment/ Rai Cinema/ France Télévisions/ Orange Cinéma Séries/ Canal+/ La Région Île-de-France/ CNC/ Entourage Pictures/ Palatine Etoile 16/ Optimum Développement/ L'Arbre Holding/ Horus Movies/ Kenosis Productions/ Kinoprime/ RatPac Entertainment/ Gaumont Distribution/ YouTube (Unifrance trailer)/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Poster Art: Guy Ferrandis | Le Cercle Noir

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio S (regionsfri) 19.08.2020

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.09.2020.

Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914

AMERIKANSKE BILLEDER
Fotografen Jacob Riis 1849-1914

Af BO GREEN JENSEN

JACOB Riis var lærersønnen fra Ribe, som i 1870 rejste til USA, levede en tid i vinden og endte som en af tidens mest indflydelsesrige sociale reformatorer. Hans sociale bevidsthed var vakt allerede, da han kom til New York, men nogle hårde år på Mulberry Street hærdede hans overbevisning til en egentlig sag. Med sin journalistik fik han borgerskabet i tale, og da teknikken tillod ham at dokumentere sine reportager med fotos, kunne offentligheden ikke længere ignorere de umenneskelige boligforhold i ghettoerne på Lower East Side.

   Riis samlede sine iagttagelser i How The Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York (1890), som blev en bestseller i samtiden og endnu er en klassisk tekst i amerikansk sammenhæng. Han turnerede resten af sit liv med de foredrag, som i 1970erne blev en model for Jacob Holdt og dennes legendariske Amerikanske billeder (1977, senest ajourført i 2011). I USA har man rejst statuer af Riis, opkaldt parker efter danskeren og hyldet ham som foregangsmanden, der fik slumbebyggelsen saneret. Han var utrættelig i sin kamp for bedre boligforhold. Man kunne derfor tro, at Riis ville have en høj stjerne på den danske venstrefløj.

DETTE har dog aldrig været tilfældet. Tværtimod har man betragtet Riis med skepsis. Danskeren omfavnede den amerikanske drøm og lod sig opsluge i sit nyvalgte fædreland. »The American Made« hedder sidste kapitel i selvbiografien The Making of an American (1901, da. Hvordan jeg blev amerikaner), og ved Riis’ død udtalte Theodore Roosevelt: »If I were asked to name a fellow-man who came nearest to being the ideal American citizen, I should name Jacob Riis.«

   Så højstemt ros fra så tvivlsom en kilde kunne man ikke forholde sig positivt til i de danske 70ere. Vi bliver af og til mindet om Riis, hvem han var, hvad han gjorde og hvor han kom fra, men det ville være synd at sige, at vi værner effektivt om hans minde.*

ROBERT Fox’ kunstfærdige dokumentarfilm om Riis lader de kronologiske linjer flyde ud og løbe sammen. Den lægger et skær af drøm og erindring over de faktiske forhold. Det gør den vel for bedre at kunne vise os manden, der i sine egne skrifter skiftevis er knirkende tør og drivende sentimental.

   Vi ser en gammel mand sidde og skrive, mens Peter Stormares dybe svenske stemme på engelsk citerer brudstykker af The Making of an American og lader Jacob fra Ribe fundere over, hvordan han blev en amerikansk partisan. Riis’ klassiske fotos blandes med samtidens grynede film og lyriske situationer fra den sociale bagside af dagens USA. Romantiske optagelser fra Ribe giver et indtryk af en fattig barndom, men sådan var det vist egentlig ikke.

FILMENS impressionistiske stil står ofte i vejen for den kritik af Riis, som retfærdigvis må iblandes lovprisningen. Riis’ indignation var social, men ikke politisk baseret. For ham lå svaret i forbedrede boligforhold, ikke i faglig kamp og parlamentarisk indflydelse. Hans model var filantropi, ikke reform eller revolution, og han var tilbøjelig til at betragte lejekasernernes fattige indvandrere under ét som en slags uansvarlige børn.

   Racemæssige stereotyper er en forudsætning for flere løsningsmodeller i How The Other Half Lives, der gennemtrawler »Jewtown«, »Chinatown« osv. efter etnisk generaliserende principper. Den jødisk-amerikanske historiker Irving Howe fælder i hovedværket World of Our Fathers (1976) følgende dom over Riis:

   »What he described of ’Jewtown’ was accurate and – in behalf of tenement reforms yet to come – very useful. But Riis was a cold writer, deficient in that play of humane sympathies which lights up the work of Steffens and Hutchins Hapgood (...) His eye was sharp, but it was the eye of an outsider content to remain one, and eager as he was to remedy the conditions of the immigrant poor, he was equally clear in his mind as to the distance he meant to keep from them.«

DISSE nuancer og i sig selv fascinerende modsætninger bliver ikke taget op i Flash of a Dream, der fremstår som en hagiografisk levnedsmontage. Men man får lyst til at læse mere af Riis, vide mere om manden, der som den eneste dansker er optaget i Life Magazines Hall of Heroes på linje med Mahatma Gandhi og Martin Luther King.

   Riis gjorde en forskel, tog skæbnen i egne hænder og skabte sig et liv i det fremmede. Det er let at nøle og kritisere, være bagklog og have fine fornemmelser, men filantropen fik faktisk tingene gjort.

*) Teksten er skrevet i 2002. Der har siden været betydelig dansk interesse og stadig større respekt omkring Riis. I 2008 viste Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Museum of the City of New York en udstilling med restaurerede fotos. Det skete på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København. I 2009 fik Tom Buk-Swienty udgivet biografien Den ideelle amerikaner – en biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal, 2009). Bogen udkom senere med ny undertitel: Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade 1 i Ribe. Museet hører under Sydvestjyske Museer og har en meget velkurateret hjemmeside. Riis tog over 700 fotografier, som han ikke passede særlig godt på. De er i dag fordelt på fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer. I 2015 udkom Bonnie Yochelsons Jacob A. Riis: Revealing New York's Other Half – A Complete Catalogue of His Photographs på Yale University Press. Det ikoniske foto »Bandit's Roost 59½ Mulberrry Street«, som Riis tog i Five Points-kvarteret, var en visuel reference for Martin Scorsese, da han forberedte produktionen af Gangs of New York (2002).

Flash of a Dream (Fotografen og præsidenten). Instr. & manus: Robert Fox. Foto: Morten Bruus. 52 min. Danmark 2002. Dansk premiere: 18.02.2002 

Fotos: Zentropa Real/ Camera Film/ Statens Filmcentral/ Museum of the City of New York/ Jacob A. Riis Museum/ Gyldendal/ Yale University Press

Flash of a Dream streames på FILMSTRIBEN, FILMCENTRALEN og kan ses i Videoteket på DFI i Filmhuset i Gothersgade, København

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.02.2002

Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996

EN LILLE SKEFULD SUKKER

Mary Poppins, P.L. Travers og Walt Disney

Af BO GREEN JENSEN

MARY Poppins fyldte rundt i 2014. Det var da 80 år siden, at Pamela Lyndon Travers (som egentlig hed Helen Lyndon Goff) fik udgivet den første af otte sejlivede bøger om den ærketypiske nanny, som kommer flyvende med Østenvinden og redder både børn og voksne i den bekymringstyngede kernefamilie, som bor i Cherry Tree Lane nr. 17.

   Der var samtidig gået 50 år, siden filmklassikeren med Julie Andrews og Dick van Dyke, som Robert Stevenson instruerede på vegne af Walt Disney Studios, fik verdenspremiere i Los Angeles. Og det var allerede ti år siden, at sceneversionen af musicalen fik premiere. Den kan stadig ses i London og ligger (lidt) tættere på det, som P.L. Travers havde forestillet sig, hvis der for enhver pris skulle populariseres.

TRAVERS' bøger var populære før filmen. I Danmark udgav forlaget Branner og Korch Ida Pangels oversættelse af den første bog allerede i 1948. Den slog åbenbart ikke an, for toeren – Mary Poppins vender tilbage – udkom først i 1966, da man kunne sætte et billede af Julie Andrews og børnene, der kurer op ad gelænderet, uden på omslaget.

   På flappen står, at »denne pragtfulde billedbog er skrevet over Walt Disneys vidunderlige farvefilm, som bygger på P.L. Traver’s [sic] bog om Mary Poppins.« Hvor ville hun have hadet det. Travers frygtede fra første færd, at Disney ville stjæle Mary Poppins og forvandle hende til en sukkerfigur. Hvilket jo var, hvad han gjorde, da det gjaldt.

   Disney forsøgte at sikre sig filmrettighederne allerede i 1943. Siden spurgte han Travers hvert år og fik afslag. Hun foragtede Disney og alt, hvad han stod for. Hendes forbillede var J.M. Barrie, og da hun så, hvad Disney gjorde ved Peter Pan (i tegnefilmen fra 1953), blev hun bare mere sikker i sin sag. I 1961, da hun endelig gik med til at overveje tilbudet fra Burbank, var det helt og holdent for pengenes skyld.

MARY Poppins er hverken kær, køn, ung eller nuttet. Hun ligner med andre ord ikke den 28-årige Julie Andrews. Fra Travers’ hånd er figuren skrevet som en hvid heks, en positiv naturkraft, der kommer til børn i trængte familier, genopretter balancen i huset og rejser, når vinden slår over i vest. Hun hverken kan eller vil flytte ind for bestandig: 

   »Vinden blæste rasende om hende, rev i hendes kjole, skubbede hendes hat skævt, så hun så ud, som om hun var fuld. Men det forekom Jane og Michael, at hun var ligeglad, for hun smilede, som om hun og blæsten forstod hinanden.«

   Alle Mary Poppins-bøgerne er gennemillustreret af Mary Shephard (1909-2000). Shepard var datter af E.H. Shepard (1879-1976), som tegnede til bøger af A.A. Milne (Winnie the Pooh/ Peter Plys), Kenneth Grahame (The Wind in the Willows/ Vinden i piletræerne) og Frances Hodgson Burnett (The Secret Garden/ Den hemmelige have).

   Mary Shepard var kun 23 år, da hun tegnede Mary Poppins første gang. Hun fik opgaven, fordi hendes far havde for travlt. Shepard og Travers udviklede figuren sammen. I Cotsen Children’s Library på Princeton University findes udkast og arbejdspapirer med begges kommentarer. De fortsatte samarbejdet til og med Mary Poppins and the House Next Door (1988), men Disney-filmen ødelagde deres venskab.

   Som sagt var det med tøven og skepsis, at P.L. Travers solgte Mary Poppins til Walt Disney. Da hun gav efter, blev hun økønomisk uafhængig og kunne leve resten af sin tid for de royalties, som filmen og bøgerne kastede af sig. Men Mary Shepard var end ikke nævnt i kontrakten, som Travers indgik med Disney. Hun fik aldrig del i de store beløb.*

DISNEY-filmens jubilæum er fejret adskillige gange. Til 50-års dagen valgte man at producere Saving Mr. Banks, et overraskende nuanceret portræt, som skildrer samarbejdet mellem Travers (Emma Thompson), Disney (Tom Hanks), manuskriptforfatteren Don Da Gradi (Bradley Whitford) og sangskriverne Robert og Richard Sherman (B.J. Novak og Jason Schwartzman).

   Ingen af de nævnte mænd havde mødt større modstand på et projekt. Travers ville ikke skrive under, før manuskriptet var acceptabelt for hende. Hun sikrede sig vetoret – final cut – under arbejdet, hvilket var uhørt i Disneys regi og generelt usædvanligt i Hollywood. Disney fik som regel sin vilje ved skiftevis at charmere og true, men strategien virkede ikke på Travers. I hvert fald tog det ham lang tid at sætte sin vilje igennem.

   Forløbet i filmen er sikkert forenklet, men tonen i arbejdslokalet er ægte. For ikke at blive snydt, krævede Travers, at alle arbejdsmøder blev optaget på bånd. Der foreligger 39 timer, hvor forfatteren skændes med sangskriverne.

   Brødrene Sherman skrev nogle af de bedste Disney-sange, bl.a. dem til Junglebogen. På 40 års-udgaven af Mary Poppins-soundtracket (2004) ligger en time af de gamle bånd sammen med et nyt kvarter, hvor Sherman-brødrene fortæller om samarbejdet, der ofte tangerede sabotage. Det er fornøjeligt at lytte til.

TRAVERS skrev endelig under, men hun blev aldrig glad for Disneys film. I Saving Mr. Banks vinder DaGradi og brødrene Sherman, da de lader den afskedigede bankfunktionær blive glad, give borgerligheden pokker i vold, reparere børnenes drage og løbe ud af voksenlivets spændetrøje med sangen »Let’s Go Fly a Kite«.

   Da stepper Travers med fødderne, for hele Mary Poppins-sagaen er for hende et forsøg på at læge sårene efter den udsatte barndom i Australien, hvor hun tidligt mistede sin far. Travers Goff (Colin Farrell) døde som 46-årig. Han var før da en kærlig, alkoholiseret bankassistent, som måtte flytte famlien adskillige gange.

   Mens Goff lå for døden, kom moster Ellie på besøg. Ifølge biografien Mary Poppins, She Wrote, som Valerie Lawson skrev i 2005, var den effektive moster modellen for Mary Poppins. Hun havde paraplyen med papegøjehåndtaget, tæppetasken med tusind ting i og de fornuftige fyndord. Ellie hjalp familien med at overleve Travers Goffs død. Den ældste datter tog sit alias efter faderens fornavn.

FILMEN er i sagens natur interessant, hvis man har det mindste tilovers for Mary Poppins. Der bliver taget forskellige hensyn – Travers kalder Dick Van Dyke en dårlig skuespiller, men Julie Andrews bliver ikke nævnt med et ord. Alt i alt er fremstillingen dog overraskende afbalanceret, ikke mindst i sin milde kritik af Walt Disney.

   Manuskriptet blev skrevet i 2002 og lå dengang hos et andet studie. Efter sigende købte Disney-selskabet filmen for at lukke den ned. Da Kelly Marcel og Sue Smith gik med til at blødgøre Disney-portrættet, valgte man at annektere projektet. Saving Mr. Banks har altså sin egen version af Mary Poppins-forløbet.

   Det er sjovt at se girafferne, som Hanks og Thompson fremstiller troværdigt. Lidt dybere stikker diskussionen af begrebet kunstnerisk ophavsret. Disney ser sin egen Mary Poppins og ved, hvordan man formidler eventyrstof til et bredt publikum. Travers bider sig fast i detaljer, mener at huset i Kirsebærallé bliver for stort, siger nej til sange og animation, vil på et tidspunkt ikke have farven rød med i filmen.

   

HUN ender med at give sig på alle strategiske punkter. Travers følte sig taget ved næsen. Disney inviterede hende ikke til premieren, fordi han frygtede, at hun ville bagtale filmen. Så hun indfandt sig bare (og talte pænt nok med pressen). At se hende se Mary Poppins bliver et dramatisk højdepunkt i Saving Mr. Banks. Der er levende reaktionsbilleder.

   Bagefter sagde Travers til Disney, at sekvensen med de animerede pingviner måtte skæres. Efter sigende sagde Disney bare »Pam, the ship has sailed« og gik sin vej. Ordvekslingen er ikke med i filmen, hvor Thompson begynder at græde, da hun ser sin barndom leve igen.

   Filmen giver Disney ret, men respekterer forfatterens skepsis. Travers var 62 år, da hun kom til Hollywood og fik et kulturchok. Hun var 96, da hun endelig løb tør for dage i 1996. Hun nåede at forhandle med Cameron Macintosh om sceneversionen. I kontrakten er specificeret, at intet nyt materiale må bestilles hos brødrene Sherman.

   
TRAVERS vidste, at Mary Poppins var en magisk figur; at den levende paraply var et totem. I filmen mediterer hun efter Gurdjieffs anvisninger. Hun skrev metafysiske essays til tidsskriftet Parabola. De er samlet i What the Bee Knows: Reflections on Myth, Symbol, and Story (1989). Kompendiet Lively Oracle: A Centennial Celebration (1999) er en nyttig introduktion til forfatterskabet.

   Saving Mr. Banks er først og fremmest en gribende far/datter-film. Både Disney og studiets chauffør (Paul Giamatti) har indviklede forhold til deres døtre, som forstærker hovedmotivet.

  Travers fik ret. Mary Poppins blev disneyficeret som Peter Pan. Tilbage står dog, at det meste af verden kender og elsker Disneys version. Hvem ved, om ikke Travers har grebet sig selv i at nynne med på »Chim Chim-Cheeree«, »A Spoonful of Sugar« og »Supercalifragilisticexpialidocious«.

Se også Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

*) Det var ikke, fordi hun ikke forsøgte. Shepard vendte stadig tilbage til emnet, men Travers undlod simpelt hen at besvare hendes henvendelser. Disney-folkene forholdt sig til deres kontrakt.

   Shepard søgte juridisk bistand og prøvede i flere omgange at få kontrakten genforhandlet. Det lykkedes aldrig, men hun fik udbetalt et engangsbeløb på £1.000, fordi Disney måtte vedgå, at detaljen med Mary Poppins’ fodstilling er hentet i Shepards illustrationer. Mary Poppins sætter sine fødder i første balletposition. Det samme gør Julie Andrews – med stor effekt – i Disney-filmen.

   Ophavsretten til denne detalje kan så diskuteres. Pamela Travers var danser, da hun var ung og hed Helen Goff, og det var på hendes anvisning, at Shepard lod Mary Poppins indtage balletpositionen.

   Professor Margaret Baguley og Martin Charles Kerby fra University of Southern Queensland i Australien har udredt forløbet i flere artikler, som kan læses forskellige steder på nettet, bl.a. portalen The Conversation. Baguley har kurateret digitale udstillinger af Shephards arbejde. Hun når formentlig til at skrive en biografi om den oversete kunstner. 

Saving Mr. Banks. Instr.: John Lee Hancock. Manus: Kelly Marcel & Sue Smith. Foto: John Schwartzman. 125 min. USA 2013. Dansk premiere: 13.03.2014.

P.L. Travers: The Complete Mary Poppins. 768 s. HarperCollins, 2008.

Valerie Lawson: Mary Poppins, She Wrote: The Life of P.L. Travers. 402 s. Simon and Schuster, 1999.

Mary Poppins. Instr.: Robert Stevenson. Manus: Bill Walsh, Don Da Gradi. Foto: Edward Coleman. 139 min. USA 1964. Dansk premiere: 16.07.1965

Fotos: Walt Disney Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ HarperCollins/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Shepard Trust/ University of Southern Queensland/ New South Wales State Library/ Princeton University/ Valerie Lawson (Dancelines.com.au) 

Saving Mr. Banks (2013) streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Disney Buena Vista (UK) 14.05.2018

Mary Poppins (1964) streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Disney Buena Vista [50th Anniversary Edition] 18.11.2013

Artiklen trykt i Weekendavisen Kultur 14.03.2014

Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac [Liv og teater]

EN FORESTILLING OM LIV OG TEATER
Edmond Rostand og Cyrano de Bergerac

Af BO GREEN JENSEN

DET handler om en episk næse, om stor poesi og god bugtalerkunst. Om høvisk kærlighed inde i hjertet og om skinnet (eller skindet), som bedrager udenpå. Det handler om at længes og elske så rent, at man ofrer sig for den udkårnes lykke. Det handler om alle de ædleste instinkter. Men det er og bliver næsen, som gør en fremragende forskel.

   Edmond Rostand (1868-1918) var 29 år, da han skrev Cyrano de Bergerac. Det var ikke digterens første succes. Versedramaet Les Romanesques (1894), som 66 år senere blev til Tom Jones-musicalen The Fantasticks, var et gennembrud på nationalscenen, men hverken La Princesse lointaine eller La Samaritaine, begge skrevet til Sarah Bernhardt, havde indfriet forventningerne. Så nu var det nu eller aldrig.

   Som skildret i Edmond! - Alexis Michaliks filmudgave af sin egen teatersucces fra 2016 – gjaldt det næsten hans og hustruen Rosemondes overlevelse. Rostand skulle levere et kritisk og kommercielt hit hurtigst muligt. Ellers ville alt være tabt. I parentes bemærket var Rosemonde Gérard selv en respekteret forfatter. I filmen er hun tegnet som en lidt snusfornuftig kvinde med anlæg for jalousi.

I 11. time fik Rostand en henvendelse fra den fænomenale Benoît-Constant Coquelin (1841-1909), tidens store skuespiller, som var raget uklar med ledelsen på nationalscenen og havde grundlagt sit eget teaterkompagni.

   Der er tidligt i Edmond! en scene, hvor forfatteren (Thomas Solivérès) pitcher sin vage idé til skuespilleren (Olivier Gourmet), som fejer gennem gangene på teatret. Rostand griber de fineste billeder i flugten, inspireret af prosaiske detaljer, ganske som Cyrano gør i stykket.

   Det er dog først, da digteren møder sin egen Roxane – i skikkelse af syersken Jeanne (Lucie Boujenah), som han kun kan kurtisere via en stedfortræder, skuespilleren Leo (Tom Leeb) – at ideen tager fysisk form. Filmen skildrer gribende, hvordan Edmond skriver stadig mere febrilsk, efterhånden som han indser, at han har opdaget noget vidunderligt.

   Rosemonde er længe jaloux og bekymret. Så er det hende, som forklarer Edmond, at han gør kur til selve sjælen i teatret. Imens bliver onde rænker smedet. Da teksten foreligger, er der kamp til stregen om at finde en sal og få de praktiske detaljer til at gå op. Der er naturligvis aldrig for alvor tvivl om, at det gode arbejde vil lykkes.

ALEXIS Michalik erkender åbent sin gæld til filmen Shakespeare in Love, som John Madden instruerede efter et originalt manuskript af Tom Stoppard (og som en vis Harvey Weinstein producerede) i 1998.

   Her blev Shakespeares arbejde med Romeo og Julie på samme måde til en romantisk forestilling om, hvordan man lever og skaber teater. Også i dén film var der skriveblokering, fødselsveer, forviklinger og forhindringer til det sidste. Men alt blev løst i ånden fra Geoffrey Rushs signaturreplik. »Strangely enough, it all turns out well,« var et mantra for filmen.

   Michalik er ikke den første, som bruger modellen fra Shakespeare in Love. Laurent Tirard havde samme idé i Molière (2007). Metatricket kræver jo, at stykket i stykket er kendt af enhver. Det giver særlig god mening i Edmond!, fordi Rostand selv tog afsæt i balkonscenen fra Romeo og Julie, da han lod Cyrano bejle til Roxane på vegne af stedfortræderen Christian.

MICHALIK medvirker selv i Edmond!. Han spiller farcemageren Georges Feydeau (1862-1921), der betragter rivalen Rostand med nedladenhed og lidt misundelse. Han ender dog med at hjælpe og hylde konkurrenten. For forestillingen kan smelte al skepsis. Til slut løfter hele Frankrig i flok.

   Cyrano de Bergerac blev uropført den 28. december 1897 på Théâtre de la Porte-Saint-Martion i Paris. Legenden siger, at der var fremkaldelser med stående ovation i en time efter Cyranos død, som gør »bevægende« til for lille et ord. Michalik filmer alt i en teaterdekoration, men til slut lader han grænserne skride. Cyrano dør i en rigtig klosterlund.

NOGET af det fineste i Edmond! er den lange liste med credits til slut. Mens navnene ruller ned over lærredet, og komponisten Romain Trouillet demonstrerer sin flair for at skrive periodemusik med heroisk panache, viser Michalik i billedets kant en kavalkade af scener fra alle forløberne, de mest mindeværdige filmatiseringer af Cyrano.

   Her er førsteudgaven med Constant Coquelin, som blev filmet i 1900. Her er stumme versioner fra 1909 og 1925. Her er klip fra opera og ballet. Her er Claude Dauphin i Fernand Rivers’ befrielsesromantiske filmudgave fra 1945. Her er ikke mindst José Ferrer i Michael Gordons amerikanske version fra 1950, som indirekte var årsagen til, at vi som drenge løb rundt og legede Cyrano i gården ved garagerne i Kastrup.

CYRANO de Bergerac havde nr. 66 i serien Illustrerede Klassikere. Tegneren Alex Blum brugte filmen som inspiration, og Rostands sirligt rimede dialog er trofast reproduceret i hæftet. Senere var det en overraskelse at læse den historiske Cyrano de Bergerac (1619-55), som skrev anderledes robust og satirisk om fantastiske rejser til solen og månen.

   Her er Daniel Sorano i Claude Barmas tv-film fra 1960. Her er Steve Martin som manden med næsen i Fred Schepisis Roxanne (1987), som er den mest loyale af de mange parafraser, der genbruger bejler-i-busken motivet. Endelig ser man Gérard Depardieu i Jean-Paul Rappeneaus pragtfulde filmatisering fra 1990. Den har ingen endnu overgået.

SIDEN premieren er Cyrano altid blevet spillet på en scene et sted. Forestillingen er fransk teaters rareste klenodie.Som dansker savner man egentlig kun en henvisning til Sebastians mesterlige musicaludgave af Cyrano. Forestillingen havde premiere på Gladsaxe Teater den 31. januar 1993. Flemming Flindt instruerede, og Edmond Rostands tekst var bearbejdet af Pierre Westerdahl og Flemming Enevold, som selv spillede titelrollen.

   Musicalen havde et langt liv, og bliver stadig genopført fra tid til anden. Især »Sangen om barndommen«, »Smukke løgne« og »Efterår« er blevet stående som tre af de store numre i sangværket: »Bladene falder på Bergerac/ markens søde druer/ borte som vinen vi siden drak/ borte Bergerac«.

Se også Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673.

Edmond (Edmond!). Instr. og manus: Alexis Michalik. Foto: Giovanni Fiore Coltellacci. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 10.10.2019.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB, Another World Entertainment/ Unifrance/ Pladecompagniet/ Forlaget Illustrerede Klassikere

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 11.10.2019