Robert Altman: Dr. T & the Women (2000)

EN VAKLENDE MAND

Robert Altmans bedste og værste egenskaber

Af BO GREEN JENSEN

NYTÅR 2001: ROBERT Altman er ekspert i brede gruppefilm, som på satirisk vis panorerer hen over det givne miljø, der denne gang skal fungere som scene i instruktørens amerikanske dukketeater. Hans form kombinerer antropologi og satire. Hvor andre filmskabere viger tilbage for en omfattende personkreds og forvirrende plotlinjer, som løber langs med og krydser hinanden, kan Altman slet ikke få nok af støjen på de steder, hvor mennesker færdes i virkeligheden.

   Af samme grund har han altid haft sin styrke i den dokumentarisk tonede kollektivskildring, film som hovedværkerne Nashville (1975) og Short Cuts (1993), der over tre timer væver mange handlingstråde, anekdotiske udtag af enkelte skæbner, sammen til en stærk gobelin. I det mindre format er han ikke så sikker, og han skal helst have afstand nok til at kaste et køligt øje på sine menneskers forfængelighed, hvad enten den er frygtsom eller formastelig.

   Bliver han dybfølt, sætter en livløshed ind, og i genrefilm er han tilbøjelig til at lefle. Nogle film er mekaniske gentagelser af ensembleskabelonen. Fordi antikrigsfarcen M*A*S*H (1970) i sin tid blev en stor succes, har man villet holde Altman fast i rollen som bramfri, absurd entertainer. Snarere er han en blanding af skuffet romantiker og bedrevidende revser; misantropen, som ikke vil rystes i troen. Alligevel finder man virkelig varme hér og dér i værkets hjørner, fra den skæve løvfaldswestern om McCabe & Mrs. Miller (1971) til elegien over hjemstavnen Kansas City (1996), som gennembrændes af guldalderjazz.

DEN sædeskildrende sydstatskomedie om Dr. T & the Women er ligesom Cookie’s Fortune (1999) blevet til i samarbejde med manuskriptforfatteren Anne Rapp. Årets model har dog skarpere tænder og er bag sin besnærende lattermildhed en mere ambitiøs bestræbelse. Når jeg ovenfor opregner Altmans specialiteter, er det fordi den nye film rummer lidt af dem alle.

   Mest har Dr. T til fælles med den sarkastiske Hollywood-farce The Player (1992), der på samme måde brugte en vaklende mand, et panikslagent karrieremenneske, som sin handlingsbærende sonde. I centrum er gynækologen Sullivan Travis, som gennem en lang og lukrativ karriere har undersøgt samtlige neurotiske overklassekvinder i Dallas. Det er en rigtig god rolle til Richard Gere, der ligesom i Joan Chens Autumn in New York (2000) får meget ud af at tage alderen på sig.

DR. T har et godt tag på kvinder. Han forener faglig professionalisme med en forførende flair, som de fleste finder karismatisk. Han er dagens mand i skysovs og har været det så længe, at han vægrer sig ved at erkende de fejl, som dominerer billedet efterhånden. 

   Af dem er adskillige. Hans hustru (som Farrah Fawcett spiller endnu mere anstrengt end sædvanligt) er bogstaveligt ved at gå fra forstanden. Hans voksne døtre tænker kun på sig selv. Den ene (Kate Hudson) er lesbisk, men det er hende, som skal giftes, og svigerinden (Laura Dern) har invaderet huset med sine børn. Hans trofaste klinikassistent (Shelley Long) vælger den værste dag til at erklære chefen sin kærlighed.

   Den trængte mand reagerer i stigende grad ved at gå eller barrikadere sig bag døren på kontoret. I weekenden tager han på jagtture med sine patetiske kammerater, men i en verden af kvidrende kaos bliver golfinstruktøren Bree (Helen Hunt) det modne sidespring, som han villigt og velovervejet vil tage.

   Manuskriptet deler sol og vind lige. Både mænd og kvinder er skildret som karikaturer, men Gere og Hunt får lov at have dybde. De fremstår begge som selviske opportunister, men vi holder af dem, fordi vi genkender dem.

FILMEN bruger sin første, lidt for lange spilletime på at følge Travis i karakteristiske situationer, som giver Altman lejlighed til at ironisere over miljøet. Den kulminerer i en klassisk scene, det store bryllup, hvor alt går galt, af den slags som amerikanerne elsker. Det er imidlertid i en anden lang sekvens, som falder nøjagtig midtvejs, at filmen træder i karakter.

   Scenen skildrer en frokosttime på klinikken, hvor alle stiller så mange krav, at problemerne ikke kan være i skabet, når Dr. T forsøger at mase dem ind. Panikken bygges op i en langsom bevægelse, som Altman orkestrerer sublimt. Alene for den skal man se Dr. T og bære over med det urene trav i andre situationer. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« erklærer Gere med udtryksløst ansigt. Det er en fuldkommen autentisk reaktion.

DA også elskerinden svigter, giver Dr. T omsider slip på sin hang til at kontrollere alting. Han flygter mod en besværgende slutning, som kunne og næsten må være en drøm. Vi forlader ham ved hans bestemmelse, som har at gøre den eneste ting, der giver mening. Her slipper Altman sin voodoodukke, som faktisk ligner mange mænd ret godt. Instruktøren er blevet 75. Har han ikke en sidste Nashville i posen, kan Dr. T & the Women sagtens gå an.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

Dr. T & the Women (Dr. T). Instr.: Robert Altman. Manus: Anne Rapp. Foto: Jan Kiesser. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.01.2001.

Fotos: Artisan Entertainment/ Sandcastle 5 Productions/ UIP/ Alliance Atlantis Video/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 

Filmen streames på Apple TV, Google Play og YouTube Film

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.01.2001.

Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]

EN BITTER LILLE IRONI

Robert Altmans næstbedste multiplotfilm

Af BO GREEN JENSEN

KNAP 20 år og 30 film efter Nashville (1975) vender Robert Altman i Short Cuts tilbage til den panoramiske kollektivskildring, som han første gang dyrkede dér. I en lignende episodisk struktur – og med det samme sædeskildrende anslag, som ligner objektiv impressionisme – tager Altman 10 tekster af Raymond Carver, føjer sporene sammen og fylder en dampende, støjende gryde af liv.*

   Det er ikke sædvanlige Hollywoodliv, vel at mærke, med action-orienteret drive og regelret mangel på gråzonetvivl. Der er 22 karakterer i det brede myldrebillede. Alle søger en forfatter og finder ham også i Altmans mix. Det er blevet en californisk livsfrise. Short Cuts – det betyder både »tynde skiver«, »genveje« og »korte klip« – er ingen filmatisering i traditionel forstand. Snarere tager den tværsummen af Carver.

   Resultatet er en bevægende film, som man nødigt giver netop dét klistermærke. Hverken Carver eller Altman vil manipulere. De vil registrere, og de vil beskrive. Når først vi har set, kan vi muligvis nå til at reagere, men vi får ikke følelsen serveret eller dikteret. Det er en strategi, som til tider giver bagslag, fordi den står så stærkt på sin distance, men ofte er det en effektiv stikvej.

   Især er formatet imponerende, såvel i overført som konkret forstand. Hver for sig er historierne og deres billeder små og rodede at se på. Sammen udgør de en kollektivskildring, der er filmet i sjælens cinemascope. Carver ligger godt for Altman. Det er en bedre film end den smarte The Player (1992), den opportunistiske Prêt-à-Porter (1994) og den nostalgiske Kansas City (1996). Man føler sig genkendt og ikke talt ned til. Man føler sig anbragt i midten.

RAYMOND Carver (1938-1988) blev kaldt »Amerikas Tjekhov«, fordi hans noveller besidder en lignende kosmisk stilfærdighed. Han arbejdede hårdt for at opnå det præg af ukunstlet hverdag og menneskelig indsigt, der banker som et roligt hjerte under de bedste af hans historier. Carvers skikkelser er ofte »tabere«, der gør hvad de kan for at rejse sig eller bare holde en skrøbelig balance, som andre mennesker tager for givet.

   Carver kunne til sin død huske dagen, som blev vendepunktet i hans liv, den dag han holdt op med at drikke. Det var den 2. juni 1977. Han kendte kædereaktionen af sejre, kriser, nederlag og genfødsler, der bærer de udsatte skikkelser frem. Ved aldrig at falde for fristelsen til at bruge højt sprog, giver han dem fuld troværdighed. Han blev set som minimalismens digter, men ordet er både goldt og for småt. Snarere var han sin stil.

   Carver blev gift og skilt som ganske ung, havde en række tilfældige småjobs og store problemer med diverse stimulanser, indtil han i sit andet ægteskab, med digteren Tess Gallagher, fandt den fornødne fred til at skrive. Samtidig begyndte hans noveller at få mesterstatus. De fleste står i tre samlinger: Will You Please Be Quiet, Please? (1976), What We Talk About When We Talk About Love (1981) og Cathedral (1983). Før sin død samlede Carver de bedste noveller i de bedste versioner. Where I'm Calling From: New And Selected Stories (1988) rummer 7 nye tekster plus 30 fra de første bøger. 

   Carver skrev også digtsamlingerne Where Water Comes Together With Other Water (1985) og Ultramarine (1987). Efter hans død udkom A New Path To The Waterfall, hvis titel meget godt giver den forklarelse, som fandt og fyldte ham til slut, men kernen i Carvers historier ligger tilbage i hans kritiske tid. Lyrikken er samlet i All of Us: The Complete Poems (1996). Carver vedkendte sig gerne inspirationen fra Tjekhov og sagde tre år før sin død til en interviewer:

Jeg elsker Tjekhov. Men jeg vil samtidig sige, at jeg ikke kender nogen forfatter som ikke gør dét. Jeg elsker også Tolstoj. Han er klar, præcis og samtidig umådeligt vidtrækkende. Han rammer alle de rigtige toner, ligesom Bach. Tjekhov arbejder i en meget mindre målestok. Jeg kan lide måden, han fortæller om almindelige mennesker på. Med et betragtende blik som ikke automatisk udelukker sympati. Og så holder jeg naturligvis meget af Hemingway. Hemingways tidlige noveller har været en kæmpemæssig påvirkning. Deres rytme, deres særlige kadence. Jeg genlæser dem hvert andet eller tredje år, og de kan stadig gøre mig henrykt. Til en vis grad er vi alle Hemingways børn.**

EN sværm af helikoptere hænger i truende formation over Los Angeles, mens titelsekvensens neonbogstaver krediterer de mange celebre medvirkende. På afstand ligner det indflyvningen til en scifi-fortælling, måske Blade Runner 2 eller Escape from L.A., men det apokalyptiske optrin viser sig hurtigt at være prosaisk og samtidigt. Helikopterne sprøjter insektgift ned i et forsøg på at komme de frygtede medflies til livs.

   Den kemiske regn er det første, som forbinder tableauets simrende skæbner. Det andet er det mellemsvære jordskælv, som til slut retfærdiggør filmens mest markante ændring af det litterære forlæg. Carvers noveller udspiller sig ved byerne på den nordlige vestkyst, et mere køligt og mindre støjende hjørne af den amerikanske virkelighed. Det er Altman og medforfatteren Frank Barhydt, der transplanterer dem til Californien. I sit forord til tie-in udgaven af Short Cuts forklarer filmskaberen:

One of the reasons we transposed the settings from the Pacific Northwest to Southern California was that we wanted to place the action in a vast suburban setting so that it would be fortuitous for the characters to meet. There were logistical considerations as well, but we wanted the linkages to be accidental. The setting is untapped Los Angeles, which is also Carver Country, not Hollywood or Beverly Hills - but Downey, Watts, Compton, Pomona, Glendale - American suburbia, the names you hear about on freeway reports. [»Collaborating with Carver«, Short Cuts s. 9] 

STRUKTUREN i Short Cuts er horisontal. De små historier er ikke isolerede episoder, som knyttes sammen af en central begivenhed, en handlingsbærende faktor, et fælles rum eller lignende. Der er tale om mere end forbundne noveller. Altman og Barhydt har en vision. Alt foregår med en samtidighed, der løfter blikket til kosmisk niveau.

   Historierne ånder i hinanden. De enkelte liv griber ind i hinanden som ved en narrativ osmose. I farten bliver de også bestemmende for hinanden, men sjældent så det giver anden mening end symmetrien i den udeltagende skæbne. Det er lidt som at sidde i cockpittet på den forreste Medfly-helikopter. Eller betragte filmen i Guds klippebord.

   Atmosfæren af universel fatalisme er sat på spidsen i den mest bevægende af handlingsklyngerne, baseret på novellen »A Small, Good Thing« (»Lidt Godt«) fra Cathedral. Den demonstrerer samtidig Altmans organiske teknik som fortæller. Han arbejder altid i flere af billedets felter. Det er som at se en skulptur, der tager form. 

   Vi har vænnet os til at følges med Earl og Doreen Piggot (Tom Waits og Lily Tomlin). Han er en alkoholiseret limousinechauffør, som nok er frustreret over aldrig at være nået længere end til at bo i en meget stationær trailer sammen med sin kone, men som især bliver bitter på skæbnen, når han kigger indenfor i cafeteriaet, hvor hun serverer kaffe og burgers, og ser, hvordan andre mænd overbeglor hendes krop. 

   Vist er det noget, han bilder sig ind, men jalousien er stærk og konkret. Det ender altid med, at han bliver olm og begynder at drikke for alvor. Hun kommer hjem, de skændes, han går og smækker hårdt med døren, for så at vende ydmyg tilbage, når det er blevet dag igen. Sådan er det bare med de to. Vi følger dem gennem en af de mest opløftende episoder frem til forsoningen, hvor de drikker sig småfulde sammen og forvandler traileren til det Hawaii, som de aldrig får besøgt. Men i ét nu rører de tre andre liv.

ANN og Howard Finnigan (Andie MacDowell og Bruce Davison) har hjemme på solsiden i Los Angeles. Han er tv-kommentator, hun får hverdagen til at fungere. Sammen har de sønnen Scott, som fylder 8 år næste dag. Derfor bestiller Ann en kage hos konditoren Andy Bitkower (Lyle Lovett), da hun har sendt Scott i skole. Samtidig er Doreen Piggot på vej hjem fra arbejde. Scott løber efter skolebussen, og Doreen kommer til at påkøre ham. 

   Hun er chokeret, springer ud af bilen og vil følge ham hjem til forældrene, men drengen har fået at vide, at han ikke må tale med fremmede. Desuden ser han ud til at være sluppet med forskrækkelsen. Doreen ser drengen humpe af sted og tager hjem og fortæller Earl om, hvor heldigt det var, at han ikke tog skade. Hun bliver aldrig klogere.

   Desværre véd publikum bedre. Scott falder i en komatøs søvn. Ann får kørt ham på hospitalet og hidkalder Howard fra tv-studiet. Deres læge bliver samme Ralph Wyman (Matthew Modine), som i en anden historie er bitter på sin hustru, billedkunstneren Marian (Julianne Moore), fordi hun tre år før havde en affære, hun aldrig har villet fortælle ham om.

   I begyndelsen er prognosen god, og vi følger udviklingen fortrøstningsfuldt, mens ulykken sætter sig små, bitre spor. Den rasende konditor forstår ikke, hvorfor Scotts kage ikke blev hentet. Efter at være blevet affærdiget af Howard, iværksætter han en udførlig telefonterror over for Ann.

SAMTIDIG dukker Howards far (Jack Lemmon), som ingen har hørt fra i 30 år, op på hospitalet. Paul Finnigan venter både forsoning og bifald for sine trætte selskabstricks. Lemmons monolog – som er et riff på digtet »Lemonade« – varer 7 minutter og står som en arie i filmen, der ellers er bygget af recitativer. Det bliver ved og ved, og drengen får det aldrig bedre. Han åbner øjnene, og vore hjerter letter med forældrenes. Så dør han, og vi deler deres afmagt. Sammen konfronterer de den bitre konditor. Et andet sted i byen tror Doreen Piggot stadig, at de slap med skrækken, og alting er godt.

   For Ann og Howards nabo, den depressive cellist Zoe Trainer (Lori Singer) virker drengens død så meningsløs, at hun omsider gør alvor af mange års trusler og tager sit liv i garagen. Filmens kor og bærende muse, jazzsangerinden Tess Trainer (Annie Ross) kommer hjem til sin tilværelses sammenbrud. Hun kunne dog bare have hørt efter, for Zoe forsøgte at forklare, hvad der var sket, men Tess havde ikke tid at lytte, fordi hun havde travlt med sine prøver. 

   Det er Carvers og Altmans gennemgående strategi. Hvis ikke, hvis bare, sæt nu og mon ikke. Der er aldrig nogen stor morale. Men altid en bitter lille ironi, som intetsteds forløses bedre end i skildringen af den elskede drengs vilkårlige død.

DER er mange flere skæbner i Short Cuts. I regelen løber to-tre historier sammen i én. Det er menneskene, vi følger. Hvad der sker dem, er mindre vigtigt, end hvem de egentlig er. Man får sine favoritter på vejen, og skønt ingen er helt ond ret længe ad gangen, er et sympatisk træk ved filmen, at den ikke under ét skildrer menneskeheden som en stakkels slægt af martrede engle, der alle rummer noget godt på bunden. 

   I stedet giver Altman sig lov til at skildre overfladiske og irriterende personer. Robert Downey Jr. er fortrinlig som den mest øretæveindbydende af disse, flaben Bill Bush (fra novellen »Tell the Women We're Going«), der trækker sin godmodige ven, poolmanden Jerry Kaiser (Chris Penn), med så langt, at ansvarsløsheden får dødeligt udfald.

   Jennifer Jason Leigh er mut og stærk som Lois Kaiser, poolmandens kone, der passer sit telefonsexarbejde, mens hun skifter bleer og giver børnene mad. Anne Archer er åben og varm som Claire Kane, der optræder som professionel klovn ved børnefødselsdage. Hun er storkunde hos Lyle Lovetts konditor og egentlig udmærket gift med Stuart (Fred Ward), som på en fisketur med to kammerater (Buck Henry og Huey Lewis) finder en myrdet kvinde i floden. Mændene ved ikke, hvad de skal stille op, lader liget ligge i tre dage og rapporterer først fundet, da de tager hjem. 

   Stuart fortæller Claire om det, da de har elsket, og hun mister alt, hvad hun havde for ham. De tager dog sammen til middag hos parret, som de traf ved koncerten forrest i filmen (hvor The Trout Quintet optrådte med Lori Singer som solocellist). Det er lægen og kunstneren, Matthew Modine og Julianne Moore, der tvangsindlægger dem til en lang nat med smådruk og ægteskabelig infight. 

   Claire giver dem alle klovnemakeup på, og for billedet af de sminkede ansigter i morgenlyset tilgiver man Altman den mest trivielle historie. Det er næsten som at se en scene fra en af de demonstrativt kunstneriske 70'er-film, Images (1972) eller Three Women (1977) for eksempel. Forbløffende billeder, diffuse historier.

ENDELIG skal fremhæves Tim Robbins som den paranoide, ondskabsfulde og faktisk komisk tykpandede motorcykelbetjent, Gene Shepard, der holder hustruen Sherri (Madeleine Stowe) hen med utrolige historier om narkomissioner og velgørenhedsarbejde, mens han dyrker sit sidespring med Betty Weathers (Frances MacDormand) et andet sted i byen.

   Stowes karakter er søster til Julianne Moores billedkunstner, og MacDormand er skilt fra helikopterpiloten Stormy Weathers (Peter Gallagher). Mens hun er væk for en weekend, tager han motorsaven i egen hånd og foretager uigenkaldelig bodeling. En støvsugersælger afbryder ham, og der venter den strejfende kvinde et svært aflæseligt hjemkosttableau. 

   Vi forlader myldrebilledets historier i et sammensurium af tilstande. Nogle forløses, andre formørkes. Nogle er bitre, andre nyforelskede, gået fra forstanden eller ramt af dyb sorg. Solen i Los Angeles er lige så ligeglad som jordskælvet og den kemiske regn. Og det er sikkert som amen i kirken, at Lois Kaiser genoptager sin telefonlir næste dag, mens Doreen Piggot går på arbejde og begynder at skændes med Earl igen. 

   Sympatien bliver hos ofrene og de efterlevende. Hos den døde dreng og forældrene. Hos poolmanden som det slår klik for. Hos jazzsangerinden der sørger over den datter, hun aldrig lærte at forstå. De andre liv kværner videre. Så planløst og prosaisk som vore egne og med samme mangel på klar dramatik:

Raymond Carver's view of the world, and probably my own, may be termed dark by some. We're connected by similar attitudes about the arbitrary nature of luck in the scheme of things – the Finnegans' child being hit by a car in »A Small, Good Thing«; the Kanes' marriage upheaval resulting from a body being discovered during a fishing trip in »So Much Water So Close to Home.«

   Somebody wins the lottery. The same day, that person's sister gets killed by a brick falling off a building in Seattle. Those are both the same thing. The lottery was won both ways. The odds of either happening are very much against you and yet they both happened. One got killed and the other got rich: it's the same action.[»Collaborating with Carver«, Short Cuts, s. 8-9]

DE tre tætte timer i Altmans filmatisering af den menneskelige komedie føles præcis lige så lange. Men formen kan bære, og alt balancerer. Der klippes og splejses optimalt – Geraldine Peroni og Suzy Elmiger har redigeret. Mark Ishams score bruger natklubbens jazz og byens diegetiske lyde til at skabe en konkret musik. Hal Willner har valgt et blåt sæt sange som lægger en melankolsk puls under de bankende liv.***

    Hvad man savner ved gensynet 30 år efter, er måske den politiske skarphed fra Nashville. Og lidt flere flossede kanter i den narrative sammenføjning. Der er mange løse ender, som slæber og skurrer i Nashville. Det gør de på konstruktiv vis. I Short Cuts bliver puslespillet lagt færdigt. Det hårde lys i Nashville var iskoldt fastholdt af fotografen Paul Lohmann. Walt Lloyds billedside i Short Cuts har en mere møbleret, tilrettelagt kvalitet. 

   Filmen var en stor succes. Altman præsenterede værket på Mostraen i Venedig, hvor Short Cuts delte Guldløven med Krzysztof Kieslowski for Tre farver Blå. Det samlede cast fik en særpris ved årets Golden Globe Awards. Manuskriptet var Oscar-nomineret og blev kun forbigået, fordi Steven Spielbergs Schindler's List tog alle priser. I Danmark fik Short Cuts en Bodil som årets bedste amerikanske film.

    Altman blev forsigtigt kritiseret for sit overforbrug af store navne i små roller, men hvis vi ikke kendte stjernerne, ville vi ikke i længden kunne fokusere på deres skæbner og holde handlingens tråde ude fra hinanden. Dét kunne til gengæld være en markant pointe og meget i mesteren Carvers ånd. 

Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).

*) Der er 9 noveller og et langt, fortællende digt. Teksterne er: »Neighbors«, »They're Not Your Husband«, »Collectors«, »Jerry and Molly and Sam« og »Will You Please Be Quiet, Please?« fra Will You Please Be Quiet, Please?;  »Tell the Women We're Going« og »So Much Water So Close to Home« fra What We Talk About When We Talk About Love; »A Small, Good Thing« og »Vitamins« fra Cathedral. »Neighbors«, »Collectors«, »A Small, Good Thing«, »So Much Water So Close to Home«, »They're Not Your Husband« og »Vitamins« er optrykt efter Carvers eget udvalg, Where I'm Calling From: New and Selected Stories (1988). Digtet »Lemonade« blev skrevet i 1988 (til The Atlantic Monthly) og er optrykt i samlingen A New Path to the Waterfall. Vintage Books udgav et særtryk af Short Cuts-materialet i 1993, som Robert Altman skrev forordet til. Bogen indgår som ekstramateriale i den første dvd-udgave fra The Criterion Collection – ikke i blu-ray-udgivelsen. Altman og Barhydt har tilføjet flere historier, for egen regning, men i Carvers ånd. Det gælder f.eks. mor/datter-historien om Tess (Annie Ross) og Zoe Trainer (Lori Singer), sangerinden og cellisten. I andre tekster har Altman og Barhydt tilføjet særlige træk. Det var Tim Robbins, som spiller færdselsbetjenten Gene Shepard, der foreslog at lade Claire Kane, Anne Archers karakter, arbejde som professionel klovn. Hun kunne på den måde færdes naturligt i mange miljøer og have flere personlige sider. Ydermere giver klovnefiguren et betydeligt visuelt boost. I dokumentaren Luck, Trust & Ketchup fortæller Altman og Barhydt om deres arbejde med manuskriptet. Tess Gallagher redegør for sin døde ægtefælles forhold til sine tekster og uddyber, hvordan formålet med filmen netop ikke var at lave en respektfuld 1:1-filmatisering. Altman selv kaldte filmen en jazz-rapsodi, der tog afsæt i Carvers motiver og improviserede ud fra hans temaer. I løbet af de 30 år, som er gået, er dét blevet standardbeskrivelsen.

**) Carver er beundret for sin nedbarberede, hyperrealistiske stil, der får forbilledet Ernest Hemingway til at fremstå som et sludrechatol. De minimalistiske noveller blev ikke skrevet ord for ord sådan. De begyndte som gavmilde tekster med flere detaljer og mere håndgribelig baggrund. Efter Carvers død er der i stigende sat fokus på den afgørende rolle, som Gordon Lish (f. 1934), der redigerede Carver på magasinet Esquire og siden på forlaget Knopf, havde i udviklingen af hans signaturstil. Lish redigerede ved at beskære. Endvidere ændrede han Carvers egne novelletitler. Især teksterne i What We Talk About When We Talk About Love er behandlet med hård og næsten forvanskende (eller medskabende) hånd. I flere tekster er mere end halvdelen af Carvers oprindelige tekst udeladt. Carver havde tillid til Lish – »If I have any standing in the world, I owe it to you« – men han var ikke altid lykkelig for den færdige tekst. I 2009 udkom Beginners (da. Begyndere) med teksten fra det oprindelige manuskript til What We Talk About When We Talk About Love, som Carver afleverede til Gordon Lish. I Library of America-bindet med Carvers Collected Stories, som William L. Stull og Maureen P. Carroll redigerede i 2010, indgår Beginners på lige fod med de kanoniserede samlinger. På dansk er de første udvalg afløst af Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal, 2010), som samler de 34 noveller, Johannes Riis fik oversat og har forord af Klaus Rifbjerg. I 2012 udkom 50 digte, som Johannes Riis har oversat og udvalgt i samråd med Kim Skotte. Gordon Lish redigerede flere forfattere efter beskæringsmetoden. Paul Bowles sagde fra, og Don DeLillo trak en tekst tilbage fra Esquire, fordi han ikke ville se den trykt med Lishs beskæringer. Til gengæld er romanen Mao II tilegnet Lish. Lish, som stadig lever, var en sjældent kontroversiel skrivelærer, der næppe havde fået lov at undervise i 2020'ernes cancel culture. Se bl.a. Carla Blumenkranz' portræt »Seduce the Whole World: Gordon Lish’s Workshop«, skrevet til antologien MFA vs. NYC: The Two Cultures of American Fiction (2014) og trykt samme år i The New Yorker.

***) Musikken i Short Cuts er forankret i fortællingen om jazzsangerinden Tess (Annie Ross og hendes datter, cellisten Zoe Trainer (Lori Singer), som Altman og Frank Barhydt skabte i ånden fra Carver. Tanken var, at scenerne fra natklubben kunne fungere som musikalske hængsler. Altman bad Hal Willner (1956-2020) være kurator på soundtracket, og Willner betragtede opgaven som et koncept på linje med de albums, han i samme periode producerede som enkeltstående, originale projekter (Amarcord Nino Rota, Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill etc). Willner bad moderne musikere skrive nye sange, der lød som jazz standards. I den færdige film er det især de bidrag, som Doc Pomus og Dr. John leverede sammen, der skiller sig ud, men også Bono og The Edge fra U2 (»Conversation on a Barstool«), Elvis Costello og Cait O'Riordan (»Punishing Kiss«), Gavin Friday og Maurice Seezer (»A Thousand Years«), Roy Nathanson, Marc Ribot og David Cale (»Imitation of a Kiss«) har bidraget. Albummet Music from and Inspired by the Film Short Cuts (Imago, 1993) er næsten et værk i sin egen ret. Indrammet af lydeffekter (»Open On Helicopters« og »Earthquake«) foretager 15 skæringer en rejse gennem filmen, før Doc Pomus og Dr. John (»Prisoner of Life«) møder Peggy Lee og Duke Ellington (»I'm Gonna Go Fishin'«) i »Ending Credit Music Medley«. Filmens cellostykker af Anton Dvorák (Cellokoncert i b-moll, opus 104), Igor Stravinskij (»Berceuse« fra Ildfuglen) og Victor Herbert (Cellokoncert nr. 2, opus 30) er indsat i mosaikken. Den 7. skæring, »Evil California (These Blues)«, som ikke indgår i filmen, tyder på, at konceptet har været mere ekspansivt tænkt på et tidspunkt. Iggy Pop fremfører teksten til kompositionen af Terry Adams med samme lounge singer-flair, som han i samme periode sang duet (»Well, Did You Evah!«) med Debbie Harry på Red, Hot + Blue (1990), et hyldestalbum med moderne Cole Porter-fortolkninger, som er en veritabel guldgrube. Hal Willner døde under COVID-19-pandemien [se i øvrigt den nederste note i artiklen Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021].

Short Cuts. Instr.: Robert Altman. Manus: Robert Altman, Frank Barhydt. Foto: Walt Lloyd. 188 min. USA 1993. Dansk premiere: 27.05.1994.

Fotos: Short Cuts Productions, Inc./ Fine Line Features/ Spelling Films International/ Avenue Pictures/ CineMaterial (Poster Art: Guy Peellaert), MovieStillsDB/ Filmgrab.com/ Artificial Eye/ The Criterion Collection/ Vintage Books/ Library of America/ Imago Music/ IMDB | Columbia Tristar (25 Year Mashup trailer)/ www.artofthetitle.com (Opening Credits)

Filmen streames ikke p.t.– The Criterion Collection har udgivet Short Cuts på dvd (2004) og 2K Blu-ray (2016) [Spine #265]

Teksten trykt i Øjeblikket – tidsskrift for kunst og visuelle kulturer #20 (1994). En kortere version står i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1998). Der er revideret og efterjusteret i november 2023.

Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006)

DEN SIDSTE FORESTILLING

Robert Altman tager afsked og går med manér

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 2006: UMIDDELBART ligner svanesangen måske et stykke stjernebestrøet ensembleteater, der spinder en ende over Garrison Keillors radioshow »A Prairie Home Companion«. Men under al charmen, de stilrene sange og den nostalgisk livsalige humor er der adskillige skarpe kommentarer til aktuelle amerikanske tendenser.

   De fleste falder i et medley af overdådigt gnistrende »Bad Jokes«, som fremføres af Woody Harrelson og John C. Reilly i rollen som syngende cowboys. De skiftes til at standse fællessangen og fortælle en vittighed, der enten er profan, latrinær eller sexistisk. Den bedste af de dårlige vittigheder, som faktisk er ret gode alle sammen, koncentrerer Keillors og Altmans syn på de genfødte kristnes amerikanske fundamentalisme, der er ved at forvandle USA til et land, hvor ingen i dag ville drømme om at producere film som M*A*S*H (1970) eller sætte penge i et radioprogram som »A Prairie Home Companion«.

   »Har du én mere, Dusty?« siger Reilly til Harrelson. »Det har jeg da, Lefty,« dræver Harrelson, som i denne film rammer sin type på kornet. »Så lad mig høre den, Dusty.« »Okay, Lefty, hvad får man, hvis man blander vievand med afføringsmiddel?« »Det ved jeg ikke, Dusty. Hvad får man?« »En religiøs bevægelse.«

   Vittigheden er bedre på engelsk, hvor man blander »holy water« med »castor oil« og får »a religious movement«, men humoren lader sig oversætte. Det samme gælder langt den overvejende del af pointerne i Altmans virtuost balancerede film. Det kan egentlig undre, for »A Prairie Home Companion« er et ærkeamerikansk fænomen, som dyrker og parodierer en anakronistisk radiokultur, der ikke længere findes uden for Garrison Keillors univers.

   

I FILMEN er fiktionen, at programmet må lukke, fordi en investeringsfond har opkøbt alle aktierne i hovedsponsorens selskab. I virkeligheden lever »A Prairie Home Companion« i bedste velgående, sendes på 30. år hver uge fra St. Paul i Minnesota og bliver p.t. transmitteret til 558 lokale radiostationer, der abonnerer på Keillors særegne mix af nostalgi, excentrisk humor, gammeldags fortælleglæde og dybfølt hjemstavnskærlighed.*

   Altmans film bibeholder alle disse kvaliteter og slipper godt fra at sætte ansigter på nogle radiofigurer, som ellers kun lever i lytterens fantasi. Der er naturligvis sat ekstra tid af til en særudgave af Keillors »News from Lake Wobegon«.**

   Så husdetektiven Guy Noir (Kevin Kline) er en flygtning fra en Raymond Chandler-roman, der tager os ved vingebenet og guider os rundt i det dødsdømte teater, The Fitzgerald, der er opkaldt efter F. Scott Fitzgerald, som var dreng på Summit Avenue i St. Paul. Han våger over det meste af filmen i skikkelse af en buste, som er anbragt bag glasset i V.I.P.-logen, hvorfra konglomeratets onde øksemand (Tommy Lee Jones) følger de sidste krampetrækninger på scenen. Dødens engel, Asphodel, er i Virginia Madsens trenchcoatklædte skikkelse kommet for at hente en eller anden, men får i forbifarten gjort teatrets folk en tjeneste.

   Meryl Streep og Lily Tomlin er countrysanglærkerne The Johnson Girls, som har fulgtes med forestillingen fra begyndelsen. Sangene får de med nød og næppe presset ind, når de ikke fortæller anekdoter om gamle dage til Streeps teenagedatter, Lola (Lindsay Lohan), der har hørt alle historierne og helst vil have fred til at skrive dystre eksistentielle digte om selvmord. Alligevel er hun dog også lidt stolt af sin mor og sin tante.

  

SANGENE er sentimentale ballader, evergreens og schlagere fra den gyldne ende af en sangskat, som udgør det amerikanske svar på Dansktoppen. Imidlertid fremfører Streep (som faktisk kan synge country), Tomlin og Keillor (som også har en habil baryton) disse sange med så fordringsløs hjertevarme, at kernen af sandhed i countrymytologiens klicheer finder hjem og bliver den livsvisdom, som vi har at gøre godt med, når det nu ikke kan være anderledes.

   En gammel cowboysanger (Rim Russell) synger med knækkende stemme det sidste kvad om venskab. »Hvis der findes sådan en ting som en rigtig ven, så var du den ven for mig«. Så går han ned, klæder om og gør klar til en hyrdetime med kostumedamen. Og kommer aldrig op at stå igen.

FILMEN registrerer den i bund og grund fiktive afskedsforestilling, før, under og efter, i to akter, med mange kig ind bag scenen og enkelte glimt af et medlevende publikum. Altman er med rette berømt for sin evne til at orkestrere kaos og skabe frodigt eskalerende anarki i gruppescener med op til 20 talende karakterer. Han gør det typisk i prologen til sine film. Denne gang fylder fællesscenen faktisk hele filmen. Resultatet er en mageløs, hjertevarm gestus, som gik rent ind hos alle over 30 i Berlin.

   For har filmen noget imod sig, kunne det være et vist præg af seniorreservat. Det er uden tvivl derfor, at teenidolet Lindsay Lohan er indforskrevet i rollebesætningen. Altman bruger dog også Lohan til at formulere et kategorisk mistillidsvotum til Amerikas nye voksne. Denne gang kommer fordærvelsen ikke fra narko, våben og hiphop. Den kommer fra de genfødte kristnes saliggjorte rækker, der i Altmans øjne er mindst lige så intolerante som andre fundamentalister.

I SCENERNE fra teatret er Lohan stadig en levende pige, man har lov at nære forhåbninger til. I epilogen er teatret jævnet med jorden, og der er gået nogle måneder, da Johnson-pigerne, Dusty, Lefty, Guy Noir og de øvrige usual suspects samles på den Edward Hopper’ske diner over for teatret. Da bruser Lohan ind, nu som forkromet businesstype. »Hvad er det nu, hun laver?« spørger en af de andre, da Lohan er fræset videre. »Jeg kan næsten ikke huske det,« siger Streep. »Hun er ansat i et firma, der sælger religiøse computerprogrammer.«

ROBERT Altman døde den 20. november 2006. Han – og alle andre, som så A Prairie Home Companion på Berlinalen – vidste, at filmen ville blive hans sidste. Der herskede derfor en sær stemning ved pressemødet. Journalisterne var stadig i grinehumør efter visningen. De prøvede at finde alvoren frem og måske også lidt af hengivenheden. 

   Altman var 80 år, mager af sygdom og meget markeret. Der var ingen hengivenhed fra hans side. Altman smilede sjældent ved pressemøder, hvor det ellers er praksis, at man står sammen og siger pæne ting. Altman fortalte som regel om de problemer, han havde haft med sin producer og/eller distributør. Der var en slags pertentlig sadisme i den grundige gennemgang af fortrædeligheder. For imens sad den omtalte et andet sted i panelet og så ned i bordet.

   I Berlin var svarene præget af klarsyn. Altman var selv producer på filmen, men ville hverken tale den op eller ned. Han fortalte om vanskelighederne ved at gennemføre en stor produktion med en syg instruktør. Forsikringsselskabet krævede, at en yngre kollega stod klar til at overtage arbejdet. Altmans stand-in var Paul Thomas Anderson. Han sad ved mesterens side og gav sit besyv. Anderson talte om Altmans betydning for metoden i Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999). Han sagde mindst lige så meget om filmen som Altman. Den gamle mand var træt og bitter. Man kunne se, at han gerne snart ville hjem. 

*) I 2006 var »A Prairie Home Companion« og Garrison Keillors bulletiner fra lillebyen Lake Wobegon virkelig blevet det fænomen og den institution, jeg beskriver. Minnosota Public Radio sendte programmet hver uge fra 1974 til 2016. Der var en pause i perioden 1987-93, hvor Keillor flyttede formatet til New York, bearbejdede den nostalgiske faktor og kaldte programmet »The American Radio Company of the Air«. Ellers ingen afbrydelser i tæt på 40 år.

   Minnesota Public Radio opsagde samarbejdet med Keillor i 2016, da den første bølge af #MeToo-bevægelsen for alvor tog fart. En tidligere medarbejder fortalte, at hun følte sig krænket, da radioværten lagde en lidt for levende hånd på hendes nøgne ryg. Keillor siger, at han blot ville trøste empatisk, da medarbejderen græd. Ifølge MPR var der en række andre sager. Afskedigelsen vakte stort postyr og førte også til et brud med The Washington Post, der havde bragt en ugentlig klumme af Keillor. 

    I de magre år før streaming og podcast holdt Keillors program liv i radiomediet og blev sendt på 690 lokale radiostationer med mere end 4 mio. lyttere pr. show. I 2006 var det utænkeligt, at slutningen ville komme så brat. Efter Keillors fratræden levede PHC videre under navnet »Live from Here« og med Chris Tile som vært, men produktionen er ikke genoptaget efter COVID-19-nedlukningen i 2020.

   Til gengæld er »A Prairie Home Companion begyndt at turnere igen. Der bliver for tiden solgt billetter til rejsekoncerten »A Prairie Home Companion American Revival«. Radioshowet blev ofte sendt fra teatre og koncertsale ude i landet, fra The Hollywood Bowl til Ryman Auditorium i Nashville. Keillor fik oprindelig sin idé til PHC, da han skrev en artikel om Grand Ole Opry til The New Yorker. Keillor har kaldt sin fyring for »injustice on behalf a good cause«. De gamle programmer er online igen i arkivet hos Minnesota Public Radio. 

   

    

**) Keillors bøger om Lake Wobegon – en fiktiv version af forfatterens hjemstavn i Anoka, Minneota – var umådeligt populære i hele den anglofone kultursfære i 1980erne og 90erne. Lake Wobegon Days (1985) er den første og bedste, men lillebyuniverset (som fik kritikere til at sammenligne ham med Mark Twain og James Thurber) bliver stadig mere detaljeret udbygget i Leaving Home: A Collection of Lake Wobegon Stories (1987) og We Are Still Married (1989).

   Efter New York-mellemspillet følger Wobegon Boy (1997) og Lake Wobegon Summer 1956 (2001), som har selvbiografiske kvaliteter. In Search of Lake Wobegon (2001) er et gennemillustreret album med fotos af Richard Olsenius. Pontoon: A Novel of Lake Wobegon (2007), Liberty: A Novel of Lake Wobegon (2008); Life Among the Lutherans (2009) og Pilgrims: A Wobegon Romance (2009) bruger byen til at beskrive tidsånden i det republikanske USA efter 9/11. Her er demokraten Keillor på linie med Michael Moore, der bruger sit Michigan ligesådan. Det er også fra Lake Wobegon, at Keillor betragter COVID-19-pandemien i The Lake Wobegon Virus (2020) og tiden efter Trump i Boom Town: A Lake Wobegon Novel (2022).

   Forfatterskabet er større endnu og omfatter Happy to Be Here (1981), en selvbiografisk roman, og WLT: A Radio Romance (1991), der er Keillors sidestykke til Radio Days. I sit manuskript til Altmans film har Keillor inddraget The Sandy Bottom Orchestra (1996), som han skrev sammen med sin (tredje) hustru Jenny Lind Nilsson. Privatdetektiven Guy Noir lever videre i pasticheromanen Guy Noir and the Straight Skinny (2012). Erfaringerne fra det svære årti er bearbejdet i That Time of Year: A Minnesota Life (2020).

   Keillor arbejder ufortrødent videre fra sit website og publicerer dagligt en »A Writer’s Almanac«-podcast. I skrivende stund er han netop fyldt 80. Jeg mødte ham på Askov Højskole i juli 1990, da han kom til en digtoplæsning sammen med sin daværende hustru, Ulla Skaerved, som var dansk. Det var et sympatisk og behageligt møde. Jeg er derfor mest tilbøjelig til at tro på hans version af #MeToo-forløbet.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: Gosford Park (2001).

A Prairie Home Companion. Instr.: Robert Altman. Manus: Garrison Keillor. Foto: Edward Lachman. 105 min. USA 2006. Dansk premiere: 14.06.2006.

Fotos: Picturehouse/ GreeneStreet Films/ River Road Entertainment/ Sandcastle 5 Productiobs/ Prairie Home Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Warner Archive Collection 15.10.2024 

Teksten er lirket fri af en festivalreportage, som stod [med rubrikken »Skæbnehjulet«] i Weekendavisen Kultur 17.02.2006