Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012)

DEN SIDSTE TATOVERING

Belgisk country med sanselig sjæl

Af BO GREEN JENSEN

COUNTRYMUSIK som kunst og forløser er en uventet drivkraft i Felix van Groeningens belgiske film om to, der elsker hinanden, men fældes ved et skæbneslag, som de ikke kan komme sig over. Følelserne i filmen er lige så rene og store som musikken.

   Den krøllede titel er en henvisning til »Will the Circle Be Unbroken?«, Ada Habershons og Charles Gabriels salme fra 1907, som blev en temasang for både The Carter Family og The Nitty Gritty Dirt Band. Didier »Monroe« Bontick (Johan Heldenbergh) synger den inderligt og en smule gebrokkent ved begyndelsen af The Broken Circle Breakdown, da han står på scenen i Ghent med sit bluegrassband.*

   Samme dag har han mødt tatovøren Elise Vandevelde (Verlee Baetens) og inviteret hende til at komme og se ham optræde. Sådan begynder en stor kærlighed, men den kronologiske sammenhæng falder først på plads langt inde i filmen. Først viser Groeningen det ødelæggende tab, som rammer parret, da deres glæde er størst.

DIDIER og Elise flytter sammen på en landejendom, som han – adspredt – prøver at sætte i stand. Didier er en fri fugl, en cowboy af hjertet, som sætter pris på at gøre tingene enkelt og langsomt. I begyndelsen elsker Elise ham for det.

   Han forklarer hende, hvorfor bluegrasslegenden Bill Monroe var den største musiker, som har levet. Hun tager navnet Alabama og forklarer ham, hvorfor tatoveringer er smukke. Man bærer sin historie på kroppen. Når Elise bliver forelsket, får hun skrevet kærestens navn på sin hud. Når forholdet slutter, bliver tatoveringen dækket af en ny, men ser man efter, indgår det slettede navn i motivet.

   Det er ikke så søgt, som det lyder. Groeningens forlæg er en teaterforestilling, The Broken Circle Breakdown featuring the Cover-Ups of Alabama, som Johan Heldenbergh skrev sammen med Mieke Dobbels og havde hovedrollen i. I glimt kan man ane, hvor sceneteksten bliver genanvendt, men resultatet ligner nu aldrig filmet teater.

I BEGYNDELSEN bor parret i en trailer, mens Didier arbejder sporadisk i huset. Elise bliver sangerinde i bandet, som synes at have succes. Didier slår syv kors for sig, da Alabama fortæller, at hun er gravid, men han vænner sig til tanken og får huset sat i stand, så datteren Maybelle har passende rammer.

   De gifter sig verdsligt og improviseret, selvsagt til lyden af countrymusik. Elise vil have en terrasse ved huset, Didier ser sig selv på en veranda. Kompromiset bliver en glaskonstruktion, en teranda, som får en særlig rolle i historien, da han som den svorne agnostiker skal forklare sin datter, at fuglene dør ved at flyve mod glasset.

   Ingen datter i historien har været mere elsket end Maybelle. Forældrenes verden styrter i grus, da hun som seksårig rammes af kræft. Denne sorg er fortællingens grundsten, og Groeningen lægger den forrest i filmen. Siden falder scenerne i en kronologi, der flyder om smertepunktet.

DIDIERS fornuft kan ikke gøre datteren levende igen. De giver hinanden skylden for de mest urimelige ting. Hun åbner sig for troen – kommer Maybelle mon tilbage som en fugl, der rammer terandaens glas? – og han råber ad sit tv, når en salvelsesfuld amerikansk præsident forbyder stamcelleforskning.

   Van Groeningen lader sangene bære de kolossale følelser, men filmen er realistisk forankret. Der er heller aldrig tale om, at kærligheden dør. Blot findes der sår, som tiden ikke kan læge.

   Til slut svinger pendulet igen mellem liv og død, mens Didier genoplever det hele. Sit smukkeste øjeblik har filmen i en scene, hvor bandet fremfører Townes Van Zandts »If I Needed You«. Han rækker efter hendes hånd, og hver tilskuer i salen – på filmen såvel som i biografen – håber, at hun vil tage den.

DER vil givet være tilskuere, som får en overdodis i følelseskarussellen. Samtidig er det ikke tilfældigt, at The Broken Circle Breakdown har modtaget publikumsprisen på en lang række festivaler. Det gjorde den på CPH PIX i 2013. I Frankrig fik den César i kategorien bedste udenlandske film. Også i DK kandiderede den til en Bodil. Kirsebærret på toppen af kagen var en Oscar-nominering i 2014.

   Endelig gælder det, hvad der står på Alabamas sidste tatovering. Med dette melodramatiske grundmateriale skaber Van Groeningen en bevægende film, som rammer tilskueren lige i hjertet. To varme, fejlbarlige mennesker træder ud af den sentimentale historie – ganske som i de bedste countrysange. At Johan Heldenbergh synger dem med flamsk accent, gør i denne kontekst blot virkningen større.

Se også Den sidste drøm: Sangskriveren Blaze Foley 1949-1989; I Saw the Light: Hank Williams 1923-1953; Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100]. 

*) Johan Heldenbergh, Verlee Baetens og de øvrige kræfter i bandet har ved flere lejligheder turneret som The Broken Circle Breakdown Bluegrass Band. Det gør de også på filmens OST-album. »Will the Circle Be Unbroken« findes i 1000+ coverversioner. På Will the Circle Be Unbroken II (1989) med Nitty Gritty Dirt Band er en særlig overdådig udgave, hvor versene synges efter tur af Johnny Cash, Roy Acuff, Ricky Skaggs, Levon Helm i duet med Emmylou Harris og Jimmy Ibbotson (fra Nitty Gritty Dirt Band). I koret står 40 koryfæer fra bluegrass, folk- og countrygenren + omegn, fra John Hiatt og John Denver til Bruce Hornsby og Roger McGuinn. Hele Carter-familien sang for på det ikoniske triplealbum, som grundlagde skabte konceptet i 1972. På Will the Circle Be Unbroken III (2002) er tricket gentaget med yngre navne.

The Broken Circle Breakdown. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Carl Joos, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 110 min. Belgien-Holland 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.

Fotos: Menuet Productions/ Topkapi Films/ Belgacom/ Casa Kafka Pictures Movie Tax Shelter Empowered by Belfius/ Eurimages/ VAF/ Flanders Image/ Kinepolis Film Distribution/ Lumière/ Nederlands Filmfonds/ Vlaamsee Film/ Filmbazar DK/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK - i Tyskland og UK på Apple TV, Google Play og MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006)

DEN SIDSTE FORESTILLING

Robert Altman tager afsked og går med manér

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 2006: UMIDDELBART ligner svanesangen måske et stykke stjernebestrøet ensembleteater, der spinder en ende over Garrison Keillors radioshow »A Prairie Home Companion«. Men under al charmen, de stilrene sange og den nostalgisk livsalige humor er der adskillige skarpe kommentarer til aktuelle amerikanske tendenser.

   De fleste falder i et medley af overdådigt gnistrende »Bad Jokes«, som fremføres af Woody Harrelson og John C. Reilly i rollen som syngende cowboys. De skiftes til at standse fællessangen og fortælle en vittighed, der enten er profan, latrinær eller sexistisk. Den bedste af de dårlige vittigheder, som faktisk er ret gode alle sammen, koncentrerer Keillors og Altmans syn på de genfødte kristnes amerikanske fundamentalisme, der er ved at forvandle USA til et land, hvor ingen i dag ville drømme om at producere film som M*A*S*H (1970) eller sætte penge i et radioprogram som »A Prairie Home Companion«.

   »Har du én mere, Dusty?« siger Reilly til Harrelson. »Det har jeg da, Lefty,« dræver Harrelson, som i denne film rammer sin type på kornet. »Så lad mig høre den, Dusty.« »Okay, Lefty, hvad får man, hvis man blander vievand med afføringsmiddel?« »Det ved jeg ikke, Dusty. Hvad får man?« »En religiøs bevægelse.«

   Vittigheden er bedre på engelsk, hvor man blander »holy water« med »castor oil« og får »a religious movement«, men humoren lader sig oversætte. Det samme gælder langt den overvejende del af pointerne i Altmans virtuost balancerede film. Det kan egentlig undre, for »A Prairie Home Companion« er et ærkeamerikansk fænomen, som dyrker og parodierer en anakronistisk radiokultur, der ikke længere findes uden for Garrison Keillors univers.

   

I FILMEN er fiktionen, at programmet må lukke, fordi en investeringsfond har opkøbt alle aktierne i hovedsponsorens selskab. I virkeligheden lever »A Prairie Home Companion« i bedste velgående, sendes på 30. år hver uge fra St. Paul i Minnesota og bliver p.t. transmitteret til 558 lokale radiostationer, der abonnerer på Keillors særegne mix af nostalgi, excentrisk humor, gammeldags fortælleglæde og dybfølt hjemstavnskærlighed.*

   Altmans film bibeholder alle disse kvaliteter og slipper godt fra at sætte ansigter på nogle radiofigurer, som ellers kun lever i lytterens fantasi. Der er naturligvis sat ekstra tid af til en særudgave af Keillors »News from Lake Wobegon«.**

   Så husdetektiven Guy Noir (Kevin Kline) er en flygtning fra en Raymond Chandler-roman, der tager os ved vingebenet og guider os rundt i det dødsdømte teater, The Fitzgerald, der er opkaldt efter F. Scott Fitzgerald, som var dreng på Summit Avenue i St. Paul. Han våger over det meste af filmen i skikkelse af en buste, som er anbragt bag glasset i V.I.P.-logen, hvorfra konglomeratets onde øksemand (Tommy Lee Jones) følger de sidste krampetrækninger på scenen. Dødens engel, Asphodel, er i Virginia Madsens trenchcoatklædte skikkelse kommet for at hente en eller anden, men får i forbifarten gjort teatrets folk en tjeneste.

   Meryl Streep og Lily Tomlin er countrysanglærkerne The Johnson Girls, som har fulgtes med forestillingen fra begyndelsen. Sangene får de med nød og næppe presset ind, når de ikke fortæller anekdoter om gamle dage til Streeps teenagedatter, Lola (Lindsay Lohan), der har hørt alle historierne og helst vil have fred til at skrive dystre eksistentielle digte om selvmord. Alligevel er hun dog også lidt stolt af sin mor og sin tante.

  

SANGENE er sentimentale ballader, evergreens og schlagere fra den gyldne ende af en sangskat, som udgør det amerikanske svar på Dansktoppen. Imidlertid fremfører Streep (som faktisk kan synge country), Tomlin og Keillor (som også har en habil baryton) disse sange med så fordringsløs hjertevarme, at kernen af sandhed i countrymytologiens klicheer finder hjem og bliver den livsvisdom, som vi har at gøre godt med, når det nu ikke kan være anderledes.

   En gammel cowboysanger (Rim Russell) synger med knækkende stemme det sidste kvad om venskab. »Hvis der findes sådan en ting som en rigtig ven, så var du den ven for mig«. Så går han ned, klæder om og gør klar til en hyrdetime med kostumedamen. Og kommer aldrig op at stå igen.

FILMEN registrerer den i bund og grund fiktive afskedsforestilling, før, under og efter, i to akter, med mange kig ind bag scenen og enkelte glimt af et medlevende publikum. Altman er med rette berømt for sin evne til at orkestrere kaos og skabe frodigt eskalerende anarki i gruppescener med op til 20 talende karakterer. Han gør det typisk i prologen til sine film. Denne gang fylder fællesscenen faktisk hele filmen. Resultatet er en mageløs, hjertevarm gestus, som gik rent ind hos alle over 30 i Berlin.

   For har filmen noget imod sig, kunne det være et vist præg af seniorreservat. Det er uden tvivl derfor, at teenidolet Lindsay Lohan er indforskrevet i rollebesætningen. Altman bruger dog også Lohan til at formulere et kategorisk mistillidsvotum til Amerikas nye voksne. Denne gang kommer fordærvelsen ikke fra narko, våben og hiphop. Den kommer fra de genfødte kristnes saliggjorte rækker, der i Altmans øjne er mindst lige så intolerante som andre fundamentalister.

I SCENERNE fra teatret er Lohan stadig en levende pige, man har lov at nære forhåbninger til. I epilogen er teatret jævnet med jorden, og der er gået nogle måneder, da Johnson-pigerne, Dusty, Lefty, Guy Noir og de øvrige usual suspects samles på den Edward Hopper’ske diner over for teatret. Da bruser Lohan ind, nu som forkromet businesstype. »Hvad er det nu, hun laver?« spørger en af de andre, da Lohan er fræset videre. »Jeg kan næsten ikke huske det,« siger Streep. »Hun er ansat i et firma, der sælger religiøse computerprogrammer.«

ROBERT Altman døde den 20. november 2006. Han – og alle andre, som så A Prairie Home Companion på Berlinalen – vidste, at filmen ville blive hans sidste. Der herskede derfor en sær stemning ved pressemødet. Journalisterne var stadig i grinehumør efter visningen. De prøvede at finde alvoren frem og måske også lidt af hengivenheden. 

   Altman var 80 år, mager af sygdom og meget markeret. Der var ingen hengivenhed fra hans side. Altman smilede sjældent ved pressemøder, hvor det ellers er praksis, at man står sammen og siger pæne ting. Altman fortalte som regel om de problemer, han havde haft med sin producer og/eller distributør. Der var en slags pertentlig sadisme i den grundige gennemgang af fortrædeligheder. For imens sad den omtalte et andet sted i panelet og så ned i bordet.

   I Berlin var svarene præget af klarsyn. Altman var selv producer på filmen, men ville hverken tale den op eller ned. Han fortalte om vanskelighederne ved at gennemføre en stor produktion med en syg instruktør. Forsikringsselskabet krævede, at en yngre kollega stod klar til at overtage arbejdet. Altmans stand-in var Paul Thomas Anderson. Han sad ved mesterens side og gav sit besyv. Anderson talte om Altmans betydning for metoden i Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999). Han sagde mindst lige så meget om filmen som Altman. Den gamle mand var træt og bitter. Man kunne se, at han gerne snart ville hjem. 

*) I 2006 var »A Prairie Home Companion« og Garrison Keillors bulletiner fra lillebyen Lake Wobegon virkelig blevet det fænomen og den institution, jeg beskriver. Minnosota Public Radio sendte programmet hver uge fra 1974 til 2016. Der var en pause i perioden 1987-93, hvor Keillor flyttede formatet til New York, bearbejdede den nostalgiske faktor og kaldte programmet »The American Radio Company of the Air«. Ellers ingen afbrydelser i tæt på 40 år.

   Minnesota Public Radio opsagde samarbejdet med Keillor i 2016, da den første bølge af #MeToo-bevægelsen for alvor tog fart. En tidligere medarbejder fortalte, at hun følte sig krænket, da radioværten lagde en lidt for levende hånd på hendes nøgne ryg. Keillor siger, at han blot ville trøste empatisk, da medarbejderen græd. Ifølge MPR var der en række andre sager. Afskedigelsen vakte stort postyr og førte også til et brud med The Washington Post, der havde bragt en ugentlig klumme af Keillor. 

    I de magre år før streaming og podcast holdt Keillors program liv i radiomediet og blev sendt på 690 lokale radiostationer med mere end 4 mio. lyttere pr. show. I 2006 var det utænkeligt, at slutningen ville komme så brat. Efter Keillors fratræden levede PHC videre under navnet »Live from Here« og med Chris Tile som vært, men produktionen er ikke genoptaget efter COVID-19-nedlukningen i 2020.

   Til gengæld er »A Prairie Home Companion begyndt at turnere igen. Der bliver for tiden solgt billetter til rejsekoncerten »A Prairie Home Companion American Revival«. Radioshowet blev ofte sendt fra teatre og koncertsale ude i landet, fra The Hollywood Bowl til Ryman Auditorium i Nashville. Keillor fik oprindelig sin idé til PHC, da han skrev en artikel om Grand Ole Opry til The New Yorker. Keillor har kaldt sin fyring for »injustice on behalf a good cause«. De gamle programmer er online igen i arkivet hos Minnesota Public Radio. 

   

    

**) Keillors bøger om Lake Wobegon – en fiktiv version af forfatterens hjemstavn i Anoka, Minneota – var umådeligt populære i hele den anglofone kultursfære i 1980erne og 90erne. Lake Wobegon Days (1985) er den første og bedste, men lillebyuniverset (som fik kritikere til at sammenligne ham med Mark Twain og James Thurber) bliver stadig mere detaljeret udbygget i Leaving Home: A Collection of Lake Wobegon Stories (1987) og We Are Still Married (1989).

   Efter New York-mellemspillet følger Wobegon Boy (1997) og Lake Wobegon Summer 1956 (2001), som har selvbiografiske kvaliteter. In Search of Lake Wobegon (2001) er et gennemillustreret album med fotos af Richard Olsenius. Pontoon: A Novel of Lake Wobegon (2007), Liberty: A Novel of Lake Wobegon (2008); Life Among the Lutherans (2009) og Pilgrims: A Wobegon Romance (2009) bruger byen til at beskrive tidsånden i det republikanske USA efter 9/11. Her er demokraten Keillor på linie med Michael Moore, der bruger sit Michigan ligesådan. Det er også fra Lake Wobegon, at Keillor betragter COVID-19-pandemien i The Lake Wobegon Virus (2020) og tiden efter Trump i Boom Town: A Lake Wobegon Novel (2022).

   Forfatterskabet er større endnu og omfatter Happy to Be Here (1981), en selvbiografisk roman, og WLT: A Radio Romance (1991), der er Keillors sidestykke til Radio Days. I sit manuskript til Altmans film har Keillor inddraget The Sandy Bottom Orchestra (1996), som han skrev sammen med sin (tredje) hustru Jenny Lind Nilsson. Privatdetektiven Guy Noir lever videre i pasticheromanen Guy Noir and the Straight Skinny (2012). Erfaringerne fra det svære årti er bearbejdet i That Time of Year: A Minnesota Life (2020).

   Keillor arbejder ufortrødent videre fra sit website og publicerer dagligt en »A Writer’s Almanac«-podcast. I skrivende stund er han netop fyldt 80. Jeg mødte ham på Askov Højskole i juli 1990, da han kom til en digtoplæsning sammen med sin daværende hustru, Ulla Skaerved, som var dansk. Det var et sympatisk og behageligt møde. Jeg er derfor mest tilbøjelig til at tro på hans version af #MeToo-forløbet.

Se også Robert Altman | Raymond Carver: Short Cuts (1993) [Bogen og filmen]; Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Dr. T & the Women (2000); Robert Altman: The Company (2003); Robert Altman: Gosford Park (2001).

A Prairie Home Companion. Instr.: Robert Altman. Manus: Garrison Keillor. Foto: Edward Lachman. 105 min. USA 2006. Dansk premiere: 14.06.2006.

Fotos: Picturehouse/ GreeneStreet Films/ River Road Entertainment/ Sandcastle 5 Productiobs/ Prairie Home Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Warner Archive Collection 15.10.2024 

Teksten er lirket fri af en festivalreportage, som stod [med rubrikken »Skæbnehjulet«] i Weekendavisen Kultur 17.02.2006

Den sidste drøm: Sangskriveren Blaze Foley 1949-1989

DEN SIDSTE DRØM

En sjælfuld biopic om Blaze Foley

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Ethan Hawke (f. 1970) er en af de stjerner, der bruger sine penge fornuftigt. Honoraret bliver investeret i film, som han selv instruerer. De store selskaber vil ikke lege, medmindre stilen bliver stærkt rettet til.

   Hawkes film lever netop af løs struktur og en sløret fortælling. I Chelsea Walls (2001) kom stemmerne ud af de arrede vægge på Chelsea Hotel. The Hottest State (2006) var en filmatisering af Hawkes egen roman fra 1996, fuld af texansk atmosfære og alternativ countrymusik.

   Hawkes kærlighed til musikken bærer også hans film om Blaze Foley. Foley døde i 1989. Han blev kun 39 år, men havde set det meste. Han var misbruger som sin ven, Townes Van Zandt, der fungerer som fortæller i filmen. Det siger meget om Foleys tilstand, at den fortabte Van Zandt for én gangs skyld bliver den, der har styr på det hele.*

FOLEY (Ben Dickey) skrev tætte ballader som »Clay Pigeons« og »Picture Cards Can’t Picture You«. Det er gennemførte sange med sjæl. Foley fik sin chance, da han skrev kontrakt med Zephyr Records, som ville lancere ham stort i New York. Han ødelagde det for sig selv ved at være for beruset. Han blev dræbt af en ældre vens søn. Den unge mand ville tage sin fars penge og købe kokain. Alle var triste i fem minutter bagefter.

DEN gode tid var i begyndelsen, mens Foley og kæresten Sibyl Rosen boede i et forfaldent skovløberhus. Her var et Eden, som Rosen beskrev i erindringsbogen Living in the Woods in a Tree. Det var den sidste hippiedrøm, der kunne bære. Hawke har skrevet Blaze sammen med Rosen, som spilles af Alia Shawkat.

   Hawke klipper ind og ud af dvælende scener, som i glimt kommer voldsomt til live. Der er to centrale situationer: et radiointerview, hvor Townes Van Zandt (Charlie Sexton) fortæller om vennen, og den sidste koncert i baren The Outhouse. Stedet demonstrerer, hvor udtrykket »to ludere og en lommetyv« kommer fra, men Foley giver sit yderste hér.

DER er skovbryllupsscener i ultra-slowmotion. Blaze og Sibyl besøger sangerens forhadte far, som sidder på et drankerhjem. Han spørger, om de har cigaretter. Den gamle mand spilles fortinnet og værdigt af 82-årige Kris Kristofferson. Som tilskuer hensættes man i en trance. Forfaldet er hjerteskærende smukt.

Se også Ethan Hawke: Chelsea Walls (2001); Paul Schrader: First Reformed (2018); Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943.

*) Blaze Foley hed egentlig Michael Fuller. Han tog sit scenenavn efter countrysangeren Red Foley (1910-1978) og stripperen Blaze Starr (1932-2015). Han eksperimenterede generelt med sit navn. Et tidligt alias var »Deputy Dawg«. Blaze Foley var en original i ordets bedste betydning. Han gik helst i mørt tøj og flækkede støvler, som han viklede ind i gaffatape. Foley viklede alt ind i gaffatape. Heraf titlen på vennen Kevin Tripletts dokumentarfilm, Blaze Foley: Duct Tape Messiah (2011). Der er gode coverversioner af hans sange. John Prine synger »Clay Pigeons« på Fair & Square (2005), Merle Haggard og Willie Nelson synger »If I Could Only Fly« på Seashores of Old Mexico (1987). »Drunken Angel« fra Lucinda Williams' Car Wheels on a Gravel Road (1998) er dedikeret til Foley. Townes Van Zandt skrev sangen »Blaze's Blues« om sin ven. Det bedste album er Live at the Austin Outhouse.

Blaze. Instr.: Ethan Hawke. Manus: Sibyl Rosen og Ethan Hawke. Foto: Steve Cosens. 129 min. USA 2018. Dansk premiere: 07.03.2019 (Månedens Film i Cinemateket).

Fotos: Ansgar Media/ CineMaterial/ Sundance Selects/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Shout Factory 07.05.2019

Anmeldelsen trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 08.03.2019

I Saw the Light: Hank Williams 1923-1953

SOM EN FREMMED DER KOMMER OM NATTEN

Sangskriveren Hank Williams 1923-1953

Af BO GREEN JENSEN

HANK Williams var kun 29 år, da han døde på vej til en koncert. Det skete nytårsmorgen, og han faldt bare i søvn bag i bilen. Der var hverken englekor eller trompeter. Han forsvandt lige så stille, som han var kommet.

   Dødsårsagen var en cocktail af alkohol, kloralhydrat og morfin, som fik hjertet til at gå i stå. Morfinen havde han fået i en B-vitaminindsprøjtning aftenen før. Williams led af spina bifida occulta – dvs. rygmarvsbrok – og var vant til kroniske smerter, som han dulmede livet igennem.

   Sangeren kørte ikke selv den legendariske Cadillac. Det gjorde gymnasieeleven Charles Carr, som Williams betalte for at tage sig af det praktiske i forbindelse med nogle nytårskoncerter, han gerne havde aflyst. Men der havde været så mange afbud, og nu var han tvunget til at levere.

   1952 havde været et vanskeligt år. I juli blev han skilt fra hustruen Audrey, som han havde levet og sunget med siden 1944. I august blev han fyret fra sit faste engagement på The Grand Old Opry i Nashville. Også Fred Rose, den evigt tålmodige mentor og manager, havde brudt med sin favoritkunstner.

   

PÅ plussiden kunne han stadig sælge plader. Den sidste single, »I’ll Never Get Out of this World Alive«, som han skrev sammen med Fred Rose, udkom i november og var på vej op ad countrylisten i Billboard.

   I oktober blev han gift med den ti år yngre Billie Jean Jones. Alligevel døde Williams alene. Hans band, The Drifting Cowboys, havde fået nye opgaver. Han døde i Oak Hill, Virginia, på vej fra Knoxville i Tennessee til Canton i Ohio. Altså ude på den store vej, hvor han havde givet 1000 koncerter.

   Af samme grund bliver han ofte skildret som et genfærd, der kører rundt og samler blaffere op. Han advarer dem om, hvad der venter, i hyldestsange som David Allan Coes »The Ride« (1983). Eller han er et spøgelse, der er fanget ved vejen i Alan Jacksons »Midnight in Montgomery« (1992).

   Billedet af den dødsmærkede sanger er fundamentet for en mytologi. Han bliver set som en mand, der er gammel før tiden. Williams blev kaldt »the Hillbilly Shakespeare« allerede, mens han levede. Han skrev selv den første, vagt ildevarslende sang med titlen »Lost Highway«.

TOM Hiddleston spiller Hank Williams i I Saw the Light, det seneste bud på en fiktionsfilm om den sagnomspundne countrysanger. Han har en vis fysisk lighed med Williams, der kom tæt på at være et sæt rekvisitter, en tynd mand med en stor hat og spidse cowboystøvler, en vignet som er nem at kalkere.

   Hiddleston lyder også som Hank, når han taler, skønt Williams var en autentisk bondejokke fra Alabama, mens Hiddleston er britisk og posh. Og han synger de ensomme sange med fuldkommen overbevisning.

   Det kan godt være svært at nå frem til Hank Williams. Han skabte sin musik på en tid, hvor teknikken var rudimentær. Stemmen kalder gennem knasen og radiostøj. Man lytter, fordi helte som Bob Dylan, Keith Richards og Neil Young har sagt, at det er dér, guldet er.

   Williams skar i sin levetid 31 singler. Hans primære platform var radio, og han nåede sit stampublikum gennem den jukebox, som stod i enhver honky tonk. 30 af sangene kom på country-hitlisten i Billboard. Syv af dem nåede en førsteplads, og fem solgte over 1 mio. De største to – »Lovesick Blues« (som han ikke selv skrev) og »Jambalaya« – nåede også den nationale Top 20.

DISSE indspilninger fik enorm betydning for den næste generation af sangskrivere, hen over hele spektret af genrer.

   Vist blev Williams en rollemodel for de outlaws, som brød med det glitrende Nashville: Johnny Cash, Willy Nelson, Waylon Jennings, Kris Kristofferson. Men først var han en forudsætning for Elvis Presley. Bruce Springsteen har genbrugt hans titler (fra »A Mansion on the Hill« til »Long Gone Daddy«).

   Materialet er begrænset. Man hører altid de samme 60-70 numre og tilfældigt bevarede udgaver af det kvarterlange Health and Happiness Show, som blev sendt hver morgen på radiostationen WSM i 1940ernes slutning.

   To filmklip bliver evindeligt gentaget: Williams, der synger »Cold, Cold Heart« i en bardekoration, og Williams, der har stadstøjet på og synger en lidt nervøs version af »Hey Good Lookin’« til den unge June Carter (senere Cash).

FLERE end 1000 sange er skrevet til ære for Williams. Den første, »The Death of Hank Williams« med Jack Cardwell, var ude få dage efter hans død og solgte 107.000 singler. Alle ville have en flig af helgenens kjortel.

   I sen-60erne og de første 70ere blev Tim Hardins »Tribute to Hank Williams« flittigt fortolket. Johnny Cash udgav albummet Sings Hanks Williams allerede i 1960. Hank Williams Jr. og barnebarnet Hank Williams III lader aldrig nogen være i tvivl om, hvor de kommer fra. Neil Young har spillet på Williams’ Martin-guitar i 20 år og synger stadig »From Hank to Hendrix« fra Harvest Moon.

   Bob Dylan har sagt, at han aldrig tog det alvorligt, når han blev kaldt den største sangskriver. For ham var Hank Williams den største sangskriver.

   Man skal vænne sig til den brægende stemme. Jeg faldt selv for »Jambalaya (On the Bayou)« i en version med John Fogerty og kunne kun holde »Lovesick Blues« ud, fordi det var Don McLean, der jodlede den.

   Bedst blandt roserne er måske Leonard Cohens selvironiske hyldest: »I said to Hank Williams, How lonely does it get?/ Hank Williams hasn’t answered yet/ But I hear him coughing all night long/ A hundred floors above me in the Tower of Song«.

SÅ hvordan formidler man denne mytologi, hvis man skaber en film i 2016? Marc Abraham vil lægge et sagligt og næsten reserveret snit, så han ikke får skyld for at imitere eksemplet, alle uvægerligt husker: James Mangolds Walk the Line, filmen om Johnny Cash, som var en verdenssucces i 2005.

   Abraham går anderledes afmålt til værks. Der er ingen flashbacks til gården i Mount Olive, hvor lille Hiram King Williams så sin far blive fjern. Vi ser ham ikke blive ven med afroamerikaneren Rufus Payne, som lærte Hank at spille blues. Abraham viser ikke dødsøjeblikket. Han klipper konsekvent til noget andet, når der er optræk til melodrama.

FILMEN begynder den 15. december 1944, da Hank og Audrey Shepard bliver viet af en fredsdommer i Montgomery. Så følger en kronologisk hinketur gennem den levnedsskitse, som man får i standardbiografien af Colin Escott.

   Det er en meget ujævn og selvbevidst film. I begyndelsen har den alt for travlt med at få tidsbilledet til at ligne. Hver scene er overplastret med memorabilia fra perioden. Der er museale opstillinger af americana, som Tom Hiddleston og Elizabeth Olsen kanter sig rundt i.

   Mest irriterende er nogle indklip, hvor Bradley Whitford i rollen som Fred Rose ser tilbage. Rose døde i 1954 og fortalte aldrig sådan om Williams. Mest tilfredsstillende er de sekvenser, hvor Hiddleston og Olsen får lov at synge et helt nummer færdigt. Især »Cold, Cold Heart« er fint reproduceret.

BEDST som man har vænnet sig til et kejtet blandingsprodukt, er der to rene scener, hvor karaktererne bliver til levende mennesker. Efter parrets første brud finder Hank og Audrey sammen igen. Abraham lader scenen spille længe og stille. Her er der pludselig nærvær og nuancer.

   Da Williams har optrådt i The Perry Como Show, en sjælden lejlighed til at synge på landsdækkende tv, bliver han interviewet af en journalist, som ikke ved noget om countrymusik. Her samler Abraham de fleste ting, som Williams fik sagt i sine få interviews.

   Han forklarer tålmodigt, at der ikke er noget falsk eller forstillet ved »denne hillbilly-musik«. Det er sange, der kommer fra hjertet og handler om rigtige menneskers liv. Han kender sine lyttere. Han får stakke af breve hver uge. De tror, han kan skylle deres bekymringer væk. Og deres synder.

HANK Williams var her kun kort og sagde meget lidt. Bagefter skændtes Audrey og Billie Jean om, hvem der skulle arve legenden. Audrey vandt og fik sit digt til Hank skrevet bag på det prangende gravsted. Hun glæder sig til at gense ham »beyond the blue«.

   Sangværket blev en grundsten for countrymusikken. Havde Williams ikke havde været der, måtte man opfinde en historie som hans. Han gjorde det selv i de mørkere sange, han indspillede under pseudonymet Luke the Drifter.

   Allerførst sad han i kirken og sang. Der er en linie, som Williams bruger to gange i de mejslede tekster, der ellers nødigt gentager sig selv: »I wandered so aimless, life filled with sin/ I wouldn’t let my savior in/ Then Jesus came like a stranger in the night/ Praise the Lord, I saw the Light.«

HAN bruger også billedet i sangen, som faktisk hedder »A Stranger in the Night« – længe før Frank Sinatra, der egentlig bare er ude at score i den engelske tekst til Bert Kaempferts »Fremde in der Nacht«.

   For Williams er ensomheden altid personlig og eksistentiel. Der gives ingen lindring, det hjælper ikke at drikke den væk: »My heart can’t be gay and light,/ Like sightless eyes, that will never see the sun,/ Im lost, like a stranger in the night.«

   I Saw the Light er ikke en uforglemmelig film, men den respekterer både mennesket og mørket i Hank Williams.

I Saw the Light. Instr. & manus: Marc Abraham. Foto: Dante Spinotti. 123 min. USA 2015. Dansk premiere: 23.06.2016.

Fotos: BRON Studios/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Michael Ochs Archives/ Ryman Auditorium/ MGM Records/ Wikimedia

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment 04.08.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 24.06.2016