#MeToo | Maria Schrader: She Said (2022)

DA ALFAHANNERNE FALDT

#MeToo-bevægelsens origin story

Af BO GREEN JENSEN

ILDEN kom fra flere sider, da seriekrænkeren Harvey Weinstein blev fældet i 2017. Det var to journalister fra The New York Times, Jodi Kantor og Megan Twohey, som først formulerede anklageskriftet. Det skete i to artikler, som havde været år undervejs. Den første blev trykt den 5. oktober. Samtidig brugte Ronan Farrow et bredere lærred til sin store afsløring i The New Yorker. Første del var på gaden den 10. oktober.

   Der var andre forsøg, men det var de to eksponeringer, som Trolden ikke kunne true ihjel eller betale sig fra. Begge arbejdede for #MeToo-bevægelsen, som for alvor fik moment det efterår. Farrow skrev siden Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators, mens Kantor og Twohey samlede sagens akter i She Said: Breaking the Sexual Harassment Story That Helped Ignite a Movement. Begge bøger udkom i efteråret 2019.

DET er væsensforskellige skrifter. Farrow gør en dyd af at gå efter manden og udfordre myten om objektiv journalistik. Kantor og Twohey bruger Weinstein som case story i en større udredning af systemisk chikane og misogyni. Kulturkritikeren Susan Faludi så i She Said et feministisk sidestykke til All the President’s Men (1974), Bob Woodward og Carl Epsteins ikoniske bog om Watergate-sagen. Det har uden tvivl glædet de skrivende kvinder. Det er undersøgende journalistik, når denne er klarest og bedst.

FILMEN efter bogen er lige så præcis i sin praksis. Tyske Maria Schrader iscenesætter forløbet med solidarisk distance, og Zoe Kazan og Carey Mulligan spiller Kantor og Twohey med samme diskrete star quality, som Robert Redford og Dustin Hoffman gav Woodward og Bernstein i Alan J. Pakulas nyklassiske filmudgave af Alle præsidentens mænd (1976).

   Der er ingen slibrige rekonstruktioner. Enkelte episoder er antydet: vandet løber i et tomt badeværelse; et bånd med Weinstein og hans offer bliver afspillet, mens kameraet kører gennem affolkede hotelgange. Der er heller ingen grådkvalte vidneudsagn. Schraders film undgår på den måde at blive krænkelsesporno. Det er formen, der truer i tv-dokumentarer om Simon Spies eller Hugh Hefner, hvor det ikke kan blive udpenslet nok.

   

FILMEN har en god prolog. I 2016 bliver Twohey overfuset af en frådende Donald Trump. Herefter går hun på barselsorlov og vender først tilbage, da Kantor er langt med sin Weinstein-research. Så Twohey er skeptisk, for Trump blev jo valgt. Problemet er altid at få udtalelser til citat. Ingen vil stå frem. Endelig forpligter Ashley Judd sig på sagen.

   Ashley Judd spiller selv Ashley Judd. Et andet vigtigt vidne, Laura Madden, som vægrer sig ved at stå frem, bliver spillet af Jennifer Ehle. Gwyneth Paltrow, hvis vidnesbyrd er stærkt eftertragtet, er aldrig i billedet, men hun donerer sin stemme. Donald Trump er derimod speaket af James Austin Johnston. Patricia Clarkson er redaktionschef Rebecca Corbett, Andre Braugher spiller den ansvarshavende chefredaktør, Dean Baquet. 

   Det slørede forhold mellem fiktion og rekonstruktion er ikke nødvendigvis et aktiv for filmen, som i øvrigt blev optaget i udtoningen af COVID-19-pandemien, hvor regler om forsamlingsantal og fysisk afstand stadig prægede den sociale adfærd. Der er en underlig affolkethed i miljøet, som stikker mere i øjnene nu. Æstetisk er filmen bestemt på det jævne.   

   Weinsteins advokat og revisor fungerer som Deep Throat-kilder. Omsider møder Weinstein selv op på redaktionen. Hans stand-in er filmet fra siden og ryggen, midt i en kortege af rygklappere og facilitatorer. Den kompakte fremtoning er ramt på et hår. Twohey tager samtalen med den råbende flok. Kameraet bliver på Carey Mulligans ansigt. Hun lader sig ikke rokke. Det gør ingen på avisen i forløbet.

SCHRADER satser på dokumentation og metode. Det samme gjorde Twohey og Kantor i deres dybe research. Med She Said har #MeToo-bevægelsen fået sin hidtil mest sobre og sikre fremstilling. Der gik endelig hul på betændelsens kerne, da alfahannerne faldt.

   På filmfestivaler var Weinstein en konge: magtfuld, arrogant og brutal. I Cannes kunne han gøre stort set, hvad han ville, da Miramax var i sit zenit. For så vidt var vi alle facilitatorer. Nu er priserne annulleret, privilegierne rullet tilbage, medaljerne flået af. Det sker med en vis panikslagen skadefryd. Det er, som om man kan reparere systemet ved at straffe Weinstein på alle mænds vegne. En skærmtekst oplyser, at Trolden afsoner en fængselsdom på 23 år. Der er siden lagt flere livstider til. Nøglen til buret er kastet langt væk.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Isabella Eklöf: Holiday (2018); Ridley Scott: The Last Duel (2021); Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021); Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]; Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2020); Sparks | Leos Carax: Annette (2021); Dronningen (Bedste biograffilm 2019 nr. 8]; Bogen og filmen: Mothering Sunday/ Helligdag (2021); Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]; Gloria Steinem | Julie Taymor: The Glorias (2020); Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020; Satans kvinder: Akelarre/ Coven (2020]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Emerald Fennell: Promising Young Woman (2020) [Oscars 2021]; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016) + Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963.

She Said. Instr.: Maria Schrader. Manus: Rebecca Lenkiewicz. Foto: Natasha Braier. 128 min. USA 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.

Ronan Farrow: Catch and Kill - Sex, løgne og mediernes beskyttelse af Harvey Weinstein og andre seksualforbrydere. Oversat af Ninna Brenøe. 454 s. Forlaget Klim, 2020.

Ronan Farrow: Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators. 448 s. Little, Brown and Company, 2019.

Jodi Kantor & Megan Twohey: She Said - Breaking the Sexual Harassment Story that Helped Ignite a Movement. 320 s. Penguin Press, 2019.

Fotos: Depositphotos standardlicens [Jody Kantor & Megan Twohey at AFI special screening 2022 by Jean Nelson | imagepressagency] [Harvey Weinstein at Cannes Film Festival screening 2015 by Denis Makarento]// Universal Pictures/ Annapurna Pictures/ Dentsu/ Plan B Entertainment/ UIP.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ The New York Times/ Little, Brown & Co./ Penguin Press/ YouTube Movies (trailer) 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime/ TV2PLAY | SkyShowtime, YouTube Movies

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 17.11.2022 [ikke bragt i den trykte udgave]

John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998)

MASTER WILL

En frydefuld hyldest til liv og teater 

Af BO GREEN JENSEN

MARTS i det Herrens år 1999: En sjælden gang kan det lykkes at lave en komedie, som i kraft af sit lys og sin lethed får sunget, hvad mere seriøse fremstillinger har problemer med at stamme frem.

   John Maddens liflige Shakespeare in Love kommer til os med 13 Oscar-nomineringer i ryggen og en sværm af anbefalinger.* Det lyder for godt til at være sandt, men ser man bort fra den kåde sejrsstolthed, som i enkelte scener får Tom Stoppards vittige dialog til at overdrive charmen, er der virkelig ingen skyer på himlen. Shakespeare in Love er en magisk, ud over alle grænser velspillet film om kærlighed, liv og teater. Man forlader den smilende, svimmel og opstemt, for det er lidt som at se den syvende himmel. Jeg overdriver ikke. Her er virkelig en film, som De bør se med egne øjne snarest muligt.

ÅRET er 1593. Pesten har lukket Londons spillesteder, teaterdirektøren Henslowe (Geoffrey Rush) sidder i gæld, og hans husforfatter William Shakespeare (Joseph Fiennes) er ikke kommet videre med den komedie om Ethel, Piratens datter, som den trængte mand har bestilt.

   I det hele taget har Shakespeare problemer. Alle vegne hører han konkurrenten Christopher Marlowes navn, og musen Rosaline er ham utro med adskillige. Imidlertid har han fans ved hoffet. Jomfrudronningen – Judi Dench, som spillede dronning Victoria i Maddens Mrs. Brown (1997), har hér en orkan af en birolle** – sætter pris på Richard Burbages særopførelse af hans stykke, og i salen falder den fortryllende Viola de Lesseps (Gwyneth Paltrow) i svime til ordenes dans. Hun skal dog giftes med Jarlen af Wessex (Colin Firth). Så hvad skal det ende med? spørger vi os selv.

DET ender naturligvis godt på sin måde og helt i Master Shakespeares ånd. Men Shakespeare in Love er mere end en opfindsom variation over bardens figurer og faste tematik. For det første bygger Madden, Marc Norman og Stoppard et dampende levende London, som man sagtens kan forvilde sig i, skønt vi aldrig lades i tvivl om, at alt dybest set er teater. For det andet forelsker Fiennes og Paltrow sig så uimodståeligt, at det virkelig ligner den kærlighed, som Romeo og Julie er et tidløst udtryk for. Endelig føler vi smerten ved Marlowes død og sætter pris på dronningens kløgt. Elizabeth er selvsagt den deus ex machina, som genopretter balancen i verden, da teatermagien har gjort alle svimle.

I 1977 skrev John Mortimer en tv-føljeton, Will Shakespeare, der indeholdt mange af de samme elementer, og det er fremdeles en skam, at Anthony Burgess' roman om digterens liv, Nothing Like the Sun (1964), aldrig er dramatiseret. Ellers kan man ikke mindes et mere troværdigt Shakespeare-portræt, skønt Shakespeare in Love i mange henseender ser stort på den historiske akkuratesse.

   Stoppard genbruger flere tricks fra Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde (1990), men her er han interesseret i at hylde teatret, livet i almindelighed og Shakespeare i særdeleshed.*** Det lykkes filmen at give os del i spillernes begejstring, efterhånden som de indser, hvad Romeo og Julie er ved at blive til. Dét er virkelig ingen ringe bedrift.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

*) Shakespeare in Love vandt i kategorierne bedste film, bedste originalmanuskript, design af kostumer (Sandy Powell), scenografi (Martin Childs, Jill Quertier), kvindelig hovedrolle (Gwyneth Paltrow) og kvindelig birolle (Judi Dench). Best Picture-prisen blev inddraget i 2017, da AMPAS ekskluderede produceren Harvey Weinstein efter #MeToo-kampagnens afsløringer. Weinsten blev dømt i november 2020 og afsoner p.t. en ubetinget fængselsstraf på 23 år.

**) 30 år senere spiller samme Dame Judi digterens hustru, Anne Hathaway (1556-1623), i Kenneth Branaghs All is True (2018). Efter at have medvirket i, instrueret og bearbejdet så mange stykker af Shakespeare, at kun Laurence Olivier og Orson Welles kan konkurrere, spiller Branagh endelig mennesket selv i en vemodig og meget metabevidst fremstilling af den sidste tid i Stratford. All is True er en kærlig og kritisk dekonstruktion. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men i skrivende stund [06.08.2021] bliver den streamet på Viaplay.  

***) Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde lader to bipersoner fra Hamlet opleve begivenhederne fra deres egen begrænsede synsvinkel. Tom Stoppard (f. 1937) skrev sit stilskabende og skoledannende metaskuespil i 1964. Da var konceptet bredt ud til flere Shakespeare-arbejder, og stykket bar titlen Rosencrantz and Guildenstern Meet King Lear. Det blev uropført i sin mere fokuserede form på Edinburgh Festival Fringe i 1966. Frederik Dessau oversatte teksten til dansk i 1967, hvor den udkom i bogform hos Gyldendal. Som metateater er teksten selv inspireret af Samuel Beckett, men Stoppard var opmærksom på Rosencrantz and Guildenstern, A Tragic Episode, in Three Tabloids (1874/1891), en komisk satire i Kaptajn Klyde-genren, som dramatikeren W.S. Gilbert skrev, før han indledte sit samarbejde med komponisten Arthur Sullivan. Ideen har, med andre ord, en absurdistisk galgenhumor indbygget fra starten. Rosenkrans og Gyldenstjerne forstår aldrig de dybere lag og den større intrige, som de bliver udnyttet i. Øvelsen går ud på at sno sig om grundteksten, som publikum kender, og nå frem til det sted hos Shakespeare, hvor den engelske ambassadør meddeler Horatio og Hamlet, at »Rosenkrans og Gyldenstjern' er døde/ Hvor skal vi få vor tak?«. I 1990 instruerede Stoppard selv filmatiseringen med Gary Oldman og Tim Roth. Rosencrantz and Guildenstern Are Dead vandt Guldløven på Venice Film Festival. Dramatikeren har skrevet 55 filmmanuskripter, men Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er hans eneste arbejde som instruktør. Filmen havde dansk premiere den 1. marts 1991 og var lidt af en showcase for Oldman og Roth. Begge var da unge løver med hver sit auteur-projekt undervejs. Oldman skrev og instruerede Nil by Mouth i 1997; Roth instruerede The War Zone i 1999.    

Shakespeare in Love. Instr.: John Madden. Manus: Marc Norman og Tom Stoppard. Foto: Richard Greatex. 123 min. USA 1998. Dansk premiere: 05.03.1999.

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 24.01.2011

Weekendavisen Kultur 05.03.1999