Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]

EN VANSKELIG DANS
Et interview med filmskaberen Justin Kurzel

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2015: Et af hans yndlingsord er brutal. Et andet er definerer. Og netop en ny brutalitet definerer Justin Kurzels store, blodrøde version af Macbeth.

   Han har bevaret Shakespeares dialog, men fjernet adskillige scener og oversat andre til levende film. I Blodets trone fra 1957 gjorde Akira Kurosawa noget lignende. Japaneren så stort på teksten og brugte klassisk no-teater som klangbund.

   Australske Justin Kurzel (f. 1974) kom til Skotland og så en apokalyptisk western i stykket. Han stammer fra Gawler, en lille by i South Australia, ikke langt fra Adelaide. Han er uddannet som scenograf.

   Kurzel havde instrueret en håndfuld kortfilm, da han fik mulighed for at lave The Snowtown Murders, en autentisk og foruroligende skildring af nogle mord, der fandt sted nær Gawler i 1990erne. En teenager drages ind i de forbrydelser, som hans stedfar begår. Snowtown blev vist i kritikerugen, La Semaine de la Critique, på Cannes Festivalen i 2011. Filmen modtog Juryens Pris.

   Kurzels egen far kom fra Polen. Han ligner selv en højlandskriger med busket, sort skæg og himmelblå øjne. En selvsikker mand, som alligevel ikke har haft en let vej til den store Macbeth. Flere ting gik itu efter Snowtown. Også uden en svaghed for Shakespeare, havde han sikkert sagt ja.

LIGE nu sidder vi i Club d’Albane på toppen af Hotel Marriott. Ved et andet bord bliver Michael Fassbender interviewet til tv. Dagens stjerne er dog stedfødte Marion Cotillard, som er ved at blive stylet til de franske magasiner. Hun smiler stift og ser ud til at fryse.

   – Gik du med en drøm om at filmatisere Macbeth?

   »Nej. Jeg var scenograf på en teateropsætning, da jeg var 20-21 år gammel. Og min kone, Essie Davis, havde spillet Lady Macbeth. Så jeg kendte stykket ret godt. Men der var noget ved det her manuskript, som virkede frisk. Det var meget filmisk, og det fandt en særlig synsvinkel, som jeg aldrig var stødt på.«*

   – Orson Welles, Akira Kurosawa og Roman Polanski har filmatiseret Macbeth. Det kræver sit at matche de versioner. Hvad gav dig lyst til at prøve?

   »For at være ærlig, var det Michael Fassbender. Det havde meget at gøre med, at han blev castet. Vi mødtes, da min første film havde premiere i London. Han havde set den, og vi kom godt ud af det sammen.

   Jeg var tilknyttet en anden film, som ikke blev til noget, og producerne henvendte sig til mig. Jeg har altid holdt af stykket, men jeg har aldrig næret nogen ambition om at fortolke Shakespeare. Slet ikke i min anden film.

   Så kom Michael ombord, og jeg kunne se nogle andre vinkler. Jeg kunne se en særlig tone og en ny, muskuløs kvalitet. Derfra voksede alting naturligt.

   Jeg så først de gamle film, da jeg var færdig med min egen. Jeg prøvede at lægge alt til side og læse teksten som for første gang. Så oplevelsen kunne få en ny ærlighed og være en opdagelse.«

– Naturen i filmen er stor og dramatisk –

   »Vi optog den på Isle of Skye. Som australier har man en stærk følelse for landskabet, for måden det gør mennesker små på. Landskabet er afgørende for, hvem vi er. Og da jeg stod på toppen og så mig omkring, befandt jeg mig i en western. Jeg begyndte at se, hvordan filmen kunne være defineret af naturen. Jeg så en overensstemmelse mellem landskab og karakter.

   Optagelserne var brutale. Det var den værste vinter, de havde haft i lang tid. Marion blev trukket ned i et mosehul, et kæmpehul med hængedynd, hun forsvandt bare i det. Sådan er den verden, hård og uforsonlig. Det giver historien en særlig udsathed og tekstur. Karakterernes desperation bliver forstærket og understreger, hvor små de er.«

   – Og hvordan gik det for Marion Cotillard?

   »Vi fiskede hende op. Det var brutalt, men verden er brutal, og det skuespil er brutalt. Macbeth er en kriger, der har været væk fra sin familie i lang tid. I det 11. århundrede talte de om Mørke Tider, fordi man let kunne blive taget af landet. Eller gå til i krigen. Og der var noget ved den udeltagende natur, som trængte ind i skuespillet, og dét gjorde det interessant.«

– HOLDER du af hele Shakespeare eller kun af Macbeth?
   »Jeg er en fan. Jeg synes, det er noget af det bedste, der er skrevet. Temaerne og historierne føles stadig som nutid. Men der er noget særligt ved Macbeth, ved enkelheden i det. Det er som at se en ulykke ske, og du kan ikke standse den. Det er dét, der fanger én ved stykket. Og gør det så samtidigt.

   Du ser på en mand, der sønderriver sig selv. Jeg bliver altid interesseret i den slags karakterer. Min første film handlede om en mand, der steg ned i mørket og gik derind. Han vidste ikke, hvordan han skulle vende om og komme tilbage. Det er lige sådan med Macbeth.

   I begyndelsen er han meget skrøbelig. Han lider måske af PTSD. Han er træt af krigen, og de har mistet et barn. Hvis de ikke ændrer retning, er det slut. For mig at se bruger de ambitionen om at regere til at redde deres ægteskab og udfylde et tomrum.

   Jeg fandt det motiv meget menneskeligt. Det står i kontrast til den stiliserede måde, det er lavet på tidligere, hvor hun er skamløs og beregnende. Jeg syntes, det var mere interessant, hvis kulden kom fra et skrøbeligt sted.«

– De store slag er iscenesat meget æstetisk. Nogle er filmet i slowmotion, og hele slutningen er farvet rød. Var det din eller fotografens beslutning?

   »Jeg var mest interesseret i Macbeths sindstilstand. Jeg fik tanken om at lade heksene træde ud af den tilstand, som havde krigen og udmattelsen skabt profetien. Så jeg var mere interesseret i Macbeths oplevelse af at være soldat end af realismen i slagscenerne.«

   – Skoven kommer til Dunsinane på en anden måde, end man plejer at se…

   »Det var en idé, vi udviklede undervejs. Jeg ville tage publikum med ind i Macbeths synsvinkel. Vi undersøger, hvad han ser og føler. Det var mere interessant at vise Birnam Wood, som han ser den.

   Der er en Apocalypse Now-agtig atmosfære over slutningen. Macbeth bliver en slags oberst Kurtz, og jeg var meget optaget af Dantes Inferno. Slutningen ligner et drømmelandskab. Er det virkeligt eller noget, som han ser i sin psykose? Nogle af billederne viser andre ting end de mest åbenlyse.«

– Hoveder bliver skåret af, børn kastet på ilden. Blev du aldrig spurgt, om du gik for langt?

   »Alle havde respekt for grundtanken. Det er Shakespeares blodigste skuespil. Derfor er det et af de mest populære. For tiden er mennesker optaget af mørket, og Macbeth er et af de store essays om ondskabens væsen.

   Som regel ser man ham blive ødelagt af skyldfølelse. Jeg ville justere motivet. Som soldat har han dræbt mange gange, men det overlagte kongemord er noget andet. Jeg ville vise en mand, som går længere ind i den mørke skov. Han kan ikke vende om. Han vil dybere ind.«

   – Men behøver man at udpensle det?

   »Vi må se, hvad Macbeth ser. Især omkring henrettelsen af Lady Macduff og hendes børn. Det er vigtigt at se den familie blive udslettet. For han ødelægger det, som han ikke selv har, og han gør det for øjnene af Lady Macbeth, der har forført ham til at begå disse mord. Det er filmens point of no return.«

– HVAD var det sværeste ved at skrive?
   »At skabe en balance mellem tekst og film. I skuespillet må de beskrive slaget og tale højt om, hvad de føler. De siger, hvad de tænker. Jeg ville hellere vise de ting. Der er ting, som du ser, og ting, som du får beskrevet. Dét var en vanskelig dans.

   Teksten er egentlig ikke så svær. Der er mange samtaleagtige udsagn. På den måde ligner Macbeth ikke de øvrige stykker. Det er lineært og enkelt fortalt. Så der er plads til at give billederne liv. Dialogen er intim og fortrolig, fuld af pauser. Det er sådan, de fleste mennesker taler.

   Game of Thrones og de øvrige serier er bare kopier af Shakespeare. Jeg tilbyder originalen. Jeg præsenterer manden, der startede det hele. Han skrev disse utrolige historier længe før nogen anden.«

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015).

*) Justin Kurzel er gift med skuespilleren Essie Davis (f. 1970), der blev verdenskendt i kraft af rollen som Phryne Fisher i periodekrimiserien Miss Fisher's Murder Mysteries (2012-2015), som også danske tv-stationer har vist. Fokus er siden flyttet til Phrynes niece, Peregrine Fisher (Geraldine Hakewill), der opklarer sager i 1960ernes Melbourne i Ms Fisher's Modern Murder Mysteries (2019-2022). Davis vendte tilbage til rollen i biograffilmen Miss Fisher & the Crypt of Tears (2020). Davis havde hovedrollen i Jennifer Kents The Babadook (2014). Hun spiller Eliza Scanlons mor i Shannon Murphys Babyteeth (2019, da. Milla) og medvirker i antologifilmen The Turning (2013), baseret på Tim Wintons noveller, hvor Kurzel har bidraget med segmentet »Boner McPharlin's Moll«. Hun er castet i alle Kurzels film efter Macbeth: Assassin's Creed (2016), True Story of the Kelly Gang (2019) og Nitram (2021), der beskriver Port Arthur-mordene i Tasmanien i 1996. Fotoet er fra True Story of the Kelly Gang, en filmatisering af Peter Careys roman om den ikoniske australske outlaw, som også Mick Jagger og Heath Ledger har fremstillet. Davis spiller matriarken Ellen Kelly. Kurzel og Davis blev gift i 2002 og har tvillingedøtre. De var alle fire i Cannes for at sende Macbeth ud i verden.

Samtalen med Justin Kurzel fandt sted på Hotel Mariott i Cannes den 22. maj 2015.  

Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 01.02.2016.

Interviewet trykt i Weekendavisen Kultur 18.12.2015.

Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015)

BLODETS TRONE

Moderne Macbeth med empatisk forklaring

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Macbeth – »the Scottish play« – er en af de vildeste tragedier i digterens lange værkliste. Den er også en af de sidste, skrevet efter Kong Lear og i desillusion kun overgået af Coriolanus.

   De mørke stykker siger mere til dagens filmskabere end komedierne og romancerne, som blev endevendt for 20 år siden, da John Madden og Tom Stoppards Shakespeare in Love havde givet verden et lettere syn på den elizabethanske faderfigur. For intrigerne ligner tv-nyheder.

   Ralph Fiennes instruerede Coriolanus med sig selv i titelrollen i 2011. Den film kom aldrig i dansk distribution. Når det lykkes for Justin Kurzels Macbeth, skyldes det uden tvivl stjernernes navne. Filmen har dog mange kvaliteter.

   Kurzel foretager en bogstavelig læsning af tragedien om generalen og hans hustru, som bliver ødelagt af deres magtbegær og drevet til sindets yderste grænse. Hun falder ud over kanten. Han kan stadig se ironien, da heksenes profeti går i opfyldelse. Macbeth vil herske, indtil skoven marcherer mod hans slot. Det er som et af de politiske løfter, der gælder »indtil solen brænder ud«.

DET halve af Shakespeares tekst er intakt, men der er tilføjet flere faktorer. Kurzel gør alt for at flytte handlingen ud i det fri. Filmens første akt kulminerer i et episk slag, som stykket blot refererer. Her bliver det lige dele Braveheart, Kurosawa og Saving Private Ryan. Volden er aldrig abstrakt.

   Mere problematisk er forsøget på at give Macbeth og hans hustru en motivation, så vi forstår dem, skønt vi ikke billiger tronraneriet. Her har de mistet en søn. Udslettelsen af de andre familier er en forvreden måde at hævne sig på.

   Ydermere er der indført en kristen symbolik. Lady Macbeth sidder i en kirke, da hun taler om blodet, som ikke kan vaskes af, og borgen er fuld af formanende kors. Det passer til tiden, men ikke til teksten.

   At Shakespeare altid er moderne, skyldes ikke mindst stykkernes mangel på tro. Der er ingen teologiske dogmer og kun få religiøse billeder. Han undgik dem sikkert af hensyn til det prekære forhold mellem katolikker og protestanter, fordi man aldrig kunne vide med majestæter og mæcener.

DER er to ældre film, som Kurzel må forholde sig til. Orson Welles' Macbeth fra 1948 er filmet teater i én dekoration, som John Russell fotograferer fra alle tænkelige vinkler, både for at skabe en effekt af forvrængning og for at få produktionen til at se større ud. Welles lader Macbeth være en voodoo-dukke, som skæbnen stikker nåle i. Også han tilføjer en præst.

   Roman Polanskis version fra 1971 er tættere på Kurzel. Den har samme sans for den blodige bogstavelighed. Monologerne, især dén om brølet og vreden, som ingenting betyder, står klarere hos Polanski.

   Det samme gør pagten mellem Macbeth og hans hustru. Polanski prøver ikke at forklare deres handlinger. I hvert fald forsvarer han dem ikke.

MICHAEL Fassbender ser rigtig ud som Macbeth og er næsten for god til at gå i stykker. Marion Cotillard er mere usikker, men filmen registrerer forfaldet i deres forhold troværdigt. En banketscene, hvor gæsterne gøres til gidsler, er fremragende realiseret.

   Macbeth er essensen af de tragiske antihelte. Stykket blev skrevet til ære for James I, som blev Shakespeares sponsor ved dronning Elizabeths død. Han betragtede Banquo som sin stamfar og havde brug for royal propaganda.

   Det er ikke sådan, man læser teksten i dag. Man læser Macbeth som en fabel om grådige konger. Macbeth ender med at blive værre end sine fæller, men i begyndelsen er han den bedste mand i sin verden.

   Heri ligger tragedien, hos Kurzel såvel som i digterens urtekst.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/Stor ståhej for ingenting (1993) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]. 

Macbeth. Instr.: Justin Kurzel. Manus: Jakob Koskoff, Michael Lesslie, Todd Louiso. Foto: Adam Arkapaw. 113 min. UK-Frankrig-USA 2015. Dansk premiere: 17.12.2015.

Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 01.02.2016.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.12.2015

Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993)

SANG FOR ALLE VINDE

En guldrandet metakomedie for par 

Af BO GREEN JENSEN

DET britiske filmmagasin Empire lavede i 1992 en punkt-for-punkt og film-for-film sammenligning af Laurence Oliviers og Kenneth Branaghs karrierer. Kometen fra Belfast var netop fyldt 30, og på listen over værker og bedrifter var der så mange sammenfald, at man skulle tro Branagh led af et Olivier-kompleks. De fleste ville frabede sig at blive målt i forhold til Olivier for hvert lille skridt i karrieren. Det er dog, hvad Branagh insisterer på igen og igen.

   Efter den respektfulde filmatisering af Henrik V fra 1989, lavede Branagh meget hurtigt to meget forskellige og overvejende vellykkede genrefilm. Dead Again (1991) var en melodramatisk krimi i traditionen fra 40'ernes film noir, mens snakkestykket Peter's Friends (1992) var en underholdende krydsning af The Big Chill og sædeskildrende samtidskomik à la Alan Ayckbourn. Her vender Branagh tilbage til Shakespeare. Dog ikke til den Hamlet eller Macbeth, man kunne forvente, men til den første af de såkaldt »gyldne« komedier, Much Ado About Nothing, som Shakespeare skrev 1598-99.*

   Nu er Branagh ikke typen, der hviler på sine laurbær eller slår sig til ro i en genre. Efter Stor ståhej har han kastet sig over en filmatisering af Mary Shelleys Frankenstein, med sig selv i titelrollen og Robert De Niro som »Skabelsen«. Man kan næsten kun beundre Branagh for hans energi og kunstneriske dødsforagt. Det gør dog ikke automatisk Stor ståhej til et mesterværk.

DET er ikke ud fra nogen vurdering et af Shakespeares store stykker. Snarere er det en lykkelig bagatel. Intrigen er gedigent rodet, og som den første af de gyldne komedier ligner Much Ado mest af alt skitsen til tre-fire senere og bedre forsøg.

   Branagh, der selv har produceret og skrevet filmens manuskript, realiserer komedien som et dynamisk spil for ensemble og stjerner. Tonen er upbeat fra begyndelsen, hvor Emma Thompson i rollen som Leonatos datter, rappenskralden Beatrice, reciterer teksten fra stykkets gennemgående sang, der i Lembckes gamle oversættelse bød os alle, både damer og herrer: »Vær frisk og glad i sinde,/ o lad kun sorg og klage gå/ med sang for alle vinde.«

   Dette sidste, svært fordanskelige hey nonny nonny-vers bliver i Ib Lindbergs undertekster til en lille trille. Branagh og kompagni har ikke pyntet på eller moderniseret den 400 år gamle dialog, og for en gangs er også den danske oversætter en stjerne. For Lindbergs mundrette kondensat består prøven med bravour.

HELE Leonatos hus ligger i græsset og lytter, da budbringeren bekendtgør, at Don Pedro med følge er på vej til Messina. I rammescenens sommeridyl indgår moderne effekter og periodegods i en skøn sammenblanding, som i det store hele fungerer godt. Roger Lansers kamera er forståeligt forelsket i det toscanske landskab ved Chianti, hvor filmen er optaget.

   Hele kompagniet springer op som forårskaniner og træder for alvor ind i deres roller. Og det er vel det svære i filmen: at tage den forceret skælmske tone alvorligt og tro på disse brave figurer, der tumler, traller, gantes og slår gækken løs så demonstrativt, at det halve kunne være mere end nok.

   Branagh og Thompson slipper bedst fra det. Derimod kan man ikke abstrahere fra de tusind tv-roller, man har set fnisepeteren Richard Briers og bulderbassen Brian Blessed i. De skal her gribe os som Leonato og hans bror Antonio. Det hverken kan eller gør de.

   Langt bedre går det i de fremmedes lejr. Don Pedro med følge ankommer i en fejende flot westernpastiche, iklædt tjekket anakronistiske uniformer og, med undtagelse af skurken Don Juan, alle kække og struttende fulde af livsglæde, selvsikkerhed og potens.

DET er godt tænkt at lade husstanden i Messina fremstille af britiske teaterskuespillere, mens Don Pedros følge primært består af amerikanske filmstjerner.

   Denzel Washington er en flot Don Pedro, Keanu Reeves er hans hadefulde halvbror, og som flødeskægget Claudio har Robert Sean Leonard den fornødne ungdom og naivitet. Han og Kate Beckinsales Hero fortjener til fulde hinanden. De er som nyfødte hittebørn efter stormen, mens Branagh og Thompson mod alle odds puster liv og varme ind i den stadige krig på ironi, som Benedikt og Beatrice fører med hinanden.

DA filmen når til at være alvorlig, tvivler man aldrig alvor på udfaldet. Branagh kunne for min skyld have givet godheden mere kvalificeret modspil ved at udbygge Keanu Reeves' karakter.

   Som comic relief og absurd show-i-showet er Michael Keaton anbragt i partiet som den naragtige vægter Dogberry eller Slåen, der så gerne vil bruge høje og fint svungne ord, men til stadighed farer vild i deres mening, mens han lægger en brutalitet for dagen, der næsten må være møntet på ordensmagten til alle tider. »Despekterer du ikke mit embede?« spørger han. Alene at udtænke et svar lige så kringlet, ville kræve betydeligt arbejde.

   Det er for meget af et nummer, når Keaton og kumpaner rider bort på usynlige heste, men det er et forfriskende forsøg på at trænge igennem den aura af tør, hvid pænhed, som hviler tungt over filmen.

GÅR man ind til Stor ståhej for ingenting med en forventning om at blive løftet og forført af filmens gyldne drømmemaskine, har man en anstrengt aften foran sig.

   Det lykkes aldrig nogen i salen at glemme, at det vi ser ikke er Benedikt og Beatrice, som gantes, men Branagh og Thompson, der leger – og til og med leger på skrømt – at de er karakterer i et klassisk skuespil. Mens man ser dem, tænker man mest af alt på Leigh og Olivier, Taylor og Burton, på Howard Keel og Kathryn Grayson og på, om Branagh og Thompson næste gang vil løbe linen helt ud i en genindspilning af Kiss Me Kate.**

   De to stjerner skygger for resten af filmen, der primært fungerer i afsnit og sætstykker, hvor man fornemmer noget af varmen bag masken. Stor ståhej er en tapper komedie, der skiftevis charmerer og irriterer. Sit præg af noget anstrengt forvinder den aldrig. Men den prøver.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Kenneth Branagh nåede først til at lave sin filmudgave af Hamlet i 1996. Den benytter til gengæld den uforkortede tekst og har en spilletid på fire timer. Han spiller Macbeth i National Theatre-opførelsen, som blev optaget og streamet i 2013. Instruktører var Rob Ashford og Tim Van Someren. Rosalie Craig havde rollen som Lady Macbeth.

**) Branagh og Thompson var stadig gift med hinanden, da de indspillede Much Ado About Nothing. De blev skilt i 1995. Der er tradition for, at roller i Stor ståhej bliver spillet af par i et anstrengt forhold. Musicalen Kiss Me Kate (1953), som George Sidney instruerede med Howard Keel og Kathryn Grayson i hovedrollerne, handler om et fraskilt skuespillerpar, der udlever konflikter og finder hinanden igen under opsætningen af en musical baseret på The Taming of the Shrew (da. Trold kan tæmmes). Filmen, som er optaget i 3D og Technicolor, var en stor succes for MGM-studiet. Den er fuld af fremragende Cole Porter-sange. Det er her, at to gangstere (Keenan Wynn og James Whitmore) synger »Brush Up Your Shakespeare«. Det er i Kiss Me Kate, at Ann Miller får brillerne til at dugge, da hun stepper og synger »Too Darn Hot«.  

Much Ado About Nothing (Stor ståhej for ingenting). Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Roger Lanser. UK-USA 1993. Dansk premiere: 08.10.1993.

Fotos: Renaissance Films/ American Playhouse Theatrical Films/ BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ MGM/ YouTube (MGM Official Trailer + clips from Kiss Me Kate)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 03.02.2014.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.10.1993.

Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999)

KÆRLIGHED GØR BLIND
90ernes sidste skærsommernatsdrøm

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeare skrev A Midsummer Night’s Dream midt i 1590erne. Stykket tog form gennem slutningen af årtiet og er første gang trykt i 1600. Da skuespillet blev opført på Hampton Court i 1604, var det en gennemprøvet favorit.

   Som ofte hos Shakespeare er metakræfter i spil. Tre handlinger snor sig, beriger hinanden og blander blod. Til slut gør en fjerde tekst status. Skovens magiske væsener udlever rænker og intriger. Alfekongen Oberon skal giftes med Titania. Der er fire dage til ceremonien.

   I samme eventyrskov overnatter to unge par fra Athen: Hermia og Lysander, Helena og Demetrius. De kunne være blomsterbørn. De skal til at tage hul på det hele.

   I byen skal hertug Theseus giftes med Hippolyta, amazonernes dronning. Seks svært teaterglade håndværkere øver sig på den forestilling, Pyramus og Thisbe, der skal opføres ved bryllupsfesten.

   Der er virkelig flyvende sommer i luften. Liv og teater smelter sammen. Det er prototypen på en romantisk komedie. Publikum har elsket den i 430 år.

EVENTYRSPILLET blev filmatiseret i 1909 og har siden været (mindst) 20 gange gennem forvandlingsmaskinen, der prøver at få levende film ud af teksttæt teater.

   Michael Hoffmans stjernebestrøede pragtudgave blev den sidste af 1990ernes mange Shakespeare-filmatiseringer. Hoffman blander britiske og amerikanske spillere i en tekstmæssigt meget trofast version, som scenografen Luciana Arrighi har skabt overdådigt fantasifulde rammer omkring. Alligevel lykkes det ikke filmen at ligne et nødvendigt bud på en eviggyldig fabel. Tværtimod fremstår den som overflødigt nips.

   Ligesom Trevor Nunns Twelfth Night (1996, da. Helligtrekongersaften) henlægger Hoffmans film forvekslingskomedien til en arkadisk eller utopisk kulisse, som der står det 19. århundrede på. Det giver de elskende par lejlighed til at færdes i skoven på cykler, hvilket i bedste fald virker excentrisk.

   Det er ikke nødvendigvis en god idé at anbringe Shakespeares Athen i Toscana, fordi tilskueren uvilkårligt sammenligner med Kenneth Branaghs anderledes vitaminrige Much Ado About Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting), som faktisk havde en idé med at lade amerikanske stemmer bære halvdelen af dialogen. Men smukt ser det ud. Det er afgjort i billedstoffet, at denne skærsommernatsdrøm har sin kraft.

RUPERT Everett og Michelle Pfeiffer slipper med nød og næppe fra at virke absurde som Oberon og Titania. Stanley Tucci har derimod håbløse odds som Nis Puk.

   På menneskesiden fæster man sig især ved, at ingen af de fire unge elskende, som skal bære både dårskaben og bittersødmen ved forelskelsens omskiftelige væsen, formår at gøre indtryk på tilskueren - ja, man kan dårligt huske, hvem der er hvem, skønt Christian Bale spiller Demetrius, og Calista Flockhart (alias Ally McBeal) får rigtig mange chancer med sin figur. Sophie Marceaus Hippolyta er et distræt ornament, David Strathairn en decideret svag og fejlanbragt Theseus.

PÅ denne blakkede baggrund er det op til de raske og pudsige svende, som opfører stykket-i-stykket til slut, at redde dagen og bardens ære.

   Det lykkes først og fremmest i kraft af en overrumplende veloplagt indsats fra Kevin Kline, der som Nick Bottom (Rumpe eller Rendegarn) næsten tager bad i sin rolle, uanset om han er æslet, der undrende elsker med alfedronningen, eller den fødte frikadelle, der svanser og drejer sin time på scenen. Hoffman lader meget overbevisende stykket-i-stykket skifte farve, fra håbløs amatørfarce til gedigent bevægende menneskespil.

HER finder filmen for alvor sit ærinde, men det sker så sent, at det ikke er nok. Ellers er scenerne fra Titanias hof den eneste grund til at lade sig fortrylle. Elementer fra 1890ernes europæiske symbolisme, Gustav Klimt, Fernand Khnopff osv., er meget effektivt flettet ind i elverdronningens udstyr, og Hoffman citerer med velbehag flere filmiske kilder, især Jean Cocteaus La Belle et la Bête (1946, da. Skønheden og Udyret).

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

A Midsummer Night's Dream (En skærsommernats drøm). Instr. & manus: Michael Hoffman. Foto: Oliver Stapleton. 121 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ New Regency Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Original 1999 Trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

DVD fra 20th Century Fox (UK) 09.09.2002

2K Blu-ray fra FilmConfect Home Entertainment (Tyskland) 09.02.2018

Sidste del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999