Forstadsbilleder | George Clooney: Suburbicon (2017)

   

PLANLAGTE BYER

De friserede forstæders mørke historie

Af BO GREEN JENSEN

I 2017 er det 70 år siden, at de amerikanske forstæder blev født. Her tænker jeg ikke på yderzoner, der bliver inddraget i en voksende storby. Jeg tænker på de konstruerede samfund, parcelhusområder med x antal ens typehuse, som i 1950erne blev den foretrukne boligform for hvide amerikanske familier, der søgte ud af de slidte og trængte bymidter.

   Banebryderen hed William J. Levitt (1907-1994). I 1947 købte han 400 hektar henliggende landbrugsjord på Long Island og opførte 6.000 små typehuse. Først skulle de lejes, men snart kunne de købes. Den nye by fik navnet Levittown. Da den stod færdig i 1951, var der 17.447 huse, alle med hvidt plankeværk, grønne forhaver, moderne køkken og tv.

   De fleste udflyttere var hjemsendte soldater, der skulle begynde forfra med deres familier. Øvelsen var finansieret af tilskud og statsgarantier. Det blev på den måde muligt at købe et hus til 8000 dollar med en udbetaling på 400 dollar. Veteraner betalte slet ingenting.

   

FORSTÆDERNE – under ét kaldet Suburbia eller the suburbs – var en succeshistorie, der gjorde Levitt til en af de rigeste mænd i sin tid. Han kom på forsiden af Time Magazine og var Årets Mand flere gange. Mindre opreklameret var raceadskillelsespolitikken. Husene i Levittown var forbeholdt »den kaukasiske race«.

   Bestemmelsen var kontroversiel. Højesteret fastslog, at racekriteriet var »unenforceable by law«, men myndighederne lod det passere. Levitt byggede seks Levittowns. Der var naturligvis konkurrenter. Ved 50ernes slutning boede 30 mio. amerikanere i planlagte satellitbyer. De tømte storbyer var overladt til forretning, bohemer og minoriteter.

   Der er i anledning af jubilæet kommet flere udmærkede bøger om arkitekturen, demografien og sociologien. Lad mig anbefale to: Houses for a New World: Builders and Buyers in the American Suburbs 1945-1965 (Princeton University Press, 2015) af Barbara Miller Lane og Detached America: Building Houses in Postwar Suburbia (University of Virginia Press, 2015) af James A. Jacobs.

PÅ film er George Clooneys Suburbicon den centrale markering. Det er ikke en vellykket film, men ideen har nok været god på papiret. Clooney og hans faste sparringspartner, Grant Heslov, havde selv et manuskript, der tog afsæt i en faktisk episode: I 1957 brød helvede løs, og der opstod uroligheder, da en afrikansk-amerikansk familie købte hus i Levittown.

   Samtidig huskede Clooney et manuskript af Joel og Ethan Coen, som han købte og næsten fik produceret – med sig selv i skurkerollen – i 2005. Det var en sort, sarkastisk komedie, som brødrene skrev og skrinlagde i 1986, da de fornyede den hårdkogte genre med skæve spændingsstykker som Blood Simple og Raising Arizona. De havde ikke helt signaturen endnu. Brødrenes vinkel på film noir blev siden til liflige film som Miller's Crossing, Fargo og The Man Who Wasn't There. Deres syn på forstadsmentalitten er knæsat i den sære og ret svære A Simple Man (2009).

   Det er de to ideer, den gamle Coen-historie og den nye Black Lives Matter-kommentar, der på støjende vis bliver kombineret i Suburbicon. Altså en underlig fisk af en film, og resultatet må siges at være derefter.

DET begynder i hjertet af normaliteten, hvor forstadsfascisterne protesterer, fordi den nye familie i byen er sort. Men Far (Leith M. Burke), Mor (Karimah Westbrook) og Andy Mayers kender rutinen. De flytter ind og begynder at bygge en hverdag.

   Imens, i nabohuset hos familien Lodge, forstår 12-årige Nicky ikke, hvad der foregår. Midt om natten bliver han vækket og ser sin far, sin mor og sin moster krybe for to grove mænd.

   Der er en effektiv utryghed i de første scener. Man forventer halvt et okkult ritual. I stedet – og det er en god Coen’sk pointe – bliver mystikken til en banal historie om voksne menneskers tarvelighed.

FOR dusinmennesket Gardner (Matt Damon) står i gæld. Sammen med sin svigerinde, Margaret, har han prøvet at tage livet af hustruen Rose (begge spillet af Julianne Moore), Nickys mor, som sidder i kørestol. Da drabet mislykkes i første forsøg, tager parret skarpere midler i brug.

   Nickys onkel er mistænksom. En grådig detektiv (Oscar Isaac) ringer på og siger, at sagen ikke blot dufter af svindel: den stinker og råber til himlen. Så stadig flere brikker må fjernes. Efterhånden er misantropien så tæt, at det knap nok undrer Nicky, da Rose kommer gift i hans sandwich.

   Mens Lodge-familien forsvinder i groteske intriger, bliver skafottet rejst udenfor. Der synges og hujes ved huset, hvor den sorte familie passer sit liv. Det er forbundne og dog separate historier, som måske kunne forstærke hinanden. Her ender de med at tage lys fra hinanden.

   Det eneste positive er hængslet: drengene Nicky og Andy bliver venner i ånden fra nostalgiske forstadsfabler som E.T. og Super 8.

DET er kun den brutale noir i historien, som Clooney har arvet fra brødrene Coen. Det racistiske spor er autentisk. William og Daisy Myers blev udsat for samme ekstreme chikane, da de flyttede ind i et af de 17.000 typehuse i Levittown, Pennsylvania, i sommeren 1957. De købte huset af en jødisk familie, som flyttede fra mønstersamfundet. Og familien blev boende sammen med datteren Lynda, da urolighederne gik i sig selv. De flyttede efter fire år, da William Myers fik arbejde i Harrisburg . 

   Clooney fandt historien i David Kushners bog, Levittown: Two Families, One Tycoon, and the Fight for Civil Rights in America’s Legendary Suburb (Walker Books, 2009). Her fremgår, at ejerskab afløste lejemodellen, fordi Højesteret underkendte firmaets ret til at fravælge etniske grupper. »I bund og grund var William Levitt en hykler. Og William Levitt ville ikke lade sorte flytte ind i sine huse, og da sagen kom for retten, fik han besked på at integrere. Og han ville hellere sælge sin ejendom end integrere.«

   Clooney ser episoden som et korrektiv til selvtilfredsheden, der hersker i nordstaterne. »Folk oppe nordpå elsker at tro, at de ikke havde noget at gøre med racismen,« sagde han ved filmens premiere i Venedig. »De elsker at vaske deres hænder og sige: 'Faktisk var vi progressive liberalister. Vi var imod slaveriet og for borgerrettigheder.' Men sandheden er mere kompliceret. Der var mange problemer, især i byer som Levittown.«

   Han ser en aktuel parallel til optøjerne i Charlottesville i Virginia. Og forretningsmanden Levitt som et forvarsel om Donald Trump.*

FORTÆLLINGEN skuffer, men formen er flot. Alene titelsekvensen – en lækker pastiche på tv-reklamer for livskvaliten i planlagte byer – er næsten billetprisen værd.

   Suburbicon kalder sig Eden, så naturligvis er der en slange i græsset. Men i Blue Velvet lå der et afrevent øre. Forstæderne har givet os så mange mørke historier i et frodigt register af rig paranoia, fra The Stepford Wives til Pleasantville og The Truman Show.

   Der er store realistiske film som The Ice Storm, American Beauty og Revolutionary Road. Eventyr som Edward Scissorhands og Donnie Darko. Thrillers som Disturbia, moraliteter som The Virgin Suicides. Horror fra Poltergeist til Get Out, Us og It Follows.

   Alle de fine sange forpligter. Suburbicon ligger langt nede på listen.

*) Suburbicon havde premiere på Mostraen i Venedig den 2. september 2017, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. Allerede seks dage senere fulgte den nordamerikanske lancering på TIFF i Toronto, som ikke har nogen officiel konkurrence, men er større og mindst lige så vigtig. Jeg kom til Venedig i perioden 2003-2019. Det gav altid denne sære rytme, at de to festivaler overlapper hinanden. Fra 2012 og tre år frem kunne Venedig hver gang vise årets Oscarvinder som sin åbningsfilm. Så det blev ekstra attraktivt at åbne dér. Lido var fuld af amerikanske titler og filmfolk de første syv dage. Alt var hektisk og overfyldt ligesom i Cannes. I uge to begyndte Toronto, og med ét var der ledige pladser på stranden + luft til at gå på opdagelse og se nye film fra resten af verden. Jeg talte med George Clooney en enkelt gang i Venedig, men det var i 2005, da han kom med Goodnight, and Good Luck og var relativt ny som instruktør. Her er han citeret fra pressemødet efter den første visning og fra det interview, som han (og Julianne Moore og Lynda Myers) gav til Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter den 1. september, 2017. 

Suburbicon. Instr.: George Clooney. Manus: Joel & Ethan Coen; George Clooney & Grant Heslov. Foto: Robert Elswit. 105 min. USA-Kina-UK 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

Fotos:Suburbicon Black LLC/ Black Bear/ Bona Film Group/ Dark Castle Entertainment/ Huahua Media/ Silver Pictures/ Smokehouse Pictures/ Paramount Pictures Home Entertainment/ UIP/ Mis. Label/ CineMaterial/ MovierStillsDB/ Encyclopedia Britannica/ Time Warner/ YouTube 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (region A) 06.02.2018

2K Blu-ray fra Mis.Label/ Noble Entertainment (region B) 12.04.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form og med rubrikken 'Hvidt plankeværk') i Weekendavisen Kultur 08.12.2017