Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008)

DE GODE SOLDATER
Også krigen på hjemmefronten er evig

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2008: ALLE har en mening om krigen mod terror. I Hollywood er der få tilhængere, og modstanden vokser lige så stærkt som i 1970erne, da aktiviteten i Vietnam var på sit højeste. Her fik krigen først sine film, da USA havde kapituleret, og de unge mænd var vendt hjem.

   Koalitionsstyrkens indsats i Irak og Afghanistan bliver kritiseret endnu, mens krigen foregår. I Bagdad opføres den nye ambassade, et kolossalt fæstningsværk med 600 lejligheder. Man tager næppe hjem igen foreløbigt. Der er således større afstand mellem kunstnerne og systemet, end på noget andet tidspunkt i Amerikas historie.*

   Denne dissonans giver sig udslag i nye krigsfilm, som efterhånden udgør en rig undergenre. Det er ikke kun velmenende pensionister som Robert Redford (Lions for Lambs) og Brian De Palma (Redacted), bijobbende skuespillere som Tim Robbins (Embedded) og Peter Berg (The Kingdom), dokumentarister som Michael Moore (Fahrenheit 9/11) og Errol Morris (Standard Operating Procedure) eller frusterede gæstearbejdere som briten Sam Mendes (Jarhead) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition), der kritiserer den amerikanske krigsførelse.

   

IRAK-filmen Stop-Loss er usædvanlig i flere henseender. For det første er den skabt af en kvinde, Kimberly Peirce (f. 1967), som instruerede Hilary Swank i den fremragende Boys Don’t Cry (1999). For det andet er det den første film, som bliver i de unge mænds synsvinkel og skildrer soldaternes hjemkomst, ikke i forskudt eller analyserende form, men inde fra selve tilstanden. Peirce forsøger samtidig at tilgodese alle standpunkter, uden at blive selvretfærdig eller åbenlyst fordømmende.

   Det er selvsagt en ordentlig mundfuld. Stop-Loss er finansieret af MTV Films, musikfjernsynets filmdivision, og man fornemmer, at en huskeliste har været vedhæftet bestillingen. Visse temaer må belyses; visse ting skal anskueliggøres. Endvidere udkæmpes krigen af muskeltonede idoltyper med flere teenagefilm i bagagen. Alligevel lykkes det Peirce at skabe en sober fremstilling, der samtidig lever som filmkunst. Jim Sheridan er på vej med Brothers (2009), et remake af Susanne Biers Brødre (2004). Indtil da må Stop-Loss være det bedste bud på en film om hjemmefronten i Amerikas verserende krige.

INFANTERISTEN Brandon King (Ryan Philippe) har gennemført 150 missioner i Irak, da han sammen med sit regiment sendes hjem for at komme til kræfter. Både King og kammeraten Steve Shriver (Channing Tatum) er vokset op i Brazzo, den lille by i Texas, hvor Stop-Loss får sin dramatiske akse efter en hektisk flimrende Irak-prolog, der stilistisk minder om Mogadishu-fadæsen i Ridley Scotts frapperende Black Hawk Down (2001). Også Peirce gør brug af de videoklip, telefonoptagelser og computerskærme, som er blevet obligatoriske stilgreb.

   Sergent Kings sidste mission koster mange af hans venner livet. Han har mareridt om disse tab, men også om drabet på en sagesløs familie i et køkken i Bagdad. Shriver overvejer at acceptere oberstløjtnantens tilbud om at tage tilbage og blive oplært som skarpskytte. King har fået nok og vil blive i Brazzo. Hans kontrakt er udløbet. Da systemet anvender »Stop-Loss«-paragraffen, er det slut med at være den gode soldat. At blive stop-lossed vil sige at få sin kontrakt tvangsforlænget. Denne skjulte værnepligt er filmens egentlige kritikpunkt.

ALLE soldaterne har det svært med at være på orlov. Efter heltemodtagelsen følger flere episoder med vold, beruselse, skydemani og anden irrationel, post-traumatisk adfærd. Shriver går amok på sin første nat hos kæresten Michele (Abbie Cornish). Vennen Tommy Burgess (Joseph Gordon-Levitt) er en tikkende bombe. Også King har psykopatiske anfald, hvor han får afløb for ophobede aggressioner, men for det meste er han rationel.

   Da King bliver stop-lossed, deserterer han. Forældrene (Ciaran Hinds og Linda Emond) bakker ham tøvende op, og Michele indvilliger i at køre ham til Washington, hvor han vil prøve at få den texanske senator i tale. På sigt bliver en flugt til Canada eller Mexico overvejelsen, ganske som i Vietnam-tiden.

   På vejen får King Michele til at standse, så han kan fortælle de efterladte familier, hvordan soldaterne døde. I en af filmens bedste scener, hvor Michele og King besøger en ven på et hospital for lemlæstede veteraner, bliver prisen for krigen mere konkret end i nogen af de øvrige titler, som jeg indledte denne tekst med at nævne. Som et særlig fint træk har filmen ikke den gode, forventede slutning. Der er hverken idyl eller apokalypse. Som portrættet af byen i Texas, føles udfaldet blot realistisk.**

DER er diskussioner, som ikke bliver taget, og tematik, som behandles alt for skematisk. Og muligvis får man intet at vide, som ikke er sagt allerede i Ernest Hemingways In Our Time (1925) og William Faulkners Soldier's Pay (1926); i William Wylers The Best Years of Our Lives (1946); i Hal Ashbys Coming Home (1978), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) eller Oliver Stones underkendte Born On the Fourth of July (1989), som bygger på en bitter erindringsbog af Ron Kovic.

   Der er mange ikoniske fremstillinger af det knuste liv efter krigen. Alligevel føles Stop-Loss som en af de første ærlige film om krigen i Irak. Den er ikke et flimrende pausesignal med lækker fysik og musik, der skal sælges. Der er nok en underliggende dagsorden, men Peirce prioriterer sin menneskeskildring højere end det politiske ærinde.

   I et af af min teenagedatters livsstilsblade bliver filmen anbefalet som en tematisk tvilling og et perfekt sidestykke til Paul Haggis’ rugende In the Valley of Elah (2007). Det er en god iagttagelse. Drabet, som kickstarter plottet hos Haggis, kunne ske under delingens orlov i Brazzo. Det er den samme slags by og den samme slags død, men i Stop-Loss bliver der ikke taget afstand. Her ses meningsløsheden fra mændenes synsvinkel. Filmen viser, hvorfor de er blevet sådan, men minder samtidig sit publikum om, at soldaterne stadig er mennesker.

Se også Brian De Palma: Redacted (2007); Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008); Ken Loach: Route Irish (2010); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021) + Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]. 

*) I kulturhistoriske fremstillinger bliver der som regel fokuseret på de værker, som markerede modstanden og var kontroversielle i tiden. Vi har vænnet os til at betragte 1950erne som et tovtrækkeri mellem HUAC-kommissionen og radikale kræfter i en filmindustri, der kun nødigt fulgte regeringens påbud. Faktisk var der udbredt opbakning til den amerikanske intervention i Korea. Dissidenterne var i mindretal, og krigen mod kommunismen var populær. Kritikeren J. Hoberman (f. 1949), som var filmanmelder på The Village Voice i en menneskealder, beskriver i An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (The New Press, 2011) en vifte af øvrige værker, som støttede medløberiet i tiden og var skabt med opbakning fra eller i direkte samarbejde med militæret. Han gør med lidt mindre held noget lignende for New Hollywood i The Dream Life: Movies, Media, and the Mythology of the Sixties (The New Press, 2003). An Army of Phantoms er et fascinerende (og forfriskende fordomsfrit) korrektiv til andre fremstillinger af Eisenhower-årene og McCarthyismen. Også Hobermans The Red Atlantis: Communist Culture in the Absence of Communism (Temple University Press, 1999) er anbefalet.

**) Den bedste skildring af budbringerens afmagt er Oren Movermans The Messenger (2009). Den sårede og ptsd-ramte sergent Montgomery (Ben Foster) får ansvaret for at overbringe meddelelsen om dødsfald i sit nærområde. Hans mentor er den mere rutinerede og selv ganske skrøbelige kaptajn Stone (Woody Harrelson), der lærer sin praktikant at agere med takt og empati, uden selv at blive ødelagt i processen. The Messenger udgør en katalog af sorgreaktioner, og filmen har sin uforudsigelighed hér. Mødet med krigsenken Olivia Pitterson (Samantha Morton) bliver et vendepunkt for alle parter. Woody Harrelson spiller budbringeren helt uden absurdistiske indfald og komiske tics. Kaptajn Stone er en overset karakter i hans cv. 


Stop-Loss. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Mark Richard, Kimberly Peirce. Foto: Chris Menges. 113 min. USA 2008. Dansk premiere: 20.06.2008.

Fotos: Paramount Pictures/ Scott Rudin Productions/ MTV Films/ Peirce Pictures/ UIP/ Paramount Home Entertainment/ YouTube (Rotten Tomatoes Movieclips Classic Trailers)

Filmen streames ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Prime | Paramount og Apple TV; i Frankrig på Amazon Prime og Google Play.

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.06.2008

Neil Armfield | Luke Davies: Candy (2006)

SAMMEN TIL DEN BITRE ENDE
Fryd, fornedrelse, følelsesløshed

Af BO GREEN JENSEN

I EN bestemmende fase af ungdommen, mens kroppen er stærk og sindet vidtåbent, får misbruget et romantisk skær. De fleste kommer over det. Andre bliver narkomaner og alkoholikere uden at føle et højere formål, men visse kreative kunstnerspirer hænger uhjælpeligt fast i det store selvbedrag.

   For dem synes rusen at rumme en indsigt, som konventionerne arbejder på at fortrænge, og afhængigheden bliver i sig selv et adelsmærke, der forbinder misbrugeren med en stolt tradition for unge døde og fordømte digtere fra Coleridge, Baudelaire og Rimbaud til rockkulturens seje koryfæer.

   Teatermennesket Neil Armfield (f. 1955), Australiens svar på Peter Langdal, har skabt en oprigtigt bevægende kærlighedshistorie, som folder to narkomaners forhold ud over en årrække. Filmen lægger lige megen vægt på at skildre »Himmel«, »Jord« og »Helvede«. Det begynder med fryd, fortsætter i fornedrelse og slutter hinsides følelsesløshed. Dog er det aldrig så klart eller enkelt, for Candy skildrer også nuancerne og glemmer ikke på noget tidspunkt, at de druknende mennesker elsker hinanden.

DIGTEREN Daniel (Heath Ledger) og kunstneren Candice (Abbie Cornish) ved nøjagtig, hvad de går ind til, da rejsen til nattens ende begynder. Det er ham, der viser vejen, men det er hende, der insisterer og tager ved lære frygtindgydende hurtigt. Dan fokuserer på udvalgte flashbacks og vender hele tiden tilbage til en erindring om den gode dag, hvor alt var i balance. De stod i Tivoli, på bunden af en drejende forlystelse, og var svimle af stoffernes lykke og glæden ved hinanden.

   Et år eller to holder følelsen ved. Siden følger en lang nedgangstid. Candys forældre har penge og tilgiver aldrig Dan for at trække deres prinsesse ned i sølet. Hans beretning ligner en selvransagende overvejelse, for i princippet giver han dem ret. For publikum er det dog tydeligt, at Candy har hærværket i sig fra begyndelsen. Forlægget er en bog af Luke Davies, Candy: A Novel of Love and Addiction (1997). Det er i en nøddeskal, hvad filmen beskriver, kærlighed og afhængighed som uadskillelige størrelser.*

LÆNGE er det hende, som forsørger den vordende verdensforfatter og finansierer parrets heroinmisbrug. Det sker primært gennem prostitution, og når det virkelig brænder på, opsøger parret kemiprofessoren Casper, som var Candys lærer på universitetet. Casper inkarnerer ånden fra 1968 og savner 70ernes livsfølelse. For ham er narkomanien et sentimentalt og nostalgisk projekt. Han bruger selv giften, han skaffer og sælger.

   Da glansen går af rutinen, begynder Candy at bebrejde Dan, at han aldrig risikerer noget for kærligheden. Han skal derfor debutere som trækkerdreng ved toilettet i parken, men det hårde liv ligger ikke til drengen, der dybest set ikke vil være voksen. En række alternativer forsøges. Mest konsekvent er forsøget på at flytte væk og stifte familie på landet.

   Her bliver Candy psykotisk og maler selv skriften på væggen. Et katastrofalt besøg fra svigerfamilien fører til et definitivt brud. Armfield er dygtig til at skildre hengivenhed og bitterhed i én og samme bevægelse. Da parret savner lys i stuen, vil Dan etablere et skylight. Han banker simpelt hen hul i taget, og længere kommer projektet aldrig, for alt bliver gjort i en tåge af tiltagende sneblindhed. For det første er det forstemmende morsomt. For det andet er det sådan, man lever med giften til hverdag.

BEGYNDELSEN beskrives, så man forstår en smule af den følelse, som lokker Candice og Daniel i fordærv. Geoffrey Rush har en sekundær rolle som den kreative kemiprofessor, der både er en faderfigur og de elskendes ven. Det er ham, der formulerer fortabelsens paradoks: Så længe man kan, vil man ikke stoppe. Og når man vil, kan man ikke længere stoppe.

   Candy kombinerer konturerne af en generationsskildring med karakterstærkt kærlighedsdrama og en beskrivelse af misbrugets topografi, hvor fornedrelsen er nabo til sublime stunder af lykke. I nærbillede ser vi et par gå til grunde. Det er filmens store kvalitet, at lys og mørke får lige megen vægt.

DEN amerikanske grinebider Blake Edwards, manden bag bl.a. The Pink Panther-serien, instruerede i sin ambitiøse ungdom misbrugsmelodramaet Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage), hvor Lee Remick og Jack Lemmon er lænket til hinanden i en tilsvarende kærlighedspagt. Også her er det ham, der begynder, og hende, som ikke kan holde op.

   For Edwards gjaldt det alkoholisme, men den følelsesmæssige ligning og vejen ned og ud var den samme. Trods højt spil og hysteriske tiltag var Days of Wine and Roses en fremragende film. Det er derfor en absolut anbefaling at kalde Candy for Hektiske dage med stoffer.

   Kilden er i begge tilfælde dekadenten Ernest Dowson (1867-1900), som vidste hvad han talte om og skrev digtet »Vitae Summa Brevis« i 1896:

They are not long, the weeping and the laughter,

Love and desire and hate;

I think they have no portion in us

After we close the gate.

They are not long, the days of wine and roses:

Out of a misty dream

Our path emerges for a while, then closes

Within a dream.

NEIL Armfields film har skønhedsfejl, bl.a. en reklameagtig klipning og en tendens til at skøjte for hurtigt hen over de stille og svære afsnit på vejen. Sådan er der dog i Dans version af historien, og det lykkes Candy at fastholde kærlighedens efterbillede sammen med den tiltagende følelsesløshed, som Dowson beskriver. Man ser faktisk Dan og Candy på stien, der træder frem et øjeblik og synes indlysende klar, før den lukker sig inde i drømmen.

   Armfield bruger krasse virkemidler, herunder højpoetisk voice over, lyrisk slowmotion, et dødfødt foster og Tim Buckleys gamle »Song To The Siren« for at nå sine følelsesmæssige mål. Men han når dem så stærkt, at kun kynikere og purister kan forblive upåvirkede. Historien er fortalt mange gange, og det er ingen blevet klogere af. Også dét ved filmen, men den har mod til at gennemføre en slutning, som hverken er falsk eller tragisk og smuk.

*) Luke Davies (f. 1962) debuterede med samlingen Four Plots for Magnets (1982) og levede i 1980erne med det misbrug, som er skildret i Candy. Fra 1984 til 1990 var han gift med billedkunstneren Megan Bannister, som er modellen for Candy i bogen. Begge har fortalt om tiden i interviews. »Living it was 50,000 times worse,« sagde Bannister til Sydney Morning Herald, da Neil Armfields film fik premiere. Luke Davies har efterfølgende opbygget et alsidigt forfatterfatterskab og etableret sig som manuskriptforfatter. Blandt filmene er Anton Corbijns Life (2015), den Oscar-nominerede Lion (2016), Felix van Groeningens misbrugsdrama Beautiful Boy (2018) og Paul Greengrass' News of the World (2020). Í 2019 skrev og udviklede han miniserien Catch-22 sammen med David Michôd. Serien er det første forsøg på at dramatisere Joseph Hellers antikrigsklassiker, siden Mike Nichols filmatiserede den i 1970. Resultatet kan for tiden ses på DR.dk

Candy. Instr. : Neil Armfield. Manus: Luke Davies, Neil Armfield. Foto: Garry Phillips. 108 min. Australien 2006. Dansk premiere: 08.06.2007.

.

Fotos: Film Finance/ Paradigm Hyde Films/ Renaissance Films/ The New South Wales Film and Television Office/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Paramount/ Warner Bros./ Sydney Morning Herald | David Verrall (Luke Davies and Megan Bannister 1986 portrait)

Filmen streames Blockbuster, FILMSTRIBEN og Rakuten TV

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

Jane Campion: Bright Star (2009)

DEN SMUKKESTE STJERNE
John Keats og Fanny Brawne

Af BO GREEN JENSEN

JANE Campion har altid brugt historien som et spejl. Skønt The Piano (1993) og The Portrait of a Lady (1996) på afstand kunne ligne romantiske sætstykker, var begge moderne fabler om kønnet. I Bright Star demonstrerer hun, at det stadig er muligt at kombinere periodefilm, kærlighedsdrama og kunstnerportræt, uden at der bliver tale om teenageromancer som Julian Jarrolds Austen-film Becoming Jane (2007).
   Sonetten »Bright Star« var en af de sidste tekster, som digteren John Keats skrev på, da han døde af tuberkulose i Rom, kun 25 år gammel. Der hersker delte meninger om, hvem der inspirerede teksten, men i Campions udgave er der ingen tvivl. Begærets mål var Fanny Brawne, som Keats blev forlovet med i 1819, da de var naboer i landsbyen Hampstead uden for London.

BEN Whishaw spiller Keats, men Campions vinkel ligger hos Fanny Brawne (1800-1865), som i australske Abbie Cornishs fremstilling bliver en praktisk orienteret kvinde med hang til at skabe mode. Familien Brawne lejer halvdelen af huset, som tilhører Keats’ ven og selvbestaltede beskytter, digteren Charles Armitage Brown, der både er forelsket i og jaloux på Fanny. Hun ender med at betyde mere for Keats, end han selv gør.

   Sociale faktorer bevirker, at forbindelsen mellem Keats og Fanny har svære vilkår. De forlover sig, men forholdet er dømt til at forblive et ideal som den klareste stjerne i digtet. Keats ved, at han er døende, da fans og rige venner sender ham til Italien med John Severn som ledsager. Severn mente altid, at digtet var skrevet til ham. Keats påbegyndte dog arbejdet umiddelbart efter sin trolovelse med Fanny.

MAN kunne dreje et glansfuldt kærlighedsdrama med smukke påklædningsdukker i de to hovedroller og en stor slat periodeguld i scenografien. Eller man kunne lade hånt om al historicisme og gøre parret til moderne elskende, der er fejlanbragt kronologisk. Campion gør ingen af delene. I stedet lader hun John og Fanny være rigtige mennesker – individer i og af deres tid – og hun genskaber det yndefuldt klaustrofobiske Hampstead med hypervirkelig detaljerigdom.

   I titelsekvensen sidder Fanny og syer. Greig Frasers kamera går så tæt på nål og tråd, at begge dele skælver i mælkelyset. Samtidig bæver falsetstemmerne, som synger a cappella på lydsporet. Koret består af Keats, Brown og byens øvrige mænd. De synger ikke klokkerent. Det sorte mudder sætter sig på Fannys røde kjole, og i skoven står levende træer, der ikke er anbragt kunstfærdigt. Man har en følelse af være der selv og dele parrets kærtegn, som forbliver kejtede og realistiske.

FILMEN er med andre ord romantisk på en moden facon. Den relative svaghed er dialogen. Når John og Fanny taler, citerer de i ét væk Keats’ digte, dagbøger og breve. Men smukt og vemodigt gennembrændt er det. Som coda sætter Campion billeder af kisten, der køres gennem Roms gader ved daggry. Whishaws stemme læser »Endymion« og citerer endelig »Ode to a Nightingale«.
   Bright Star er et stort comeback efter instruktørens erotiske thriller, In the Cut fra 2003.* Det lykkes Campion at forvinde præget af museal kunstgenstand og gøre Keats/Brawne-historien nærværende. Digteren døde i 1821, men i Bright Star bliver han levende, som var det lige før.

*) Og med krimiserien Top of the Lake (2013-2017) blev hun en af de skarpeste kvinder i feltet, hvor hårdkogt hjemstavnsskildring møder sær realisme og kønspolitik. 

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction] og Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100].

Bright Star. Instr. og manus: Jane Campion. Foto: Greig Fraser. 119 min. Australien-UK-Frankrig 2009. Dansk premiere: 14.10.2010 [Cinemateket]

Fotos: Pathé Renn Productions/ Screen Australia/ BBC Films/ UK Film Council/ New South Wales Film & Television Office/ Hopscotch Productions/ Jan Chapman Films/ Australian Film Finance Corporation/ CineMaterial/ DFI
Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke længere i Skandinavien – øvrige Europa og USA på Amazon Store, Apple TV, YouTube Film etc.

2K Blu-ray fra Atlantic Film (Skandinavien) 15.09.2010

2K Blu-ray i box set Intégrale Jane Campion |1984-2013 |15 Movies fra Pathé Distribution (Frankrig) 28.10.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.10.2010