Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008)

DE GODE SOLDATER
Også krigen på hjemmefronten er evig

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2008: ALLE har en mening om krigen mod terror. I Hollywood er der få tilhængere, og modstanden vokser lige så stærkt som i 1970erne, da aktiviteten i Vietnam var på sit højeste. Her fik krigen først sine film, da USA havde kapituleret, og de unge mænd var vendt hjem.

   Koalitionsstyrkens indsats i Irak og Afghanistan bliver kritiseret endnu, mens krigen foregår. I Bagdad opføres den nye ambassade, et kolossalt fæstningsværk med 600 lejligheder. Man tager næppe hjem igen foreløbigt. Der er således større afstand mellem kunstnerne og systemet, end på noget andet tidspunkt i Amerikas historie.*

   Denne dissonans giver sig udslag i nye krigsfilm, som efterhånden udgør en rig undergenre. Det er ikke kun velmenende pensionister som Robert Redford (Lions for Lambs) og Brian De Palma (Redacted), bijobbende skuespillere som Tim Robbins (Embedded) og Peter Berg (The Kingdom), dokumentarister som Michael Moore (Fahrenheit 9/11) og Errol Morris (Standard Operating Procedure) eller frusterede gæstearbejdere som briten Sam Mendes (Jarhead) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition), der kritiserer den amerikanske krigsførelse.

   

IRAK-filmen Stop-Loss er usædvanlig i flere henseender. For det første er den skabt af en kvinde, Kimberly Peirce (f. 1967), som instruerede Hilary Swank i den fremragende Boys Don’t Cry (1999). For det andet er det den første film, som bliver i de unge mænds synsvinkel og skildrer soldaternes hjemkomst, ikke i forskudt eller analyserende form, men inde fra selve tilstanden. Peirce forsøger samtidig at tilgodese alle standpunkter, uden at blive selvretfærdig eller åbenlyst fordømmende.

   Det er selvsagt en ordentlig mundfuld. Stop-Loss er finansieret af MTV Films, musikfjernsynets filmdivision, og man fornemmer, at en huskeliste har været vedhæftet bestillingen. Visse temaer må belyses; visse ting skal anskueliggøres. Endvidere udkæmpes krigen af muskeltonede idoltyper med flere teenagefilm i bagagen. Alligevel lykkes det Peirce at skabe en sober fremstilling, der samtidig lever som filmkunst. Jim Sheridan er på vej med Brothers (2009), et remake af Susanne Biers Brødre (2004). Indtil da må Stop-Loss være det bedste bud på en film om hjemmefronten i Amerikas verserende krige.

INFANTERISTEN Brandon King (Ryan Philippe) har gennemført 150 missioner i Irak, da han sammen med sit regiment sendes hjem for at komme til kræfter. Både King og kammeraten Steve Shriver (Channing Tatum) er vokset op i Brazzo, den lille by i Texas, hvor Stop-Loss får sin dramatiske akse efter en hektisk flimrende Irak-prolog, der stilistisk minder om Mogadishu-fadæsen i Ridley Scotts frapperende Black Hawk Down (2001). Også Peirce gør brug af de videoklip, telefonoptagelser og computerskærme, som er blevet obligatoriske stilgreb.

   Sergent Kings sidste mission koster mange af hans venner livet. Han har mareridt om disse tab, men også om drabet på en sagesløs familie i et køkken i Bagdad. Shriver overvejer at acceptere oberstløjtnantens tilbud om at tage tilbage og blive oplært som skarpskytte. King har fået nok og vil blive i Brazzo. Hans kontrakt er udløbet. Da systemet anvender »Stop-Loss«-paragraffen, er det slut med at være den gode soldat. At blive stop-lossed vil sige at få sin kontrakt tvangsforlænget. Denne skjulte værnepligt er filmens egentlige kritikpunkt.

ALLE soldaterne har det svært med at være på orlov. Efter heltemodtagelsen følger flere episoder med vold, beruselse, skydemani og anden irrationel, post-traumatisk adfærd. Shriver går amok på sin første nat hos kæresten Michele (Abbie Cornish). Vennen Tommy Burgess (Joseph Gordon-Levitt) er en tikkende bombe. Også King har psykopatiske anfald, hvor han får afløb for ophobede aggressioner, men for det meste er han rationel.

   Da King bliver stop-lossed, deserterer han. Forældrene (Ciaran Hinds og Linda Emond) bakker ham tøvende op, og Michele indvilliger i at køre ham til Washington, hvor han vil prøve at få den texanske senator i tale. På sigt bliver en flugt til Canada eller Mexico overvejelsen, ganske som i Vietnam-tiden.

   På vejen får King Michele til at standse, så han kan fortælle de efterladte familier, hvordan soldaterne døde. I en af filmens bedste scener, hvor Michele og King besøger en ven på et hospital for lemlæstede veteraner, bliver prisen for krigen mere konkret end i nogen af de øvrige titler, som jeg indledte denne tekst med at nævne. Som et særlig fint træk har filmen ikke den gode, forventede slutning. Der er hverken idyl eller apokalypse. Som portrættet af byen i Texas, føles udfaldet blot realistisk.**

DER er diskussioner, som ikke bliver taget, og tematik, som behandles alt for skematisk. Og muligvis får man intet at vide, som ikke er sagt allerede i Ernest Hemingways In Our Time (1925) og William Faulkners Soldier's Pay (1926); i William Wylers The Best Years of Our Lives (1946); i Hal Ashbys Coming Home (1978), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) eller Oliver Stones underkendte Born On the Fourth of July (1989), som bygger på en bitter erindringsbog af Ron Kovic.

   Der er mange ikoniske fremstillinger af det knuste liv efter krigen. Alligevel føles Stop-Loss som en af de første ærlige film om krigen i Irak. Den er ikke et flimrende pausesignal med lækker fysik og musik, der skal sælges. Der er nok en underliggende dagsorden, men Peirce prioriterer sin menneskeskildring højere end det politiske ærinde.

   I et af af min teenagedatters livsstilsblade bliver filmen anbefalet som en tematisk tvilling og et perfekt sidestykke til Paul Haggis’ rugende In the Valley of Elah (2007). Det er en god iagttagelse. Drabet, som kickstarter plottet hos Haggis, kunne ske under delingens orlov i Brazzo. Det er den samme slags by og den samme slags død, men i Stop-Loss bliver der ikke taget afstand. Her ses meningsløsheden fra mændenes synsvinkel. Filmen viser, hvorfor de er blevet sådan, men minder samtidig sit publikum om, at soldaterne stadig er mennesker.

Se også Brian De Palma: Redacted (2007); Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008); Ken Loach: Route Irish (2010); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021) + Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]. 

*) I kulturhistoriske fremstillinger bliver der som regel fokuseret på de værker, som markerede modstanden og var kontroversielle i tiden. Vi har vænnet os til at betragte 1950erne som et tovtrækkeri mellem HUAC-kommissionen og radikale kræfter i en filmindustri, der kun nødigt fulgte regeringens påbud. Faktisk var der udbredt opbakning til den amerikanske intervention i Korea. Dissidenterne var i mindretal, og krigen mod kommunismen var populær. Kritikeren J. Hoberman (f. 1949), som var filmanmelder på The Village Voice i en menneskealder, beskriver i An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (The New Press, 2011) en vifte af øvrige værker, som støttede medløberiet i tiden og var skabt med opbakning fra eller i direkte samarbejde med militæret. Han gør med lidt mindre held noget lignende for New Hollywood i The Dream Life: Movies, Media, and the Mythology of the Sixties (The New Press, 2003). An Army of Phantoms er et fascinerende (og forfriskende fordomsfrit) korrektiv til andre fremstillinger af Eisenhower-årene og McCarthyismen. Også Hobermans The Red Atlantis: Communist Culture in the Absence of Communism (Temple University Press, 1999) er anbefalet.

**) Den bedste skildring af budbringerens afmagt er Oren Movermans The Messenger (2009). Den sårede og ptsd-ramte sergent Montgomery (Ben Foster) får ansvaret for at overbringe meddelelsen om dødsfald i sit nærområde. Hans mentor er den mere rutinerede og selv ganske skrøbelige kaptajn Stone (Woody Harrelson), der lærer sin praktikant at agere med takt og empati, uden selv at blive ødelagt i processen. The Messenger udgør en katalog af sorgreaktioner, og filmen har sin uforudsigelighed hér. Mødet med krigsenken Olivia Pitterson (Samantha Morton) bliver et vendepunkt for alle parter. Woody Harrelson spiller budbringeren helt uden absurdistiske indfald og komiske tics. Kaptajn Stone er en overset karakter i hans cv. 


Stop-Loss. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Mark Richard, Kimberly Peirce. Foto: Chris Menges. 113 min. USA 2008. Dansk premiere: 20.06.2008.

Fotos: Paramount Pictures/ Scott Rudin Productions/ MTV Films/ Peirce Pictures/ UIP/ Paramount Home Entertainment/ YouTube (Rotten Tomatoes Movieclips Classic Trailers)

Filmen streames ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Prime | Paramount og Apple TV; i Frankrig på Amazon Prime og Google Play.

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.06.2008

Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008)

TING SOM GØR FORTRÆD

En film om frygtløshedens pris

Af BO GREEN JENSEN

BAGDAD 2004. Den amerikanske hær og de øvrige koalitionstropper befinder sig på andet år i Irak, i egen forståelse som en progressiv fredsstifter, i andres øjne som en besættelsesmagt.

  Man er så småt ved at indse, at den anden Golfkrig ikke bliver vundet så let som den første. Amerikanerne har ressourcerne og det tunge maskineri. De lokale sabotører, der ser sig selv som frihedskæmpere, har satanisk konstruerede vejsidebomber og perfekt camouflage, idet de smelter ind i den baggrund af trods alt velfungerende hverdag, som man ofte måber over i skildringer af moderne storbykrig.

   De amerikanske styrker råder over særlige bombepatruljer, der med en erfaren tekniker som leder forsøger at afmontere sprængladningerne på stedet. En af dem er Kompagni Bravo, som har 38 dage af sin tur tilbage, da The Hurt Locker åbner in medias res. Da en Rulle-Marie har undersøgt bomben, som ligger i en bunke murbrokker midt på gaden, ifører eksperten Matt Thompson (Guy Pearce) sig den tunge, metalforede beskyttelsesdragt, der får ham til at ligne en dykker på land. Langsomt nærmer han sig bomben, mens sergent J.T. Sanborn (Anthony Mackie) giver order til korporal Owen Eldridge (Brian Geraghty) og de øvrige infanterister, der skal dække løjtnant Thompson, mens han arbejder.

MED ét står den lokale slagter så i døråbningen til sin butik. For sent opdager Eldridge, at manden holder en mobiltelefon. Sanborn giver soldaterne ordre til at skyde, men slagteren når at udløse bomben. Thompson løber væk fra eksplosionen, men er stadig for tæt på trykbølgen og falder død om i sin beskyttelsesdragt. 

   Livet går videre. Krigsførelsen er en evighedsmaskine. Sanborn lægger Thompsons effekter i en af de særlige kasser, som bruges til formålet, når ligene skal flyves hjem. Da han kommer tilbage til sit kvarter på kasernen, er den næste bombeekspert allerede ved at indrettte sig.

   Det første, som den fremmede gør, er at fjerne afskærmningen fra de blændede vinduer. Sanborn betragter ham skeptisk. Han kan på lang afstand se, at den nye eksplosionsekspert, løjtnant Will James (Jeremy Renner), ikke er som de fleste soldater. Den nye mand er tilvænnet og kræver sit daglige adrenalin-sus. For nogle mænd bliver krigen et narkotikum. »War is a drug,« slutter det motto, som Kathryn Bigelow citerer journalisten Chris Hedges for først i filmen. Fyndordet stammer fra bogen War is a Force That Gives Us Meaning (2002).

WILL James føler ikke længere frygt. Tværtimod opsøger han livsfaren og agerer, som den rationelt frygtsomme Sanborn bemærker, mere som en ranger eller cowboy. Når han nærmer sig et bombested, lægger han straks beskyttelsesdragten, så han kan arbejde under behagelige forhold. Han bliver ved, til han har fundet detoneringsmekanismen og afmonteret bomben. Det er indtil videre lykkedes for ham 873 gange.

   Delingens oberst (David Morse) er stolt af sin nye fribytter. Sanborn er mindre begejstret. Han vil gerne leve tiden ud, og fordi James er så nonchalent og uforudsigelig, udgør han en omvandrende invitation til irakiske snigskytter. Det kommer så vidt, at Sanborn diskuterer med Eldridge, om de skal likvidere deres leder og kalde hans død for et hændeligt uheld. Et vendepunkt, et umærkelig skift i relationen indtræffer, da amerikanerne i ørkenen møder britiske koalitionstropper med en T.E. Lawrence (of Arabia)-lignende leder (Ralph Fiennes).

   Englænderne har to tilfangetagne irakere med sig i deres kampvogn. I en scene så intens og langsom, at tiden virkelig føles som real time, arbejder James og Sanborn sammen om at finde og dræbe de snigskytter, som plukker og slukker mændenes liv ét for ét. Det lykkes at sætte to træffere ind på 850 meters afstand, mens Eldridge på sin side elimerer en partisan, der har lagt sig på togskinnerne.

   Den aften drikker mændene igennem på kasernen, og James forklarer Sanborn og Eldridge, hvorfor han gemmer både fjendens tændsatser og et foto af sin søn i den æske, som ligger under hans seng. Will James kan godt lide at røre ved »all the things that hurt you«, når han har deaktiveret den trussel, de udgør. Heraf filmens titel. James' æske er The Hurt Locker. Kassen eller skrinet med alle de ting, som kan gøre fortræd. »This box is full of stuff that almost killed me«.

KRIGEN i Irak var muligvis et ressourcespild af dimensioner og en politisk fejlinvestering, der fik gravet Amerika endnu dybere ned i det kaninhul, man ikke kunne undslippe fra, da krigen i Vietnam blev tabt for snart 50 år siden. Til gengæld kom der, under begge Golfkrige, forbavsende gode bøger og film ud af interventionen, allerede mens den foregik.

   I forbindelse med krigene i Korea og Vietnam blev kunsten først skabt efter fredsslutningen. I Irak og Afghanistan var der tale om løbende efterretning. Fra David O. Russells Three Kings (1999) til Brian De Palmas Redacted (2008) vokser en vifte af smukt forarbejdede antikrigsfilm, som sjældent taler åbent mod krigen, men gør deres virkning ved at vise fragmenter af virkeligheden, både i marken og på hjemmefronten.

   Undergenren er rig efterhånden. Der er lødige fiktionsfilm som Robert Redfords Lions for Lambs (2007), Mike Nichols' Charlie Wilson's War (2007) og Irwin Winklers Home of the Brave (2006). Der er opportunistiske actionfilm som Peter Bergs The Kingdom (2007) og dokumentariske projekter som Tim Robbins' agiterende Embedded (2004) og Errol Morris' kliniske Standard Operating Procedure (2008).

SÆRT nok – eller netop ikke – er nogle af de klareste film skabt af frustrerede tilflyttere som canadieren Paul Haggis (In the Valley of Elah, 2007), englænderen Sam Mendes (Jarhead, 2005) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition, 2007). Men de bedste to er lavet af kvindelige instruktører: Kimberley Peirces Stop-Loss (2008) og Kathryn Bigelows The Hurt Locker.

   Bigelow (Blue Steel, Strange Days) tilhører en lille gruppe af kvindelige filmskabere, som konsekvent beskæftiger sig med udtryk og genrer fra mændenes verden. I The Hurt Locker fortæller hun enkelt og næsten minimalistisk om soldaternes farlige hverdag. Modsat Peirce i Stop-Loss og De Palma i Redacted, gør Bigelow ikke brug af de [i 2004] nye sociale medier, YouTube, Facebook, videochat, der i andre sammenhænge gør denne krig mere nærværende.

   Fordi man er sammen med mændene dag og nat, og fordi filmen følger dem i alle situationer, får publikum gradvis den samme klaustrofobiske fornemmelse. Inde i krigen lever bomberydderne i deres egen verden. Deres grundvilkår er kronisk frygt eller manglen på samme. Undervejs er den tematiske slægtning, som man hyppigst sender en tanke, ikke en anden krigsskildring, men Henri-Georges Clouzots legendariske Le salaire de la peur (1953, da. Frygtens pris) om chauffører, som kører med nitroglycerin.*

FILMEN bliver i Irak i to timer, og efterhånden forstår man alle tre mænd: den ødelagte James, den forsigtige Sanborn og den forvirrede Eldridge, som både beundrer og frygter sin leder. Det føles derfor som et lille stilbrud, da historien til slut følger med James hjem til hverdagen i Amerika. Her ved han ikke, hvad han skal stille op med sin kone og sin søn i huset, hvor der bare er stille. Der er 2.000 slags morgenmad at vælge imellem i det bugnende supermarked. Så megen frihed kan James ikke håndtere.

   I en af filmens hjertescener taler han til sin lille søn, som endnu ikke kan svare igen og er begejstret for den mekaniske spilledåse, som hans far bruger til at lulle ham i søvn med. James forklarer, hvordan verden er fuld af begejstring, mens man er barn og føler sig tryg på et sted, man kan kalde for hjemme. Med tiden bliver der færre af tingene, som man elsker. Endelig er summen skrumpet ind til to-tre ting. Eller måske bare én i hele verden.

DER bliver filmen igennem talt ned til den dag, hvor Kompagni Bravo har gjort sin pligt og mændene kan rotere videre til anden tjeneste. Ved slutningen er James tilbage i Irak. Uret er stillet tilbage, og det er nu Kompagni Delta, der har 365 dage tilbage, mens kameraet zoomer ud fra James, som nærmer sig dagens vejsidebombe, denne gang iført beskyttelsesdragten.

   Eldridge er forlængst fløjet hjem med et knust ben. Som afsked forbander han bombeeksperten, der må have sin daglige adrenalin. Der bliver ikke viklet en narrativ krølle om Sanborn. Ellers kan man ikke beskylde The Hurt Locker for at ende abrupt. Den er derimod nok en halv time for lang, men fantastisk konkret og intens i sin midte.

   Kimberly Peirces Stop-Loss handlede om den regel, et opdateret Catch-22 à la Joseph Heller, som gør det muligt for militærledelsen at forlænge soldaternes værnepligt, mere eller mindre for evigt. I The Hurt Locker har James slet ikke brug for den regel. Han har skrevet sin egen stop-loss-paragraf. Eksperten kommer aldrig ud af Irak, selv hvis det lykkes ham at flytte sig fysisk.

DER er ingen kunstig spænding, ingen spektakulære effekter, intet fyrværkeri. På sin måde er The Hurt Locker en tør og næsten saglig actionfilm om gode mennesker, der perverteres og ødelægges af krigen. Thomas lever stærkest, når han tænder sin cigaret efter afmonteringen af endnu en bombe. The Hurt Locker er årets mest intense filmoplevelse. Den mangler nok nogle grader i dybden, men som antikrigsfilm er den fejlfri og som politisk kunstværk stærkt tankevækkende.

The Hurt Locker var Oscar-nomineret i 9 kategorier. Den vandt i 6 af dem – Best Motion Picture of the Year (Nicolas Chartier, Kathryn Bigelow, Mark Boal, Greg Shapiro); Best Achievement in Directing (Bigelow), Best Writing, Original Screenplay (Boal); Best Achievement in Film Editing (Bob Murawski, Chris Innis); Best Achievement in Sound Mixing (Ray Beckett, Paul N.J. Ottosson) og Best Achievement in Sound Editing. Bigelow blev den første kvinde, som modtog en Oscar for bedste instruktion.   

Se også Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Kathryn Bigelow: Detroit (2017) [Black Lives Matter 6].

Se også Brian De Palma: Redacted (2007); Ken Loach: Route Irish (2010); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

*) Frygtens pris var før i tiden (frem til 1990, sådan cirka) en film, man havde hørt om og skulle se. I 1953 modtog den både Guldbjørnen i Berlin og Guldpalmen i Cannes. Filmen kunne stadig rydde gader, hvis den blev vist i tv. Efter fænomenale succeser med The French Connection (1971) og The Exorcist (1973) brugte William Friedkin (1935-2023) fire år på at skabe Sorcerer (1977, da. Frygtens pris), som moderniserede rammehistorien. Roy Scheider har rollen, som Yves Montand spiller i Clouzots version. Friedkin fastholdt – rimeligt nok – at Sorcerer ikke var en genindspilning af The Wages of Fear, men en ny fortolkning af Georges Arnauds roman fra 1950.

   Produktionen var kostbar, og filmen blev negativt modtaget. Sorcerer er først i nyere tid begyndt at give overskud. På Mostraen i Venedig 2013 præsenterede Friedkin selv filmen i et restaureret director's cut. Her genså jeg den og var overvældet. På den fornemme britiske blu-ray (40th Anniversary Collector's Edition, Entertainment One UK, 2017) har Friedkin og Nicolas Winding Refn en timelang samtale om Sorcerer. Flere filmskabere foretrækker Friedkin for Clouzot (dog ikke Christopher Nolan, der i 2017 brugte Le salaire de la peur som inspiration for Dunkirk). Quentin Tarantino skriver begejstret om Sorcerer i Cinema Speculation (2022).

  Clouzots film har været gennem alle stadier i udviklingen af videomarkedet. For eksempel blev den farvelagt og udsendt på VHS i en pan-scan kopi. I 2017 blev den digitalt restaureret og vist i klassikerserien på Cannes Festivalen. I 2022 udkom en fransk 2K Blu-ray fra Universal Studios. BFI forbereder en britisk 4K Ultra HD Blu-ray, som udkommer i februar 2024.             

The Hurt Locker. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 132 min. USA 2008. Dansk premiere: 04.09.2009.

Fotos: Voltage Pictures/ Grosvenor Park Media/ FCEF/ Kingsgate Films/ Summit Entertainment/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2009.

Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female]

EN PÆNT BESKIDT FORTÆLLING
Manden set med kvindens blik

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid interessant at se, hvordan kvinder og mænd laver film i de genrer, som traditionelt er henvendt til det andet køn. Disorder – som i Frankrig hedder Maryland – er produceret af to kvinder og instrueret af Alice Winocour, som debuterede i lang form med Augustine (2012) og var medforfatter på Mustang (2015), der blev Oscar-nomineret.

   Soldaten Vincent (Matthias Schoenaerts) er aldrig kommet helt hjem fra Afghanistan. Han bor hos sin mor, er i PTSD-behandling og tjener løse penge som sikkerhedsvagt. Det er åbenbart sådan, man gør efter krigen. Kollegerne taler stadig om jobbet på Malta, hvor hyren var 800 euro pr. dag.

   På den måde kommer Vincent til »Maryland«, en fantasiluksuøs landejendom i Sydfrankrig, hvor forretningsmanden Whalid (Percy Kemp) bor med sin søn og trofæhustruen Jessie (Diane Kruger). Et selskab for samfundets eminencer, de samme embedsmænd og erhvervsfolk, som sendte Vincent og hans fæller i krig, eksponerer den uhellige alliance mellem finans, politik og demokrati.

FESTEN giver – på ret ubehændig og firkantet vis – en fornemmelse af miljøet gennem tilfældige møder og overhørte samtaler. Midt i støjen står Vincent og prøver at holde kroppen i ro, mens han får ordrer i sin øresnegl. For eliten er han gennemsigtig. Gæsterne tager ham for en tjener og beder om isterninger til deres drinks.

   Arbejdet er en kæde af ydmygelser, som Vincent suger til sig, men han er nysgerrig nok på den luftige livsstil, han får indblik i gennem Marylands overvågningskameraer. Han er fortabt i samme øjeblik, han får øje på Jessie, der taler i telefon og tager sig af sin søn, mens hun klæder om før festen.

   Det bliver aldrig klart, hvor meget Jessie ved om sin mands aktiviteter. Han synes at fungere som en mellemmand mellem den franske regering og diverse interesser i Libanon og Quatar. Der er derimod ingen tvivl om, at tiden er ved at indhente manden. Efter festen bliver Vincent på Maryland, hvor han skal beskytte Jessie og drengen Ali.

PORTRÆTTET af den forblændede livvagt er næsten en genre for sig. Han bærer ofte på et traume, for eksempel fordi han har svigtet engang – som Clint Eastwood-karakteren i Wolfgang Petersens In the Line of Fire (1993, da. Lige på kornet), der føler skyld, fordi han fejlbedømte situationen i Dallas i 1963.

   Han er som regel en neutral iagttager, der gradvis drages ind i miljøet. Måske bliver han forelsket – som Kevin Costner, der falder for Whitney Huston i Mick Jacksons The Bodyguard (1992) – og leger med tanken om at blive en anden. I hvert fald er der altid et regnskab, som skal gøres op.

   Somme tider betragter han bare, imens han bliver overset, og foretager en rejse fra benovelse til ufortyndet indignation og foragt. I Rodrigo Morenos El Custodio, en argentinsk nyklassiker fra 2006, bliver livvagten endelig så led ved ministeren, han varter op, at han dræber ham for at få fred i sit hoved.

ALICE Winocours bidrag til genren låner træk fra alle tre grundmodeller. Vincent flytter ind og begynder at se sig selv som en surrogatfar. Han tager med Jessie og Ali til stranden, retter på drengen og gebærder sig som en kæreste.

   Først tager Jessie ikke truslerne alvorligt og behandler muskelbundtet som en mindreværdig, paranoid belastning. Tonen skifter, da han får ret. Han får lov at udleve sin drøm i fem minutter, men det forbliver uklart, om hun holder af ham eller udnytter ham. Der er ingen stor, romantisk forløsning.

   Finalen er en mekanisk affære med anonyme angribere, skudkampe i huset og en masse væltede møbler. Det er scenerne, hvor manden, kvinden og drengen prøver grænser af og lærer hinanden at kende, der gør filmen gedigent seværdig. De bedste af dem er fine treklange.

   

MATTHIAS Schoenaerts kan som få koncentrere en fysisk ubalance og gøre psykologien konkret. Han er udmærket, når han taler engelsk (som i Thomas Vinterbergs version af Far from the Madding Crowd), men det er i belgiske og franske roller, at han kommer fuldt til sin ret. Vincent er ikke helt så anspændt som den kastrerede mand, der tog steroider i Bullhead, Schoenaerts gennembrudsrolle fra 2011, men karakteren kommer fra samme register.

   Tyske Diane Kruger gemmer en hård kvalitet i den generiske skønhed. Hun er derfor aldrig helt troværdig i romantiske roller, men kan bevare sit mysterium, når karakteren er mere pragmatisk og mindre uskyldig, end den maskuline betragter opfatter. Her er hendes figur i familie med den fængslede hustru, som Vincent Lindon satte livet på spil for i Pour Elle (2008, da. Alt for hende).

DET er manden, der raser og snøfter, mens kvinden ser klart og gør det nødvendige for at beskytte sig selv og sin søn. Det er sådan set en instruktiv og pænt beskidt fortælling, men fordi Vincent er en god mand, og filmen bliver i hans perspektiv, får den også en ironisk og tragisk dimension. Nogle riddere er for gode til denne verden. Narren bliver betalt som fortjent.

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]; En perfekt metafor | Et interview med Alice Winocour [2020].

Maryland (Disorder). Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 98 min. Belgien-Frankrig 2015. Dansk premiere: 04.08.2016.

Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Mars Films/ France 3 Cinéma/ Scope Pictures/ Indie Sales/ Indie Invest/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Procirep/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 41Shadows

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, AMAZON PRIME, FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 25.07.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2016.