Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female]

EN PÆNT BESKIDT FORTÆLLING
Manden set med kvindens blik

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid interessant at se, hvordan kvinder og mænd laver film i de genrer, som traditionelt er henvendt til det andet køn. Disorder – som i Frankrig hedder Maryland – er produceret af to kvinder og instrueret af Alice Winocour, som debuterede i lang form med Augustine (2012) og var medforfatter på Mustang (2015), der blev Oscar-nomineret.

   Soldaten Vincent (Matthias Schoenaerts) er aldrig kommet helt hjem fra Afghanistan. Han bor hos sin mor, er i PTSD-behandling og tjener løse penge som sikkerhedsvagt. Det er åbenbart sådan, man gør efter krigen. Kollegerne taler stadig om jobbet på Malta, hvor hyren var 800 euro pr. dag.

   På den måde kommer Vincent til »Maryland«, en fantasiluksuøs landejendom i Sydfrankrig, hvor forretningsmanden Whalid (Percy Kemp) bor med sin søn og trofæhustruen Jessie (Diane Kruger). Et selskab for samfundets eminencer, de samme embedsmænd og erhvervsfolk, som sendte Vincent og hans fæller i krig, eksponerer den uhellige alliance mellem finans, politik og demokrati.

FESTEN giver – på ret ubehændig og firkantet vis – en fornemmelse af miljøet gennem tilfældige møder og overhørte samtaler. Midt i støjen står Vincent og prøver at holde kroppen i ro, mens han får ordrer i sin øresnegl. For eliten er han gennemsigtig. Gæsterne tager ham for en tjener og beder om isterninger til deres drinks.

   Arbejdet er en kæde af ydmygelser, som Vincent suger til sig, men han er nysgerrig nok på den luftige livsstil, han får indblik i gennem Marylands overvågningskameraer. Han er fortabt i samme øjeblik, han får øje på Jessie, der taler i telefon og tager sig af sin søn, mens hun klæder om før festen.

   Det bliver aldrig klart, hvor meget Jessie ved om sin mands aktiviteter. Han synes at fungere som en mellemmand mellem den franske regering og diverse interesser i Libanon og Quatar. Der er derimod ingen tvivl om, at tiden er ved at indhente manden. Efter festen bliver Vincent på Maryland, hvor han skal beskytte Jessie og drengen Ali.

PORTRÆTTET af den forblændede livvagt er næsten en genre for sig. Han bærer ofte på et traume, for eksempel fordi han har svigtet engang – som Clint Eastwood-karakteren i Wolfgang Petersens In the Line of Fire (1993, da. Lige på kornet), der føler skyld, fordi han fejlbedømte situationen i Dallas i 1963.

   Han er som regel en neutral iagttager, der gradvis drages ind i miljøet. Måske bliver han forelsket – som Kevin Costner, der falder for Whitney Huston i Mick Jacksons The Bodyguard (1992) – og leger med tanken om at blive en anden. I hvert fald er der altid et regnskab, som skal gøres op.

   Somme tider betragter han bare, imens han bliver overset, og foretager en rejse fra benovelse til ufortyndet indignation og foragt. I Rodrigo Morenos El Custodio, en argentinsk nyklassiker fra 2006, bliver livvagten endelig så led ved ministeren, han varter op, at han dræber ham for at få fred i sit hoved.

ALICE Winocours bidrag til genren låner træk fra alle tre grundmodeller. Vincent flytter ind og begynder at se sig selv som en surrogatfar. Han tager med Jessie og Ali til stranden, retter på drengen og gebærder sig som en kæreste.

   Først tager Jessie ikke truslerne alvorligt og behandler muskelbundtet som en mindreværdig, paranoid belastning. Tonen skifter, da han får ret. Han får lov at udleve sin drøm i fem minutter, men det forbliver uklart, om hun holder af ham eller udnytter ham. Der er ingen stor, romantisk forløsning.

   Finalen er en mekanisk affære med anonyme angribere, skudkampe i huset og en masse væltede møbler. Det er scenerne, hvor manden, kvinden og drengen prøver grænser af og lærer hinanden at kende, der gør filmen gedigent seværdig. De bedste af dem er fine treklange.

   

MATTHIAS Schoenaerts kan som få koncentrere en fysisk ubalance og gøre psykologien konkret. Han er udmærket, når han taler engelsk (som i Thomas Vinterbergs version af Far from the Madding Crowd), men det er i belgiske og franske roller, at han kommer fuldt til sin ret. Vincent er ikke helt så anspændt som den kastrerede mand, der tog steroider i Bullhead, Schoenaerts gennembrudsrolle fra 2011, men karakteren kommer fra samme register.

   Tyske Diane Kruger gemmer en hård kvalitet i den generiske skønhed. Hun er derfor aldrig helt troværdig i romantiske roller, men kan bevare sit mysterium, når karakteren er mere pragmatisk og mindre uskyldig, end den maskuline betragter opfatter. Her er hendes figur i familie med den fængslede hustru, som Vincent Lindon satte livet på spil for i Pour Elle (2008, da. Alt for hende).

DET er manden, der raser og snøfter, mens kvinden ser klart og gør det nødvendige for at beskytte sig selv og sin søn. Det er sådan set en instruktiv og pænt beskidt fortælling, men fordi Vincent er en god mand, og filmen bliver i hans perspektiv, får den også en ironisk og tragisk dimension. Nogle riddere er for gode til denne verden. Narren bliver betalt som fortjent.

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]; En perfekt metafor | Et interview med Alice Winocour [2020].

Maryland (Disorder). Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 98 min. Belgien-Frankrig 2015. Dansk premiere: 04.08.2016.

Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Mars Films/ France 3 Cinéma/ Scope Pictures/ Indie Sales/ Indie Invest/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Procirep/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 41Shadows

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, AMAZON PRIME, FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 25.07.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2016.

Thomas Vinterberg: Kursk (2018)

EN STILLE DØD PÅ HAVETS BUND 
Thomas Vinterbergs film om Kursk-katastrofen

Af BO GREEN JENSEN

ATOMUBÅDEN Kursk forliste i Barentshavet i august 2000. Det skete under en russisk flådeøvelse, den største af sin art, siden Sovjetunionen blev opløst i 1991. Manøvren skulle demonstrere, at ressourcerne stadig var stærke. Nu som før kunne NATO blot komme an.

   Kursk var en angrebsubåd i Oscar II-klassen. Den målte 154 meter i længden, var høj som et hus på fire etager og havde 118 mand ombord. Der var otte rør til torpedoaffyring og 24 krydsermissiler. En defekt torpedo udløste den første eksplosion. Der må have været overlevende. Man fandt iltpatroner i nærheden af de døde besætningsmedlemmer.

   Ingen overlevede den anden eksplosion. De russiske redningsforsøg var besværet af gammelt og misligholdt udstyr. Alligevel afviste man vestlige tilbud om hjælp. Myndighederne fastholdt til det sidste, at den russiske flåde selv ville løse opgaven med den seneste teknologi.

   I 1963, da den amerikanske atomubåd Thresher blev kvast, skrev Phil Ochs en populær protestsang. Ingen skrev sange om Kursk, men flere forfattere belyste katastrofen, som skyldtes vanetænkning og misforstået stolthed. For i 2000 tog man for givet, at Den kolde Krig var forbi.*

THOMAS Vinterbergs Kursk er baseret på englænderen Robert Moores A Time to Die (2002). Robert Rodat, som skrev manuskriptet til Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998), har bearbejdet bogen. Filmen er belgisk produceret, men finansieringen kommer fra Luc Bessons franske EuropaCorps-studie.
   Jeg nævner det for at give et indtryk af filmens internationale præmis. Egentlig skulle Martin Zandvliet instruere. Vinterberg kom til, fordi han havde arbejdet med hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts på den nye filmatisering af Far from the Madding Crowd (2015). Kursk er altså Vinterbergs anden bedrift som omflakkende »journeyman director«.

VIST er Kursk et ret anonymt dokudrama, men man kan sagtens se, at Vinterberg har instrueret. Det er heller ikke svært at få øje på de kvaliteter, som har været attraktive for ham.

   Filmens første akt beskriver hverdagen i Vidjajevo i Murmansk, hvor soldaterne bor med deres familier. Den kulminerer i en livsfejrende bryllupscene, som ikke står tilbage for det store bryllup, der involverer hele lokalsamfundet i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978).

   Efter eksplosionen, da Mikhail Averin (Schoenaerts) og 22 andre besætningsmedlemmer er fanget i det sidste tætte trykkammer, giver den klaustrofobiske stemning rig lejlighed til at variere hjertesteder fra Wolfgang Petersens Das Boot (1981). Begge film er blandt Vinterbergs erklærede favoritter. Spændingsmæssigt står Kursk ikke tilbage for Kathryn Bigelows K-19: Widowmaker (2002), som sammen med The Hunt for Red October (1990, da. Jagten på Røde Oktober) udgør minigenrens hjørnesten.

   Kursk er bemandet med stjerner som belgiske Schoenaerts, tyske August Diehl og britiske Steven Waddington. Colin Firth spiller NATO-kommandøren, som kontakter sin russiske modpart, der bliver spillet af tyske Peter Simonischek. Lars Brygmann og Bjarne Henriksen tager del i den russiske redningsaktion. Gruppen af hustruer tæller navne som franske Léa Seydoux, svenske Pernilla August og danske Helene Reingaard Neumann.

   Der skal oprindelig have været en række scener med præsident Putin. De er strøget i den færdige film, hvor 89-årige Max von Sydow (1929-2020) er patetisk forstokket som den russiske øverstkommanderende, der misinformerer og holder sig strengt til den kolde krigs spilleregler. Kun én skuespiller er russisk. Det er Artemyi Spiridonov, som spiller Mikhail Averins søn.

DEN blandede besætning giver Kursk et præg af »europudding«. Filmen ligner de stjernebestrøede lagkageproduktioner, som var på mode i 60erne og 70erne, intetsigende overflødighedshorn som The Cassandra Crossing (1976). Von Sydow, som spillede oberst Kosnov i John Hustons The Kremlin Letter (1970), må have følt sig hensat til gamle dage.

   Alligevel gør Kursk et troværdigt og hæderligt indtryk. Der er ikke mange krøller i scenariet. I teatralsk dramaturgi har man Anton Tjekhov-regelen: hvis man viser et gevær, skal det bruges på et tidspunkt. Da Averin bestyrtet instruerer en kadet i monteringen af højeksplosive iltpatroner, ved man derfor, hvad klokken er slået.

   Håndværket er eksemplarisk. Anthony Dod Mantle har tilrettelagt billedsiden med flair for den klaustrofobiske faktor, og da Kursk stævner ud, bliver formatet gjort ekstra bredt. Alexandre Desplat har komponeret det atmosfæreskabende score. Den russiske vinterby ligner virkelig Vidjajevo, skønt hovedparten af filmen er skudt i Toulon.

   

DEN store udfordring er sproget. Alle karakterer taler engelsk med russisk teateraccent. Det gør det svært at abstrahere fra de i forvejen distraherende velkendte ansigter. Med et russisk cast ville filmen utvivlsomt sætte sig dybere fast – men næppe sælge mange billetter.

   Der er gode børn i så mange af Vinterbergs film. Første indstilling i Kursk viser Misja, Mikhails søn, som holder vejret under vandet i familiens badekar. Det er i Misjas sammenknebne ansigt, at filmen til slut formulerer sin modstand. Admiralen vil trykke hænder, da han forlader den hykleriske heltebegravelse, men Misja siger fra.

   Drengens lille gestus er – helt i instruktørens ånd – en tillidserklæring til fremtidens børn, som måske vil gøre det bedre. I hvert fald har de muligheden for ikke at gentage fædrenes fejltagelser. For sådanne stilgreb er filmen seværdig. Dog går man ikke syngende hjem.

Se også Far from the Madding Crowd (1967/2015) og Thomas Vinterberg: Druk (2020)

*) Phil Ochs' sang om »The Thresher« findes på albummet All the News that Fit to Sing (1964). Kursk-besætningen fik med forsinket effekt en rocksymfonisk gravskrift på albummet Stor langsom stjerne (2017) med Sort Sol. Mens Kursk-dramaet dominerede nyhedsstrømmen, havde Sort Sol isoleret sig i en bunker på Holmen i København for at indspille albummet Snakecharmer (2001). Bandet gik fra hinanden i 2004. Da Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved fandt sammen igen (kun Knud Odde sagde fra) i 2010, begyndte de at skrive nyt materiale. Det første album efter genforeningen kulminerer med »K-141 Kursk«, en ti minutter lang komposition i fem satser (udsejling, ulykke, død, begravelse og genopstandelse). Top-Galia har skrevet musikken, Steen Jørgensen har skrevet teksten: »We were playing our part in the political game/ The cold war was lost but our image must remain/ Strong and proud/ So we proceed with this doomed exercise...« I biograf-dokumentaren Sort Sol - 422 dage i dybet (2004) kan man følge gruppens arbejde med Snakecharmer. Identifikationen med Kursk giver fuldkommen mening.     

Kursk (The Command). Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Robert Rodat. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. Belgien-Luxembourg-Frankrig-Canada-Rumænien-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019.

Fotos: EuropaCorp/ UIP Mis.Label/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.01.2019