Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)

ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er et af de berømte skriftsteder: »Om jeg selv bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise.« Forfatteren David Copperfield ser tilbage på sit liv og undrer sig over skæbnens tilskikkelser, mens han side for side bliver mere bevidst om, hvordan fantasi og erindring arbejder sammen.

   Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).

   Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.

I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.

   Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.

   Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.

FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.

   Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.

   Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.

DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.

   Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.

   Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.

SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.

   Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.

   En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.

DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.

   David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.

   The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.

HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.

   Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.

Se også Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914; Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009).

The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020

Fotos: Film 4/ Scanbox Entertainments/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hejmmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.06.2020

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 11.09.2020

Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914

EN MAND OG EN KVINDE
Charles Dickens og Ellen Ternan

Af BO GREEN JENSEN

ELLEN Ternan og Charles Dickens mødte hinanden i 1857, da skuespillerinden var 18 år, og forfatteren var 45. Den altid teaterforelskede Dickens instruerede og spillede selv hovedrollen i (melo)dramaet The Frozen Deep, som var skrevet af hans ven og kollega Wilkie Colllins. De satte (amatør)forestillingen op på Haymarket Theatre i Manchester, hvor Dickens’ dramatiske forbillede, John Buckstone, var direktør.
   Ellen, som familien kaldte Nelly, havde en lille rolle i forestillingen, hvor hun fremsagde den Shakespeare-inspirerede epilog. Til gengæld spillede hun ansigt til ansigt med Dickens i Uncle John, en farce fra Buckstones faste repertoire, som udgjorde aftenens lette afslutning. Teenageren gjorde indtryk på den litterære løve, som var legendarisk i samtiden. Dickens tog sig af Nelly frem til sin død i 1870.

NELLY, søstrene Maria og Fanny, samt pigernes mor, Frances Ternan, var professionelle teaterfolk i en tid, der på én gang så op til scenens stjerner og betragtede dem som en slags forfinede prostituerede. Manden i familien, skuespilleren Thomas Ternan, var død i 1846. Kvinderne havde ingen sikkerhed i ansættelsen og boede så billigt som muligt i byerne, hvor de fandt engagement.
   Mrs. Ternan var derfor ikke afvisende, da forfatteren kastede sit begærlige blik på den yngste og skrøbeligste af døtrene. At Dickens på 21. år var gift med Catherine Hogarth, som han havde ti børn sammen med, blev set som en mindre forhindring. Charles og Nelly indledte et forhold, som efterhånden blev formaliseret. De levede som mand og kone fra 1859, da Dickens lod sig separere fra Catherine.
   Forbindelsen var efter alt at dømme en offentlig hemmelighed. I victorianismens England var det ganske enkelt ikke muligt for en borgerlig kunstner at leve i et åbent forhold. Men naturligvis fandt og forlod man hinanden. Der er dog aldrig ført noget bevis for, at der lå mere end en faderlig interesse fra Dickens’ side i forholdet.

FORBINDELSEN er blevet diskuteret, siden Thomas Wright skrev om Ternan i The Life of Charles Dickens (1935). Han havde historien fra præsten William Bentham, som lærte Nelly at kende i 1880erne, da hun hjalp sin mand med at drive en drengeskole i Margate. Ternan havde betroet sig til Bentham. Nelly var ikke en fjende af familien. Hun havde kontakt med Georgina Hogarth, Dickens’ svigerinde, til sin død i 1914. Ved flere velgørenhedsarrangementer læste Ternan højt af mesterens værker.
   Ralph Fiennes har baseret sin film på Claire Tomalins fremstilling i The Invisible Woman: The Story of Nelly Ternan and Charles Dickens (1991). Tomalin, som til 200-året i i 2012 udgav biografien Charles Dickens: A Life, der p.t. er standardværket om forfatteren, er ikke i tvivl om forholdets karakter. Der findes andre opfattelser. I Dickens (1990) skriver Peter Ackroyd, at forholdet gav forfatteren mulighed for at udleve sin vedvarende fantasi om »a sexless marriage to a young, idealised virgin.«*

FIENNES spiller selv den feterede forfatter, som befinder sig i en krise, han næppe selv begriber, da han møder den dragende Nelly (Felicity Jones). Han føler sig ikke forløst i ægteskabet med Catherine (Joanna Scanlan), kompenserer med hyperaktivitet og prøver i alle aspekter af livet at sætte sit præg på den tågede verden. For Dickens er der sammenfald mellem selvværd og popularitet. Han gør noget nær alt for at være elsket. Forfatterens nærmeste indser efterhånden, at forholdet til publikum er lidenskaben, som styrer hans liv.
   I 1857 havde Dickens skrevet 10 af sine 14 romaner (de sidste fire var A Tale of Two Cities, Great Expectations, Our Mutual Friend og den ufuldendte The Mystery of Edwin Drood). Han var i færd med at afvikle, men redigerede og skrev stadig størstedelen af ugebladet Household Words. Samtidig forberedte han og Wilkie Collins lanceringen af All the Year Round, som var endnu et ugentligt magasin.
   Dickens trak fulde huse til sine oplæsninger, skrev reportager fra sine foredragsrejser og tog ivrigt del i dagens debat. Der var ingen ende på energien. Teaterprojektet i Manchester var noget, han nærmest gjorde for sjov. I filmen siger Charles til Mrs. Ternan (Kristin Scott Thomas), at han skriver fra 7 morgen til klokken tre om eftermiddagen. Ordene falder ved daggry.

DET er et insisterende kurmageri, hvor Nelly egentlig aldrig bliver spurgt. Både Mrs. Ternan og fru Dickens er indforståede med forbindelsen. Kun forfatterens ældste søn har svært ved at hilse, da han møder sin far og Nelly som par. Dickens tager for givet, at Nelly accepterer sin rolle som »den usynlige kvinde«. Han er fast gæst hos Ternan-familien og diverterer kvinderne med anekdoter om bl.a. H.C. Andersen, som ikke var til at drive ud, da han – netop i 1857 – besøgte familien Dickens.**
   Nelly ser på Dickens med en blanding af frustration og beundring. Hun og Charles besøger Wilkie Collins (Tom Hollander), manden bag pionerkrimierne The Woman in White og The Moonstone, som var Dickens’ faste sparringspartner. Collins misundte Dickens hans flair. Dickens misundte Collins hans sans for at lægge et plot.
   Collins levede åbent sammen med enken Caroline Graves (Michelle Farley) og behandlede hendes datter som sit eget barn. Han ville dog ikke giftes. Charles elsker atmosfæren i huset. Nelly er chokeret og føler sig kompromitteret moralsk.
   I alt dette er Dickens en frejdig fribytter, en mand af sin tid, men også en moderne og ganske kompleks karakter. Fiennes og manuskriptforfatteren Abi Morgan (Shame, Suffragette, The Iron Lady) vil hverken kritisere eller udlevere den victorianske moral. Snarere vil de finde den sociale ubønhørligheds sprækker af tolerance og menneskelighed.
   Dickens lytter, da Nelly beder ham om mere. Filmen lader parret have en skæv lykke, mens Nelly venter deres barn. Der er intet biografisk belæg for denne udvikling. Til gengæld fører graviditeten til filmens mest bevægende scene – smukt underspillet af Fiennes og Jones – og forklaringen på den voksne Nellys karakter.

FILMEN er lagt i en ramme, hvor Ternan 15 år efter Dickens’ død går ture ved stranden i Margate og hjælper eleverne på sin mands drengeskole med at indøve årets teaterforestilling. Det er en dramatisering af No Thoroughfare, Dickens’ sidste julehistorie, som han og Wilkie Collins skrev sammen i 1867.***
   Præsten William Bentham (John Kavanagh), som sidder i skolens bestyrelse, fornemmer, hvad der nager rektorens hustru. Det er almindelig kendt, at Nelly mødte Dickens, da hun var barn. Bentham ser, at der er mere i sagen.
   Stoffet formidles i sprøde flashbacks. Balancen forrykkes, da Dickens og Ternan er passagerer i et afsporet tog. Ulykken fandt sted ved Staplehurst i Kent den 9. juni 1865. Nelly kom alvorligt til skade. Dickens hjalp redningsmandskabet, og bagefter skrev han om ulykken, men for et syns skyld måtte han undsige Nelly og fornægte deres kærlighed.
   I filmen beder hun ham selv gøre det. Det er ikke, fordi hun ikke forstår ham, men herefter kan deres forhold aldrig blive det samme. De er dømt til at dele en hemmelighed. Hun vil altid være den usynlige kvinde.

RALPH Fiennes debuterede som instruktør med Coriolanus, en intens modernisering af Shakespeare, hvor han selv spillede titelrollen. Den fik ikke dansk premiere, men blev vist på Berlinalen i 2011. Dickens-filmen spiller i et blidere register, men undervejs er der tillidsbrud og forrådelser, som virker lige så voldsomme og stikker lige så dybt. Fotografen Rob Hardy får betagende billeder ud af Nellys spadsereture ved Margate Sands. Togulykken er et filmisk sætstykke.
   Historien kunne med fordel have holdt sig i Nellys synsvinkel. Nu bliver Dickens’ krise forklaret i en håndfuld ret overflødige ægteskabsscener. Det er derimod godt set at nedtone præget af revisionistisk helteportræt. Filmen fremstår som fortællingen om en mand og en kvinde i og af deres tid. Det er sådan set tilfældigt, at de hedder Charles Dickens og Nelly Ternan. Her er de stakkels, evige mennesker.

Se også Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019).

*) Claire Tomalin: The Invisible Woman. The Story of Ellen Ternan and Charles Dickens. 384 s. London: Penguin, 1990. Peter Ackroyd: Dickens. 1196  s. London: Sinclair-Stevenson Ltd., 1991, p. 916. 

**) H.C. Andersen besøgte Dickens ved to lejligheder. I 1847 kom han til middag, og det forløb udmærket. I 1857 blev han i fem uger, netop i perioden, hvor Dickens var ved at forlade familien. "He was a bony bore, and stayed on and on," skriver Dickens' ældste datter, Kate. Selv skrev Dickens til William Jordan: "Hans uforståelige sprog var ubetaleligt. Når han talte fransk eller italiensk, var han som en vildmand; på engelsk var han som et døvstummeinstitut." Andersen havde en helt anden oplevelse: "Da han af sin Familie hørte, hvor forstemt jeg var, lod han et heelt Fyrværkeri af Spøg og Lune lyse, og da det endnu ikke trængte heelt ind i mit Humeurs mørke Krog, kom der Alvor i Hjertelighedens Glands, en saa varm Anerkjendelse, at jeg følte mig løftet, styrket og fyldt af Lyst og Trang til at fortjene den. Jeg saae ind i Vennens milde, straalende Øine og følte, at jeg burde takke "en stræng Kritik" for, at jeg havde vundet et af de deiligste Øieblikke i mit Liv." (Mit Livs Eventyr, 1857)

***) Julen var vigtig for Dickens. Allerede i klummesamlingen Sketches by Boz (1836) står et essay om "A Christmas Dinner", og i den ufuldendte The Mystery of Edwin Drood (1870) finder forbrydelsen sted julemorgen. A Christmas Carol (1843) blev en klassiker allerede i samtiden, men Dickens skrev adskillige julehistorier. I perioden 1844-48 udkom der hvert år en ny julefortælling: The Chimes (1844), The Cricket of the Hearth (1845), The Battle of Life (1846) og The Haunted Man (1847). De blev samlet i 1852. The Folio Society udgav Christmas Books med alle de originale illustrationer i 2007. 

The Invisible Woman (Den usynlige kvinde). Instr.: Ralph Fiennes. Manus: Abi Morgan. Foto: Rob Hardy. 111 min. UK-USA 2013. Dansk premiere: 09.10.2014.

Fotos: BBC Film/ Headline Pictures/ Magnolia Mae Films/ Taeoo Entertainment/ Lionsgate/ Smile Entertainment/ Sony Pictures Classics/ YouTube (trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 16.06.2014

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.10.2014.

Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009)

GUD VELSIGNE OS, ALLE SAMMEN!
En juleklassiker i animeret udgave

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen ende på de bedste af de store eventyr. Charles Dickens' potente politiske myte om gnieren Scrooge, som genfinder sit indre menneske og udvikler en social samvittighed efter julenats bestemmende møde med tre genfærd, har været gradbøjet utallige gange i snart sagt alle medier, siden teksten blev trykt første gang den 19. december 1843.
   I monografien The Lives and Times of Ebenezer Scrooge (1990) opregner Dickens-eksperten Paul Davis henved 300 bemærkelsesværdige genfortællinger og variationer, fra den første teaterudgave i 1844 til Richard Donners moderniserede version i komedien Scrooged (1988), hvor Bill Murray er misantropen, som undergår den frodige forvandling.*
   

ROBERT Zemeckis' animationsfilm hedder egentlig Disney's A Christmas Carol, men det er ikke første gang, at Disney har fat i Et juleventyr. Burny Mattinsons 26 minutter lange tegnefilmsudgave af Mickey's Christmas Carol (1983) er en af de sødere familieversioner og kan siges at være stedet, hvor Disney betaler gælden tilbage. Her ses Mickey Mouse som kontoristen Bob Cratchit, mens gnieren spilles af Scrooge McDuck, alias Onkel Joakim, som Carl Barks fik ideen til fra Charles Dickens. 
   

ZEMECKIS er manden, som instruerede Back to the Future-trilogien (1985-90) og skabte en af det forrige århundredes store amerikanske succeser med Tom Hanks i rollen som Forrest Gump (1990). Siden Castaway (2000), en moderne robinsonade med samme Hanks, har Zemeckis ikke lavet konventionelle spillefilm.
   Han har i stedet været blandt foregangsmændene  i 3D-formatet og beskæftiget sig med den særlige ende af animationsgenren, der arbejder med motion capture. Formen kræver tilvænning og fordrer en særlig slags historie. Det fungerede smukt i julefilmen om The Polar Express (2004, da. Polar-Ekspressen), baseret på Chris van Allsburgs bog. Det virkede stik imod hensigten i Zemeckis' fortolkning af det angelsaksiske heltekvad om Beowulf (2007), som bl.a. Anthony Hopkins og Angela Jolie lagde fysiognomi til.**

MAN venter sig ikke ret meget før den 3D-versionen med Jim Carrey som julens tre genfærd og Scrooge i alle aldre. Måske er det derfor, at filmen virker så stærkt. Gary Oldman ses både som Bob Cratchit og spøgelset Marley, mens Bob Hoskins er den joviale Fezziwig. Mange andre stjerner er bøjet og strakt i bevægelsesfangeren, før computerfarveladen blev lagt på. Zemeckis holder sig tæt til Dickens' originale tekst og lader noget af den oprindelige indignation komme fuldt til sin ret, bl.a i nevøens humanistiske forsvar for julen, der får den hårdkogte gnier til tørt at bemærke, at Fred (Colin Firth) burde gå ind i politik.

JULENS tre genfærd er visualiseret med det ene ben i fantasien og det andet i John Leechs originale illistrationer. Fortidens spøgelse – »the Ghost of Christmas Past« - er en blafrende, håbefuld flamme, som Scrooge forsøger at slukke, da han har genoplevet sin barndoms og ungdoms skuffelser, især tabet af kærlighed, som indtræffer, da Belle (Robin Wright) hæver forlovelsen på grund af Ebenezers følelseskulde.

FREMTIDENS spøgelse - »the Ghost of Christmas Yet to Come« – er som altid den skygge, der kastes af Manden med Leen, da han henter både Tiny Tim og Ebenezer selv. Sætstykket er dog Nutidens spøgelse – »the Ghost of Christmas Present« – som er lige dele frugtbarhedsgud og Father Christmas i grønt. Under kappen skjuler kæmpen børnene Uvidendenhed og Armod – »Ignorance and Want« – som spytter alle de liberalistiske floskler tilbage i hans ansigt, mens de vokser op i fast-motion. Faktisk er filmens sociale udsyn forbløffende. A Christmas Carol er jo også en familiefilm, der vil tækkes alle i salen.

ET par sentimentale highlights forsvinder, fordi Zemeckis følger Dickens loyalt. Scrooge kommer således ikke personligt med fryden og frelsen til Cratchits forarmede husholdning, men følelsen af solens klare styrke julemorgen og Ebenezers nye fred med sig selv er overvældende frisk og autentisk - som ved et første møde med historien, der aldrig har mistet et gran af sin styrke ved at blive brugt så ofte. Tværtimod føjes et nyt kapitel til den stadig ikke færdigskrevne kulturtekst (udtrykket er Paul Davis'), som Et juleeventyr udgør.

DER findes dybere filmatiseringer med mere hjertelighed i den centrale forvandling. Især Albert Finney (1970) og George C. Scott (1984) har spillet Scrooge med stor troværdighed. Men Carrey fanger den forkrøblede gnier bedre, end nogen har gjort siden Alastair Sim (1951), og fortællingen får lov at have en mørk og mærkelig side, som aldrig bliver helt sukret til. For at blive rigtig rørt af Dickens, skal man finde sin indre Scrooge, og det er som regel lykkedes fint, når kalenderen når til midt i december.
   »And it was always said of him, that he knew how to keep Christmas well, if any man alive possessed the knowledge. May that be truly said of us, and all of us! And so, as Tiny Tim observed, God bless Us, Every One!«

*) Paul Davis: The Life & Times of Ebenezer Scrooge. 284 s. New Haven and London: Yale University Press, 1990. Et sjældent vellykket eksempel på genren »biografi om en bog«, der skildrer tekstens tilblivelse og følger den gennem 150 års kulturhistorie. Sjette kapitel, »The Greening of Scrooge« , gennemgår figurens udvikling fra ideologisk til arketypisk myte og behandler skikkelsens rejse på film.

** Zemeckis vendte tilbage til realfilmen i Flight (2012; Denzel Washington som pilot med et alkoholproblem), The Walk (2015; dokudrama med Joseph Gordon-Levitt som Philippe Petit, der gik på line mellem Twin Towers i 1974, da World Trade Center stadig stod) og Allied (2016; spionage- og ægteskabsdrama med Brad Pitt og Marion Cotillard), men i Welcome to Marwen (2018) foregår de vigtigste scener i den traumatiserede Mark Hogancamps (Steve Carrell) bizarre fetichverden, som befolkes af Action Man og Barbie-dukker. Over tid vil Zemeckis især blive husket for Contact (1997), som er blandt de bedste scifi-film i »første møde«-genren.

A Christmas Carol. Instr. & manus: Robert Zemeckis. Foto: Robert Presley. 96 min. USA 2009. Dansk premiere: 06.11.09

Fotos: Walt Disney Studios Motion Pictures/ Yale University Press/ John Leech (original Christmas Carol illustrations)/ Numista (Dickens Memorial Coin)

Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies 

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.11.09