To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]

DEN SKINSYGE GUD

Graham Greenes katolske utroskabshistorie

Af BO GREEN JENSEN

DEN irske filmskaber Neil Jordan (f. 1950) deler sit virke mellem trivielle amerikanske bestillingsopgaver (High Spirits, We’re No Angels, In Dreams) og europæiske produktioner, som han brænder for og vil noget med. Fordi danske distributører sjældent tager chancer, er det ved at være længe siden, vi har set en af Jordans rigtige film. Det skete for eksempel, da man ikke kunne ignorere den Guldløve, som Michael Collins (1996) vandt i Venedig.

   Hovedværket The Butcher Boy (1997) fik vi derimod aldrig at se. For de fleste danske biografgængere er Jordan derfor bedst kendt som manden bag Mona Lisa (1986), The Crying Game (1992) og Interview with the Vampire (1994).

   Jordan er endvidere forfatter til bøgerne Night in Tunisia (1976), The Past (1980), The Dream of a Beast (1983) og Sunrise with Sea Monster (1994). At han skriver selv, kan ikke mindst mærkes på de manuskripter, han baserer på andres romaner. Ikke altid for det gode. Jordan nøjes ikke med beskære og bearbejde. Han skriver også videre på de udvalgte værker. Det fungerede i forbindelse med Patrick McGabes knudrede roman om Slagterdrengen, som Jordan fik en helstøbt, men fortsat voldsom og visionær fabel ud af. Hjemlandets kritikere har kåret The Butcher Boy som den bedste irske film nogen sinde.

   Mere betænkeligt er det, når Jordan begynder at skrive videre på Graham Greenes romaner. I sin filmatisering af The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) holder han længe tungen lige i munden og gør alt for at formidle de komplekse understrømme i den handlingsmæssigt ret enkle historie. Til slut kan han dog ikke dy sig for at pynte på romanen og lade den ende, som han finder det rimeligst. Hvilket vel er grunden til, at han gav sig i kast sig med filmatiseringen.

VI skriver 1946, og Blitzen over London er ophørt for længst, da forfatteren Maurice Bendrix (Ralph Fiennes) drives ud i regnen og mørket på Greenham Common af den rastløshed og tomhedsfølelse, som ikke vil forlade ham.

   To år tidligere mistede han næsten livet under Blitzen, og da han vågnede, var han alene. Sarah Miles (Julianne Moore), kvinden som han havde elsket og haft en langstrakt affære med, siden de i 1939 mødtes til et selskab hos hende og ægtemanden Henry, ville ikke længere have noget med ham at gøre. Siden har Bendrix bearbejdet sin bitterhed og levet alene med sine bøger.

   I regnen møder han nu Henry Miles (Stephen Rea). Den sløve embedsmand er omsider begyndt at føle jalousi og mistænker Sarah for at have et forhold til en anden mand. På Henrys vegne, men afgjort for sin egen skyld, kontakter Bendrix et detektivbureau, som sætter den klodsede opdager Parkis (Ian Hart) på sagen.

   Imens begynder Bendrix at huske, og vi ser hvor glade de elskende var for hinanden. Så faldt V-1 raketten, og sjælen fløj ud af Bendrix for at vende. Da han atter kunne sanse, gik Sarah sin vej. Hvorfor bliver forklaret, men vil man engagere sig i mysteriet, bør man ikke vide for meget på forhånd. De skal derfor kun læse videre, hvis De kender romanen i forvejen.

GREENE skrev The End of the Affair i 1951 og dedikerede den til »C.«. Bag dette forbogstav skjulte sig Catherine Walston, som Greene havde et forhold til fra slutningen af 40erne til begyndelsen af 60erne. De var begge gift med andre partnere, men ellers er romanen på sin måde tro mod virkeligheden.

   De havde begge religion på hjernen, ikke mindst Greene som var konverteret til katolicismen i 1926, og de havde deres personlige tolkning af diverse dogmer om hor og fortabelse. Greene kaldte Enden på legen for sin »Great Sex Novel« og talte den ikke blandt sine entertainments. Egentlig er romanen jo den »hadets dagbog«, som Bendrix begynder at skrive i filmens allerførste scene.

   

THE End of the Affair blev filmatiseret allerede i 1955. Amerikaneren Edward Dmytryk instruerede; Van Johnson og Deborah Kerr spillede Bendrix og Sara. Ligesom Jordan fulgte Dmytryk i første omgang Greenes komplekse lag-på-lag struktur, men det amerikanske studie ville ikke forvirre sit publikum, og Dmytryk blev pålagt at klippe filmen om, så den fik lineær kronologi. Der blev selvsagt heller ikke vist grafisk sex i den første filmatisering. Det gør der på smagfuld vis hos Neil Jordan, mens Michael Nymans musik tonser ned over de elskende, og den skinsyge Gud ser til fra sin himmel.

FORDI Jordans version generelt er så trofast, undrer man sig eftertrykkeligt, da han i ellevte time alligevel ændrer handlingsgangen og efterjusterer Greenes egen slutning. Det sker ikke for at nedtone bogens religiøse tema. Jordan gengiver stort set alle de tirader af tvivl og forklarelse, som Bendrix og Sarah på skift skriver ned i deres respektive optegnelser. Den katolske faktor er og må også være en hovedsag. End ikke Dmytryks pædagogiske filmatisering forsøgte at pille ved dén.

   Snarere er Greenes forkomne elskende ikke romantiske nok for den irske billedskaber. For i bogen er der ingen sidste udflugt til Brighton, ingen grådkvalt Liebestod og slet ikke noget moderne menage à trois som det, der i filmen kommer i stand på Henrys foranledning.

   Også i romanen flytter Bendrix ind hos Henry, men det sker først efter Sarahs død. Denne opleves i filmen som en direkte konsekvens af loven om årsag og virkning. Sarah bryder sit løfte til Gud, da hun genoptager forbindelsen med Bendrix, og her er der udbetaling ved kasse ét. Sarah dør af kærlighed, vel vidende hvad hun har gjort.

MEST problematisk er modermærket, den symbolske stigmatisering, som Sarah muligvis helbreder med styrken i sin nyfundne tro. Hos Greene sidder den hæslige røde kind på Richard Smythe, en slags troende skeptiker, som angriber evangelierne fra en talerstol på Greenham Common. Han er en større hjælp for Sarah end den vage Fader Crompton, der repræsenterer den autoriserede version og kun har floskler at tilbyde.

   Jordan skriver disse skikkelser sammen til én karakter og lader modermærket sidde på kinden af drengen Lancelot, som er søn af Parkis, den kiksede privatdetektiv, der trawler rundt i de elskendes fodspor. Før sin død stryger Sarah mærket væk med et kærtegn. Det forsvinder gradvis og efter nogen tid, men alligevel fremstår forandringen som healing, hun foretager med en grad af bevidsthed.

   Også Bendrix’ genopstandelse, selve forudsætningen for Sarahs pagt med Gud, bliver hos Jordan et ægte mirakel. Greene er langt mere tvetydig. Der er Bendrix’ version og Sarahs version. Måske findes sandheden et sted mellem de to muligheder. Måske – og vel mere sandsynligt – er der slet ingen entydig sandhed, for Gud bor i detaljerne, og troens billedvindue tager sig anderledes ud for den, som står inde i kirken og ser op på glasset.

LIGESOM Greene holder Jordan fast i Blitzen over London som fortællingens ramme og den nervøse kraft, som styrer de elskendes forhold. Ligesom Greene klipper han frem og tilbage i tiden, fra og til situationer som ligger før, under og efter bombardementerne.

   Alligevel udspiller filmen sig ikke i en trøstesløs, nedslidt by. Hos Jordan mødes de elskende i en kirke, som er fuld af fred og mættede farver. Hos Greene er lyset koldt og udeltagende. Glasskår knaser under de elskendes fødder.

   På samme måde kan Jordan generelt ikke dy sig for intensivere lidenskaben. Han føjer en faktor af Brief Encounter til paletten, og eftersom Michael Nymans score er romantisk ud over alle grænser, bliver det pludselig svært at genkende Blitzens London som en egn i det udvaskede Greeneland, hvor romanen har sin forankring.

   Ret skal dog være ret. Man engagerer og identificerer sig med de nødstedte elskende. Man tror på deres kærlighed, fordi Jordan visualiserer den med billeder, hvis skønhed modsvarer den retoriske styrke hos Greene. Selv hanrejen Henry tilkendes en smule værdighed.

VIGTIGST af alt lykkes det Jordan at gøre trekanten til en firkant og inddrage Gud som blind makker. Dybest set er den skinsyge elsker jo hverken Bendrix eller Henry. Det er den nøjeregnende Gud, som ikke vil høre tale om at lade nåde gå for ret, når et løfte nu engang er et løfte. Enden på legen kunne lige så godt hedde Bordet fanger, men i sidste ende er det netop manglen på tilgivelse, som tvinger Bendrix til at erkende, at der – i hvert fald i Greeneland – findes en Gud.

Se også Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen].

The End of the Affair (Enden på legen). Instr. & manus: Neil Jordan. Foto: Roger Pratt. 102 min. UK-USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000.

The End of the Affair (Enden på legen). Instr.: Edward Dmytryk. Manus: Lenore J. Coffee. Foto: Wilkie Cooper. 105 min. UK-USA 1955. Dansk premiere: 23.03.1955.

Enden på legen. Oversat efter The End of the Affair (1951) af Bendix Bech-Thostrup & Henning Pade; gennemset og revideret af Allan Hilton Andersen. 188 s. Graham Greene Biblioteket/ Forlaget Klim, 2000.

Fotos: Coronado Productions/ Columbia Pictures/ Columbia TriStar Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ National Portrait Gallery/ Forlaget Klim

The End of the Affair (1999) streames på Apple TV, YouTube Film

The End of the Affair (1955) er udkommet på dvd og Blu-ray

Anmeldelsen stod (i en lidt længere udgave) i Weekendavisen Kultur 17.03.2000. 

Bogen og filmen: John Prestons The Dig (2021)

BEGRAVEDE SANDHEDER
Mentalitetshistorisk arkæologi

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder og slutter med jorden i England. Simon Stones meget stilfulde film om The Dig fortæller i sneglefart og med akkuratesse om den arkæologiske udgravning, som fandt sted ved Sutton Hoo i Suffolk i 1939.

   Edith Pretty ville undersøge fire høje, som fandtes på hendes marker. Hendes mands død gjorde det blot mere vigtigt. De havde altid talt om at komme til bunds i, hvad højene, som måtte være menneskeskabte, kunne rumme. Edith kontaktede derfor Basil Brown, en selvlært arkæolog, som kun var tilknyttet Ipswich Museum af nød. Han ville meget mere med sit liv.

   Basil Brown var skeptisk. Selv hvis højene rummede rester af en skibsbegravelse i vikingetiden, var skattene, som de døde fik med sig, sikkert fjernet af røvere for længe siden. Men han forstod, hvorfor projektet var vigtigt for Edith Pretty, og hun betalte ham anstændigt. De delte en underforstået respekt, som bestod gennem hele forløbet, der fulgte.

   Udgravningen begyndte i foråret. Alle vidste, at krigen mod Tyskland kunne komme når som helst, og det gav arbejdet en særlig intens kvalitet. I den største høj var der for det første aftrykket af et 27 meter langt skib. For det andet var der våben, smykker og gyldne brugsgenstande i gravkammeret. Især hjelmen fra Sutton Hoo er markant.

DER var andre skibsbegravelser, både i England og Skandinavien. Denne betød noget særligt, fordi man kunne kalde den angelsaksisk. Charles Phillips fra British Museum overtog arbejdet og satte sine egne folk i gang. Men Basil og Edith stod fast og holdt sammen.

   Disse fjerne ting er emnet for en af årets bedste film. Historien om Sutton Hoo-fundets betydning i den nationale selvforståelse er udredt andetsteds. Også den arkæologiske dybde. Jeg vil her se på filmen og den litterære tradition, som The Dig knytter an til.

FOR filmen handler i grunden om alt muligt andet end arkæologi. The Dig bruger faget på samme måde, som Herman Melville bruger hvalfangst i Moby Dick. Alt er korrekt beskrevet og fylder i teksten. Men stoffet stikker dybere.

   Forlægget er en roman af John Preston fra 2007. Det er en raffineret konstruktion, som lader Edith og Basil fortælle på skift. I epilogen er det Ediths søn, den voksne Robert Pretty, som i 1965 ser tilbage og runder af.

   Det gør han i samme elegiske tone som fortælleren i L.P. Hartleys The Go-Between (1953, da. Gudernes sendebud). Det er den super-britiske bog, som begynder med sætningen: »Fortiden er et fremmed land: man opfører sig anderledes dèr.« [The past is a foreign country, they do things differently there.] Harold Pinter skrev manuskriptet til Joseph Loseys ikoniske filmatisering (1971) med Julie Christie. I 2015 instruerede Pete Travis en ny version med Joanna Vanderham og Vanessa Redgrave.

BLANDT andre forfatteren Ian McEwan har lovprist Prestons besnærende bog. Det kunne skyldes, at den har samme (im)puls som hans egen Atonement (2001, da. Soning), både med hensyn til tiden og atmosfæren. Det handler om erindringens væsen og om, hvorvidt historien kan ændres ved kunst. Joe Wright filmatiserede Soning i 2007. Det er for den sags skyld samme blik på det svundne, der forklarer, hvorfor man som læser bliver grebet af den sentimentale metafysik i Brideshead Revisited (1945, da. Gensyn med Brideshead) af Evelyn Waugh.

ALLE disse fortællinger føler en samhørighed med jorden. Når man tilføjer arkæologien som tema, bliver den begravede fortid konkret. Det er selve livet, som afdækkes. Intet er fotogent som et landskab, der røber sine hemmeligheder, når det er sommer. Der er lange dage med dyb arbejdsro. Der er tordenstormen, som kommer brat og truer projektet, mens lige så store kræfter raser i karakterernes sind. Der er klassesamfundet i koncentrat, for nogen skal grave, mens andre bestemmer, hvor der skal graves.

   Processen har altid en lægende virkning. I J.L. Carrs A Month in the Country (1980) bruger to unge mænd deres sommer på at restaurere et kalkmaleri. Året er 1920, og den ene er mærket af krigen. Men i tiden på landet giver traumerne slip. Der er en ufuldbyrdet kærlighed. Hos Carr gælder det en ung præstefrue. Carrs bog blev filmatiseret af Pat O’Connor i 1987. Kenneth Branagh, Colin Firth og Natasha Richardson kan ses i deres zenit.

OGSÅ hvis sigtet er anti-nostalgisk, bliver udgravningen en konkret metafor. Angus Wilson nævner faktisk Sutton Hoo i sin lige så stilskabende Anglo-Saxon Attitudes (1956). Her plages den fremmedgjorte fortæller af sin viden om et arkæologisk falsum, et fallisk idol, som ændrede tidens syn på historien. Men fortællerens ven ville narre sin far. Vennen tog til fronten og blev dræbt. Fortælleren havde et forhold til hans kæreste. Der er gravlagt skyld i lange baner. Anglo-Saxon Attitudes er fremragende dramatiseret. Andrew Davies skrev en solid miniserie til Thames Television i 1992.*

THE Dig kender til disse fortilfælde og ved, at fortællingen skriver sig ind i en tradition. Det gør karaktererne heldigvis ikke. De lever deres liv. Både Basil Brown og Edith Pretty finder trøst i bevidstheden om kontinuitet, men de betragter ikke sig selv som en ouverture til vores tid. De lever og ånder i nuet.

   Simon Stone og Moira Buffini, som har bearbejdet Prestons roman, falder aldrig for fristelsen til at lade Basil og Edith have romantiske følelser for hinanden. Ralph Fiennes er indbegrebet af landlig engelskhed som den solide arkæolog, der ved mere om jorden, end stjernerne fra London gør. Carey Mulligan er for ung til at spille Edith Pretty, som hun mildest talt ikke ligner, men hun er god til at udtrykke sorgen. Drengen forstod ikke alting, da han løb rundt på højene med Basil Brown. Men han forstår det i 1965.

VIST bliver fortrængte passioner afsløret. De er lagt hos Peggy Piggott (Lily James), som i bogen er den fjerde fortæller. Hun og Stuart (Ben Chaplin) kommer direkte fra deres bryllupsrejse for at arbejde ved Sutton Hoo. Stuart var en af Charles Phillips’ elever. Peggy er selv arkæolog. Hun indser for det første, at Stuart er homoseksuel og for det andet, at hun elsker Ediths fætter, Rory Lomax, som også i virkeligheden tog feltfotos.

   I filmen lever disse fotos. Peggy finder modet til at sige fra og gøre sig fri. Det er ovenikøbet Edith Pretty, som råder hende til det i en scene, hvor de foregiver at tale om andre ting, skønt begge ved – og ved, at den anden ved – hvad det gælder.

   Det er frem for alt dét, som er godt i The Dig. Sjældent er det uudsagte formidlet så civiliseret. Det er den britiske faktor i filmen. Fans af den amerikanske skole vil føle, at de sidder i et læskur og venter på bussen. Eller ser på maling, der tørrer i solen.

BASIL og Edith forstår hinandens grunde til at grave og deler kærligheden til jorden. The Dig er nok ikke et nyt hovedværk. Men filmen er et sjældent veludført genrestykke, der kender sin baggrund og virker perfekt. Det er noget af det bedste, som Netflix har sat penge i.

   De må endelig læse John Prestons roman. Og se Sutton Hoo-skatten, når vi begynder at rejse igen. Den overlevede krigen og findes på British Museum. Nu bliver også Basil Brown krediteret for fundet.

Se også Bogen og filmen: Beowulf (ca. 800/2007) og Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/Soning (2001/2007).

*) Anglo-Saxon Attitudes ser gammel og sammenklemt ud 30 år efter. Det gør næsten alt tv fra før den digitale letterboxtid. Især produktioner fra 80erne og begyndelsen af 90erne er præget af de æstetiske valg og fravalg, som fulgte med 1.33:1-formatet. Men det er stadig en dramatisering, som står sig.

   Gerald Middleton spilles som ældre af Richard Johnson (1927-2015) og som yngre af Douglas Hodge. Tara Fitzgerald er den unge Dollie Stokesay i Geralds erindring, mens Dorothy Tutin (1930-2001) er gemt til gensynet i den sidste episode. Strukturen sammenfletter udførlige nutidsscener og kortere flashbacks, der gentages og typisk kommer til Gerald, når han sidder bag i bilen og skal møde den ene eller anden fra dengang i 1912, da grunden blev lagt til de ting, som indhenter og forløser ham i 1950erne.

   Andrew Davies (f. 1936), som bearbejdede Angus Wilsons roman, var en kombineret Peter Morgan/Julian Fellowes for sin tid. Han etablerede husstilen i 90ernes og 00ernes serier. Det var Davies, som i 1990 skrev den første version af House of Cards (baseret på en roman af Michael Dobbs) og fandt på at lade Ian Richardson bryde den fjerde væg og tale direkte til tilskueren. Davies har skrevet henved 50 store britiske serier. Han er 85 år i 2022, men stadig meget aktiv. Senest skrev han Sanditon (2019) og BBC-dramatiseringen af Vikram Seths A Suitable Boy (2020).

   Anglo-Saxon Attitudes har kuriosaværdi: en ranglet Daniel Craig debuterer som 24-årig i rollen som Gilbert Stokesay, der har anbragt det historiske falsum i udgravningen, og en 16-årig Kate Winslet, som er det modsatte af ranglet, medvirker i en selskabsscene. Angus Wilsons bog findes ikke på dansk. Samme forfatters Hemlock and After (1952) udkom i 1953 med titlen Skarn og skarntyde. Fremantle Media udgav miniserien på dvd i 2007. Den bliver desværre ikke streamet noget sted.

The Dig. Instr.: Simon Stone. Manus: Moira Buffini. Foto: Mike Eley. 112 min. UK 2021. Dansk premiere: 29.01.2021 (Netflix).

John Preston: The Dig. 232 s. Viking Press, 2007.

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ British Museum/ Sutton Hoo Visitors Centre/ Michael Joseph/ Penguin Books/ Gyldendal

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.01.2021

James Bond #25: No Time to Die (2021)

DET ER BARE ET TAL

Følsomheden er ikke til pynt

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire-fem overraskelser i den nye James Bond-film, som endelig får premiere, stærkt forsinket af COVID-19-pandemien.

   Nogle er bare rynker i stoffet, som kun seriens fans vil bemærke. Andre er store, bestemmende ting, der ændrer hele 007-universet.

   Nogle forrykkelser sker en passant, andre er høje som operasang. Jeg begyndte tidligt at tælle faktorer, som jeg ikke måtte røbe, når jeg skrev. Der var til en hel dosmerseddel. På filmens plakat er et hashtag placeret under sloganet »Keep the Secrets«. Det siger: #NoTimeForSpoilers.

   Henstillingen bør bestemt respekteres. En stor del af glæden ved filmen – den femte og sidste med Daniel Craig i 007-rollen – har at gøre med måden, som ændringerne sker på. Faktisk er det med lettelse og undren, at man læser den obligatoriske slutlinje: »James Bond Will Return«.

BOND-serien prøver at følge med tiden. Det har den gjort med held og finesse. Det er sikkert også det anslag, en skønsom blanding af zeitgeist og anakronisme, som publikum foretrækker. Men vil man fortsætte serien i noget, der ligner bøgernes ånd, skal man sætte uret tilbage og lave Bond som historisk fiktion.

   Der var lidt af den idé i Casino Royale fra 2006. Ikke siden Goldfinger (1964) havde en film fulgt forlægget så tæt. Siden seriens genstart har kun Quantum of Solace (2008) været en skuffelse. Især var det en god idé at lade Sam Mendes give Bond en rigtig baggrund i Skyfall (2012) og Spectre (2015). Agenten blev næsten en tragisk figur.

FØR premieren på No Time to Die har der været spekuleret i, om den nye 007 kunne være en kvinde. Som det bliver sagt mange gange i filmen: »It’s only a number«. Det er bare et tal. Der er kommet en ny 007, da Bond vender tilbage til MI6. Men serienumre kan deles.

   Plottet er i gammel stil med en teatralsk superskurk, som vil regere hele verden. Han har både sin egen ø og et potent supervåben. Det er en slags virus, som MI6 selv har sat i verden under navnet Projekt Hercules. Den russiske virolog Valdo Obruchev (David Dencik i komisk modus) har udviklet dræberteknikken. Og Obruchev arbejder for Lyutsifer Safin (Rami Malek).

   Med Hercules kan man nålestikslikvidere. Våbenmesteren Q (Ben Whishaw) forklarer senere, at nanorobotter kravler ind i hver celle og går målrettet efter et bestemt DNA. Det bliver farligt at være i slægt med hinanden. Og familien er vigtig i No Time to Die. For første gang spiller børn en stor rolle, og Bond siger »Jeg elsker dig« til en kvinde. Men jeg lovede ikke at spoile.

DET første kvarter er udsøgt koreograferet. Det begynder med droneoptagelser af et snelandskab. En pige og hendes mor er alene i huset. Mor er beruset og røber onde ting om Far. Samtidig nærmer en vansiret mand sig. Han bærer snedragt og kabukimaske. Figuren trænger ind. Pigen finder et våben og skyder. Hun flygter over isen. Han rejser sig og løber efter. Hun er fanget under isen, og de ser på hinanden. Så begynder han at skyde isen i stykker.

   For enden af samme kameragang dukker Madeleine Swann (Léa Seydoux) op af vandet i Italien. Hun og en afslappet, omsorgsfuld Bond er kommet for at ofre hemmeligheder og tage hul på en ny fremtid sammen.

   En vifte af hurtige sætstykker følger. Action-sekvensen er som ballet. Bond er kold i blikket, da navnet Blofeld popper op. Verdens mest skudsikre bilruder bliver demonstreret. Bond kører motorcykel på trapper, tage og broer. Endelig sætter han Madeleine på toget og siger, at det slutter her.

DET gør det naturligvis ikke. Historien er knap begyndt. Først nu kommer titlerne på, og Billie Eilish synger titelballaden. To timer senere, da slutteksterne kravler op, er Louis Armstrong et mere kongenialt valg. Han synger »All the Time in the World«.

   Der er gået fem år, og Bond har trukket sig tilbage til Jamaica, som altid var Ian Flemings hjertested. Felix Leiter (Jeffrey Wright), den gamle CIA-kollega, beder ham ordne et ærinde på Cuba. Her møder James den nye 007 og tøver endnu mere med at vende hjem. Men selvsagt får han og M talt sig til rette.

   Jeg elsker Ralph Fiennes i rollen som M. Han har blussende kinder og knirkende sko. Bond-serien var en kønspolitisk first mover, da Judi Dench blev castet som M. Ellers har det altid været et hvidt, imperialistisk univers, hvor man frygtede asiatiske fjender (Fu Manchu-klonen Dr. No) og den røde fare fra Sovjetunionen (som også kaster en lang skygge hér).

   Nu er man tilbøjelig til at overkompensere. Både Moneypenny (Naomie Harris) og 007 (Lashana Lynch) er britisk-afrikanske. Q er en non-binær LGBTQ+-person. Bond og M er som døende hanelefanter. Men alle arbejder sammen for England, og alle nærer respekt for hinanden.

AL følsomheden er investeret i forholdet til Madeleine Swann. Léa Seydoux er god og anti-glamourøs. Eneste klassiske Bond-babe er CIA-rekrutten Paloma (Ana de Armas), en kampmaskine i cocktailkjole og pumps. Blofeld (Christoph Waltz) er isoleret som Hannibal Lecter. Flere faste skikkelser dør. Ikke siden første sæson af Game of Thrones er så mange legender taget ud systematisk.

   Bagefter er man høj på det hele og rent ud begejstret. Ved eftertanke bliver det klart, at filmen forløber i faser. Det lette, lyse og luftigt moderne er anbragt forrest i filmen. Midterdelen er nærmest en antologi over temaer og troper fra de ældste film i serien. Lyutsifer Safin er bare en ny Dr. No.

SPILLETIDEN er to timer og fyrre minutter. Man kunne have taget tyve ud og stået med en renere film. Der bliver endelig brugt missiler. Da eksplosionerne begynder, er man klar til bare at tune ud. Her er der dog ekstra vægt i finalen.

   Det nye er intimiteten i scenerne mellem Craig og Seydoux. Det gælder både, hvad de siger til hinanden og måden, som de siger det på. Og nu er der levende børn med i mikset. Tænk, at man også skulle opleve dét.

   Cary Joji Fukunaga (Beasts of No Nation) har mere end løftet opgaven. Bond #25 er på alle måder en stor actionfilm. No Time to Die er en værdig afslutning på Daniel Craig-fasen, der har strakt sig over 15 år. For millennials er han den rigtige Bond.

Mere stof fra 007-universet: James Bond #21: Casino Royale (2006); James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

No Time to Die. Instr.: Cary Joji Fukunaga. Manus: Fukunaga, Neal Purvis, Robert Wade, Phoebe Waller-Bridge. Foto: Linus Sandgren. 164 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 30.09.2021.

Fotos: EON Productions/ Danjaq LLC/ MGM/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 20.12.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.10.2021

James Bond #24: Spectre (2015)

 

VOR TIDS HELT
Daniel Craigs fjerde tur i stafetrollen 

Af BO GREEN JENSEN

LAD os begynde med titlen. Spectre betyder spøgelse, men i 007-universet henviser det til et supersyndikat, hvor alverdens kriminelle kræfter er samlet. Lederen er en bestyrelsesformand, som skal genvælges og må sørge for at sætte sig i respekt.
   Første gang skikkelsen fik et ansigt, man kan huske, var i You Only Live Twice (1967), hvor Ernst Stavro Blofeld blev spillet – med monokel, mensurar og en hvid angorakat på skødet – af Donald Pleasence. Også Charles Gray, Telly »Kojak« Savalas og Max von Sydow har i årenes løb givet farverige bud på figuren. I Spectre er turen kommet til Christoph Waltz.*

   SPECTRE er et akronym. Det betyder Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion. Organisationen er et ikke-ideologisk sidestykke til SMERSH, hvor Sovjetunionen i sin tid havde samlet sine tjenester. Ian Fleming elskede akronymer. I de ældste James Bond-film blev meget SMERSH-arbejde lagt over til SPECTRE, så man ikke tirrede russerne unødigt.
   50 år efter begynder den nye Bond-film på De Dødes Dag i Mexico City, hvor man fejrer Allehelgens søndag med en gadefest af dimensioner. Sam Mendes orkestrerer prologen efter alle kunstens regler. Bond er i byen for at forhindre en terroraktion og likvidere en vis Marco Sciarra, der er medlem af SPECTRE.
   Allerede efter ti minutter er hele kvarterer jævnet med jorden, og Bond har givet fjenden tæsk i en løbsk helikopter, som svæver hen over menneskemængden. Så kommer titelsekvensen med de rituelle logoer, erotisk skyggespil og en overlæsset titelsang. Det er, som det plejer og som det skal være. Spillet er atter i gang.

KORT fortalt er temaet denne gang global overvågning. I en terroropskræmt verden, hvor SPECTRE skaber angst med attentater, der ligner politiske og religiøse aktioner, er det lykkedes Max Denbeigh (Andrew Scott) – internt i tjenesten kendt som C – at få gennemført et overvågningsprogram, som svarer til virkelighedens NSA-aktiviteter.

   Alle klodens databaser bliver samlet i en fælles ressource, som stormagternes efterretningstjenester har adgang til. Der er derfor ikke brug for gammeldags spioner, og droner kan overtage dræberfunktionen. MI5 og MI6 bliver sammenlagt, og 00-programmet skal udfases. Inden længe vil Bonds arbejdsplads være nedlagt.
   Efter affæren i Mexico bliver Bond (igen) sendt på orlov. Han allierer sig dog med betroede kræfter som Moneypenny (Naomie Harris) og våbenmesteren Q (Ben Whishaw), der forsyner ham med oplysninger og hjælper ham med at forsvinde fra radaren, mens han finder frem til edderkoppen, som sidder i midten af nettet.
   Det bliver til en serie mindeværdige møder. På vejen slår han pjalterne sammen med Madeleine Swann (Léa Seydoux), som er datter af ærkemodstanderen Mr. White. Uden at afsløre statshemmeligheder, kan jeg røbe, at filmen slutter på et sted, hvor Bond (igen) har mulighed for at gå fra det hele og få sig et ordentligt liv.

DER er ikke meget at udsætte på den 24. (officielle) James Bond-film. Det skulle være Sam Smiths temasang, »Writing’s on the Wall«, som er langt under standard, og så den ekstra krølle, som manuskriptforfatteren John Logan har givet Blofelds baggrund. For det viser sig, at han og Bond har mere end faget til fælles.
   Tricket skaber falsk dybde i karakteren og kontinuitet i forhold til familiehistorien, som blev anderledes meningsfuldt klarlagt i Skyfall. I Daniel Craig-afsnittet af Bond-serien har der hver gang været et nyt plot, som blev skabt til lejligheden, men også et overordnet forsøg på at revidere og introducere de ældste figurer og troper igen.
   Casino Royale var en mere end vellykket genstart, som tog afsæt i Flemings første, klassiske titel. Quantum of Solace holdt snarere bolden i spil. Skyfall var en mørk, majestætisk origin story af typen, som Christopher Nolan har givet Batman-figuren andetsteds i det fantastiske landskab.
   Efter Skyfall føles Spectre som en toer, der viderefører og efterjusterer de mere gennemgribende ændringer, som fandt sted i den forrige film. Bond bevæger sig omkring i plottet med en distræt attitude. Hver gang en ny skuespiller får rollen, skal figuren igen demonstrere sin kulturelle relevans. Spectre er nok den James Bond-film, hvor Daniel Craig virker mest overflødig.

HER er vor tids helt faktisk M. Hædersmanden Gareth Mallory (Ralph Fiennes) overtog stillingen efter Olivia Mansfield (Judi Dench), da hun blev myrdet i Skyfall. Nu træder han om på den anden side af skrivebordet og kommer Bond til undsætning. Især er det ham, som står fast på hævnvundne demokratiske dyder og ikke er tilfals for den nemme totalløsning, som C får politikerne til at vedtage.

   Fiennes spiller figuren med kejtet konservatisme, et tungt jakkesæt, knirkende sko og rødmende kinder, der giver M en vis lighed med kronprins Charles. En stivstikker der forsvarer de klassiske værdier. Den SPECTRE-affilierede C er derimod væver, ironisk og skarp. Det er en film, hvor den gamle skole igen redder dagen og verden.

JESPER Christensen har kun én scene som Mr. White. Til gengæld varer den fem minutter og er mindeværdig, fordi en ufortrøden Bond-skurk får lov at blive en slags varmt menneske. Også i sekvensen med Monica Bellucci som Lucia Sciarra, den italienske enke, som Bond i hurtigt tempo har et fuldt udfoldet kærlighedsforhold til, giver det mening, at små karakterer bliver spillet af overkvalificerede kræfter.

   De store James Bond-film er kostbare festspil, der inddrager hele kulturen og kræver, at der er konsensus om projektet. Alle må være spændte. Nettet skal summe af liflig forventning. Hvis ingen tror på tricket, falder fuglen som en sten. Spectre er ikke den bedste Bond-film til dato, men der er kvalitet nok til at motivere en videreførsel. Bond 25 er undervejs.

Se også James Bond #21: Casino Royale (2006), James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #25: No Time to Die (2021) + Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

*) Ernst Stavro Blofeld er SPECTREs Nummer 1. Han er født i 1908 i Gdingen i Tyskland (nu Gdynia i Polen). Hos Ian Fleming optræder Blofeld første gang i romanen Thunderball (1961), hvor han uddelegerer opgaven til sin næstkommanderende, Emilio Largo), og han er hovedmodstander i On Her Majesty's Secret Service (1963) og You Only Live Twice (1964), hvor Bond dræber både ham og ledsagersken Irma Bunt. Fleming nævner Blofeld sidste gang i indledningen til The Man with the Golden Gun (1965). Blofeld fylder mere på film. Han svæver i baggrunden i From Russia with Love (1963) og Thunderball (1965), hvor man kun ser hans ryg og hans hænder, der kæler for katten (Anthony Dawson er i billedet, og man hører Eric Pohlmanns stemme), men er antagonisten i You Only Live Twice (1967), hvor Donald Pleasence definerer rollen; i On Her Majesty's Secret Service, hvor Telly Savalas spiller rollen over for George Lazenbys Bond; og i Diamonds Are Forever (1971), hvor han bliver spillet i stereo af Charles Gray. Blofeld optræder, men bliver ikke omtalt ved navn eller set i close-up, i For Your Eyes Only (1981) (John Hollis er i billedet, man hører Robert Riettis stemme). Max von Sydow gør minirollen markant i Never Say Never Again (1983), den anden af de uofficielle produktioner, som ikke indgår i EONs nummererede kanon. Herefter går der 32 år, før Christoph Waltz optræder som Blofeld i Spectre. Han er også på rollelisten i No Time to Die (2020), som på grund af Covid19-pandemien fik sin verdenspremiere udsat til april 2012.

   

Spectre. Instr.: Sam Mendes. Manus: John Logan, Neal Purvis, Robert Wade, Jez Butterworth. Foto: Hoyte Van Hoytema. 148 min. UK-USA 2015. Dansk premiere: 30.10.2015.

Fotos: EON/ B24/ MGM/ Sony Pictures/ Cinematerial/ FilmAffinty/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 23.03.2020

Anmeldelsen trykt første gang (uden note) i Weekendavisen Kultur 30.10.2015