Jacques Audiard: The Sisters Brothers (2018) [Westerns 100]

KVÆSTEDE COWBOYS
Drømmen om at skabe den sidste gode western

Af BO GREEN JENSEN

ALLE nye westerns er metafilm. Filmskaberne ved, at de dyrker en anakronisme. Den klassiske western var fuld af racisme og misogyni. De nye film ved, at vi kender de gamle, og forholder sig både til historien og genren. Derfor er der ingen dusinværker. Hver eneste film er nødvendig.

   Franskmanden Jacques Audiard har skabt maskuline kronstykker som Det slag mit hjerte sprang over (2005) og fængselsfilmen En profet (2009). Guldpalmevinderen Dheepan (2015) fulgte hverdagen for en tamilsk vicevært i en parisisk ghettoforstad. Også i Danmark blev Smagen af rust og ben (2012), en grænseoverskridende kærlighedsfilm med Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts, en ægte biografsucces.

   Audiards bedste værker er forbundet med sårbar maskulinitet af den mest stoiske slags. Alle hans helte er kvæstede mænd. Så naturligvis har han grebet chancen for at instruere, da skuespilleren John C. Reilly købte rettighederne til Paul DeWitts roman om The Sisters Brothers (2011). Reilly kunne se en nuanceret rolle til sig selv i materialet. Audiard har anet en mulighed for at hylde mestre som Ford, Hawks, Mann og Leone, mens han gav mytologien et velfortjent nakkeskud.

ELI og Charlie Sisters (Reilly og Joaquin Phoenix) er dusørjægere i 1850ernes USA. De udfører også et lejemord nu og da. Det er tiden for de store guldfund. Brødrene jager guldgraveren Hermann Warm (Riz Ahmed) på vegne af Kommandøren, en kapitalistisk bagmand i Trump/Murdoch-kategorien. Angiveligt står Warm i gæld til Kommandøren. I realiteten handler det om at få fat i hans opfindelse: formlen for en kemisk væske, der på magisk vis får guld til at lyse i vand.

   Der er flere synsvinkler og kronologiske spor. I ét beskriver Pinkerton-detektiven John Morris (Jake Gyllenhaal), hvordan han mødte Warm, mens han var på vej til noget andet. Detektiven fatter sympati for opfinderen, som vil grundlægge en utopisk koloni med pengene fra sit patent. Morris nærer ingen kærlighed til Sisters-brødrene, men han kender deres ry og respekterer deres håndværk.

FAKTISK drømmer alle filmens mænd om en bedre verden og en mindre voldsom levevej. Kun Charlie Sisters skyder løs på det hele. Eli er altid den tøvende, kejtede toer. Begge vil gerne tilbage til gården og besøge deres mor. Der er både komedie og tragedie i filmen. Grundtonen er på én gang mørk, nostalgisk og humoristisk.

   The Sisters Brothers er stemt i efterår på samme måde, som Robert Altmans McGabe & Mrs. Miller (1971) var forbundet med vinter. Her er klodsede skudopgør som i Clint Eastwoods Unforgiven (1992). Der er også en anelse Deadwood i filmen. I en næsten psykedelisk sekvens bliver opfindelsen demonstreret. Her er grådighed som i The Treasure of Sierra Madre (1948, da.Tre mænd søger guld). Af alle sine helte ligner Audiard måske John Huston mest.

   The Sisters Brothers havde premiere på Venice Film Festival i 2018. Også brødrene Coen kom med en western. Deres sjælfulde The Ballad of Buster Scruggs var en lige så stilbevidst antologifilm. Juryen foretrak den relative alvor hos Audiard og tildelte ham sin Grand Prix. Joel og Ethan Coen modtog manuskriptprisen.

The Sisters Brothers. Instr.: Jacques Audiard. Thomas Bidegain og Jacques Audiard. Foto: Benoît Debie. 122 min. Frankrig-Spanien-Rumænien-Belgien-USA 2018. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Why Not Productions/ Annapurna Pictures/ Les Films du Fleuve/ Focus Features/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,  Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video [Limited + Standard Edition] 27.02.2023

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.06.2019

Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)

ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er et af de berømte skriftsteder: »Om jeg selv bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise.« Forfatteren David Copperfield ser tilbage på sit liv og undrer sig over skæbnens tilskikkelser, mens han side for side bliver mere bevidst om, hvordan fantasi og erindring arbejder sammen.

   Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).

   Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.

I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.

   Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.

   Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.

FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.

   Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.

   Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.

DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.

   Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.

   Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.

SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.

   Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.

   En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.

DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.

   David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.

   The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.

HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.

   Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.

Se også Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914; Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009).

The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020

Fotos: Film 4/ Scanbox Entertainments/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hejmmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.06.2020

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 11.09.2020

Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914

EN MAND OG EN KVINDE
Charles Dickens og Ellen Ternan

Af BO GREEN JENSEN

ELLEN Ternan og Charles Dickens mødte hinanden i 1857, da skuespillerinden var 18 år, og forfatteren var 45. Den altid teaterforelskede Dickens instruerede og spillede selv hovedrollen i (melo)dramaet The Frozen Deep, som var skrevet af hans ven og kollega Wilkie Colllins. De satte (amatør)forestillingen op på Haymarket Theatre i Manchester, hvor Dickens’ dramatiske forbillede, John Buckstone, var direktør.
   Ellen, som familien kaldte Nelly, havde en lille rolle i forestillingen, hvor hun fremsagde den Shakespeare-inspirerede epilog. Til gengæld spillede hun ansigt til ansigt med Dickens i Uncle John, en farce fra Buckstones faste repertoire, som udgjorde aftenens lette afslutning. Teenageren gjorde indtryk på den litterære løve, som var legendarisk i samtiden. Dickens tog sig af Nelly frem til sin død i 1870.

NELLY, søstrene Maria og Fanny, samt pigernes mor, Frances Ternan, var professionelle teaterfolk i en tid, der på én gang så op til scenens stjerner og betragtede dem som en slags forfinede prostituerede. Manden i familien, skuespilleren Thomas Ternan, var død i 1846. Kvinderne havde ingen sikkerhed i ansættelsen og boede så billigt som muligt i byerne, hvor de fandt engagement.
   Mrs. Ternan var derfor ikke afvisende, da forfatteren kastede sit begærlige blik på den yngste og skrøbeligste af døtrene. At Dickens på 21. år var gift med Catherine Hogarth, som han havde ti børn sammen med, blev set som en mindre forhindring. Charles og Nelly indledte et forhold, som efterhånden blev formaliseret. De levede som mand og kone fra 1859, da Dickens lod sig separere fra Catherine.
   Forbindelsen var efter alt at dømme en offentlig hemmelighed. I victorianismens England var det ganske enkelt ikke muligt for en borgerlig kunstner at leve i et åbent forhold. Men naturligvis fandt og forlod man hinanden. Der er dog aldrig ført noget bevis for, at der lå mere end en faderlig interesse fra Dickens’ side i forholdet.

FORBINDELSEN er blevet diskuteret, siden Thomas Wright skrev om Ternan i The Life of Charles Dickens (1935). Han havde historien fra præsten William Bentham, som lærte Nelly at kende i 1880erne, da hun hjalp sin mand med at drive en drengeskole i Margate. Ternan havde betroet sig til Bentham. Nelly var ikke en fjende af familien. Hun havde kontakt med Georgina Hogarth, Dickens’ svigerinde, til sin død i 1914. Ved flere velgørenhedsarrangementer læste Ternan højt af mesterens værker.
   Ralph Fiennes har baseret sin film på Claire Tomalins fremstilling i The Invisible Woman: The Story of Nelly Ternan and Charles Dickens (1991). Tomalin, som til 200-året i i 2012 udgav biografien Charles Dickens: A Life, der p.t. er standardværket om forfatteren, er ikke i tvivl om forholdets karakter. Der findes andre opfattelser. I Dickens (1990) skriver Peter Ackroyd, at forholdet gav forfatteren mulighed for at udleve sin vedvarende fantasi om »a sexless marriage to a young, idealised virgin.«*

FIENNES spiller selv den feterede forfatter, som befinder sig i en krise, han næppe selv begriber, da han møder den dragende Nelly (Felicity Jones). Han føler sig ikke forløst i ægteskabet med Catherine (Joanna Scanlan), kompenserer med hyperaktivitet og prøver i alle aspekter af livet at sætte sit præg på den tågede verden. For Dickens er der sammenfald mellem selvværd og popularitet. Han gør noget nær alt for at være elsket. Forfatterens nærmeste indser efterhånden, at forholdet til publikum er lidenskaben, som styrer hans liv.
   I 1857 havde Dickens skrevet 10 af sine 14 romaner (de sidste fire var A Tale of Two Cities, Great Expectations, Our Mutual Friend og den ufuldendte The Mystery of Edwin Drood). Han var i færd med at afvikle, men redigerede og skrev stadig størstedelen af ugebladet Household Words. Samtidig forberedte han og Wilkie Collins lanceringen af All the Year Round, som var endnu et ugentligt magasin.
   Dickens trak fulde huse til sine oplæsninger, skrev reportager fra sine foredragsrejser og tog ivrigt del i dagens debat. Der var ingen ende på energien. Teaterprojektet i Manchester var noget, han nærmest gjorde for sjov. I filmen siger Charles til Mrs. Ternan (Kristin Scott Thomas), at han skriver fra 7 morgen til klokken tre om eftermiddagen. Ordene falder ved daggry.

DET er et insisterende kurmageri, hvor Nelly egentlig aldrig bliver spurgt. Både Mrs. Ternan og fru Dickens er indforståede med forbindelsen. Kun forfatterens ældste søn har svært ved at hilse, da han møder sin far og Nelly som par. Dickens tager for givet, at Nelly accepterer sin rolle som »den usynlige kvinde«. Han er fast gæst hos Ternan-familien og diverterer kvinderne med anekdoter om bl.a. H.C. Andersen, som ikke var til at drive ud, da han – netop i 1857 – besøgte familien Dickens.**
   Nelly ser på Dickens med en blanding af frustration og beundring. Hun og Charles besøger Wilkie Collins (Tom Hollander), manden bag pionerkrimierne The Woman in White og The Moonstone, som var Dickens’ faste sparringspartner. Collins misundte Dickens hans flair. Dickens misundte Collins hans sans for at lægge et plot.
   Collins levede åbent sammen med enken Caroline Graves (Michelle Farley) og behandlede hendes datter som sit eget barn. Han ville dog ikke giftes. Charles elsker atmosfæren i huset. Nelly er chokeret og føler sig kompromitteret moralsk.
   I alt dette er Dickens en frejdig fribytter, en mand af sin tid, men også en moderne og ganske kompleks karakter. Fiennes og manuskriptforfatteren Abi Morgan (Shame, Suffragette, The Iron Lady) vil hverken kritisere eller udlevere den victorianske moral. Snarere vil de finde den sociale ubønhørligheds sprækker af tolerance og menneskelighed.
   Dickens lytter, da Nelly beder ham om mere. Filmen lader parret have en skæv lykke, mens Nelly venter deres barn. Der er intet biografisk belæg for denne udvikling. Til gengæld fører graviditeten til filmens mest bevægende scene – smukt underspillet af Fiennes og Jones – og forklaringen på den voksne Nellys karakter.

FILMEN er lagt i en ramme, hvor Ternan 15 år efter Dickens’ død går ture ved stranden i Margate og hjælper eleverne på sin mands drengeskole med at indøve årets teaterforestilling. Det er en dramatisering af No Thoroughfare, Dickens’ sidste julehistorie, som han og Wilkie Collins skrev sammen i 1867.***
   Præsten William Bentham (John Kavanagh), som sidder i skolens bestyrelse, fornemmer, hvad der nager rektorens hustru. Det er almindelig kendt, at Nelly mødte Dickens, da hun var barn. Bentham ser, at der er mere i sagen.
   Stoffet formidles i sprøde flashbacks. Balancen forrykkes, da Dickens og Ternan er passagerer i et afsporet tog. Ulykken fandt sted ved Staplehurst i Kent den 9. juni 1865. Nelly kom alvorligt til skade. Dickens hjalp redningsmandskabet, og bagefter skrev han om ulykken, men for et syns skyld måtte han undsige Nelly og fornægte deres kærlighed.
   I filmen beder hun ham selv gøre det. Det er ikke, fordi hun ikke forstår ham, men herefter kan deres forhold aldrig blive det samme. De er dømt til at dele en hemmelighed. Hun vil altid være den usynlige kvinde.

RALPH Fiennes debuterede som instruktør med Coriolanus, en intens modernisering af Shakespeare, hvor han selv spillede titelrollen. Den fik ikke dansk premiere, men blev vist på Berlinalen i 2011. Dickens-filmen spiller i et blidere register, men undervejs er der tillidsbrud og forrådelser, som virker lige så voldsomme og stikker lige så dybt. Fotografen Rob Hardy får betagende billeder ud af Nellys spadsereture ved Margate Sands. Togulykken er et filmisk sætstykke.
   Historien kunne med fordel have holdt sig i Nellys synsvinkel. Nu bliver Dickens’ krise forklaret i en håndfuld ret overflødige ægteskabsscener. Det er derimod godt set at nedtone præget af revisionistisk helteportræt. Filmen fremstår som fortællingen om en mand og en kvinde i og af deres tid. Det er sådan set tilfældigt, at de hedder Charles Dickens og Nelly Ternan. Her er de stakkels, evige mennesker.

Se også Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019).

*) Claire Tomalin: The Invisible Woman. The Story of Ellen Ternan and Charles Dickens. 384 s. London: Penguin, 1990. Peter Ackroyd: Dickens. 1196  s. London: Sinclair-Stevenson Ltd., 1991, p. 916. 

**) H.C. Andersen besøgte Dickens ved to lejligheder. I 1847 kom han til middag, og det forløb udmærket. I 1857 blev han i fem uger, netop i perioden, hvor Dickens var ved at forlade familien. "He was a bony bore, and stayed on and on," skriver Dickens' ældste datter, Kate. Selv skrev Dickens til William Jordan: "Hans uforståelige sprog var ubetaleligt. Når han talte fransk eller italiensk, var han som en vildmand; på engelsk var han som et døvstummeinstitut." Andersen havde en helt anden oplevelse: "Da han af sin Familie hørte, hvor forstemt jeg var, lod han et heelt Fyrværkeri af Spøg og Lune lyse, og da det endnu ikke trængte heelt ind i mit Humeurs mørke Krog, kom der Alvor i Hjertelighedens Glands, en saa varm Anerkjendelse, at jeg følte mig løftet, styrket og fyldt af Lyst og Trang til at fortjene den. Jeg saae ind i Vennens milde, straalende Øine og følte, at jeg burde takke "en stræng Kritik" for, at jeg havde vundet et af de deiligste Øieblikke i mit Liv." (Mit Livs Eventyr, 1857)

***) Julen var vigtig for Dickens. Allerede i klummesamlingen Sketches by Boz (1836) står et essay om "A Christmas Dinner", og i den ufuldendte The Mystery of Edwin Drood (1870) finder forbrydelsen sted julemorgen. A Christmas Carol (1843) blev en klassiker allerede i samtiden, men Dickens skrev adskillige julehistorier. I perioden 1844-48 udkom der hvert år en ny julefortælling: The Chimes (1844), The Cricket of the Hearth (1845), The Battle of Life (1846) og The Haunted Man (1847). De blev samlet i 1852. The Folio Society udgav Christmas Books med alle de originale illustrationer i 2007. 

The Invisible Woman (Den usynlige kvinde). Instr.: Ralph Fiennes. Manus: Abi Morgan. Foto: Rob Hardy. 111 min. UK-USA 2013. Dansk premiere: 09.10.2014.

Fotos: BBC Film/ Headline Pictures/ Magnolia Mae Films/ Taeoo Entertainment/ Lionsgate/ Smile Entertainment/ Sony Pictures Classics/ YouTube (trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 16.06.2014

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.10.2014.

Herman Melville og Moby-Dick

KRISTNE KANNIBALER
Historien bag Moby-Dick

Af BO GREEN JENSEN

I AUGUST 1819 satte hvalfangerskibet Essex ud fra øen Nantucket syd for Cape Cod i delstaten Massachusetts på den amerikanske østkyst.
   Førstestyrmanden Owen Chase (1797-1869) var ivrig efter at blive kaptajn. Han måtte imidlertid acceptere, at den mindre erfarne George Pollard (1791-1870), som tilhørte en af Nantuckets ældste familier, igen fik kommandoen. Ombord var også en 14-årig kahytsdreng ved navn Thomas Nickerson.
   Rejsen begyndte i en anspændt, men trods alt optimistisk atmosfære. Chase og Pollard var fælles i bestræbelsen på hurtigst muligt at fylde skibet med olie og vende hjem til bedre ture på mere lukrative vilkår.

KUN to dage ude fra kysten blev skibet ramt af en storm. Man måtte søge stadig længere ud i de overfiskede vande for at finde hvaler. Som regel var dyrene blide som bøfler, der fandt sig i at blive udryddet. Ingen på Essex var forberedt på, at naturen ville gå til modangreb.
   Det skete den 20. november 1820, da en 30 meter lang kaskelot knuste en fangerbåd med sin hale. Hvalen, som var hvid og sjældent ondskabsfuld, fulgte siden efter Essex. Da skibet sank, fordelte besætningen fordelte sig i tre både og håbede at nå Påskeøen. Fire blev efterladt på Ducie Island. Efter to et halvt år på havet kom resterne af besætningen hjem til Nantucket.

DEN i store træk sandfærdige beretning leverer de spektakulære effekter i Ron Howards forsøg på at genrejse skumsprøjtsromancen. Imidlertid får filmen særlig vægt ved at præsentere forfatteren Herman Melville (1819-91), som brugte hvalens angreb og Essex’ forlis som inspiration for romanen Moby-Dick.*

MELVILLE bliver i filmen spillet af Ben Whishaw, og det er den voksne Thomas Nickerson (Brendan Gleeson), som for gode menneskepenge fortæller, hvad han aldrig har røbet om rejsen til andre.
   In the Heart of the Sea er den første film, som skildrer forfatteren på det bestemmende tidspunkt, hvor han beslutter at bryde med bestsellerformatet fra Typee, Omoo og Mardi, de første rejsebøger, som virkelig var populære. Han satser alt på at skrive først Moby-Dick (1851), romanen om kaptajn Akab og Den Store Hvide Hval, og siden Pierre, or The Ambiguities (1852), som er en bog om at skrive romanen. 
   Melville blev aldrig populær igen. Først fire årtier efter hans død, blev Moby-Dick – der længe simpelt hen hed The Whale – genopdaget og kanoniseret. I konkurrencen om at være Den Store Amerikanske Roman har Moby-Dick og F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby længe haft et uafgjort løb.

SAMTALESCENERNE giver perspektiv og struktur. Det er dog jagten på hvalen, der skal gøre filmen til en oplevelse. Æresdanskeren Anthony Dod Mantle leverer prægtige billeder af bådene og hvalerne. 3D-formatet anbringer tilskueren lige midt i stormen. Dét kunne man sagtens have undværet. Billederne har malerisk finish. Man ønsker at betragte dem. Man vil ikke for enhver pris suges ind.

ELLERS giver filmen et godt bud på, hvordan Melville skabte sine personer. George Pollard (Benjamin Walker) forsøgte virkelig at finde hvalen igen, og Owen Chase (Chris Hemsworth) er tegnet i ædle konturer, der passer til styrmanden Starbuck i bogen. Lille Thomas Nickerson må så være Ismael, der sætter hele historien i gang med replikken: »Kald mig Ismael!«

KARAKTERERNE er autentiske. Både Chase og Nickerson skrev om deres møde med den ondskabsfulde kaskelot. Melville kan ikke have læst den beretning, som Nickerson skrev i 1876. Men blandt hans bøger findes et æseløret eksemplar af Owen Chases Narrative of the Most Extraordinary and Distressing Shipwreck of the Whale-Ship Essex (1821).
   For samtiden var der både eksistentiel dramatik og en ildevarslende naturstridighed forbundet med historien om hvalen, der går til modangreb. Økologien er også en faktor i Melvilles fantastisk tæt vævede fabel. For den hurtige læser lå sensationen dog i sømændenes overlevelse. De måtte blive kannibaler for at klare sig på åbent hav i tre måneder.

RON Howards film er som regel gammeldags på den gode måde. I In the Heart of the Sea bruger han det bedste fra John Hustons Moby-Dick (1956), begge versioner af Mytteriet på Bounty (1962, 1984) og moderne effektfilm som Ang Lees Life of Pi (2012). Facit er en solid og traditionel film, der slutter samme sted som Moby-Dick: »Og jeg alene undslap, at jeg kunne fortælle dig derom.«

*) Charles Leavitts manuskript er baseret på Nathaniel Philbrick: In the Heart of the Sea: The Tragedy of the Whaleship Essex (Viking Press, 2000). Ron Howard (f. 1954) skal i forbifarten roses for at holde liv i maskuline genrer, der i stigende grad synes anakronistiske: pikant fantasi (Splash, 1984), hverdagsheroisme (Backdraft, 1991), realistisk rumfart (Apollo 13, 1995), makaber western (The Missing, 2003), boksning for penge (Cinderella Man,2005), romantisk racerkørsel (Rush, 2013) og gammeldags space opera (Solo: A Star Wars Story, 2018). Hertil kommer to for alvor gode mainstreamfilm: Far and Away (1992) og A Beautiful Mind (2001). 

Se også Skibet og Hvalen: Herman Melville 1819-1891; Ron Howard: A Beautiful Mind/ Et smukt sind (2001); Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013). 

In the Heart of the Sea. Instr.: Ron Howard. Manus: Charles Leavitt. Foto: Anthony Dod Mantle. 121 min. USA 2015. Dansk premiere: 10.12.2015

Fotos: Warner Bros./  Cinematerial/ MoviestillsDB/ Gyldendal

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime og VIAPLAY

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2015