Slipstream | Richard Kelly: Donnie Darko (2001)

PÅ BUNDEN AF DRØMMEN

Alt hvad en ung mands verden består af

Af BO GREEN JENSEN

DONNIE Darko er en almindelig teenager med svære mentale problemer. Blandt andet hører han stemmer og har hallucinationer, der er særdeles overbevisende. Som medsammensvorne ser vi, hvad han ser, og accepterer hans virkelighed uden videre. Vi befinder os et sted i den hvide middelklasses grænseløse forstæder, hvor penge ikke er noget problem. Donnie har en storesøster og en lillesøster, forældrene er gode mennesker, bekymrede og kærlige. Hvis Donnie ikke så syner, ville alt være ferskner og flødeskum.

EN tilbagevendende fantasiledsager er Frank, en mandshøj mareridtsudgave af kaninen fra Henry Kosters James Stewart-klassiker Harvey (1950). Richard Kellys debutspillefilm er overhovedet spækket med underdrejede henvisninger til en verden af film, sange og litterære valgslægtsskaber. Frank har det med at hente Donnie om natten, få ham til at gøre mørke ting og endelig slippe den unge mand, som kommer til sig selv ved daggry, midt på vejen eller golfbanen. I hvert fald er han ikke hjemme den nat, da en løsreven jetturbine dratter ned i familiens hus. Havde han været der, ville den have dræbt ham.*

Sådanne voldsomme tilfælde bryder til stadighed ind i Donnie Darko, hvis største kvalitet er, at man aldrig kan vide sig sikker. Man tror, man ved hvor det bærer hen. Så skyder drømmen ryg nogle gange, virkeligheden undergår flere hamskifter, og atter ved tilskueren hverken ud eller ind. Han må bare følge Donnie gennem mareridtet, som også har forsonende momenter. For eksempel er Gretchen (Jena Malone), den nye pige i klassen, det bedste der er sket for Donnie, siden familien flyttede fra Iowa for at skabe tryggere rammer om sønnen.

KANINEN Frank har sat dato og klokkeslæt på verdens undergang. En tid lang tror man, at der bygges op til en voldseksplosion af en slags. Der er dog altid metode i galskaben og en dybere mening med den sabotage, som Donnie udfører på Franks foranledning. For eksempel et Graham Greene-inspireret hærværk mod skolen og den brand, som afslører poppsykologen, der har et pædofilt lønkammer skjult i privaten.

   På skolen strides indskrænket småtskårenhed med den oplyste tolerance, som lærerinden Ms. Pomeroy repræsenterer. Selv psykiateren vil Donnie det godt, skønt hun bliver utryg, når han røber sine fantasier under hypnose. På bunden af drømmen er han nemlig bare en liderlig teenagedreng, der vil i seng med Christina Applegate fra Married with Children.

ÅRET er i øvrigt 1988, og præsidentvalget står mellem George Bush og demokraten Michael Dukakis. Tidens sange understøtter billederne og erstatter ofte reallyden, så det dislokerede præg ved Donnies verden fremhæves. Det kan være Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart« eller Echo and the Bunnymen, men især bruger Kelly og filmens musikalske arkitekt, Michael Andrews, energi på at integrere Tears for Fears i sammenhængen. De var bare en popduo dengang, men nu får deres sange både dybde og valør.

HVOR langt ude Donnie egentlig er, bliver tydeligt i scenerne, som får ham til at interessere sig for tidsrejser. Han sidder hos familien, og flydende spyd stråler ud af brystet på forældrenes gæster og Donnie selv, der for længst er holdt op med at anfægte sine syner. Han prøver blot at følge med og finde en mening. Imens tæller Kellys fabel ned til nultimen, og filmen bliver simpelt hen spændende. Til slut slår virkeligheden tre kolbøtter, men alting hænger sammen. Det er dybt mærkværdigt og meget fascinerende, hvis man holder af film, som får én til at tænke og ikke blot dikterer et facit.

I MINDRE roller ses etablerede stjerner som Drew Barrymore, Mary McDonnell og Patrick Swayzee, mens Katharine Ross er a blast from the past som Donnies psykiater. Jake Gyllenhaal giver Donnie en mængde subtile nuancer. Elizabeth, hans storesøster i filmen, bliver spillet af Maggie Gyllenhaal, hans storesøster i virkeligheden.

   Resultatet har mere tilfælles med de eftertænksomme teenageskildringer i Wes Andersons The Royal Tenenbaums (2001) og Terry Zwigoffs Ghost World (2001), end med horror og farcer, som disse er flest. Her er hjerteskærende dybde, lydhørhed og loyalitet, umulige drømme i massevis og en duft af knuste nelliker. Kort sagt alt hvad en ung mands verden består af.

   

*) Richard Kelly (f. 1975) siger selv, at Frank var en af de første ideer i manuskriptet, som han brugte år på at udvikle og justere, så det blev muligt at få filmen finansieret. Han er usikker på, om kaninen kommer inde fra sindet eller skyldes ivrig læsning af Richard Adams' Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), som han var optaget af. Da Graham Greenes novelle »The Destructors« (da. »Ødelæggerne«) fra Twenty-One Stories (1954, da. 21 noveller) bliver bandlyst på skolen, får man i stedet Watership Down med i læseplanen. Detaljen er bibeholdt i det lange director's cut af Donnie Darko fra 2004.

   Det er gået op og ned for Kelly, siden Donnie Darko væltede verden. Southland Tales (2006) var ventet med spænding, men blev kaldt en katastrofe, da den fik premiere på Cannes Festivalen. Den stort anlagte sci-fi fortælling, der var tænkt som brohovedet i en lancering af universet på flere platforme, har dog holdt sig i live. Alene den excentriske casting gør den seværdig og imponerende mærkværdig: Justin Timberlake, Dwayne Johnson, Kevin Smith og Miranda Richardson på samme rolleliste.

   The Box (2009) var en filosofisk popfabel i ånden og stilen fra M. Night Shyamalan. Cameron Diaz og James Marsden spiller parret, som vil få en million dollars, hvis de åbner æsken, der er sat ved deres dør. Til gengæld vil nogen et sted miste livet. Hvis dilemmaet ligner præmissen fra en The Twilight Zone-episode, giver det mening. Forlægget er en novelle af Richard Matheson, »Button, Button«, som Matheson selv bearbejdede til første sæson af den genstartede serie i 1986.

   Kelly har fornuftigt nok holdt sig fri af de forskellige spinoff-projekter, der er skudt op omkring Donnie Darko. Han havde intet at gøre med S. Darko (2009), der handler om lillesøsteren Samantha. I 2017 talte han om selv at skrive en fortsættelse.  

    

Donnie Darko. Instr. & manus: Richard Kelly. Foto: Steven Poster. 113 min. USA 2001. Dansk premiere: 07.06.2002.

Donnie Darko: The Director's Cut. Instr. & manus: Richard Kelly. Foto: Steven Poster. 133 min. USA 2004.

Fotos: Pandora Cinema/ Flower Films/ Adam Fields Productions/ Gaylord Films/ Arrow Films/ CineMaterial

Filmen bliver ikke streamet – er udgivet på blu-ray i 4K UltraHD [Arrow Films] i 2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2002 

Antoine Fuqua: Southpaw (2015)

VREDEN OG SMERTEN
En salut for den fysiske filmkunst

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske boksefilm er en genre for sig. Den er et af de få steder, hvor maskuline træk belyses, uden at der for enhver pris skal skydes. Her kan gode mænd tabe med ære, og heltene vinder ved at sige fra. Talent er et dæknavn for integritet.

   Typisk følger filmene en tragisk kurve – den lovende bokser ender som ringvrag – eller fortæller heroisk om knægten, som kommer fra ydmyge kår og bliver mester. Tonen er altid solidarisk. Der er arier og variationer. Genrens hovedværker er film som Somebody Up There Likes Me, Fat City, Raging Bull, Ali og dele af serien om Rocky Balboa.

   Når genren er bedst, kan den være et spejl. I centrum står altid en kraftpræstation fra en spiller, som foretager en fysisk forvandling. Robert De Niro satte en krævende standard, da han tog 30 kilo på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Scorseses film var autentisk baseret. Det er de gode boksefilm som regel.

I SOUTHPAW er det Jake Gyllenhaals tur. Han blev sidst set som klam netreporter i Dan Gilroys Nightcrawler (2014) hvor han havde tabt sig, som De Niro gjorde for at spille Travis Bickle i Taxi Driver. Nu er han trænet til ukendelighed for at spille letsværvægteren Billy Hope, der falder for atter at rejse sig, klogere, stærkere, hærdet og lidt mere ydmyg.

   Filmen har manuskript af Kurt Sutter, som skrev tv-serien Sons of Anarchy (2008-2014), hvor rivaliserende rockerfamilier blev skildret i fuldt dramatisk register. I Southpaw vælger han, sikkert med vilje, at hylde snart sagt enhver kliché, man forbinder med en boksefilm. Det er næsten som i en konservativ western.

BILLY og Maureen (Rachel McAdams) kommer begge fra Hell’s Kitchen-kvarteret og er vokset op i det sociale system. Hun styrer hans karriere i samråd med promoteren Jordan (Curtis »50 Cent« Jackson), der vil sælge enhver for det højeste bud. Parret lever i øvrigt for deres datter. Mesteren bliver nappet i hælene af Escobar (Miguel Gomez), en opkomling fra Columbia, som udfordrer ham ved enhver lejlighed.

   Billy er træt allerede i kampen, som sætter Southpaw i gang. Hans strategi er at åbne sig for modstanderens slag, indtil vreden og smerten kickstarter systemet, så han kæmper på blindt raseri. Det tager tid at nå det strategiske punkt, og bokseren er i sørgelig stand. Da Maureen dør, mister Billy alt, inklusive sin bokselicens. Værst er dog, at systemet, som han selv kommer fra, tager datteren i forvaring.

ATTER må Billy lære fra bunden. Heldigvis er der trænere som Tick Willis (Forest Whittaker), der ved, hvad det gælder, og ser, hvad der nager.

   Kort sagt bliver Billy taget til nåde og møder rivalen fra Columbia i en kamp, som HBO transmitterer. Honoraret er på 231 mio. dollars. Den glatte promoter er selvsagt tilbage og repræsenterer begge boksere. Han er den eneste helt sikre vinder.

   Der er få overraskelser, men mange solide glæder i filmen. Det er ikke som i David O. Russells The Fighter, hvor de gængse troper blev efterjusteret. Southpaw er heller ikke så selvbevidst arketypisk som Raging Bull. Men Gyllenhaals karakter kravler ind under huden, og der er en gennemgribende menneskelighed i alle figurer.

BOKSEFILMENS kvindebilleder er lige så flade, som galleriet af hanner er dybt. Undtagelsen er naturligvis Hilary Swanks karakter i Clint Eastwoods Million Dollar Baby, som skildrer en kvindelig bokser. Som regel er kvinderne milde husmødre eller spydige trofæhustruer. McAdams hører afgjort til englene i faget.

   Genrens fans kan glæde sig. Der er trods alt også en vis modernitet. Her kan kampe vindes på point, og den forslåede mester har virkelig ondt. Antoine Fuqua orkestrerer kampene med flair, og Jake Gyllenhaals nye fysik er imponerende. Det er patetisk på den rigtige måde. Det er næsten, så man bliver ramt og tager tælling.

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2007); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage i ringen: Grudge Match (2013); Mikkel Serup: Den bedste mand/ Pound for Pound (2017); Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017).

Southpaw. Instr.: Antoine Fuqua. Manus: Kurt Sutter. Foto: Mauro Fiore. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 20.08.2015.

Fotos: Escape Artists/ TWC/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Rotten Tomatoes - Official Trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime ,Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 23.11.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.08.2015

David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]

I ZODIACS TID

Evig tvivl, kryptering og hjemstavn

Af BO GREEN JENSEN

SERIEMORDEREN Zodiac spredte angst og bæven i San Francisco og det nordlige Californien fra december 1968 til et godt stykke ind i 70erne, hvor drabene ebbede ud.

   Hans speciale var nedskydning af elskende par, som han dræbte på afsides lokaliteter som Blue Rock Springs i Valejo og Lake Berryessa i Napa Valley. I to tilfælde overlevede mændene og kunne fortælle om udførlig mishandling.

   Zodiac slog med sikkerhed til ved fem lejligheder, men tog selv »æren« for flere forbrydelser i de opsigtsvækkende breve, som han sendte til politi og aviser.

   Det var om noget de makabre breve, kælne i tonen og skrevet i kode, som gjorde sagen stor i tidens mediebillede. Det blev da også diskuteret, om man snarere burde tie manden ihjel. Den 1. august 1969 sendte Zodiac breve til Vallejo Times-Herald og San Francisco-aviserne Examiner og Chronicle. Hvis ikke alle tre blade trykte brevene på forsiden, ville mordene tage til.

   Koden kombinerede en række eksotiske tegnsystemer, fra semaforalfabet til astrologiske symboler. Den blev knækket af et lærerpar. Siden fulgte mere avancerede koder, og journalisten Paul Avery blev sammen med David Toschi fra drabsafdelingen i San Francisco den PR-sultne psykopats foretrukne korrespondenter.

KARAKTERISTISK for Zodiac var blandt andet hans forfængelighed og hans filminteresse. Paul Avery modtog en mordtrussel, da han skrev om tegn på »latent homoseksualitet« i en artikel om Zodiacs virke.

   Brevene indeholdt henvisninger til Richard Connells novelle »The Most Dangerous Game« (1924), som i 1932 blev til den klassiske B-film med Leslie Banks, Fay Wray og Joel McCrea (faktisk filmet om natten i de samme kulisser, hvor Merian Coopers King Kong blev drejet om dagen). Titlen henviser mere til jagt end til spil. Den megalomane Count Zaroff venter på strandede skribe, så han kan jage menneskene, som søger tilflugt på hans ø.

   Fordi mordene talte så magtfuldt til tiden, blev der straks skrevet bøger og indspillet film, som tog afsæt i Zodiac-mytologien. I Don Siegels Dirty Harry (1971), den første film med Clint Eastwood i rollen som »Dirty« Harry Callahan, er det en morder, som kalder sig »Scorpio«, der terroriserer San Francisco. Tom Hansons tarvelige The Zodiak Killer (1971) var en spekulationsfilm, som lukrerede på sagen.

   Zodiac »anmeldte« disse film, og i sit sidste brev til San Francisco Chronicle, dateret 29. januar 1974, kaldte han William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) for den bedste »saterical comidy«. Brevet angav endvidere kampens stilling: »Me = 37. SFPD = 0«.

PÅ San Francisco Chronicle sad en stille ung mand, bladets tegner Robert Graysmith, og fulgte udviklingen med interesse. Mens resten af verden lagde sagen til side, blev han stadig mere besat af ideen om at afsløre Zodiacs identitet.

   Paul Avery gik i hundene, og den karismatiske Toschi (modellen for Steve McQueen-karakteren i Bullitt og en inspirationskilde for Peter Falk som Columbo) blev taget af sagen. Graysmith mistede både sit job og sin familie, men kunne ikke tænke på andet end at bevise, at Zodiac var identisk med Arthur Leigh Allen. Allen var den mistænkte, som politiet havde interesseret sig længst for. Han bar et ur af mærket Zodiac og delte morderens kærlighed til The Most Dangerous Game.

   Graysmith skrev to bøger, Zodiac (1986) og Zodiac Unmasked (2002), der blev kæmpemæssige sællerter. Begge konkluderer, at alting peger på Allen, men kan ikke lukke sagen definitivt. Det er aldrig bevist, at Allen, som døde i 1992, var Zodiac.

   Graysmith opsøgte Allen i den isenkramforretning, hvor han arbejdede efter en pædofilidom. Han så meget længe på manden, konstaterede at han ingen særlige karakteristika havde, og lukkede bogen om Zodiac. Andre forfattere, der har skrevet om sagen, er ikke så sikre som Graymith, og nogle er lodret uenige. Det er imidlertid Graysmiths bøger, som David Fincher bygger storfilmen Zodiac på.

FORDI stilikonet Fincher er manden bag Se7en (1995) og Fight Club (1999), knytter der sig enorme forventinger til Zodiac, hans første film efter den skuffende konventionelle Panic Room (2002). Fincher, som er født i 1962, gik i skole i Marin County, mens Zodiac hjemsøgte omegnen og medierne bearbejdede sagen. Hans film er derfor også en erindring om 60erne, 70erne og 80erne i Californien, og det er i høj grad dette sædeskildrende aspekt, der gør den så intens og seværdig.

   Til selve sagen holder Fincher en distance, der er meget fint afstemt mørket og kulden, som udgør filmskaberens signatur. Trods mængden af kronologiske detaljer, er det ikke en film, som bader hver scene i periodekolorit. Der økonomiseres med de tidstypiske virkemidler. Vist bliver Donovan-sangen »Hurdy Gurdy Man« et vagt satanisk ledemotiv, og vist gør titelsekvensen dramatisk brug af Santanas »Soul Sacrifice«, men tilskueren bliver ikke tæppebombarderet med golden oldies. Filmens karakterer måber ikke over samtiden. For dem er der tale om nutid.

FORDI filmen spiller så længe, næsten tre timer, er der overskud til at skildre de mange falske spor og løse ender, som distraherer detektiverne. Dybest set er styrken i Zodiac den sidste rest af en nagende tvivl. Da Fincher ikke kan lukke sagen og give publikum vished én gang for alle, bliver efterforskningen et billede på den ambivalens og uoverskuelighed, hvormed »sandheden« tegner sig for os i samtiden.

   Det er ganske betagende gjort, og Fincher undlader helt konsekvent at gøre brug af de moralske problemstillinger og fantastiske virkemidler, som ganske vist løftede Se7en og Fight Club, men samtidig gjorde dem til mytologi. Zodiac tangerer den rene realisme, som man sjældent ser i en Hollywood-film.

DER er blændende detaljer. Første billede viser nathimlen over Vallejo, oplyst af 4.juli-fyrværkeriet, og tegner byens horisont på samme måde, som Los Angeles fremtræder i Blade Runner. Har Fincher en helt, er det nok Ridley Scott. 

   Ti år går mellem Zodiacs breve og slutningen på Graysmiths efterforskning. Fincher skildrer det ved at vise den højeste bygning i San Francisco, et glastårn [Transamerica Pyramid] som rejses og fyldes og tændes, i timelapse/fast-motion.

   Til slut ser Allen og Graysmith på hinanden. Der er ingen genkendelse, blot en ironisk konstatering af ondskabens grundlæggende banalitet. Nu er Zodiac blevet en bestseller, som de rejsende køber i lufthavnen.

   Tiden har ændret dem alle. Avery (Robert Downey Jr.) er død af lungeemfysem. Toschi (Mark Ruffalo) er ikke længere i drabsafdelingen. Graysmith (Jake Gyllenhaal) ser igen sine børn, men er ikke blevet genforenet med Melanie (Chloë Sevigny). De mødtes og skiltes i Zodiacs tid, og som Melanie syrligt bemærker, kom deres forhold aldrig længere efter stævnemødet, der bragte dem sammen. Det var den aften, de tog hjem til ham, fordi Zodiac havde lovet at ringe.

DER er hverken melodramatiske krumspring eller nervepirrende nærkamp. Fincher er lige så fascineret af Zodiacs kryptogrammer, som han var af John Does skriblerier i Se7en. Mordene er klinisk skildret, de hverken svælger i eller ser væk fra hjertets søle. Der er ingen moralske pointer – hvilket i sig selv vel er en væsentlig pointe.

   Af samme grund har Zodiac en følelsesmæssig slagside. Graysmith bliver aldrig mere end et manisk ciffer, og den charmerende Toschi fylder for lidt til at afgive varme, der holder i længden. Som tiden går, bliver man sulten efter nogen at identificere sig med og noget at føle stærkt for. Det kan filmen ikke give, fordi den er skåret så klinisk og sobert.

   Finchers film imponerer som altid, men den ryster os sjældent og bevæger os aldrig. Man har meget ud af at se den, men Zodiac vil næppe, som Se7en og Fight Club, blive en af de film, som man genser med glæde.

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021] og David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008)

Zodiac. Instr.: David Fincher. Manus: James Vanderbilt. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 17.05.2007.

 

Fotos: Paramount Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-history.org (timelapse)/ Alchetron (Graysmith portrait)/ The Fincher Analyst (Graysmith Drawing)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [1 movie, 2 cuts] fra Paramount Pictures 29.10.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2007

Jacques Audiard: The Sisters Brothers (2018) [Westerns 100]

KVÆSTEDE COWBOYS
Drømmen om at skabe den sidste gode western

Af BO GREEN JENSEN

ALLE nye westerns er metafilm. Filmskaberne ved, at de dyrker en anakronisme. Den klassiske western var fuld af racisme og misogyni. De nye film ved, at vi kender de gamle, og forholder sig både til historien og genren. Derfor er der ingen dusinværker. Hver eneste film er nødvendig.

   Franskmanden Jacques Audiard har skabt maskuline kronstykker som Det slag mit hjerte sprang over (2005) og fængselsfilmen En profet (2009). Guldpalmevinderen Dheepan (2015) fulgte hverdagen for en tamilsk vicevært i en parisisk ghettoforstad. Også i Danmark blev Smagen af rust og ben (2012), en grænseoverskridende kærlighedsfilm med Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts, en ægte biografsucces.

   Audiards bedste værker er forbundet med sårbar maskulinitet af den mest stoiske slags. Alle hans helte er kvæstede mænd. Så naturligvis har han grebet chancen for at instruere, da skuespilleren John C. Reilly købte rettighederne til Paul DeWitts roman om The Sisters Brothers (2011). Reilly kunne se en nuanceret rolle til sig selv i materialet. Audiard har anet en mulighed for at hylde mestre som Ford, Hawks, Mann og Leone, mens han gav mytologien et velfortjent nakkeskud.

ELI og Charlie Sisters (Reilly og Joaquin Phoenix) er dusørjægere i 1850ernes USA. De udfører også et lejemord nu og da. Det er tiden for de store guldfund. Brødrene jager guldgraveren Hermann Warm (Riz Ahmed) på vegne af Kommandøren, en kapitalistisk bagmand i Trump/Murdoch-kategorien. Angiveligt står Warm i gæld til Kommandøren. I realiteten handler det om at få fat i hans opfindelse: formlen for en kemisk væske, der på magisk vis får guld til at lyse i vand.

   Der er flere synsvinkler og kronologiske spor. I ét beskriver Pinkerton-detektiven John Morris (Jake Gyllenhaal), hvordan han mødte Warm, mens han var på vej til noget andet. Detektiven fatter sympati for opfinderen, som vil grundlægge en utopisk koloni med pengene fra sit patent. Morris nærer ingen kærlighed til Sisters-brødrene, men han kender deres ry og respekterer deres håndværk.

FAKTISK drømmer alle filmens mænd om en bedre verden og en mindre voldsom levevej. Kun Charlie Sisters skyder løs på det hele. Eli er altid den tøvende, kejtede toer. Begge vil gerne tilbage til gården og besøge deres mor. Der er både komedie og tragedie i filmen. Grundtonen er på én gang mørk, nostalgisk og humoristisk.

   The Sisters Brothers er stemt i efterår på samme måde, som Robert Altmans McGabe & Mrs. Miller (1971) var forbundet med vinter. Her er klodsede skudopgør som i Clint Eastwoods Unforgiven (1992). Der er også en anelse Deadwood i filmen. I en næsten psykedelisk sekvens bliver opfindelsen demonstreret. Her er grådighed som i The Treasure of Sierra Madre (1948, da.Tre mænd søger guld). Af alle sine helte ligner Audiard måske John Huston mest.

   The Sisters Brothers havde premiere på Venice Film Festival i 2018. Også brødrene Coen kom med en western. Deres sjælfulde The Ballad of Buster Scruggs var en lige så stilbevidst antologifilm. Juryen foretrak den relative alvor hos Audiard og tildelte ham sin Grand Prix. Joel og Ethan Coen modtog manuskriptprisen.

The Sisters Brothers. Instr.: Jacques Audiard. Thomas Bidegain og Jacques Audiard. Foto: Benoît Debie. 122 min. Frankrig-Spanien-Rumænien-Belgien-USA 2018. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Why Not Productions/ Annapurna Pictures/ Les Films du Fleuve/ Focus Features/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,  Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video [Limited + Standard Edition] 27.02.2023

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.06.2019

Tom Ford: Nocturnal Animals (2016) [Noir 100]

BEGÆRLIGE NATDYR

Modeskaberens metafiktion

Af BO GREEN JENSEN

HÆVN og begær, afhængighed og grådighed, er hårde grundstoffer i den del af genrelandskabet, som stadig bliver kaldt film noir, skønt der kom farver i feltet for mange år siden. Det er også blevet en løsere form, som dækker mange slags skæbnefortælling. Af samme grund verserer betegnelser som neo-noir.

   Ægte noir er dog stadig – i sagens natur – en auteur-baseret genre, der som regel arbejder med beskedne budgetter, fordi misantropien og den fatalistiske grundstemning går imod behagesygen i den kommercielle hovedstrøm.

   Manhattan-galleristen Susan (Amy Adams) lever det gode liv i den hurtige bane. Hun er gift med en børsmægler (Armie Hammer), som bedrager hende for et godt ord og vist nok er ved at gå ned økonomisk. Der er hele tiden en stab af tyende og assistenter omkring de smukke ægtefæller, som er holdt op med at sige særligt meget til hinanden. De bor i et veloplyst glashus.

   

DET skal siges, at Susan har fået præcis det liv, som hun ønskede sig. Som ung var hun – det beskrives i flashbacks – en åben kvinde, der ville være kunstner selv. Da hun blev gift med Tony (Jake Gyllenhaal), en famlende forfatter, var det ikke kun for at trodse de rige forældre. Men det var Susans pragmatiske mor (Laura Linney), som forudsagde, at hun en dag ville gå fra den følsomme mand.

   Susan markerer ferniseringen på sin nye udstilling – af pornografisk trompe l’oeil-kunst og kolossale kvinder i stripper-outfits – med en fest, som der ikke er råd til. Bagefter er hun alene igen og får tid til at åbne pakken, som hendes assistent har lagt frem. Hun skærer endda sin finger på papiret og bliver sammen med tilskueren mindet om, at der findes andet end steriliteten og den monumentale vulgaritet i popkunsten.

   I pakken ligger manuskriptet til en roman med titlen Nocturnal Animals. Det viser sig at være en brutal historie om hævn og begær, afhængighed og grådighed, fortalt af eks-manden, som Susan hånede for hans fine æstetiske fornemmelser, da de var sammen. Nu har piben fået en helt anden lyd. I rå, taktile billeder beskriver bogen, hvordan en familie bliver udraderet.

FILMEN bruger lige megen tid i de to historier, men de er ikke for alvor flettet sammen. Snarere ligger Susans fortælling som en skal om Tonys beretning. Fiktionen i fiktionen får på den måde status som virkelighed.

   I manuskriptet får karakteren Edward sin verden revet over, da psykopatiske bøller voldtager og dræber hans hustru og datter på en landevej i Texas. Det sker om natten, og der er en langstrakt legen kispus mellem jæger og bytte. Alting er skildret så detaljeret, at tilskueren føler akut ubehag.

   Senere vil Edward finde gerningsmændene, der gjorde det for sjov. Han er – som sin forfatter – en mild amatør uden praktisk erfaring. Men rangeren Bobby Andes (Michael Shannon), en kræftsyg kæderyger, gør Edwards hævn til sin principsag – og insisterer på handling, når Edward bliver svag.

TYDELIGVIS er der tale om forbundne narrative kar. Både Tony og Edward bliver spillet af Jake Gyllenhaal. Det kan være, fordi Susan ser forfatterens ansigt for sig, mens hun læser, eller fordi Tony skriver om Edward med absolut indlevelse. I hvert fald har han fundet sin stemme. Der er reaktionsbilleder af den henførte Susan. Sjældent er læserens begær visualiseret så bogstaveligt.

   Da hun lukker bogen, er Susan forført, fortabt, helt våd og åben, parat til at gøre det hele igen. Hun sender Tony en bævende mail. Hun klæder sig på med grundig nydelse og venter i restauranten. Nu er hun endelig klar.

DESIGNEREN Tom Ford debuterede sent som filmskaber, da han instruerede Colin Firth i en dramatisering af Christopher Isherwoods A Single Man (2009). Han er en pertentlig fortæller med stor appetit på gennemførte billeder. Han har råd til også selv at producere sine film. Det gør ham til en effektiv ener.

   A Single Man havde et homoerotisk tema, som var personligt for Ford. Så kan han mon mere? sagde skeptikerne. Her leverer han et smukt stykke sanselig neo-noir, der et stykke af vejen deler terræn og virkemidler med David Lynch. Jeg har set ham kritiseret for ikke at være sær og foruroligende nok, men det er at misforstå ærindet. Ford vil hellere tale om psykologi og moral end dyrke det mærkelige for dets egen skyld.

   Fra titelsekvensens fantastiske frise af store kvinder, der stripper i slow-motion – som havde Federico Fellini animeret figurer af Lucien Freud og Francis Bacon – til det sidste Edward Hopper-beskårne glimt af Susan i restauranten, er der tale om original billedkunst. Forlægget er en thriller af Austin Wright, som de færreste har læst. Ford gør den til noget dunkelt og stærkt.

Se også Tom Ford | Christopher Isherwood: A Single Man (2009) [Bogen og filmen].

Nocturnal Animals. Instr. og manus: Tom Ford. Foto: Seamus McGarvey. 116 min. USA 2016. Dansk premiere: 05.01.2017.

Fotos: Focus Features/  UIP DK/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 15.10.2019

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 06.01.2017