FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.
Desværre har der sjældent været roller, som brugte den udtryksfulde udtryksløshed konstruktivt. Værdige undtagelser er John McNaughtons Mad Dog and Glory (1993, da. Pigen i midten), Sam Raimis tænksomme Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons gakkede Rushmore (1998). Alligevel tænkte man endelig, da den livstrætte skuespiller fik rollen som livstræt skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).*
HER kommer ærke-auteur Jim Jarmusch (f. 1953) imidlertid med en atypisk rund og tilgængelig film, der gør lige så god brug af Murrays talenter. Han spiller den reserverede Don Johnston, et følelsesmæssigt menneskepindsvin, som foretrækker at leve så stille som muligt foran fladskærmen i sit forstadseksil. Hans formue kommer fra IT-udstyr, men i hjemmet er der ingen computer, og da hans seneste kæreste (Julie Delpy) forlader ham i første scene, bliver han bare siddende og tænker sit. Situation er ikke ny for Don Johnston.
Så kommer brevet, der vækker ham lidt. En gammel kæreste skriver, at de sammen har en voksen søn, som hun aldrig har fortalt ham om. Der er bare ingen afsender på. »Det var lige godt pokkers,« kan man se Murray tænke. Indtil videre bliver han dog siddende. Senere kommer naboen (Jeffrey Wright), en glad mand med kone og stor børneflok, og præsenterer en detaljeret rejseplan. Han opsøger da sine gamle flammer, og fire af filmens stærkeste blomster får hver et kvarter at gøre godt med: Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.
STONES karakter er stadig i stemning og har en promiskuøs teenagedatter (Alexis Dziena), som for en sikkerheds skyld hedder Lolita. Conroy er blevet ejendomsmægler. Lange tager sig mere end godt betalt for at psykoanalysere folks kæledyr, mens Swinton bor i skurvogn og er blevet en bitter og stram biker chick. Han ser dem, sover også hos en enkelt, men siger ellers så lidt som muligt, mens han overvejer de mulige liv, som han desværre eller heldigvis er gået glip af. Om der er en søn, får man muligvis hold på til allersidst, da Murray for et øjeblik bliver atypisk sentimental.
DET er ikke nogen stor film, og det er intet typisk Jarmusch-arbejde. Alligevel fik Broken Flowers juryens Grand Prix ved årets Cannes Festival, og man genser den gerne for stemningen, typerne og den stedvis meget slet skjulte satire i skildringen af de sociale miljøer. Kvinderne er uden undtagelse prægtige, og Murray kan sin type til fuldkommenhed.
Ikke desto mindre ligner Broken Flowers mere et supplement til Alexander Paynes About Schmidt (2002, da. Rundt om Schmidt), en road movie for enkemænd med Jack Nicholsen i fri drift på vejen til Denver, end en film af manden bag Down by Law (1986), Dead Man (1995) og Ghost Dog (1999). Broken Flowers er let som et snefnug og umådeligt charmerende. Den er sikkert også hurtigt glemt igen.
*) OVENSTÅENDE er skrevet i 2005, da selviske mænd var mere på mode. Efter Rushmore blev Murray uundværlig for Wes Anderson, der har brugt ham i sine film lige siden: The Royal Tenenbaums (2001); The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); The Darjeeling Limited (2007); Moonrise Kingdom (2012); The Grand Budapest Hotel (2014) og The French Dispatch (2021). Murray lægger stemme til Grævling i Fantastic Mr. Fox (2009) og til Boss i Isle of Dogs (2018), som begge er animationsfilm. Faktisk er Asteroid City (2023), som får Cannes-premiere i maj, den første Anderson-film uden spor af Bill Murray.
I Sofia Coppolas On The Rocks (2020) vender Murray tilbage som en vakkelvorn far, der aldrig rigtigt har været der for sin datter og kun melder ind, når det passer i hans planer. Filmen kan ses som et revisionistisk blik på levemandstypen fra både Broken Flowers og Lost in Translation. I Theodore MelfisSt. Vincent (2014) kan man se, hvordan det er muligt at misbruge Murrays gnavpotmanér. I Roger Michells mere vellykkede Hyde Park on Hudson (2012) spiller Murray lidt mere mod sin type og forsvinder i rollen som Franklin Delano Roosevelt.
Jarmusch brugte Murray igen i zombiesatiren The Dead Don't Die (2019), hvor han er sheriffen i byen, der inficeres.
Broken Flowers. Instr.: Jim Jarmusch. Manus: Jim Jarmusch, Bill Raden, Sara Driver. Foto: Frederik Elmes. 105 min. USA 2005. Dansk premiere: 07.10.2005.
Fotos: Focus Features/ Five Roses/ BAC Films/ NFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
IMPERIER I EN DRÅBE Alt konstrueres med akkuratesse
Af BO GREEN JENSEN
AMERIKANEREN Wes Anderson (f. 1969) er detaljernes elsker, herre og mester. Han arrangerer dem med fetichistisk omhu, og hver af hans film er en gennemført miniature. Fra Bottle Rocket (1996) til The French Dispatch (2021) og Asteroid City (2023) har han hver gang skabt færdige verdener, der kunne være imperier i en dråbe. Også værklistens animationsfilm, Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018), koncentrerer et helt univers.
De bedste af Andersons film er familiehistorier. Der er en Salingersk excentricitet over klanen i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007), hvor tre brødre kører i tog gennem Indien. Han holder af at benytte de samme skuespillere – Bill Murray, Jason Schwartzman og Owen Wilson er med i de fleste Anderson-film – og væve videre på et grundlæggende mønster. Typisk for Anderson er det togets indretning, han bruger mest energi på i The Darjeeling Limited.
ANDERSONS film trækker ofte på en personlig erindring. Diverse fænomener fra hans opvækst er genskabt med en detaljerigdom, som udgør det halve af kunstværket, mindst. I The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) var det tv-programmerne med Jacques Cousteau, som Anderson byggede videre på. Der var en Steve Zissou-klub med diplomer og små emblemer. Filmens sætstykke var skibet Belafonte, det Calypso-lignende fartøj, som Bill Murray og resten af Team Zissou sejlede i.
I MOONRISE Kingdom bliver spejderlejren og skoleorkestret et fundament for fiktionen. Scout Master Ward (Edward Norton) opdager, at ulveungen Sam er forsvundet fra lejren på New Penzance Island. Året er 1965. Det kan man se på farverne og høre på musikken.
Sam (Jared Gilman) er løbet væk med Suzy (Kara Hayward), der er datter af Walt (Bill Murray) og Laura (Frances McDormand) Bishop. Sheriffen (Bruce Willis) fatter sympati for den ensomme dreng. Lynet slår ned flere gange, og en mægtig storm er på vej. Da den kommer, samles alle i kirken, hvor tingene endelig sættes på plads.
SOM altid er musikken en særlig dimension. Filmens score er skrevet af Alexandre Desplat, men hver gang den melankolske sheriff er i billedet, høres Hank Williams på lydsporet. Mens Suzy og hendes familie præsenteres, kører Benjamin BrittensA Young Person’s Guide to the Orchestra på grammofonen. Sætstykket er dog hans opera Noye’s Fludde, som opføres i kirken, mens den store storm raser på øen.
ALT er uhyre charmerende gjort. Jared Gilman og Kara Hayward er perfekte som Sam og Suzy, de pubertære misfits, der vil bygge en ny verden sammen. Stormen orkestreres som en symfoni, og hver kameragang er nøje gennemtænkt. Der er sjældent zoomet så meget i en film efter 1975. Skal man indvende noget, kunne det være, at den spinkle historie næsten forsvinder i mylderet af detaljer. Det er en gennemgående svaghed i Andersons film, der har lige så mange fjender som fans.
MOONRISE Kingdom præsenterer Andersons verden i koncentrat. Drengen kunne være lillebror til Max Fisher fra gennembrudsfilmen Rushmore (1998). De voksne er neurotiske versioner af børnene med dårlige forhold og en sørgmodig livsindstilling. Det har fået mange til at betragte Anderson som en kronisk umoden filmskaber af typen, som også Tim Burton tilhører. Om man tænder på detaljerne, er i høj grad et spørgsmål om temperament.
Moonrise Kingdom åbnede Cannes Festivalen 2012 og er et af hans smukkeste værker til dato. I Cannes kom jeg til at diskutere Anderson med en gruppe indiske kolleger. De kunne næsten ikke forholde sig til hans film, sagde de, fordi så meget i dem er skabt i kameraet; så meget ved hans verden er design og teknik. Midt i dette var menneskene som legetøjsfigurer.
DET er ikke retfærdigt at reducere Andersons film på den måde, men man kan sagtens følge kritikken. I Moonrise Kingdom er apparatet på plads. Han har sin familie af spillere; den rekonstruerede barndom er samlet på en ø; intet er overladt til tilfældigheder. Netop da kommer stormen og slår dukkehuset i stykker. At Anderson lader det ske, vidner om, at han ikke vil stivne i formen. Moonrise Kingdom er kræs for fans og et godt sted at begynde på Andersons oeuvre.
TUREN GÅR TIL INDIEN Med kvæstede Salinger-brødre ombord
Af BO GREEN JENSEN
BRØDRENE Whitman er gledet fra hinanden. Francis (Owen Wilson), Peter (Adrien Brody) og Jack (Jason Schwartzman) har næppe talt sammen – og især har de ikke talt pænt til hinanden – i det år, som gået siden deres fars begravelse.
Forretningsmanden Francis kørte galt på sin motorcykel, formentlig med vilje, skønt han hævder det modsatte. Hans knuste ansigt er stadig pakket ind i bandager, da han møder sine brødre ved toget i Indien.
Det var faktisk på den samme perron, at Peter så sin far (Bill Murray) dø under mystiske omstændigheder. Han går stadig med faderens solbriller, som han bærer i alle slags lys. Peter befinder sig selv i en krise og gør, hvad han kan for at glemme, at han snart skal have barn med sin kæreste.
LILLEBROR Jack er familiens krønikeskriver. I den kvarterlange kortfilm, Hotel Chevalier, som vises før rejsen til Indien begynder, har forfatteren siddet og skrevet på sit hotel i Paris, da ekskæresten (Natalie Portman) melder sin ankomst. Jack tager imod hende, Han gør, hvad han kan for at virke upåvirket (hvorved man mærker hans anfægtelse), og da hun er kommet og har taget tøjet af, elsker de på sengen, mens den allestedsnærverende iPod spiller Peter Sarstedts gamle hit, »Where Do You Go To (My Lovely)?«, i fuld længde.
Jack har skrevet en novelle om de groteske hændelser, som fandt sted ved den tyske garage i New York, da brødrene ville hente deres fars bil før begravelsen. I Indien viser han teksten til Francis og Peter, og ved rejsens slutning ser man en dramatisering af det absurde forløb. Det er Jack, der kan huske alle detaljer. Han siger altid, at personerne i hans historier er fiktive, ligesom konteksten udspringer af hans fantasi. Han narrer dog ingen med disse besværgelser. Jack ville næppe være i stand til at skrive om andet end sin familie.
DET er Francis, som har sat brødrene stævne. De har brug for at finde sig selv og hinanden, og til det formål findes næppe et mere åndeligt sted end det sære, hellige, magiske Indien.
Var det godt nok til Donovan og The Beatles, må det være optimalt for den atomiserede Whitman-familie. Man vil rejse med toget The Darjeeling Limited. Ved vejs ende når man måske det kloster, hvor brødrenes mor (Anjelica Huston) har fundet sit kald. Eller også slutter det helt anderledes. Først må man bare springe ombord.
Det sker, i flimrende hede og duvende slow, til tonerne af »This Time Tomorrow« med The Kinks. Hele tre sange fra albummet Lola and Powerman versus the Moneygoround (1970) benyttes på det eklektiske soundtrack, som sædvanen tro er kurateret af Randall Poster.
NU følger en effektiv dannelsesrejse. Gennem smerte, nat og kaos, gennem farver og forvandling, over ørkensand og bjerge, gennem fortid, nutid og fremtid, bevæbnet med opiumstærk hostesirup og pertentligt laminerede dagsplaner, bevæger brødrene i toget sig. Jack har en heftig affære med togstewardessen, som græder da hun forlader sin mand. To gange bliver brødrene sat af toget, men får lov at stige på igen. Endelig fanger bordet, og de bliver efterladt i ørkenen med 11 kufferter, en printer og en lamineringsmaskine.
DET er den samme slags excentriske Salinger-familie, man kender fra Andersons øvrige film, Bottle Rocket (1996), Rushmore (1998) og The Royal Tenenbaums (2001). Opus fire, The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), koncentrerede alt på et ekspeditionsskib og fyldte historien med Jacques Cousteau-referencer og David Bowie-sange på portugisisk.
Midtvejs brød virkeligheden ind i den reduktive miniaturekunst, en slags åndelig bonsai, som Anderson nok er nervøs ved at dyrke for monomant. Moderne pirater vædrede filmens svar på skibet »Calypso«.
I The Darjeeling Limited sker noget tilsvarende, da brødrene redder to børn fra at drukne i floden ved en landsby, de passerer. Kun Peter kan ikke bjærge sin dreng. Brødrene bliver i byen til begravelsen, der skildres atypisk indgående og – som altid hos den excentriske instruktør - forbavsende anfægtende.
I øvrigt lykkes planen. Efter rejsens uforudsigeligheder tager de afsked som ældre og lidt bedre mænd. Francis’ ansigt er i bedring. I hvert fald tager han bandagerne af. Peter ringer til sin kone. Jack bliver ved med at skrive og kan meget vel være manden, der har fremlagt hele den snoede historie.
WES Anderson har ikke været bedre, mere cool eller mindre selveftergivende. Med den femte spillefilm befæster han sin status som den mest underfundige af de yngre amerikanske auteurs, der får lov at leve ideerne ud. Hollywood afskrives gerne som en tarvelig sump, hvor kun penge har betydning, men faktisk støtter Drømmefabrikken en ganske omfattende kreds af risikovillige filmskabere: Quentin Tarantino, Tim Burton, Steven Soderbergh, Paul Thomas Anderson, David Fincher, Sofia Coppola og Todd Haynes. Af disse er Anderson tættest på Burton, men egentlig ligner han bare sig selv.
The Darjeeling Limited. Instr.: Wes Anderson. Manus: Roman Coppola, Jason Schwartzman, Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 91 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Hotel Chevalier. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Robert Yeoman. 13 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.
Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Mark Friedberg
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007
DET er tyve år siden, at Sofia Coppola (f. 1971) trådte frem som fuldt færdig instruktør og autrice. The Virgin Suicides (1999) var en mørk, eftertænksom filmatisering af Jeffrey Eugenides' roman fra 1960ernes Detroit. Som voksen husker fortælleren, hvordan han og de øvrige drenge hviskede om en flok katolske søstre, der døde på mystisk og dragende vis.
Det var dog med Lost in Translation(2003), at Coppola charmerede verden og blev populær. Bill Murray og Scarlett Johansson fandt hinanden og førte famlende samtaler i et Tokyo, hvor nuancerne i de sociale koder gik tabt i oversættelse. Som så meget mellem mennesker, fik Coppola sagt.
Hun blev en af de førende filmskabere. Der er anakronistisk revolutionshistorie i Marie Antoinette (2006), californisk sædeskildring i Somewhere (2010), et blik på yngste generation i The Bling Ring (2013), feministisk fabel fra borgerkrigstiden i The Beguiled(2017) og stor opera i La Traviata (2017).
ALLIGEVEL er det Lost in Translation, som publikum husker og gerne vil gense. Så i On The Rocks vender Murray tilbage og spiller denne gang far til protagonisten, der opleves som Coppolas alter ego. Forfatteren Laura (Rashid Jones) er gift med webdesigneren Dean (Marlon Wyans). De har små børn, som distraherer Laura i skrivearbejdet. Familien trives et sted på Manhattan.
En nat kommer Dean hjem og synes at forveksle Laura med en anden. Hun kan ikke slippe tanken. Da ingen veninder har tid til at lytte til andre end sig selv, kontakter hun sin far. Fabeldyret Felix kommer fejende ind og er sikker på, at Dean lyver. Det gjorde han jo selv i tiden med Lauras mor.
Felix og Laura holder øje med Dean, mens de taler om alt mellem himmel og jord. Som karakter er Felix summen af maskuline klicheer og Murrayske manierismer. Det er morsomt skrevet, men figuren er tæt på en karikatur.
»Hvor må det være dejligt at være dig,« siger Laura til sin playboyfar i scenen, hvor han besnakker to betjente og får dem til at skubbe sportsvognen i gang. Felix flirter til højre og venstre. Han kender alle i byen. Derfor kan han godt tage fejl med hensyn til Dean. Og karismaen ændrer jo ikke, at han aldrig var der i hendes barndom.
MURRAY får lov at forklare sig lidt, men generelt er On The Rocks en undsigelse af de hvide hanelefanter. Satyrernes tid er definivt forbi, og godt det samme, siger Coppola. Før var der måske en vis nostalgisk veneration for ronkedoren. Den dør på stedet i On The Rocks, og det er det nye i filmen.
Tonen er både tragisk og komisk. Især er den bittersød og lakonisk, for det er de kvaliteter, som Murray og Coppola deler og mestrer. On The Rocks er produceret af A24 for Apple TV+. Før streamingpremieren kunne den ses i biografen i tre uger.
FORTABT I JAPAN Mennesker mødes og sød musik opstår
Af BO GREEN JENSEN
GLÆDEN kan nå os de særeste steder. Charlotte (Scarlett Johansson), som har livet for sig, og skuespilleren Bob Harris (Bill Murray), der har fremtiden bag sig, er begge strandet i Tokyo.
Charlotte er fulgt med sin mand til Japan, men fotografen John (Giovanni Ribisi) skal næsten altid arbejde og genopfriske sit forhold til en bimbo af en gammel flamme. Bob er kommet for pengenes skyld – bryggeriet Suntory betaler ham to millioner dollar for at medvirke i en whiskyreklame – men vel også for at slippe lidt væk hjemmefra, hvor livet går op i børnenes fødselsdage og valget af nye gulvtæpper.
De er begge fortabt og alene i Japan. Charlotte vil gerne ud, men som dagene går er det lettest at blive på hotellet, hvor den kulturelle dissonans i det mindste leveres med room service og aircondition. Bob skal bare have tiden til at gå, mens agenterne diskuterer omfanget af hans forpligtelser.
De begynder at smile til hinanden i elevatoren, hvor Bill Murrays slidte pokerfjæs rager op over alle japanerne. Siden deler de drinks i baren, udforsker neonvildnisset sammen, taler i parenteser om natten og bliver mere og mere fortrolige med hinanden. Så skal maj blive ét med september?
NEJ, og det er for så vidt det fine ved Sofia Coppolas første arbejde efter debutspillefilmen The Virgin Suicides (1999). Lost in Translation er en bittersød romantisk komedie uden noget stort romantisk payoff. Det er snarere en velgørende ironisk realisme, som præger filmen fra først til sidst. Charlotte og Bob er praktiske mennesker, skønt begge har lyst til at flygte og glemme. Bob ved, hvad en dyrekøbt hverdag koster, og Charlotte vil sikkert se tiden an. Da han rejser, giver han hende et knus og mumler noget i hendes øre.
VI kan ikke høre, hvad han siger, og derved bliver scenen dybere og vigtigere. Ikke siden Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000) har en hemmelig hvisken virket så stærkt. Da Lost in Translation blev præsenteret i Venedig, fortalte Sofia Coppola, at der faktisk stod nogle banale og utilstrækkelige replikker i manuskriptet. Hun syntes ikke om dem og bad i stedet Bill Murray tage afsked med en mine, som fortalte, at »han er glad for at være på vej hjem, men også glad fordi han kom til Tokyo.«
DÉT er præcis, hvad Murray udtrykker med sin legendariske udtryksløshed. I 80erne blev hans Buster Keatonske deadpan brugt som en komisk effekt. Efter gennembruddet i Ghostbusters (1984) fulgte en række roller – i film som John McNaughtons Mad Dog & Glory (1993, da. Pigen i midten), Harold Ramis’ Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes AndersonsRushmore (1998) – der bedre kunne bruge furerne i fjæset og poserne under øjnene. Murray ligner nu indbegrebet af den lakoniske overlever. Han er ikke blevet en indbildsk succes eller en lykkelig taber, men en mand som midt i livet er forkommen og taknemlig for hverdagens stille velsignelser.
Over for denne ærefrygtindgydende livstrætte maske sætter Scarlett Johansson sin sarte æblehud og de friske øjne, som dog har set for meget til at lade sig narre eller begejstre ret længe ad gangen. Hun er 19, han er 53, men i uvirkeligheden på Tokyo Park Hyatt er de nogenlunde lige gamle og fortabte.
Ude i gaderne eksploderer alt i neonreklamer og blankt storbymørke. De japanske skrifttegn forstærker indtrykket af en hemmelig kode, som parret bestræber sig på at bryde, og den kulturelle fremmedgørelse bliver ikke mindre, fordi Bob Harris genkender sig selv på plakater og skærme allevegne. Snarere bliver han, midtvejs i livet, en mand der står ved siden af og betragter sig selv. I hans øjne kan man læse, at synet ikke behager ham særligt.
FILMENS fortryllelse ligger i dialogen og spillet mellem Johansson og Murray. Til gengæld er sædeskildringen tegnet med brede og meget generaliserende strøg, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at latterliggøre den japanske konsumerisme og kulturens knæfald for populære amerikanske fænomener, som den ikke forstår, når det kommer til stykket.
Samtlige komiske sætstykker bliver til på japanernes bekostning: filmholdet bag whiskyreklamen; den prostituerede kvinde, som bryggeriet sender op til Murray (»Lip my stockings!«); talkshowværten, som hviner så skingert, at Murrays udtryk et øjeblik tangerer en panikslagen reaktion.
At Matthew's Best Hit faktisk er et autentisk japansk tv-program, gør ikke satiren mindre firkantet. Hvad vi ser er et svimlende marked i neon. Kulturen bag spejlet og under overfladen beskæftiger filmen sig slet ikke med. Disse ting er velsagtens nogle af de kvaliteter, som går tabt i oversættelsen.
LOST in Translation er en stilfærdig og tidssvarende komedie, der siger lidt mere for hver gang man ser den. I USA modtog den tre Golden Globes (bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle) og var Oscar-nomineret i fire kategorier (bedste film, bedste manus, bedste instruktør og bedste mandlige skuespiller). Det kan være meget godt, men siger filmen danske mennesker noget om, hvad vi mister i den følelsesmæssige oversættelse?
Det er dét, som er forbløffende. Lost in Translation ophæver kulturelle begrænsninger ved at udspille sig i et ingenmandsland. Overensstemmelsen mellem signifikat og signifikant kommer ikke ind i billedet. Der er ingen tabt forbindelse; ingen skjult betydning at bore i hér. Bare to gode mennesker, som kommer fra hver sin ende af aldersspektret, men mødes på midten af i livet i Tokyo.
FRANKLIN Delano Roosevelt (1882-1945), De Forenede
Staters 32. præsident, var den vigtigste amerikanske statsleder mellem Abraham Lincolnog John F. Kennedy.
Demokraten blev genvalgt to gange og sad i tre
embedsperioder. Ved sin død blev han afløst af Harry S. Truman, som tog
beslutningen om at anvende kernevåben, satte hårdt mod hårdt i Korea og trak
fronterne op ved begyndelsen af Den Kolde Krig. Trumans politik har præget
eftertiden i mindst lige så høj grad som Roosevelts – men det er FDR, man
husker og har meninger om i fælleskulturen.*
Roosevelt var
aristokraten, som tilhørte en af nationens ældste familier, men blev Folkets mand
og Fælleskabets varmeste fortaler. Han angreb Depressionen med øget økonomisk
styring, offentlige anlægsarbejder og store hjælpepakker, der under ét blev kendt
som The New Deal.
Roosevelt var et politisk dyr og en stor populist. Han talte
om ikke at frygte andet end frygten og brugte »Happy Days Are Here Again« som
bannersang. Han var demagogen, som forstod at være ærlig, og han styrede USA
gennem to faretruende perioder – 1930ernes krise og 1940ernes krig mod
aksemagterne – som blev bestemmende for Det Amerikanske Århundrede.
PRIVAT blev han
gift og fik seks børn med pionerfeministen Eleanor Roosevelt (1884-1962), den progressive
førstedame, som var sin tids Hilary Clinton. Hun var væsentlig for hans
embedsførelse og tolererede hans udenomsægteskabelige affærer. Disse hørte ikke
op, da Roosevelt som 40-årig fik polio og blev lam fra livet og ned. Han lærte
sig at gå en kort afstand ved hjælp af stokke og bøjler, brugte ikke sin
kørestol uden for hjemmet og indgik en pagt med pressen, som aldrig viste ham i
sårbare situationer. Nutidens mediefolk måber, fordi det kunne lade sig gøre
dengang.
Eleanor og
Franklin boede hos hans mor, i familieejendommen Springwood ved Hudson River i
Hyde Park, New York. Med tiden fik Eleanor sit eget hus, Val-Kill, som lå i
nærheden. Hun havde flere forhold til kvindelige kærester. Præsidenten tegnede selv et tredje hus, Top Cottage, som var funktionelt
og handicapvenligt. Under ét hed komplekset Hyde
Park on Hudson.
Netop hér venter
man vigtigt besøg, da Roger Michells film tager sin begyndelse. Franklin (Bill Murray) og Eleanor (Olivia Williams) har inviteret George VI (Samuel West), den
britiske konge, og hans hustru, Elizabeth (Olivia Colman), på en uformel
weekend med skovtur og lokal underholdning. Det er juni 1939, sommeren før
mørket, der åbner sig i september samme år.
De britiske gæster er usikre og nervøse. Hvis
man ikke husker historiebøgernes fremstilling, har man sikkert set familien i
Tom Hoopers udmærkede The King’s Speech
(2010), som Hyde Park on Hudson deler
snit og form med. Man vil tale om træk i den store historie ved at fokusere på
anekdotiske detaljer i den lille. Det lykkes bedre for Hooper end for Michell,
skønt afsættet ellers er lovende nok.
KONGEN har netop afløst sin bror, Edward VIII, som
abdicerede for at kunne gifte sig med den notorisk fraskilte Wallis Simpson.
Parret kommer for at bede USA om hjælp og sikre sig stormagtens støtte i den
kommende krig mod det nazistiske Tyskland. Roosevelt var aldrig isolationist,
men to år før Pearl Harbor så han ikke USA som en aktiv part i en mulig konflikt.
Snarere skulle Amerika fungere som »demokratiets arsenal« og forsyne de
allierede med våben. På den måde imødekom han oppositionen. Det ville også give
mening i forhold til nationaløkonomien.
Den store mand er
mere presset end sædvanligt. Hans stab har derfor kontaktet kusinen Margaret
»Daisy« Suckley (Laura Linney), en fjern slægtning fra den mindre velstillede
del af familien. De legede nu og da sammen som børn. Hun skal tale med FDR og gøre
ham selskab på afstressende ture i den specialbyggede 1936 Ford Phaeton, som
han kan betjene med sine hænder.
HISTORIEN er
lagt i Daisys synsvinkel. Det er sammen med hende, at publikum præsenteres for
Franklin og den excentriske husholdning. Han spørger, om hun vil se hans fornemme
frimærkesamling, vel vidende at det er en klassisk scoreteknik. De kører gennem
det favnende landskab i Hudson Valley og bliver snart fortrolige. Efter et par
ture vinker han sikkerhedsvagterne væk. Han parkerer og lægger Daisys hånd i
sit skød. Hun gør det fornødne, og så er de kærester af en slags.
Men hvilken
slags? Franklin er for det første trofast i alliancen med Eleanor. Ægtefællerne
har indgået en pagt om at repræsentere firmaet USA. Og forholdet til Daisy er
blot ét i rækken af vanemæssige sidespring. Missy (Elizabeth Marvel), Eleanors
køligt effektive sekretær, behandler Daisy som forgyldt tyende, før hun
forbarmer sig og sætter den naive kusine ind i situationen. FDR har små affærer
med mange kvinder i Hudson Valley. Hun indgår selv på listen.
FILMEN påberåber
sig en autenticitet, som vist nok er mere kontroversiel, end de fyndige
skærmtekster giver det udseende af. Margaret Suckley var én af de fire kvinder
ved Roosevelts dødsleje. Hun fungerede siden som arkivar på The Franklin D.
Roosevelt Presidential Library and Museum. Filmens manuskript er baseret på breve
og dagbøger, som blev fundet i en æske under sengen,da hun døde i 1999, 91 år gammel. Dog har
flere af Roosevelts biografer sat spørgsmåltegn ved historien.
Der er til
gengæld ingen tvivl om, at det britiske kongepar kom til Hyde Park og blev
bespist med hot dogs foran Top Cottage. Den orkestrerede mediebegivenhed blev foreviget
af fotografer og filmet til nyhedsrevyer. Michell kopierer samvittighedsfuldt
disse scener, som filmen naturligvis kører til slut.
Ligesom denne tekst bruger Michells film
megen tid på at forklare konteksten og sætte i scene. Ergo venter man sig noget
særligt, da Hyde Park on Hudson
begynder for alvor. Det særlige kommer dog aldrig. Tonen er som høfligt
tv-teater, og det er forbavsende antiklimaktisk at se Bill Murray spille en
dramatisk rolle, hvor han ikke skal bruge sine patenterede manierismer:
pokeransigtet, den lakoniske humor og syrlige fremtoning. Man vil meget hellere
se ham i Groundhog Day, Wes Andersons
Rushmore eller Sofia Coppolas Lost in Translation.
MICHELLS film er en kuriøs konstruktion. Vist kører Daisy
ture med Franklin, og der gemmer sig en spinkel historie om ømhed mellem
mennesker i scenerne, hvor hun tilfredsstiller den frejdigt promiskuøse
præsident. Men i den større historie er hun dårligt placeret som vidnet, der erfarer
på publikums vegne. Under den officielle middag lader Franklin hende vente ved
døren – netop som en blanding af fattig kusine, hired help og seksuelt faktotum.
De bedste scener
er dialogerne, som Bertie og Elizabeth fører i soveværelset, helt uden for
referat. De britiske gæster fortolker værtens udfordrende strategi. På væggen
hænger karikaturtegninger fra kolonitiden. Kongeparret gruer for skovturen
næste dag, hvor underholdningen leveres af indfødte amerikanske kunstnere som
Prinsesse Te Ata og Ish-ti-obi, »den indianske Caruso«. Hvad er meningen med at
servere hot dogs? Er det en
raffineret fornærmelse, eller forstår FDR bare ikke, hvor alvorlig situationen
er, og hvor langt de royale gæster har strakt sig?
Det gør FDR. Der
er en fin scene, hvor den handicappede præsident taler mand-til-mand med den
stammende konge, mens han kanter sig fra det ene bord til det andet, akavet og alligevel
værdigt. Bagefter er kongen vundet for sagen, da han går op til sin hustru. Ved
daggry står parret ved vinduet sammen. De måber og morer sig lidt over
aktiviteten. De føler sig som innocents
abroad. Den-og-den forlader soveværelset hos den-og-den. »Han har vist også
noget i gang med sekretæren.«
ROOSEVELT har
set rigtigt. Fotoet af kongen, som tager en stor bid af den jævne mands
favoritsnack, går Amerika og verden rundt. USA forholder sig afventende, da
krigen bryder ud, men livlinen er sikret, og hvis japanerne ikke selv havde fundet
på at angribe Pearl Harbor, kunne FDR have fundet andre grunde til at træde
aktivt ind i konflikten. Præsidenten var måske en sjuft i sit forhold til
kvinder, men få har kritiseret hans politiske eftermæle. Det gør Hyde Park on Hudson bestemt heller ikke.
Det forbliver
uklart, hvad den så vil. Margarets
rolle er for speciel til at sige noget alment om kvinders vilkår i 1930erne. På
film bliver Roosevelt som regel reduceret til en elskelig karikatur med lorgnetter,
blød hat, stort smil og en tændt cigaret i et cigaretrør, der koncentrerer
karakteren, som cigaren og V-tegnet definerede Winston Churchill. Ralph Bellamy
spillede FDR i tv-versionerne af Herman Wouks The Winds of War (1983) og War
and Remembrance (1988-89). Edward Herrmann gjorde det eksemplarisk i Eleanor and Franklin (1975) og Eleanor and Franklin: The White House Years (1976).
Jason Robards gjorde det elskeligt i FDR:
The Last Year (1980). Den mest radikale fremstilling er Kenneth Branaghs i tv-filmen
Warm Springs (2005).
BILL Murrays figur
er varm og loyal, men den føjer intet til til standardversionen. Filmskaberen
Roger Michell var muligvis mainstream i Notting
Hill og Morning Glory, men stærk,
litterær og erotisk i The Mother,
hvor Daniel Craig havde et seksuelt forhold til en langt ældre kvinde, og filmatiseringen
af Ian McEwansEnduring Love. Han er
egentlig teaterinstruktør og har instrueret flere af Richard Nelsons tekster,
bl.a. Some Americans Abroad og Two Shakesperian Actors. Hyde Park on Hudson ligner teater, der
anstrenger sig for at blive til film.
Man sidder
tilbage med et hvad så? Jeg må dog
sige, at indtrykket blev nuanceret, da jeg – på bluray-udgaven af Hyde Park on Hudson – havde lyttet til
Michells oplæsning af »First Day on the Set«, en prosalyrisk reportage, som
beskriver stemningen på optagelsernes første morgen. En hær af mennesker er
mobiliseret for at fange de nænsomme stunder mellem Franklin og Daisy. Her
taler Michell besnærende om sine håb for filmen, han begynder på. I glimt kan
man se konturerne af den, men alt for ofte er Hyde Park on Hudson blot ordinær.
RIP Roger Michell 1956-2021
*) Et særlig fint – og stærkt satirisk – mindesmærke er Ry Cooders version af calypsohittet »F.D.R. in Trinidad«, som han gav nyt liv på americana-albummet Into the Purple Valley (1972), hvor 11 sange fra Forbudstiden og Depressionen samler sig til et solidt panorama. Fitz McLean skrev sangen i 1936. da Roosevelt besøgte Trinidad for at pleje militære og økonomiske interesser i den caribiske baggård. Sangen var et hit for Atila the Hun – alias Raymond Quevedo (1892-1962), som blev politiker, da hans musikalske karriere var forbi. Quevedo blev valgt til Trinidads lovgivende forsamling i 1950. Han kæmpede indædt for østatens selvstændighed. Trinidad var under britisk herredømme, men blev lejet ud til USA. Trinidad fik uafhængighed i 1962. Sangen kritiserer USAs politik, men lader FDR have alfaderlig status. Det er typisk for det historiske syn på præsidenten.
Hyde Park on Hudson. Instr.: Roger Michell. Manus: Richard Nelson. Foto: Lol Crawley. 94 min. Storbritannien 2012. Dansk premiere: 20.06.2013
Fotos: Der findes kun to fotos af FDR i sin kørestol. Det var netop Margaret 'Daisy' Suckley, som tog det, der ledsager denne artikel. Frandlin D. Roosevelt Library/ Focus Features/ MoviestillsDB/ Cinematerial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Pictures 27.05.2013
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.06.2013
FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg){kind=spacer}
.jpg)
.jpg)
