Sam Mendes: Away We Go (2009)

I MIDTEN AF LIVET

Et sjældent portræt af et lykkeligt par

Af BO GREEN JENSEN

LYKKEN er svær at skildre på film. Harmoni er kunstens fjende, og det gælder snarere om at skabe konflikter, der kan true balancen og udfordre idyllen, hvis man vil fastholde publikums interesse. Det lærer man på enhvert skrivekursus, og sædvanligvis er der meget om snakken. Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at kærlighedens realitet og troen på fremtiden udgør et bærende tema i filmen med den eventyrligt klingende titel Away We Go.

   Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.

BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.

   Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.

PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.

   Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.

   For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.

KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.

   Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.

   Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.

  

MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.

   Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.

   Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*

I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.

Se også Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023].

*) Eggers fortæller i gennembrudsbogen om sit forhold til forældrene, sine søskende og især om, hvordan han som 21-årig påtog sig ansvaret for den yngste, 8-årige bror, da familien brød sammen. Lindhardt og Ringhof udgav Et hjertegribende værk af overvældende genialitet i Mich Vraas oversættelse i 2001. Fem af Eggers' romaner er kommet på dansk. De øvrige fire er: You Shall Know Our Velocity (2002, da. I skal føle vores hastighed, Lindhardt og Ringhof v/ Mich Vraa); The Circle (2015, da. The Circle, People's Press 2015 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Parade (2019, da. Paraden, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Captain and the Glory (2020, da. Kaptajnen og æren, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild). A Hologram for the King (2012), som Tom Tykwer filmatiserede (med bl.a. Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen) i 2016, er mærkværdigvis ikke oversat. Heller ikke McSweeney's-samarbejdet med bl.a. Michael Chabon er repræsenteret. Vendela Vida er oversat til tysk og fransk. Ingen af hendes tekster findes på dansk.

Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.

Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.

Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005)

GAMLE FLAMMER

Jim Jarmusch i 00ernes mainstream

Af BO GREEN JENSEN

FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.

   Desværre har der sjældent været roller, som brugte den udtryksfulde udtryksløshed konstruktivt. Værdige undtagelser er John McNaughtons Mad Dog and Glory (1993, da. Pigen i midten), Sam Raimis tænksomme Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons gakkede Rushmore (1998). Alligevel tænkte man endelig, da den livstrætte skuespiller fik rollen som livstræt skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).*

   

HER kommer ærke-auteur Jim Jarmusch (f. 1953) imidlertid med en atypisk rund og tilgængelig film, der gør lige så god brug af Murrays talenter. Han spiller den reserverede Don Johnston, et følelsesmæssigt menneskepindsvin, som foretrækker at leve så stille som muligt foran fladskærmen i sit forstadseksil. Hans formue kommer fra IT-udstyr, men i hjemmet er der ingen computer, og da hans seneste kæreste (Julie Delpy) forlader ham i første scene, bliver han bare siddende og tænker sit. Situation er ikke ny for Don Johnston.

   Så kommer brevet, der vækker ham lidt. En gammel kæreste skriver, at de sammen har en voksen søn, som hun aldrig har fortalt ham om. Der er bare ingen afsender på. »Det var lige godt pokkers,« kan man se Murray tænke. Indtil videre bliver han dog siddende. Senere kommer naboen (Jeffrey Wright), en glad mand med kone og stor børneflok, og præsenterer en detaljeret rejseplan. Han opsøger da sine gamle flammer, og fire af filmens stærkeste blomster får hver et kvarter at gøre godt med: Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.

STONES karakter er stadig i stemning og har en promiskuøs teenagedatter (Alexis Dziena), som for en sikkerheds skyld hedder Lolita. Conroy er blevet ejendomsmægler. Lange tager sig mere end godt betalt for at psykoanalysere folks kæledyr, mens Swinton bor i skurvogn og er blevet en bitter og stram biker chick. Han ser dem, sover også hos en enkelt, men siger ellers så lidt som muligt, mens han overvejer de mulige liv, som han desværre eller heldigvis er gået glip af. Om der er en søn, får man muligvis hold på til allersidst, da Murray for et øjeblik bliver atypisk sentimental.

DET er ikke nogen stor film, og det er intet typisk Jarmusch-arbejde. Alligevel fik Broken Flowers juryens Grand Prix ved årets Cannes Festival, og man genser den gerne for stemningen, typerne og den stedvis meget slet skjulte satire i skildringen af de sociale miljøer. Kvinderne er uden undtagelse prægtige, og Murray kan sin type til fuldkommenhed.

   Ikke desto mindre ligner Broken Flowers mere et supplement til Alexander Paynes About Schmidt (2002, da. Rundt om Schmidt), en road movie for enkemænd med Jack Nicholsen i fri drift på vejen til Denver, end en film af manden bag Down by Law (1986), Dead Man (1995) og Ghost Dog (1999). Broken Flowers er let som et snefnug og umådeligt charmerende. Den er sikkert også hurtigt glemt igen.

Se også Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013); Jim Jarmusch: Paterson (2016).

*) OVENSTÅENDE er skrevet i 2005, da selviske mænd var mere på mode. Efter Rushmore blev Murray uundværlig for Wes Anderson, der har brugt ham i sine film lige siden: The Royal Tenenbaums (2001); The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); The Darjeeling Limited (2007); Moonrise Kingdom (2012); The Grand Budapest Hotel (2014) og The French Dispatch (2021). Murray lægger stemme til Grævling i Fantastic Mr. Fox (2009) og til Boss i Isle of Dogs (2018), som begge er animationsfilm. Faktisk er Asteroid City (2023), som får Cannes-premiere i maj, den første Anderson-film uden spor af Bill Murray.

   I Sofia Coppolas On The Rocks (2020) vender Murray tilbage som en vakkelvorn far, der aldrig rigtigt har været der for sin datter og kun melder ind, når det passer i hans planer. Filmen kan ses som et revisionistisk blik på levemandstypen fra både Broken Flowers og Lost in Translation. I Theodore Melfis St. Vincent (2014) kan man se, hvordan det er muligt at misbruge Murrays gnavpotmanér. I Roger Michells mere vellykkede Hyde Park on Hudson (2012) spiller Murray lidt mere mod sin type og forsvinder i rollen som Franklin Delano Roosevelt.

   Jarmusch brugte Murray igen i zombiesatiren The Dead Don't Die (2019), hvor han er sheriffen i byen, der inficeres.

Broken Flowers. Instr.: Jim Jarmusch. Manus: Jim Jarmusch, Bill Raden, Sara Driver. Foto: Frederik Elmes. 105 min. USA 2005. Dansk premiere: 07.10.2005.

Fotos: Focus Features/ Five Roses/ BAC Films/ NFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 07.10.2005 + 30.04.2023

Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011)

NOGET ER GALT

Sean Penn som en pilgrim på tilfældets veje

Af BO GREEN JENSEN

»DER er et eller andet i vejen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.« Replikken – som er stærkt inspireret af den gamle Buffalo Springfield-sang »For What It’s Worth« - bliver fremsagt fire-fem gange i Paolo Sorrentinos This Must Be the Place. Det sker, når Cheyenne, en forhenværende rockstjerne, igen har grund til at føle sig utryg. Han puster hårlokken væk, ser på verden med sigende udtryksløshed og konstaterer tørt sin bekymring.

   Cheyenne er en gennemført Peter Pan. Han blev rig af 80ernes sange, men har ikke optrådt i tyve år. I stedet bor han palæagtigt uden for Dublin sammen med hustruen Jane (Frances McDormand), som er anderledes handlekraftig. Han følges med hengiven fan, som kunne være hans datter. Han sælger aktier, er opmærksom på krisen og køber ind i supermarkedet. Han triller kufferten hjem til sit slot, hvor en designer har skrevet CUISINE på væggen i det forkromede køkken.

NOGET er galt. Det har det været siden 1988, da Cheyenne vendte ryggen til tiden, fordi to teenagere begik selvmord med henvisning til en af hans sange. Han mente jo ikke alt dét med mørket. Som han siger til David Byrne, da de mødes backstage i New York, skrev Cheyenne de ting, som folk ville have. Deprimerede sange for deprimerede unge. Byrne er derimod en virkelig kunstner, konstaterer Cheyenne. Han blev ved; han har drømme; han realiserer projekter, som påvirker verden.

   Byrne svarer ikke. Han har netop sunget Talking Heads-nummeret, som filmen tager sin titel efter, i en funklende klar og energisk version. Sangen handler om længsel efter tryghed og har vel som pointe, at man må finde sit hjem overalt. Vi rejser på tilfældets veje, og måske er det hér, at livet begynder. Cheyenne er kommet til USA for at begrave sin far, som han ikke talt med i 30 år.

SIDEN begiver han sig ud for at finde den SS-soldat, der gjorde faderens liv til et helvede i Auschwitz. Cheyenne søger hjælp hos en gnaven Simon Wiesenthal-figur (Judd Hirsch) og jager historiens genfærd i sære småbyer fra Michigan til New Mexico. Han finder bødlens hustru, datter, barnebarn og endelig også den gamle mand selv. Uendelig langsomt finder han hjem. Det er dybest set dén historie, som filmen vil fortælle, da den når sagens kerne efter to timers svinkeærinder.

SORRENTINOS film er en løs konstruktion, som ad omveje kommer rundt om adskilligt. Sean Penn bærer alt i rollen som Cheyenne, der stadig farver sit lange hår sort, bruger læbestift og går i læder, så han næsten er Robert Smith fra The Cure op ad dage.

   Han taler med tynd fistelstemme og bevæger sig provokerende langsomt. Denne mand har gjort alt for at sætte tiden i stå. Han er samtidig en fuldkommen uimponeret iagttager. Han er god til at tale med fremmede, der reagerer på hans aparte fremtoning med samme undrende fascination, som de fleste tilskuere vil føle.

   For så vidt hænger filmen slet ikke sammen. Cheyennes liv i Dublin og den fortabte søns nazijagt i USA kunne være adskilte historier med hver sin hovedperson. Sorrentino får dog et spændende misfoster ud af materialet. Der er en betagende insisterende uskyld i Cheyennes fikserede karakter. Manden har masser af integritet, skønt han ligner en rynket dreng på 50. Det er derfor, han ikke vil være voksen. »Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan mærke, at noget er galt.«

SORRENTINO har lavet fine italienske film før This Must Be the Place. Især Il divo (2008), et satirisk portræt af Giulio Andreotti, var uforudsigelig og farvestærk. Her forsøger han sig med en af de globale road movies, som Wim Wenders opfandt i 1990erne. Det er næppe tilfældigt, at Harry Dean Stanton optræder i en enkelt scene som Robert Plath, manden der først satte hjul på sin kuffert og blev millionær på ideen. Stanton havde sit livs rolle i Paris, Texas (1984), som ser på det amerikanske landskab med de samme store øjne som Cheyenne.

DAVID Byrne skabte filmen True Stories (1986), da han ville sætte Talking Heads’ sange om huse og mad i en passende ramme. Billederne af det mærkelige »Land of Plenty finder sammen her, hvor Cheyenne får besøg af en bison, tager en tavs indianer med i sin bil, køber våben på vejen og betragter statuen af verdens største pistacienød.

   Han spiller »This Must Be the Place« for sin fars bøddels overvægtige barnebarn, der kun kender sangen med Arcade Fire. Før den lille koncert sætter drengen et foto af sin far på sofabordet. Bagefter tager han billedet med sig og siger tak. Filmen er fuld af sådanne småting. Den er allermest rørende, når den er mindst.

DER er en god begyndelse og en rigtig stærk slutning, som alene hænger sammen i kraft af Sean Penns Kaspar Hauser-figur. Man skal se denne film for detaljernes skyld, for de essayistiske betragtninger, der gør den til et skarpt og ganske livagtigt billede af USA og Europa i nedgangstiden. Man skal ikke se den for drama og klarhed. De ting kan man finde i andre film, som ikke vil kendes ved fremmedgjortheden.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: Youth (2015); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

This Must Be the Place. Instr.: Paolo Sorrentino. Manus: Umberto Contarello, Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 118 min. Italien-Frankrig-Irland 2011. Dansk premiere: 12.01.2012.

Fotos: Indigo Film/ Pathé/ TWC/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2012

David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]

FJENDER FOR EVIGT
Engang var der ære blandt tyve

Af BO GREEN JENSEN

DET kan stadig lade sig gøre. Tilbage i 1970erne, da unge filmskabere fra det nye Hollywood havde overtaget studiesystemets fallitbo, blev der produceret genrefilm med løs bagkant og en ny realistisk årvågenhed. I de år kom filmen for alvor ud i lyset. Næsten alt fik et præg af episodisk road movie, som blev en bærende form, der kunne samle de gamle virkeligheder.

   Det varede kun i et lille årti. Så lukkede muren sig atter. Men i kølvandet på banebrydere som Bonnie and Clyde (1967) og Easy Rider (1969) var der små film, som i dag ligner ridsede perler. For eksempel spillede Jeff Bridges, som har den ene hovedrolle i Hell or High Water, sammen med Clint Eastwood i Michael Ciminos Thunderbolt and Lightfoot (1974). Til slut sad han stille og døde i bilen, mens Paul Williams sang »Where Do I Go From Here?«, en sang om, hvordan man ikke kan finde hjemvejen, fordi landskabet har ændret sig.

DET er en stor pointe i Hell or High Water, at forbrydelse ikke betaler sig mere, men at der engang var ære blandt tyve. Brødrene Toby og Tanner (Chris Pine og Ben Foster) kaster sig ud i en serie bankrøverier for at indfri lånet på gården, som banken stjal fra deres mor. Toby vil give sine sønner en god start i livet. Hans bror har erfaring fra hæren og fængslet. De går ind med elefanthuer på og beder om alle pengene. Hvor svært kan det egentlig være?

   Problemet er bare, at flere filialer er lukket, og ingen bruger kontanter i dag. Som et vidne betror de to Texas Rangers, der efterforsker sagen, er brødrenes projekt sært anakronistisk. »Det dér med at tømme banken og leve for pengene resten af livet - alt dét er jo væk for længe siden,« siger den gamle mand fra dineren, hvor brødrene gav servitricen 200 dollars. Han har ellers kun sympati for tanken om at stjæle fra banken, som altid stjæler fra andre.

FILMENS portræt af det vestlige Texas, hvor samtlige kriser har sat sine spor, er i øvrigt forstemmende realistisk. Der er tvangsauktioner, campingvogne, affolkede hovedgader, forgiftet frasolgt jord. Trøstesløsheden er sat i system. Eneste håb er de mekaniske bor, som prøver at finde olie.

   Rangeren Marcus Hamilton (Jeff Bridges) har kun tre uger tilbage i korpset. Han gennemskuer brødrenes plan og venter ved den sidste filial. Makkeren Alberto (Gil Birmingham), som er halvt comanche og halvt mexicansk, døjer med den gamle mands racistiske vittigheder. Marcus siger, at han vil savne dem en dag. Begge tager for givet, at den yngre mand vil leve længst.

   Sådan går det ikke. Få ting går efter planen i Hell or High Water. Tonen er påtaget let, men det ender med fire dødsfald, og Marcus spørger den ene bror, om pengene var det værd. Han kunne samtidig spørge sig selv, om prisen for hans nidkærhed var for høj. Det gør han måske i den vidtåbne slutning.

MODSAT mange grænselandswesterns er Hell or High Water ikke overlæsset med vold og symboler. Det er ikke Lone Star, No Country for Old Men eller The Counselor, men i Jeff Bridges’ karakter er der reminiscenser af figuren, den retskafne sherif, som Tommy Lee Jones plejer at spille. Også hér er han afgjort sympatisk. Han har bare ikke ret hele tiden.

   Alberto holder et foredrag om, hvem der stjal landet fra hvem og hvornår. På et casino møder Tanner en indfødt amerikaner, han kalder »høvding«. På den måde får han at vide, at comanche betyder »fjender for evigt«. Tanner taler om dengang, indianerne var »lords of the plains«. Tonen er ironisk. Alligevel er »præriens herrer« det sidste, han hvisker for sig selv, da han dør.

DET er tonen og look’et i filmen, der lykkes. Enspænderen David Mackenzie (f. 1966) er skotsk og har været interessant at følge, siden han castede Ewan McGregor i Young Adam (2003) og undersøgte Jamie Bells moderbinding i Hallam Foe (2007).

   Mackenzie har sagt, at han håber, vi snart bliver trætte af superhelte. I ventetiden har han bl.a. instrueret fremtidsfablen Perfect Sense (2011), som ikke fik dansk premiere, selv om Kim Fupz Aakeson skrev manuskriptet.

   Hell or High Water er et brilliant genrestykke. Filmen er en anakronisme, som hylder anakronismer. Titlen henviser til, at Toby skal møde i banken med aftalte penge senest fredag, uanset hvad der sker, »come hell or high water«.

NICK Cave og Warren Ellis har skrevet musikken, og Townes Van Zandt-sangen »Dollar Bill Blues« figurerer prominent. Alligevel er det »Dust of the Chase« med Ray Wylie Hubbard, der sætter den stoiske grundstemning bedst. Jeff Bridges (f. 1949), som selv har pensionsalder nu, er billetprisen værd i rollen som Marcus Hamilton.

   Jeg tænkte af flere grunde på Sidney Lumets sidste film, Before the Devil Knows You’re Dead (2011), der havde meget af den samme baggrund og fatalistiske stemning i skildringen af et futilt røveri. Disse mænd bliver ikke mindre relevante, fordi det ikke er deres tid mere. Tværtimod lyser eksemplerne op.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; David Mackenzie: Hallam Foe (2007).

Hell or High Water. Instr.: David Mackenzie. Manus: Taylor Sheridan. Foto: Giles Nuttgens. 102 min. USA 2016. Dansk premiere: 08.12.2016.

Fotos: CBS Films/ Lionsgate/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 13.02.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.12.2016

Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]

DEN ABSOLUTTE FORDRING

Portræt af den kompromisløse pilgrim

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både sand og utrolig. Christopher McCandless (1968-1998) var 22 år, da han i 1990 realiserede et ønske, som mange unge mennesker deler, skønt de tøver med at udleve drømmen. Han brød med forældrene, gav sine studiepenge til Oxfam, ændrede navn til Alex Supertramp og tog på valsen, opsat på at ende i Alaska, hvor det endnu var muligt at prøve kræfter med vildnisset. Han ville måle sig selv i en ensomhedstilstand, som var ren, kompromisløs og eksistentiel.

   McCandless mødte mange mennesker på sin vandring og gjorde indtryk på de fleste med sit umulige projekt og sin forklarede attitude. I april 1992 nåede han endelig Fairbanks, Alaska, og gik alene ind i vildmarken nord for Mount McKinley. Han krydsede Teklanika-floden, mens der endnu var is på, og indrettede sig i en skolebus, som på »magisk« vis var efterladt i den ufremkommelige tajga.

   Her ville pilgrimmen leve af landet, af vildt som han nedlagde og spiselige vækster. Han var som altid bevæbnet med værker af Tolstoj, Jack London, Pasternak og Thoreau. Sine tanker skrev han ned i en dagbog, han kaldte for Beautiful Blueberries. Fire måneder senere blev hans lig fundet af nogle elgjægere. McCandless døde af sult i august. Han overlevede 112 dage i vildmarken og kunne være vendt tilbage, hvis enkelte forhold havde været anderledes.

FUNDET af liget skabte store overskrifter. Blandt skribenterne var rejsebogsforfatteren Jon Krakauer, som på bestilling afleverede en lang feature om McCandless. Den stod i Outside Magazine i 1993. Krakauer kunne dog ikke slippe historien og brugte siden to år på at rejse i McCandless’ fodspor. Han talte med den unge mands familie og granskede hans dagbog. Endelig skrev han Into the Wild (1995), som belyser både den praktiske og den metafysiske side af McCandless’ projekt. Omslaget viser den strandede bus.

   Dét billede talte klart til Sean Penn, da skuespilleren, som også er en habil instruktør, tilfældigt samlede bogen op i en lufthavn. Som Krakauer blev han betaget af manden, der ville udfordre både tiden og verden med sin absolutte fordring om renhed. Ti år senere lykkedes det Penn at skabe en kongenial filmudgave. Imens var bogen blevet en nyklassiker, som unge mennesker læser igen og igen. På dansk udkom Ind i vildmarken første gang i 1996.

MEGET er stadig til diskussion. Krakauers bog gav McCandless helgenstatus og gjorde den unge mand til en rollemodel. Af samme grund føler stedkendte skovfolk, at det er vigtigt at advare mod hans eksempel. McCandless døde først og fremmest, fordi han havde kasseret sit kort. Han opgav at krydse den skummende flod, men kunne have trukket sig over den få miles længere nede. Han døde 12 kilometer fra en fuldt bemandet jagtstation. For lokale alaskanere svarer det til at dø af sult i Kongelunden.

   Krakuer har svaret igen ved at justere oplysningerne i senere udgaver af Into the Wild. I første omgang mente han, at McCandless pådrog sig en forgiftning, da han spiste de forkerte bær. Han skød en elg, som kunne have holdt ham i live, men forstod ikke at konservere kødet korrekt. McCandless vejede 30 kilo, da han skrev sit sidste dagbogsnotat. Krakauer mener, at der var svampesporer i bærrene. Andre er uenige. Der er med andre ord gået tro i mysteriet.

SEAN Penn vælger meget fornuftigt at se bort fra al denne tvivl. For ham er idealismen, McCandless’ erklærede higen mod NATUR/RENHED, en uimodståelig faktor. Som Krakauer følger han pilgrimmens spor og genskaber rejsen på selve stederne. McCandless’ vandreår bliver derved en road movie, som forankres i en robinsonade. Det er tydeligt, at han identificerer sig stærkt med McCandless’ projekt. Supervagabonden fremstilles af Emile Hirsch. I 1980erne havde det været en oplagt rolle for instruktøren selv.

PENN gør adskilligt for at bryde monotonien og forudsigeligheden, som følger af, at man kender rejsens facit på forhånd. Han bruger scenerne fra Alaska som en narrativ akse og klipper herfra tilbage i kronologien. Vidtløftige overskrifter som »Fødsel«, »Barndom« og »The Getting of Wisdom« er indskudt, hvilket forstærker præget af en hagiografi. McCandless’ søster er opgraderet til en rolle som fortæller, og det er hende, der perspektiverer historien, ligesom hun gør rede for volden og fortielsen i forældrenes forhold.

   For Penn er det oplagt at sætte lighedstegn mellem forældrenes materialisme og Chris’ undsigelse af amerikansk konsumerisme. Han lader dog William Hurt og Marcia Gay Harden spille Walt og Billie McCandless, så ingen kan være i tvivl om, at de sørger. Herved demonstrerer filmen en indsigt, som den unge pilgrim aldrig selv lagde for dagen.

FLERE meningsfulde møder er strøet langs vejen til det sidste vildnis. Chris falder godt til som landarbejder hos Wayne Westerberg (Vince Vaughn) i South Dakota. Han slår følge med hippieparret Rainey og Jan Burres (Brian Dierker og Catherine Keener), der ser ham som en erstatning for Jans fortabte søn. På Colorado River har han et næsten surrealistisk møde med to danske naturbørn, som spilles af Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen. Scenen giver ekstra mening for danske tilskuere, som forstår den interne ad hoc-dialog.

   Ikke alle møderne er gyldne. Der er vagtmænd, som prygler den unge hobo, og på bunden af byerne i Californien har Chris ikke lyst til at kende folks navne, skønt han overvejer at blive for natten. I hippiekolonien Slab City, New Mexico, møder han en 16-årige pige, Tracy (Kristin Stewart), som forelsker sig helt urimeligt i ham. Chris afviser hendes tilnærmelser med samme salvelsesfuldhed som en vordende munk. Til gengæld synger parret sammen en bevægende udgave af John Prines »Angels From Montgomery«.

MEST definitiv er afskeden med den 83-årige Ron Franz (Hal Holbrook). Også enkemanden ser en søn i McCandless. Han vil tale ham fra at spilde sit liv, men ender med at velsigne projektet. Alle ved, at de siger farvel, når pilgrimmen siger på gensyn. Chris bliver i stigende grad som en helgen, en verdslig franciskanermunk, der insisterer på sin ret til at forsvinde. Drømmen om renhed er udtryk for en monumental narcissisme. Filmen undlader ikke at spørge, om man har ret til at volde så megen sorg. Den svarer vist nok, at det har man.

   Into the Wild er næsten lige så lang, som den virker, men scenerne hænger udmærket sammen, og der er brug for denne tid til fordybelse, hvis man som tilskuer skal lære at dele Chris’ naturfølelse. Denne er romantisk i sin higen og fuld af ærefrygt for det sublime. Penn er åbenlyst forelsket i McCandless, da han for sidste gang krydser floden i live. Filmen lader ham dø alene, men ikke uden værdighed.

DER er mange smukke billeder og lyriske passager, som aldrig får lov at blive banaliteter, skønt McCandless gør, hvad han kan med sine meningsfulde markeringer i Når naturen kalder, Doctor Zhivago og Walden. I alle de bedste sekvenser optræder pilgrimmen alene.

   Krakauer nævner et sidste citat, som Penn udelader. Det er en digtstump af Robinson Jeffers, som McCandless føjer til sin samling af Smukke blåbær:

Døden er en rasende solsort: Men at dø efter at have

Skabt noget mere på højde med århundreder 

End muskler og knogler, består mest i at lade svaghed prelle af. 

Bjerge er døde klipper, mennesker 

Beundrer eller hader deres format, deres uforskammede ro, 

Bjerge bli’r ikke blødgjorte eller bekymrede 

Og enkelte døde mænds tanker er af samme art.

I stedet slutter Penn sin film med at glide fra matheden i McCandless’ døde øjne til glimtet i hans blik på det sidste kendte foto, et selvportræt som sad i hans kamera, da man fandt ham. Alex Supertramp sidder i solen med ryggen mod bussen, bærer skovmandssjorte og smiler til tilskueren gennem sit skæg. Han ligner i påfaldende grad Emile Hirsch, og det er tydeligt, at han har et publikum i tankerne. Der er megen stolthed i blikket. Og også en rystende fred.

SOM filmskaber har Penn altid dyrket svære, traumatiske emner som sorgen over døde børn, hævnens manglende evne til at forløse og skyldfølelsen ved at leve videre. Det gælder fra The Indian Runner (1991) og The Crossing Guard (1995) til den næsten wagnerske patos i The Pledge (2001), en filmatisering af Friedrich Dürrenmatts Løftet. Kun The Last Face (2016), et sentimentalt melodrama om kærlighed, krig og nødhjælpsarbejde med Charlize Theron og Javier Bardem, har ramt helt ved siden af skiven og tiden. Penn laver sine særegne film af ren lyst og kan derfor trække på en indre nødvendighed, som er sjælden i Hollywoods arbejdskultur. Det er klart, at han ser et broderbillede i McCandless.

   Tematisk udgør Into the Wild en slags tvilling til Werner Herzogs dokumentarfilm Grizzly Man (2005). Bjørneelskeren Timothy Treadwell fandt lykken i Alaska og døde på samme håbløse måde, dræbt af de dyr, som han ville »beskytte«. Hvor Herzog lagde et ironisk filter mellem sin film og emnet for samme, går Penn linen ud med McCandless. Det bliver Into the Wild ikke ringere af.

DEN ikoniske bus blev stående i Denali National Park og var i årtier et vartegn for andre supervagabonder og pilgrimme. McCandless' forældre og søsteren Carine McCandless (som i 2014 skrev sin version af familiehistorien i The Wild Truth) satte en mindeplade på bussen. I 2020 blev den fjernet af myndighederne, da (for) mange hikers var kommet til skade – og to var omkommet – i forsøget på at krydse Toklat River. Bus 142 er udstillet på Museum of the North ved University of Alaska i Fairbanks, Alaska.

   Hjemmesiden Christopher McCandless har samlet alle oplysninger. 

Into the Wild (Ind i Vildmarken). Instr. og manus: Sean Penn. Foto: Eric Gautier. 149 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.02.2008.

Jon Krakauer: Into the Wild. 224 s. New York: Villard Books, 1996.

Jon Krakauer: Ind i vildmarken. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 232 s. Lindhardt og Ringhof, 1996.

Fotos: Paramount Vantage/ River Road Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Christopher McCandless
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 29.02.2008 - ajourført og revideret juli 2021