Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]

SKYERNE OG SKÆBNEN

Karma og nyklassisk postmodernisme 

Af BO GREEN JENSEN

EN tatovering og et musikværk knytter skyer og mennesker sammen, hen over handlinger, ned gennem tiden, i den kostbare og kolossalt ambitiøse filmatisering af David Mitchells Cloud Atlas, som Tom Tykwer har skrevet og instrueret i samarbejde med søskendeparret Lana og Lillly Wachowski, der skabte The Matrix-tetralogien (1999-2021).*

    Mitchells bog forbinder seks historier fra en periode på ca. 500 år. Hvert afsnit zoomer ind på individer, der gør oprør mod undertrykkelsen i et fastlagt system. De er mønsterbrydere i en evighed, hvor skyerne simrer som molekyler. Det siges, at Lana Wachowski var ivrigst efter at realisere det monstrøse projekt.

   Romanen var Booker Prize-nomineret i 2004. Den giver hver periode en kronologisk dialekt og kombinerer litterære genrer – dagbog, breve, forhørsprotokol – der falder naturligt for tiden. Den er noget nær akrobatisk velskreven og må nærmest betegnes som science fiction. Danskere har altid haft det svært med denne genre, og Cloud Atlas blev først oversat (af Svend Ranild) i 2012. Men bogen findes og hedder Skyatlas.**

 

SJÆLDENT har en stor historie i så høj grad bundet sig op på struktur. Mitchells roman begynder på Chatham Island i Stillehavet i 1849. Den arbejder sig i stafetform fra »The Pacific Journal of Richard Ewing«, hvor en slaverimodstander træder i karakter, via »Letters from Zedelghem« (1931), hvor to komponister kannibaliserer hinanden, til San Francisco i 1973, hvor et politisk komplot bliver afsløret i »Half Lives – The First Luisa Rey Mystery«.

   En forgældet forlægger flygter fra asken til ilden i »The Ordeal of Thomas Cavendish« (2012), en film-i-filmen, som senere kører på billedvæggen i New Seoul i 2144, hvor en syntetisk glædespige trodser formgiverne i »An Orison of Sonmi-451«. Yderpunktet er Big Island, hvor hun dyrkes som en gudinde »106 vintre efter Faldet«. Året må være 2321, da »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After« fortælles på futuristisk patois.

 

I MITCHELLS roman bliver fem af historierne delt i to. Man læser hen over midten, og stoffet bliver oplyst af bevægelsen i de øvrige fortællinger, før plottet gøres færdigt sidst i bogen. Kun den fjerneste episode, »Sloosha’s Crossin’ an’ Ev’rythin’ After«, står alene i centrum og læses fra ende til anden. 

   Filmen skaber sammenhæng ved at bruge de samme skuespillere i alle perioder. Strukturen er behændigt brudt om, så historien begynder i midten – ved slutningen på tiden – hvor Tom Hanks i maori-forklædning fortæller »the true true« til efterkommerne. Hanks figurerer i samtlige tider. Det samme gør Halle Berry, Jim Broadbent, Ben Whishaw og Hugo Weaving, der som altid hos Wachowskis har skurkerollen. Her er han alt fra CIA-agent til voodoo-djævelen Ol’ Georgie.

 

DER er meget i filmen, som ikke fungerer. Det gælder først og fremmest den klare, men banalt illustrerende billedside. De victorianske afsnit er overgjorte, mens New Seoul ligner byen fra The Matrix, og fremtidens vandbårne stammesamfund ligner outtakes fra Kevin Reynolds' Waterworld (1995).

   Der er stort hår og hippiemusik alle vegne i San Francisco, hvor Halle Berry finder en sjælden indspilning af »Cloud Atlas Sextet«. Hjertehistorien om komponisterne har et ekko af Ken Russells klassiske tv-film Song of Summer (om Frederick Delius og Eric Fenby), som oprindelig må have tændt David Mitchell. 

   Hvor bogen fortælles skive for skive, er strukturen i filmen bredt ud til en vifte, så det bliver muligt at klippe i tiden. Tematisk giver det fuldkommen mening. Flugten fra plejehjemmet i »The Ordeal of Timothy Cavendish« ligner en Hammer/Ealing Studios-farce af typen, som inspirerede Jonathan Coes satiriske samtidsroman What a Carve-Up! (1994, da. Godt skåret). Segmentet er et sjældent udtryk for den visuelle opfindsomhed, som kunne have båret det samlede atlas.

 

HVAD der lykkes, er fornemmelsen af altidighed. De seks fortællinger sættes i gang som snurretoppe og står længe hver for sig og og kører, så man fornemmer et større urværk. Musikken er et stærkt bindemiddel. Under læsningen bliver man nysgerrig efter at høre »Cloud Atlas Sextet« og de øvrige kompositioner, som tilskrives Richard Frobisher og Vyvyan Ayrs. Man digter dem selv i sit hoved.

   Til filmen har Tom Tykwer, Johnny Klimek og Reinhold Heil – der tilsammen kalder sig Pale 3 – skrevet og arrangeret et score på to timer, der bærer billederne netop sådan. Det sker med lodder og trisser, og bevægelsen er langt fra elegant, men på sin egen skumplende måde kommer Cloud Atlas faktisk i mål.

BÅDE i bogen og filmen er der et øjeblik, hvor den overordnede plan træder frem. Man hører alle stemmerne på én gang og forstår, at frihedsfablerne er forbundne. I min barndom havde vi billige spil, hvor kugler skulle lægge sig i små huller, der var trykt på en rund billedplade. Det var svært at ryste kuglerne rigtigt, men når det lykkedes, føltes det saligt. Det er denne effekt, som filmen tilstræber. Intet ved Cloud Atlas er ubesværet, men bestræbelsen i sig selv er heroisk.

   Cloud Atlas ligner en Hollywoodfilm, men er skabt for tyske penge. Desværre har strukturen fyldt så meget, at man glemte indlevelsen under det hele. Mitchells bog lider af samme problem. Det filosofiske vingefang imponerer, men de sproglige tricks bliver ren tryllekunst. Tykwer og Wachowskis har ikke instrueret sammen, men fordelt de enkelte afsnit. Jeg tror nok, at Tykwer spilder sin tid. Man vil hellere se ham skabe en Winterschläfer, Lola rennt eller Krigeren og kejserinden igen.***

*) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødrene Larry og Andy Wachowski, da Matrix-trilogien blev produceret. Lawrence skiftede køn i 2008, Andrew i 2016. De arbejdede videre sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas, Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections  (2021) alene. Den fjerde film var i forproduktion, da COVID-19-pandemien satte oplevelsesindustrien på pause. Resurrections udkom på streaming i december 2021 (i Danmark juleaftensdag] og nåede de forsigtigt genåbnede biografer i januar 2022. David Mitchell er krediteret som medforfatter på manuskriptet, som også Aleksandar Hemon har bidraget til.

**) David Mitchell: Skyatlas. Oversat efter »Cloud Atlas« (2004) af Svend Ranild. 538 s. København: People's Press, 2012. People's Press har også udgivet Mitchells Knogleurene (The Bone Clocks) og Jacob de Zoets tusind efterår (The Thousand Autumns of Jacob de Zoet). 

***) Efter sine stilskabende tyske 90er-film brugte Tom Tykwer ti år på at realisere store koproduktioner som Perfume: The Story of a Murderer (2006), thrilleren The International (2009), som faktisk har stil og er meget seværdig, det lille tyske trekantsdrama 3 (2010) og A Hologram for the King (2016). Bedst som man troede, at tiden havde taget ham, fik første sæson af tv-serien Babylon Berlin premiere i 2017.  

Cloud Atlas. Instr. og manus: Tom Tykwer, Andy & Lana Wachowski. Foto: Frank Griebe, John Toll. 171 min. Tyskland-Kina-USA 2012. Dansk premiere: 14.03.2013

Fotos: Cloud Atlas Productions/ Focus Features/ Warner Bros./ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 07.12.2020

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2013