FJERN PRÆSIDENTEN
Apropos Donald Trump.jpg)
Jeg fulgte ikke intenst med, men jeg var interesseret i at se, om de sidste republikanske Trump-støtter ville sabotere ratificeringen af valgresultatet fra november. Jeg ville også følge valget i Georgia. Demokraterne kunne sikre sig flertallet i både Senatet og Kongressen, hvis deres kandidater vandt.
Ergo så jeg Ted Cruz, den republikanske senator fra Texas, træde op og gøre sig til. Der fulgte to andre indlæg. Så brød transmissionen af for at vise de eskalerende optøjer udenfor. I virkelig tid fulgte realiseringen af scener fra de værste dystopier, endda i en særlig forenklet version. Demonstranterne var som yahoos eller hooligans, hovedløse høns, der ikke anede, hvad de skulle stille op med det hele, bortset fra at hærge, da de kom ind i de hellige haller.
Det var Watchmen, Joker, Olympus Has Fallen og Berlin 1938 i ét. Ballademagerne kaldte sig Folket, og Trump præsiderede over det hele med umiskendelig kupmagermine. Der har altid været et whiff af Mussolini over manden, når han vender siden til og fnyser i triumf.
Trump trak sig trods alt tilbage fra kanten af afgrunden, da der kun var to muligheder: at kalde krigerne til orden eller gå diktatorplanken helt ud. Men der er stadig to uger til den 20. januar, hvor Joe Biden omsider bliver indsat. Meget kan ske, mens Amerika venter.
.jpg)
Metoden er lige så
enkel, som budskabet er banalt. En række velanskrevne psykologer, historikere
og politiske eks-forbundsfæller analyserer Donald Trump og stiller diagnosen »ondsindet
narcissisme« (som blev formuleret af Erich Fromm i 1973). De konkluderer samstemmende,
at præsidenten udviser alle symptomer. Han bør derfor fjernes fra embedet.
Partland garnerer samtalerne med arkivklip, som især er interessante, når de går tilbage til 1980erne, da Trump havde talje og var en ukorrekt rollemodel for danske guldflippere som Klaus Riskær Pedersen. Brætspillet Monopoly findes i en særudgave, som hedder TRUMP. Her er den kapitalistiske karikatur, som de ældste af os kan huske. Derfor så vi i lang tid manden som en harmløs opportunist, der sikkert ikke ville noget særligt med sin politik.
Sportsskribenten Rick Reilly demonstrerer, hvordan præsidenten snyder i golf. Psykologen Suzanne Lachmann giver et selvoplevet eksempel på hans sexisme. Mest sønderlemmende er to udsagn fra Anthony Scaramucci (der var Trumps kommunikationsrådgiver i 11 dage) og republikaneren George Conway, som på den hårde måde erfarer, at Trump virkelig er racist.
Efterretningsofficeren Malcolm Nance forklarer, hvor megen skade en amerikansk præsident kan forvolde. Han tænker i geopolitiske Dr. Strangelove-baner. Nance kan forestille sig, at præsidenten bliver sur eller såret, trykker på den røde knap og udløser arsenalet. Han har ikke fantasi til at forestille sig noget, der ligner angrebet på Capitol Hill.
Grundigheden i filmen gør indtryk. Desværre falder Partland for fristelsen til at efterligne Michael Moore og Morgan Spurlock. Det veludførte karaktermord er sexet op med animationer af kæmpebabyen Donald. Selv musikeren Roger Waters – for hvem Trump på belejlig vis har erstattet Margaret Thatcher som hadobjekt – ville fravælge dem. Filmen fremstår som et modangreb, der er populistisk som folkeforføreren selv.
Partland garnerer samtalerne med arkivklip, som især er interessante, når de går tilbage til 1980erne, da Trump havde talje og var en ukorrekt rollemodel for danske guldflippere som Klaus Riskær Pedersen. Brætspillet Monopoly findes i en særudgave, som hedder TRUMP. Her er den kapitalistiske karikatur, som de ældste af os kan huske. Derfor så vi i lang tid manden som en harmløs opportunist, der sikkert ikke ville noget særligt med sin politik.
Sportsskribenten Rick Reilly demonstrerer, hvordan præsidenten snyder i golf. Psykologen Suzanne Lachmann giver et selvoplevet eksempel på hans sexisme. Mest sønderlemmende er to udsagn fra Anthony Scaramucci (der var Trumps kommunikationsrådgiver i 11 dage) og republikaneren George Conway, som på den hårde måde erfarer, at Trump virkelig er racist.
Efterretningsofficeren Malcolm Nance forklarer, hvor megen skade en amerikansk præsident kan forvolde. Han tænker i geopolitiske Dr. Strangelove-baner. Nance kan forestille sig, at præsidenten bliver sur eller såret, trykker på den røde knap og udløser arsenalet. Han har ikke fantasi til at forestille sig noget, der ligner angrebet på Capitol Hill.
Grundigheden i filmen gør indtryk. Desværre falder Partland for fristelsen til at efterligne Michael Moore og Morgan Spurlock. Det veludførte karaktermord er sexet op med animationer af kæmpebabyen Donald. Selv musikeren Roger Waters – for hvem Trump på belejlig vis har erstattet Margaret Thatcher som hadobjekt – ville fravælge dem. Filmen fremstår som et modangreb, der er populistisk som folkeforføreren selv.
.jpeg)
MANGE fiktioner har forestillet sig et USA med fascister og
populister ved magten. Især mellem krigene var der en del: Nathanael Wests A
Cool Million (1934, da. Gulddrengen), Sinclair Lewis’ It Can’t Happen
Here (1935, da. Det kan ikke ske her). Temaet indgår i collagerne i John
Dos Passos’ monumentale trilogi om U.S.A. (1936).
Philip Roth skrev romanen The Plot Against America i 2002. Her forestillede han sig, hvordan historien ville se ud, hvis USA i 1940 havde valgt piloten og nationalhelten Charles Lindbergh – som også i virkeligheden havde nazistiske sympatier – til præsident. Komplottet mod Amerika blev i 2020 til en miniserie, som streames på HBO Nordic herhjemme.
Roth gengiver en af de taler, som Lindbergh faktisk holdt i 1941. Titlen er »Who Are the War Agitators?« – »Hvem er krigens fortalere?« Den forklarer, hvordan Eliten har stjålet Magten fra Folket. I dag er det svært ikke også at høre Trumps stemme i Lindberghs populististiske retorik.
Roth døde i 2018. Forfatteren nåede altså at se Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar til lighederne mellem fiktion og virkelighed var:
»Det er lettere at forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner.
Donald Trump er blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman Melvilles The Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt opfindsomme roman – Melvilles sidste – der lige så godt kunne hedde Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).«
Roth er opmærksom på, at der indgår en Trump-agtig figur i romanen. Han giver så dét, som må være mest præcise analyse af Trump-fænomenet. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig grundtype – ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige dræber-kapitalist – der trodser og overgår fantasien. Det er Trump som De Forenede Staters præsident.«
Det var Judith Thurman (forfatter til biografien Karen Blixen), som udvekslede e-mails med Roth i 2017. Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.
Philip Roth skrev romanen The Plot Against America i 2002. Her forestillede han sig, hvordan historien ville se ud, hvis USA i 1940 havde valgt piloten og nationalhelten Charles Lindbergh – som også i virkeligheden havde nazistiske sympatier – til præsident. Komplottet mod Amerika blev i 2020 til en miniserie, som streames på HBO Nordic herhjemme.
Roth gengiver en af de taler, som Lindbergh faktisk holdt i 1941. Titlen er »Who Are the War Agitators?« – »Hvem er krigens fortalere?« Den forklarer, hvordan Eliten har stjålet Magten fra Folket. I dag er det svært ikke også at høre Trumps stemme i Lindberghs populististiske retorik.
Roth døde i 2018. Forfatteren nåede altså at se Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar til lighederne mellem fiktion og virkelighed var:
»Det er lettere at forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner.
Donald Trump er blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman Melvilles The Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt opfindsomme roman – Melvilles sidste – der lige så godt kunne hedde Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).«
Roth er opmærksom på, at der indgår en Trump-agtig figur i romanen. Han giver så dét, som må være mest præcise analyse af Trump-fænomenet. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig grundtype – ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige dræber-kapitalist – der trodser og overgår fantasien. Det er Trump som De Forenede Staters præsident.«
Det var Judith Thurman (forfatter til biografien Karen Blixen), som udvekslede e-mails med Roth i 2017. Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.
.jpg)
#Unfit: The Psychology of Donald Trump. Instr.: Dan
Partland. Foto: Guy Mossman. 83 min. USA 2020. Dansk premiere: 26.10.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar