RUNDE PATTEGRISE
Groteske russiske dystopier
DET er en gulliggrøn vinternat i Moskva, da 4 tager sin begyndelse. Gaden ved baren
er mennesketom, men hundene jager og venter i flok. Tre karakterer præsenteres
i deres respektive miljøer. Grossisten Oleg henter varer i de underjordiske
lagre, hvor ti og tyve år gammelt kød er lagret ved så og så mange frostgrader.
Den prostituerede Marina rejser sig fra et glædesløst orgie. Også
klaverstemmeren Volodya siger tak for i aften og kalder det en dag. Snart mødes
alle i baren med den lakoniske tjener. Store trykluftbor skræmmer hundene bort.
Lyset flakker mareridtsagtigt. Byen kunne lige så godt ligge på Mars.
I baren drikker og
ryger man tæt, som det næppe ses andre steder. Natteravnene lyver, så det
driver af dem. Klaverstemmeren siger, at han arbejder for et regeringsinstitut,
som siden 1947 har eksperimenteret med kloning af mennesker. Men kloning er et
vestligt ord. I Rusland siger man dubletter. Ifølge Volodya er hele kvarterer
befolket af dubletter. Der er tvillinger, trillinger og firlinger. Mændene fra
ministeriet tager ofte på seksuelle eventyr hos klonerne.
GROSSISTEN siger
intet om kødet fra 1965, men prøver at imponere Marina med en skrøne om,
hvordan han leverer mineralvand til præsidentens kontor. Putin drikker nok et
glas vin i ny og næ, men foretrækker vand fra Volgas kilde, selve den store
russiske flod. Hans hustru har en svaghed for tequila. Marina taler om et
produktivitetsfremmende kontorapparat, en japansk opfindelse, som hun sælger på
provisionsbasis. Tjeneren sidder og sover.
Efter en halv time
skilles parterne. Grossisten tager på hotel for at spise og væmmes ved synet af
de genmodificerede »runde pattegrise«, som tjeneren anbefaler. Bagefter tager
han hjem til lejligheden, som hans servile far holder sygeligt ren. Oleg er ved
at have rigeligt af offergenerationens passive dominans. Klaverstemmeren bliver
arresteret og gennemlever en Solzjenitsyn-roman i tre scener. Han sigtes for et
drab, som han næppe har begået, tilbringer måneder i et moderne gulag og sendes
endelig til Tjetenien som soldat.
MÆRKELIGST er dog
Marinas historie. Hun rejser hjem for at begrave sin søster. I landsbyen er kun
én mand er tilbage. De øvrige indbyggere er gamle koner, der laver børnedukker
af brød, som de tygger. Kun søsteren kunne forme ansigter af spyt og brød. Nu
vil turisterne holde op med at komme. Den sidste mand forsøger at købe sig til
en drengs ansigtstræk, men klapses af som en led pædofil og hænger sig prompte. De
gamle kvinder drikker gravøl og kaster sig ud i orgie af profanitet. Marina
tager de sidste dukker og brænder dem på Zoyas grav.
Der er to søstre
mere, som ligner genetiske kopier af Marina. Faktisk kunne søstrene være
dubletter af den slags, som klaverstemmeren løj om. Alle vegne ser Oleg
reklamer for muterede pattegrise. Han har sagt, at han ikke vil handle med fars
fra 1992, men til slut vil han sælge, hvad det skal være. Dét er vist nok
pointen i den frodigt mærkværdige fabel om livet i det nye Rusland. Hundene er
nærmest Gud, men de æder også hinanden. Man fodrer svin med svinehoveder og
tager sit liv i laden, når de gamle måder degenererer. Gulag og krigen hedder
bare noget andet. Volga og Don flyder stille som før.
4 har manuskript af den populære og kontroversielle avantgardeforfatter Vladimir Sorokin, der gradvis fører trådene
sammen, så natteravnenes vandrehistorier bliver virkelighed.* Når Ilja Khrzhanovskij (f. 1975) ikke har travlt med at henvise til Andrej Tarkovskij, Elem Klimov og Aleksandr Sokurov, er han en kantet og effektiv billedskaber, der arbejder i samme
spor som generationsfællerne Aleksei German jr. (Garpastum) og Andrej Zvyagintzev (The Return).
Nynationalistiske
epos og okkulte kassesucceser som vampyrhistorierne Nightwatch og Daywatch
tegner det russiske filmmarked, men kunstfilmen lever videre,
absurd og i bedste velgående. Efter sigende gjorde myndighederne meget for at
standse 4 i forproduktionen. Jeg så
den første gang i Venedig i 2004, da kritikken af det liberalistiske
Rusland måske var mere på sin plads. Eller også er der tale om evige ting. I
hvert fald er 4 så rigeligt gensynet
værd. Skønt filmen savner sammenhængskraft, er den rig på mysterier og spændt
atmosfære.
EFTER 4 var der i årevis stille omkring Ilja Khrzhanovskij. Han påbegyndte produktionen af det store DAU-projekt, som i sin stadig ikke helt færdige form består af 15 spillefilm og fire tv-serier samt dokumentarer, koncerter og videoinstallationer. Et samlet materiale på 700 timer blev filmet over tre år.
DAU tager udgangspunkt i den forskning, som kvantefysikeren Lev Landau (1908-1968) fik frie hænder og midler til at føre i Sovjet-tiden. Projektet begyndte som en biopic om Landau. DAU. Dau (2019) fungerer som prolog til det øvrige stof. Det er stadig planen at distribuere den i biografer.
Khrzhanovskij og fotografen Jürgen Jürges begyndte i 2006 med finansiering fra bl.a. tysk og fransk ARTE, EU-midler fra Eurimages, det svenske filminstitut, Tom Tykwers X Filme Creative Pool og kulturministerierne i Ukraine og Rusland. I 2007 fik Khrzhanovskij fuldkommen frihed – som Landau havde haft under Stalin – da privat finansiering fra oligarken Serguei Adoniev gjorde det muligt for ham at tilbagebetale midlerne fra de ukrainske og russiske ministerier. En kopi i fuld skala af Dau-instituttet blev opført i Kharkiv i Ukraine. Her levede flere hundrede skuespillere, teknikere, forskere, konsulenter, håndværkere osv. i en simuleret udgave af hverdagen på Dau-instituttet 1938-52.
KUNSTNERE som Brian Eno og Marina Abramovic har besøgt DAU-byen. Settet var lukket, og der blev filmet 24 timer i døgnet. Dele af DAU, som er instrueret i mange stilarter, blev præsenteret på en multimedieudstilling i Théatre de la Ville og Théatre du Chatelet i Paris i januar 2019. På Berlinalen i 2020 så jeg DAU. Natasha og DAU. Degeneration. Især DAU. Natasha, som var i konkurrence, fik massiv kritik fra #MeToo-bevægelsen. Der er blødere titler i materialet. Misantropien i den apokalyptiske DAU. Degeneration – som skildrer afviklingen af Instituttet – er den næstsidste film. Herefter følger DAU. Regeneration, som ingen dog har set endnu.
Flere har brugt de simulerede virkeligheder i reality show-inspirerede fabler som Peter Weirs The Truman Show (1998) og Gary Ross’ Pleasantville (1998) som en hurtig måde at forklare præmissen i DAU på. Det er tankevækkende, at Khrzhanovskijs arbejdsvilkår ligner udgangspunktet for Charlie Kaufmans Synecdoche, New York hvor en dramatiker (spillet af Philip Seymour Hoffman) får et evighedslegat og bruger pengene på at bygge en kopi af sit liv i 1:1-skala.
DAU-filmene bliver løbende lagt ud på platformen DAU Cinema. De kan ses med engelske, tyske og franske undertitler. I skrivende stund – kort før jul i coronaåret 2020 – er syv film tilgængelige. Det koster tre dollars pr. titel at se dem. Det er absolut investeringen værd.
*) Vladimir Sorokin (f.1955) er en blanding af satiriker og paranoiker i en russisk tradition, der knytter an til ironiske og fabulerende forbilleder som Mikhail Bulgakov (Mesteren og Margerita), men er lige så farvet af beslægtede vestlige kolleger som Philip K. Dick. De fleste af Sorokins værker er groteske dystopier. Der foreligger to på dansk. En opritjniks dag (2007, da. 2009) foregår i 2025 og skildrer en dag i livet, som den former sig for en officer i en fremskreven udgave af det hemmelige politi. Snestormen (2010, da. 2012) er skrevet oven på Tolstojs Herre og tjener (1898) og fører ad om- og genveje til en ærketypisk landsby, der kunne være dukkernes by i 4. Sorokin er efter brødrene Akardij og Boris Strugatski (En picnic i vejkanten blev til Tarkovskijs Stalker; Svært at være gud blev filmatiseret af Aleksej German sr.) den førende stilskaber i russisk science fiction. Sorokin er blandt forfatterne på Ilja Khrzhanovskijs kolossale DAU-projekt (2007-2020).
4. Instr.: Ilya Khrzhanovskij. Manus: Vladimir Sorokin. Foto:
Alishev Khamidkhodzhaev. 126 min. Rusland 2004. Dansk premiere: 02.05.08
Fotos: CineMaterial/ ICA Projects/ Drakes Avenue Pictures/ International Filmfestspiele Berlin/ Phenomen P
4 streames ikke, men er udsendt på dvd i UK - DAU-projektet streames på dau.com
Første del af teksten stod i Weekendavisen 02.05.2008 - resten er fra 20.12.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar