Translate

torsdag den 14. januar 2021

Sofia Coppola: The Bling Ring (2013)


TIL UNGDOMMEN
Satirisk formaning fra Moster Sofia

Af BO GREEN JENSEN

SOFIA Coppola (f. 1971) er en interessant instruktør, som altid har noget særligt på hjerte og siger det med stil i et filmsprog, der vokser for hvert værk og er hendes eget. Hun er Eleanor og Francis Ford Coppolas datter, tilhører Hollywoods aristokrati. Hun har dog aldrig haft brug for at spille familiekortet og bliver måske det første stjernebarn siden Michael Douglas, som ikke bukker under for Liza Minnelli-syndromet.
   Coppola laver distinkte film, som bygger på originale ideer. Hun lefler ikke for markedet, men er heller ikke ligeglad med, om hun når et publikum – modsat sin storebror Roman, som dyrker det virkeligt smalle. Coppolas værkliste er ujævn. The Virgin Suicides (1999), Lost in Translation (2003) og Somewhere (2010) var små hovedværker. Kostumefilmen Marie Antoinette (2006) – med strategisk anbragte anakronismer – hørte snarere til i kategorien interessante fejltagelser. Her finder man også The Bling Ring, som må være Coppolas svageste arbejde til dato.


DET betyder ikke, at filmen er dårlig, men den løber hurtigt tør for ideer, da den har sagt, hvad den vil. Nicki (Emma Watson), Rebecca (Katie Chang), Chloe (Claire Julien), Sam (Taissa Farmiga) og Marc (Israel Broussard) er rige Los Angeles-børn, som hænger ud på klubber, går i butikker og dokumenterer alting på Facebook. De er fuldblods børn af tiden, besatte af berømthed og konsumerisme. Marc er så meget til drenge, at han kunne være en pige. De andre betragter ham som en veninde.
   Det indgår naturligt i dagen, at man tjekker berømte menneskers tweets og gransker deres Facebook-væg. Herfra er der ikke langt til at kigge indenfor hos Paris Hilton, når man ved, at hun er ude til den-og-den begivenhed. Andre luksushuse besøges. Man tager designersko, ure og tasker, ikke så meget ad gangen, mere kostbart nips og bling, der fungerer som trofæer og fetichistiske souvenirs. Man bliver en lille legende i kredsen af lige så overfladiske venner. Knækkene udarter til en forretning. En af pigerne svigter de andre, men det gør ikke noget. For syndebukken Nicki er det bedste ved det hele, at hun selv kan få en karriere som angrende celebrity.*
   Coppola skildrer de unge i stilen fra tarvelige reality-programmer, som filmen kopierer med akkuratesse og flair. De kvidrende fællessamtaler er ikke nedskrevne; skuespillerne har fået et tema at tale rundt om og behandler det i deres egen jargon. Forældrene hudflettes med åbenlys sarkasme. Den holistisk orienterede Laurie (Leslie Mann) hjemmeskoler sine børn, beder til verdenssjælen og bruger selvhjælpsbogen The Secret som livsmanual. Andre forældre er mere konforme. Ingen af dem aner, hvad børnene egentlig bruger tid på eller brænder for.


HÉR, siger Coppola, er blomsten af Amerikas ungdom, nationens stolte fremtid, og se, hvad I/vi har gjort den til. Hun solidariserer sig tydeligvis med de unge, men hun taler trods alt forældrenes sprog. Der er en forbavsende gammeldags tro på værdier som nytte, flid, fornuft og engagement på spil i denne films undertekst. Det gør den halvhjertet og faktisk forloren på en måde, som f.eks. Harmony Korines beslægtede Spring Breakers (2012) slet ikke er. The Bling Ring er en mosters formaning. Spring Breakers er en vild fantasi og en tillidserklæring.
   Forlægget er en artikel af Nancy Jo Salles, »The Suspects Wore Louboutins«, som Coppola læste i magasinet Vanity Fair. The Bling Ring er ikke så meget en film for de unge, mere en moralitet for fornuftige mødre. De vil sikkert elske den. Målgruppen vil undertrykke en gaben. Paris Hiltons grimme tasker er ikke noget, der rykker på Twitter p.t.

*) Vi er i SoMe-æraens pubertet. I 2013 var veteranerne Facebook (2004) og Twitter (2006) stadig cutting edge-medier. Instagram blev lanceret i 2010. WhatsApp (2009) og Snapchat (2011) var små alternativer. Ingen drømte om TikTok (2016) endnu. YouTube (2006) var på banen i sin grundform. I 2020 ville Nicki som minimum have sin egen Premium Channel.
   


The Bling Ring. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Harris Savides, Christopher Blauvelt. 90 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.07.2013.


Fotos: American Zoetrope/ A24/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies og Filmstriben
Trykt i Weekendavisen Kultur 12.07.2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar