Lars von Trier: Manderlay (2005)

DEN ANDEN GRACE
Verden skrevet sort på hvidt

Af BO GREEN JENSEN

MED Dogville (2003) påbegyndte Lars von Trier den tredje trilogi i et filmværk, der fra begyndelsen er kommet videre ved at fastlægge regler og sætte mål for sig selv. Efter Europa-trilogien (1984-91) fulgte Guldhjerte-trilogien (1996-2000). Også Riget (1994-97) var tænkt som en tredækker, men fremstår nu som det hængsel i midten, der blev Triers populære danske gennembrud. Her demonstrerede instruktøren, at han kan være lun og elskelig, når det skal være. Er der noget vi holder af, er det lune. Vi har det straks sværere med den skarphed, som Trier også er eksponent for.*

   Dogville fik ingen priser i Cannes og dannede ikke skole på samme måde, som Triers dogmeprojekt havde gjort. Der hersker dog ægte respekt omkring alvoren i eksperimentet og viljen til at modarbejde det lækre præg, de digitale effekter og detaljer, som tidens mainstreamfilm har fået stadig lettere ved at puste sig op med. Filmen solgte ikke mange billetter. Man skal dog ikke tage fejl af dens gennemslagskraft. For en fremstillingspris på 86 mio. kr. følger her anden del af historien om Grace Margaret Millington.

MANDERLAY har adskilligt imod sig. Det er toeren i en trilogi, og den teatralske form, det rensede rum, som filmen udspiller sig i, synes denne gang ikke så radikal. Tværtimod virker det logisk, at hvor Dogville satte kridtstreger i et sort univers, bliver topografien i Manderlay markeret med sort tape på en hvid overflade.

   Endvidere ligger de indre spændinger i dialogen. Denne film har begravet sit hjerte i teksten, og lidenskaben bliver neutraliseret af John Hurts fortællerstemme, som også denne gang sætter lærestykket i anførselstegn. Filmen fortolker sig selv ad hoc, og det skal man vænne sig til. Til gengæld bliver den aldrig veltilfreds eller selvretfærdig.

 

MANDERLAY åbner, hvor Dogville tog afsked. Fra apokalypsen i Colorado kører Grace med sin far (Willem Dafoe) og hans gangstere til Alabama, hvor bomuldsplantagen Manderlay bliver endnu en bestemmende station på Graces moralske dannelsesvej. Stedet er i øvrigt opkaldt efter huset i Rebecca (1938), Daphne du Mauriers gotiske sjæler, som de fleste sikkert kender bedst i Alfred Hitchcocks filmudgave.

   Her lever arbejderne stadig som slaver, skønt årstallet er 1933. Stedet drives efter reglerne i »Mam’s Law«, som den døende ejer (Lauren Bacall) har liggende under madrassen. Grace accepterer at blive den nye Mam, men har høje humanistiske ambitioner. Hun giver afroamerikanerne deres frihed, indfører demokratiske fællesmøder og pålægger den hvide forpagterfamilie en slags stavnsbånd som soning for deres synder i det forgangne. Alle forbedringer implementeres med gangsternes hær i kulissen.

SIN gennemgribende dydsirethed til trods, begynder Grace at nære seksuelle fantasier om Timothy (Isaac de Bankolé), den stolteste, mest trodsige og afrikanske af slaverne, som bliver frigjorte med eller mod deres vilje. I det demokratiske eksperiment synes husslaven Wilhelm (Danny Glover) længe at være hendes medsammensvorne, men der viser sig at være grunde til, at »Mam’s Law« ser ud som den gør.

   Grace begynder at smugkigge i fortegnelsen, hvor de sorte livegne er opdelt i syv kategorier. Hvem der faktisk skrev »Mam’s Law« bliver en overraskelse, man har anet vil komme. Det chokerer heller ikke, at høsten er truet, fordi man fælder Mams lystskov i frihedens navn. Nogle er mere lige end andre. Der er også et ekko af Orwell og lidt af en Kammerat Trier på spil.

   I Dogville var Grace en blanding af offer, slave og syndebuk, der til slut tog hævn over byen, som fortjente at blive jævnet med jorden. Hun ender med at mene det samme om Manderlay, men diverse faktorer forhindrer blodhævnen. Der er ingen apokalyptisk katarsis i Manderlay, som trods nakkeskud, lynchning og et sort-hvidt samleje i Mandingo-traditionen er en relativt behersket affære. Da Grace ankommer til Manderlay, får hun Timothy løsnet fra træet, han skulle have været pisket ved. Til slut fører hun selv slagene igennem med overbevisning. Manderlay er historien om, hvordan Grace på denne forstemmende måde kommer fra A til B.

DET er en film, som demonstrerer og diskuterer ideer. Dogville tog afsæt i Bertolt Brechts Dreigrosschenoper: »Und wenn der Kopf fällt, sag ich: Hoppla!« Manderlay henter sin inspiration i forordet til O’s historie, hvor pseudonymet Pauline Réage (egentlig det franske akademimedlem Jean Paulhan) fortæller om en episode i forbindelse med slaveriets ophævelse på Barbados. I 1838 henvendte en gruppe frisatte slaver sig til deres ejer og bad ham blive Massa igen. Da han afslog, dræbte de ham og familien, hvorpå de indrettede sig på plantagen og begyndte at leve som før.

FORMELT er Manderlay skarpere turneret og mere gennemarbejdet end Dogville. Der er færre finurlige ornamenter, og fordi formen er mindre forelsket i sig selv, kan de enkelte, ofte knastørre lag i teksten bedre arrangere deres argumenter optimalt. Til gengæld må det siges, at man savner noget af vildskaben, glæden ved kaos, som prægede Dogville.

   Med alle sine kvaliteter står Bryce Dallas Howard svagere som »den anden Grace«. Hvor Nicole Kidmans figur naturligt koncentrerede både blikket og handlingsgangen i Dogville, må Howard tilkæmpe sig opmærksomheden i de store scener, som er vendepunkter for hendes karakter.

   En lykkelig undtagelse er den afgørende scene, hvor Grace giver efter for dyret i kvinden og har et grådigt samleje med Timothy. Trier anbringer parret i sengen på en forhøjning – denne gang er der flere sætstykker, og plantagens hovedbygning er opført som et dukkehus uden facade – hvilket forstærker scenens rituelle præg. Howard lader virkelig Grace give slip, og hér kan hun noget, både med hensyn til styrke og udsathed, som Kidman ville have sværere ved.

   Først bagefter indser Grace, at Timothy trods alt ikke tilhører den stolte, uforsonlige slavetype, som »Mam’s Law« placerer i kategori 1. Egentlig er han en 7’er, kamelæonen, som kan tilpasse sig og vise den side, som fjenden helst vil se. Hvor farveblinde vi faktisk er, hvor svært det er at se forskel på individer af en anden race, er en stadig humoristisk pointe. Som reformator falder Grace for alvor igennem, da hun vil gøre noget særligt for den kreative unge mand i en familie. Velmenende henvender hun sig til den forkerte, en bror som må rømme sig høfligt og korrigere hendes fejltagelse. Det gør han selvsagt med en vis spydighed.

DER er ikke en finger at sætte på teksten. Trier afvikler flere dagsordener, mens John Hurts fortæller »in eight straight chapters« eksponerer og fortolker med skiftevis kælen og syrlig betoning. Øverst i betydningshierarkiet ligger historietimen, et regulært politisk foredrag om hvide menneskers udnyttelse af de sorte, der bliver et billede på magtmisbrug og overgreb til alle tider. Det er den uangribelige faktor, som i Cannes fik Trier til at gøre følgende iagttagelse, da jeg spurgte ham, hvorfor amerikanerne havde taget så mildt imod Manderlay, når de to år før rasede over Dogville:

   »Jeg tror, det er fordi de er så sindsygt bange for den dér racekonflikt, at man simpelt hen holder kæft. Det var så sjovt til den dér pressekonference, der var ikke et eneste kritisk spørgsmål. Det var den nemmeste, mest afdæmpede pressekonference, jeg nogen sinde har været til. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er dét. De blev i den grad pacificeret af, at Danny Glover var til stede, men også af hele problematikken. Man kan ikke kritisere den, og det var noget, der først blev klart for mig på pressekonferencen. Du kan ikke kritisere den, uden at komme ud på dybt vand.«

BAG det korrekte lag løber en filosofisk diskurs, hvor vedtagne størrelser relativeres, og værdier som frihed og lighed sættes i paradoksal belysning. Grace gør mere skade end gavn, når hun indfører forbedringer uden at tænke sig om. Fællesmøderne i kollektivet har karakter af børnehave. Det utopiske eksperiment minder ofte om landet Laputa i Gullivers rejser, hvor politiske fraktioner fører krig, fordi de er uenige om, hvordan man bedst slår hul på et æg. Grace har på intet tidspunkt problemer med at støtte sig til sin fars gangsterhær, der nok er en teatralsk mulighed for guddommelig indgriben, men samtidig minder slående om »verdenspolitiet«, som det amerikanske militær er blevet i egen forståelse.

   Under det satiriske spor er en etisk dimension, som har at gøre med illusionen om moralske absolutter. Godt og ondt tages ikke for pålydende, og det er hér, at usa-trilogien tydeligst røber sit udspring i Marquis de Sades opbyggelige traktater om søstrene Juliette og Justine. Justine er den gode søster, som lider alle dydens genvordigheder og straffes for sin næstekærlighed. Juliette er det hæmningsløse driftsvæsen, som belønnes for sin selviske sadisme.

   Triers Guldhjerte-figurer – Bess i Breaking the Waves, Karen i Idioterne, Selma i Dancer in the Dark – har altid været kusiner til den ukueligt gode Justine. Modsat de Sade, som foragter sin altruistiske noksagt, går Trier imidlertid i brechen for sine heltinder. I en gennemført kynisk og grusom verden får disse undtagelser lov at sejre på trods. Fornedrelsen gør dem til bedre mennesker, offerviljen bestyrker dem. Det er den del af tematikken, som forveksles med en underkendelse af feminismen og et karikeret kvindebillede. Derfor taler Trier og hans kvindelige kritikere ofte godt og grundigt forbi hinanden.

ENDELIG er der, hvad man kunne kalde ursuppen. Her er samtlige love opsagt. Lave drifter flyder mellem høje principper; alt er håbløst blandet sammen; vi befinder os blandt navnløse lysfisk på bunden af det kollektive ubevidste. Her kropsliggøres de koblinger, som er renset ud af fornuftens øvrige ligninger. Hvidt kød begærer sort kød og omvendt; ofrene vil undertrykkes; slaveri giver god økonomisk mening og kan sagtens omskrives til demokratiske eufemismer. Det er ikke mindst for at rode i dette nedre, dybeste lag, at von Trier har iværksat sit usa-projekt.

   Det lykkes eksemplarisk at holde alle niveauerne aktive, mens Manderlay på overfladen fortæller sin fortsatte dannelseshistorie om en idealistisk ung kvinde, der kommer til et glemt sted i Syden og prøver at indføre nye tider, frihed, ligeværd, demokrati. Det lykkes også Trier at dreje nogle solide ironiske pointer, som i slutakten tilfredsstiller tilskuerens behov for et pay off. Da også den anden Grace vil forlade et fordærvet sted, som hun i dén grad føler sig færdig med, kommer antiheltinden for sent til mødet med faderens flåde af gangstere. I begyndelsen af filmen har man stemt om, hvad klokken skal være. Det straffer sig således at føre princippet om konsensus for vidt.

OGSÅ Manderlay er en fremragende film, der konsoliderer Lars von Triers status som auteur i internationalt format. I Cannes blev den solgt til alle territorier, inklusive USA, hvor den næppe vil rydde gaderne i Smallville, men heller ikke vil blive set som en underlig dansk film om Amerika. Den vil blive set som et nyt værk af Lars von Trier, der som den eneste danske filmskaber efter Carl Th. Dreyer har været i stand til at sætte en dagsorden for, hvor filmkunsten kan og måske bør gå hen. Jantes børn synger p.t. medierne fulde af udsagn om, hvor irrelevant han er, denne opblæste neurotiker, der gebærder sig som en Jean de France. Faktum er imidlertid, at Trier også med usa-trilogien har fået hele filmens verden i tale.

   »Your illustration sure beats the hell of mine,« sagde narren Tom til furien Grace i Dogville, før han blev udraderet sammen med resten af byen. Manderlay er negativet til denne eftertrykkelige illustration. Den er anden del af »The Heart’s Filthy Lesson« og en besk skildring af, hvordan guldhjertet Grace krydser over til den mørke side af Kraften og gør fælles sag med Imperiet. Der er ikke noget at sige til, at Trier p.t. har svært ved at skrive den tredje film, finalen som forener principperne og bringer søstrene Juliette og Justine, den ene og den anden Grace, til vejs ende sammen i Wasington. Det skal til og med ske i komedieform, og formentlig vil fortælleren træde frem og vise sit ansigt.

OGSÅ hvis den sidste film aldrig kommer, er usa-projektet en ting af værdi. Få film har så radikalt diskuteret ideer i en form, som også har kunstnerisk liv. Mellem alle konceptets stiplede linier og streger på gulvet lykkes det disse film at skabe autentiske følelser i konkrete situationer. Det gør ondt at se et sygt barn dø, og smerten bliver ikke mindre, fordi violinerne og kulisserne mangler. Hvis Manderlay støder os fra sig, er det kun fordi vi har vænnet os til, at film skal more og behage. I Dogville og Manderlay bliver den gode vilje dekonstrueret. Korrektheden kommer til kort, der er ikke sten på sten tilbage af glæden ved noget bagefter. Herfra kan vi så begynde at skabe en verden med stumperne.

*) Tv-trilogien om Riget blev gjort færdig i 2022, da miniserien The Kingdom Exodus fik streaming-premiere på Viaplay. Se fodnoten til artiklen om Melancholia (2011), hvor forbindelsen mellem trilogierne er udredt.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Manderlay. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 138 min. Danmark-Sverige-Holland-Frankrig-Tyskland-UK-Italien-USA 2005. Dansk premiere: 03.06.2005.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Manderlay/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Ognon Pictures/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2/ Edith Film Oy/ Fjeldabe Films/ Invicta Capital/ Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ NPS/ ADR/ Alan Young Pictures/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.06.2005

Roy Andersson: En due sad på en gren (2014)

DEJLIG ER JORDEN

Roy Andersson husker de pantsatte lagner

Af BO GREEN JENSEN

DET er i hvert fald en smuk og forpligtende titel. Instruktøren ser da også En due sad på en gren og funderede over tilværelsen som sit sidste og bedste bud på et signalement af, hvad det vil sige at være i live.

   Formen er klassisk Roy Andersson: guddommelig deadpan, statiske tableauer, karikerede typer, som færdes i noget, der ligner en genudsendelse af 1950erne. Samuel Beckett møder Ingmar Bergman og Buster Keaton. Der er absurde visuelle gags og et afgrundsdybt understatement.

   En due sad på en gren er den sidste film i trilogien, som begyndte med Sange fra anden sal (2000) og forsatte med Du levende (2007). For nu at være ærlig, fungerede tableauerne og den tragiske humor bedst i den første film, hvor stilen var ny, og den groteske samtidskritik kulminerede i et svensk jomfruoffer. Man kan dog stadig græde og le på én gang, når Andersson iscenesætter et ensomt dødsfald.

HANS film er en tillidserklæring til individet og en undsigelse af magthaverne, der vil gøre alt for profit. Jeg bruger gamle klicheord med vilje, for Anderssons samfund er stærkt karikeret. Hans finansmænd går med høj hat og galoscher ligesom Gyldenspjæt. I en vis forstand er han som uret, der viser rigtigt to gange i døgnet.

   Ingen kan som Andersson skildre den lille kontorist, der bliver fyret efter et langt, loyalt arbejdsliv. Han er altid poetisk, men sjældent subtil. Grådige arvinger skændes ved et dødsleje. En overvægtig herre falder om i spisestuen, da han skal åbne en flaske vin mere. På færgen dør en passager i kantinen, og kassedamen spørger, om nogen kunne tænke sig måltidet, som jo alligevel er betalt. En kunde melder sig efter lidt tøven.

   Ikke siden Robert Storm Petersen er det gjort så lakonisk. Hunden, der bliver fodret med sin egen afskårne hale, kunne man også møde hos Andersson. Frodige folk spiller tuba, og de rige er onde pr. definition, for de må være blevet det på nogens bekostning.

SOM eksempel på den skødesløse grusomhed, der kendetegner homo sapiens, viser Andersson en abe, der bliver torteret i videnskabens navn, mens laboranten taler i telefon. Bagefter bliver afrikanske kvinder og børn gennet ind i en drejende helvedesmaskine. Bødlerne er kolonitidstropper, som taler med britisk accent.

   Disse syner plager Jonathan (Holger Andersson), den ene af to spøg-og-skæmt-repræsentanter, som bliver gennemgående figurer. Faktisk er der tale om genbrug fra kortfilmen Härlig är jorden (1991), som rummer en lignende holocaust-scene. Det er forfærdende billeder, Andersson helt uden humor. Hvilket egentlig klæder ham bedre end den evigt underliggende latter, der somme tider får pligtkarakter.

FILMENS særeste scener udspiller sig i en moderne bodega, som får besøg af Karl den Tolvtes tropper. Hæren passerer både før og efter det fatale russiske felttog i 1709, som havde den koldeste vinter, man har målt i verdenshistorien. Kunderne undrer sig såre. På vej hjem skal kongen bruge toilettet. »Ja, det er ude bagved,« siger værten. Men det viser sig, at der er optaget.

   Forløbet har ingen oplagt pointe. Det er måske det bedste ved scenen, som virkelig bliver hos én. Ellers har de fleste træk hos Andersson en allegorisk funktion. Han maler myldrebilleder som Breugel og Bosch, lige så dybe og lige så forvredne, men i hjertet er han forkynderen af et enkelt budskab om manglende menneskelig varme.

   Nu prøver spøg-og-skæmt-mændene at inddrive udestående gæld. De vil også gerne sælge deres pruttepuder og vampyrgebisser. Men ingen har penge og alle vil snyde. Deres forhutlede tilstand er ingen reklame. Det er Sam (Nisse Westblom), der lægger strategien. De præsenterer varerne ens hvert sted og fortrækker på intet tidspunkt en mine. Og hvem vil købe latter af en sælger, som ikke kan smile?

DA han drømmer om monstrøsiteten, som bogstaveligt drives af slavers energi, synes Jonathan, at han ser ind i helvede. Han taber livsmodet helt og aldeles. Nu vil han bare sidde i sit værelse på afholdsherberget og spille den sentimentale schlager om hunde, der kommer i himlen, på en gammel rejsegrammofon.

   Det gør han igen og igen. Han vil ikke mere, og det kommer til et brud med den sårede Sam. De askegrå mænd er statister i et forunderligt vanitasbillede, men de brænder for livet på en måde, som ingen af de forstoppede mænd fra begyndelsens møder med døden nogen sinde kommer i nærheden af.

EN due sad på en gren modtog Guldløven på filmfestivalen i Venedig. Andersson gjorde sig umage med takketalen, som beskrev hans gæld til Vittorio de Sica. I Cykeltyven (1948) er der en scene, hvor familien må pantsætte sit sengetøj for at overleve. Da pantelåneren vil anbringe lagenerne, må han anstrenge sig for at finde en ledig hylde i reolen, som bugner af slidt sengelinned. Således viser De Sica, hvor mange der deler skæbne med filmens protagonist.

   Andersson har aldrig glemt detaljen, som fik ham til at græde, da han så den første gang. Som regel er det scenen, hvor den afmægtige far giver sønnen en lussing og falder brat i drengens agtelse, der gør indtryk. At Andersson husker de pantsatte lagener, siger meget om måden, han ser på. Han laver også en anden slags film.

   Denne gang er der mere end stil og satire i Roy Anderssons signatur. Den svenske mester er født i 1943. Ingen af os bliver yngre. Trilogiens slutning føles som et kunstnerisk testamente.

Se også Roy Andersson: En kærlighedshistorie (1970); Roy Andersson: Om det uendelige (2019) | Moderne mestre.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (En duva satt på en gren och funderade på tillvaron). Instr. og manus: Roy Andersson. Foto: István Borbás og Gergely Pálos. 101 min. Sverige 2014. Dansk premiere: 12.03.2015

Fotos: Roy Andersson Filmproduktion AB/ Studie 24/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmGrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra TriArt (Sverige) 11.06.2015

2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) i The Roy Andersson Collection |1970-2020 | 6 Movies 28.11.2022

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 13.03.2015

Tom Tykwer: Heaven (2002) [Efter Kieslowski]

TILFÆLDETS HØST

Første del af en efterladt trilogi

Af BO GREEN JENSEN

SKÆBNENS princip og tilfældets love var hjertesager for Krzysztof Kieslowski. Ved sin død i 1996 efterlod den polske filmskaber en bred og mangfoldig frise af værker, der som regel tager afsæt i ting, vi tror er givne – bibelske bud, steder og navne, frihedens farver – og beskriver ad hvilke ironiske veje, og ved hvilken forløsende kærligheds nåde, vi trods alt når vor bestemmelse, selv om vi prøver at undgå den.

   Kieslowskis sene sekvenser – tv-serien Dekalog (1988), Veronikas to liv (1991) og mesterværket Tre farver: Blå, Hvid, Rød (1993-94) – var alle skrevet i samarbejde med juristen og forfatteren Krzysztof Piesiewicz. Ved instruktørens død var parret netop begyndt på endnu en trilogi af beslægtede film. Efter undersøgelsen af værdierne frihed, lighed og broderskab i Tre farver skulle den moderne tilstands moralske kosmologi kortlægges i tre film med titlerne Himmel, Helvede og Skærsilden.

KUN manuskriptet til Heaven nåede at blive færdigt. Det har tyskeren Tom Tykwer realiseret, i forlæggets ånd, men bestemt ikke uden egne input og ideer. Tykwer er [var i 2002] kendt for Winterschläfer (1997) og Lola rennt (1999), to særdeles stilbevidste og indbyrdes meget forskellige film. Freden og fatalismen i Vintersoverne er lige så dvælende, som den visuelle scratch i Lola er frapperende og effektjagende. Herefter skabte Tykwer Der Krieger + die Kaiserin (2000), som prøver at føje strømmene sammen. Med denne film har Heaven meget til fælles.*

PRÆMISSEN for Heaven er rendyrket Piesewicz og Kieslowski, en kosmisk ironi som tangerer det fortænkte og teatralske. Filmens elskende, den britiske lærerinde Philippa (Cate Blanchett) og den italienske retsskriver Filippo (Giovanni Ribisi), mødes under ekstreme forhold i Torino. Hun har mistet sin mand, som var narkoman. I prologen anbringer hun en bombe i skraldespanden hos lægen, der bærer skylden for hans og flere af hendes elevers død. Imidlertid griber skæbnen ind i skikkelse af en rengøringskone. Philippa får fire tilfældige mord på samvittigheden, mens den store fisk på kontoret går fri.

   Hun er knust og kastes ud i en krise, da det går op for hende, at hun er blevet terrorist til ingen nytte. Under politiforhøret kræver hun at blive udspurgt på engelsk, og sådan kommer Filippo, en ung mand som ellers gør alting korrekt, ind i den moralske ligning. Han forelsker sig og hjælper den desperate kvinde til at flygte. Af pligt giver hun sig til at elske ham tilbage, men snart bliver følelsen varm og konkret. Begge erkender, at hun må og skal have sin straf, men foreløbig er de på flugt og i himlen.

SOM navnene lidet subtilt signalerer, er Philippa og Fillippo mere som søskende end elskende. De er to sider af samme menneskelige princip, og en af filmens smukkeste scener afvikles, da begge har ladet sig kronrage for ikke at blive genkendt. De er sat fri og ser pludselig yngre ud, klædt i identiske t-shirts og jeans. Selv Filippos politifar velsigner deres kærlighedsflugt. I øvrigt breder korruptionen sig langt op i etaten. Dette spor i handlingen føles stadig mere irrelevant, efterhånden som den moralske optik bliver klar.

I MANGE henseender kan Heaven minde om den stilistiske amagermad, som Steven Spielberg fik ud af færdiggøre Stanley Kubricks A.I.-projekt. Første akt af filmen tangerer en pastiche på Kieslowskis facon og metode, mens den lyriske slutdel er rendyrket Tykwer, komplet med dvælende drømmemusik af Arvo Pärt, som også løftede slutningen på Vintersoverne ud af tiden og ind i evigheden. Det samme sker her, da en helikopter stiger og stiger ret op i himlen. At en sådan bevægelse er umulig, ved vi fra prologens billeder af landskabet i en flysimulator. Ved kærlighedens nåde sker miraklet alligevel fyldest.

MERE problematisk er den uegale mellemdel, hvor flugten sættes i værk og en masse besværlige plotpunkter afvikles, mens Tykwer synes at være i tvivl om, hvilken stil han skal følge, sin egen eller Kieslowskis. Heldigvis beslutter han at skrive sit eget navn under filmen til slut, ganske som Spielberg gjorde til allersidst i A.I. Man skal derfor se denne film for ideen, for en veloplagt begyndelse og for en slutning rig på på ren poesi. Stoffet i midten er mindre spændende. Derfor føles Heaven spinkel som helhed.

   Især Cate Blanchetts hudløse furie brænder effektivt igennem. Som den pæne vinkelskriver er Ribisi længere om at vinde os for sig, men han vokser med opgaven og sin erfaring. Nu og da bryder hverdagen ind i skikkelse af robuste bipersoner. Det er befriende, og det samme gælder den italienske virkelighed, som fortællingen er forankret i. Hvad Heaven vil sige os, er svært at blive klog på, når Hell og Purgatory mangler. Muligvis bare noget så enkelt, som at kærligheden lutrer og passer på sine børn.

Se også Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Blå (1993); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Hvid (1994); Krzysztof Kieslowski: Tre Farver Rød (1994); Krzysztof Kieslowski: La Double vie de Véronique (1991); Kieslowskis muse: Et interview med Irène Jacob [2017]; Kieslowskis kampfælle: Et interview med Krzysztof Piesiewicz [1994]; Store instruktører: Krzysztof Kieslowski 1941-1996.

*) Tom Tykwer tog videre med Perfume: The Story of a Murderer (2006), The International (2009), Cloud Atlas (2012) og A Hologram for the King (2016), mens han som medejer af produktionsselskabet X-Filme blev en drivkraft i den hjemlige filmindustri. 3 (2010) var en lille tysk produktion. I 2017 begyndte tv-eventyret med Babylon Berlin, men i 2002 var han bare en ung mand fra Wuppertal, der havde erobret verden sammen med Franka Potente. 

   Krzysztof Piesewicz skrev videre på trilogien, som faktisk blev færdiggjort. Bosnieren Danis Tonovic instruerede L'Enfer (2005, int. Hell) med Emmanuelle Béart, Karin Viard og Marie Gillain som tre traumatiserede søstre. Polakken Stalislaw Mucha instruerede Nadzieja (int. Hope) i 2007. De to sidste film nåede ikke til Danrmark.   

Heaven. Instr.: Tom Tykwer. Manus: Krzysztof Kieslowski & Krzysztof Piesiewicz. Foto: Frank Griebe. 97 min. Tyskland-UK-USA-Frankrig-Italien 2001. Dansk premiere: 04.10.2002

Fotos: Miramax/ X-Filme Creative Pool/ Mirage Enterprises/ Noé Productions/ Star Edizioni Cinematografiche/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames (maj 2025) på Amazon Store (Frankrig) , Apple TV, (Polen), YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Echo Bridge Entertainment 10.03.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2002