Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972

FJENDER AF SYSTEMET
Clint Eastwood instruerer den subversive biopic

Af BO GREEN JENSEN

DER var mange, som drog et lettelsens suk, da J. Edgar Hoover døde den 2. maj 1972. Den 77-årige FBI-direktør havde fungeret i 54 år og tjent sit land under otte præsidenter. Han havde skaffet sig magt og siddet på samme med en nidkær umættelig- og utrættelighed, som er uden amerikansk sidestykke.

   I Hoovers tid blev Forbundspolitiet en stat i staten, der kunne måle sig med det østtyske Stasi. Han vidste alt om alle og havde indsamlet belastende oplysninger om politiske nøglepersoner. Var der intet snavs at finde, blev arbejdet gjort med rygter, anonyme breve og almindelig mistænkeliggørelse.

   58 mio. telefonsamtaler blev aflyttet i Hoovers embedstid. Alt blev registreret i et kolossalt arkiv, der med vilje var organiseret, så ingen kunne gennemskue systemet. Især holdt han af at overvåge forfattere, filmfolk og intellektuelle, som i hans øjne opførte sig uamerikansk. Nogle af sagsmapperne overlever. Graham Greene, Philip Roth, Marlon Brando og John Lennon blev indgående undersøgt. Det var Hoover, som tvang Charlie Chaplin til at gå i schweizisk eksil.

   Ingen vidste med sikkerhed, hvor omfattende de fortrolige sagsmapper var, men de færreste ville have dem åbnet. Man ville se dem ødelagt. Hoover fik en statsmands begravelse, og den siddende præsident, Richard Nixon, holdt tale til nationen om, hvor granitfast den gamle soldat havde været. Præsidentens private reaktion var dog et vantro »That old cocksucker!«

NIXONS spontane udbrud er fanget i J. Edgar, Clint Eastwoods film om fabeldyret, som lader Hoover stå på sin balkon og se til, hver gang en ny præsident bliver indsat. Paraden passerer hans kontor i J. Edgar Hoover Building, hvor FBI endnu har hovedkvarter.

   Hoover vinker ikke til Nixon. Man kunne tro, at de to paranoikere ville betragte hinanden som brødre. Men Hoover er utryg ved Nixon. Han kan mærke, at den nye mand bliver svær at kontrollere. »Han vil have os til at overvåge journalister nu,« siger Hoover til Clyde Tolson efter den første samtale. »Men er det ikke ulovligt?« siger Tolson. Og stiller spørgsmålet helt uskyldigt.

   Eastwoods film er god til at se de historiske ironier – som når Hoover kalder senator Joseph McCarthy en politisk opportunist. Samtidig ses paradokset i Hoovers efterretningsvirksomhed. Der var skam- og lovløst magtmisbrug, men også solidt politiarbejde. En tid lang troede man, at Hoover var gået så vidt og havde været så svær at blive af med, at ingen igen ville give en sikkerhedschef så megen magt. Så kom 9/11 og krigen mod terror. Hoover ville atter have kronede dage.

HOOVER er skildret på film mange gange, først iscenesat som forbillede og nationalhelt, siden afvist som frihedens fjende og hadeobjekt. Allerede i 1977 var der premiere på Larry Cohens The Private Files of J. Edgar Hoover, et pionerprojekt for HBO Pictures og den første fremstilling, som frejdigt brugte løs af rygterne om Hoovers nøjeregnende hævngerrighed, hans udskejelser i det homoseksuelle miljø, hans forbindelse til mafiaen, hans had til demokratiske kræfter som Martin Luther King og Robert Kennedy. Hoover blev spillet af Broderick Crawford, og Cohen så et gradvist forfald i ærkeamerikanerens karakter. Slutningens dekadence blev sidestillet med begyndelsens overbevisning, da Hoover endnu kunne se forskel.

   Eastwoods film følger for så vidt den samme kurve, men kronologien er klippet op, og billedet er mørkere, skønt tonen og stilen er mere behersket. Dustin Lance Black har skrevet J. Edgar som en tematisk tvilling til Gus Van Sants Milk (2008), hvor Sean Penn havde rollen som den homoseksuelle borgerretsforkæmper Harvey Milk (1930-1978), der i øvrigt var en af de mange med en privat fil hos J. Edgar Hoover.

FOR Black er det seksualiteten, som definerer identitetsmysteriet. Sagerne fylder adskilligt, men filmen har sin kerne i forholdet mellem Hoover og Clyde Tolson (Armie Hammer). Eastwood er en konservativ filmskaber, som tillægges reaktionære værdier. Han har ofte fået skyld for at dele høgen Hoovers politiske standpunkt. Det mest interessante ved J. Edgar, som ikke er nogen helt vellykket film, er måske at se, hvordan Eastwood vil bruge sin binære ideolekt til at skildre en stor kærlighed mellem mænd. Omvendt er det ikke så vildt. »Dirty« Harry Callahan var homofobiker, men Eastwood har udfordret sit maskuline image, siden han første gang instruerede sig selv i Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi).

   Leonardo DiCaprio spiller rollen som Hoover med tilknappet ansigt og en kejtet fysik, der bliver tøndeformet med tiden. Som ung har han endnu en åbenhed i sig. Siden vænner han sig til, hvordan andre mennesker reagerer, og han lærer at lukke iveren til. Han går ud med Justitsministeriets nye sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), og viser hende biblioteketet, hvor han har udviklet sit kartotekssystem. Så prøver han at kysse hende, for det er vel »sådan man gør«.

   Gandy afviser Hoover og bliver på stedet udnævnt til hans personlige assistent. Også i virkeligheden var hun hans sekretær fra 1918 til 1972. Sidste medlem af surrogatfamilien bliver juristen Clyde Tolson, som Hoover ansatte i 1926 og gjorde til sin vicedirektør i 1930. Gennem alle årene er det de tre, der driver forretningen sammen, Hoover, Tolson og Gandy. Det virker ikke helt troværdigt, men det passer til filmens kammerspilstemning.

DEN unge mand udvikler sit had til kommunister i forbindelse med en række anarkistiske attentater i 1921. Han får sin store chance, da hans chef bliver ofret. Hoover bedyrer sin respekt for manden, men løfter ikke en finger for at redde ham. I 1924 bliver han direktør for The Bureau of Investigation, som han i 1935 får han lov at omstrukturere som The Federal Bureau of Investigation med nationale beføjelser.

   Hele vejen er der modstand, men Forbudstidens gangsterkrig bliver en gevinst for de første G-mænd. Hoover foragter folket, som jubler over lovløse fribyttere. Han vender stemningen ved at promovere sit korps i pulp fiction, tegneserier og film. Agent Melvin Purvis likviderer gangsteren John Dillinger i 1934. Hoover tager æren og lægger distance til Purvis. Før Dillingers død jubler publikum, når James Cagney spiller Tom Powers i The Public Enemy (1931). Fire år senere klapper de lige så entusiatisk, da han spiller Brick Davis i ’G’ Men (1935).

   Stadig er der problemer med emsige politikere, som mener, at Hoover misbruger sin stilling. Så han begynder at samle oplysninger i de berygtede »personal files«. En høring rejser tvivl om Hoovers habitus. Ergo sættes alle på sagen, da tyskeren Bruno Hauptmann kidnapper Charles Lindberghs lille søn. Drengen dør, men FBI finder (vist nok) gerningsmanden. Hoover etablerede et register over fingeraftryk og brugte tekniske beviser med CSI-agtig fremsynethed. Det var ikke alt sammen megalomani.

GRADVIS skrev manden verden om i sit billede. Alle modstandere var kommunister, alle fans af FBI var patrioter. Skiftende præsidenter tog livtag med Hoover. Franklin D. Roosevelt foragtede direktøren for at afsløre Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, men gav ham lov til at foretage arrestationer uden dommerkendelse. Harry S. Truman anerkendte FBIs indsats under 2. verdenskrig, hvor al tysk aktivitet i USA blev infiltreret. Han vendte dog det døve øre til, da Hoover i 1950, ved Koreakrigens begyndelse, fremlagde sin plan om at internere 12.000 navngivne fjender af systemet.

   Stod det til Hoover, var FBI blevet et amerikansk KGB. I Eastwoods film sidder han hver gang i forværelset med portrættet af George Washington og venter på at tale med den nye præsident. Han hader Kennedy-brødrene og foragter JFK for hans affærer. Han aflytter hotelværelset, hvor præsidenten er sammen med Marilyn Monroe. Robert Kennedy kræver samtalerne udleveret. Hoover lægger sagsmappen og gør opmærksom, at han »naturligvis« har sin egen kopi.

FIKTIONEN er, at den aldrende Hoover beslutter at skrive sin version af historien, da vinden i tiden blæser imod ham. Filmen kommer fra scene til scene ved at lade Hoover fortælle til en respektfuld, skønt meget spørgelysten Agent Smith (Ed Westwick), der siden sætter anekdoterne i system. Det er en irriterende form, som bevirker, at alt for mange scener er skudt i dårligt lys med Watts og Hammer i tyk, utroværdig make-up. DiCaprios maske er lidt bedre lagt.

   Også narrativt er der tale om en belastende konvention, som har ødelagt mange erindringshistorier, men her kommer tricket trods alt til sin ret. Hoover beskriver, hvordan han kæmpede den gode kamp og gjorde det nødvendige. Pointen er dog, at fortælleren lyver. »Jeg har læst din bog,« siger den svækkede Tolson. »Det var jo slet ikke sådan. Du foretog ikke den arrestation. Der var ingen hvid hest på gaden. Charles Lindbergh kom ikke ud og trykkede dig i hånden og erklærede sin tillid til FBI. Han ville ikke tale med dig. Han sagde, du var en irriterende lille mand, der gik i vejen.«

   Parret kender hinanden så godt, at Hoover end ikke retfærdiggør sig, og Tolson angriber ham ikke for alvor. Derimod siger han »Jeg elsker dig« i den centrale kærlighedsscene, som udvikler sig til et korporligt opgør, da Hoover forklarer sin vicedirektør, at han har været i byen med Dorothy Lamour, fordi det »måske er på tide, at der kommer en Mrs. Hoover«.

EASTWOOD og Blacks film lader Tolson og Hoover have et ægtepars vaner, men de går aldrig i seng med hinanden, og der bliver ikke fulgt op på de mange historier om Hoovers udskejelser, hans transseksuelle tilbøjeligheder, som flere biografier har gjort et stort nummer ud af og som efterhånden hører med til mytologien.

   Det tætteste filmen kommer dette tema, er da Hoover sørger over sin mor (Judi Dench) og tager hendes kjole og perler på foran spejlet. Hun har pylret om sin dreng fra starten, domineret ham, når der var brug for dét og været hans ivrigste fan. På et tidspunkt er Hoover og Tolson på ferie i Florida (Hoover holdt af at spille på heste, og man siger, at mafiaen dækkede hans tab). De deler drinks med Lela Rogers og hendes to døtre, hvoraf den ene er Gingers Rogers. Lela vil danse med Hoover, som ellers har været en sand verdensmand. Nu stivner han midt i springet.

HJEMME i Washington fortæller han Mor, at han bare ikke kan lide at danse. Han uddyber ikke, men hun forstår, hvad han siger, og kvitterer ved at spørge, om han husker kammeraten, de kaldte Daffy? »Ja. Det var ham, der tog en kjole på og blev hånet, da det blev opdaget.« »Kan du huske, hvad der blev af ham?« »Ja, han tog sit liv nogle år efter.« »Uhm. Daffy stod for Daffodil. Jeg vil hellere have en død søn end en levende smørblomst. Og nu skal jeg lære dig at danse.

   Hoover bliver næsten til Norman Bates fra Alfred Hitchcocks Psycho i den scene. Siden bevarer han altid kontrollen. På den måde er det i kønnets undren, snarere end i magtbegærets kombination af selvfølelse og mindreværd, at J. Edgar finder et menneske i sin hovedperson. Hoover er en ondskabsfuld mand, men han er også en sammensat karakter – ikke karikaturen fra de sædvanlige fremstillinger.

CLINT Eastwood var 81 år i 2011, da han instruerede J. Edgar. Han havde alderen til at have spist de cornflakes, som gjorde raske drenge til Junior G-Men, når de fandt det seje plasticskilt i pakken. Han voksede op med heltemyten om Hoover. Som ung skuespiller kunne han have medvirket i Mervyn Leroys The F.B.I. Story (1959), hvis han ikke i samme periode havde travlt med at spille Rowdy Yates i 217 episoder af westernserien Rawhide, før han tog til Italien og blev stjerne hos Sergio Leone.

   Hoover var rådgiver på Leroys film, som Warner Brothers producerede med særlig støtte fra FBI. Han medvirker selv og valgte personligt James Stewart til rollen som Chip Hardesty, der holder foredrag om sin tid i bureauet. Siden producerede Warner ni sæsoner af The F.B.I. (1965-74) for ABC, igen med Hoovers opbakning. Nu er det endelig også en film fra Warner, som dekonstruerer den kolde krigs heltefigur. Sådan går det op og ned her i verden, og sådan bliver regnskabet rettet trods alt.

DER er hele tiden én film mere i Eastwood. I 2024 er han ved at instruere Toni Collette og Nicholas Hoult i retssalsdramaet Juror No. 2. Der har ikke været en grundtone siden den revisionistiske krigsskildring i Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006), som var tematiske tvillingefilm. Men patriotiske markeringer i American Sniper (2014) og The 15.17 to Paris (2018). Og famlende forsøg på at gøre noget andet i Changeling (2008), Invictus (2009), Hereafter (2010) og Jersey Boys (2014), som var en biopic om The Four Seasons. 

   Ikke to titler ligner hinanden, og ingen af dem lykkes helt godt. De bedste sene værker har været film, hvor skuespilleren Eastwood medvirker selv og benytter lejligheden til at kommentere og kritisere sin hårdkogte legende. Gran Torino (2010), The Mule (2018) og Cry Macho (2021) viderefører processen, som begyndte i Unforgiven (1992, da. De nådesløse), da stjernen var en knægt på 62.

    Måske har han ikke flyttet sig politisk, men dokudramaet Richard Jewell (2019) er en skarp og skræmmende skildring af det moderne FBIs arbejdsmetoder. Man er overbevist om, at »helten« Richard Jewel selv har anbragt bomben, han bliver hyldet i medierne for at have fundet..Eastwood instruerer sin systemkritik med stor præcision og små virkemidler. Jon Hamm er den sleske agent, som besnakker syndebukken, der i begyndelsen er benovet over at være i stue med ægte G-Men. Kun fordi en falleret advokat (Sam Rockwell) træder til, bliver Jewells tilværelse reddet på stregen.

Se også Richard Attenborough: Chaplin (1992); Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Martin Scorsese: The Irishman (2019); Michael Mann: Collateral (2004) | Et interview; David O. Russell: American Hustle (2013); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]; Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]; Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]; David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018); One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]; Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021) [Black Lives Matter 15]; The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19] + Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976. 

J. Edgar. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Dustin Lance Black. Foto: Tom Stern. 136 min. USA 2011. Dansk premiere: 19.01.2012.

Fotos: Imagine Entertainment/ Malpaso Productions/ Wintergreen Productions/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.01.2012.

Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008)

PÅ AMERIKANSKE LAGENER
Brødrene Coen vurderer nationens tilstand

Af BO GREEN JENSEN

BRØDRENE Joel og Ethan Coen har udtalt, at de gerne vil gøre mindst ét forsøg i hver af de klassiske filmgenrer. Som regel har de gjort flere. To sociale komedier – The Hudsucker Proxy (1994, da. Det store spring) og O Brother, Where Art Thou? (2000) er henlagt til Depressionen i 1930erne og hylder forbilledet Preston Sturges.

   Samme periode er fanget i en mørkere belysning i gangsterdramaet Miller’s Crossing (1990) og Hollywood-mareridtet Barton Fink (1991). Der har altid været noget ved kriser, som talte til disse filmskabere. Var The Man Who Wasn’t There (2001) deres film noir, og No Country For Old Men (2007) den tragiske western, er Burn After Reading måske en spionfilm, som brødrene Coen vil se dem.

   Der er tale om en knopskydende kaoskomedie fra den samme absurd-pragmatiske skuffe, som samtidskrimien Fargo (1996) kom op af. Scenen er nærmiljøet omkring CIAs kontor i Washington D.C. Flere sociale lag er i spil, og hver karakter har sin selviske dagsorden. Også moralen er som i Fargo: Grådighed fører til døden, om det så skal være ad snoede veje, og ingen véd med sikkerhed noget, når det endelig kommer til stykket.

PERSPEKTIVET er fra begyndelsen kosmisk. En satellit zoomer ind på Washington og omegn. Kameraet bryder gennem taget i CIAs hovedkvarter og følger i gulvhøjde med et par italienske herresko. Disse tilhører efterretningsanalytikeren Osborne Cox (John Malkovich), der kaldes ind til sin afdelingschef for at blive fyret, idet man ikke længere kan se gennem fingre med hans tiltagende alkoholproblem. Scenen er en mesterlig opvisning i vigende blikke, sigende miner og flegmatisk underdrejede replikker.

   Lapsen kaster sig ud i den første af mange tirader, som ingen virkning har overhovedet. Jo mere akut han føler sit nederlag og sin mangel på betydning, jo vredere bliver den frustrerede mand. Hvis ikke Cox i øvrigt var arrogant og ubehagelig, kunne han næsten ligne en tragisk person. Noget lignende gælder for de øvrige karakterer, der skiftes til at skyde handlingen rundt, som gjaldt det finalen i narrativ fodbold.

   Disse mennesker er tarvelige, dovne eller dummere end politiet tillader, men de er også ganske rørende i deres kriblen og krablen. Således modvirkes misantropien, der kan være lige så dominerende hos brødrene Coen som hos Woody Allen, af et blik for den heroiske bestræbelse, som alle vore hverdage udgør.

COX tager hjem for at overbringe sin hustru, børnelægen Katie (Tilda Swinton), den dårlige nyhed i let forskønnet version. Han siger, at han har taget sin afsked, fordi han ikke føler sig værdsat. I første omgang må samtalen vente, da en kreds af bekendte kommer til cocktails.

   Den nævenyttige Katie, der er værre end sin mand i snart sagt alle henseender, kan ikke koncentrere sig, fordi hendes elsker, vagtmanden Harry Pfarrer (George Clooney) er blandt gæsterne sammen med sin kolde hustru, Sandy (Elizabeth Marvel), der skriver børnebøger om nuttede dyr. Osborne og Harry udveksler spydige bemærkninger. Begge kvinder betror, med eksakt samme ordvalg, deres mænd, at modparten er »a cold, stuck-up bitch«. Det er ikke gavmildheden, som trykker i dette sociale segment.

DA gæsterne er taget hjem, går Osborne til bekendelse. Hans kone spørger, hvad han har tænkt sig, og vil høre mere om økonomien. Cox har en plan om at blive sikkerhedskonsulent og i øvrigt skrive en erindringsbog om sin tid i regeringens tjeneste. »Og hvem fanden skulle være interesseret i den?« spørger Katie, som ikke i årevis har forbundet sin mand med positiv opmærksomhed. Næste dag sidder hun hos advokaten, der gnider sig i hænderne ved udsigten til en lukrativ skilsmissesag. Han råder fru Cox til at gøre sig hård. Forestil Dem Tilda Swintons ansigt. Denne kvinde har altid haft let ved at se stort på næstekærligheden.

   Katie har ret, når hun ser en fiasko i Cox. Han erkender det selv, mens han drikker og dikterer sin drabelige historie. Ingen ringer til Cox Services. Hans kone tager dog fejl, når hun tror, at der ikke er nogen, som interesserer sig for hans erindringer. Ikke for hvad der faktisk står, men for hvad der kunne stå og for hvem der ville læse det skrevne. Selv den narcissistisk motionerende Harry Pfarrer, hvis primære hobby er netdating, har en smule ondt af den martrede hanrej. Han synes også, at glansen går af Katie Cox, da hun begynder at tale besværligt om skilsmisser.

NUVEL. Ad sindrige omveje havner en cd-kopi, som Katie har taget af Osbornes harddisk, på gulvet i omklædningsrummet hos Hardbodies, hvor advokatens sekretær går til fitness. Det er dette strengt taget vilkårlige link, der skal føre så mange ulykker med sig, at man kun kan kapere dem ved at le, skønt der egentlig ikke er grund til at grine. Hardbodies drives af hængeøret Ted Treffon (Richard Jenkins), en frafalden græsk-ortodoks præst, som er ulykkeligt forelsket i den bramfri og smådumme motionsinstruktør Linda Litzke.

   Linda Litzke er en forrygende skabning. Figuren fremstilles af brødrene Coens evige og efterhånden også aldrende hjerter dame, Frances McDormand. Linda tænker stort set kun på de plastiske operationer, der skal gøre hende attraktiv nok til at date potente handyr som den frejdige Harry. Blot vil hendes sygesikring ikke betale for kirurgien.

   Linda er faktisk enormt pisset af på det hele, ikke mindst på Ted Treffon og sine blævrende overarme, da hendes yngre og endnu mindre kløgtige kollega, cykeldrengen Chad Feldheimer (Brad Pitt i en sjælden komisk glansrolle) finder discen med de hemmelige filer. Chad mener, at Osborne Cox vil være parat til at betale en findeløn.

   Linda skal lige vende ideen, så er hun i dén grad med på det hele. Osborne skælder ud i telefonen, og Linda bliver mere edderspændt, mens hun dater den virile eks-sherif og har endnu mere brug for sine livsnødvendige operationer.

KONTAKTEN knyttes en gang for alle, da et møde mellem Chad og Cox udvikler sig forudsigelig dårligt. Linda overtaler Chad, og parret henvender sig på den russiske ambassade. Det er ikke gået op for Linda, at Den Kolde Krig er forbi. Sandsynligvis har hun aldrig vidst, hvad den egentlig gik ud på, i hvert fald ikke sådan lige. Via russerne sparkes bolden, filmens macguffin, tilbage på CIA’s banehalvdel. Man overvåger de patetiske ægteskabsbrydere i et forsøg på at finde ud af, hvad alle disse latterlige amatører egentlig vil.

   Som sagt er netop dét pointen: at ingen véd noget om noget. I No Country for Old Men gik man til grunde efter en plan; der var en vis ubønhørlig logik i processen. Her skvatter man rundt og falder på halen i et forvirret clusterfuck af dimensioner.

   Osbornes chef orienterer sin overordnede – J.K. Simmons med skudsikker deadpan – om den bizarre kausalitetskæde. CIA-direktøren lytter med undren, men uden interesse. Brænd de besværlige lig. Lad være med at involvere FBI. Vend tilbage med en forklaring, når en sådan foreligger og giver mening.

SÅDAN bliver det ved i Burn After Reading. Javel hr. Minister møder en blanding af Pulp Fiction, Woody Allens Match Point og brødrene Coens egen debutfilm Blood Simple (1984).

   Her er blot antydet kompleksiteten i det latterligt sindrige set-up. Fra dette punkt knytter spillet sine egne absurde forbindelser. Indsatsen øges, ofrene bliver flere, udviklingen stadig mere grotesk. Harry Pfarrer konstruerer en dildomaskine, som han vil imponere Linda med i sin kælder. I Seattle optræder hans kone i tv og har en affære med Dermot Mulroney. Alting hænger så nedrigt sammen, at man ikke kan fortænke Osborne Cox i at hente en økse, for én gang for alle at skære igennem, da Katie tømmer parrets konto og skifter låsene ud.

ALLE overreagerer, alle handler i selvforstærkende hysteri. Der vælter lig ud af skabene, og dét er ingen metafor. Det skulle da være, hvis man betragter filmen som et sindbillede på den panik og paranoia, som øjeblikkets finanskrise har udløst. Gør man dét, er Burn After Reading både aktuel og profetisk.

   Under alle omstændigheder er filmen mørk og morsom på en gennemført elegant facon. Burn After Reading er fuldt på højde med Fargo, og det er brødrenes bedste film siden The Big Lebowski (1998). Kunne nogen komme til bunds i moradset, var det nok en mand af The Dudes kaliber, men netop denne mennesketype mangler i dagens antiseptiske Washington, hvor kun russerne bliver ved med at ryge.

   

DET er naturligvis ikke tilfældigt, at George Clooney og Tilda Swinton har en bittersød samtale i sengen, der er redt op med Stars-and-Stripes-sengetøj. På amerikanske lagener kan man se, hvor tarveligt alting er blevet, i en tid uden indre værdier, hvor man frygter sin egen skygge og fordriver tiden med ægteskabsbrud, mens man afventer næste angreb fra himlen. Netop dén jeremiade er lagt i munden på John Malkovich, før også han helt fortjent bukker under. Ingen får lov at pudse sin glorie. Bunden er slet ikke nået endnu.

   Formelt set var No Country for Old Men måske en dybere film, et atypisk fokuseret forsøg på at visualisere Cormac McCarthys tragiske pessimisme, men Burn After Reading skildrer en verden, vi kender, ikke som ren, enkeltstående myte, men som flimrende ustabil virkelighed.

   I ørkenen i Texas gik verden til på grund af ondskab. I Washington truer en apokalypse af dovenskab, dumhed og idioti. Harry Pfarrer får abstinenser, hvis han ikke kan klemme en løbetur ind. Selv grådigheden er middelmådig, og Osbornes bog er blot en samling selvforherligende røverhistorier, som han aldrig får skrevet færdig. Det er en lettelse for alle parter, da man omsider kan henlægge sagen og brænde manuskriptet. Ingen kan se på det rolige vand, hvor høje bølgerne var under stormen.

BURN After Reading er endnu bedre castet end sædvanligt, og manuskriptet hører til brødrenes bedste. Joel og Ethan Coen gør sig sjældent i budskaber, dyb undertekst eller markant definerede holdninger. Hvad de derimod har, er en skarp attitude. Den kommer til udtryk i den sædvanligvis ironiske afstand mellem form og indhold, og Burn After Reading er ingen undtagelse. Det hele ligner måske noget pjat, men man bliver klogere på nationens tilstand ved at lytte til brødrenes slørede tale. Man har det Amerika, man fortjener. Lige nu kan vi se et Europa, der bevæger sig samme vej i ekspresfart.

Se også Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: The Man Who Wasn't There (2001) [Noir 100]; To versioner: True Grit (1969/2010) | Westerns 100; Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]. 

Burn After Reading. Instr. og manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Emmanuel Lubezki. 96 min. USA 2008. Dansk premiere: 10.10.2008.

Fotos: Focus Features/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube (Focus Features Official Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra SF Studios 10.10.2008

4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout Factory 08.04.2025

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.10.2008

The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19]

BITTER HØST
Historien om Lady Day og Strange Fruit

Af BO GREEN JENSEN

BILLIE Holiday havde et svært liv, som begyndte i Philadelphia i 1915 og sluttede i New York City i 1959. Hun blev kun 44, men ser tyve år ældre ud på den sidste bevarede tv-optagelse fra den 23. februar 1959. Hun synger tre ballader i programmet »Chelsea at Nine«, som er britisk. Så for en gangs skyld kan hun slutte med sin signatursang uden at få ledelsen på nakken.

   Præmissen for Lee Daniels’ kulørte portrætfilm er enkel – og sikkert også forenklet. Myndighederne forfølger Holiday, angiveligt på grund af hendes heroinmisbrug, men i virkeligheden, fordi de vil have hende til at holde op med at synge »Strange Fruit«.

   Det gør Andra Day i øvrigt formidabelt. Hun er totalt overbevisende som Lady Day. Da Diana Ross havde rollen i Lady Sings the Blues (1972), som var en mere regelret biopic, gjorde hun sangene til sine egne. Hun fik til gengæld lov at synge flere af dem til ende.

   Daniels klipper konstant til noget andet. Der er glimt fra Holidays barndom og afstikkere til andre afsnit af livshistorien. Især er der en masse eksponering af faren ved stoffer og alkohol. Men i bund og grund mener filmen, at det var Harry J. Anslinger (1892-1975), den første direktør for Federal Bureau of Narcotics, som dræbte sangerinden. Og det handlede ikke om stoffer, men om nidkærhed og vedkendt racisme.

BIOGRAFISK giver det mening. Holiday kunne have fået et enklere liv, hvis hun havde holdt sig til at synge folkets favoritter. »All of Me«, »God Bless the Child« og »Ain’t Nobody’s Business« var farveblinde ballader, der appellerede på tværs af etnicitet. Men fordi hun insisterede på at have »Strange Fruit« i sætlisten, blev koncert efter koncert lukket ned.

   Fra 1939, da hun begyndte at synge »Strange Fruit« i Harlem-natklubben Café Society, til den bitre ende i 1959 blev sangen for Billie Holiday, hvad »Mississippi Goddamn« i 1964 var for Nina Simone: et våben, et mantra og en mission. I filmen siger hun det direkte til Anslinger: »Your grandchildren will be singing ’Strange Fruit’.« Taler man sådan på sit dødsleje?

Southern trees bear a strange fruit,

Blood on the leaves and blood at the root,

Black body swinging in the Southwern breeze,

Strange fruit hanging from the poplar trees.

Pastoral scene of the gallant South,

The bulging eyes and the twisted mouth,

Scent of magnolia sweet and fresh,

And the sudden smell of burning flesh!

Here is a fruit for the crows to pluck,

For the rain to gather, for the wind to suck,

For the sun to rot, for a tree to drop,

Here is a strange and bitter crop.

»STRANGE Fruit« er en fantastisk ballade, som forener en agiterende tradition med den litterære bevidsthed hos moderne sangskrivere. Der er tre enkle strofer og tolv verselinier, som siger, at sorte mennesker bliver hængt og brændt i sydstaterne. I en brugsoversættelse står der:

   »Sydens træer bærer en sælsom frugt/ Blod på bladene, blod ved roden/ Sorte lig svinger i Sydens vind/ Sær frugt hænger fra poppeltræer// Idyllisk optrin fra Sydens ædle grund/ De svulmende øjne, den forvredne mund/ En sød duft af friske magnolier/ og så den bratte lugt af brændt kød!// Her er en frugt, som krager kan plukke/ som regnen kan samle, som vinden kan suge/ som solen kan tære, som træet kan tabe/ Her er en sær, bitter høst.«

»STRANGE Fruit« giver filmen fokus. Det er den eneste sang, der står i fuld længde. Andra Day synger til en tom sal i et drømmeoptrin. Hun og Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes), der begynder som Anslingers stikker, men ender som Holidays kæreste, når samtidig til en lysning i skoven. En far er lynchet med et skilt, som siger JUSTIS SERVED om sin hals. Familien sidder ved træet og græder. Montagen er ikke subtil, men den er stærk og gør sin virkning.

   Fortællingens tråde bliver fulgt til dørs i skærmtekster, mens der garneres med arkivklip. For eksempel ser vi John F. Kennedy dekorere Harry Anslinger og takke ham for utrætteligheden. Vi får at vide, at loven, som forbyder lynching stadig ikke er vedtaget. Og at Billie sang »Strange Fruit« til sin død.

MAN må næsten få det indtryk, at Billie Holiday selv skrev »Strange Fruit«. Kun i creditsekvensen fremgår det, at komponisten hed Allan Lewis. Det har altid været den eneste »fejl«: at sangen ikke er skrevet af en afrikansk amerikaner.

   Allan Lewis – eller Lewis Allen – var et alias for Abel Meeropol (1903-1986), en jødisk gymnasielærer fra The Bronx. Han og hustruen Anne var medlemmer af det amerikanske kommunistparti, da Abel skrev »Strange Fruit« i 1936, først som et digt til lærerbladet med titlen »Bitter Fruit«, så sat til egne toner. Holiday skriver i Lady Sings the Blues, at hun hjalp Meeropol med musikken.

   Parret var altid på FBI’s fjendeliste. De adopterede Julius og Edith Rosenbergs sønner, Michael og Robert, da drengenes forældre blev henrettet for spionage i 1953. Meeropol havde også personlige grunde. Hans pseudonym var konstrueret med navnene på parrets dødfødte sønner, Lewis og Allen.

   »Strange Fruit« har således kulturel resonans: fra E.L. Doctorows The Book of Daniel (1971, da. Daniels bog) via Netflix-serien The Americans (2013-2018) til den berømte begyndelse på Sylvia Plaths The Bell Jar (1963, da. Glasklokken): »Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol.«*

THE United States vs. Billie Holiday er en seværdig, men distræt film, som skøjter hen over talrige emner. Andra Day forankrer filmen, og perioden er meget smukt genskabt. Der er dydsiret elskov med Tallulah Bankhead (Natasha Lyonne), som filmen er genert omkring. Til gengæld har Billie og Fletcher hård sex, der dunker i takt til musikken.

   Værst er dialogen. Måske vil Daniels hævne 100 års racistiske karikaturer i Hollywood-film. Anslinger spilles af Garrett Hedlund. Han præsenteres ved et møde, hvor politikerne diskuterer bevillinger. Anslinger bider tænderne sammen og koncentrerer sit credo i linjen, som jeg citerer ordret: »Drugs and negroes are a contamination to our great American civilisation.«

   Jeg tror gerne, at Anslinger var et svin, men selv han må have pakket tingene ind. Nu bliver der mumlet samtykke. Det var disse mænd, som dræbte Lady Day. Somme tider er det en stærk film. Somme tider endnu en karikatur.

*) David Margolick fortæller den fulde, fascinerende historie om signatursangen i Strange Fruit: Billie Holiday, Café Society, and an Early Cry for Civil Rights. 162 s. Philadelphia and London: Running Press Book Publishers, 2000. Billie Holiday skrev sine erindringer i samarbejde med forfatteren William Dufty. Lady Sings the Blues udkom i 1956 og bliver til stadighed optrykt i serien Penguin Modern Classics. Sidney J. Furie instruerede filmatiseringen – med Diana Ross som Holiday – i 1972. Motown producerede på vegne af Paramount Pictures. Både filmen og soundtracket var store succeser. Lady Sings the Blues er forbavsende svær at komme til at se i dag. Den bliver ikke streamet i hverken USA eller Europa. Den udkom senest på dvd og blu-ray i Frankrig i 2017. Michel Legrand skrev det orkestrale score – heraf den franske forbindelse.  

The United States vs. Billie Holiday. Instr.: Lee Daniels. Manus: Suzan Lori-Parks. Foto: Andrew Dunn. 130 min. USA 2021. Dansk premiere: 12.05.2021.

Fotos: Lee Daniels Entertainment/ Scanbox/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Michael Ochs Archives (Robin Carson portrait photo)/ NPR (Abel Meeropol photo)/ Medium.com (1930 newsphoto of mob at lynching of Thomas Shipp and Abram Smith)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 14.05.2021

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.05.2021