Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019)

ALT HVAD DU BEHØVER
Verden med og uden The Beatles

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere deler vandene som englænderen Richard Curtis (f. 1956). Forfatteren har baseret en lang og lukrativ karriere på romantiske og humoristiske film, ofte i multiplotgenren og altid med streg under mainstream, som alligevel stikker lidt dybere end de fleste i hovedsporet.

   Det var Curtis, som gjorde Hugh Grant til Hugh Grant. Som regel har han skrevet til andre – Four Weddings and a Funeral (1994, da. Fire bryllupper og en begravelse), Notting Hill (1999) og de første to Bridget Jones-film (2001, 2004) – men tre manuskripter har han også selv instrueret. Lakmusprøven er Love Actually (2003), et gruppebillede fra Tony Blair-tidens London. Mange kan ikke fordrage den film – endnu flere nyder den hver jul som tung chokolade.

   Curtis elsker den britiske pop, som var stor i hans ungdom. Som forfatter er han let og elegant. Som instruktør har han ikke altid det samme behændige touch. Det kan faktisk være en fordel. Curtis bliver mere interessant, når han stædigt insisterer på besværlige ideer. Love Actually efterligner husstilen i romantiske komedier, men The Boat that Rocked (2009) – en nostalgisk skrøne om Englands svar på Radio Luxembourg og Mercur – og den sentimentale, stilfærdigt fantastiske About Time (2013) er interessante afvigelser fra standardformatet.

YESTERDAY lægger sig efter sidstnævnte. Jack Malik (Himesh Patel) er en håbefuld Suffolk-sangskriver. Og siden veninden Ellie (Lily Taylor) hørte ham synge Oasis-hittet »Wonderwall« ved skoleballet i 2004, har hun bakket ham op og skaffet ham jobs. Det er bare aldrig blevet til noget, hverken med karrieren eller med Ellie. Efter en særligt ydmygende festivaloptræden vil Jack sige farvel til musikken og tage fuldtidsarbejde i supermarkedet.

   Samme nat bliver Jorden ramt af et verdensomspændende strømnedbrud. Udfaldet varer kun tolv sekunder. Da systemerne atter er oppe, ligner virkeligheden sig selv. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er sket forrykkelser. Der er opstået små bygningsfejl. Ellie siger, at forvirringen minder om Y2K-sammenbruddet, som man frygtede for ved årtusindeskiftet. Mon ikke Richard Curtis har haft ideen liggende lige så længe?

   

FÆNOMENER, som var store, er nu slettet af hukommelsen. Listen bliver længere efterhånden og er helt vilkårlig. Cigaretter findes ikke, for eksempel, og både Coca-Cola og Harry Potter er væk. Ingen husker The Beatles’ sange, for The Beatles har aldrig været der.

   Jack genkomponerer beatlernes sange og bliver umådeligt populær. Han varmer op for Ed Sheeran – som spiller sig selv – men snart er det Sheeran, som åbner for Jack. Han indgår en faustisk handel med Djævelen – i skikkelse af Kate McKinnon som kynisk amerikansk forretningskvinde – og indser, at det er Ellie, han elsker. Jack er aldrig tryg ved sin succes. Han ved jo, at han har stjålet de sange.

IDEEN med mikroforrykkelser er interessant. Teorien om effekten af en sommerfugls vingeslag bliver afprøvet i en lavpraktisk kontekst. Vi forstår, hvor let givne ting kan forsvinde og indser, at hverdagens stof er fantastisk. Yesterday er i familie med film som The Science of Sleep, The Curious Case of Benjamin Button og Everything Everywhere All at Once. Vi ser, hvordan små ændringer gør en stor forskel, og ligesom i About Time er Curtis ivrig efter at undersøge kædereaktionen i relative virkeligheder. Det er tidsrejse-scifi helt uden effekter.

   Alligevel bliver Yesterday aldrig for alvor skarp eller sjov. Produktionen har investeret i 20 Beatles-numre, som man næsten får mere end rigeligt af. Alle, der hører de klassiske sange, overgiver sig efter få strofer. Men flere af de sange virkede kun, fordi de blev sunget af netop de stemmer i netop den tid. Isoleret set er »The Long and Winding Road« ikke nogen umistelig komposition. Her falder verden i svime på stedet.

   Andre sange kommer til deres ret i nye omgivelser. »Ob-La-Di, Ob-La-Da« fra det hvide dobbeltalbum, for eksempel. Det er nede i enkelte scener, at Yesterday bliver seværdig. Som da Jack varmer op for Ed Sheeran i Moskva og [i en før-pandemisk verden uden ny kold krig mellem Kreml og Vesten] lægger dagens russere ned med »Back in the USSR«. Eller da han banker på hos en 78-årig mand, »John« fra Liverpool, som bærer briller med uindfattede glas. Denne John Lennon blev ikke musiker, men fik et langt, roligt liv, der alligevel var »fab«.

DA Jacks debutalbum One Man Only bliver lanceret fra taget af et badehotel i Gorleston i Norfolk, ligner det den ikoniske Get Back-koncert, som The Beatles sagde farvel med i 1969. Her har filmen for første gang visuel styrke. Ellers er det ikke til at se, at Danny Boyle har instrueret. Det må næsten være meningen, at det ikke skal kunne ses.

   Sødmen er der hele vejen. Den lykkes altid for Curtis, og det er den, der har gjort ham forhadt og feteret i lige mål. Yesterday ændrer ikke ved dét. Også denne film vil blive elsket og hadet.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013).

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen].

Se også: The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001.  

Yesterday. Instr.: Danny Boyle. Manus: Richard Curtis. Foto: Christopher Ross. 116 min. UK-Kina-Japan-USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Decibel Films/ Dentsu/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ Universal Studios and Perfect Universe Investment Inc./ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2019 

Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012)

DET GLADE VANVID

Mainstream med en rest af realisme

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en balancekunst at lave feelgood-film om mentale problemer. Der er ikke langt fra solidarisk, empatisk realisme til glansbilledet af den gode tosse eller chokgenrens rablende karikatur. Det indgår i præmissen – som i dele af psykiatrien – at den »syge« ser klarere end den »normale«. Der er et vidt register af afvigertyper, fra rebellen McMurphy i One Flew over the Cuckoo's Nest (1975, da. Gøgereden) og den søde autist i Rain Man (1988) til martrede kunstnerskæbner i biopics som Frances (1982), Sylvia (2003) og Camille Claudel 1915 (2013).

   David O. Russells Silver Linings Playbook var Oscar-nomineret i otte kategorier, herunder bedste film, bedste instruktør og bedste manus. Det skyldes ikke, at emnet eller formen er usædvanlig, men at udførelsen har flere nuancer, end man er vant til at se. Trods nik til konventionen og en god del positiv ønsketænkning, især i filmens sidste akt, er der en aktiv rest af smertefuld realisme i den fine skildring af en mand, som er gået fra forstanden på grund af et sønderknust hjerte.

LÆREREN Pat (Bradley Cooper) brændte sammen, da han fandt sin hustru, Nikki (Bea Bree), under bruseren med en fælles kollega. Da Pats mor henter ham på institutionen, hvor han har arbejdet med sin voldsomme adfærd, fantaserer han om at få Nikki i tale. Han gør sig derfor umage i sociale sammenhænge. Det fremgår, at Pat er arveligt belastet. Bookmakeren Pat Senior (Robert De Niro) holder styr på sine fjernbetjeninger med autistisk omhu og har en dom for tilskuervold. Han må ikke komme på stadion, hvor hjemmeholdet Philadelphia Eagles har base.

   Ved en anstrengt middag hos vennen Ronnie (John Ortiz), som er gift med den dominerende Veronica (Julia Stiles), møder Pat sin skæbne i skikkelse af den 22-årige Tiffany (Jennifer Lawrence), der er enke efter en politibetjent. Tiffanys sorg kompliceres af skyldfølelser, som hun har prøvet at dulme med alkohol og promiskuøs sex. Nu vil hun omlægge livsstilen. Pat vil have en chance mere med Nikki. Begge er sociale spedalske i villakvarteret, hvor alle synes at kende hinanden.

TIFFANY lover at skrive til Nikki på vegne af Pat, hvis han til gengæld vil være hendes partner i politiforbundets årlige danseturnering. Her møder sygdomsmotivet en anden hæderkronet trope: dansefilmen om amatører, der træner hårdt for at vinde mod alle odds. Det er en gennemgående faktor, at Pat føler sig hævet over Tiffany. For hende er mørket der hele tiden. Pat svinger mellem mani og depression. Han jogger iført en sort affaldspose, der fungerer som en art rustning.

   Russells manuskript – som bygger på en roman af Matthew Quick – sætter ekstra trumf på i dansefinalen. Pats far har sat hele økonomien i et dobbelt væddemål: kun hvis Eagles vinder sæsonens sidste kamp, og Pat og Tiffany samtidig scorer et 5-tal hos dommerne i konkurrencen, vil familien ikke gå ned. Pat er blevet lokket med, at Nikki vil være blandt tilskuerne. Tiffany har indset, at Pat er manden, hun kan være et godt menneske sammen med. Men galningen vil jo bare sin eks.

FILMEN lykkes ikke mindst, fordi David O. Russell ved, at han arbejder med kendte og prøvede størrelser, som enten må kombineres på nye måder eller beskrives med en dybde, man ikke tidligere har set. Endvidere arbejdes der smukt med musikken, som dansen giver mulighed for at integrere. Pat og Tiffany finder hinanden til tonerne af »Girl from the North Country« med Dylan og Cash fra Nashville Skyline. Pats vrede udløses ofte af Stevie Wonders »My Cherie Amour«, som var sangen, han havde sammen med Nikki. Hver gang han hører den, holder man vejret.

   Blue collar-miljøet er skildret med indlevelse som i en sang af Billy Joel. Jennifer Lawrence fik en Oscar for rollen som Tiffany, men det er den ellers anstrengende Bradley Cooper, der overbeviser med portrættet af Pat. Hans skrøbelighed bliver aldrig et nummer, og man begynder hurtigt at holde med ham. I en udsoningsscene mellem Cooper og De Niro er sidstnævnte bedre, end man længe har set ham.

DAVID O. Russell har skabt excentriske meta-komedier – Spanking the Monkey (1994), Flirting with Disaster (1996), I ❤ Huckabees (2004) – og variationer over maskuline skabeloner i krigsfilmen Three Kings (1999) og boksedramaet The Fighter (2010). Han har altid markeret en afstand til hovedstrømmen. Her tager han et smukt tigerspring ned i samme. Silver Linings Playbook er en romantisk komedie, indsigtsfuld og anderledes, som man bogstaveligt bliver glad af se.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Silver Linings Playbook. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Masanobu Takayanagi. 122 min. USA 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.

Fotos: TWC/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013.