Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7]

SNEBOLDE MED SKARPE STEN
Holdet fra Trainspotting vender tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DET er naturligvis både fantastisk og nostalgisk, at der nu er gået næsten 30 år. For det var tilbage i 1996, at Danny Boyle (f. 1956) med sin filmatisering af Trainspotting satte clubbing, det skotske stofmiljø, Thatcher/ Major-årenes udsigtsløshed og forfatteren Irvine Welsh (f. 1958) på landkortet.

   Fortsættelsen T2 Trainspotting blev produceret til jubilæet i 2016. Det var indviklet, så arbejdet gik et år over tid. Og vist var det et spørgsmål, om verden som sådan havde råbt på at vide, hvordan det videre gik Mark »Rent Boy« Renton (Ewan McGregor), Simon »Sick Boy« (Jonny Lee Miller), Danny »Spud« (Ewen Bremner) og Francis »Franco« Begbie (Robert Carlyle), da Mark tog alle pengene og løb for sit liv i finalen på den første stilskabende gruppefortælling.

   Irvine Welsh – som selv havde en lille rolle i filmen – skrev sin autofiktive kultbog i 1993.* Han ajourførte historien i 2002, da romanen Porno brugte karaktererne igen. Det er den, som Boyles film bygger på, og det giver en lille skævhed i forhold til tiden og skuespillernes fysik, at der egentlig er gået 20 år i stedet for ti. Siden har Welsh også skrevet en befriende prequel, Skagboys (2012), der fortæller om drengenes opvækst i Leith. Begbie optræder på overraskende vis i The Blade Artist (2017). I 2018 fulgte endelig Dead Men's Trousers, der fører mændene frem til fuld midtlivsalder.

NÅR det endelig skulle være, gjorde holdet fra 90erne en agtværdig indsats. Især kan manuskriptforfatteren John Hodge (f. 1964) tage æren for at skabe en sammenhæng og struktur, som ikke altid er indlysende i kildematerialet.

   I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at så mange gamle kræfter kom med. Det var gået dem lidt op og ned. Robert Carlyle var det bedst kendte ansigt i 1996. Ewan McGregor blev stjerne i kraft af Trainspotting. Ewen Bremner havde spillet flere variationer af Spud-karakteren. Jonny Lee Miller var på femte år en moderne Sherlock Holmes (med Lucy Liu som sin Watson) i tv-serien Elementary (2012-2019).**

   For dem alle blev Trainspotting noget særligt. Fortsættelsen falder dog aldrig for fristelsen til at idyllisere. Dengang var dengang, og nu er det nu. Der var ingen gode, gamle dage. Det hele var fucked fra begyndelsen af.

FØRST skal trådene samles. Mark Renton har drevet forretning og haft familie i Amsterdam. Han kollapser på et løbebånd i fitnesscentret, hvor han har prøvet at løbe fra tiden. Så vender han hjem for at gøre regnskabet op. »Velkommen til Edinburgh,« siger turistinfopigen. Mark kan høre, hun ikke er skotsk. »Hvor kommer du fra,« spørger han. »Slovenien,« er det lakoniske svar.

   For nu er det blevet globaliseringens tid. Simon har slået pjalterne sammen med Veronika (Anjela Nedyalkova), en bulgarsk sexarbejder. De afpresser kunderne, som bliver filmet. Ellers hænger parret ud i pubben Port Sunshine, som Simon har arvet efter sin mor. På en god aften er der 3-4 kunder.

   Mark stjal jo fra Simon og Begbie. Til gengæld fik Spud en stor sum. Det er vennen stadig bitter over, for hvad kunne et grødhoved bruge den til? Spud købte skag og ødelagde livet lidt mere for Gail (Shirley Henderson) og deres søn. Da Mark finder ham i en betonblok, er Spud igen ved at tage sit liv.

OGSÅ T2 Trainspotting scorer billige grin ved at skildre fornedrelsen, som er forbundet med afhængighed. Mark redder Spud i en geyser af opkast. Intet kan helt matche scenen i den første film, hvor Mark dykker ned i wc-kummen for at bjærge to stikpiller med opium. Der er heldigvis heller ingen level event, som matcher spædbarnets død i Trainspotting.

   De gamle ting er snebolde med skarpe sten, som Simon og Mark kaster efter hinanden. For det meste er de dog venner for livet. Veronika – som så langt er den mest ressourcestærke karakter – har sikkert ret, når hun siger (på bulgarsk), at det ville være bedst, hvis hun rejste, så de to mænd kunne dyrke sex med hinanden.

   Trioen tager sig sammen og pitcher en plan om at renovere Port Sunshine for EU-penge, så havnen i Leith kan få kronede dage. Faktisk vil de åbne et bordel, som Veronika skal bestyre.

   Imens flygter Begbie fra fængslet og kommer hjem til sin kone og søn. Han glæder sig til at begå indbrud med drengen. Men Junior er en stor skuffelse, som går på business college og har planer om at migrere socialt. Simon sender Begbie efter Mark. Som fortællerstemmen siger: »Først opstod der en gylden mulighed. Så fulgte et utilgiveligt forræderi.«

DET lykkes atter i rigt mål at blande komedie, kritik og tragedie. Mark og Simon rejser startkapital ved at lænse garderoben i en pub, hvor skotske loyalister mindes slaget ved Boyne i 1690. Mark improviserer på stedet en drabelig sang om at kvæste og hade, der tager forsamlingen med storm. Bagefter kan han og Simon tømme hæveautomaten, fordi alle betalingskort bruger pinkoden 1690.

   Det bedste spor i fortællingen lader taberen Spud få endnu en chance. Han begynder at skrive den samme slags episodiske dialektnoveller, som Irvine Welsh samlede i sin debutbog. Den evige Fedtmule finder sin stemme og går med inspirationen. Gail har allerede en titel og kontakten til en forlægger.

   Dybest set er det en skildring af fire mænds midtvejskrise. Og en skotsk version af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der på engelsk hedder We All Loved Each Other So Much. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvem og hvad de var engang. Den gamle musik bliver brugt i bearbejdede versioner, og det ender, hvor det begyndte: i drengeværelset med lokomotiver på tapetet.

FORMEN er flimrende, heftig og hurtig, især i de første 30 minutter, hvor Boyle gør alt for at være æstetisk på forkant og bruge tricks, der er trendy på samme måde, som den svimlende stil i Trainspotting var tyve år før. Det virker ikke altid, men det lykkes, når det er afgørende.

   Efter sit hjertestop indser Mark Renton, at livet varer længe endnu. Dialogens sætstykke er en opdatering af »Choose Life«-tiraden i den første film. Du er fri til at vælge ensretningen på 100 sociale platforme, hvor ingen rager hinanden en bønne, og tilværelsen som sædvanlig bliver solgt. Det er intet under, at drenge går rusvejen. Faktisk var narkomanien et livstegn.

*) Irvine Welsh spiller dealeren Mikey Forrester. Det er ham, der sælger Mark opium i stikpilleform før den ikoniske scene, som udspiller sig på »The Worst Toilet in Scotland«. Manuskriptforfatteren John Hodge optræder ukrediteret som den ene af butiksvagterne, der løber efter Mark i åbningsscenen. Som et kuriosum kan nævnes, at Ewen Bremner, der spiller Spud, havde hovedrollen som Mark Renton i teateropsætningen af Trainspotting.

**) Robert Dohertys amerikanske Elementary (7 sæsoner, 154 episoder) er på sin måde lige så radikal og vellykket som Mark Gatiss' og Steven Moffats mere anerkendte britiske Sherlock (4 sæsoner, 13 episoder) med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman. I Elementary praktiserer detektiven som konsulent for politiet i New York. Hans rige far (John Noble)  ansætter dr. Joan Watson som sønnens personlige læge/assistent, da Sherlock har været i rehab for sit stofmisbrug. For hver episode suppleres og justeres personkredsen i overensstemmelse med Arthur Conan Doyles karakterer: Rhys Ifans spiller Mycroft Holmes; Natalie Dormer er Irene Adler, der har en dobbelt identitet som Jamie Moriarty. Elementary blev produceret for CBS Television. Serien vokser organisk, måske fordi den er skabt til broadcast før streaming. Miller og Liu har et fremragende samspil, der udvikler sig sammen med dybden i forholdet. Det er en af de pasticheserier, man knap tænker på som conanisk spin-off, fordi den er blevet sit eget univers. Laurie R. Kings romaner om Mary Russell, der bliver oplært af den aldrende Holmes, som hun senere gifter sig med, har den samme kvalitet. Serien åbnede i 1915 i The Beekeeper's Apprentice (1994, da. Biavlerens lærling) og er 17 bind senere nået til 1925 i Castle Shade (2021). Kun de første to bøger findes på dansk.

 

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002); Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

T2 Trainspotting. Instr.: Danny Boyle. Manus: John Hodge. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. UK 2017. Dansk premiere: 02.03.2017.

Fotos: DNA Films/ Decibel Films/ Cloud Eight Films/ Artbees/ Film4/ Creative Scotland/ Miramax/ Sony Pictures Home Entertainment/ UIP DK/ VIntage/ Penguin/ Jonathan Cape/ Faber & Faber/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2017. 

Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002)

DE OVERLEVENDE
Zombievirus som hadets sindbillede

Af BO GREEN JENSEN

EN hvepsesværm af genrer mødes i denne sammenbidt skarpe og skræmmende film, hvis kompromisløshed i længden er både en styrke og en begrænsning. En prolog viser foruroligende tv-billeder, en kavalkade af opløsningssymptomer, som publikum må tage til efterretning. Så zoomes der ud og vi ser, at en menneskeabe, en fastspændt chimpanse, er tvangsindlagt til at følge de grynede skærmbilleder. Aben er blot et af mange forsøgsdyr på Institut for Primatforskning i Cambridge. Her forsker man i had, hadets væsen og dets årsager. De skrigende dyr er så at sige vaccineret med had.

   Som bekendt er vejen til helvede brolagt med ædle hensigter. Det sidste tv-billede viser tre aktivister, som trænger ind i laboratoriet og sætter aberne fri i den bedste mening. 28 dage senere ligger England øde. Cykelbudet Jim (Cillian Murphy) vågner op af sin coma efter en trafikulykke. Hospitalet er som blæst. Det samme gælder det London, som den forvirrede mand vakler ud i. Han møder dog to overlevende, Selena (Naomie Harris) og Mark (Noah Huntley), og snubler over depoter med lig. Epidemien bredte sig med lynets hast. Sygdommen smittede gennem blodet og forvandlede de inficerede til frådende abemennesker, optændt af had og umættelig blodtørst.

MAN har vendt og drejet denne præmis et utal af gange i dystopisk scifi-sammenhæng. Her er zombier, vampyrer og andre muterede menneskeformer eksponenter for det smitsomme andet i en verden efter krigen, katastrofen, bestrålingen, epidemien. Her er som regel også de overlevende, der vandrer rundt i et apokalyptisk landskab, vænner sig til en ny virkelighed, møder andre som gik fri og skaber en fremtid mod alle odds.

   Scenariet kan skildres med visionær patos eller malkes for splatter og hård body horror. 28 Days Later gør begge dele og lidt mere til. Begyndelsen på hospitalet er et riff på John Wyndhams ofte dramatiserede The Day of Triffids (1951), en hjørnesten i traditionen, som Boyle knytter an til og underminerer.* I sine bedste øjeblikke ligner filmen Terry Nations tv-serie Survivors (1975-76), som også blev vist i dansk tv.**

   Filmen foregriber alt, hvad der fulgte, i fiktionen såvel som i virkeligheden: zombiegenrens genkomst, The Walking Dead-serien med sequels og prequels, COVID-19-pandemien, som sendte alle værdier til revurdering, da mareridtet blev virkeligt i 2020-2022. 

SKARER af inficerede hærger i det evakuerede London. Mark bliver offer for hadet, og Selena hugger ham ned uden skrupler. Næste ø i strømmen er mødet med en far (Brendan Gleeson) og hans teenagedatter (Megan Burns), som har holdt stand i deres lejlighed. På en kaserne i Manchester har soldaterne forskanset sig. Værdier diskuteres. En inficeret mand er lænket i baggården, for det er vigtigt at se, om hadet har en slutning. Det er ofte ubehageligt at se på. Samtidig er rædslerne så kropsnært realiseret, at man ikke har problemer med troværdigheden. Det grundlæggende hvad-nu-hvis virker snarere alt for sandsynligt.

28 DAYS Later har manuskript af Alex Garland (f. 1970), forfatter til romanen The Beach (1996, da. Stranden), der blev kult for 90ernes backpackers. Han skrev siden rumthrilleren Sunshine (2007) til Boyle, bearbejdede Kazuo Ishiguros dystopiske Never Let Me Go for Mark Romanek i 2010 og fik tegneserie(anti)helten Judge Dredd tilbage på britiske hænder i Dredd (2014). Fra og med Ex Machina (2014) blev Garland selv en væsentlig instruktør med indsigt i sci-fi og (folk) horror. Både Annihilation (2018) og Men (2022) er markante arbejder.

   Danny Boyle (f. 1956), som har irske forældre og Manchester-baggrund, kom stærkt fra start med skotsk kynisme og socialrealistisk satire i Shallow Grave (1994, da. Mellem venner). Narkomiljøet og generationsportrættet i Trainspotting (1996) gjorde Ewan McGregor til stjerne og Irvine Welsh til en af årtiets mest læste forfattere.

   Boyle tabte megen goodwill på gulvet, da han og medforfatteren John Hodge (f. 1964) overførte modellen til amerikanske forhold i A Life Less Ordinary (1996). The Beach (2000) blev en lidt for lækker mainstreamfilm med Leonardo DiCaprio og Virginie Ledoyen. Med 28 Days Later og den Mumbai-baserede Slumdog Millionaire (2008) – som vandt 8 Oscars, skabte stjernen Dev Patel og gjorde al skepsis til skamme – kom han tilbage til mindre, smidige produktioner.

BOYLE har siden delt sol og vind lige. 127 Hours (2010) og Trance (2013) var små, hårde stykker; Steve Jobs (2015) og T2 Trainspotting (2017) var store og bløde. På National Theatre iscenesatte han i 2011 en radikal fortolkning af Frankenstein, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller skiftedes til at spille Skaber og Skabning. Endelig var det Boyle, som skabte den prægtige »Isles of Wonder«-optakt til åbningsceremonien ved OL i London 2012.

   Han sprang i målet fra No Time to Die (2021), James Bond-film #25, som Cary Joji Fukanaga endte med at instruere. Boyle har senest færdiggjort tv-serien Pistol (2022), som bygger på guitaristen Steve Jones' erindringer om sin tid i Sex Pistols. Det er mere mainstream, end det lyder, og blev indtil for nylig streamet på Disney+. Richard Curtis-bagatellen Yesterday (2019) lå cirka så langt fra det sorte og hårde, som det er muligt at komme. 

AF sådanne forsøg på at indsmigre sig er der ingen spor i 28 Days Later. Boyle og Garland går efter struben i tætte sekvenser, der aldrig lader publikum hvile. De digitale videobilleder skyldes Anthony Dod Mantle, Lars von Triers gamle husfotograf.

   Det er naturligvis et spørgsmål, om man har lyst til at leve sig ind i en film, som i dén grad maler fanden på væggen, men der er intet at udsætte på teknik og tematik. »Uafrystelig« er ikke ordet. »Tankevækkende« ville være en kliche. Men »hård«, »mørk« og »skræmmende realistisk«? Bestemt, absolut og aldeles.

Se også Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 4: Sorgenfri (2015) [Epidemic Cinema]; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]. 

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

*) I Survivors dør 99,9% af Jordens befolkning brat og vilkårligt, da et pestvirus (af asiatisk ophav) spreder sig. Det sker (overvejende off-screen) i første episode, som er fuld af hverdagstyper i en almindelig britisk stationsby. Da Abby Grant (Carolyn Seymour) vågner af sin febersøvn, er alle i byen døde imens. Hun tager af sted for at lede sin søn, der måske har overlevet på sin kostskole. I London prøver myndighederne at begrænse panikken ved at sidestille smitteudbruddet med en influenzaepidemi, men alt går til på under en uge. Jenny Richards (Lucy Fleming), som er naturligt immun, tager afsted. Ingeniøren Greg Preston (Ian McCulloch) kommer tilbage fra Europa, hvor pandemien allerede har hærget. En håndfuld overlevende samler sig. I tre sæsoner flakker de om i Efterlandet, hvor diverse sociale modeller afprøves. Endelig slår de sig ned i The Grange og prøver at skabe et bæredygtigt landbrugssamfund. Survivors bliver på den måde næsten en antologi over post-apokalyptiske temaer. Serien blev (skuffende ordinært) genindspillet i 2008. Den fik en stor revival under pandemien i 2020, men havde allerede før da kultstatus. Survivors er stadig meget seværdig. Tonen er tættere på dystopisk sci-fi som P.D. James' Children of Men eller Cormac McCarthys The Road. Der er ingen muterede væsener i spil. Til gengæld er den psykologiske troværdighed bemærkelsesværdig. 

   Waliseren Terry Nation (1930-1997) var en vigtig stil- og myteskaber i britisk tv. Foruden Survivors skabte han sci-fi serien Blake’s 7 (1978-1981) og skrev den bestemmende story arc om the Daleks til BBC-institutionen Doctor Who, der har levet og overlevet siden 1963. Nation var bidragyder til serier som The Avengers, The Baron, The Saint (da. Helgenen) og The Persuaders! (da. De uheldige helte) med Roger Moore og Tony Curtis. Han skrev i 1976 en roman/tv tie-in version af Survivors.

**) John Wyndham (1903-1969) er i britisk scifi-kontekst et vigtigt link mellem H.G. Wells og Aldiss/Ballard/Moorcock-generationen, der gør genren psykedelisk i 1960erne. Kun Olaf Stapledon og Nigel Kneale har tilsvarende betydning. I The Day of the Triffids (1951, da. Da triffitterne kom) bliver England og resten af verden lagt øde, da organiske monstre (kødædende planter) invaderer fra rummet. Bogen er trofast dramatiseret for tv (1981, 2009) og omsat til radiospil flere gange (1957, 1968, 2001). I Danmark opførte Radioteatret I trifitternes dage i seks dele i 1968. Kurt Kreutzfeld oversatte Giles Coopers bearbejdelse.

   Wyndham var således værdsat, men den kulørte og kontroversielle biograffilm – som Steve Sekely instruerede for Alliance Pictures i 1962 – gjorde intet for forfatterskabets status. Howard Keel, den aldrende musicalstjerne fra Seven Brides for Seven Brothers (1954) og solide duetter med Kathryn Grayson, var fløjet ind til hovedrollen, som han spillede uden entusiasme. Wyndhams åbne slutning var erstattet med en variation over løsningen fra Wells’ The War of the Worlds.

   Med vanlig dansk sans for skævvredne titler fik The Day of the Triffids premiere som Den nat triffiderne kom. Katastrofefilmen blev hypet så heftigt, at den kritiske modstand på forhånd var stærk. Man bekymrede sig på publikums vegne. Wyndham er aldrig ordentligt læst i DK. Hans øvrige vigtige værker er The Kraken Wakes (1953, da. Invasion fra dybet), The Chrysalids (1955), The Midwich Cuckoos (1957, da. Gøgene i Gorby), Trouble with Lichen (1960) og Chocky (1968).   

28 Days Later (28 dage senere). Instr.: Danny Boyle. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 118 min. UK-Holland-USA 2002. Dansk premiere: 28.02.2003.

Fotos: DNA Films/ British Film Council/ Twentieth Century Fox/ Searchlights Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [28 Days Later + 28 Weeks Later] 20.10.2008.

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2002

Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019)

ALT HVAD DU BEHØVER
Verden med og uden The Beatles

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere deler vandene som englænderen Richard Curtis (f. 1956). Forfatteren har baseret en lang og lukrativ karriere på romantiske og humoristiske film, ofte i multiplotgenren og altid med streg under mainstream, som alligevel stikker lidt dybere end de fleste i hovedsporet.

   Det var Curtis, som gjorde Hugh Grant til Hugh Grant. Som regel har han skrevet til andre – Four Weddings and a Funeral (1994, da. Fire bryllupper og en begravelse), Notting Hill (1999) og de første to Bridget Jones-film (2001, 2004) – men tre manuskripter har han også selv instrueret. Lakmusprøven er Love Actually (2003), et gruppebillede fra Tony Blair-tidens London. Mange kan ikke fordrage den film – endnu flere nyder den hver jul som tung chokolade.

   Curtis elsker den britiske pop, som var stor i hans ungdom. Som forfatter er han let og elegant. Som instruktør har han ikke altid det samme behændige touch. Det kan faktisk være en fordel. Curtis bliver mere interessant, når han stædigt insisterer på besværlige ideer. Love Actually efterligner husstilen i romantiske komedier, men The Boat that Rocked (2009) – en nostalgisk skrøne om Englands svar på Radio Luxembourg og Mercur – og den sentimentale, stilfærdigt fantastiske About Time (2013) er interessante afvigelser fra standardformatet.

YESTERDAY lægger sig efter sidstnævnte. Jack Malik (Himesh Patel) er en håbefuld Suffolk-sangskriver. Og siden veninden Ellie (Lily Taylor) hørte ham synge Oasis-hittet »Wonderwall« ved skoleballet i 2004, har hun bakket ham op og skaffet ham jobs. Det er bare aldrig blevet til noget, hverken med karrieren eller med Ellie. Efter en særligt ydmygende festivaloptræden vil Jack sige farvel til musikken og tage fuldtidsarbejde i supermarkedet.

   Samme nat bliver Jorden ramt af et verdensomspændende strømnedbrud. Udfaldet varer kun tolv sekunder. Da systemerne atter er oppe, ligner virkeligheden sig selv. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er sket forrykkelser. Der er opstået små bygningsfejl. Ellie siger, at forvirringen minder om Y2K-sammenbruddet, som man frygtede for ved årtusindeskiftet. Mon ikke Richard Curtis har haft ideen liggende lige så længe?

   

FÆNOMENER, som var store, er nu slettet af hukommelsen. Listen bliver længere efterhånden og er helt vilkårlig. Cigaretter findes ikke, for eksempel, og både Coca-Cola og Harry Potter er væk. Ingen husker The Beatles’ sange, for The Beatles har aldrig været der.

   Jack genkomponerer beatlernes sange og bliver umådeligt populær. Han varmer op for Ed Sheeran – som spiller sig selv – men snart er det Sheeran, som åbner for Jack. Han indgår en faustisk handel med Djævelen – i skikkelse af Kate McKinnon som kynisk amerikansk forretningskvinde – og indser, at det er Ellie, han elsker. Jack er aldrig tryg ved sin succes. Han ved jo, at han har stjålet de sange.

IDEEN med mikroforrykkelser er interessant. Teorien om effekten af en sommerfugls vingeslag bliver afprøvet i en lavpraktisk kontekst. Vi forstår, hvor let givne ting kan forsvinde og indser, at hverdagens stof er fantastisk. Yesterday er i familie med film som The Science of Sleep, The Curious Case of Benjamin Button og Everything Everywhere All at Once. Vi ser, hvordan små ændringer gør en stor forskel, og ligesom i About Time er Curtis ivrig efter at undersøge kædereaktionen i relative virkeligheder. Det er tidsrejse-scifi helt uden effekter.

   Alligevel bliver Yesterday aldrig for alvor skarp eller sjov. Produktionen har investeret i 20 Beatles-numre, som man næsten får mere end rigeligt af. Alle, der hører de klassiske sange, overgiver sig efter få strofer. Men flere af de sange virkede kun, fordi de blev sunget af netop de stemmer i netop den tid. Isoleret set er »The Long and Winding Road« ikke nogen umistelig komposition. Her falder verden i svime på stedet.

   Andre sange kommer til deres ret i nye omgivelser. »Ob-La-Di, Ob-La-Da« fra det hvide dobbeltalbum, for eksempel. Det er nede i enkelte scener, at Yesterday bliver seværdig. Som da Jack varmer op for Ed Sheeran i Moskva og [i en før-pandemisk verden uden ny kold krig mellem Kreml og Vesten] lægger dagens russere ned med »Back in the USSR«. Eller da han banker på hos en 78-årig mand, »John« fra Liverpool, som bærer briller med uindfattede glas. Denne John Lennon blev ikke musiker, men fik et langt, roligt liv, der alligevel var »fab«.

DA Jacks debutalbum One Man Only bliver lanceret fra taget af et badehotel i Gorleston i Norfolk, ligner det den ikoniske Get Back-koncert, som The Beatles sagde farvel med i 1969. Her har filmen for første gang visuel styrke. Ellers er det ikke til at se, at Danny Boyle har instrueret. Det må næsten være meningen, at det ikke skal kunne ses.

   Sødmen er der hele vejen. Den lykkes altid for Curtis, og det er den, der har gjort ham forhadt og feteret i lige mål. Yesterday ændrer ikke ved dét. Også denne film vil blive elsket og hadet.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013).

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen].

Se også: The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001.  

Yesterday. Instr.: Danny Boyle. Manus: Richard Curtis. Foto: Christopher Ross. 116 min. UK-Kina-Japan-USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Decibel Films/ Dentsu/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ Universal Studios and Perfect Universe Investment Inc./ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2019 

Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]

DEN BEGRAVEDE MAND

En ode til ukueligheden

Af BO GREEN JENSEN

INDISK slum, en skotsk wc-kumme, stranden i Thailand. Inficerede zombier og protuberanser på solen. Danny Boyle (f. 1956) kan få levende film ud af alt. Fra en lokal begyndelse i Shallow Grave (1994) og Trainspotting (1996) til de geografiske erobringer i The Beach (2000), Sunshine (2007) og Slumdog Millionaire (2008) har filmskaberen demonstreret sin evne til at fortælle energiske historier, som bliver store i små situationer.

   Efterhånden tegner sig også et gennemgående tema i auteurens mangefarvede oeuvre. Skønt filmene flakker i udtryk og zapper mellem genrer, fra narkotisk realisme til zombiehorror og visionær sci-fi, er de befolket med fastlåste karakterer, der kæmper sig fri mod dårlige odds. Fikseringen kan være fysisk, social eller psykisk, men uanset hvad gør de oprør. Skønt tematikken for det meste er mørk, opleves Boyle som en optimistisk filmskaber, der gang på gang priser ukueligheden.

MOTIVET sættes på spidsen i 127 Hours, der i referat må lyde svær og umulig. Filmen baserer sig, som så mange historier i tiden, på »virkelige hændelser«. I 2003 blev bjergbestigeren Aron Ralston (f. 1975) fanget under en kampesten i Blue John Canyon i Utah. I fem døgn ventede han forgæves på assistance. Endelig fandt den forkomne mand en måde at gøre sig fri på. Han tog hjem og skrev Between a Rock and a Hard Place (2004), som ligger til grund for Boyles film. Ralston dyrker stadig sin sport, men husker altid at lægge besked om, hvor han er.*

DÉT er problemet i 127 Hours. For Ralston ligger attraktionen i dét at være alene med elementerne, fri af professionel kævl og personlige forhold. Og fordi han vil opleve grænseløsheden, ender han med at blive levende begravet. Tidens smag for klaustrofobi og ekstremsport finder sit indbegreb hér. For filmskaberen ligger udfordringen naturligvis i at gøre det levende. Fem døgn i et hul i jorden. Hvordan visualiserer man frygten, panikken og monotien, uden at kede sit publikum ihjel?

LAD det straks være sagt, at det lykkes. Filmen er fantastisk intens – endda i næsten udmattende grad. Man føler med Ralston og deler hver af hans sindsstemninger, der glider mod hallucineren, efterhånden som væskemanglen tager til. Han koger om dagen og fryser om natten, filmer sig selv, skriver på væggen, overvejer sin situation.

   Galgenhumoren sætter igennem, da Ralston fantaserer om sodavandsreklamer og interviewer sig selv til morgen-tv. Han ser sin familie i drømme og undslipper flere gange livagtigt. Før faldet møder han to piger, som han svømmer med i en sø under klippen. Da han senere scanner tilbage i optagelsen, for at dvæle ved den enes krop, er det ikke kun lyst til kvinden, han føler. Det er begær efter alt, som er fremtid og liv.

JAMES Franco er formidabel i den ensomme rolle som Ralston. Anthony Dod Mantle får hver farve frem i Moab-ørkenen, og situationen er anskuet så varieret, at man aldrig når at blive træt. 127 Hours er en robinsonade i ånden fra Robert Zemeckis Cast Away (2000), Werner Herzogs Grizzly Man (2005) og Sean Penns Into the Wild (2007), men den har en glæde ved vildskaben i sig, som de nævnte film ikke deler.

   Det er fristende at røbe, hvordan den begravede mand slipper fri, men der skal være en lille belønning for den, som kan undgå at vide for meget på forhånd.

Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen].

*) Aron Ralston: Between a Rock and a Hard Place (2005) er udkommet på forlaget Simon and Schuster. Titlen gør brug af en fast talemåde (som også Rolling Stones har fået en fin sang ud af – »Rock and a Hard Place« på albummet Steel Wheels (1989). Det svarer på dansk til at være fanget som en lus mellem to negle og/eller at skulle vælge mellem ét af to onder, pest eller kolera, Skylla eller Charybdis. Sprogfarven er bevaret i Michael Krefelds oversættelse af Et umuligt valg (Aschehoug, 2005). Lindhardt og Ringhof udgav filmudgaven i 2011, nu med James Franco på omslaget og titlen 127 Hours - Et umuligt valg.

127 Hours. Instr.: Danny Boyle. Manus: Danny Boyle og Simon Beaufoy. Foto: Anthony Dod Mantle. 86 min. USA-Storbritannien 2010. Dansk premiere: 03.02.2011.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2011

Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]

REJSE TIL SOLEN

Trofaste troper i evige kredsløb

Af BO GREEN JENSEN

OTTE astronauter er på vej til verdens ende for at genstarte solen ved hjælp af en atombombe, der er større end Manhattan Island. Skibets navn er Ikaros 2, for det første Ikaros-fartøj forsvandt. Man nærer ingen illusioner. Besætningen regner med at nå frem, men tvivler på, at en rejse tilbage bliver mulig. Stemningen er derfor klaustrofobisk, fatalistisk og melankolsk. Man sender videobeskeder hjem og tænker på sine kære. Modet holder man oppe ved at tage bad i gigantiske solsimulationer, som må være en definitiv lysterapi.

   Ret skal være ret. Sunshine er gedigen spekulativ fiktion, som reflekterer over menneskets tilstand i en fremtid, hvor solen er ved at gå ud. Som al seriøs science fiction handler filmen først og fremmest om her og nu. Emnet er ikke de tekniske rammer, skønt der er tænkt over økologien på skibet, men hvem vi er, hvad vi husker og hvad der holder os sammen.

FILMEN tager sine troper tre steder fra: Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968), Andrej Tarkovskijs Solaris (1972) og Ridley Scotts Alien (1979). Detaljer som skibets botaniske have er hentet i Douglas Trumbulls Silent Running (1972), og sådan kunne man sikkert blive ved med at finde kilder til Sunshine. Syntesen er dog både original og sympatisk, især i den første tøvende time, hvor solprojektionerne fascinerer, og i de sidste vinterglimt fra Jorden, hvor vi ser at fremtiden ligner nutiden.

DESVÆRRE kortslutter historien. Alex Garland, forfatteren til backpackerhittet The Beach, som Danny Boyle filmatiserede i 2000, har med sit ambitiøse originalmanuskript villet helt op at røre ved Gud. Derfor udarter tredje akt i en blanding af horror og mysticisme, som man bliver træt af, næsten på forhånd. Det begynder at gå galt, da Ikaros 2 drejer af for at møde Ikaros 1, og filmen står ikke længere til at redde, da en blind passager bryder ind.

   Der er dog hele vejen betagende billeder, og også fornemmelsen af stilheden i rummet er givet med overvisende kraft. Sunshine er en intelligent genrefilm, som især yngre tilskuere kan blive tænksomme af. Set i forhold til inspirationskilderne, har filmen for lidt egenliv, men det hjælper, at Boyle tager emnet alvorligt. Fra Trainspotting (1996) til 28 Days Later (2004) har han været en distinkt billedskaber. Danny Boyle kan bestemt være Sunshine bekendt.

Sunshine. Instr.: Danny Boyle. Manus: Alex Garland. Foto: Alwin Küchler. 108 min. USA 2007. Dansk premiere: 13.04.2007

Fotos: 20th Century (Fox Searclight Pictures)/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2007