Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019)

ALT HVAD DU BEHØVER
Verden med og uden The Beatles

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere deler vandene som englænderen Richard Curtis (f. 1956). Forfatteren har baseret en lang og lukrativ karriere på romantiske og humoristiske film, ofte i multiplotgenren og altid med streg under mainstream, som alligevel stikker lidt dybere end de fleste i hovedsporet.

   Det var Curtis, som gjorde Hugh Grant til Hugh Grant. Som regel har han skrevet til andre – Four Weddings and a Funeral (1994, da. Fire bryllupper og en begravelse), Notting Hill (1999) og de første to Bridget Jones-film (2001, 2004) – men tre manuskripter har han også selv instrueret. Lakmusprøven er Love Actually (2003), et gruppebillede fra Tony Blair-tidens London. Mange kan ikke fordrage den film – endnu flere nyder den hver jul som tung chokolade.

   Curtis elsker den britiske pop, som var stor i hans ungdom. Som forfatter er han let og elegant. Som instruktør har han ikke altid det samme behændige touch. Det kan faktisk være en fordel. Curtis bliver mere interessant, når han stædigt insisterer på besværlige ideer. Love Actually efterligner husstilen i romantiske komedier, men The Boat that Rocked (2009) – en nostalgisk skrøne om Englands svar på Radio Luxembourg og Mercur – og den sentimentale, stilfærdigt fantastiske About Time (2013) er interessante afvigelser fra standardformatet.

YESTERDAY lægger sig efter sidstnævnte. Jack Malik (Himesh Patel) er en håbefuld Suffolk-sangskriver. Og siden veninden Ellie (Lily Taylor) hørte ham synge Oasis-hittet »Wonderwall« ved skoleballet i 2004, har hun bakket ham op og skaffet ham jobs. Det er bare aldrig blevet til noget, hverken med karrieren eller med Ellie. Efter en særligt ydmygende festivaloptræden vil Jack sige farvel til musikken og tage fuldtidsarbejde i supermarkedet.

   Samme nat bliver Jorden ramt af et verdensomspændende strømnedbrud. Udfaldet varer kun tolv sekunder. Da systemerne atter er oppe, ligner virkeligheden sig selv. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er sket forrykkelser. Der er opstået små bygningsfejl. Ellie siger, at forvirringen minder om Y2K-sammenbruddet, som man frygtede for ved årtusindeskiftet. Mon ikke Richard Curtis har haft ideen liggende lige så længe?

   

FÆNOMENER, som var store, er nu slettet af hukommelsen. Listen bliver længere efterhånden og er helt vilkårlig. Cigaretter findes ikke, for eksempel, og både Coca-Cola og Harry Potter er væk. Ingen husker The Beatles’ sange, for The Beatles har aldrig været der.

   Jack genkomponerer beatlernes sange og bliver umådeligt populær. Han varmer op for Ed Sheeran – som spiller sig selv – men snart er det Sheeran, som åbner for Jack. Han indgår en faustisk handel med Djævelen – i skikkelse af Kate McKinnon som kynisk amerikansk forretningskvinde – og indser, at det er Ellie, han elsker. Jack er aldrig tryg ved sin succes. Han ved jo, at han har stjålet de sange.

IDEEN med mikroforrykkelser er interessant. Teorien om effekten af en sommerfugls vingeslag bliver afprøvet i en lavpraktisk kontekst. Vi forstår, hvor let givne ting kan forsvinde og indser, at hverdagens stof er fantastisk. Yesterday er i familie med film som The Science of Sleep, The Curious Case of Benjamin Button og Everything Everywhere All at Once. Vi ser, hvordan små ændringer gør en stor forskel, og ligesom i About Time er Curtis ivrig efter at undersøge kædereaktionen i relative virkeligheder. Det er tidsrejse-scifi helt uden effekter.

   Alligevel bliver Yesterday aldrig for alvor skarp eller sjov. Produktionen har investeret i 20 Beatles-numre, som man næsten får mere end rigeligt af. Alle, der hører de klassiske sange, overgiver sig efter få strofer. Men flere af de sange virkede kun, fordi de blev sunget af netop de stemmer i netop den tid. Isoleret set er »The Long and Winding Road« ikke nogen umistelig komposition. Her falder verden i svime på stedet.

   Andre sange kommer til deres ret i nye omgivelser. »Ob-La-Di, Ob-La-Da« fra det hvide dobbeltalbum, for eksempel. Det er nede i enkelte scener, at Yesterday bliver seværdig. Som da Jack varmer op for Ed Sheeran i Moskva og [i en før-pandemisk verden uden ny kold krig mellem Kreml og Vesten] lægger dagens russere ned med »Back in the USSR«. Eller da han banker på hos en 78-årig mand, »John« fra Liverpool, som bærer briller med uindfattede glas. Denne John Lennon blev ikke musiker, men fik et langt, roligt liv, der alligevel var »fab«.

DA Jacks debutalbum One Man Only bliver lanceret fra taget af et badehotel i Gorleston i Norfolk, ligner det den ikoniske Get Back-koncert, som The Beatles sagde farvel med i 1969. Her har filmen for første gang visuel styrke. Ellers er det ikke til at se, at Danny Boyle har instrueret. Det må næsten være meningen, at det ikke skal kunne ses.

   Sødmen er der hele vejen. Den lykkes altid for Curtis, og det er den, der har gjort ham forhadt og feteret i lige mål. Yesterday ændrer ikke ved dét. Også denne film vil blive elsket og hadet.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013).

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen].

Se også: The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001.  

Yesterday. Instr.: Danny Boyle. Manus: Richard Curtis. Foto: Christopher Ross. 116 min. UK-Kina-Japan-USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Decibel Films/ Dentsu/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ Universal Studios and Perfect Universe Investment Inc./ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2019 

Gregory Hoblit: Frequency (2000) [Sci-Fi 100]

NÆRKONTAKT AF MAGISK GRAD

Ved Guden for Gode Fortællingers nåde

Af BO GREEN JENSEN

SCIENCE fiction på film er i regelen ensbetydende med rumeventyr, dystopisk hypernoir à la Blade Runner, stilfuld cyberpunk à la The Matrix, skræmmende aliens og den mørke sandhed, som lurer derude.

   En sjælden gang kan genren dog, også når den er bredest og mest kommerciel, tage fat i nære emner, som rører sig i almindelige liv nu og hér. I litterær sammenhæng har genren altid forstået at sætte af i den virkelighed, som vi deler.

   Frequency er en variation over to hæderkronede temaer: tidsrejsen og den alternative historie, som er konsekvensen af justeringer i det forgangne. På dansk har filmen fået et opportunistisk Livsfarlig hægtet på titlen. Det skal vel lokke turisterne ind, men man går nu forgæves, hvis man kommer i håbet om åndeløs spænding. Filmen er gammel i stilen og afvikles langsomt. Til gengæld har den en følelsesdybde, som er sjælden i denne ende af feltet.

DER er to tidsrammer, to niveauer, som udveksler livsenergier. Mediet er elektromagnetisme. I oktober 1969 sidder brandmanden Frank Sullivan (Dennis Quaid) som altid i sit hus i Queens og roder med sin kortbølgeradio.

   Frank vil jo mene, at livet er godt. Han synes om sit arbejde, holder af at redde liv og reagere hurtigt i trængte situationer. Han elsker sin kone, sygeplejersken Julia (Elizabeth Mitchell), og sønnen John. Han elsker for den sags skyld sin evindelige kaffe og de Camel uden filter, som han kæderyger i pakkevis af. Frank følger med i baseballsæsonen og prøver at lære sønnen at cykle. Hvad mere kan man forlange af tilværelsen?

   Tredive år senere, i oktober 1999, tæller verden ned til årtusindeskiftet; endnu en baseballsæson er i gang, hver især har travlt med sin hverdag. Den eneste usædvanlige detalje er det stærke nordlys, aurora borealis, som hænger på himlen over New York, ganske som i 1969.

   I huset i Queens er John Sullivan blevet voksen. For ham blev livet ikke så godt. Hustruen forlader ham i første scene. John blev kriminalbetjent. Han fik også lært at cykle, men er aldrig for alvor kommet ud af den skygge, som blev kastet over tilværelsen, da hans far omkom i flammerne tredive år før.

MAN fornemmer vel, hvor det bærer hen? John forsøger at drukne sine sorger i alkohol, men barndomsvennen Gordo (Noah Emmerich) vil ikke lade ham synke ind i sig selv.

   Også Gordo plejede at se på, når Frank Sullivan talte med fjerne stemmer i den dengang så magiske kortbølgeradio. Også han husker nordlyset fra ’69. Nu tager han sin søn med over til John og prøver at vække den deprimerede nabo. De fisker endda kortbølgeradioen op af kassen, hvor den har fået lov at stå i fred så længe ved Guden for Gode Fortællingers nåde.

   Da Gordo er gået, bliver John siddende ved radioen. De gamle gløderør knitrer. Udenfor tindrer nordlyset og synes næsten at række ned over byen, som ville det sige menneskene noget. Medierne er fulde af historier om fænomenet, som udgør en kærkommen afveksling fra de sædvanlige seriemord og sportsresultater. Pludselig er der en stemme på frekvensen. Der er hul igennem til fortiden.

SØNNEN er den første af de to, som begriber hvad der foregår. Tilbage i 1969 har Frank Sullivan naturligvis svært ved at forstå og tro på forbindelsen i tiden. Men John ved nogle ting om baseball, som overbeviser den skeptiske far. De undrer sig, morer sig, udveksler. Så begynder de at ændre den tid, som ligger mellem 1969 og 1999. Først da begynder filmen for alvor, men det er i samtalerne mellem far og søn, i denne nærkontakt af magisk grad, at Frequency har sit omdrejningspunkt. Og hvis præmissen virker søgt, er kernen til gengæld solid og gedigen.

DER skal ikke røbes ret meget mere, for skønt spændingsfaktoren ikke er hovedsagen i denne film, er det dog denne motor som driver fortællingen. Det er relativt enkelt at ændre den redningsaktion, som kostede faderens liv. Men fordi han ikke døde, kunne Johns mor på hospitalet forhindre det hændelige uheld, som ad tilfældets kringlede veje satte en stopper for de seriedrab, som pressen døbte Nattergale-mordene. Gerningsmanden overlevede, og fremme i et 1999, som til stadighed ændrer sig, mens far og søn piller ved tiden, er han med ét en genåbnet sag, som John arbejder på.

   Frank Sullivan omkom ikke i branden, men døden må jo have en årsag, og hverdagen er vel det farligste sted. I hvert fald kan man ikke være frejdig kæderyger og regne med at blive gammel i fred, hvis man er en karakter som optræder i amerikanske mainstreamfilm lige nu. Til gengæld skal det kunne betale sig at kvitte cigaretterne. Franks rygning bliver derfor et ledemotiv, og historien ændrer sig mange gange, før Frequency lader strukturen stivne og blive ét med det svindende nordlys. Det sker efter et højstemt møde, som man kan vælge at finde vammelt eller forløsende.

INSTRUKTØREN hedder Gregory Hoblit (Primal Fear), men det er Toby Emmerich, som både har produceret filmen og skrevet manuskriptet, der er ånden bag den besnærende fabel.* Frequency er en underlig størrelse. Den lanceres som en hæsblæsende storfilm og har tydeligvis været dyr at realisere. Den kunne dog sagtens have været mindre og ville afgjort have vundet i kunstnerisk statur, hvis mordhistorien var blevet nedprioriteret. Man mere end fornemmer, at fortællingens hjerte er begravet andetsteds.

   Det ligger i det besværgende møde mellem nu og da; i den nostalgiske omhu som investeres i rekonstruktionen af 1969; i nutidens længsel efter at kunne rette sine fejltagelser og lære af historien. Frequency ligner derfor ikke de mareridtsscenarier, som præger det meste af dagens science fiction. Filmen har mere tilfælles med en lys episode af The Twilight Zone eller en sentimental anekdote om tidens sløjfer af Richard Matheson eller Jack Finney. Den indgår mange og store kompromisser for at tækkes sin primære målgruppe, men i sit inderste væsen er den god, varm og tankevækkende.

*) Gregory Hoblit (f. 1946) instruerede seks spillefilm mellem Primal Fear (1996) og Untraceable (2008). Generelt er det gennemsnitlige thrillers. Han fik til gengæld sat et stort aftryk i tv-sammenhæng, hvor han var aktiv fra 1978 til 2015. Som instruktør og koproducer var Hoblit blandt de primære drivkræfter på tre store serier, der definerer tv-krimien i 1980erne for min generation (som er ti år yngre end Hoblits). Man kan ikke forestille flow-tv i 80erne uden Hill Street Blues (1981-1987), L.A. Law (1986-1994) og NYPD Blue (1993-2005).  

Frequency (Livsfarlig frekvens). Instr.: Gregory Hoblit. Manus: Toby Emmerich. Foto: Alar Kivilo. 118 min. USA 2000. Dansk premiere: 01.09.2000.

Fotos: Warner Bros./ New Line Cinema/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ YouTube (Warner Bros. Rewind Origial Theatrical Trailer)

Filmen streames p.t. (juni 2025) ikke i  Skandinavien – i UK og EU på Amazon Store, Apple TV, Sky Store, TUBI, TouTube Film  

2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 02.10.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.09.2000.

Philip Roth: The Plot Against America (2004) [Bogen bag HBO-serien]

BEVÆGELSEN I TIDEN

Philip Roth skriver kontrafaktisk historie

Af BO GREEN JENSEN

HVAD nu hvis. Det er præmissen i utopisk fiktion, og det er selve fundamentet for den akademiske sportsgren, som kaldes »kontrafaktisk historieskrivning«. Hvad nu hvis Columbus var sejlet forbi? Hvis Napoleon havde vundet ved Waterloo? Hvis den sidste zar var blevet siddende? Ville hele verden heile, hvis Tyskland havde sejret i 1945?

   Sidstnævnte mulighed var den første, som inspirerede de skønlitterære forfattere. Philip K. Dick skrev i 1962 The Man in the High Castle (da. Manden i den høje fæstning), hvor USA efter krigen er opdelt i en japansk og en tysk sektor. Len Deighton lod tyskerne sejre i SS GB (1978), og i Fatherland (1992) skriver Robert Harris realistisk medrivende om en tysk kriminalinspektør, der i 1964, en uge før Hitlers 75 års fødselsdag, trækkes ind i en sag med forbindelse til rygterne om 1940ernes dødslejre.

   I sidste afsnit får inspektøren tårer i øjnene, da han står med beviset, en brændt sten fra Auschwitz. Det er et bevægende fiktionsøjeblik, som berettiger hele genren. Romanen skaber sin indsigt, den helt konkrete vrede og smerte, netop ved at spørge: Hvad nu hvis? Ikke blot når vi som læsere til bunds i bogens mysterium. Vi bliver også lidt klogere på vort eget.

I The Plot Against America beskriver Philip Roth (1933-2018), hvordan hverdagen ville forme sig for middelklassens jøder, hvis nationen i 1940 havde valgt Charles Lindbergh (1902-1974) til amerikansk præsident.

   Det gjorde den jo ikke. Franklin Delano Roosevelt blev genvalgt til en tredje embedsperiode og mødte stort set ingen modstand fra republikanernes kandidat, Wendell Wilkie. USA blev ikke holdt ude af krigen, ingen rabbinere blev kørt væk om natten. Der var ingen fredelig »Iceland Understanding« mellem Det Tredje Rige og USA, ingen fordragelig »Hawaii Understanding« mellem Japan og Amerika. Derimod forelå en pagt mellem Stalin og Hitler, som sidstnævnte heldigvis brød.

   Roths tankeeksperiment er dog skræmmende troværdigt. Var kortene faldet en anelse anderledes, og havde de amerikanske fascister været lidt mindre komiske og ekstreme, kunne synergien af økonomisk krise, politisk isolationisme, elitære strøtanker om racehygiejne og fristende effektiv ideologi have fået mere vind i sejlene. Især hvis en karismatisk folkehelt som Lindbergh var gået helhjertet ind i kampen om kulturen og systemet.

   Læs i øvrigt Nathanael Wests A Cool Million (1934, da. Gulddrengen), Sinclair Lewis’ It Can’t Happen Here (1935, da. Det kan ikke ske her) og John Dos Passos’ monumentale U.S.A. (1936), hvis du vil danne dig et indtryk af ekstremismen og polariseringen i tiden. Lewis bruger patos, og Dos Passos rapporterer. Jøden West går til sagen med kulsort sarkasme. De er enige om, at det sagtens kunne foregå.

ROTHS bestræbelse går i flere retninger. Romanen udkom den 5. oktober 2002, i god tid før 2004-valget mellem George W. Bush og John Kerry. Som sådan er den ikke mindst en advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis man lader sig forføre af en stor dreng i fotogen flyverjakke.

   Samtidig afdækker romanen nogle mentalitetshistoriske smertepunkter, som man til hverdag lader hvile, skønt de ikke er hemmeligheder som sådan. For eksempel at flere demokratiske forbilleder, mænd som Henry Ford, Joseph Kennedy og Charles Lindbergh, var erklærede anti-semiter, der mere end flirtede med nazismens imponerende resultater. Helst nøjes man med at huske den rablende Ezra Pound som et mere håndgribeligt skrækeksempel. Altså lidt som vi i Skandinavien har det med Fritz Clausen og Knut Hamsun. Vi kan ikke lide, når noble navne bliver afsløret eller mistænkeliggjort.

   I 1941 holdt Lindbergh en nu-eller-aldrig tale om bevægelsen i tiden. Han talte særdeles velformuleret om nødvendigheden af ikke at gå ind i krigen i Europa, sådan som de jødiske opinionsdannere forsøgte at få gode fredselskende amerikanere til. England er trængt, Lindbergh ved det og erkender, at Amerika skylder Europa en del, men »our interest is first in America; and as Americans, it is essential for us to realize the effort that British interests are making to draw us into their war.«

LINDBERGH er ingen rablende koleriker. Han er tværtimod en rimelig mand, der sagtens kan se det jødiske »problem« fra begge sider af bordet:

 »Det er ikke svært at forstå, hvorfor jødiske mennesker ønsker, at det nazistiske Tyskland bliver knust. Forfølgelsen, som de har været ofre for i Tyskland, ville være tilstrækkeligt til at udløse bittert fjendskab hos enhver race. Ingen person med nogen sans for menneskelig værdighed kan billige den forfølgelse, som den jødiske race er udsat for i Tyskland.« 

   

Så kommer det imidlertid: 

»Men ingen ærlig og oplyst person kan se på deres krigeriske politik hér i dag, uden samtidig at se farerne som er forbundet med en sådan politik, både for os og for dem. I stedet for at agitere for krig, burde de jødiske grupper i dette land på enhver mulig måde modsætte sig en krig, eftersom de selv vil blive de første, som får dens konsekvenser at følge. Tolerance er en dyd som beror på fred og styrke. Historien viser os, at den ikke kan overleve krig og ødelæggelse. Enkelte fremsynede jøder erkender dette og er imod at intervenere. Men det store flertal er for.«

SIDEN følger en insinuerende smøre om, hvordan jøder og kommunister ejer og udnytter den amerikanske medieindustri. Det kunne være en skitse til senator Joseph McCarthys mere hysteriske stemmeføring under den politiske heksejagt ti år senere:

»Vore teatre spillede stykker, som skildrede æren ved at gå i krig. Nyhedsrevyerne mistede enhver form for objektivt præg. Dagblade og magasiner begyndte at miste annoncører, hvis de skrev artikler, som gik imod krigen. En smædekampagne blev iværksat over for personer, som modsatte sig at intervenere. Vendinger som »femte kolonne«, »forræder«, »nazist« og »anti-semit« blev uophørligt kastet efter enhver, som vovede at antyde, at det ikke ville være i Amerikas interesse at træde ind i krigen. Mænd mistede deres arbejde, hvis de åbenlyst gik imod krigen. Mange turde ikke længere tale.«

DET er en meget raffineret tale. Lindbergh formår hele tiden at fremstå som en nobel og human pacifist, der taler for besindelse i en verden, som er ved at blive revet i stykker. Samtidig fremsætter han trusler og henviser til det racistiske vulgærbillede af rige jøder, som ejer produktionsapparatet og ler ad os andre. Talen hed »Who Are the War Agitators?« – »Hvem er krigens fortalere?« – og blev holdt i Des Moines, Iowa, ved America First Committees landsmøde. Der var 8.000 tilhørere. Roth giver os naturligvis også en dato. Talen blev holdt den 11. september.

DEN historiske Lindbergh, som holdt denne tale, var ingen professionel demagog, men en svag og let påvirkelig mand med folketække og politiske ambitioner. Lidt som en yngre Ronald Reagan, måske. I 1927 fløj han som den første pilot nogen sinde over Atlanten i ét stræk. Han charmerede Paris og resten af Europa, da han landede som fremskridtets gesandt i flyet, som hed »Spirit of St. Louis«. Det tog ham 33 timer og 30 minutter.

   Han var 25 år, og fremtiden må have lignet et lyshav. Han giftede sig rigt og fornuftigt, med forfatterinden Anne Morrow Lindbergh. De fik en søn og døbte ham Charles A. Lindbergh, Jr. Helten var hjemme og klar til det hele – og så skete der egentlig ikke så meget. Den strålende time var ligesom glemt. I 1932 blev Charles Jr. bortført og dræbt efter et langstrakt drama om løsepenge. Sagen cirkulerer fortsat i fællesmængden af konspirationsteorier. En tysk immigrant, Bruno Hauptmann, blev sigtet og dømt for forbrydelsen, men fastholdt til det sidste sin uskyld. Han blev henrettet i 1936.

VAR det sønnens død, som tippede læsset for Lindbergh? I hvert fald rejste han og Anne Morrow til England for at komme sig. Parret blev inviteret til Tyskland og var i Berlin som Hitlers gæster ved OL i 1936. Lindbergh trykkede hænder med Leni Riefenstahl og blev meget positivt inspireret af de sociale resultater i Tyskland, der i Weimar-tiden havde rodet med nogle af de samme problemer som Depressionens USA. I denne ånd tog Lindbergh hjem og talte mod bevægelsen i tiden, da skyerne over Europa trak sammen.

   Philip Roth overdriver næppe. Han skriver bare den anden historie. Med helten og offeret Lindbergh som kandidat kunne republikanerne have vundet i 1940. Fornuften fik dog flertal, da Roosevelt tampede Wilkie. Efter Pearl Harbor trak også Lindbergh piben ind og engagerede sig lidenskabeligt i den allierede krigsindsats. Han døde i 1974 og ville have grædt sig i søvn, hvis han vidste, hvilken rolle Roth har tildelt ham i The Plot Against America.

ROTH afspiller Lindberghs tale i løbet af romanen og aftrykker teksten in toto til slut. Endvidere fremlægger han et nyttigt register over, hvordan det i den faktiske historie forholdt sig med romanens autentiske personer. Samspillet mellem faktisk og alternativ historie fungerer optimalt. Imidlertid er bogen også en skildring af familiens Roths tilværelse under et regime, der dag for dag bliver lidt mere anti-semitisk uden at gå til nazistiske yderligheder.

   Det er dét aspekt, der overbeviser læseren om, at disse karakterer er levende mennesker i en virkelig hverdag, snarere end psykologiske konstruktioner i en fantastisk kulisse. Det er heldigvis også den kvalitet, som der bliver fokuseret på i HBO-serien fra 2020. Efternavnet er ændret til Levin. Ellers følger streamingserien i det store hele sit forlæg.

  

DET er den samme familie, vi har læst om i erindringsbøgerne The Facts (1988) og Patrimony (1991, En søns far). Vi er vant til at opleve alt gennem filtre. I The Facts skriver Roth som forord et brev til sit gennemgående alter ego, Nathan Zuckerman, og bogen slutter med at bringe hans svar. I Patrimony siger Roth farvel til den far, som i The Plot Against America er tegnet lyslevende sammen med sin hustru og Sandy, Philips storebror. En lille galakse af naboer, venner og slægtninge rumsterer i den travle baggrund.

   Philip er syv år i det meste af romanen, der sætter punktum i oktober 1942 under overskriften »Perpetual Fear«. Sandy tegner forelskede heltebilleder af Lindbergh. Philip samler på frimærker. De bedste afsnit skildrer drengenes intime og intense forhold, men ofte har man fornemmelsen af, at de erindrede øjeblikke udgør et nødvendigt kit for fiktionens historiske abstraktioner. Det store skræmmebillede er forankret i den lille families hverdag, forældrenes forskellige reaktioner på den omsiggribende anti-semitisme.

   Det er godt, og det fungerer, men det bliver også en begrænsning. Når det kommer til stykket, er den kontrafaktiske ramme en hæmsko. De små detaljer hænger og flagrer, fordi romanen i så høj grad er sin idé.

ROTH skrev til fire forskellige bunker. Der var sekvensen om forfatteren Nathan Zuckerman, som tæller ni titler, fra The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire) til Exit Ghost (2007). Der var romanerne om litteraturprofessoren David Kepesh – fra The Breast (1972, da. Brystet) til The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr). Og der var en stak med »andre bøger«, fra de opsigtsvækkende begyndelser i Goodbye, Columbus (1965, da. Farvel, Columbus) og Portnoy’s Complaint (1969, da. Portnoys genvordigheder) til sene højdepunkter som Sabbath’s Theatre (1995, da. Sabbaths teater), Indignation (2008) og Nemesis (2010).

   Endelig var der en gruppe »Roth Books« (forfatteren holdt selv styr på kategorierne i sin værkliste), hvoraf The Plot Against America blev den femte. Også The Facts, Patrimony og dialogromanen Deception (1990) hører til i denne bunke. Kredsens bedste roman er dog Operation Shylock (1993), hvori forfatteren Philip Roth skriver om romanpersonen »Philip Roth«, der i Jerusalem bliver hjemsøgt af en mørk tvilling, En Anden, som udgiver sig for at være Philip Roth. Det lyder sikkert søgt, men som regel giver det mening.

   Det kierkegaardske system af dæknavne bliver ikke mindre indviklet af, at de fiktive kar er forbundne. Eksempelvis optræder Nathan Zuckerman første gang i romanen My Life As a Man (1975, da. Mit liv som mand), hvor han indgår i to »Useful Fictions« – »nyttige fiktioner« – af fortælleren Peter Tarnopol. Mit liv som mand bliver dog ikke talt med i nogen af serierne.

   I Komplottet mod Amerika er problemet, at den varme fortællerstemme sådan set ikke ønsker at sætte »Familien Roth« i anførselstegn. Roth kan ikke bestemme sig for, om han virkelig vil fortælle om dengang eller bruge sig selv og sine kære som konceptuelle statister, der giver fiktionen et skær af troværdighed, fordi han kan trække på deres personlige detaljer og data. Han udnytter sit erindringsstof, kan man sige.

   Nogle steder i forfatterskabet er dét netop den grundlæggende problematik. Zuckerman-samlingen The Counterlife (1986, da. Modliv) spiller mulige (auto)fiktioner ud mod hinanden og er i virkeligheden et eksempel på, hvad man kunne kalde kontrafaktisk romanskrivning. The Plot Against America er derimod en politisk roman om reelle ideer, utopisk litteratur i traditionen fra H.G. Wells i dennes mindre åbenlyst fantastiske værker.

   Wells skrev i 1934 et erindringsbind med titlen Experiment in Autobiography. Det kunne være overskriften på Philip Roths forfatterskab. The Plot Against America var hans 26. bog. Og hverken den bedste eller den værste.

I 2020 er det naturligvis umuligt ikke også at høre Donald Trumps stemme i den populistiske retorik. Philip Roth døde i 2018 og nåede altså at se Donald Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar til lighederne mellem fiktion og virkelighed var:

»Det er lettere at forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner. Donald Trump er blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman Melvilles The Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt opfindsomme roman – Melvilles sidste – der lige så godt kunne have heddet Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).«

ROTH er opmærksom på, at der indgår en Trump-agtig figur i romanen. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig grundtype – ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige dræber-kapitalist – der trodser og overgår fantasien. Det er Trump som De Forenede Staters præsident.«

   Det var Judith Thurman (forfatter til biografien Karen Blixen og fast skribent ved magasinet The New Yorker), som udvekslede e-mails med Roth i 2017. Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.

Se også Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Philip Roth på film: Indignation (2016); Nyttige fiktioner: Philip Roth 1933-2018.

Philip Roth: The Plot Against America. 392 s. New York: Random House, 2002.

Gyldendal udgav Komplottet mod Amerika i Ole Husted Jensens oversættelse i 2006. Der er seks episoder à 60 minutter i serien, som streames på HBO Nordic. Ed Burns har skabt og skrevet den sammen med David Simon. 

Fotos: Home Box Office (HBO)/ Roth Kirschenbaum Films/ Random House, Wikimedia Commons/ YouTube (trailer + AP footage)

The Plot Against America streames på MAX

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 29.10.2004. Som det fremgår er der skrevet til og revideret.   

Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]

ALLE DE LEVENDE OG DØDE
Tarantino forvandler historien igen

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE i 1992, da Quentin Tarantino instruerede Reservoir Dogs og med ét slag blev både berømt og berygtet, var det først og fremmest tonen, stilen og volden, som gjorde indtryk.
   Tarantino ankom fuldt færdig og satte sin signatur med samme. Det var måden, der blev sprunget i tiden og klippet rundt om kuppet på. Det var gangsternes lavpraktiske samtaler, om servitricers lønforhold og lignende emner, der kunne vare i evigheder og lød som autentisk jargon. Det var Tim Roth, der forblødte i flugtbilen, og Michael Madsen, der skar øret af Kirk Baltz, mens han twistede til tonerne af »Stuck in the Middle with You« med Stealers Wheel. Tarantino medvirkede selv som Mr. Brown.

TO år efter fulgte Pulp Fiction, der forstærkede debutfilmens originale kvaliteter og var endnu mere voldsom, morsom og genrebevidst. Det var metafilm om en hypervirkelighed, hvor karakterer kunne blive blæst væk i en scene, for så senere at komme daffende ind i shorts og klipklapper, som John Travolta og Samuel L. Jackson gør i scenen med Honey Bunny og Pumpkin.
   Som i rigtig pulp fiction – altså det, vi kaldte kioskromaner – var der også en kerne af virkelighed. Der blev sagt hårdkogte sandheder i den blomstrende dialog. Jeg tabte for alvor mit hjerte i scenen, hvor Uma Thurman sidder i bilen og siger: »Don’t be a square« til Travolta. Hun tegner en firkant i luften, som filmen markerer med stiplede linier. Jeg havde aldrig set noget lignende.
   Tarantino havde hengivne fans fra begyndelsen. En vis kritisk skepsis tog af efterhånden. Han blev i genrelandskabet og opsøgte udvalgte egne. Jackie Brown (1997) var en atypisk afdæmpet Elmore Leonard-filmatisering. Den todelte Kill Bill (2003-04) var spektakulær og næsten nyfeministisk. Skønt Tarantino får skyld for at være misogyn, er pointen som regel, at kvinder bliver misbrugt.
   Den svageste film må være Death Proof (2007), som indgik i Grindhouse-projektet, hvor Tarantino og Robert Rodriguez hyldede 1950ernes genrefilm sammen. Death Proof var en forrykt kørefilm. Den skulle helst ses i en drive in-biograf.

   
FRA og med Inglourious Basterds (2009) begyndte en tematik at tage form. Ja, filmen var en blanding af parafrase og pastiche på 60ernes film om Anden Verdenskrig, med Brad Pitt som helten og Christoph Waltz som teaternazist. Men Tarantino greb chancen for at korrigere historien. Hitler og hans følge bliver brændt ihjel i en fransk biograf. Første kapitel af filmen hed for resten »Once Upon a Time in Nazi-Occupied Germany«.
   Den kontrafaktiske historieskrivning har siden været fast grund for Tarantino. Den er en slags evigt es i hans ærme, fordi vi som publikum véd, hvad der vil ske, og alligevel ingenting aner. Plottet kan strejfe på vejen til målet. De gode får lov til at smile, og de onde får deres rette bekomst. Det er både besværgende magi og en ganske radikal praksis, der passer godt til genreformatet.
   Django Unchained var en spaghettiwestern af den slags, hvor Tarantino henter halvdelen af musikken til sine soundtracks. Dusørjægeren (Christoph Waltz) frikøbte slaven (Jamie Foxx), som tog en grum hævn over plantageejeren (Leonardo DiCaprio). Django var ikke en hvid amerikaner. Alle filmens racister blev mejet ned med sadistisk frydefryd.
   The Hateful Eight var en kønspolitisk kammerspilswestern, der brugte widescreenformatet til at understrege klaustrofobien. Et galleri af faste typer var strandet i en hytte i sneen. De tirrede og forrådte hinanden. Filmens eneste kvinde – spillet af Jennifer Jason Leigh – bed fra sig, men blev slået af samtlige mænd og endelig hængt. Det var en blanding af Kill Bill og Lars von Triers Dogville. Mildest talt ikke Lucky Luke.

MED Once Upon a Time in Hollywood sætter Tarantino kronen på værket. Det er, som du sikkert ved allerede, en romantisk og dog realistisk fremstilling af livet i filmbyen i 1969.
   Over et halvt år, men med fokus på udvalgte dage, én i foråret og én i efteråret, kortlægges venskabet mellem tv-stjernen Rick Dalton og hans stunt double, Cliff Booth, som sørger for alle praktiske forhold. I baggrunden, oppe i Hollywood Hills, forbereder Charles Manson, afvist sangskriver og karismatisk kultleder, sit angreb på virkeligheden.
   Det er først og fremmest en klassisk bromance. Rick bliver arbejdsløs, da tv-selskabet lukker westernserien Bounty Law. Han drikker tæt og har problemer med sit selvværd. Cliff er i forvejen persona non grata, fordi man siger, at han dræbte sin kone. Og det gjorde han måske. Han bærer i hvert fald sin byrde med stoisk ro og en vis arrogance.
   De to mænd har kun hinanden. Det vil sige, Cliff har også en bidsk dræberhund, som han har trænet til at vente med at spise, til han kommer hjem og siger værsgo. Så ser de begge to Mannix i tv. Alle små rutiner får stor betydning i filmens kontrafaktiske slutning.

RICK og Cliff bliver spillet af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, som selv er to af de sidste filmstjerner. De gør det med overbevisende charme og indbygget usikkerhed. Man tror virkelig på et loyalt kammeratskab.
   Rick har løse småjobs. Så siger han ja til at medvirke i en italiensk western. Han kommer hjem med nyvunden stjerneværdighed og en italiensk hustru. Han siger til Cliff, at de nok må afbryde samarbejdet. Det er så vemodigt, at de drikker sig fra sans og samling. Rick bor for resten på Cielo Drive i Benedict Canyon og er nabo til Roman Polanski og Sharon Tate. Her mødes alle tråde den 9. august, 1969, da tre medlemmer af Manson Familien kommer for at dræbe beboerne i huset.
   Jeg røber ikke mere. Som tilskuer fortjener man at få den fulde virkning. Det siger vel sig selv, at Once Upon a Time in Hollywood ikke følger den officielle historie. Vist er finalen en voldseksplosion, men det går ikke som i virkeligheden. Som sagt har Tarantino fået smag for at revidere historien. Måske kan han slet ikke lade være.

DET er hans bedste film til dato, for i Hollywood er han på hjemmebane. Tarantino er født i Tennessee, men kom til Californien, da hans forældre gik fra hinanden. Det var i 1967. Drengen var fire, hans mor tyve år. Hun tænkte på Quint Asper, Burt Reynolds' karakter i westernserien Gunsmoke, da hun gav ham fornavnet Quentin.
   Reynolds var castet til en lille rolle i Once Upon a Time in Hollywood, da han døde i 2018. Under alle omstændigheder, siger Tarantino, er karakteren Rick Dalton baseret på alle de gammeldags heltetyper, som blev valgt fra, da rockkulturen og New Hollywood ændrede mentaliteten. Han nævner navne som Vince Edwards, Edd Byrnes og Ty Hardin. Fabian og Tab Hunter. Den nye tid tilhørte Peter Fonda, Jack Nicholson og Elliott Gould. Kulturen var taget et andet sted hen.
   Cowboyserier som Gunsmoke (1955-75) og Rawhide (1959-66) var et marked for falmende stjerner. Der var et skel mellem tv og film, som ikke længere findes. Alle så tv, men filmen var finest. Clint Eastwood var træt af sin rolle i Rawhide, da han tog imod et italiensk tilbud om at spille Manden uden Navn i Sergio Leones En nævefuld dollars (1964).
   Once Upon a Time er fortalt i en mageligt slentrende form, der giver tilskueren rig lejlighed til at nyde de kærligt genskabte detaljer i Hollywood-arkæologien. Filmen bygger op til finalen på Cielo Drive, men der er ingen undergangsstemning. Bare mennesker, som lever deres liv.
   Tarantino ved – eller tager for givet – at publikum kender historien. Han kan bruge to timer på at fortælle anekdoter og skrive sædeskildring. Spændingen er bygget ind i præmissen: hvordan vil filmen skildre det infamøse massemord, som markerede 60ernes slutning?

FORBINDELSEN til Manson er kun en lille tråd i tæppet. Når Cliff venter på Rick eller kører ærinder for ham, er der somme tider en af de unge hippiekvinder i cutoffs, som fanger hans blik. Der er flere af dem i gadebilledet. De står ved læskure og tomler eller roder efter mad i skraldespande. Det er ikke noget, Cliff tænker videre over. Det er bare de nye unge i tiden, som hverken han eller Rick holder af. Men Cliff er altid bedre til at bruge dagens tilbud.
   Da han ser den samme pige for tredje gang, giver Cliff efter og tager hende op. Manson Familien hvervede nye medlemmer ved at lade kvinderne fellatere de mænd, som gav dem kørelejlighed. Cliff siger nej tak og kører Pussycat (Margaret Qualley) op til den forfaldne Spahn Movie Ranch, hvor han og Rick kom i den gode tid, da de optog Bounty Law.
   Her er et ramponeret westernset og en bås med heste til turisternes børn. I hovedbygningen ligger den blinde George Spahn (Bruce Dern) og venter på at blive seksuelt betjent af Squeaky Fromme (Dakota Fanning), hans favorit blandt Manson-kvinderne. Cliff spørger, om alt er i orden. Spahn beder ham rende og hoppe. Han er ingen stakkels gammel mand.
   Manson Familien havde en aftale med Spahn. De passede ranchen og tog sig af ham. Til gengæld boede de gratis. Cliff vrider armen om på Mansons næstkommanderende, der har piftet hans dæk. Der er atter et stand-off, hvor Cliff sætter sig i respekt. Det gør han filmen igennem. Cliff Booth er intet blomsterbarn.

FILMEN blander fiktive figurer og autentiske karakterer. Til en fest i Playboy Mansion taler Steve McQueen (Damien Lewis) med Mama Cass (Rachel Redleaf) og Michelle Phillips (Rebecca Rittenhouse) fra The Mamas & the Papas. Cliff er i urkomisk nærkamp med martial arts-ikonet Bruce Lee (Mike Moh), som ikke giver ham megen modstand.
   Her er alle de levende og døde, både fra dengang og nu. Da Rick får en gæsterolle i westernserien Lancer (1968-70) – og er så taknemlig for jobbet – møder han Wayne Maunder, som bliver spillet af Luke Perry, der endnu levede i 2018. Det er dog en 8-årig barnestjerne (Julia Butters), som har mere styr på tingene end Rick, der stjæler billedet ved den lejlighed. Hun forklarer den nervøse mand, som faktisk er en god skuespiller, hvorfor hans gerning er vigtig.
   Rick er også med i en krigsfilm, hvor han lærer at bruge en stor flammekaster. Det eksotiske våben bliver en vigtig rekvisit, da filmen til slut reviderer historien.
   Charles Manson (Damon Herriman) ringer på i Cielo Drive, fordi han tror, at Beach Boys-produceren Terry Melcher (som nægtede Manson en pladekontrakt) stadig bor i huset sammen med Candice Bergen. Roman Polanski (Rafal Zawierucha) ledsager sin hustru i et par scener. Men disse fabeldyr er bipersoner. Det er en generel strategi, at faktiske navne optræder i forbifarten, mens de fiktive bliver fuldt skrevet ud.

UNDTAGELSEN er Sharon Tate (Margot Robbie). Tarantino bruger en lang sekvens på at følge med Tate gennem dagen. Polanski er i London for at arbejde på The Day of the Dolphin (der blev færdiggjort af Mike Nichols). I mellemtiden bor hun i huset sammen med Wojciech Frykowski og Abigail Folger. Jay Sebring (Emil Hirsch), hendes kæreste fra tiden før ægteskabet med Polanski, er med til at indrette barneværelset.
   Filmen træder sidelæns for at se på Hollywood med Tates øjne og på Tate med eftertidens blik. Hun er 26 år, og hun glæder sig til at tage hul på det hele. Hun smiler og nynner i solen. Hun går ind og ser en film med sig selv. I The Wrecking Crew spiller hun sammen med Dean Martin. Det var en af de populære spionkomedier i serien om Matt Helm. Filmen hed Matt Helm og de hårde drenge ved sin danske premiere i juli 1969.
   Sharon ser kun Sharon, og hun er meget tilfreds. Hun spiller Freya Carlson, en britisk agent, der bliver sendt ind for at hjælpe Matt Helm. Hendes navn står lige under Elke Sommers på plakaten, og i The New York Times har Vincent Canby skrevet, at »det eneste gode ved filmen er Sharon Tate«. Hun spørger pigen i billetlugen, om man kommer gratis ind, hvis man medvirker. Ejeren kommer og hilser på. Hun sætter sig i den halvtomme sal og nyder øjeblikket. Hun studerer de andre ansigters reaktioner i scenerne, hvor hun er på lærredet. 
   Det er en meget bevægende scene. The Wrecking Crew havde amerikansk premiere i marts. Det må være et halvt år før Manson-mordene. Hun er ikke højgravid endnu. Tate blev stukket 16 gange. Sebring, Frykowski og Folger døde også. Her fastholder filmen det liv, som blev taget. Og forpligter sig på at give det tilbage.

DER er filmen igennem lagt spor ud, som mødes i den voldsomme slutning. En cigaret, der er dyppet i LSD; måden som stuntmanden træner sin hund på; Ricks benovelse over de nye naboer; flammekasteren fra krigsfilmen; en generel fortabelse i psykedelisk hedonisme. Alle effekterne kommer i brug. Der er eufori og katarsis i salen.
   Once Upon a Time in Hollywood er en forrygende blanding af lille hjemstavnsskildring og stor mentalitetshistorie. Jeg så filmen i Cannes til urpremieren. Den har så at sige simret i baghovedet lige siden. Jeg tilstår, at jeg er meget glad for den. Jeg har altid beundret stilen og formen. Denne gang tror jeg også på dét, manden siger.

Se også Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

Once Upon a Time in Hollywood. Instr. & manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 161 min. USA-UK-Kina 2019. Dansk premiere: 15.08.2019

Fotos: Columbia Pictures/ Bona Film Group/ Heyday Films/ Sony Pictures Releasing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 10.12.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.08.2019