Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]

ALLE DE LEVENDE OG DØDE
Tarantino forvandler historien igen

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE i 1992, da Quentin Tarantino instruerede Reservoir Dogs og med ét slag blev både berømt og berygtet, var det først og fremmest tonen, stilen og volden, som gjorde indtryk.
   Tarantino ankom fuldt færdig og satte sin signatur med samme. Det var måden, der blev sprunget i tiden og klippet rundt om kuppet på. Det var gangsternes lavpraktiske samtaler, om servitricers lønforhold og lignende emner, der kunne vare i evigheder og lød som autentisk jargon. Det var Tim Roth, der forblødte i flugtbilen, og Michael Madsen, der skar øret af Kirk Baltz, mens han twistede til tonerne af »Stuck in the Middle with You« med Stealers Wheel. Tarantino medvirkede selv som Mr. Brown.

TO år efter fulgte Pulp Fiction, der forstærkede debutfilmens originale kvaliteter og var endnu mere voldsom, morsom og genrebevidst. Det var metafilm om en hypervirkelighed, hvor karakterer kunne blive blæst væk i en scene, for så senere at komme daffende ind i shorts og klipklapper, som John Travolta og Samuel L. Jackson gør i scenen med Honey Bunny og Pumpkin.
   Som i rigtig pulp fiction – altså det, vi kaldte kioskromaner – var der også en kerne af virkelighed. Der blev sagt hårdkogte sandheder i den blomstrende dialog. Jeg tabte for alvor mit hjerte i scenen, hvor Uma Thurman sidder i bilen og siger: »Don’t be a square« til Travolta. Hun tegner en firkant i luften, som filmen markerer med stiplede linier. Jeg havde aldrig set noget lignende.
   Tarantino havde hengivne fans fra begyndelsen. En vis kritisk skepsis tog af efterhånden. Han blev i genrelandskabet og opsøgte udvalgte egne. Jackie Brown (1997) var en atypisk afdæmpet Elmore Leonard-filmatisering. Den todelte Kill Bill (2003-04) var spektakulær og næsten nyfeministisk. Skønt Tarantino får skyld for at være misogyn, er pointen som regel, at kvinder bliver misbrugt.
   Den svageste film må være Death Proof (2007), som indgik i Grindhouse-projektet, hvor Tarantino og Robert Rodriguez hyldede 1950ernes genrefilm sammen. Death Proof var en forrykt kørefilm. Den skulle helst ses i en drive in-biograf.

   
FRA og med Inglourious Basterds (2009) begyndte en tematik at tage form. Ja, filmen var en blanding af parafrase og pastiche på 60ernes film om Anden Verdenskrig, med Brad Pitt som helten og Christoph Waltz som teaternazist. Men Tarantino greb chancen for at korrigere historien. Hitler og hans følge bliver brændt ihjel i en fransk biograf. Første kapitel af filmen hed for resten »Once Upon a Time in Nazi-Occupied Germany«.
   Den kontrafaktiske historieskrivning har siden været fast grund for Tarantino. Den er en slags evigt es i hans ærme, fordi vi som publikum véd, hvad der vil ske, og alligevel ingenting aner. Plottet kan strejfe på vejen til målet. De gode får lov til at smile, og de onde får deres rette bekomst. Det er både besværgende magi og en ganske radikal praksis, der passer godt til genreformatet.
   Django Unchained var en spaghettiwestern af den slags, hvor Tarantino henter halvdelen af musikken til sine soundtracks. Dusørjægeren (Christoph Waltz) frikøbte slaven (Jamie Foxx), som tog en grum hævn over plantageejeren (Leonardo DiCaprio). Django var ikke en hvid amerikaner. Alle filmens racister blev mejet ned med sadistisk frydefryd.
   The Hateful Eight var en kønspolitisk kammerspilswestern, der brugte widescreenformatet til at understrege klaustrofobien. Et galleri af faste typer var strandet i en hytte i sneen. De tirrede og forrådte hinanden. Filmens eneste kvinde – spillet af Jennifer Jason Leigh – bed fra sig, men blev slået af samtlige mænd og endelig hængt. Det var en blanding af Kill Bill og Lars von Triers Dogville. Mildest talt ikke Lucky Luke.

MED Once Upon a Time in Hollywood sætter Tarantino kronen på værket. Det er, som du sikkert ved allerede, en romantisk og dog realistisk fremstilling af livet i filmbyen i 1969.
   Over et halvt år, men med fokus på udvalgte dage, én i foråret og én i efteråret, kortlægges venskabet mellem tv-stjernen Rick Dalton og hans stunt double, Cliff Booth, som sørger for alle praktiske forhold. I baggrunden, oppe i Hollywood Hills, forbereder Charles Manson, afvist sangskriver og karismatisk kultleder, sit angreb på virkeligheden.
   Det er først og fremmest en klassisk bromance. Rick bliver arbejdsløs, da tv-selskabet lukker westernserien Bounty Law. Han drikker tæt og har problemer med sit selvværd. Cliff er i forvejen persona non grata, fordi man siger, at han dræbte sin kone. Og det gjorde han måske. Han bærer i hvert fald sin byrde med stoisk ro og en vis arrogance.
   De to mænd har kun hinanden. Det vil sige, Cliff har også en bidsk dræberhund, som han har trænet til at vente med at spise, til han kommer hjem og siger værsgo. Så ser de begge to Mannix i tv. Alle små rutiner får stor betydning i filmens kontrafaktiske slutning.

RICK og Cliff bliver spillet af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, som selv er to af de sidste filmstjerner. De gør det med overbevisende charme og indbygget usikkerhed. Man tror virkelig på et loyalt kammeratskab.
   Rick har løse småjobs. Så siger han ja til at medvirke i en italiensk western. Han kommer hjem med nyvunden stjerneværdighed og en italiensk hustru. Han siger til Cliff, at de nok må afbryde samarbejdet. Det er så vemodigt, at de drikker sig fra sans og samling. Rick bor for resten på Cielo Drive i Benedict Canyon og er nabo til Roman Polanski og Sharon Tate. Her mødes alle tråde den 9. august, 1969, da tre medlemmer af Manson Familien kommer for at dræbe beboerne i huset.
   Jeg røber ikke mere. Som tilskuer fortjener man at få den fulde virkning. Det siger vel sig selv, at Once Upon a Time in Hollywood ikke følger den officielle historie. Vist er finalen en voldseksplosion, men det går ikke som i virkeligheden. Som sagt har Tarantino fået smag for at revidere historien. Måske kan han slet ikke lade være.

DET er hans bedste film til dato, for i Hollywood er han på hjemmebane. Tarantino er født i Tennessee, men kom til Californien, da hans forældre gik fra hinanden. Det var i 1967. Drengen var fire, hans mor tyve år. Hun tænkte på Quint Asper, Burt Reynolds' karakter i westernserien Gunsmoke, da hun gav ham fornavnet Quentin.
   Reynolds var castet til en lille rolle i Once Upon a Time in Hollywood, da han døde i 2018. Under alle omstændigheder, siger Tarantino, er karakteren Rick Dalton baseret på alle de gammeldags heltetyper, som blev valgt fra, da rockkulturen og New Hollywood ændrede mentaliteten. Han nævner navne som Vince Edwards, Edd Byrnes og Ty Hardin. Fabian og Tab Hunter. Den nye tid tilhørte Peter Fonda, Jack Nicholson og Elliott Gould. Kulturen var taget et andet sted hen.
   Cowboyserier som Gunsmoke (1955-75) og Rawhide (1959-66) var et marked for falmende stjerner. Der var et skel mellem tv og film, som ikke længere findes. Alle så tv, men filmen var finest. Clint Eastwood var træt af sin rolle i Rawhide, da han tog imod et italiensk tilbud om at spille Manden uden Navn i Sergio Leones En nævefuld dollars (1964).
   Once Upon a Time er fortalt i en mageligt slentrende form, der giver tilskueren rig lejlighed til at nyde de kærligt genskabte detaljer i Hollywood-arkæologien. Filmen bygger op til finalen på Cielo Drive, men der er ingen undergangsstemning. Bare mennesker, som lever deres liv.
   Tarantino ved – eller tager for givet – at publikum kender historien. Han kan bruge to timer på at fortælle anekdoter og skrive sædeskildring. Spændingen er bygget ind i præmissen: hvordan vil filmen skildre det infamøse massemord, som markerede 60ernes slutning?

FORBINDELSEN til Manson er kun en lille tråd i tæppet. Når Cliff venter på Rick eller kører ærinder for ham, er der somme tider en af de unge hippiekvinder i cutoffs, som fanger hans blik. Der er flere af dem i gadebilledet. De står ved læskure og tomler eller roder efter mad i skraldespande. Det er ikke noget, Cliff tænker videre over. Det er bare de nye unge i tiden, som hverken han eller Rick holder af. Men Cliff er altid bedre til at bruge dagens tilbud.
   Da han ser den samme pige for tredje gang, giver Cliff efter og tager hende op. Manson Familien hvervede nye medlemmer ved at lade kvinderne fellatere de mænd, som gav dem kørelejlighed. Cliff siger nej tak og kører Pussycat (Margaret Qualley) op til den forfaldne Spahn Movie Ranch, hvor han og Rick kom i den gode tid, da de optog Bounty Law.
   Her er et ramponeret westernset og en bås med heste til turisternes børn. I hovedbygningen ligger den blinde George Spahn (Bruce Dern) og venter på at blive seksuelt betjent af Squeaky Fromme (Dakota Fanning), hans favorit blandt Manson-kvinderne. Cliff spørger, om alt er i orden. Spahn beder ham rende og hoppe. Han er ingen stakkels gammel mand.
   Manson Familien havde en aftale med Spahn. De passede ranchen og tog sig af ham. Til gengæld boede de gratis. Cliff vrider armen om på Mansons næstkommanderende, der har piftet hans dæk. Der er atter et stand-off, hvor Cliff sætter sig i respekt. Det gør han filmen igennem. Cliff Booth er intet blomsterbarn.

FILMEN blander fiktive figurer og autentiske karakterer. Til en fest i Playboy Mansion taler Steve McQueen (Damien Lewis) med Mama Cass (Rachel Redleaf) og Michelle Phillips (Rebecca Rittenhouse) fra The Mamas & the Papas. Cliff er i urkomisk nærkamp med martial arts-ikonet Bruce Lee (Mike Moh), som ikke giver ham megen modstand.
   Her er alle de levende og døde, både fra dengang og nu. Da Rick får en gæsterolle i westernserien Lancer (1968-70) – og er så taknemlig for jobbet – møder han Wayne Maunder, som bliver spillet af Luke Perry, der endnu levede i 2018. Det er dog en 8-årig barnestjerne (Julia Butters), som har mere styr på tingene end Rick, der stjæler billedet ved den lejlighed. Hun forklarer den nervøse mand, som faktisk er en god skuespiller, hvorfor hans gerning er vigtig.
   Rick er også med i en krigsfilm, hvor han lærer at bruge en stor flammekaster. Det eksotiske våben bliver en vigtig rekvisit, da filmen til slut reviderer historien.
   Charles Manson (Damon Herriman) ringer på i Cielo Drive, fordi han tror, at Beach Boys-produceren Terry Melcher (som nægtede Manson en pladekontrakt) stadig bor i huset sammen med Candice Bergen. Roman Polanski (Rafal Zawierucha) ledsager sin hustru i et par scener. Men disse fabeldyr er bipersoner. Det er en generel strategi, at faktiske navne optræder i forbifarten, mens de fiktive bliver fuldt skrevet ud.

UNDTAGELSEN er Sharon Tate (Margot Robbie). Tarantino bruger en lang sekvens på at følge med Tate gennem dagen. Polanski er i London for at arbejde på The Day of the Dolphin (der blev færdiggjort af Mike Nichols). I mellemtiden bor hun i huset sammen med Wojciech Frykowski og Abigail Folger. Jay Sebring (Emil Hirsch), hendes kæreste fra tiden før ægteskabet med Polanski, er med til at indrette barneværelset.
   Filmen træder sidelæns for at se på Hollywood med Tates øjne og på Tate med eftertidens blik. Hun er 26 år, og hun glæder sig til at tage hul på det hele. Hun smiler og nynner i solen. Hun går ind og ser en film med sig selv. I The Wrecking Crew spiller hun sammen med Dean Martin. Det var en af de populære spionkomedier i serien om Matt Helm. Filmen hed Matt Helm og de hårde drenge ved sin danske premiere i juli 1969.
   Sharon ser kun Sharon, og hun er meget tilfreds. Hun spiller Freya Carlson, en britisk agent, der bliver sendt ind for at hjælpe Matt Helm. Hendes navn står lige under Elke Sommers på plakaten, og i The New York Times har Vincent Canby skrevet, at »det eneste gode ved filmen er Sharon Tate«. Hun spørger pigen i billetlugen, om man kommer gratis ind, hvis man medvirker. Ejeren kommer og hilser på. Hun sætter sig i den halvtomme sal og nyder øjeblikket. Hun studerer de andre ansigters reaktioner i scenerne, hvor hun er på lærredet. 
   Det er en meget bevægende scene. The Wrecking Crew havde amerikansk premiere i marts. Det må være et halvt år før Manson-mordene. Hun er ikke højgravid endnu. Tate blev stukket 16 gange. Sebring, Frykowski og Folger døde også. Her fastholder filmen det liv, som blev taget. Og forpligter sig på at give det tilbage.

DER er filmen igennem lagt spor ud, som mødes i den voldsomme slutning. En cigaret, der er dyppet i LSD; måden som stuntmanden træner sin hund på; Ricks benovelse over de nye naboer; flammekasteren fra krigsfilmen; en generel fortabelse i psykedelisk hedonisme. Alle effekterne kommer i brug. Der er eufori og katarsis i salen.
   Once Upon a Time in Hollywood er en forrygende blanding af lille hjemstavnsskildring og stor mentalitetshistorie. Jeg så filmen i Cannes til urpremieren. Den har så at sige simret i baghovedet lige siden. Jeg tilstår, at jeg er meget glad for den. Jeg har altid beundret stilen og formen. Denne gang tror jeg også på dét, manden siger.

Se også Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

Once Upon a Time in Hollywood. Instr. & manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 161 min. USA-UK-Kina 2019. Dansk premiere: 15.08.2019

Fotos: Columbia Pictures/ Bona Film Group/ Heyday Films/ Sony Pictures Releasing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 10.12.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.08.2019

Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]

JOKER: HADETS HARLEKIN
Et billede på verden af i dag

Af BO GREEN JENSEN

INGEN har superkræfter i Joker. Det er i bund og grund en verden uden helte, som Todd Phillips og medforfatteren Scott Silver præsenterer i deres realistiske (sådan da) særudgave af byen fra Batman-universet. 
   Her er Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) en professionel klovn, som ingen vil le ad. Han arbejder som levende plakatsøjle (og bliver overfaldet af drenge, der plukker vingerne af ham for sjov) og optræder på hospitalet, hvor han sætter børneafdelingen på den anden ende ved at tabe en revolver, som en »venlig« kollega har givet ham med.

ARTHUR er mentalt ustabil og svært medicineret. Han lider af en form for Tourettes, som får ham til at le på de mest upassende steder: irriterende og ustandselig som en billig lattermaskine. Denne Joker har ingen fysisk skamfering, men er et omvandrende katastrofetilfælde.
   Han er i øvrigt et godt og ærligt menneske, der drømmer om at blive standupkomiker. Arthur skriver ideer ned i en dagbog, der giver psykologen kuldegysninger. Han passer sin syge mor, Penny (Frances Conroy), der har ladet ham forstå, at han er frugten af hendes forhold til Thomas Wayne (Brett Cullen) – byens førende finansmand og far til en søn med fornavnet Bruce (som altså må være den kommende Batman).
   Hver aften sidder mor og søn sammen og ser Murray Franklin Live, et talkshow med en alfaderlig vært, som har været der i hele Arthurs liv. Den joviale Murray Franklin bliver spillet af Robert De Niro. Arthur drømmer om selv at sidde i stolen hos Murray, som engang inviterede ham på scenen, da Penny og Arthur var blandt publikum i studiet.
   Hos psykologen får Arthur at vide, at programmet for sindslidende er sparet væk. Han bliver fyret fra sit klovnejob, men i elevatoren kommer han tæt på Sophie (Zazie Beetz), den spændende mor fra lidt henne ad gangen. Hendes søn beklager sig, det er i ulvetimen. Hun gør en indforstået gestus, sætter fingrene til tindingen og trykker af.
   Er det dét, der tipper Arthur over? Og gør hun det virkelig eller hvordan?

DET er ikke til at vide. Vi er i en smeltende bevidsthed, hvor grebet om virkeligheden bliver stadig mere usikkert. Joker er åbenlyst inspireret af to film af Martin Scorsese. Arthur Fleck ligner både kældermennesket Travis Bickle i Taxi Driver (1976) og fantasten Rupert Pupkin i King of Comedy (1982) – men holdet bag Joker har nok også set Ron Howards Et smukt sind (2001), Brad Andersons The Machinist (2004) og et par andre film med indbildte venner. 
   Tid og sted må være Gotham City i 1981, for biograferne spiller Brian De Palmas Døden sletter alle spor (bedre kendt som Blow Out) og Peter Medaks campede komedie om Zorro the Gay Blade. I toget bliver Arthur overfaldet af tre berusede børsmæglertyper, som kunne være fætre til Patrick Bateman fra American Psycho. Denne gang har Arthur et våben, og salen er på hans side. Der bliver jublet, da han bruger det.

NU begynder en god tid for Arthur. Han skynder sig hjem til den kønne nabo, som lukker ham ind. Næste dag er hans værk i nyhederne. Byens fattige hader de rige, og drabene bliver set som en heltegerning. Arthur opsøger Thomas Wayne og bliver afvist. Egentlig er han lettet, da han og Sophie sidder på hospitalet og venter på, at Penny skal dø.
   Arthurs scenedebut er en katastrofe. Hver enkelt vittighed dør på stedet, men han gennemfører til ære for Sophie. Nogen filmer den pinlige optræden. Han har næsten lukket af, da der bliver ringet fra Murray Franklin Live, som gerne vil have ham som gæst. Arthur øver sig på sin entré. Han lægger Joker-sminken udførligt. Så går han på.
   Det bliver en mindeværdig aften (og et filmøjeblik, som du glemmer sent, kan jeg love). Bagefter er verden ikke den samme. For hvad får man, hvis man sætter en utilregnelig taber på gaden i et samfund, som træder ham ned? Joker giver selv svaret: Præcis, hvad man fortjener.

JOKER var der fra begyndelsen. Han mangler i nummer 27 af Detective Comics (maj 1939), hvor Batman-skikkelsen bliver præsenteret, men han er allerede ærkefjenden i det første selvstændige nummer af Batman (april 1940). 
   Bob Kane og Bill Finger baserede Joker på Gwynplaine, den tragiske prins fra Victor Hugos Manden der ler (1869). I bogen er mundvigene skåret op, det kroniske smil er et ar. Det var skuespilleren Conrad Veidts make-up i Paul Lenis (stumme) filmudgave af The Man Who Laughs (1928), som inspirerede tegneren Jerry Robinson. 80 år senere er der stadig en skræmmende lighed.
   Der findes et utal af Joker-historier med mange forskellige takes på figuren. I dem alle defineres han af sit forhold til Batman. Det bliver tidligt et tema, at helten og skurken behøver hinanden. De er hinandens forudsætninger. De er også jævnbyrdige fjender. Hverken Joker eller Batman har særlige kræfter. De er bare besatte mænd, som har trænet.

EN særligt toneangivende Joker så dagens lys i 1988, da Alan Moore (den legendariske forfatter bag Watchmen, V for Vendetta, From Hell og Det Hemmelighedsfulde Selskab) fik frie hænder til at bearbejde figuren. Sammen med tegneren Brian Bolland skabte Moore albummet The Killing Joke, som på dansk hedder Den, der ler sidst... Her er en skarp, brutal, sadistisk inkarnation af figuren, der er ond af princip.
   For Moore var det vigtigt at understrege den gensidige afhængighed. Til slut fortæller Joker en vittighed, som også Batman ler af. Moore brugte en gammel Bill Finger-historie (»The Man Behind the Red Hood« fra 1951) til at give Joker en origin story. Før forvandlingen er han en arbejdløs komiker med en højgravid hustru og pengeproblemer. Han lokkes til at medvirke ved et røveri, bliver svigtet og falder i et kar med kemikalier, som vansirer ham. Han er offeret, der går til modangreb, ganske som Arthur Fleck er i filmen, hvor invalideringen bliver psykologisk.
   Phillips og Silver bruger ikke Moores historie, men Joker er skabt i den samme filosofiske ånd og ser verden lige sådan. Filmen krediterer også Brian Bolland for måden, som Joker klæder sig på.

SÆTSTYKKET er den forbløffende scene, hvor Joker omsider er klar. Der er meget i filmen, som ikke skal røbes, men denne sekvens står alene som et dansenummer i en musical – Gene Kelly, der synger i regnen, måske.
   Arthur Fleck er på vej til studiet, hvor Murray Franklin Live bliver optaget. Han er nu iført Jokers røde jakkesæt med gul vest og har lagt klovnesminken på. Han er tynd som en ragekniv, stolt som en pave og gal som en gøg. Han står ved en stejl trappe, som fører ned til toget, og han begynder at danse med syg elegance til tonerne af Gary Glitter, der stønner og stamper sig gennem glamrockhittet »Rock and Roll Part 2«, som var stort i 1972. Siden sangeren i 1999 blev idømt 16 års fængsel for pædofile aktiviteter, har der ikke været rift om at bruge hans sange på soundtracks. Men i denne films bizarre kontekst giver det mening.

MANGE har spillet figuren på film. Cesar Romero var nærmest en operaklovn i biografudgaven af tv-serien fra 1966. Jack Nicholson gav Joker en mere myndig aura og var for Tim Burtons Batman (1989), hvad Marlon Brando havde været for Richard Donners Superman (1978): en kritisk forsikring. Her var Joker identisk med gangsteren Jack Napier.
   Heath Ledger viskede tavlen ren med den forpinte kaosmester i Christopher Nolans The Dark Knight (2008). Ledger modtog posthumt en Oscar for rollen. Jared Leto er et lapset slangemenneske i David Ayers Suicide Squad (2016), hvor også kæresten Harley Quinn (Margot Robbie), der er lige så ødelagt og debil som sin mand, bliver vist frem.
   Joaquin Phoenix spiller rollen i stilen fra Ledger og Leto, men er egentlig allerbedst, når han ikke skjuler sit ansigt bag sminke. Phoenix gør Arthur Fleck til et tragisk og troværdigt menneske. Der er en hjerteskærende scene, hvor han ler sin Tourette-latter i bussen og bliver nidstirret af fordømmende mødre. Her er en mand uden håb eller venner. Joker var altid en nødstedt djævel. Her bliver han en perfekt paria.

JOKER demonstrerer, hvad superheltegenren kan bruges til, hvis man eksperimenterer med stoffet og lader det ånde, i stedet for at hælde flere digitale effekter og mere CGI-mainstream på. Præmissen er unik. Filmen fravælger mytologien. Omvendt var der ingen film uden mytologien. Joker må lande et sted, hvor historien knytter an til den officielle version.
   Efter Arthurs chokerende optræden i den definitivt sidste udgave af Murray Franklin Live, begynder filmen at tale direkte til tiden. Selv Joker er ikke forberedt på den sociale omvæltning, han sætter i gang. Han bliver en folkehelt i Gotham City, hvor gadens bærme begynder at hærge. Han er manden, som myrdede tre af de rige. Den rasende masse fejrer sin konge.
   Det er ikke Joker selv, som skyder den Donald Trump-agtige Thomas Wayne og hans hustru, der kommer ud fra biografen med deres søn. Men han ser det ske, og han ser drengen, som senere bliver til Batman. Det er ikke en lykkelig slutning, hverken for Bruce eller hævneren Arthur, som her tager afsked med resterne af sin menneskelighed.

JOKER vandt førsteprisen på filmfestivalen i Venedig, og Joaquin Phoenix bliver uden tvivl Oscar-nomineret for rollen.* Det vigtigste er dog, at filmen siger: Ecce homo – Se, hvilket menneske! Man er dybt inde i en psykotisk bevidsthed, der bliver skildret med empati og tolerance. At manden siden bliver Batmans ærkefjende, er af mindre betydning. 
   Portrættet af byen, hvor rige og fattige hader hinanden og mobiliserer til krig, er spot on. I Joker bliver genrefilmen et spejlbillede af sin samtid. Joker går til modangreb på vegne af alle, som ingenting har. Den dræbende vittighed får en pointe. Herfra er der ingen vej tilbage.

*) Joker var nomineret til 11 Academy Awards ved den 92. Oscar-uddeling, som fandt sted i Dolby Theatre, Los Angeles, den 9. februar 2020. Joaquin Phoenix modtog Best Actor-prisen, og Hildur Gudnadottirs musik fik prisen for Best Original Score. 

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022).

Joker. Instr.: Todd Phillips. Manus: Scott Silver, Todd Phillips. Foto: Lawrence Sher. 121 min. USA 2019. Dansk premiere: 03.10.2019.

Foto: DC  Comics/ Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ BRON Studios/ DC Entertainment

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 07.01.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.10.2019

Lazzaro den lykkelige (Lazzaro Felice) [Bedste biograffilm 2019 nr. 5]

SMÅ HINKESTEDER PÅ VEJEN
Et eventyr om det moderne Italien

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er vi tilbage, ser det ud til, i fjerne og næsten feudale tider. Alice Rohrwachers overrumplende fabel begynder som en realistisk skildring af dagliglivet blandt italienske fæstebønder på et gods, hvor man dyrker tobak. Tænk 1900, Træskotræet, Padre Padrone. Landsbyen hedder La Inviolata, for det er et sted, som tiden ikke har rørt. 
   Billedtonen er stille og rolig. Publikum indstiller sig på at se en grundig beskrivelse af landmandslivet. Man bor i klinede huse, dyrker jorden efter antikke metoder og slider for at høste sparsomme afgrøder. Alle bærer gammeldags tøj. Der er måske en enkelt nøgen elpære. Vi får gradvis et indtryk af, hvor mange praktiske pligter, der er. Eller var, i fordums tid.

INGEN forlader Inviolata, som ligger afsondret, inde i landet. Familierne gifter sig ind i hinanden. Hver uge kommer forvalteren Nicola, henter afgrøderne og betaler bønderne for sidste uges varer. Prisen bliver heftigt diskuteret. Der er altid gammel gæld at modregne, og markedet er i minus. Man taler i henførte vendinger om la marchesa, der er som en mor for dem alle. Når Nicola er gået, bliver hun naturligvis også bagtalt. 
   Stilen er næsten antropologisk. Det er et enkelt liv, hvor man følger årstiderne og lever i harmoni med den brune, umbriske jord. Men vi ser, at der hersker en hård hakkeorden, hvor alle tørrer de tungeste pligter af på den næste i fødekæden. Nederst i hierarkiet er Lazzaro. Han klager ikke og siger aldrig nej. Han ser sig om med milde øjne. Han er lidt for god til denne verden, og alle i landsbyen udnytter ham.

TIDSFORNEMMELSEN bliver mere usikker, da filmen klipper til herskabets verden. I villaen står den kæderygende Alfonsina De Luna og ser ned på sine besiddelser. Hun diskuterer med sin søn, den dovent rebelske Tancredi. Han anfægter moralen i det store bedrag, som holder sammen på tingenes orden. Hvor længe vil hun holde tyendet hen? Violetta siger, at mennesker er som dyr. De har bedst af at blive i troen.
   For uden for Inviolata er det moderne ankommet for længst. Aristokraterne lever i resterne af en fattigfin luksus, som er ved at gå ned og forsvinde. Det er virkelig svære tider i tobaksindustrien. Tancredi hører grunge på sin walkman. Vi kunne være i 1992.
   Jeg røber her det første af en række forhold, som giver filmen narrativt moment. Lazzaro den lykkelige er ikke en plotdreven spændingsfilm, men fortællingen slår nogle magiske krøller, der kommer som åbenbaringer. Man kan høre, at publikum undrer sig. Der går et kollektivt suk gennem salen, når endnu en dør i historien bliver åbnet. For at få den fulde virkning, skal man have de overraskelser. Jeg vil derfor fortie adskilligt og prøve at skrive rundt om, hvad der sker. Men lad alligevel være med at læse mere, hvis De gerne vil bevare Deres uskyld.
   Hierarkiet ændrer sig ikke. Alligevel sker der forrykkelser, da Lazzaro møder den unge Tancredi. Markisens søn vil væk. Han fingerer sin egen bortførsel og skjuler sig i hulen, hvor Lazzaro har et hemmeligt fristed. Lazzaro henter mad og vin. Tancredi er skiftevis venlig og sarkastisk. Han undrer sig over Lazzaros godhed, for han forstår, at den kommer fra hjertet. Lazzaro er benovet over Tancredis erfaring og taknemmelig for at have fået en ven.
   Der indtræffer en banal ulykke, som får det vaklende dronningerige til at synke i grus. Da det sker, trækker kameraet sig op i kosmisk perspektiv. Vi ser, at Inviolata ligger som en ø i det umbriske landskab. For første gang findes der biler. I tv taler stemmerne om, hvordan »cigaretdronningen« Alfonsina de Luna holdt slaver. 

ALICE Rohrwacher fik ideen til Lazzaro felice, da hun hørte om en lignende sag, som kom frem i 90rnes Italien. Hun forbinder også historien med sin egen opvækst, hvor der var lokale mysterier, som tilflyttere ikke fik lov at høre hele sandheden om. Det giver mening, hvis man har set hendes forrige film, Miraklerne fra 2014.
   I Miraklerne voksede fire piger op i en tæt familie på landet i Toscana. Faderen var tysk. Moderen blev spillet af Alba Rohrwacher, som i virkeligheden er instruktørens storesøster. De levede af at sælge honning på markedet i landsbyen, hvor man så skævt til deres alternative værdier.
   Det var en film om at gøre sig fri. Et tv-hold kom til egnen for at præsentere lokale specialiteter. Gelsomina, Rohrwachers alter ego, blev forelsket, både i en traumatiseret tysk dreng, som fik arbejde på gården, og i tv-programmets version af Den Gode Fe, Milly Catena. Figuren blev fremstillet af Monica Bellucci. En smuk, åben slutning lod forstå, at hun måske virkelig var en etruskisk gudinde.
   Rohrwacher kommer selv fra en umbrisk familie, der holdt bier. Hun og Alba havde virkelig en tysk far og en italiensk mor, der ville realisere hippiedrømmen om bæredygtig økologi. Hun siger, at det hele kommer herfra. Og som voksen er hun flyttet tilbage.
   Rohrwacher har længe været en vigtig stemme i europæisk art cinema. Med Lazzaro den lykkelige bliver hun for alvor den fjerde auteur, som dominerer italiensk film p.t. Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Luca Guadagnino er alle mænd på cirka 50. Rohrwacher er født i 1982. Hun kommer et andet sted fra og har mere til fælles med generationen over Sorrentinos, instruktører som Nanni Moretti, Gianni Amelio og Marco Bellocchio.
   Rohrwacher debuterede i langt format med Corpo celeste (2011), som beskrev og kritiserede en katolsk klosterbarndom. Filmen kan ses som et sydlandsk modstykke til Cæcilia Holbek Triers Nonnebørn (1997), der gerne snart måtte blive reddet fra glemselen. Gennembruddet kom med Miraklerne, som modtog Juryens Grand Prix i Cannes. I 2019 var Rohrwacher selv medlem af den internationale jury på Cannes Festivalen. 

MIDTVEJS foretager filmen et spring. Lazzaro falder og lander - pladask og bogstaveligt - i nutiden, hvor resterne af Inviolata er beslaglagt. Folkene fra gården er flyttet til storbyen, hvor de overlever som hjemløse.  Alle er ældre og lidt mere kyniske. Men Lazzaro er den samme. Han fryser, for det er vinter, og han bærer stadig laser fra gården. Men hverken tiden eller døden eller kulden bider på den milde Lazarus.
   Formanden Nicola er ansat hos en entreprenør, som bruger illegal arbejdskraft. Ultimo og Antonia har etableret et lille lejrkompleks, der gentager mønstret fra Inviolata. Man spiser ved et campingbord og sover i fugtige soveposer. Der hersker ingen kærlig stemning, men storfamilien overlever. Blot er den urbaniseret, og der er ingen despot at give skylden – kun ubønhørligheden i en kriseramt markedsøkonomi.
   Først klager Antonia, fordi Ultimo slæber fremmede med hjem. Men hun ser en magisk budbringer i Lazzaro. Hun kan – ligesom tilskueren - ikke forstå, at han lever og er uforandret. Som ung pige har Antonia fortalt os om Frans af Assisi. Det var en lignelse om en ulv, som tiggermunken tæmmede. Måske bliver Lazzaro til slut til den ulv. Eller også var han den hellige Frans.
   Men først er han atter den evige hjælper, som løfter projektet. Han finder Tancredi, som nu er en ældre mand med hestehale, der bor i en forfalden herskabslejlighed og har gæld alle vegne. Han samler alle de gamle fra Inviolata og arrangerer et besøg. De køber kager for en formue og ringer på, men bliver afvist af Tancredis hustru. Hun vil dog gerne have deres bagværk. Markisen er død eller sidder i fængsel.
   Lazzaro forsøger atter med det gode. Også denne gang bliver Idioten straffet for sin tillid, som i verdens øjne er lig med enfoldig naivitet. Rohrwacher ser ingen forskel på gamle dage og moderne tider. Der er tale om evige mekanismer, som bliver klædt forskelligt på. 

DEN fantastiske fabel er litterær af væsen. Tilbage i 80erne fik vi begrebet magisk realisme, som blev brugt og misbrugt, indtil det ikke gav mening. På film bliver miraklerne meget konkrete. Det plejede at være et problem, når velmenende instruktører ville omsætte Gabriel Garcia Márquez, Carlos Fuentes, Laura Esquivel, Isabel Allende, John Irving, Peter Høeg og andre forfattere i strømningen. Men Rohrwacher ånder naturligt i formen. Hendes værker er født som magiske film.
   Lazzaro er en forunderlig film, som slipper af sted med at henvise til en hel vifte af klassikere. Rohrwacher siger, at hun og fotografen med vilje fandt steder, træk og motiver, som udløste filmisk erindring. Man må gerne tænke på Viscontis Leoparden (1963), når man hører navnet Tancredi. Man må gerne huske De Sicas Miraklet i Milano (1951) og drage en parallel til Pasolinis Kong Ødipus (1967), når Lazzaro lander i nutiden. Det er bare ikke målet. Det er små hinkesteder på vejen. 
   Filmen beskriver, hvordan bønderne bliver frie og gentager det gamle mønster i et samfund, hvor undertrykkelsen er mere uigennemskuelig, men af den grund ikke mindre konkret. For Rohrwacher at se, har vi erstattet en materialistisk middelalder med en spirituel middelalder.

MEST optimistisk er derfor de forsigtige forbedringer, som finder sted i Antonias liv. Hun og de andre fra Inviolata bor i telte ved en hovedvej, men Lazzaro lærer dem at bruge planterne, som vokser i rabatten. De skaber ny værdi med kasserede ting. Agnès Varda (1928-2019) var i film som En pige på drift (1985) og Fuglen og de fattige (2000) meget optaget af denne genbrug. Rohrwacher deler hendes æstetik og mentalitet. Vil man absolut ane en feminin écriture, er det hér, at den sætter igennem. 
   Adriano Tardiolo debuterer i titelrollen. Han er køn og provokerende passiv som den hellige tåbe, der blot tager imod. De fleste andre i castet er typer. Dét bliver en styrke, når Rohrwacher fremhæver en karakter, blot ved at bruge et ansigt, vi kender: Nicolettta Braschi som Markisen, Alba Rohrwacher som den voksne Antonia, Sergio Lopez som Ultimo.
   Det er en af de bedste italienske film i lang tid. Det siger noget i en visuel kultur, der står så stærkt. Men Rohrwacher er interesseret i andre ting end Sorrentino, Garrone og Guadagnino. Her er ingen personpolitik, ingen mafia, ingen effektsøgende sanselighed. Rohrwacher forener fabel og realisme i et nyt, nærmest anti-prangende billedsprog. Her er alting lidt mere filtret og sært. Hun bruger selv betegnelsen »et eventyr«. Det er i grunden korrekt og præcist.

Lazzaro den lykkelige (Lazzaro felice). Instr. og manus: Alice Rohrwacher. Foto: Hélène Louvart. 128 min. Italien-Schweiz-Frankrig-Tyskland 2018. Dansk premiere: 02.06.2019

Fotos:Tempesta/ RAI Cinema/ Amka Films Productions/ Ad Vitam Production/ KNM/ Pola Pandora Filmproduktions/ RSI/  ZDF/ ARTE/ Eurimages/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2019

James Gray: Ad Astra [Bedste biograffilm 2019 nr. 6]

SIGNALET FRA NEPTUN
En anti-visionær fremtidshistorie

Af BO GREEN JENSEN

FÆDRE kan svigte deres børn på mange måder. Nogle dør før tiden. Nogle går deres vej og forsvinder. Andre flyver bare væk.
   Astronauten Roy McBride (Brad Pitt) var dreng, da hans far tog afsted for at finde liv og nye verdener i rummet. Mission Lima havde ingen endelig destination. Roy var stadig en ung mand, da Lima blev tavs efter 16 år. Tredive år senere er han major i det amerikanske Space Agency. Roy er vokset op med arven, hans opdagelsesrejsende far efterlod: Clifford McBride (Tommy Lee Jones) er en kanoniseret nationalhelt.

 

VI er cirka 50 år ude eller inde i en fremtid, hvor tingene stort set ligner sig selv. Verden går sin skæve gang. Der er så småt kommet gang i en kolonisering af rummet, udvinding af ressourcer og anden kommerciel trafik. Klimaet er ikke blevet bedre. Teknologien er nano og virtuel. Der er ingen forventninger knyttet til rummet. Der er ingen spor af aliens.

   Roy er netop kommet på benene efter en arbejdsulykke, da han bliver kaldt til møde. En rumantenne blev ramt af et kraftfelt og brød i brand. Energiudladningen kommer fra Neptun. Man formoder, at Clifford McBride er i live og sender de dræbende bølger. Nu skal Roy kontakte ham.

ROY er kendt for sin koldblodighed. Hans puls når aldrig over 80 slag i minuttet, selv i pressede situationer. Lige så fast har han været privat, alle er skubbet på afstand. Rejsen går via Månen og Mars. En pioner fra rumprogrammet, oberst Pruitt (84-årige Donald Sutherland), som kendte Clifford, er med. Roy kan regne ud, at der er mere i sagen, end han får at vide. I skibets last ligger våben, som én gang for alle skal slukke signalet fra Neptun.

JAMES Gray (f. 1969) er blandt de bedste amerikanske filmskabere i generationen, som nu er blevet midaldrende. Skønt Quentin Tarantino tog det store publikum, har han og Gray kørt en slags parløb. De er begge mønsterbrydere, som arbejder yderst genrebevidst og er rundet af 70ernes filmsyn. Tarantino har leget med konventioner. Gray har raffineret dem. 

GRAY markerede sit territorium i tre hjemstavnsbaserede kriminalfilm: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007), der er mere interesserede i miljø og moral end i effekter og intrige. Efter en atypisk skrøbelig kærlighedsfilm, Two Lovers (2008) med Joaquin Phoenix og Gwyneth Paltrow, kan de seneste værker ses som en trilogi, der afprøver klassiske genrer og undersøger, hvad de kan bruges til nu.
   Marion Cotillard havde titelrollen i The Immigrant (2013), en stor periodefilm som aldrig nåede til Danmark. The Lost City of Z (2016) fortalte i eventyrlig form om Percy Fawcett, den edwardianske opdagelsesrejsende, som ledte efter Eldorado i Amazonas. Han forlod sin familie på samme måde, som Clifford McBride gør i Ad Astra, men på den sidste ekspedition fik han selskab af sønnen.
   Ad Astra kommer som filmen, der samler det hele. Den er stort produceret i alle henseender og smukt fotograferet af Hoyte van Hoytema. The Immigrant stod ikke tilbage for Uskyldens år og Gangs of New York i scenografien. The Lost City of Z var som at se en blanding af Indiana Jones, Werner Herzogs Fitzcarraldo og imperietidsfilm som Four Feathers. Den nye film går videre endnu. Ad Astra står ikke tilbage for Rumrejsen år 2001, når det gælder snittet i produktionen.  

FILMEN er næsten en antologi, der arbejder sig gennem genren. I første akt er der spektakulære sætstykker og fysiske scener, man vitterlig aldrig har set. Roy og hans kolleger udfører en rutinemæssig reparation på en rumantenne, da bølgerne fra Neptun får tårnet til at selvantænde. Flammerne og faldet er beskrevet med en taktilitet, der gør synet smukt og apokalyptisk på samme tid.
   Senere mellemlander Roy og Pruitt på Månen, da de skal skifte fartøj på vej til basen på Mars. Under køreturen bliver de overfaldet af pirater, som opererer uden for de fastlagte nationale zoner. Det udvikler sig til en biljagt, der kan måle sig med actionscener i de bedste kørefilm. 
   Grays film er samtidig optaget af at normalisere rumfarten. Ad Astra er ingen dystopisk fremtidsvision. Månelufthavnen er et prosaisk sted med toldfri butikker og kafferestauranter. Der er ingen mystik eller pionerånd. Nutidens kapitalisme har simpelt hen udviklet sig eksponentielt. Det er for den sags skyld de samme firmanavne.

I ANDEN akt bliver rejsen til Neptun afbrudt ved flere lejligheder. Skibets kaptajn ser sig nødsaget til at reagere på Mayday-signalet fra et norsk rumfartøj, skønt Roy insisterer på, at hans mission har prioritet. Der er ingen mennesker på det nødstedte skib. Men der er rasende forsøgsdyr, som angriber med chokerende virkning.
   Endelig når vi til Neptuns ringe. Her er en smuk serie rumvandringer, men især er der mødet med Clifford McBride, den fortabte og muligvis mentalt forstyrrede far, der har styret Roys liv med sit fravær. Grays egen bemærkning om filmens præmis giver mening. Det er »nærmest som hvis du blander Apocalypse Now med 2001 og kommer en smule Conrad i mikset.«
   Kubricks hovedværk er naturligvis en forudsætning. Der ville ikke være nogen Ad Astra uden Rumrejsen år 2001. Dommedag nu, Francis Ford Coppolas Vietnamkrigsfilm, var baseret på rejsen op ad floden, som Joseph Conrad fortæller om i Mørkets hjerte (1899). Her skal Marlow – på handelskompagniets vegne – uskadeliggøre den gale Kurtz, som har forskanset sig i junglen og praktiserer unævnelige riter.

OM den prosaiske fremtid i filmen siger Gray, at han var inspireret af noget, som Kurt Vonnegut skriver i Sirenerne på Titan (1958). Romanen begynder med et ironisk-lakonisk tilbageblik på »Mareridtstiden«, hvor ingen kendte meningen med tilværelsen: »Menneskeheden sendte sine fortropper længere udad, hele tiden udad. Til sidst sendte den dem ud i rummet, ud i det farveløse, kedsommelige, vægtløse hav af udadrettethed uden ende. Den slyngede dem udad som sten.«
    Clifford McBride er en af de sten. For hvad opdagede mennesket ude i rummet? »Disse ulykkelige fortropper fandt, hvad allerede var blevet fundet til overflod på Jorden – et uendeligt mareridt af meningsløshed. Rummets, den uendelige udadvendtheds gaver til menneskene var tre i tallet: tomme heltepositurer, vulgær komik og meningsløs død.«*
   McBride afbrød kommunikationen, fordi han ville ikke acceptere, at der ingenting var i rummet. For militæret var det enklere at give renegaten heltestatus. Da far og søn mødes, er to principper i spil: Clifford vil videre udad. Roy vil aflevere sin last og definitivt standse eksperimentet.
   Ad Astra står på skuldrene af talrige andre scifi-film. Men med sit kølige blik på menneskets undren, er den en film af sin tid og meget original. Der er ingen sorte monolitter, ingen stjernebørn. Der er ingen mulighed for nærkontakt. Vi er på godt og ondt alene.

BRAD Pitt, som selv er medproducer, skaber en af sine bedste karakterer. Roy McBride er en mand til alle tider, der kan måle sig med patriarken fra Terrence Malicks Tree of Life (2011). Ad Astra ligner jo den science fiction, man håbede Malick kunne lave en dag. Blot er åndeligheden erstattet med sin modsætning. Ad Astra er anti-visionær science fiction.
   Den voksne Roy McBride er så fjern og indesluttet, at han knapt reagerer på sine omgivelser. Derfor giver det mening, at Liv Tyler forsvinder i rollen som hustruen, der har opgivet at råbe ham op. Filmens mest interessante kvindefigur er Helen Lantos (Ruth Negga), der har levet sit liv i stationen på Mars. Tommy Lee Jones er bare Tommy Lee Jones i rollen som Clifford McBride.

I DEN bevægede slutakt, hvor søn og far taler ud, får filmen en stor klump i halsen. Ellers ligger lejet et fornuftigt sted mellem følelseskulden i 2001 og følsomheden i film som Robert Zemeckis’ Contact (1997) og Christopher Nolans Interstellar (2014), hvor det er døtre, som bliver forenet med en forsvunden rocket man-far på tværs af tidens krumning. Max Richters score lægger en sober distance til alle excesser.
   Det er en af de flotteste film i sin genre. Ad Astra skal absolut ses på stort lærred i biografen, hvor alle kan høre dig skrige i rummet. 

*) Sirenerne på Titan er citeret i Arne Herløv Petersens oversættelse, som udkom på Stig Vendelkærs Forlag i 1972. Vibe Vestergaard har tegnet det stemningsskabende omslag. En lang række store forfatterskaber i genren blev introduceret på dansk i serien SV science fiction, som Jannick Storm (1939-2015) redigerede sammen med AHP, der heldigvis lever endnu. Forlaget gjorde sig ellers mest i erotiske skrifter. I flere bind kan man finde en værdikupon, der kan indløses for en turistplads på den første kommercielle flyvning til Månen. Det var tre år efter Apollo 11. The Sirens of Titan er den eneste af Vonneguts bøger, som er ENDNU bedre end Slaughterhouse-Five (1969). Jeg mødte ham først i den serie og gemmer stadig billetten til måneturen.

Ad Astra. Instr.: James Gray. Manus: Ethan Gross, James Gray. Foto: Hoyte Van Hoytema. 122 min. USA-Kina-Brasilien 2019. Dansk premiere: 19.09.2019.

Fotos: 20th Century Studios/ Nordisk Film Distribution

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney/ 20th Century 01.07.2021 

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 20.09.2019