Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017)

KÆRLIGHEDEN KENDER DIT NAVN

Marcel Proust på Brokeback Mountain

Af BO GREEN JENSEN

HVERT år kommer en gæst til Italien for at hjælpe professor Perlman med hans forskning i Antikkens kultur. I sommeren 1983 er det Oliver, en 24-årig amerikaner, der flytter ind i familiens klassiske villa. Sønnen i huset, Elio på 17, står netop og ser på bilen med den amerikanske gæst, da Call Me by Your Name begynder. »Så dér er tronraneren«, siger han til kæresten Marzia. For de fremmede sover altid i Elios værelse.

   Netop denne sommer er Elio ved at åbne sig seksuelt. Han springer ud som menneske og afprøver kønnets forskellige muligheder. Elio forelsker sig i den selvsikre Oliver, som først holder afstand og virker arrogant. Så begraver de elskende sig i hinanden og deler en livsændrende kærlighed.

   I hvert fald bliver Elio aldrig den samme. Oliver rejser hjem efter planen. I filmen er det vinter, da han ringer. I André Acimans roman går der et halvt liv, før de mødes igen. »Call me by your name and I’ll call you by mine,« har Oliver sagt. Det er det, de gør i telefonen.

CALL Me by Your Name er en veludført balanceakt. Alt ved den genkaldte sommer er lækkert og drypper af så megen sanselighed, at det nemt kunne kamme over. Elio er moden som de tunge abrikoser i frugthaven. Han bruger en bristende fersken som erstatning for sin elskede, da passionen er mest indeklemt. Han er også stakåndet sammen med Marzia og kommer så hurtigt, at begge må le.

   Det lange forspil er bredt ud i en vifte af cykel- og svømmeture. Fans af Italien vil sukke og længes, men det er aldrig nogen lummer film. Luca Guadagnino brugte Tilda Swinton som begærets kilde og mål i den milanesiske I Am Love (2009) og den solgennembagte A Bigger Splash (2015). Her er mændenes kærlighed mere end nok.

   Call Me by Your Name rammer lige så rent, som Ang Lee havde held til i Brokeback Mountain (2005). Men de ensomme cowboys på Brokeback mødte fjender alle vegne, da de kom ned. I Call Me By Your Name er der faktisk ingen modstand. Både Marzia og Elios forældre forstår den store lidenskab, hvis de ikke velsigner den aktivt.

   Det sker uhyre sjældent, at kærligheden kalder os ved navn. I filmens mest ordrige scene taler Elios far (Michael Stuhlbarg) til sin søn om at elske. Han siger, at et hjerte bliver slidt over tid. Måske er de bedste år brugt allerede.

FAMILIEN Perlman er jødisk og taler fem sprog. André Aciman (f. 1951) kommer selv fra en sefardisk jødisk baggrund i Egypten og Italien. Han flyttede til USA som 17-årig og har undervist i litteratur, først og fremmest Marcel Proust, mange steder. Hans egne bøger er ikke kopier, men nærer klart en ambition om at skabe tilsvarende erindringskunst.

  Efter Call Me by Your Name (2007) har han bl.a. skrevet romanen Enigma Variations (2017), hvor et biseksuelt liv genopleves i mindet om fem bestemmende forhold i fem perioder. Det er den samme slags fortæller, der leder efter sin tabte uskyld.

   Hverken drengens begær eller tekstens visdom er postuleret. De moderne elskende befolker det samme paradisiske landskab som Antikkens guder og helte. I en vis forstand er de af samme støbning.

   James Ivory var 89 år, da han bearbejdede Acimans bog. Han modtog en Oscar for manuskriptet, som genskaber ungdommen uden at blinke. Instruktøren af de bedste Henry James-film fanger alle dobbelte motiver og betydninger. I bogen er Elios far filolog. Det var Ivorys idé at gøre ham til klassisk kunsthistoriker. I en særligt god scene står Elio og Oliver ved Gardasøen  med en bronzestatues afrevne arm. De har skændtes og bliver venner igen. Mediet er en romersk kopi af en græsk Praxiteles-statue.

   Filmen er meget smukt fotograferet. Timothée Chalamet og Armie Hammer er indbegrebet af to unge mænd. Aciman medvirker selv i en lille rolle som husgæst. I 2019 udkom Find Me, den længe ventede fortsættelse, som fortæller, hvad der blev af Elio og Oliver. Aciman siger, at det var filmen, som fik ham til at indse, at han ville være sammen med karaktererne igen. Han ville vide, hvordan deres liv var forløbet. En filmatisering er i forproduktion. Det er uklart, om Guadagnino skal instruere.

   Man kan have modstand på film, som andre knuselsker og hyper ihærdigt. Men denne hér lever op til ry.

Se også Luca Guadagnino: I Am Love (2009); Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

Call Me by Your Name. Instr.: Luca Guadagnino. Manus: James Ivory. Foto: Sayombhu Mukdeeprom. 132 min. Italien-Frankrig-Brasilien-USA 2017. Dansk premiere: 02.02.2018.

André Aciman: Call Me by Your Name. 248 s. Farrar, Straus and Giroux, 2007.

André Aciman: Call Me by Your Name. Oversat af Niels Lyngsø. 302 s. Rosinante, 2018.

Fotos: Frenesy Film Company/ La Cinéfacture/ RT Features/ Water's End Productions/ M.Y.R.A. Entertainment/ MiBACT/ Lombardia Film Commission/ Memento Films/ UIP DK/ CineMaterial/ Farrar, Straus and Giroux

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.02.2018

Luca Guadagnino: I Am Love (2009)

JEG ER KÆRLIGHEDEN

Moderne visitkort på klassisk sølvbakke

Af BO GREEN JENSEN

MILANO ved årtusindeskiftet. Lokalt som globalt er forandring på vej, da slægten Recchi samles for at fejre patriarken Eduardo, en ærværdig tekstil- og modebaron, som over tid har skabt et verdenskendt brand. Man spiser hos hans forventede arvtager, sønnen Tancredi, der er gift med den smukt selvopofrende Emma.

   Det er en pragtfuld middag, som tilberedes af tjenestefolk, der har været i huset så længe, at de næsten udgør en del af familien. Maden nydes ved et langbord, der er dækket så smukt, at øjnene løber i vand. Til og med ser det hele virkeligt ud. Det gamle hus har patina. Mørket i spisestuen er tæt. Sneen som falder er ægte, og man kan se, at den gode mad bliver spist.

   Skønt blikket er på hele familien, træder Emma gradvis i fokus. Hun følger hver detalje og registrerer den mindste nuance. Det passer ikke patriarken, at Edo, hans sønnesøn og navnebror, har tabt en sportskamp til kokken Antonio. Han synes heller ikke om, at Betta, Edos søster, forærer ham et indrammet foto i stedet for den obligatoriske tegning. Et tredje barnebarn, Gianluca, bliver knapt nok bemærket.

MIDDAGSSEKVENSEN er eminent orkestreret. Den introducerer personkredsen, kortlægger hierarkiet og demonstrerer, hvilken perfekt verdensorden, der lidt for længe har været lukket om kernen. Det er smukke ritualer i en udlevet, selvtilstrækkelig slægt. Det er stilstand, som råber på blæst og forandring.

   Samtidig udgør begyndelsen en æstetisk katalog over, hvad der følger. Detaljeret skildring af mad og design, klip der forkorter og strækker historien. Man forventer at høre Puccini og Verdi, men på lydsiden bølger moderne musik af minimalisten John Adams, der citerer egne værker som Nixon in China, El Nino og Century Rolls.

   Også narrative spor og træk bliver afstukket. Patriarken vælger at dele sit livsværk mellem sin søn og sin sønnesøn, som fra nu af vil modarbejde hinanden. Det er i virkeligheden begyndelsen til enden, da Antonio ringer på. Han forærer Edo en kage, han selv har kreeret. Det er en forsoningsgave, der skal kompensere for nederlaget i dagens turnering. I praksis bliver det første skridt af Huset Recchis nødvendige fald.

  

DETTE begynder for alvor to-tre måneder efter prologen. Der er sol og varme i byen igen. Emma henter Betta ved stationen og erfarer, som hun har anet, at hendes datter er lesbisk. Samtidig er familiens kvinder optaget af – på diskret og behørigt nedladende vis – at byde Edos forlovede velkommen i familien. Især Eduardos enke, Rori (Marisa Berenson fra Cabaret og Barry Lyndon), mestrer denne sociale kunstart.

   Edo har travlt med at skaffe sig indsigt i imperiets forretningsgang, men vil hellere åbne en restaurant sammen med Antonio. Emma giver efter for sin trang til at være tæt på Antonio. På den måde husker hun med ét, hvem hun var, før hun blev Emma Recchi. Hun var en russisk pige, som Tancredi fandt og tog med sig. Hun vendte ryggen til alt uden videre. Hun fik et nyt navn af sin nye mand og blev italiensk.

   Nu kommer hele historien tilbage, mens familien og relationerne forvitrer. Io sono l’amore er fortællingen om en kvindes frigørelse. Skotske Tilda Swinton har spillet mange stærke roller gennem tiden, på flere sprog og i vidt forskellige sammenhænge, siden hun brød igennem som kvinden i midten hos britiske avantgardister som Derek Jarman og Sally Potter. Hun har dog kun én enkelt gang tangeret den kraft, empati og sanselighed, som hun demonstrerer i Io sono l’amore, hvor hun virkelig inkarnerer kærligheden. Det var i Erick Zoncas fantastiske Julia (2008).*

SWINTON er aksen og bindemidlet i filmen, der desværre aldrig helt lever op til løfterne i den suveræne indledning. Imperiet afvikles én gang for alle, da en indisk rigmand køber både navn og forretning. Edo hader sin mor for at svigte og være en anden, end han har troet. De taler dog stadig russisk sammen i den fortrolige scene, som indvarsler undergangen.

   I Am Love er en visuel opera, der folder sig ud og får liv i kontrasten mellem et kontrolleret miljø, hvor sociale koder styrer hver fysisk detalje, og de kæmpestore følelser, bogstaveligt emotionelle naturkræfter, som raser i personernes indre og forløses i karakteren Emma Recchi.

   Swinton, som er medproducer på filmen, kalder selv den svimle stil for »Visconti på syre«, mens instruktøren Luca Guadagnino forklarede sin forfatterstab, at den valgte form var »socialt melodrama«. Filmen kommer fra klassiske steder – Lampedusa, Mann, Proust, James, Wharton osv. – men udgør dog næsten en genre for sig. River deep, mountain high. Så meget måler lidenskaben i denne lifligt romantiske skala.

DERFOR lever man også udmærket med en række huller og sammentræf i historien. Her skal ikke røbes, hvilken hændelse, der mod slutningen rammer som Guds egen hånd og sætter Emmas passion på den hårdeste prøve. Men det virker utroværdigt, at Edo genkender en lok af sin mors hår på gulvet i en restaurant. At dialogen synes flad i forhold til den forbløffende billedside, kan derimod være et nyttigt stilgreb.

   Det er en sjældent sikker og væsentlig filmskaber, som lægger sit internationale visitkort. Skønt værket kammer over, er Io sono l’amore et eksempel på, at der også i skabelonernes tid laves rigtige film i Europa. Her er lidenskab som i Ettore Scolas Passione d’amore. Her er forreven familie som i Fanny & Alexander. Her er historisk opera som i Leoparden. Og for resten en slående lighed med tematikken i Per Flys Arven, som også blev kaldt et socialt melodrama.

   Bliv endelig siddende efter creditsekvensen. Et sidste glimt af manden og kvinden giver dunkel vished for, hvor passionen vil føre dem hen.

Se også Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015); Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

*) Franskmanden Erick Zoncas Julia er en lettere oppustet og alligevel effektivt anfægtende pastiche over to film af John Cassavetes, A Woman under the Influence og Gloria. Filmen kom aldrig til Danmark. Jeg så den på Berlinalen i 2008, hvor den var i konkurrence. Vi er i Californien og Frit Fald-genren. En alkoholiseret kvinde bortfører en 10-årig dreng. Hun har en vag plan om afpresse drengens familie, som tilfældigvis driver et narkokartel. Rammen er kulørt, men Zoncka fokuserer på relationen mellem Julia og drengen, som hun modstræbende må forholde sig til og begynder at holde af. Swinton yder en præstation, der ikke står tilbage for Gena Rowlands' indsats i de nævnte Cassavetes-film, som Zoncka bevidst både hylder og emulerer. Swinton har medvirket i 30 film siden I Am Love. I et par stykker, fx Guadagninos A Bigger Splash (2015), tangerer hun styrken i Io sono l'amore, men kun i enkelt overgår hun den. Det er som den traumatiserede mor til en dreng, der blev massemorder i Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin (2011). 

Io sono l’amore (I Am Love). Instr.: Luca Guadagnino. Manus: Barbara Alberti, Ivan Cotreneo, Walter Fasano, Luca Guadagnino. Foto: Yorick le Saux. 120 min. Italien 2009. Dansk premiere: 02.12.2010

Fotos: First Sun/ Mikado Film/ RAI Cinema/ La Dolce Vita Productions/ Pixeldna/ MIBAC/ Magnolia Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, SF Anytime

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.12.2010

Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015)

I LUFTEN HÆNGER ET VANDSPRØJT TILBAGE

Luca Guadagnino sætter af fra David Hockney

Af BO GREEN JENSEN

DER er nogle gamle venner, som man ser igen med bange anelser. Måske var de sjove, da man selv var sjov; måske ved man af bitter erfaring, at de ikke er til at slippe af med. De kommer fra et andet kapitel, som man ikke orker at læse igen. Det er ikke, fordi man ikke kan huske, hvor skægge de farlige venner kunne være. Men de var ikke til at styre, når de først blev lukket ind.

   Sådan et menneske er musikproduceren Harry Hawks (Ralph Fiennes). Den formidable mand melder sin ankomst, netop som rockstjernen Marianne Lane (Tilda Swinton) har fundet sig tilrette i en dyb, vegeterende fred med Paul de Smedt (Matthias Schoenaerts), en filmskaber, der holder lang tankepause.

   Parret plejer og støtter hinanden efter seriøse livskriser, der fik dem til at slå pjalterne sammen. Hun hviler ud efter en halsoperation, som gør at hun ikke kan tale. Han er tørlagt efter en bilulykke, som måske var et sløret forsøg på at dø. De nyder de rolige dage på Pantelleria, en lille italiensk ø, som ligger tættere på Tunesien end på Sicilien.

HARRY kender også Pantelleria. Kaosbringeren er fortrolig med alle terræner. Der er ikke den mad, som han ikke har smagt, eller den vin, som han ikke har drukket – som regel på husets regning. Han kan sikkert også huske, hvad ejerens børnebørn hedder. Var social flair en valuta, ville Harry være hovedrig. Han er sådan en mand, som man ikke siger nej til.

   Harry ringer fra lufthavnen, hvor han er landet sammen med teenageren Penelope (Dakota Johnson), som vist nok er hans nyligt opdagede datter. I hvert fald skal hun distrahere Paul, mens Harry får Marianne til at synge igen, på scenen såvel som i kærestesengen. Det var ham, der præsenterede Marianne og Paul for hinanden. Harry synes, de skylder ham noget til gengæld.

DAGENE går ved den blå swimmingpool, hvor slangerne hvisler i græsset. Der er flashbacks til en kronet tid, hvor Marianne synger for menneskehavet og ligner en blanding af Annie Lennox og David Bowie. I nutiden er der migranter på stien ved den lejede villa. Også de er en del af menneskehavet, som turisterne har isoleret sig fra.

   Der er dårlig karma fra første scene med Harry og Penelope i huset. Marianne og Paul har nydt at leve stille og elske som dyr. Harry kan slet ikke have sådan noget. Han drikker vin som vand og ryster gourmetmad ud af ærmerne på sin hawaiiskjorte. Farverne skriger til himlen. Manden taler fra morgen til aften.

   I en særligt velskabt scene beskriver Harry, hvordan han (vist nok) producerede Voodoo Lounge (1994) for The Rolling Stones tilbage i den store tid. Han spiller luftguitar, mens han Jagger-danser til »Emotional Rescue«. Manden har altså en lang karriere. Emotional Rescue er fra 1980. Harry var 16. Nu er han (muligvis) uhelbredeligt syg. Man ved aldrig helt, om han lyver. I hvert fald har han brug for Marianne, hvis han skal kæmpe sig værdigt tilbage.

SICILIANEREN Luca Guadagnino (f. 1971) er en mand, der bliver set skævt til i det italienske filmmiljø. Han taler hårdt om kolleger og har tjent formuer på at lave tv-reklamer for Gucci og Cartier. Han fik tidligt kontakt med Tilda Swinton, som medvirkede i The Protagonists (1999). Det var også Swinton, som spillede matriarken i Io sono amore/ I Am Love (2009), der blev et stort arthouse hit.

   Guadagnino debuterede som operainstruktør i 2011, hvor han iscenesatte Verdis Falstaff. Han siger selv, at han ser Harry Hawks som en efterkommer af Shakespeares karakter. Begge er større end virkeligheden, og begge er blevet anakronismer. De er døende kæmper i dværgenes tid, men de er også flodheste, der stamper i strømmen. Det er ikke deres verden mere.

   Harry får næsten udført sin mission. Han får Marianne til at grine og gå på vulkaner igen, mens Penelope og Paul, som efterhånden væmmes ved det hele, forenes i naturen, helt efter planen. Men den forjættende swimmingpool, der er omdrejningspunktet i så mange scener, skal endelig bruges (melo)dramatisk.

   A Bigger Splash er en sludrevorn film, der skal afkodes i flere omgange. Forlægget er Jacques Derays La Piscine (1969), der brugte cool bossa nova på samme måde, som Guadagnino bruger årgangsrock. Men La Piscine var en regulær thriller med Alain Delon, Romy Schneider, Maurice Ronet og Jane Birkin. A Bigger Splash er mere diffus. Filmen er et stort snakkestykke, og Swintons stilhed taler lige så stærkt som Fiennes’ motormund.

FILMEN tager sin titel fra David Hockneys 1967-maleri af en swimmingpool med en sennepsgul vippe og to palmer ved et hus i Californien. Der er ingen personer i syne, men i luften hænger et vandsprøjt tilbage. Hvad man ser, er aftrykket af en bevægelse. Dén faktor passer fortrinligt til filmen.*

   Guadagnino siger, at han optog en smuk prolog med maleriet. Men det smukkeste var at skære forklaringen bort. Måske har der været flere scener med afrikanske flygtninge. Filmen er bedst, når den intet forklarer. Der er et irriterende omstændeligt afsnit, hvor det lokale politi bumler rundt.

   Uanset hvad man skal lægge i filmen, er den visuelt stærk hele tiden og for det meste psykologisk troværdig. Fiennes forlener sin karakter med en uimodståelighed, som man hader. Swinton arbejder aktivt med intet at sige. Johnson og Schoenaerts har mindre at tage fat i som nymfen og faunen.

   Men er filmen værd at se? bliver der spurgt. Dét er den afgjort. God og dårlig er vage begreber. Lad os lande på interessant og markant.

Se også Luca Guadagnino: I Am Love (2009); Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

*) David Hockneys A Bigger Splash (1967) hænger i London på Tate Gallery. Billedet måler 2,5 x 2,5 meter og har sin titel, fordi Hockney året før havde malet Splash og A Little Splash. Hockneys første ikoniske swimmingpool-maleri var det beefcake-inspirerede Peter Getting Out of Nick's Pool fra 1964. Han malede A Bigger Splash fra april til juni 1967, mens han underviste på University of California i Berkeley. Fra 1970-1972 optog Jack Hazan portrætfilmen A Bigger Splash (1973), som indirekte skildrer kunstnerens brud med sin kæreste, Peter Schlesinger. Billedet, som man ser Hockney arbejde på i filmen, er Portrait of an Artist (Pool with two Figures) fra 1972. I 2018 blev det handlet for 90,3 mio. dollars på en auktion i New York. 

A Bigger Splash. Instr. Luca Guadagnino. Manus: David Kajganich. Foto: Yorick Le Saux. Frankrig-Italien 2015. Dansk premiere: 17.03.2016

Fotos: Frenesi Film Company/ SF Studios/ Tate Collection

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, SF Anytime, Viaplay Rent & Nuy

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.03.2016

Lazzaro den lykkelige (Lazzaro Felice) [Bedste biograffilm 2019 nr. 5]

SMÅ HINKESTEDER PÅ VEJEN
Et eventyr om det moderne Italien

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er vi tilbage, ser det ud til, i fjerne og næsten feudale tider. Alice Rohrwachers overrumplende fabel begynder som en realistisk skildring af dagliglivet blandt italienske fæstebønder på et gods, hvor man dyrker tobak. Tænk 1900, Træskotræet, Padre Padrone. Landsbyen hedder La Inviolata, for det er et sted, som tiden ikke har rørt. 
   Billedtonen er stille og rolig. Publikum indstiller sig på at se en grundig beskrivelse af landmandslivet. Man bor i klinede huse, dyrker jorden efter antikke metoder og slider for at høste sparsomme afgrøder. Alle bærer gammeldags tøj. Der er måske en enkelt nøgen elpære. Vi får gradvis et indtryk af, hvor mange praktiske pligter, der er. Eller var, i fordums tid.

INGEN forlader Inviolata, som ligger afsondret, inde i landet. Familierne gifter sig ind i hinanden. Hver uge kommer forvalteren Nicola, henter afgrøderne og betaler bønderne for sidste uges varer. Prisen bliver heftigt diskuteret. Der er altid gammel gæld at modregne, og markedet er i minus. Man taler i henførte vendinger om la marchesa, der er som en mor for dem alle. Når Nicola er gået, bliver hun naturligvis også bagtalt. 
   Stilen er næsten antropologisk. Det er et enkelt liv, hvor man følger årstiderne og lever i harmoni med den brune, umbriske jord. Men vi ser, at der hersker en hård hakkeorden, hvor alle tørrer de tungeste pligter af på den næste i fødekæden. Nederst i hierarkiet er Lazzaro. Han klager ikke og siger aldrig nej. Han ser sig om med milde øjne. Han er lidt for god til denne verden, og alle i landsbyen udnytter ham.

TIDSFORNEMMELSEN bliver mere usikker, da filmen klipper til herskabets verden. I villaen står den kæderygende Alfonsina De Luna og ser ned på sine besiddelser. Hun diskuterer med sin søn, den dovent rebelske Tancredi. Han anfægter moralen i det store bedrag, som holder sammen på tingenes orden. Hvor længe vil hun holde tyendet hen? Violetta siger, at mennesker er som dyr. De har bedst af at blive i troen.
   For uden for Inviolata er det moderne ankommet for længst. Aristokraterne lever i resterne af en fattigfin luksus, som er ved at gå ned og forsvinde. Det er virkelig svære tider i tobaksindustrien. Tancredi hører grunge på sin walkman. Vi kunne være i 1992.
   Jeg røber her det første af en række forhold, som giver filmen narrativt moment. Lazzaro den lykkelige er ikke en plotdreven spændingsfilm, men fortællingen slår nogle magiske krøller, der kommer som åbenbaringer. Man kan høre, at publikum undrer sig. Der går et kollektivt suk gennem salen, når endnu en dør i historien bliver åbnet. For at få den fulde virkning, skal man have de overraskelser. Jeg vil derfor fortie adskilligt og prøve at skrive rundt om, hvad der sker. Men lad alligevel være med at læse mere, hvis De gerne vil bevare Deres uskyld.
   Hierarkiet ændrer sig ikke. Alligevel sker der forrykkelser, da Lazzaro møder den unge Tancredi. Markisens søn vil væk. Han fingerer sin egen bortførsel og skjuler sig i hulen, hvor Lazzaro har et hemmeligt fristed. Lazzaro henter mad og vin. Tancredi er skiftevis venlig og sarkastisk. Han undrer sig over Lazzaros godhed, for han forstår, at den kommer fra hjertet. Lazzaro er benovet over Tancredis erfaring og taknemmelig for at have fået en ven.
   Der indtræffer en banal ulykke, som får det vaklende dronningerige til at synke i grus. Da det sker, trækker kameraet sig op i kosmisk perspektiv. Vi ser, at Inviolata ligger som en ø i det umbriske landskab. For første gang findes der biler. I tv taler stemmerne om, hvordan »cigaretdronningen« Alfonsina de Luna holdt slaver. 

ALICE Rohrwacher fik ideen til Lazzaro felice, da hun hørte om en lignende sag, som kom frem i 90rnes Italien. Hun forbinder også historien med sin egen opvækst, hvor der var lokale mysterier, som tilflyttere ikke fik lov at høre hele sandheden om. Det giver mening, hvis man har set hendes forrige film, Miraklerne fra 2014.
   I Miraklerne voksede fire piger op i en tæt familie på landet i Toscana. Faderen var tysk. Moderen blev spillet af Alba Rohrwacher, som i virkeligheden er instruktørens storesøster. De levede af at sælge honning på markedet i landsbyen, hvor man så skævt til deres alternative værdier.
   Det var en film om at gøre sig fri. Et tv-hold kom til egnen for at præsentere lokale specialiteter. Gelsomina, Rohrwachers alter ego, blev forelsket, både i en traumatiseret tysk dreng, som fik arbejde på gården, og i tv-programmets version af Den Gode Fe, Milly Catena. Figuren blev fremstillet af Monica Bellucci. En smuk, åben slutning lod forstå, at hun måske virkelig var en etruskisk gudinde.
   Rohrwacher kommer selv fra en umbrisk familie, der holdt bier. Hun og Alba havde virkelig en tysk far og en italiensk mor, der ville realisere hippiedrømmen om bæredygtig økologi. Hun siger, at det hele kommer herfra. Og som voksen er hun flyttet tilbage.
   Rohrwacher har længe været en vigtig stemme i europæisk art cinema. Med Lazzaro den lykkelige bliver hun for alvor den fjerde auteur, som dominerer italiensk film p.t. Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Luca Guadagnino er alle mænd på cirka 50. Rohrwacher er født i 1982. Hun kommer et andet sted fra og har mere til fælles med generationen over Sorrentinos, instruktører som Nanni Moretti, Gianni Amelio og Marco Bellocchio.
   Rohrwacher debuterede i langt format med Corpo celeste (2011), som beskrev og kritiserede en katolsk klosterbarndom. Filmen kan ses som et sydlandsk modstykke til Cæcilia Holbek Triers Nonnebørn (1997), der gerne snart måtte blive reddet fra glemselen. Gennembruddet kom med Miraklerne, som modtog Juryens Grand Prix i Cannes. I 2019 var Rohrwacher selv medlem af den internationale jury på Cannes Festivalen. 

MIDTVEJS foretager filmen et spring. Lazzaro falder og lander - pladask og bogstaveligt - i nutiden, hvor resterne af Inviolata er beslaglagt. Folkene fra gården er flyttet til storbyen, hvor de overlever som hjemløse.  Alle er ældre og lidt mere kyniske. Men Lazzaro er den samme. Han fryser, for det er vinter, og han bærer stadig laser fra gården. Men hverken tiden eller døden eller kulden bider på den milde Lazarus.
   Formanden Nicola er ansat hos en entreprenør, som bruger illegal arbejdskraft. Ultimo og Antonia har etableret et lille lejrkompleks, der gentager mønstret fra Inviolata. Man spiser ved et campingbord og sover i fugtige soveposer. Der hersker ingen kærlig stemning, men storfamilien overlever. Blot er den urbaniseret, og der er ingen despot at give skylden – kun ubønhørligheden i en kriseramt markedsøkonomi.
   Først klager Antonia, fordi Ultimo slæber fremmede med hjem. Men hun ser en magisk budbringer i Lazzaro. Hun kan – ligesom tilskueren - ikke forstå, at han lever og er uforandret. Som ung pige har Antonia fortalt os om Frans af Assisi. Det var en lignelse om en ulv, som tiggermunken tæmmede. Måske bliver Lazzaro til slut til den ulv. Eller også var han den hellige Frans.
   Men først er han atter den evige hjælper, som løfter projektet. Han finder Tancredi, som nu er en ældre mand med hestehale, der bor i en forfalden herskabslejlighed og har gæld alle vegne. Han samler alle de gamle fra Inviolata og arrangerer et besøg. De køber kager for en formue og ringer på, men bliver afvist af Tancredis hustru. Hun vil dog gerne have deres bagværk. Markisen er død eller sidder i fængsel.
   Lazzaro forsøger atter med det gode. Også denne gang bliver Idioten straffet for sin tillid, som i verdens øjne er lig med enfoldig naivitet. Rohrwacher ser ingen forskel på gamle dage og moderne tider. Der er tale om evige mekanismer, som bliver klædt forskelligt på. 

DEN fantastiske fabel er litterær af væsen. Tilbage i 80erne fik vi begrebet magisk realisme, som blev brugt og misbrugt, indtil det ikke gav mening. På film bliver miraklerne meget konkrete. Det plejede at være et problem, når velmenende instruktører ville omsætte Gabriel Garcia Márquez, Carlos Fuentes, Laura Esquivel, Isabel Allende, John Irving, Peter Høeg og andre forfattere i strømningen. Men Rohrwacher ånder naturligt i formen. Hendes værker er født som magiske film.
   Lazzaro er en forunderlig film, som slipper af sted med at henvise til en hel vifte af klassikere. Rohrwacher siger, at hun og fotografen med vilje fandt steder, træk og motiver, som udløste filmisk erindring. Man må gerne tænke på Viscontis Leoparden (1963), når man hører navnet Tancredi. Man må gerne huske De Sicas Miraklet i Milano (1951) og drage en parallel til Pasolinis Kong Ødipus (1967), når Lazzaro lander i nutiden. Det er bare ikke målet. Det er små hinkesteder på vejen. 
   Filmen beskriver, hvordan bønderne bliver frie og gentager det gamle mønster i et samfund, hvor undertrykkelsen er mere uigennemskuelig, men af den grund ikke mindre konkret. For Rohrwacher at se, har vi erstattet en materialistisk middelalder med en spirituel middelalder.

MEST optimistisk er derfor de forsigtige forbedringer, som finder sted i Antonias liv. Hun og de andre fra Inviolata bor i telte ved en hovedvej, men Lazzaro lærer dem at bruge planterne, som vokser i rabatten. De skaber ny værdi med kasserede ting. Agnès Varda (1928-2019) var i film som En pige på drift (1985) og Fuglen og de fattige (2000) meget optaget af denne genbrug. Rohrwacher deler hendes æstetik og mentalitet. Vil man absolut ane en feminin écriture, er det hér, at den sætter igennem. 
   Adriano Tardiolo debuterer i titelrollen. Han er køn og provokerende passiv som den hellige tåbe, der blot tager imod. De fleste andre i castet er typer. Dét bliver en styrke, når Rohrwacher fremhæver en karakter, blot ved at bruge et ansigt, vi kender: Nicolettta Braschi som Markisen, Alba Rohrwacher som den voksne Antonia, Sergio Lopez som Ultimo.
   Det er en af de bedste italienske film i lang tid. Det siger noget i en visuel kultur, der står så stærkt. Men Rohrwacher er interesseret i andre ting end Sorrentino, Garrone og Guadagnino. Her er ingen personpolitik, ingen mafia, ingen effektsøgende sanselighed. Rohrwacher forener fabel og realisme i et nyt, nærmest anti-prangende billedsprog. Her er alting lidt mere filtret og sært. Hun bruger selv betegnelsen »et eventyr«. Det er i grunden korrekt og præcist.

Lazzaro den lykkelige (Lazzaro felice). Instr. og manus: Alice Rohrwacher. Foto: Hélène Louvart. 128 min. Italien-Schweiz-Frankrig-Tyskland 2018. Dansk premiere: 02.06.2019

Fotos:Tempesta/ RAI Cinema/ Amka Films Productions/ Ad Vitam Production/ KNM/ Pola Pandora Filmproduktions/ RSI/  ZDF/ ARTE/ Eurimages/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2019