SMÅ HINKESTEDER PÅ VEJEN
Et eventyr om det moderne Italien
Af BO GREEN JENSEN
FØRST er vi tilbage, ser det ud til, i fjerne og næsten feudale tider. Alice Rohrwachers overrumplende fabel begynder som en realistisk skildring af dagliglivet blandt italienske fæstebønder på et gods, hvor man dyrker tobak. Tænk 1900, Træskotræet, Padre Padrone. Landsbyen hedder La Inviolata, for det er et sted, som tiden ikke har rørt.
Billedtonen er stille og rolig. Publikum indstiller sig på at se en grundig beskrivelse af landmandslivet. Man bor i klinede huse, dyrker jorden efter antikke metoder og slider for at høste sparsomme afgrøder. Alle bærer gammeldags tøj. Der er måske en enkelt nøgen elpære. Vi får gradvis et indtryk af, hvor mange praktiske pligter, der er. Eller var, i fordums tid.
INGEN forlader Inviolata, som ligger afsondret, inde i landet. Familierne gifter sig ind i hinanden. Hver uge kommer forvalteren Nicola, henter afgrøderne og betaler bønderne for sidste uges varer. Prisen bliver heftigt diskuteret. Der er altid gammel gæld at modregne, og markedet er i minus. Man taler i henførte vendinger om la marchesa, der er som en mor for dem alle. Når Nicola er gået, bliver hun naturligvis også bagtalt.
Stilen er næsten antropologisk. Det er et enkelt liv, hvor man følger årstiderne og lever i harmoni med den brune, umbriske jord. Men vi ser, at der hersker en hård hakkeorden, hvor alle tørrer de tungeste pligter af på den næste i fødekæden. Nederst i hierarkiet er Lazzaro. Han klager ikke og siger aldrig nej. Han ser sig om med milde øjne. Han er lidt for god til denne verden, og alle i landsbyen udnytter ham.
For uden for Inviolata er det moderne ankommet for længst. Aristokraterne lever i resterne af en fattigfin luksus, som er ved at gå ned og forsvinde. Det er virkelig svære tider i tobaksindustrien. Tancredi hører grunge på sin walkman. Vi kunne være i 1992.
Jeg røber her det første af en række forhold, som giver filmen narrativt moment. Lazzaro den lykkelige er ikke en plotdreven spændingsfilm, men fortællingen slår nogle magiske krøller, der kommer som åbenbaringer. Man kan høre, at publikum undrer sig. Der går et kollektivt suk gennem salen, når endnu en dør i historien bliver åbnet. For at få den fulde virkning, skal man have de overraskelser. Jeg vil derfor fortie adskilligt og prøve at skrive rundt om, hvad der sker. Men lad alligevel være med at læse mere, hvis De gerne vil bevare Deres uskyld.
Hierarkiet ændrer sig ikke. Alligevel sker der forrykkelser, da Lazzaro møder den unge Tancredi. Markisens søn vil væk. Han fingerer sin egen bortførsel og skjuler sig i hulen, hvor Lazzaro har et hemmeligt fristed. Lazzaro henter mad og vin. Tancredi er skiftevis venlig og sarkastisk. Han undrer sig over Lazzaros godhed, for han forstår, at den kommer fra hjertet. Lazzaro er benovet over Tancredis erfaring og taknemmelig for at have fået en ven.
Der indtræffer en banal ulykke, som får det vaklende dronningerige til at synke i grus. Da det sker, trækker kameraet sig op i kosmisk perspektiv. Vi ser, at Inviolata ligger som en ø i det umbriske landskab. For første gang findes der biler. I tv taler stemmerne om, hvordan »cigaretdronningen« Alfonsina de Luna holdt slaver.
I Miraklerne voksede fire piger op i en tæt familie på landet i Toscana. Faderen var tysk. Moderen blev spillet af Alba Rohrwacher, som i virkeligheden er instruktørens storesøster. De levede af at sælge honning på markedet i landsbyen, hvor man så skævt til deres alternative værdier.
Det var en film om at gøre sig fri. Et tv-hold kom til egnen for at præsentere lokale specialiteter. Gelsomina, Rohrwachers alter ego, blev forelsket, både i en traumatiseret tysk dreng, som fik arbejde på gården, og i tv-programmets version af Den Gode Fe, Milly Catena. Figuren blev fremstillet af Monica Bellucci. En smuk, åben slutning lod forstå, at hun måske virkelig var en etruskisk gudinde.
Rohrwacher kommer selv fra en umbrisk familie, der holdt bier. Hun og Alba havde virkelig en tysk far og en italiensk mor, der ville realisere hippiedrømmen om bæredygtig økologi. Hun siger, at det hele kommer herfra. Og som voksen er hun flyttet tilbage.
Rohrwacher har længe været en vigtig stemme i europæisk art cinema. Med Lazzaro den lykkelige bliver hun for alvor den fjerde auteur, som dominerer italiensk film p.t. Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Luca Guadagnino er alle mænd på cirka 50. Rohrwacher er født i 1982. Hun kommer et andet sted fra og har mere til fælles med generationen over Sorrentinos, instruktører som Nanni Moretti, Gianni Amelio og Marco Bellocchio.
Rohrwacher debuterede i langt format med Corpo celeste (2011), som beskrev og kritiserede en katolsk klosterbarndom. Filmen kan ses som et sydlandsk modstykke til Cæcilia Holbek Triers Nonnebørn (1997), der gerne snart måtte blive reddet fra glemselen. Gennembruddet kom med Miraklerne, som modtog Juryens Grand Prix i Cannes. I 2019 var Rohrwacher selv medlem af den internationale jury på Cannes Festivalen.
MIDTVEJS foretager filmen et spring. Lazzaro falder og lander - pladask og bogstaveligt - i nutiden, hvor resterne af Inviolata er beslaglagt. Folkene fra gården er flyttet til storbyen, hvor de overlever som hjemløse. Alle er ældre og lidt mere kyniske. Men Lazzaro er den samme. Han fryser, for det er vinter, og han bærer stadig laser fra gården. Men hverken tiden eller døden eller kulden bider på den milde Lazarus.
Formanden Nicola er ansat hos en entreprenør, som bruger illegal arbejdskraft. Ultimo og Antonia har etableret et lille lejrkompleks, der gentager mønstret fra Inviolata. Man spiser ved et campingbord og sover i fugtige soveposer. Der hersker ingen kærlig stemning, men storfamilien overlever. Blot er den urbaniseret, og der er ingen despot at give skylden – kun ubønhørligheden i en kriseramt markedsøkonomi.
Først klager Antonia, fordi Ultimo slæber fremmede med hjem. Men hun ser en magisk budbringer i Lazzaro. Hun kan – ligesom tilskueren - ikke forstå, at han lever og er uforandret. Som ung pige har Antonia fortalt os om Frans af Assisi. Det var en lignelse om en ulv, som tiggermunken tæmmede. Måske bliver Lazzaro til slut til den ulv. Eller også var han den hellige Frans.
Men først er han atter den evige hjælper, som løfter projektet. Han finder Tancredi, som nu er en ældre mand med hestehale, der bor i en forfalden herskabslejlighed og har gæld alle vegne. Han samler alle de gamle fra Inviolata og arrangerer et besøg. De køber kager for en formue og ringer på, men bliver afvist af Tancredis hustru. Hun vil dog gerne have deres bagværk. Markisen er død eller sidder i fængsel.
Lazzaro forsøger atter med det gode. Også denne gang bliver Idioten straffet for sin tillid, som i verdens øjne er lig med enfoldig naivitet. Rohrwacher ser ingen forskel på gamle dage og moderne tider. Der er tale om evige mekanismer, som bliver klædt forskelligt på.
DEN fantastiske fabel er litterær af væsen. Tilbage i 80erne fik vi begrebet magisk realisme, som blev brugt og misbrugt, indtil det ikke gav mening. På film bliver miraklerne meget konkrete. Det plejede at være et problem, når velmenende instruktører ville omsætte Gabriel Garcia Márquez, Carlos Fuentes, Laura Esquivel, Isabel Allende, John Irving, Peter Høeg og andre forfattere i strømningen. Men Rohrwacher ånder naturligt i formen. Hendes værker er født som magiske film.
Lazzaro er en forunderlig film, som slipper af sted med at henvise til en hel vifte af klassikere. Rohrwacher siger, at hun og fotografen med vilje fandt steder, træk og motiver, som udløste filmisk erindring. Man må gerne tænke på Viscontis Leoparden (1963), når man hører navnet Tancredi. Man må gerne huske De Sicas Miraklet i Milano (1951) og drage en parallel til Pasolinis Kong Ødipus (1967), når Lazzaro lander i nutiden. Det er bare ikke målet. Det er små hinkesteder på vejen.
Filmen beskriver, hvordan bønderne bliver frie og gentager det gamle mønster i et samfund, hvor undertrykkelsen er mere uigennemskuelig, men af den grund ikke mindre konkret. For Rohrwacher at se, har vi erstattet en materialistisk middelalder med en spirituel middelalder.
MEST optimistisk er derfor de forsigtige forbedringer, som finder sted i Antonias liv. Hun og de andre fra Inviolata bor i telte ved en hovedvej, men Lazzaro lærer dem at bruge planterne, som vokser i rabatten. De skaber ny værdi med kasserede ting. Agnès Varda (1928-2019) var i film som En pige på drift (1985) og Fuglen og de fattige (2000) meget optaget af denne genbrug. Rohrwacher deler hendes æstetik og mentalitet. Vil man absolut ane en feminin écriture, er det hér, at den sætter igennem.
Adriano Tardiolo debuterer i titelrollen. Han er køn og provokerende passiv som den hellige tåbe, der blot tager imod. De fleste andre i castet er typer. Dét bliver en styrke, når Rohrwacher fremhæver en karakter, blot ved at bruge et ansigt, vi kender: Nicolettta Braschi som Markisen, Alba Rohrwacher som den voksne Antonia, Sergio Lopez som Ultimo.
Det er en af de bedste italienske film i lang tid. Det siger noget i en visuel kultur, der står så stærkt. Men Rohrwacher er interesseret i andre ting end Sorrentino, Garrone og Guadagnino. Her er ingen personpolitik, ingen mafia, ingen effektsøgende sanselighed. Rohrwacher forener fabel og realisme i et nyt, nærmest anti-prangende billedsprog. Her er alting lidt mere filtret og sært. Hun bruger selv betegnelsen »et eventyr«. Det er i grunden korrekt og præcist.
Lazzaro den lykkelige (Lazzaro felice). Instr. og manus: Alice Rohrwacher. Foto: Hélène Louvart. 128 min. Italien-Schweiz-Frankrig-Tyskland 2018. Dansk premiere: 02.06.2019
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2019
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar