Claire Denis: Un beau soleil intérieur/ Luk solskinnet ind (2017)

KÆRLIGHEDENS FORRYKTE TALE

Clare Denis og forelskelsens dialekt

Af BO GREEN JENSEN

TEORI kan være trættende, men den giver mening i tilfældet Claire Denis (f. 1946). Der er en distinkt signatur i hendes værker, som genremæssigt breder sig ud i en vifte. I film som Beau travail (1999) og L’intrus (2004) er mødet mellem kultur og natur, civilisationslede og oprindelighed, reduceret til mytiske, ofte humoristisk karikerede størrelser.

   Denis voksede op i Burkina Faso, Senegal, Cameroun og andre fransk-afrikanske kolonier, som i 1950erne var ved at overgå til selvstyre eller selvstændighed. Hendes far var embedsmand i administrationen. Som 9-årig fulgte hun med sin mor til Paris, hvor både huse og lyset var grå. Der er i alle filmene – cirka 14 stykker – en distancerende facon. Denis tøver ikke med at kreditere sin barndom for det antropologiske blik.

   Der er flest maskuline roller hos Denis, som har været uafbrudt fascineret af mænds fysik og fremtrædelsesformer. Béatrice Dalle fik et lille comeback som kannibal i Trouble Every Day (2001). Isabelle Huppert havde hovedrollen i White Material (2009), og Chiara Mastroianni medvirkede i Les salauds (2013). Ellers har Denis været en franskmand, der ikke så det som sin borgerpligt at bruge divakorpset.

DET er ved at ændre sig. I Luk solskinnet ind har Juliette Binoche den gennemgående rolle som kunstneren Isabelle, en nyligt fraskilt mor, som prøver at finde kærligheden igen. I løst forbundne episoder forsøger hun at trænge ind til mænd i flere aldre og livssituationer. Nogle er lovende emner, men alle falder igennem. Ingen af dem fortjener hendes kærlighed, og ingen af dem vil have den, når det kommer til stykket.

   Endelig konsulterer Isabelle med »en klog mand«. Denis har givet ham navnet Denis. Clairvoyanten bliver spillet med majestætisk mine af Gérard Depardieu, og det er ham, som formulerer en tanke om at blive ved med at lede, finde ro i foreløbige forhold og lade sig oplyse af »un beau soleil intérieur«, dvs. en klar sol, som skinner i sindet.

   Den store mand taler dog uden at lytte. Han har netop brudt med en kvinde (Valeria Bruni Tedeschi), som han elsker med i en bil, før han går ind til Binoche. Ordene snor sig som røg. Denis forstærker fornemmelsen af, at cirkelbevægelsen kunne blive ved, da hun skriver filmens credits hen over samtalen.

BINOCHE bærer alle farver i filmen og er overbevisende fuld af det solskin, som gradbøjes i de forskellige titler. Binoche har præget fransk film, siden hun debuterede i Liberty Belle (1983). Hun har aldrig været bedre end nu, hvor hun som 54-årig kan spille alle slags roller.

   Luk solskinnet ind er samtidig en filosofisk diskurs i forklædning. Denis vil demonstrere, hvordan vi taler udenom og siger, hvad vi egentlig mener, i stilheden mellem de færdige linier.

   Denne metatekst bliver nogle steder for stiv, især når karaktererne selv repeterer og analyserer. Spontan er nok det sidste, man vil kalde Luk solskinnet ind. Dialogen bygger i øvrigt på Roland Barthes' Fragments d’un discours amoreux (1985), som i Karen Nicolajsens oversættelse hedder Kærlighedens forrykte tale. Denis har øre for forelskelsens særlige dialekt.

BEDST i hele filmen er en scene fra Provence, hvor Isabelle og andre kunstnere slentrer rundt ved et pittoresk landsted. De unge bymus taler om, hvad landskabet giver dem, og enes om, at fortidens bønder næppe havde samme blik for dagens skønhed. Binoche har omsider hørt nok og begynder at skælde mændene ud for deres arrogance.

   Det er som altid Stuart Staples fra Tindersticks, der har skrevet det atmosfæriske score. Andre når målet før aften, men Denis er fortsat på rejse. Den 71-årige filmskaber bliver ved at forvirre sit stampublikum. Hendes næste værk er High Life, en scifi-romance med Robert Pattinson og Binoche. Ólafur Eliasson har designet rumskibet i filmen.

   Her og nu gælder det styrken i Luk solskinnet ind. Filmen er atypisk enkel og smukt disponeret. Den begynder og slutter tilfældigt som livet. Det er bare at springe på karussellen.

Se også Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100].

Luk solskinnet ind (Un beau soleil intérieur). Instr. og manus: Claire Denis. Foto: Agnès Godard. 94 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 19.04.2018.

Fotos: Curiosa Films/ FD Production/ Playtime/ Ad Vitam Production/ Versus Production/ CNC/ OCS/ Cinémage/ La Banque Postale Image 10/ Arte Cofinova 11/ Cinematerial/ Angel Films/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON 18.06.2018

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 20.04.2018.

Lucile Hadzihalilovic: Évolution (2015)

STELLA MARIS

En fabel om drenge og havfruer

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med solen, som ses gennem vand. En dreng flyder i overfladen. Samtidig høres susende skvulpen, som ved en ultralydsscanning. Drengen dykker og ser noget sært: en søstjerne, der sidder på maven af en anden dreng. Han er død og har vidtåbne øjne. Dyret synes at mæske sig stort.

   Vi befinder os på en forblæst klippeø, hvor der kun lever drenge og kvinder. Drengen med de røde shorts hedder Nicolas. Han løber hjem til sin mor og fortæller. Hun affærdiger episoden, kalder oplevelsen et synsbedrag og sørger for, at han spiser sin mørkegrønne vælling.

   Nicolas adlyder uden at klage, men han laver en tegning i bogen, han aldrig viser sin mor. Der er skyggen af et smil om hans mund. Nicolas har indset, at kvinderne ikke er rigtige mødre. Der er for megen erindring, som ikke går op.

LUCILE Hadžihalilović sætter tonen på mesterlig vis. Vi er i et mareridt af en slags. Sandet er sort som kvindernes øjne. De bærer alle grå særk og har håret sat op. Somme tider, mens drengene sover, ligger de sammen i sandet. Proceduren ligner et fertilitetsritual. Kroppene vrider sig i et søstjernemønster.

   Også det nærliggende hospital er befolket med kvinder. De giver drengene injektioner og fortæller dem løgnehistorier. De døde drenge bliver fjernet. Det hedder sig, at de er rejst. Personalet sidder ved skærmen og følger en fødsel. Men det ligner ikke et menneskefoster.

MAN diskuterer af og til, om der er forskel, når kvinder og mænd laver film. Det er i regelen en udvendig snak om vilkårlige og statistiske faktorer. Faget er domineret af mænd. Men gør det strengt taget en forskel?

   Ofte er svaret et rungende nej. Man kan ikke se på The Hurt Locker og Zero Dark Thirty, Kathryn Bigelows film om Amerikas krige, at de er skabt af en kvindelig instruktør. Man siger, man kan se forskel, når det gælder markante autricer som Agnès Varda, Agnieszka Holland, Jane Campion og Sally Potter. Eller ser man det, fordi man ved det på forhånd?

   Alligevel er der tilfælde, hvor kønskriteriet giver jackpot. For eksempel er Attenberg (2010) af grækeren Athina Rachel Tsangari en film, som ingen mand kunne skabe. Skotten Lynne Ramsay og briten Andrea Arnold laver positive problemfilm. Catherine Breillats erotiske film er unikke. Man kan også godt se forskel på Lars von Trier og Susanne Bier.

Og ingen skaber tætte, mørke fantasier som Lucile Hadžihalilović. Hver af hendes sælsomme syndefaldsmyter udgør et autonomt univers. I La bouche de Jean-Pierre (1996), som på dansk hedder Mimi, bliver de voksnes besættelse af seksuelle overgreb en selvforstærkende mekanisme, som får barndommen til at synes pervers. Pigen må tage sine egne forholdsregler.

   I Innocence fra 2004 bliver passagen fra barndom til ungdom skildret gennem hverdagen på en streng pigeskole. En erotisk eventyrskov er lagt frem. Historien er hentet i Frank Wedekinds fortælling om »den korporlige opdragelse af unge piger«, men den æstetiske strategi er en anden, end mænds fantasier arbejder efter. Faktisk optræder der slet ingen mænd.

I Innocence ankommer pigerne til skolen i en trækiste, der har en stjerne skåret i låget, velsagtens så de kan ånde. I Évolution siger havkvinderne, at søstjernen kun skifter skikkelse én gang, nemlig ved fødslen. Det har været den samme succesrige livsform i mange millioner år.

   Évolution er et surrealistisk mysterium, som man selv skal rode rundt og trænge ind i ganske langsomt. Jeg vil ikke sige mere om den særlige forbindelse mellem drenge, fostre og kvinder med sugekopper på ryggen. Det ser sort ud for Nicolas, indtil han møder sygeplejersken Stella. Vigtigst er nok, at der aldrig bliver givet en færdig, udsagt forklaring.

   Évolution er ikke så smukt fotograferet som Innocence, hvor der hang kulbuelygter i skoven, og pigerne fik hårbånd i forskellige farver, én ny for hvert erfaringstrin, mens lærerinderne gjorde dem klar til at opleve indvielsen.

   I den nye film er parfumen og uniformerne fjernet til fordel for det hårde lys i en fabel om posthumane værdier. Évolution er en af de særeste film fra årtiet. Og en af de smukkeste havfruefabler. Den slutter vist nok i virkeligheden. Som alle de bedste historier om, hvad det vil sige at være en krop i forvandling.

Evolution (Évolution). Instr. : Lucile Hadžihalilović. Manus: Lucile Hadžihalilović, Alanté Kavaïté, Geoff Cox. Foto: Manuel Dacosse. 81 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 23.06.2016

.

Fotos: Les Films du Worso/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Film-grab/

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.06.2016

Lazzaro den lykkelige (Lazzaro Felice) [Bedste biograffilm 2019 nr. 5]

SMÅ HINKESTEDER PÅ VEJEN
Et eventyr om det moderne Italien

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er vi tilbage, ser det ud til, i fjerne og næsten feudale tider. Alice Rohrwachers overrumplende fabel begynder som en realistisk skildring af dagliglivet blandt italienske fæstebønder på et gods, hvor man dyrker tobak. Tænk 1900, Træskotræet, Padre Padrone. Landsbyen hedder La Inviolata, for det er et sted, som tiden ikke har rørt. 
   Billedtonen er stille og rolig. Publikum indstiller sig på at se en grundig beskrivelse af landmandslivet. Man bor i klinede huse, dyrker jorden efter antikke metoder og slider for at høste sparsomme afgrøder. Alle bærer gammeldags tøj. Der er måske en enkelt nøgen elpære. Vi får gradvis et indtryk af, hvor mange praktiske pligter, der er. Eller var, i fordums tid.

INGEN forlader Inviolata, som ligger afsondret, inde i landet. Familierne gifter sig ind i hinanden. Hver uge kommer forvalteren Nicola, henter afgrøderne og betaler bønderne for sidste uges varer. Prisen bliver heftigt diskuteret. Der er altid gammel gæld at modregne, og markedet er i minus. Man taler i henførte vendinger om la marchesa, der er som en mor for dem alle. Når Nicola er gået, bliver hun naturligvis også bagtalt. 
   Stilen er næsten antropologisk. Det er et enkelt liv, hvor man følger årstiderne og lever i harmoni med den brune, umbriske jord. Men vi ser, at der hersker en hård hakkeorden, hvor alle tørrer de tungeste pligter af på den næste i fødekæden. Nederst i hierarkiet er Lazzaro. Han klager ikke og siger aldrig nej. Han ser sig om med milde øjne. Han er lidt for god til denne verden, og alle i landsbyen udnytter ham.

TIDSFORNEMMELSEN bliver mere usikker, da filmen klipper til herskabets verden. I villaen står den kæderygende Alfonsina De Luna og ser ned på sine besiddelser. Hun diskuterer med sin søn, den dovent rebelske Tancredi. Han anfægter moralen i det store bedrag, som holder sammen på tingenes orden. Hvor længe vil hun holde tyendet hen? Violetta siger, at mennesker er som dyr. De har bedst af at blive i troen.
   For uden for Inviolata er det moderne ankommet for længst. Aristokraterne lever i resterne af en fattigfin luksus, som er ved at gå ned og forsvinde. Det er virkelig svære tider i tobaksindustrien. Tancredi hører grunge på sin walkman. Vi kunne være i 1992.
   Jeg røber her det første af en række forhold, som giver filmen narrativt moment. Lazzaro den lykkelige er ikke en plotdreven spændingsfilm, men fortællingen slår nogle magiske krøller, der kommer som åbenbaringer. Man kan høre, at publikum undrer sig. Der går et kollektivt suk gennem salen, når endnu en dør i historien bliver åbnet. For at få den fulde virkning, skal man have de overraskelser. Jeg vil derfor fortie adskilligt og prøve at skrive rundt om, hvad der sker. Men lad alligevel være med at læse mere, hvis De gerne vil bevare Deres uskyld.
   Hierarkiet ændrer sig ikke. Alligevel sker der forrykkelser, da Lazzaro møder den unge Tancredi. Markisens søn vil væk. Han fingerer sin egen bortførsel og skjuler sig i hulen, hvor Lazzaro har et hemmeligt fristed. Lazzaro henter mad og vin. Tancredi er skiftevis venlig og sarkastisk. Han undrer sig over Lazzaros godhed, for han forstår, at den kommer fra hjertet. Lazzaro er benovet over Tancredis erfaring og taknemmelig for at have fået en ven.
   Der indtræffer en banal ulykke, som får det vaklende dronningerige til at synke i grus. Da det sker, trækker kameraet sig op i kosmisk perspektiv. Vi ser, at Inviolata ligger som en ø i det umbriske landskab. For første gang findes der biler. I tv taler stemmerne om, hvordan »cigaretdronningen« Alfonsina de Luna holdt slaver. 

ALICE Rohrwacher fik ideen til Lazzaro felice, da hun hørte om en lignende sag, som kom frem i 90rnes Italien. Hun forbinder også historien med sin egen opvækst, hvor der var lokale mysterier, som tilflyttere ikke fik lov at høre hele sandheden om. Det giver mening, hvis man har set hendes forrige film, Miraklerne fra 2014.
   I Miraklerne voksede fire piger op i en tæt familie på landet i Toscana. Faderen var tysk. Moderen blev spillet af Alba Rohrwacher, som i virkeligheden er instruktørens storesøster. De levede af at sælge honning på markedet i landsbyen, hvor man så skævt til deres alternative værdier.
   Det var en film om at gøre sig fri. Et tv-hold kom til egnen for at præsentere lokale specialiteter. Gelsomina, Rohrwachers alter ego, blev forelsket, både i en traumatiseret tysk dreng, som fik arbejde på gården, og i tv-programmets version af Den Gode Fe, Milly Catena. Figuren blev fremstillet af Monica Bellucci. En smuk, åben slutning lod forstå, at hun måske virkelig var en etruskisk gudinde.
   Rohrwacher kommer selv fra en umbrisk familie, der holdt bier. Hun og Alba havde virkelig en tysk far og en italiensk mor, der ville realisere hippiedrømmen om bæredygtig økologi. Hun siger, at det hele kommer herfra. Og som voksen er hun flyttet tilbage.
   Rohrwacher har længe været en vigtig stemme i europæisk art cinema. Med Lazzaro den lykkelige bliver hun for alvor den fjerde auteur, som dominerer italiensk film p.t. Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Luca Guadagnino er alle mænd på cirka 50. Rohrwacher er født i 1982. Hun kommer et andet sted fra og har mere til fælles med generationen over Sorrentinos, instruktører som Nanni Moretti, Gianni Amelio og Marco Bellocchio.
   Rohrwacher debuterede i langt format med Corpo celeste (2011), som beskrev og kritiserede en katolsk klosterbarndom. Filmen kan ses som et sydlandsk modstykke til Cæcilia Holbek Triers Nonnebørn (1997), der gerne snart måtte blive reddet fra glemselen. Gennembruddet kom med Miraklerne, som modtog Juryens Grand Prix i Cannes. I 2019 var Rohrwacher selv medlem af den internationale jury på Cannes Festivalen. 

MIDTVEJS foretager filmen et spring. Lazzaro falder og lander - pladask og bogstaveligt - i nutiden, hvor resterne af Inviolata er beslaglagt. Folkene fra gården er flyttet til storbyen, hvor de overlever som hjemløse.  Alle er ældre og lidt mere kyniske. Men Lazzaro er den samme. Han fryser, for det er vinter, og han bærer stadig laser fra gården. Men hverken tiden eller døden eller kulden bider på den milde Lazarus.
   Formanden Nicola er ansat hos en entreprenør, som bruger illegal arbejdskraft. Ultimo og Antonia har etableret et lille lejrkompleks, der gentager mønstret fra Inviolata. Man spiser ved et campingbord og sover i fugtige soveposer. Der hersker ingen kærlig stemning, men storfamilien overlever. Blot er den urbaniseret, og der er ingen despot at give skylden – kun ubønhørligheden i en kriseramt markedsøkonomi.
   Først klager Antonia, fordi Ultimo slæber fremmede med hjem. Men hun ser en magisk budbringer i Lazzaro. Hun kan – ligesom tilskueren - ikke forstå, at han lever og er uforandret. Som ung pige har Antonia fortalt os om Frans af Assisi. Det var en lignelse om en ulv, som tiggermunken tæmmede. Måske bliver Lazzaro til slut til den ulv. Eller også var han den hellige Frans.
   Men først er han atter den evige hjælper, som løfter projektet. Han finder Tancredi, som nu er en ældre mand med hestehale, der bor i en forfalden herskabslejlighed og har gæld alle vegne. Han samler alle de gamle fra Inviolata og arrangerer et besøg. De køber kager for en formue og ringer på, men bliver afvist af Tancredis hustru. Hun vil dog gerne have deres bagværk. Markisen er død eller sidder i fængsel.
   Lazzaro forsøger atter med det gode. Også denne gang bliver Idioten straffet for sin tillid, som i verdens øjne er lig med enfoldig naivitet. Rohrwacher ser ingen forskel på gamle dage og moderne tider. Der er tale om evige mekanismer, som bliver klædt forskelligt på. 

DEN fantastiske fabel er litterær af væsen. Tilbage i 80erne fik vi begrebet magisk realisme, som blev brugt og misbrugt, indtil det ikke gav mening. På film bliver miraklerne meget konkrete. Det plejede at være et problem, når velmenende instruktører ville omsætte Gabriel Garcia Márquez, Carlos Fuentes, Laura Esquivel, Isabel Allende, John Irving, Peter Høeg og andre forfattere i strømningen. Men Rohrwacher ånder naturligt i formen. Hendes værker er født som magiske film.
   Lazzaro er en forunderlig film, som slipper af sted med at henvise til en hel vifte af klassikere. Rohrwacher siger, at hun og fotografen med vilje fandt steder, træk og motiver, som udløste filmisk erindring. Man må gerne tænke på Viscontis Leoparden (1963), når man hører navnet Tancredi. Man må gerne huske De Sicas Miraklet i Milano (1951) og drage en parallel til Pasolinis Kong Ødipus (1967), når Lazzaro lander i nutiden. Det er bare ikke målet. Det er små hinkesteder på vejen. 
   Filmen beskriver, hvordan bønderne bliver frie og gentager det gamle mønster i et samfund, hvor undertrykkelsen er mere uigennemskuelig, men af den grund ikke mindre konkret. For Rohrwacher at se, har vi erstattet en materialistisk middelalder med en spirituel middelalder.

MEST optimistisk er derfor de forsigtige forbedringer, som finder sted i Antonias liv. Hun og de andre fra Inviolata bor i telte ved en hovedvej, men Lazzaro lærer dem at bruge planterne, som vokser i rabatten. De skaber ny værdi med kasserede ting. Agnès Varda (1928-2019) var i film som En pige på drift (1985) og Fuglen og de fattige (2000) meget optaget af denne genbrug. Rohrwacher deler hendes æstetik og mentalitet. Vil man absolut ane en feminin écriture, er det hér, at den sætter igennem. 
   Adriano Tardiolo debuterer i titelrollen. Han er køn og provokerende passiv som den hellige tåbe, der blot tager imod. De fleste andre i castet er typer. Dét bliver en styrke, når Rohrwacher fremhæver en karakter, blot ved at bruge et ansigt, vi kender: Nicolettta Braschi som Markisen, Alba Rohrwacher som den voksne Antonia, Sergio Lopez som Ultimo.
   Det er en af de bedste italienske film i lang tid. Det siger noget i en visuel kultur, der står så stærkt. Men Rohrwacher er interesseret i andre ting end Sorrentino, Garrone og Guadagnino. Her er ingen personpolitik, ingen mafia, ingen effektsøgende sanselighed. Rohrwacher forener fabel og realisme i et nyt, nærmest anti-prangende billedsprog. Her er alting lidt mere filtret og sært. Hun bruger selv betegnelsen »et eventyr«. Det er i grunden korrekt og præcist.

Lazzaro den lykkelige (Lazzaro felice). Instr. og manus: Alice Rohrwacher. Foto: Hélène Louvart. 128 min. Italien-Schweiz-Frankrig-Tyskland 2018. Dansk premiere: 02.06.2019

Fotos:Tempesta/ RAI Cinema/ Amka Films Productions/ Ad Vitam Production/ KNM/ Pola Pandora Filmproduktions/ RSI/  ZDF/ ARTE/ Eurimages/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 03.05.2019