James Gray: The Lost City of Z (2017)

EN STORSLÅET BESÆTTELSE
Skåret i stoffet fra Kipling og Kubrick

Af BO GREEN JENSEN

KORTMAGEREN Percival Fawcett var 39 år, da han mødte sin skæbne. Det skete i 1906, da han foretog sin første rejse til Mato Grosso i Brasilien. Han fortalte om fantastiske væsener, han havde set – vennen Arthur Conan Doyle baserede Professor Challengers eventyr i The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden) på Fawcetts research. Og i en lysning, han aldrig siden kunne finde igen, så han resterne af en forhistorisk by, som han kaldte Z.

   Fawcett havde ingen arkæologisk erfaring, da han foretog den første ekspedition på vegne af Royal Geographic Society. Men han havde brug for at gøre en forskel. Efter 18 år i militæret vidste Fawcett, at han aldrig ville stige i graderne på ordinær vis. Han var en dygtig soldat, men blev altid valgt fra, fordi stamtavlen ikke var i orden. Hans far var en berømt cricketspiller, der drak sin hustrus penge op og blev berygtet.

   Fawcett gjorde tjeneste i Afrika, Irland og på Sri Lanka, som dengang hed Ceylon. Her mødte han Nina Agnes Paterson. De blev gift i 1901. Samme år gjorde Fawcett et career move, da han uddannede sig som kartograf. Parret fik to sønner og en datter, mens Fawcett igen og igen tog afsted.

   Han var hjemme i Europa for at kæmpe i 1. verdenskrig. I alt var der otte ekspeditioner. På den sidste forsvandt han sammen med sin ældste søn. Det var i 1925. Et kompas og et navneskilt dukkede op, men sløret havde lagt sig. Siden har Fawcetts skæbne været en myte på linje med Amelia Earharts forsvinden. Begge lever videre i fantasien.*

I JAMES Grays film om Fawcett bliver eventyreren fremstillet af Charlie Hunnam. Han er skildret som en dedikeret person, der ruger og reflekterer konstant. Familien er altid loyal, også når Fawcett bliver latterliggjort, og finansieringen tangerer det desperate.

   Hustruen Nina (Sienna Miller) støtter hans stræben; sønnerne undrer sig over den udtærede far. Gray sidestiller krigsoplevelserne med den dybe, grønne, forførende fred, som Fawcett finder i junglen. Gradvis går han rogue og native. Erobreren skifter side og lader regnskoven lukke sig bag ham.

   Virkelighedens Fawcett var efter alt at dømme en mere vidtløftig person. Flere af hans »opdagelser« hører hjemme i sensationernes rige. Fawcett blev ven med Henry Rider Haggard (1856-1925), der havde skrevet om Kong Salomons miner, Hun og Tågefolket. Fawcett kunne sikkert se en version af helten Allan Quatermain i sig selv. Det var de farverige skrøners tid.

GRAYS film er stemt i et mørkere register. Her er kaptajnen konstant på vej op ad floden og dybere ind i sig selv. Der er metaforiske møder, som forbinder filmen med Joseph Conrad og Rudyard Kipling. Raiders of the Lost Ark møder Apocalypse Now.

   Det gælder helt bogstaveligt. Rejsen på floden i Lost City of Z er struktureret som i Francis Ford Coppolas magnum opus. Båden bevæger sig gennem koloniseringen og imperialismens historie, før sejladsen slutter i mørkets hjerte hos landskabets oprindelige befolkning, der i begge fiktioner udfører »unævnelige« ritualer i en evig, før-kristen forestillingsverden.

   Hos Coppola er den franske Indokina-fortid repræsenteret ved besøget på en fransk plantage, hvor Willard overnatter hos Aurore Clément. Der er to møder med de strippende playmates, som optræder for soldaterne. Senere møder besætningen på Erebus dem efter en storm nede ad floden.

   I The Lost City of Z overnatter ekspeditionen hos Baron de Gondoris, en portugisisk adelsmand, hvis gummiplantage dublerer som handelsstation og er den sidste udpost før junglen begynder. Her opfører skuespillere og tjenestefolk i karikeret version en komedie, som svarer til det første møde med Playboy-pigerne i Apocalypse Now. Afsnittet om den franske plantage indgår kun i den lange version af Apocalypse Now. Og gensynet er fjernet fra det final cut, som nu er standard.

   Gray henviser naturligvis til dem alle. Cineasten har selv nævnt Werner Herzogs Fitzcarraldo (1982) – som et skræmmende eksempel på instruktøren, der forvilder sig – og sagt, at The Lost City of Z er som »David Lean med en lidt mere hallucinatorisk fornemmelse. For manden tog til junglen og gik nærmest fra forstanden«. Mærkeligst af alt er nok, at det hele vokser ud af en sandhed. Og at Fawcetts forsvinden ligger mindre end 100 år tilbage i tiden, der bestemt bliver ved som en flod.**

JAMES Gray ( f. 1969) er en af 4-5 instruktører, der kandiderer til en status som den nye Stanley Kubrick. Han har kun lavet syv film på 25 år.

   I Danmark er han bedst kendt for tre kriminelle epos om ære, der samtidig udgør en hjemstavnshistorie fra instruktørens kvarter i New York: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007). Både den spinkle Two Lovers (2008) og periodedramaet The Immigrant (2013) var tilløbsstykker i Frankrig. Fem af Grays film er åbnet i Cannes. I 2019 kom han til Venedig med Ad Astra, en far/søn-fortælling i sci-fi format, der kan ses som hans bud på en Rumrejsen år 2001.

ROBERT Pattinson spiller Curtin, Fawcetts trofaste assistent. Som sønnen Jack Fawcett ses Tom Holland. Der er ingen effekter. Selv kannibalerne er ægte. Darius Khondji har fotograferet lyset i junglen med den samme flair, han sædvanligvis giver mørket i byen. Der er en gammel Douglas Sirk-film, som hedder Magnificent Obsession. Det er, hvad Fawcett bliver over tid: offer for en storslået besættelse.

   Så til slut lader vi jægeren finde det sted, hvor han så den forsvundne by første gang. Et helt liv er gået tabt, mens han ledte. The Lost City of Z er på én gang anakronistisk og klassisk. Det er en af de særeste, flotteste film, jeg har set.

Se også James Gray: Ad Astra [Bedste biograffilm 2019 nr. 6]; Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019); Yulene Olaizola: Tragic Jungle | Selva trágica (2020).

NOTER

*) Piloten og flypioneren Amelia Earhart (1898-1937) var den første kvinde, som fløj alene over Atlanterhavet – som passager i 1928, på en soloflyvning i 1932. Hun skrev om sine oplevelser, arbejdede for lige vilkår i faget og var en folkehelt i sin tid. I 1937 forsvandt hendes fly – et specialbygget Lockheed Electra 10E – over Stillehavet mellem Howland Island og Papua New Guinea. Ombord var også navigatøren Fred Noonan. Mysteriet har pirret fra begyndelsen. Countrysangeren Dave McEnery skrev »Amelia Earhart’s Last Flight« i 1939. Der er talrige film om Earhart. Rosalind Russell (1943), Susan Clark (1976), Diane Keaton (1994), Hilary Swank (2009) og Amy Adams (2009) har alle spillet rollen. En skov af teorier verserer: Var Earhart på mission for militæret? Blev hun og Noonan taget som japanske fanger? Og blev de henrettet? Earhart blev officielt erklæret død den 5. januar 1939. Hun er siden blevet »set« mange gange, på samme måde som Elvis Presley og Jim Morrison. Min personlige interesse stammer fra Plainsong-albummet In Search of Amelia Earhart, som Iain Matthews og Andy Roberts indspillede i 1972. Matthews bruger sangen fra 1939, sin egen »True Story of Amelia Earhart« og gospelsangen »I'll Fly Away« til at skabe et (fremragende) semi-konceptalbum. Også Joni Mitchell har skrevet om Earhart i sangen »Amelia« fra Hejira (1976). 

**) James Grays film er baseret på David Granns essayistiske beretning i The Lost City of Z: A Deadly Obsession in the Amazon (2009, da. Jagten på den forsvundne by), der begyndte som en artikel i The New Yorker fra 2005. Grann har gjort historisk true crime, farverige personer som Fawcett og mysterier som hans forsvinden til sit speciale. Der er flere i The Devil and Sherlock Holmes: Tales of Murder, Madness, and Obsession (2010). Mange andre har skrevet om Fawcetts ekspeditioner, mere eller mindre sensationalistisk, og flere er rejst i hans fodspor. Brian Fawcett, næstældste søn, samlede sin fars optegnelser i Exploration Fawcett: Journey to the Lost City of Z (1953), som i USA hedder Lost Trails, Lost Cities, og fik selv finansieret flere ekspeditioner. Arne Falk-Rønne (1920-1992), den danske journalist og forfatter, som skrev adskillige rejseskrivelser og var en god formidler, men sjældent et stort sandhedsvidne, giver sit bud på Fawcetts skæbne i Dr. Klapperslange (1977) og Klodens forunderlige mysterier (1991). Til de mest eksotiske bud hører Rob McGregors pasticheroman Indiana Jones and the Seven Veils (1991), bind 3 af 12 i serien Indiana Jones: Prequels  (1991-1999). Det giver fuldkommen mening, at Indiana Jones tager til Amazonas for at finde manden, der inspirerede George Lucas og Steven Spielberg. Der er bred enighed om, at Fawcett havde ret i sin påstand om junglebyer.

The Lost City of Z. Instr. & manus: James Gray. Foto: Darius Khondji. 141 min. USA 2016. Dansk premiere: 10.08.2017.

Fotos: Amazon Studios/ Keep Your Head/ MICA Entertainment/ MadRiver Pictures/ Northern Ireland Screen/ Plan B Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official  Bleecker Street trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 24.07.2017

4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout! Factory (US) 19.09.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.08.2017 [noter tilføjet august 2021}

James Gray: Ad Astra [Bedste biograffilm 2019 nr. 6]

SIGNALET FRA NEPTUN
En anti-visionær fremtidshistorie

Af BO GREEN JENSEN

FÆDRE kan svigte deres børn på mange måder. Nogle dør før tiden. Nogle går deres vej og forsvinder. Andre flyver bare væk.
   Astronauten Roy McBride (Brad Pitt) var dreng, da hans far tog afsted for at finde liv og nye verdener i rummet. Mission Lima havde ingen endelig destination. Roy var stadig en ung mand, da Lima blev tavs efter 16 år. Tredive år senere er han major i det amerikanske Space Agency. Roy er vokset op med arven, hans opdagelsesrejsende far efterlod: Clifford McBride (Tommy Lee Jones) er en kanoniseret nationalhelt.

 

VI er cirka 50 år ude eller inde i en fremtid, hvor tingene stort set ligner sig selv. Verden går sin skæve gang. Der er så småt kommet gang i en kolonisering af rummet, udvinding af ressourcer og anden kommerciel trafik. Klimaet er ikke blevet bedre. Teknologien er nano og virtuel. Der er ingen forventninger knyttet til rummet. Der er ingen spor af aliens.

   Roy er netop kommet på benene efter en arbejdsulykke, da han bliver kaldt til møde. En rumantenne blev ramt af et kraftfelt og brød i brand. Energiudladningen kommer fra Neptun. Man formoder, at Clifford McBride er i live og sender de dræbende bølger. Nu skal Roy kontakte ham.

ROY er kendt for sin koldblodighed. Hans puls når aldrig over 80 slag i minuttet, selv i pressede situationer. Lige så fast har han været privat, alle er skubbet på afstand. Rejsen går via Månen og Mars. En pioner fra rumprogrammet, oberst Pruitt (84-årige Donald Sutherland), som kendte Clifford, er med. Roy kan regne ud, at der er mere i sagen, end han får at vide. I skibets last ligger våben, som én gang for alle skal slukke signalet fra Neptun.

JAMES Gray (f. 1969) er blandt de bedste amerikanske filmskabere i generationen, som nu er blevet midaldrende. Skønt Quentin Tarantino tog det store publikum, har han og Gray kørt en slags parløb. De er begge mønsterbrydere, som arbejder yderst genrebevidst og er rundet af 70ernes filmsyn. Tarantino har leget med konventioner. Gray har raffineret dem. 

GRAY markerede sit territorium i tre hjemstavnsbaserede kriminalfilm: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007), der er mere interesserede i miljø og moral end i effekter og intrige. Efter en atypisk skrøbelig kærlighedsfilm, Two Lovers (2008) med Joaquin Phoenix og Gwyneth Paltrow, kan de seneste værker ses som en trilogi, der afprøver klassiske genrer og undersøger, hvad de kan bruges til nu.
   Marion Cotillard havde titelrollen i The Immigrant (2013), en stor periodefilm som aldrig nåede til Danmark. The Lost City of Z (2016) fortalte i eventyrlig form om Percy Fawcett, den edwardianske opdagelsesrejsende, som ledte efter Eldorado i Amazonas. Han forlod sin familie på samme måde, som Clifford McBride gør i Ad Astra, men på den sidste ekspedition fik han selskab af sønnen.
   Ad Astra kommer som filmen, der samler det hele. Den er stort produceret i alle henseender og smukt fotograferet af Hoyte van Hoytema. The Immigrant stod ikke tilbage for Uskyldens år og Gangs of New York i scenografien. The Lost City of Z var som at se en blanding af Indiana Jones, Werner Herzogs Fitzcarraldo og imperietidsfilm som Four Feathers. Den nye film går videre endnu. Ad Astra står ikke tilbage for Rumrejsen år 2001, når det gælder snittet i produktionen.  

FILMEN er næsten en antologi, der arbejder sig gennem genren. I første akt er der spektakulære sætstykker og fysiske scener, man vitterlig aldrig har set. Roy og hans kolleger udfører en rutinemæssig reparation på en rumantenne, da bølgerne fra Neptun får tårnet til at selvantænde. Flammerne og faldet er beskrevet med en taktilitet, der gør synet smukt og apokalyptisk på samme tid.
   Senere mellemlander Roy og Pruitt på Månen, da de skal skifte fartøj på vej til basen på Mars. Under køreturen bliver de overfaldet af pirater, som opererer uden for de fastlagte nationale zoner. Det udvikler sig til en biljagt, der kan måle sig med actionscener i de bedste kørefilm. 
   Grays film er samtidig optaget af at normalisere rumfarten. Ad Astra er ingen dystopisk fremtidsvision. Månelufthavnen er et prosaisk sted med toldfri butikker og kafferestauranter. Der er ingen mystik eller pionerånd. Nutidens kapitalisme har simpelt hen udviklet sig eksponentielt. Det er for den sags skyld de samme firmanavne.

I ANDEN akt bliver rejsen til Neptun afbrudt ved flere lejligheder. Skibets kaptajn ser sig nødsaget til at reagere på Mayday-signalet fra et norsk rumfartøj, skønt Roy insisterer på, at hans mission har prioritet. Der er ingen mennesker på det nødstedte skib. Men der er rasende forsøgsdyr, som angriber med chokerende virkning.
   Endelig når vi til Neptuns ringe. Her er en smuk serie rumvandringer, men især er der mødet med Clifford McBride, den fortabte og muligvis mentalt forstyrrede far, der har styret Roys liv med sit fravær. Grays egen bemærkning om filmens præmis giver mening. Det er »nærmest som hvis du blander Apocalypse Now med 2001 og kommer en smule Conrad i mikset.«
   Kubricks hovedværk er naturligvis en forudsætning. Der ville ikke være nogen Ad Astra uden Rumrejsen år 2001. Dommedag nu, Francis Ford Coppolas Vietnamkrigsfilm, var baseret på rejsen op ad floden, som Joseph Conrad fortæller om i Mørkets hjerte (1899). Her skal Marlow – på handelskompagniets vegne – uskadeliggøre den gale Kurtz, som har forskanset sig i junglen og praktiserer unævnelige riter.

OM den prosaiske fremtid i filmen siger Gray, at han var inspireret af noget, som Kurt Vonnegut skriver i Sirenerne på Titan (1958). Romanen begynder med et ironisk-lakonisk tilbageblik på »Mareridtstiden«, hvor ingen kendte meningen med tilværelsen: »Menneskeheden sendte sine fortropper længere udad, hele tiden udad. Til sidst sendte den dem ud i rummet, ud i det farveløse, kedsommelige, vægtløse hav af udadrettethed uden ende. Den slyngede dem udad som sten.«
    Clifford McBride er en af de sten. For hvad opdagede mennesket ude i rummet? »Disse ulykkelige fortropper fandt, hvad allerede var blevet fundet til overflod på Jorden – et uendeligt mareridt af meningsløshed. Rummets, den uendelige udadvendtheds gaver til menneskene var tre i tallet: tomme heltepositurer, vulgær komik og meningsløs død.«*
   McBride afbrød kommunikationen, fordi han ville ikke acceptere, at der ingenting var i rummet. For militæret var det enklere at give renegaten heltestatus. Da far og søn mødes, er to principper i spil: Clifford vil videre udad. Roy vil aflevere sin last og definitivt standse eksperimentet.
   Ad Astra står på skuldrene af talrige andre scifi-film. Men med sit kølige blik på menneskets undren, er den en film af sin tid og meget original. Der er ingen sorte monolitter, ingen stjernebørn. Der er ingen mulighed for nærkontakt. Vi er på godt og ondt alene.

BRAD Pitt, som selv er medproducer, skaber en af sine bedste karakterer. Roy McBride er en mand til alle tider, der kan måle sig med patriarken fra Terrence Malicks Tree of Life (2011). Ad Astra ligner jo den science fiction, man håbede Malick kunne lave en dag. Blot er åndeligheden erstattet med sin modsætning. Ad Astra er anti-visionær science fiction.
   Den voksne Roy McBride er så fjern og indesluttet, at han knapt reagerer på sine omgivelser. Derfor giver det mening, at Liv Tyler forsvinder i rollen som hustruen, der har opgivet at råbe ham op. Filmens mest interessante kvindefigur er Helen Lantos (Ruth Negga), der har levet sit liv i stationen på Mars. Tommy Lee Jones er bare Tommy Lee Jones i rollen som Clifford McBride.

I DEN bevægede slutakt, hvor søn og far taler ud, får filmen en stor klump i halsen. Ellers ligger lejet et fornuftigt sted mellem følelseskulden i 2001 og følsomheden i film som Robert Zemeckis’ Contact (1997) og Christopher Nolans Interstellar (2014), hvor det er døtre, som bliver forenet med en forsvunden rocket man-far på tværs af tidens krumning. Max Richters score lægger en sober distance til alle excesser.
   Det er en af de flotteste film i sin genre. Ad Astra skal absolut ses på stort lærred i biografen, hvor alle kan høre dig skrige i rummet. 

*) Sirenerne på Titan er citeret i Arne Herløv Petersens oversættelse, som udkom på Stig Vendelkærs Forlag i 1972. Vibe Vestergaard har tegnet det stemningsskabende omslag. En lang række store forfatterskaber i genren blev introduceret på dansk i serien SV science fiction, som Jannick Storm (1939-2015) redigerede sammen med AHP, der heldigvis lever endnu. Forlaget gjorde sig ellers mest i erotiske skrifter. I flere bind kan man finde en værdikupon, der kan indløses for en turistplads på den første kommercielle flyvning til Månen. Det var tre år efter Apollo 11. The Sirens of Titan er den eneste af Vonneguts bøger, som er ENDNU bedre end Slaughterhouse-Five (1969). Jeg mødte ham først i den serie og gemmer stadig billetten til måneturen.

Ad Astra. Instr.: James Gray. Manus: Ethan Gross, James Gray. Foto: Hoyte Van Hoytema. 122 min. USA-Kina-Brasilien 2019. Dansk premiere: 19.09.2019.

Fotos: 20th Century Studios/ Nordisk Film Distribution

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney/ 20th Century 01.07.2021 

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 20.09.2019