Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006)

ÅBEN HIMMEL
En hyldest til frihed og flyvende kvinder

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder som performance, men ender som kropsnær virkelighed. Kunst- og dokumentarfilmen Smiling in a War Zone er en befriende varm og trods alt jordnær hyldest til grænseløsheden og den personlige frihed, som stadig er forbundet med at flyve.

   Fornemmelsen har ganske vist trange kår i en terroropskræmt tid, hvor luftrummet er belagt med endnu flere restriktioner end territorierne nede på jorden, og hvor luftfart i vid udstrækning er blevet et synonym for trafikken med kampfly og skumplende luftbusser, der fragter sure og frygtsomme mennesker rundt mellem verdens destinationer.

   I dette triste åndsklima findes der stadig gode dissidenter som billedkunstneren Simone Aaberg Kærn (f. 1969), der altid har holdt af at flyve. Hun fik pilotcertifikatet i 1996, endda fra den traditionsrige Clacton Aero Club i Storbritannien, og på et tidspunkt blev længslen efter frihed så presserende, at hun investerede sin rørende formue i en 40 år gammel Piper-Colt maskine med bare én motor, en propelmaskine af den slags, som Carl Barks og Hergé kunne tegne med kærlig detaljerigdom.*

EN dag så Simone Kærn i Dagbladet Politiken en reportage fra det i princippet »befriede« Afghanistan. Blandt andet skrev Carsten Jensen om teenagepigen Farial, der drømte om at blive pilot, men næppe nogen sinde ville komme op at flyve i en kultur, hvor kvinder notorisk bliver holdt nede.

   Her var en sag, som Simone kunne hænge sin autentiske flyverhjelm af garvet førkrigslæder på. Fordi himlen skal være fri for alle, og fordi »sisters are doing it for themselves«, satte Kærn kurs mod Kabul med kæresten Magnus Bejmar i passagersædet. Smiling in a War Zone dokumenterer den 6000 kilometer lange rejse med mange stop i forskellige lande, der til at begynde med stiller sig skeptisk, men ender med at bakke op om projektet.

KÆRN ved, at togtet har karakter af happening eller politisk performance. Hver gang hun søger om tilladelse til at lande, lette eller overflyve et område, får hun kategorisk nej fra myndigheder, der enten er arrogante, rådvilde eller bekymrede. Når hun sætter sin lille maskine ned i Serbien, Tyrkiet eller Afghanistan, bliver hun alligevel venligt modtaget.

   At mennesker dybest set vil hinanden det godt, er en af filmens overraskende pointer. Den slags bliver som regel kun sagt på besværgende vis i fiktionsform. Selv den kontrære amerikanske flykommando undlader at gribe ind, da hun overhører alle instrukser og sætter sin vilje igennem. Logistisk er turen på linje med de store opdagelsesrejsendes bedrifter. På den sidste etape flyver Kærn mellem bjergene ind i Afghanistan og er lige ved at strejfe den højeste tinde med bugen af sit smilende Piper-Colt propelfly.

SIMONE Kærn rejser i ånden fra Amelia Earhart og Mathias Rust. Der er så mange programmer og dagsordener i spil, at man godt kan blive svimmel på vejen til Afghanistan. Kærn poserer i klassisk pilotdragt, og man ser for sig allerede et »aerofeministisk« værk i slægt med kunstnerens »Sisters in the Sky«-projekt, en serie portrætter af kvindelige kamppiloter fra 2. verdenskrig, som blev vist på Biennalen i Venedig i 1999.

   Det lille fly må til stadighed tankes op, men kan til gengæld flyve på almindelig benzin og lande snart sagt hvor som helst. Hver gang en lille forhindring passeres, bliver den episke knast et stort drama i filmen. Indstuderet skøre og kunstfærdige blue screen-sekvenser er klippet ind i de dokumentariske optagelser. Det er lige før, at meningen med filmen forsvinder i alle ideerne bag den.

VED målet for rejsen, fremme i Kabul, skifter filmen imidlertid karakter. Smiling in a War Zone bliver en for alvor levende dokumentar. For vist finder Simone Kærn frem til Farial, og vist kommer den afghanske gymnasiepige op at flyve, men det hele er alligevel ikke så eventyrligt og heroisk, som pioneren fra Danmark ville have troet. Da hun opsøger Farial på skolen, tænker Simone for første gang på, om pigen vil finde det hele lidt småskørt.

   Afghanistan er heller ikke den tilbagestående talebanfæstning, som Kærn har læst om i aviserne hjemme. Hun bliver eksemplarisk modtaget i lufthavnen, og der er ingen problemer med at overtale Farials forældre til at lade datteren prøve kræfter med luften. Ydermere viser det sig, at der i forvejen er flere kvindelige piloter i det afghanske flyvevåben, og de vil gerne hjælpe kvinden fra Danmark med at give pigen fra Kabul en rigtig flytime.

MYNDIGHEDERNE øjner velsagtens en sjælden chance for positiv PR. I hvert fald er hele ledelsen mødt op, og admiralerne sidder på rad og række den formiddag, da Farial skal flyve et stort militærfly. Pigen kommer imidlertid ikke. Hun er til og med længe om at melde afbud, og Simone Kærn og de afghanske officerer venter i stadig mere trykkende tavshed.

   Bagefter undskylder Farial sig med, at hun skulle passe sin syge onkel. Hun henviser halvhjertet til kvindens sekundære stilling i landet, men man mere end fornemmer, at hun simpelt hen har fået kolde fødder. Det er faktisk ikke så lidt af en nedtur.

ENDELIG skal Simone og Magnus også tilbage med deres fly. Denne gang lader den amerikanske flykommando ikke nogen være i tvivl om, at »you can fuck with the U.S. Air Force once, but you cannot fuck with it more than once,« så der bliver ingen flytilladelser.

   Pengene er brugt, og det smilende fly er under alle omstændigheder ved at falde fra hinanden. Næsten patetisk må eventyrersken tomle hjem med et fragtfly fra NATO. Hendes Piper-Colt foldes sammen og ligner en herreløs cykel henne i hjørnet. Filmen tager afsked med Simone Kærn, da hun selv træder ind i det gabende lastrum.

FORDI flyvedrømmen indhentes af virkeligheden, og fordi Simone Kærn bruger lige så megen tid og opmærksomhed på den prosaiske landing i Kabul, bliver Smiling in a War Zone en sært bevægende og for alvor livsbekræftende film. Hvad der i afsættet ligner mildt fortænkt, programmatisk konceptkunst, ender som fuldtonende realisme.

   Stærke kvinder og pragmatiske fantaster som Simone kan stadig skrive cirkler på den vidtåbne himmel. Men realiteten vil ikke altid som drømmen, og det er fremdeles sandt, at det er rejsen, ikke ankomsten, som er vigtig. Smiling in a War Zone er en tankevækkende dokumentarfilm, der i krydsfeltet mellem fortælling og essay udvirker små mirakler af nærhed og indsigt.

Se også James Gray: The Lost City of Z (2017); Animation | The Swallows of Kabul/ Les hirondelles des Kaboul (2019). 

*) Flyet er blandt de rare klenodier, som vises på udstillingen Efter stilheden - Kunstens kvinder tager ordet (SMK 28.08.-21.11.2021). I sin første inkarnation fra 2002 var Kærn & Bejmars flyveprojekt et koncept med titlen »Microglobal Performance #1 (Open Sky)«. Både flyet og det ikoniske pilot-med-globus foto indgår. Sisters in the Sky var en installation med portrætter af 45 kvindelige kamppiloter, som blev vist på Louisiana i 1997 og på Biennalen i Venedig i 1999. Premieren på Smiling in a War Zone faldt sammen med soloudstillingen Open Sky, som blev vist i Malmö Konsthall i 2006. Kærn blev kontroversiel i flere omgange, da hun i 2010 portrætterede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med et fly fra koalitionshærens Afghanistan-indsats i baggrunden og da hun i 2016 skildrede Forsvarets indsats i Libyen på maleriet »Batalje«, et triptykon på 2 x 7 meter. Det Nationalhistoriske Museum på Fredensborg Slot havde bestilt maleriet, men afbrød samarbejdet, da det i ledelsens øjne ikke gav en rimelig fremstilling af »den egentlig ret lykkelige historie om krigen«. 

Smiling in a War Zone. Instr.: Simone Aaberg Kærn & Magnus Bejmar. Manus: Simone Aaberg Kærn. Foto: Magnus Bejmar. 78 min. DK-Sverige-Tyskland-Finland 2006. Dansk premiere: 14.09.2006.

Fotos: Cosmo Film/ DFI Filmcentralen/ CineMaterial/ Magnus Bejmar/ VISDA/ SMK/ YouTube (trailer)

Filmen streames (juli 2025) på FILMSTRIBEN  og Filmcentralen.dk

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.09.2006

James Gray: The Lost City of Z (2017)

EN STORSLÅET BESÆTTELSE
Skåret i stoffet fra Kipling og Kubrick

Af BO GREEN JENSEN

KORTMAGEREN Percival Fawcett var 39 år, da han mødte sin skæbne. Det skete i 1906, da han foretog sin første rejse til Mato Grosso i Brasilien. Han fortalte om fantastiske væsener, han havde set – vennen Arthur Conan Doyle baserede Professor Challengers eventyr i The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden) på Fawcetts research. Og i en lysning, han aldrig siden kunne finde igen, så han resterne af en forhistorisk by, som han kaldte Z.

   Fawcett havde ingen arkæologisk erfaring, da han foretog den første ekspedition på vegne af Royal Geographic Society. Men han havde brug for at gøre en forskel. Efter 18 år i militæret vidste Fawcett, at han aldrig ville stige i graderne på ordinær vis. Han var en dygtig soldat, men blev altid valgt fra, fordi stamtavlen ikke var i orden. Hans far var en berømt cricketspiller, der drak sin hustrus penge op og blev berygtet.

   Fawcett gjorde tjeneste i Afrika, Irland og på Sri Lanka, som dengang hed Ceylon. Her mødte han Nina Agnes Paterson. De blev gift i 1901. Samme år gjorde Fawcett et career move, da han uddannede sig som kartograf. Parret fik to sønner og en datter, mens Fawcett igen og igen tog afsted.

   Han var hjemme i Europa for at kæmpe i 1. verdenskrig. I alt var der otte ekspeditioner. På den sidste forsvandt han sammen med sin ældste søn. Det var i 1925. Et kompas og et navneskilt dukkede op, men sløret havde lagt sig. Siden har Fawcetts skæbne været en myte på linje med Amelia Earharts forsvinden. Begge lever videre i fantasien.*

I JAMES Grays film om Fawcett bliver eventyreren fremstillet af Charlie Hunnam. Han er skildret som en dedikeret person, der ruger og reflekterer konstant. Familien er altid loyal, også når Fawcett bliver latterliggjort, og finansieringen tangerer det desperate.

   Hustruen Nina (Sienna Miller) støtter hans stræben; sønnerne undrer sig over den udtærede far. Gray sidestiller krigsoplevelserne med den dybe, grønne, forførende fred, som Fawcett finder i junglen. Gradvis går han rogue og native. Erobreren skifter side og lader regnskoven lukke sig bag ham.

   Virkelighedens Fawcett var efter alt at dømme en mere vidtløftig person. Flere af hans »opdagelser« hører hjemme i sensationernes rige. Fawcett blev ven med Henry Rider Haggard (1856-1925), der havde skrevet om Kong Salomons miner, Hun og Tågefolket. Fawcett kunne sikkert se en version af helten Allan Quatermain i sig selv. Det var de farverige skrøners tid.

GRAYS film er stemt i et mørkere register. Her er kaptajnen konstant på vej op ad floden og dybere ind i sig selv. Der er metaforiske møder, som forbinder filmen med Joseph Conrad og Rudyard Kipling. Raiders of the Lost Ark møder Apocalypse Now.

   Det gælder helt bogstaveligt. Rejsen på floden i Lost City of Z er struktureret som i Francis Ford Coppolas magnum opus. Båden bevæger sig gennem koloniseringen og imperialismens historie, før sejladsen slutter i mørkets hjerte hos landskabets oprindelige befolkning, der i begge fiktioner udfører »unævnelige« ritualer i en evig, før-kristen forestillingsverden.

   Hos Coppola er den franske Indokina-fortid repræsenteret ved besøget på en fransk plantage, hvor Willard overnatter hos Aurore Clément. Der er to møder med de strippende playmates, som optræder for soldaterne. Senere møder besætningen på Erebus dem efter en storm nede ad floden.

   I The Lost City of Z overnatter ekspeditionen hos Baron de Gondoris, en portugisisk adelsmand, hvis gummiplantage dublerer som handelsstation og er den sidste udpost før junglen begynder. Her opfører skuespillere og tjenestefolk i karikeret version en komedie, som svarer til det første møde med Playboy-pigerne i Apocalypse Now. Afsnittet om den franske plantage indgår kun i den lange version af Apocalypse Now. Og gensynet er fjernet fra det final cut, som nu er standard.

   Gray henviser naturligvis til dem alle. Cineasten har selv nævnt Werner Herzogs Fitzcarraldo (1982) – som et skræmmende eksempel på instruktøren, der forvilder sig – og sagt, at The Lost City of Z er som »David Lean med en lidt mere hallucinatorisk fornemmelse. For manden tog til junglen og gik nærmest fra forstanden«. Mærkeligst af alt er nok, at det hele vokser ud af en sandhed. Og at Fawcetts forsvinden ligger mindre end 100 år tilbage i tiden, der bestemt bliver ved som en flod.**

JAMES Gray ( f. 1969) er en af 4-5 instruktører, der kandiderer til en status som den nye Stanley Kubrick. Han har kun lavet syv film på 25 år.

   I Danmark er han bedst kendt for tre kriminelle epos om ære, der samtidig udgør en hjemstavnshistorie fra instruktørens kvarter i New York: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007). Både den spinkle Two Lovers (2008) og periodedramaet The Immigrant (2013) var tilløbsstykker i Frankrig. Fem af Grays film er åbnet i Cannes. I 2019 kom han til Venedig med Ad Astra, en far/søn-fortælling i sci-fi format, der kan ses som hans bud på en Rumrejsen år 2001.

ROBERT Pattinson spiller Curtin, Fawcetts trofaste assistent. Som sønnen Jack Fawcett ses Tom Holland. Der er ingen effekter. Selv kannibalerne er ægte. Darius Khondji har fotograferet lyset i junglen med den samme flair, han sædvanligvis giver mørket i byen. Der er en gammel Douglas Sirk-film, som hedder Magnificent Obsession. Det er, hvad Fawcett bliver over tid: offer for en storslået besættelse.

   Så til slut lader vi jægeren finde det sted, hvor han så den forsvundne by første gang. Et helt liv er gået tabt, mens han ledte. The Lost City of Z er på én gang anakronistisk og klassisk. Det er en af de særeste, flotteste film, jeg har set.

Se også James Gray: Ad Astra [Bedste biograffilm 2019 nr. 6]; Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019); Yulene Olaizola: Tragic Jungle | Selva trágica (2020).

NOTER

*) Piloten og flypioneren Amelia Earhart (1898-1937) var den første kvinde, som fløj alene over Atlanterhavet – som passager i 1928, på en soloflyvning i 1932. Hun skrev om sine oplevelser, arbejdede for lige vilkår i faget og var en folkehelt i sin tid. I 1937 forsvandt hendes fly – et specialbygget Lockheed Electra 10E – over Stillehavet mellem Howland Island og Papua New Guinea. Ombord var også navigatøren Fred Noonan. Mysteriet har pirret fra begyndelsen. Countrysangeren Dave McEnery skrev »Amelia Earhart’s Last Flight« i 1939. Der er talrige film om Earhart. Rosalind Russell (1943), Susan Clark (1976), Diane Keaton (1994), Hilary Swank (2009) og Amy Adams (2009) har alle spillet rollen. En skov af teorier verserer: Var Earhart på mission for militæret? Blev hun og Noonan taget som japanske fanger? Og blev de henrettet? Earhart blev officielt erklæret død den 5. januar 1939. Hun er siden blevet »set« mange gange, på samme måde som Elvis Presley og Jim Morrison. Min personlige interesse stammer fra Plainsong-albummet In Search of Amelia Earhart, som Iain Matthews og Andy Roberts indspillede i 1972. Matthews bruger sangen fra 1939, sin egen »True Story of Amelia Earhart« og gospelsangen »I'll Fly Away« til at skabe et (fremragende) semi-konceptalbum. Også Joni Mitchell har skrevet om Earhart i sangen »Amelia« fra Hejira (1976). 

**) James Grays film er baseret på David Granns essayistiske beretning i The Lost City of Z: A Deadly Obsession in the Amazon (2009, da. Jagten på den forsvundne by), der begyndte som en artikel i The New Yorker fra 2005. Grann har gjort historisk true crime, farverige personer som Fawcett og mysterier som hans forsvinden til sit speciale. Der er flere i The Devil and Sherlock Holmes: Tales of Murder, Madness, and Obsession (2010). Mange andre har skrevet om Fawcetts ekspeditioner, mere eller mindre sensationalistisk, og flere er rejst i hans fodspor. Brian Fawcett, næstældste søn, samlede sin fars optegnelser i Exploration Fawcett: Journey to the Lost City of Z (1953), som i USA hedder Lost Trails, Lost Cities, og fik selv finansieret flere ekspeditioner. Arne Falk-Rønne (1920-1992), den danske journalist og forfatter, som skrev adskillige rejseskrivelser og var en god formidler, men sjældent et stort sandhedsvidne, giver sit bud på Fawcetts skæbne i Dr. Klapperslange (1977) og Klodens forunderlige mysterier (1991). Til de mest eksotiske bud hører Rob McGregors pasticheroman Indiana Jones and the Seven Veils (1991), bind 3 af 12 i serien Indiana Jones: Prequels  (1991-1999). Det giver fuldkommen mening, at Indiana Jones tager til Amazonas for at finde manden, der inspirerede George Lucas og Steven Spielberg. Der er bred enighed om, at Fawcett havde ret i sin påstand om junglebyer.

The Lost City of Z. Instr. & manus: James Gray. Foto: Darius Khondji. 141 min. USA 2016. Dansk premiere: 10.08.2017.

Fotos: Amazon Studios/ Keep Your Head/ MICA Entertainment/ MadRiver Pictures/ Northern Ireland Screen/ Plan B Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official  Bleecker Street trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 24.07.2017

4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout! Factory (US) 19.09.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.08.2017 [noter tilføjet august 2021}