Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7]

SNEBOLDE MED SKARPE STEN
Holdet fra Trainspotting vender tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DET er naturligvis både fantastisk og nostalgisk, at der nu er gået næsten 30 år. For det var tilbage i 1996, at Danny Boyle (f. 1956) med sin filmatisering af Trainspotting satte clubbing, det skotske stofmiljø, Thatcher/ Major-årenes udsigtsløshed og forfatteren Irvine Welsh (f. 1958) på landkortet.

   Fortsættelsen T2 Trainspotting blev produceret til jubilæet i 2016. Det var indviklet, så arbejdet gik et år over tid. Og vist var det et spørgsmål, om verden som sådan havde råbt på at vide, hvordan det videre gik Mark »Rent Boy« Renton (Ewan McGregor), Simon »Sick Boy« (Jonny Lee Miller), Danny »Spud« (Ewen Bremner) og Francis »Franco« Begbie (Robert Carlyle), da Mark tog alle pengene og løb for sit liv i finalen på den første stilskabende gruppefortælling.

   Irvine Welsh – som selv havde en lille rolle i filmen – skrev sin autofiktive kultbog i 1993.* Han ajourførte historien i 2002, da romanen Porno brugte karaktererne igen. Det er den, som Boyles film bygger på, og det giver en lille skævhed i forhold til tiden og skuespillernes fysik, at der egentlig er gået 20 år i stedet for ti. Siden har Welsh også skrevet en befriende prequel, Skagboys (2012), der fortæller om drengenes opvækst i Leith. Begbie optræder på overraskende vis i The Blade Artist (2017). I 2018 fulgte endelig Dead Men's Trousers, der fører mændene frem til fuld midtlivsalder.

NÅR det endelig skulle være, gjorde holdet fra 90erne en agtværdig indsats. Især kan manuskriptforfatteren John Hodge (f. 1964) tage æren for at skabe en sammenhæng og struktur, som ikke altid er indlysende i kildematerialet.

   I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at så mange gamle kræfter kom med. Det var gået dem lidt op og ned. Robert Carlyle var det bedst kendte ansigt i 1996. Ewan McGregor blev stjerne i kraft af Trainspotting. Ewen Bremner havde spillet flere variationer af Spud-karakteren. Jonny Lee Miller var på femte år en moderne Sherlock Holmes (med Lucy Liu som sin Watson) i tv-serien Elementary (2012-2019).**

   For dem alle blev Trainspotting noget særligt. Fortsættelsen falder dog aldrig for fristelsen til at idyllisere. Dengang var dengang, og nu er det nu. Der var ingen gode, gamle dage. Det hele var fucked fra begyndelsen af.

FØRST skal trådene samles. Mark Renton har drevet forretning og haft familie i Amsterdam. Han kollapser på et løbebånd i fitnesscentret, hvor han har prøvet at løbe fra tiden. Så vender han hjem for at gøre regnskabet op. »Velkommen til Edinburgh,« siger turistinfopigen. Mark kan høre, hun ikke er skotsk. »Hvor kommer du fra,« spørger han. »Slovenien,« er det lakoniske svar.

   For nu er det blevet globaliseringens tid. Simon har slået pjalterne sammen med Veronika (Anjela Nedyalkova), en bulgarsk sexarbejder. De afpresser kunderne, som bliver filmet. Ellers hænger parret ud i pubben Port Sunshine, som Simon har arvet efter sin mor. På en god aften er der 3-4 kunder.

   Mark stjal jo fra Simon og Begbie. Til gengæld fik Spud en stor sum. Det er vennen stadig bitter over, for hvad kunne et grødhoved bruge den til? Spud købte skag og ødelagde livet lidt mere for Gail (Shirley Henderson) og deres søn. Da Mark finder ham i en betonblok, er Spud igen ved at tage sit liv.

OGSÅ T2 Trainspotting scorer billige grin ved at skildre fornedrelsen, som er forbundet med afhængighed. Mark redder Spud i en geyser af opkast. Intet kan helt matche scenen i den første film, hvor Mark dykker ned i wc-kummen for at bjærge to stikpiller med opium. Der er heldigvis heller ingen level event, som matcher spædbarnets død i Trainspotting.

   De gamle ting er snebolde med skarpe sten, som Simon og Mark kaster efter hinanden. For det meste er de dog venner for livet. Veronika – som så langt er den mest ressourcestærke karakter – har sikkert ret, når hun siger (på bulgarsk), at det ville være bedst, hvis hun rejste, så de to mænd kunne dyrke sex med hinanden.

   Trioen tager sig sammen og pitcher en plan om at renovere Port Sunshine for EU-penge, så havnen i Leith kan få kronede dage. Faktisk vil de åbne et bordel, som Veronika skal bestyre.

   Imens flygter Begbie fra fængslet og kommer hjem til sin kone og søn. Han glæder sig til at begå indbrud med drengen. Men Junior er en stor skuffelse, som går på business college og har planer om at migrere socialt. Simon sender Begbie efter Mark. Som fortællerstemmen siger: »Først opstod der en gylden mulighed. Så fulgte et utilgiveligt forræderi.«

DET lykkes atter i rigt mål at blande komedie, kritik og tragedie. Mark og Simon rejser startkapital ved at lænse garderoben i en pub, hvor skotske loyalister mindes slaget ved Boyne i 1690. Mark improviserer på stedet en drabelig sang om at kvæste og hade, der tager forsamlingen med storm. Bagefter kan han og Simon tømme hæveautomaten, fordi alle betalingskort bruger pinkoden 1690.

   Det bedste spor i fortællingen lader taberen Spud få endnu en chance. Han begynder at skrive den samme slags episodiske dialektnoveller, som Irvine Welsh samlede i sin debutbog. Den evige Fedtmule finder sin stemme og går med inspirationen. Gail har allerede en titel og kontakten til en forlægger.

   Dybest set er det en skildring af fire mænds midtvejskrise. Og en skotsk version af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der på engelsk hedder We All Loved Each Other So Much. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvem og hvad de var engang. Den gamle musik bliver brugt i bearbejdede versioner, og det ender, hvor det begyndte: i drengeværelset med lokomotiver på tapetet.

FORMEN er flimrende, heftig og hurtig, især i de første 30 minutter, hvor Boyle gør alt for at være æstetisk på forkant og bruge tricks, der er trendy på samme måde, som den svimlende stil i Trainspotting var tyve år før. Det virker ikke altid, men det lykkes, når det er afgørende.

   Efter sit hjertestop indser Mark Renton, at livet varer længe endnu. Dialogens sætstykke er en opdatering af »Choose Life«-tiraden i den første film. Du er fri til at vælge ensretningen på 100 sociale platforme, hvor ingen rager hinanden en bønne, og tilværelsen som sædvanlig bliver solgt. Det er intet under, at drenge går rusvejen. Faktisk var narkomanien et livstegn.

*) Irvine Welsh spiller dealeren Mikey Forrester. Det er ham, der sælger Mark opium i stikpilleform før den ikoniske scene, som udspiller sig på »The Worst Toilet in Scotland«. Manuskriptforfatteren John Hodge optræder ukrediteret som den ene af butiksvagterne, der løber efter Mark i åbningsscenen. Som et kuriosum kan nævnes, at Ewen Bremner, der spiller Spud, havde hovedrollen som Mark Renton i teateropsætningen af Trainspotting.

**) Robert Dohertys amerikanske Elementary (7 sæsoner, 154 episoder) er på sin måde lige så radikal og vellykket som Mark Gatiss' og Steven Moffats mere anerkendte britiske Sherlock (4 sæsoner, 13 episoder) med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman. I Elementary praktiserer detektiven som konsulent for politiet i New York. Hans rige far (John Noble)  ansætter dr. Joan Watson som sønnens personlige læge/assistent, da Sherlock har været i rehab for sit stofmisbrug. For hver episode suppleres og justeres personkredsen i overensstemmelse med Arthur Conan Doyles karakterer: Rhys Ifans spiller Mycroft Holmes; Natalie Dormer er Irene Adler, der har en dobbelt identitet som Jamie Moriarty. Elementary blev produceret for CBS Television. Serien vokser organisk, måske fordi den er skabt til broadcast før streaming. Miller og Liu har et fremragende samspil, der udvikler sig sammen med dybden i forholdet. Det er en af de pasticheserier, man knap tænker på som conanisk spin-off, fordi den er blevet sit eget univers. Laurie R. Kings romaner om Mary Russell, der bliver oplært af den aldrende Holmes, som hun senere gifter sig med, har den samme kvalitet. Serien åbnede i 1915 i The Beekeeper's Apprentice (1994, da. Biavlerens lærling) og er 17 bind senere nået til 1925 i Castle Shade (2021). Kun de første to bøger findes på dansk.

 

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002); Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

T2 Trainspotting. Instr.: Danny Boyle. Manus: John Hodge. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. UK 2017. Dansk premiere: 02.03.2017.

Fotos: DNA Films/ Decibel Films/ Cloud Eight Films/ Artbees/ Film4/ Creative Scotland/ Miramax/ Sony Pictures Home Entertainment/ UIP DK/ VIntage/ Penguin/ Jonathan Cape/ Faber & Faber/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2017. 

Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]

ET NYT STJERNETEGN
To liv fortalt i en kæde af dage

Af BO GREEN JENSEN

EN dag, to liv, tyve år. Fra dimissionsdagen på Edinburgh University den 15. juli 1988 til den 15. juli 2007, en søndag i den samme by, følger One Day med Emma Morley (Anne Hathaway) og Dexter Mayhew (Jim Sturgess), der er bestemt for hinanden, uanset om de arbejder aktivt for sagen.

   Tidens smag skifter, skæbnen tromler hen over det hele, begge gifter sig til anden side undervejs. Dog er man aldrig i tvivl om, at vennerne skal være kærester. Den ene er oppe, når den anden er nede, men der er og bliver ingen vej udenom. De er Em og Dex, Dex og Em. Deres liv er forbundne og danner et nyt stjernetegn.

   Først er han den gyldne dreng, som kan vælge og vrage, altid hurtig, altid heldig og til overflod forsynet med muligheder og privilegier. Hun er en forsigtig, stilfærdig pige, som har kæmpet hårdt for hvert resultat og vægrer sig ved at tage chancer.

DA Dex tager ud for at erobre verden, flytter Em til London for at blive forfatter, mens hun serverer i et hul af en mexicansk restaurant. Da han bliver en lidt for smart tv-vært, er hun fornuftigt læreransat og gift med en skuffet stand-up-komiker (Rafe Spall), der ad åre må lægge drømmene væk.

   Dex bliver gift, får en datter og er parat til at dele alt med Sylvie (Romola Garai), som svigter ham for en rigere ven, skønt hun også selv virker forundret. Når den ene er fri, er den anden med nogen. Man kender det sikkert fra virkeligheden. Der går lang tid, før fortællingens gud kan gøre et par af de to. Men da det lykkes, er det rigtigt. Uanset hvad der sker, kan man aldrig tage de bedste år fra dem igen.

EMMA og Dexter er på én gang evige typer og unikke karakterer, som kun kunne leve præcis på den måde i Storbritannien i netop de år. Forfatteren David Nicholls (f. 1966) har selv bearbejdet den populære roman, som Lone Scherfig lukker op og lægger frem for tilskueren i sin første film efter den bittersøde An Education. Nicholls’ roman fra 2009 er samtidig en sædeskildrende krønike. Mange læsere genkender sig selv og deres generation i historien om Emma og Dexter.

   Det gør man måske ikke i samme grad som dansker, men man genkender følelsen af at være et vidne til sin tid og en tilskuer til sit eget liv, samtidig med at man medvirker. Nicholls’ bog er rig på dialog og fattig på fysisk beskrivelse. På den måde kan læseren selv klæde tiden og karaktererne på, så One Day får et kosmisk perspektiv og et præg af dyrekøbt livsklogskab, der kan ligne Anthony Powells store romankreds A Dance to the Music of Time (1951-75), som etablerede teknikken.

NICHOLS har haft fornøjelse med at arrangere de enkelte dage som billedkort i en kronologi, der ikke er helt regelret. I filmen bliver det lidt anstrengende at tælle sig frem gennem årene, før man vender tilbage til udgangspunktet og fortsætter det sidste, afgørende stykke vej, men metoden med at fortælle i punktnedslag frem for episke stræk fungerer upåklageligt. Det er ikke fortryllede liv, Emma Morley og Dexter Mayhew lever. Men det er ægte skæbner med alt tilbehør, og man ler og græder med dem, som det er tanken.

   Jeg har slet ikke rørt ved den tragiske faktor, som er mørket, der giver glæden dybde og substans hele vejen. Den skal man have til gode som læser og tilskuer. Der er et fint øjeblik fra begyndelsen af forholdet, hvor Emma og Dex løber ned ad skråningen ved Edinburgh på den første morgen i deres historie. På vej gennem græsset passerer de en ældre mand og hans datter, der er på vej op til udsigtsmålet. Det er så fint set og lagt til rette. Det er i sådanne scener, at One Day både overskrider og inkarnerer sin genre.

MEGET hænger på Anne Hathaway og Jim Sturgess, der skal spille sig selv som yngre og ældre. Hathaway er amerikansk, men overbeviser som englænder. Hun er sommerfuglen, der over tid får fantastiske farver og bliver en betydningsfuld børnebogsforfatter.

   Sturgess har mere at arbejde med som den tragiske og lidt sølle Prince Charming. Han erkender, at han alligevel ikke blev født til være en stjerne, og han overrasker sig selv ved at være et godt menneske. Efter knubs og fejltrin finder de rigtige sammen, men der er mere endnu i historien, ganske som i livet uden for biografen.

ONE Day skriver ikke filmhistorien om med flammeskrift, men den gør indtryk, og man bærer den med sig. Nogle film tager tilskueren ud af sig selv og ind i en verden af varmere farver, hvor man glemmer sig selv. Andre er som spejle. Man bliver genkendt og slår følge med karaktererne. Man vil være der og følge med, se hvad det ender med, også af nysgerrighed.

   De film er som venner, der hvisker én i øret. Med Samme tid næste år har Lone Scherfig skabt et smukt eksempel på sidstnævnte genre. Det er god, genkendelig realisme med romantisk flair og årvågenhed.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

One Day (Samme dag næste år). Instr.: Lone Scherfig. Manus: David Nicholls. Foto: Benoît Delhomme. 107 min. UK-USA 2011. Dansk premiere:29.09.2011.

Fotos: Focus Features/ Random House Films/ Film4/ Color Force/ SF Studios/ CineMaterial/ Movie StillsDB/ YouTube (Universal Pictures UK/ International One Day Trailer)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 06.02.2012

2K Blu-ray fra SF Studios (DK) 31.01.2012

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 30.09.2011.

David Mackenzie: Hallam Foe (2007)

NOGET SÅ NÆNSOM
Ungdom, sorg og fryd på skotsk 

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ser med en teenagers blik og formår på den måde at omskabe verden. I overgangen fra barn til voksen befinder det unge menneske sig i en marginal position, hvor det bare ikke kan have al forstillelsen. Det væmmes ved de voksnes adfærd og hader om muligt sig selv endnu mere. Det klamrer sig til ritualer fra en barndom, som i hurtigt tempo lukker sig. Det værste, man kan sige er, at smerten vil gå over. Meget har ændret sig op gennem tiden, men karakteren er konstant, i hvert fald fra J.D. Salingers Holden Caulfield og frem.

   Nu er The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom eller Griberen i rugen) aldrig blevet filmatiseret. Til gengæld rummer coming-of-age-genren mange fætre og kusiner. Med Hallam Foe skaber skotske David Mackenzie (Young Adam, Asylum) en for alvor frisk og anderledes ung kærlighedsfilm, der har Jamie Bell (fra Billy Elliott og Dear Wendy) i titelrollen. Forlægget er en roman af Peter Jinks, som senere skrev Intuition (2009). I bogen er Hallam Foe 17 år.

FILMEN begynder hos aristokrater ude i myternes højland. Så bliver den nærmest en variation over Thomas Manns slyngelhistorie Felix Krull. Endelig slutter den som en blanding af eventyr og fuldkommen jordnær kærlighedsskildring, hvor dreng og pige får hinanden på troværdig og sanselig vis.

   Hallam Foe kan ikke glemme sin ustabile mors druknedød. Den unge mand mistænker sin beregnende stedmor, faderens opgraderede sekretær, for at have hamret hul i bunden af båden. Han tilbringer megen tid i et træhus, hvorfra han udspionerer sin far (Ciaran Hinds) og resten af familien. Med moderens sminke kommer han krigsmaling i ansigtet, fører krig med hele verden og gebærder sig meget som drengen i Carsten Rudolfs Menneskedyret (1995).

STEDMOR Verity (Claire Forlani) er filmens bud på en Mrs. Robinson-figur. Hun tager Hallams mødom oppe i træet og beder ham flyve fra reden. Det skal være nu, hvis han ikke vil skubbes. Så husets søn pakker sin ransel og går ud i verden – som en blanding af Ødipus, Hamlet og Klods-Hans, men måske allermest som en skotsk teenageknægt.

   I Edinburgh lever han på gader og hustage – Hallam har en vane med at kigge ind i andres liv – indtil han ser en lyshåret kvinde, Kate (Sophia Myles), der til forveksling ligner hans mor som ung. »So was it like fucking mummy?« spørger Hallams stedmor senere. Hallam Foe er ikke mindst en film, hvor erotikken både virker og er vigtig.

   Kate er personalechef på et femstjernet hotel. Hallam begynder i køkkenet og avancerer efterhånden. Han iagttager Kate fra sit interimistiske hjem i et klokketårn, og der er mange romantiske krøller. Alt er filtreret igennem den unge mands levende fantasi. Drømmene går dog i opfyldelse, og karaktererne er meget overbevisende tegnet. Der er en fin nostalgisk stemning af Billy Liar og ung Julie Christie.*

FILMENS lydspor er bygget med sange fra selskabet Domino Records. Franz Ferdinand har ligefrem skrevet »Hallam Foe Dandelion Blow« til filmen, som fik premiere på Berlinalen i 2007. Hallam Foe giver pubertetskrisen stemme og gør kærlighedssmerten til ren poesi. 
Hele filmen er noget så nænsom og alligevel kropsnær og barsk, når det gælder. Det var mere end i orden, at David Mackenzie modtog en sølvbjørn.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100].

*) Hallam bliver ansat på det historiske Balmoral Hotel og indretter sig i hotellets ikoniske klokketårn. Mackenzies film er samtidig en kærlighedserklæring til den gamle bydel i Edinburgh, som fotografen Giles Nuttgens kæler for i udsøgte billeder. Jeg ved ikke, om Martin Scorsese har set Hallam Foe, men fire år senere er det på præcis samme måde, at Asa Butterfield indretter sig bag urskiven på Gare du Montparnasse i Hugo (2011), som bygger på Brian Selznicks billedroman. Hallam Foe er optaget på gader og stræder i Edinburgh. Den første udstødte anti-helt, som holdt øje med verden fra klokketårnet, var naturligvis Quasimodo i Notre-Dame de Paris (1831, da. Klokkeren fra Notre-Dame), som foregår i 1482. Scenerne fra Hallams barndomshjem er optaget på Glen House and Estate i Innerleithen, Peebles, Scottish Borders, UK.

Hallam Foe. Instr.: David Mackenzie. Manus: Ed Whitmore, David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 95 min. UK 2007. Dansk premiere: 08.02.2008.

Peter Jinks: Hallam Foe. 224 s. Headline Review, 2001.

Hallam Foe. Original Soundtrack. Domino Records, 2007. 

Fotos: Film4/ Ingenious Film Partners/ Scottish Screen/ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2008